Darkness on the edge of Madrid

madrid-spanish-civil-war.png

Bruce Springsteen startede søndag aften i Madrid den europæiske del af Magic-touren, som d. 8 december indbyder til beskedent intimshow i Forum, København. Setlisten fra Palacio De Deportes er her nedenfor. Sangene i kursiv skiftes ud fra show til show.

Radio Nowhere
No Surrender
Lonesome Day
Gypsy Biker
Magic
Reason To Believe
Darkness On The Edge Of Town
Candy’s Room

She’s The One
Livin’ In The Future
The Promised Land
I’ll Work For Your Love
Tunnel Of Love
Working On The Highway

Devil’s Arcade
The Rising
Last To Die
Long Walk Home
Badlands

Girls In Their Summer Clothes
Thunder Road

Born To Run
Dancing In The Dark

American Land

berlin-demo-kopia.jpg

Samme aften som E Street Band når Forum, spiller Kent i KB-Hallen. Svenskerne kører efter ens setliste-princip som Springsteen, altså med visse udskiftninger undervejs. I går søndag, i Göteborg’s Lisebergshallen, var menuen som herunder. Igen er det kun kursivtitler, som står til rotation.

Vy Från Ett Luftslott
Berlin
Max 500
Kungen Âr Död
Columbus
Berg & Dalvana
Revolt III
10 Minutter
Kevlarsjäl

LSD, Någan?
Romeo Återvendar Ensam
Generation Ex
Musik Non Stop
Kärleken Väntar
Ingenting
Ensammast I Sverige

Elefanter
VinterNoll 2
747

Mannen I Den Vita Hatten

Oppositionen vinder valget!

Vælgerne fik omsider nok af højreregeringen, dens appel til fremmedhadet og fedtspillede miljøpolitik. Den skaldede sanger, der i sin musikkarriere udtrykte mange markante meninger, er for alvor kommet ind i varmen og kan nok endda se frem til en ministerpost.

Den dårlige nyhed er at hans gamle band dermed ikke bliver gendannet.

Og det skete alt sammen i går. I Australien.

garrett.jpg

http://www.petergarrett.com.au/

Jeg har desværre en fornemmelse af at hr. Garrett har solgt en del ud undervejs. Men de gamle albums med Midnight Oil har vi da endnu. Og de lavede meget andet end “Beds Are Burning”, er det værd at bemærke.

Det er bare en hjemmeside

– Desværre er det sådan – og det er jeg ikke den eneste, der synes – at det hér i forummet efterhånden er HUNDREDE PROCENT forbudt, at sige noget som helst, som ikke indikerer en absolut røvslikning af Jens og Pastoren. Det virker kun som om I kommer hér for at finde ting ved folk I kan rakke ned (og ja, desværre er Pastoren og Jens jo ikke meget bedre hvad det angår).

Ovenstående citat er en kommentar i en diskussion her på siden, om Mikael Simpson’s koncerter sidste weekend. Nu er det jo en lidt svær størrelse, sådan at være negativ overfor det negative, uden selv at blive en del af det man kritiserer, men lad gå.

Selv oplever jeg os ikke som åndeligt fastlåste i en ensretning. Der hersker ofte markant uenighed blandt de tilstedeværende, også mellem Pastoren og jeg, det både hvad musik og livsholdninger angår. Og heldigvis for det. Hvis man har læst lidt med, er det svært at få øje på den påståede manglende brug af selvstændig ytringsfrihed. Så den noget hånlige ‘røvslikker’-generalisering af sidens brugere skal derfor ikke tage mere plads.

En mere åben diskussion er det med den omtalte nedrakning. Synes der anbefales og skrives positivt om så meget forskellig musik her, det ofte udfra simpel, sulten, bruger-opsøgende interesse for de store øjeblikke, den kan give. Selvfølgelig vil der i det game også være skuffelser som pestilenser undervejs, og helt ærligt, hvorfor skulle vi, i sagens tjeneste, ikke også tale frit om disse?

På samme måde som man ikke klager over meteorologen der melder dårligt vejr, sendes nok heller ikke hademails til den kulturredaktion, der nu og da må bringe sine ‘negative’ 2-stjernede anmeldelser. Ofte er det ikke kritikeren, men det han/hun dumper, der fejler noget. Kan ikke være forkert, at sætte de rette ord på det, man synes er åbenbart. Synes aldrig vi der har været for urimelige eller blodtørstige. Siden ville omvendt være svag i ånden, hvis ikke den turde kalde en flad skovl for en spade.

Selvfølgelig er det også en snak om, hvad musik er for en størrelse. Den gode mand bag citatet ovenfor hudfletter i samme indlæg Mikael Simpson’s ‘politiske’ koncert-kommentarer og tekstændringer, for som han siger: ‘Jeg ved også, at når jeg kommer ud fra koncerten, så er verden fuldstændig samme sted som da jeg gik ind. At ændre texten på en sang til en koncert ændrer altså ikke noget – andet end selve sangen.’

Se, det er jo noget vrøvl. For alle der har været til nu Mikael Simpson’s shows, tager netop hans specielle sind, hans varme, hans markante holdninger, hans kontante kommentarer og observationer med ud derfra, og det er den slags fine særegenheder, der i rigt kulturelt mål og på sigt kan være med til ændring af verdensbillede som tidsånd lokalt, nationalt, globalt. Kan ikke nævne noget relevant moderne musik, der ikke, på den ene eller anden måde, har levet i en elastisk forbindelse med sin samtid, dens forhold, normer og værdier.

Hvilket også er det som er så cool omkring live-musik. At den blot er en ramme, der kan puttes hvadsomhelst ind i, alt efter afsenders temperament, behov og sindelag. Synes derfor det er en tung misforståelse at gå i brok over, at det man nu engang får til et Mikael Simpson-show, står i vejen for ’selve’ musikoplevelsen. Nix, Simpson, med Pia K-statements, med AGF-jokes, med valgkommentarer, med sit instant-karisma i sange, tekst-twists og høj lyd ER musikoplevelsen. Nyd da den og ham helhjertet, uden så puritanske forbehold. Det samme kunne måske gælde siden her.

Playlist Berlin

ipod5.png

Be My Wife – David Bowie / The Passenger – Iggy Pop / Berlin – Kent / Tranquilize – The Killers feat. Lou Reed / Kebabträume – Deutsch Amerikanische Freundschaft / Die Mauer – Ebba Grön / Ein Lied – Rammsten / Reich Der Träume – Nico / Helden – David Bowie / Tonight – Iggy Pop / Stadtkind – Ellen Alien / Alles Wieder Offen – Einstürzende Neubauten / Prenzlauerberg – Beirut / Public Pervert (Carlos D Remix) – Interpol / Radioaktivitat (Francois Kevorkian Remix) – Kraftwerk / Berlin is burning – Miss Kittin / Stalingrad – Tom Verlaine / Red Army Blues – The Waterboys / Death – Klaus Nomi / Keine Lust – Rammstein / Hauptbahnhof – Sällskapet / Majesty – Madrugada / Sons Of The Silent Age – David Bowie / Some Weird Sin – Iggy Pop / Leben Heisst Leben – Laibach / Nagorny Karabach – Einstürzende Neubauten

Tusinde albums, du skal høre før du dør

albums.jpg

Den britiske avis The Guardian har udarbejdet en liste over 1000 albums inden for pop, jazz, rock, soul osv. som “man” skal høre før man dør. Der er ikke tale om

– at der er tale om de 1000 bedste albums, der nogensinde er indspillet, eller
– at man vil afgå ved døden som følge af at have hørt de pågældende albums.

Listen kandiderer til titlen som “Listernes liste”. Selv den person, efter hvem denne blog er navngivet, vil formodentlig slide sine listesko op her.

Guardian-listen rummer begrundelser for hver enkelt album og er (ikke overraskende) så lang, at den bringes ad flere omgange. Og etnocentrismen gør at f.eks. Gør det noget, Tidens Tern eller Go! ikke er med. Dem må vi andre, der er så heldige at kunne andet end engelsk, tænke os til.

Interessant er det under alle omstændigheder. Se mere her.

Europa er vores legeplads

tempelhofweihnachten.jpg

Det sneede i Østberlin den formiddag. Vi mødtes og indtog frokost i Ballhaus, en mørk og nedglitret dansehal fra DDR-tiden, i Auguststrasse. Fik bouletten – de lokale frikadeller, der i mindre form går som party-bouletten! – med kartoffelsalat og kæmpe fadøl til. Efter en uge alene godt at tale dansk. Skiltes igen 3 timer senere i bidende kulde ved Rosa-Luxemburg-Platz, hvorfra U-bahn tog væk og tilbage til Zentrum.

Som aftalt aftenen efter, ved Curry 36 på Mehringdamm i Kreuzberg. Havde ingen tid til at spise der, skråede istedet gennem Bergmannstrasse og de gamle brostensbelagte gader bagved, som krig har skånet. Kom således ned til Columbiahalle, der ligger skråt overfor Tempelhof-lufthavnen, selv i mørke et imponerende syn, med sine røde fejende lys mod kulsort himmel.

Columbiahalle pakket hårdt til det udsolgte show med Interpol. Brezel og mere tysk øl før kick-off. Forventningsfulde øjeblikke i en sal, før de bands, der virkelig er set frem til, går på. Denne aften når Interpol dog ikke samme højde, som i København i juni. Lyden vil længe ikke og de utallige jobs, verden over siden Vega, synes at have tæret på skarphed. Sekvensen med ‘Rest My Chemistry’ over i ‘Lighthouse’ over i ‘Take You On A Cruise’ vil selvfølgelig være imponerende. Ligeså første encore, ‘Untitled’, åbningssangen fra debut’en. Men det bliver ikke nok til at fravriste indtrykket af en forglemmelig arbejdssejr.

Helt anderledes med aftenens første band, italiensk/japanske (men New York-baserede) Blonde Redhead. Havde diskuteret dem dagen før, og købt den nye plade, ’23’. I Columbiahalle levede trioen op til dens luksuriøse indie-couture, her endnu mere præget af Kazu Makino’s insisterende sang plus vilde fremtoning. Det der på plade fremstår som et missing link mellem melankolsk men langt mere ekspressiv Mew-pop og en art næsten vægtløs My Bloody Valentine-sound, har live hårdere kant samt desperation én masse. Et inferno af høj, udspacet lyd og sukret melodi vandt på TKO denne aften overbevisende smukt for Blonde Redhead.

Senere vandrede vi til Die Ankerklause længere oppe i Kreuzberg, et gammelt bådhus ved kanalen, hvor to farvede sømænd kastede drinks og DJ’ede Ramones/Joy Division. Som ‘Love Will Tear Us Apart’ ringer endnu. Derefter mod noget at spise, et lille oplyst skur i mørket fra en park, med en større flok fedtdryppende kyllinger på roterende spyd. Morrissey ville ikke have brudt sig om det. Endte i Oranienstrasse, på blinkende bar blandt sovende festaber og drukne punks, direkte ind fra Sham 69-showet på SO36. Fandt der Astra, den fremragende øl fra Hamburg. Missede en sen U-bahn snert, tog glidende tyrkisk taxa istedet, de berusedes vej mod Zentrum uden drømme.

Kom i en anden verden til København, søndag aften over 22. Tilbage straks til kulørte avisforsider med Anders Fogh og Morten Olsen og Vild Med Dans. Fucking hell, DK! Ikke til at bære. Næste uge heldigvis afsted igen, til Liverpool, ånde mere frisk luft, se et par kampe med verdens bedste klub, måske gendanne The Beatles. Lyder som den rigtige ide.

Det eneste album…

zulm.jpg

Jeg husker en samtale, jeg for snart mange år siden havde med Hilmer Hassig. Vi talte om Hilmers favoritalbums, og det gik hurtigt op for mig, at han havde en tendens til at synes rigtig godt om ét album med en bestemt kunstner, men ikke var nær så begejstret for de øvrige udgivelser. Jeg kan f.eks. huske, at han kun synes om Pornography fra The Cures store oeuvre og Led Zeppelin III fra Led Zeppelins diskografi. Jeg har opdaget, at jeg deler denne stærkt selektive holdning i et vist, begrænset omfang. (Og jeg kan forresten også lide de pågældende to albums.)

Tag nu f.eks. Muslimgauze, der var pseudonym for den britiske percussionist Bryn Jones, der døde i 1999 af en sjælden blodsygdom. Jeg læste for 15 år siden om hans musik – en blanding af mellemøstlige toner, samples og industrial-agtig percussion. Det lød fascinerende på papiret, så det måtte undersøges. Jeg fik fat i albummet Zul’m. Der var ikke meget industrial over albummet, men til gengæld var der syv lange numre med gyngende og tilbagelænet arabisk-inspireret instrumentalmusik med velvalgte samples fra Mellemøsten. I lang tid var Zul’m nok for mig, men jeg har siden prøvet mig frem. Store dele af Muslimgauze-bagkataloget findes nu på iTunes og kan desuden købes på cd fra det nederlandske selska Staalplaat. Jeg købte efter mange net-anbefalinger Uzbekistani Bizarre and Souk, da dette album blev genudgivet, og derudover er jeg begyndt at lytte mig frem.

Men ak… resten af det enorme bagkatalog med Muslimgauze fænger mig ikke. Måske er produktionen for dårlig, måske er der for meget industrial efter min smag, måske var Zul’m simpelthen et isoleret højdepunkt, hvor inspirationen og de rigtige samarbejdspartnere tilfældigvis var der.

Er der andre derude, der har det sådan med nogle musikere?

En aften i Aalborg

mikaelsimpson01.jpg

Imens kulden sænker sig over Danmark, er der heldigvis stadig musik at høre. Mikael Simpson var i Aalborg i går aftes og gav på Studenterhuset en fin koncert, der uddrev de onde ånder fra en buttetskøn koncert sammesteds tidligere på ugen. Der faldt ikke overraskende en let kritisk bemærkning om valgresultatet.

I salen befandt sig bl.a. en langsynet diabetiker fra Thisted, der over for mig hævdede at “Mist dig selv i mig” minder en del om “Film vi har set” – med det argument, at hans kæreste ikke kunne høre forskel. (??!!??) Jeg synes personligt, det er at gøre begge disse udmærkede sange slemt uret. Men sådan er mennesker så forskellige osv.

Ræk mig flasken

champagne.jpg

Så gik det, nøjagtig som jeg havde forudset. Inden længe vil Mølleren sende mig en flaske Brut Prestige, en økologisk champagne fra vinhuset Vincent Bliard. (Se her, hvis du også vil købe dig én.)

Når champagneproppen er sprunget, skal vi alle sammen leve 4 år (eller realistisk set 12 år) mere med Anders Fogh Rasmussen. Jeg vil lade de politiske kommentarer forstumme (i al fald for en stund), for flertallet har talt og er forhåbentlig godt tilfredse.

Men gid jeg havde tabt.

Enfants, let's go!

arcadefire-kbhallen.jpg

Jeg har set rockmusikkens fremtid, og den hedder Arcade Fire. Ja ja, jeg overdriver nok, men i dagens anledning vil jeg godt lufte en næsten Jon Landau’sk begejstring. (Desværre kan jeg nok ikke liste mig ind i en tilsvarende rolle.)

I 1985 så jeg Bruce Springsteen og The E-Street Band på Ullevi. Clarence Clemons svingede med saxofon, Bossen selv løb rundt fra side til side, Nils Lofgren slog kolbøtter med sin guitar… Musikken var en blanding af fest, længsel, melankoli og samfundskritik. Publikum var en skov af vajende hænder.

22 år senere står jeg som denne blogs udsendte medarbejder i KB-hallen og ser Arcade Fire levere, hvad jeg ikke vil tøve med at kalde et brag af en koncert. Kort og godt: Det var i virkeligheden vore dages E-Street Band, jeg så og hørte (og så er de fra Canada!).

De fleste numre fra den traditionelt set svære, men her særdeles vellykkede toer Neon Bible (dog underligt nok ikke “Windowsill”) og højdepunkterne fra Funeral var der. Der var tilmed et par numre, jeg ikke kendte. De faldt på ingen måde igennem. Og slutningen med to numre fra Funeral, “Neighbourhood #3 (Power Out)” og “Lies”, var helt oppe at ringe.

Det musikalske slægtskab med manden fra New Jersey er til stede, men ligheden stikker dybere i live-sammenhæng.

Ikke helt sjældent virkede det som om koncerten balancerede på randen af kaos – musikere, der løb tværs over scenen igen og igen, instrumenter, der blev kastet på himmelflugt og som regel grebet igen, sanger Win Butlers besøg nede foran scenen, Régine Chassagnes kokette dansetrin (hvem vidste at hun faktisk er en habil trommeslager? Ikke jeg), et utal af blæseinstrumenter trakteret på skift oppe i øverste højre hjørne. Men der var nok i virkeligheden ikke noget som helst, der var overladt til tilfældighederne (og med både rød neon og video for alle pengene). Nordamerikansk showmanship i den bedste tradition!

(Kun én enkelt ting vil jeg beklage mig over: Hvorfor skal der altid stå en apatisk udseende to meter høj mand lige foran mig til tætpakkede koncerter?)

HVID NAT ude nu

hvidnatfront.jpg

Unmack/Nørlund’s musik til Jannik Johansens nye spillefilm HVID NAT er nu udkommet på Auditorium som ‘HVID NAT – Original Score and Soundtrack’. Her er albummets tracklist:

01. ‘Et Hus I Nordvest’
02. JEND UNMACK – ‘Aftenland’
03. ‘Ulriks Tema’
04. RHONDA HARRIS – ‘Holiday’
05. ‘Anholdelsen’
06. I GOT YOU ON TAPE – ‘Doctor Watching’
07. ‘Malene (harp version)’
08. PEOPLE PRESS PLAY – ‘That Walk’
09. ‘Ulriks Trip’
10. JENS UNMACK – ‘Hvem Skulle Have Troet?’
11. ”Festen Er Forbi’
12. Rhonda Harris – ‘In Love With No One’
13. ‘Ulriks Tilstand’
14. NIELS SKOUSEN – ‘Roser Og Sne’
15. ‘Ulriks Tema #2’
16. JENS UNMACK – ‘Luis Garcia Version’
17. ‘Malene (full version)’

November, november, november

Der er lige nu i skrivende stund dømt kulsort sen-midnat og sidelæns regn her udenfor, oven på København. Oktober ligger i knockout, november står med armene hævet. Inspirerende at se de mange bud på den liste fra i går, så vi tager en tur til. Her med en vanskelig top-10-test over sange der begynder med ‘no’ for november:

1. Now My Heart Is Full – Morrissey
2. No More Songs – Phil Ochs
3. Nothing Takes The Place Of You – Toussaint McCall
4. Norrländska Präriens Gudinna – Olle Ljungström
5. Non-stop Dancing – The Jam
6. Nordlicht – Sällskapet
7. No Sad Songs For Me – The Walker Brothers
8. No Culture Icons – The Thermals
9. Nobody Knows The Trouble I’ve Seen – Leadbelly
10. Now I Wanna Be A Good Boy – The Ramones

Jens Unmacks officielle weblog