It's only tøfrock but I like it

Der er netop udkommet en opsamling med The Replacements, Don’t You Know Who I Think I Was. The Replacements huserede i Minneapolis i 1980’erne og gik fra hinanden i 1991. Tre af medlemmerne – Paul Westerberg og brødrene Bob og Tommy Stinson – havde nordiske aner (Stinson er den amerikaniserede form af Steensen).

The Replacements blev oprindelig kategoriseret som en slags punk, men i realiteten var det nærmere sjusket garagerock. Fra og med deres tredje album Let It Be, hvor man bl.a. kunne høre Peter Buck fra R.E.M. spille med på et nummer, var det dog klart at vi her havde at gøre med en gruppe, der var inspireret af The Kinks, Bruce Springsteen og ikke mindst de lidet kendte Big Star, hvis frontfigur Alex Chilton faktisk spillede med på enkelte senere numre og var med til at producere lidt. Og det blev klart at sangeren Paul Westerberg var en usædvanligt dygtig sangskriver, der mestrede både den enkle rock og balladerne. Rockmusikken var af den slags, som nogle af os vil betegne tøfrock.

The Replacements fik aldrig deres store gennembrud – en kombination af at være dukket op på det forkerte tidspunkt og af dårlig situationsfornemmelse. Alt for mange af deres koncerter gik op i hat og briller eller regulære udskejelser på grund af druk. Videoer gad de ikke rigtig lave, og MTV syntes de derfor også var noget pjat. For så vidt en fornuftig indstilling, men…

Da de endelig fik taget sig sammen, var toget kørt og grungen ventede om hjørnet. Men de tre albums Let It Be, Tim og Pleased To Meet Me er anbefalelsesværdige (de senere to Don’t Tell A Soul og All Shook Down såmænd også).

Og bagefter? Paul Westerberg indledte en solokarriere, der efterhånden er blevet mere og mere egenrådig. Tommy Stinson prøvede også at gå solo, men er for tiden bassist i Guns’n’Roses. Trommeslager Chris Mars er kunstmaler.

I dag er The Replacements ikke særlig hippe, og da slet ikke i punk/indie-kredse, men prøv at lytte til især alt-country-navne som Ryan Adams eller Wilco (især som de lød før i tiden), og man kan fornemme hvor de har sat et blivende aftryk.

Den nye opsamling er ikke den første; for nogle år siden kom All For Nothing/Nothing For All, der dog kun dækker de sidste år af gruppens karriere, hvor de havde kontrakt med Warner Bros. Den gamle opsamling havde en masse outtakes og svært tilgængelige b-sider; den nye har to helt nyindspillede numre. Det lykkedes nemlig at få Tommy Stinson, Chris Mars og Paul Westerberg i studiet igen (Bob Stinson døde for nogle år siden). Resultat: “Message To The Boys” og “Pool & Dive”, to fuldfede tøfnumre!

(Og så nåede Jens at se The Replacements spille i København lige inden de gik fra hinanden; jeg boede i Skotland og gik glip af dem på samme turné, da de gæstede Glasgow. Æv æv æv æv.)

Ocean Rain

All at sea again
And now my hurricanes have brought down this ocean rain
To bathe me again
My ship’s a sail
Can you hear it’s tender frame
Screaming from beneath the waves
Screaming from beneath the waves

All hands on deck at dawn
Sailing to sadder shores
Your port in my heavy storms
Harbours the blackest thoughts

I’m at sea again
And now your hurricanes have brought down this ocean rain
To bathe me again
My ship’s a sail
Can you hear it’s tender frame
Screaming from beneath the waves
Screaming from beneath the waves…

All hands on deck at dawn
Sailing to sadder shores
Your port in my heavy storms
Harbours the blackest thoughts

© Ian McCulloch

Der er et lys som aldrig går ud

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-TQID.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-E2.jpg

Og et sådan lys er The Queen Is Dead, The Smiths’ 3. studiealbum, der blev udsendt d. 16. juni for 20 år siden. Morrissey og Johnny Marr synes begge bedre om efterfølgeren, Strangeways Here We Come, men for de fleste er det denne plade, der igen og igen nævnes som et af hovedværkerne indenfor moderne britisk musik. Det er her Johnny Marr peaker, både som arrangør, overlegen sangskriver og stildannende guitarist. Og her Morrissey for alvor får bugt med manererne og synger sig op i mesterklassen. The Smiths var så fænomenalt produktive i denne periode, at pladens oplagte hit, “There Is A Light That Never Goes Out”, aldrig nåede at komme ud på single. For allerede i starten af juli, altså en lille måned senere, udsendtes istedet det helt nye track “Panic”, heller ikke ligefrem nogen dårlig sang. Den historie er meget sigende om et band, som konstant bevægede sig med en fart og kreativ intensitet, der forekom hæsblæsende. Og som havde sin høje pris. Kun godt et år efter den kollektive triumf med The Queen Is Dead var det hele forbi for The Smiths, der meget tidligt blev ofre for de misforståelser, ego-sammenstød og personlige forskelle, der før eller siden æder alle store bands op indefra.

THE QUEEN IS DEAD

(Oh ! Take me back to dear old Blighty,
Put me on the train for London Town,
Take me anywhere,
Drop me anywhere,
Liverpool, Leeds or Birmingham
But I don’t care,
I should like to see my…)

I don’t bless them
Farewell to this land’s cheerless marshes
Hemmed in like a boar between arches
Her very Lowness with a head in a sling
I’m truly sorry – but it sounds like a wonderful thing

I said Charles, don’t you ever crave
To appear on the front of the Daily Mail
Dressed in your Mother’s bridal veil ?
Oh …

And so, I checked all the registered historical facts
And I was shocked into shame to discover
How I’m the 18th pale descendant
Of some old queen or other

Oh, has the world changed, or have I changed ?
Oh, has the world changed, or have I changed ?

Some 9-year old tough who peddles drugs
I swear to God
I swear : I never even knew what drugs were
Oh …

So, I broke into the palace
With a sponge and a rusty spanner
She said : “Eh, I know you, and you cannot sing”
I said : “That’s nothing – you should hear me play piano”

We can go for a walk where it’s quiet and dry
And talk about precious things
But when you’re tied to your Mother’s apron
No-one talks about castration
Oh …

We can go for a walk where it’s quiet and dry
And talk about precious things
Like love and law and poverty
Oh, these are the things that kill me

We can go for a walk where it’s quiet and dry
And talk about precious things
But the rain that flattens my hair …
Oh, these are the things that kill me

All their lies about make-up and long hair, are still there

Past the Pub who saps your body
And the church who’ll snatch your money
The Queen is dead, boys
And it’s so lonely on a limb

Past the Pub that wrecks your body
And the church – all they want is your money
The Queen is dead, boys
And it’s so lonely on a limb

Life is very long, when you’re lonely
Life is very long, when you’re lonely
Life is very long, when you’re lonely
Life is very long, when you’re lonely

© Morrissey

Skibet er ladet med rocknroll

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Harborsun.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-MK.JPG

Så er det i morgen, fredag, det sker. Kira & The Kindred Spirits + Jens U & The Lonely Lovers tager afsted med skibet MS Crown of Scandinavia mod Oslo, Norge. Vi glæder os efterhånden rigtig meget, da det her arrangement ikke minder om nogetsomhelst vi nogensinde har prøvet. Men det kan næsten kun blive en stor oplevelse, med høje elektriske koncerter derude på havet om natten. Og så er der ovenikøbet Oslo i sommervarme og sol. På billedet herunder ses Kaptajn Munch og Kaptajn Kjeldsen under den alvorlige forplanlægning, som er enhver Norgessejlads påkrævet af de internationale skibsfartsmyndigheder.

Norge tur-retur

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Sunsmoke.jpg

Så er der afklaring: Det KAN lade sig gøre at komme ind på Club Heaven 11 både på ud- og hjemturen, til begge dobbeltkoncerter med Kira/Jens. Prisen for det er ikke nådesløs, vistnok 75 kr. oven i det oprindelige beløb. Billetter kan bestilles hos DFDS booking: 33 42 30 00

Skibet skal sejle på fredag

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Sunset.jpg

Det er nu på fredag Oslo-båden med de to Jens U/Kira-dobbeltkoncerter sejler fra København. Vi har fået en del spørgsmål ang. den tur, så her et par ting:

– Der er både koncerter ud og hjem. Arrangørerne fra ROSA og DFDS ville egentlig kun have en koncert på udturen, men vi fik selv istand, så vi også kan spille aftenen efter. Derfor har arrangørerne endnu ikke været istand til at svare på, om de der køber billet kan få garanti for at blive lukket ind til begge shows. Vi skal nok oplyse mere om det i ugens løb, men kan ikke forestille os, der ikke er en rimelig løsning at finde på dette enkle problem.

– Koncerterne er af godt 1 times varighed pr. band. Vi skiftes til at spille først/sidst.

– Vores keyboard-es Søren Kjærgaard er på tour i USA, og kan derfor ikke være med denne weekend. Hans afløser er ingen ringere end Mikkel Damgaard, som mange af jer kender fra Love Shop. Det er hans første koncerter med os siden han var med i Berlin på indspilningerne af Vejen Hjem Fra Rocknroll-pladen.

– Og jo, man kan helt sikkert godt følge VM-kampene live på MS Crown of Scandinavia.

Er der andre spørgsmål ang. Norges-sejladsen, så stil dem her under “kommentarer”.

Christiania kalder

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Raz.jpg

Det var helt gået her forbi, hvad der sker nu onsdag i København. Så må hellere give den videre, til de af jer som er ligeså uvidende: Som del af en hurtigt arrangeret europæisk 5 koncerts-tour spiller Razorlight på Loppen, Christiania! Ikke hver aften et af England’s allerbedste og mest hypede bands indtager en klub i DK, så mærkeligt, der ikke er nogensomhelst opmærksomhed omkring dette show med The Libertines’ arvtagere af lysende, intens London-rocknroll. Men også heldigt, for kun derfor kan man endnu finde ukøbte billetter på billetnet.dk – hurtig nu!

Top 5 Razorlight-tracks:
1. Golden Touch
2. Vice
3. Somewhere Else
4. Yeah, Yeah, Yeah
5. Hey Ya (BBC Live)

Det ligner ikke Aalborg?

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-quito5.jpg

Det er det heller ikke. Det er downtown Quito i Ecuador. Landet der i går stod for VM’s første upset, da dets hold uventet slog Polen 2-0. Det var få timer efter at Tyskland i en atypisk underholdende åbningskamp havde hustlet sig til 4-2 over Costa Rica. I dag er det klassiske England; 40 years of hurt never stopped them dreaming. De møder Paraguay. Og Sverige starter også, mod Trinidad-Tobago. Og senere igen, lørdag aften, er der så mægtige Argentina mod ubeskrevne Cote D’Ivoire. VM er begyndt og det er blevet sommer.

World in motion

Smells like team spirit: en meget ung Ronaldinho (i midten) på vej mod Germany 2006, langt ude i fremtiden, i dag!

You’ve got to hold and give
But do it at the right time
You can be slow or fast
But you must get to the line
They’ll always hit you and hurt you
Defend and attack
There’s only one way to beat them
Get round the back

© New Order

En aften i Århus

Var en tur i Århus i lighed med en del andre, der gæster denne blog.

Det startede temmelig uskønt med en plads i køen lige bag fire mennesker, der mildt sagt var sanseløst berusede. Omsider stod jeg dog på stadion, og kl. 19.00 begyndte koncerten.

Engelske Mohair var lige så spændende som deres uldne navn antyder. Med andre ord endnu et anonymt britisk guitarband; deres lyd var et uoriginalt opkog af Blur, som de lød omkring Modern Life Is Rubbish – desværre uden talentet fra Damon Albarn m.fl.

Og så… The Raveonettes. De har engang skrevet en god sang, så derfor besluttede de sig til at skrive den igen (og igen og…)

Omsider kom Depeche Mode, og ballet kunne begynde for alvor.

Rygterne talte sandt; de var i topform.

Fra aakjaer ved vi at den præcise sætliste var

Intro
A Pain That I’m Used To
A Question Of Time
Suffer Well
Precious
Walking In My Shoes
Stripped
Home
It Doesn’t Matter Two
In Your Room
Nothing’s Impossible
John The Revelator
I Feel You
Behind The Wheel
World In My Eyes
Personal Jesus
Enjoy The Silence

Ekstranumre:

Leave In Silence
Photographic
Never Let Me Down Again

Især de tre numre fra Violator, der afsluttede det egentlige sæt, viste et band, der kørte med klatten. Glæden ved at være sammen igen på en scene og ved at spille de gamle numre var helt åbenlys, selv set helt ovre fra den modsatte langside.

1 år

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-radiotower.jpg

Da vi sidste forår skulle starte vores sted på nettet op, ønskede Pastoren at droppe de traditionelle band-hjemmesiders inaktive fastlåsthed og istedet køre med den lettere, mere levende form, en weblog giver mulighed for. Udfra de mange positive reaktioner, jeg har fået på stedet her, var det smart tænkt af ham. I dag er det præcis 1 år siden vi begyndte at sende. Det har været et spændende første år, og jeg vil gerne sige tak til Pastoren, for hans store indsats, entusiasme og tålmodighed, samt til jer, fordi I er med og kommer her så ofte som I gør – thanks!

DM i Århus

Vi sender tanker mod øst, til de af jer, som i aften skal opleve Depeche Mode-fænomenet på Århus Atletion (yes, det vi andre knap så fint kalder Århus Stadion). Rapporter ude fra verden tyder på et band i topform, så vi ønsker stor fornøjelse på den her lovende dag, hvor ikke engang vejret har tænkt sig at spænde ben. Setlisten er mere hitorienteret end i vinter – jo, det kan lade sig gøre! – bl.a. er Stripped, en af de mest klassiske DM-singler, nu igen med.

Apropos singler, så er der tre aktuelle af slagsen, som spilles meget her lige nu:

Muse – “Supermassive Black Hole”
Godt nyt for alle der troede at regulær falset-sang var blevet slået nådesløst ihjel af Prince, Mek Pek og Kasper Winding. For Muse er tilbage i genren med et mægtigt nummer om uhm…. smeltende gletschere bag nattens mørke og superstjerner der bliver suget ind i det “supermassive”!?! Ved endnu ikke hvad man kan få ud af det, men heldigvis er toner og lyd så meget mere umiddelbart givende. Muse formår lidt a la Placebo at forære en foruroligende smuk, lettere presset paranoiastemning af fred og masser af fare. Randen af hysteri fotograferet og sat i ramme. Et sammenstyrtende univers i en lille top-single.

Morrissey – “The Youngest Was The Most Loved”
En af de bedste sange fra Ringleader, her med 2 glimrende ekstraspor, “Ganglord” og postpunkbandet Magazine’s fine “Song From Under The Floorboards”. Sidstnævnte med meget Morrissey’ske åbningord: “I am angry, I am ill and I’m as ugly sin / I don’t know what keeps me alive and kicking”. Av!

The Raconteurs – “Steady As She Goes”
Rider ikke White Stripes-toget. Faktisk købte jeg hovedsageligt albummet med amerikanske Von Bondies, efter at deres sanger havde været i direkte slagsmål med WS’s Jack White. Tænkte så måtte de altså være gode, Von Bondies. Men man skal ikke fornægte kvalitet, og debutsinglen med Jack White’s fritidsprojekt The Raconteurs rammer bulls eye i den glemte kategori power pop. Stramt tilbageholdt vers, melodisk forløsende distortion-omkvæd, som i den klassiske Pixies/Nirvana-formel. Hele Raconteurs-albummet er for Led Zep-orienteret til disse sarte ører, men singlen er 1-3-3-4-perfekt.

Med den flyver kan I nå langt, drenge


De sidste brikker er ved at fælde på plads til på fredag, hvor VM starter. Her ankommer vores venner fra Angola, i skræddersyede regnhimmelgrå suits, til Tyskland. Deres mest følelsesladede kamp vil uden tvivl blive den historiske revanche-dyst mod koloniforhadte Portugal, søndag aften kl. 21.00 i Köln – knæk & bræk, Angola!

Jens Unmacks officielle weblog