Dead Kennedy

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-dallas.jpg
John Fitzgerald Kennedy og hustru Jackie er netop ankommet med Airforce 1 til Dallas Airport om morgenen, d. 22. november 1963. Snart vil de sammen med Texas’ guvernør køre i åben bilkortege gennem Dallas’ solrige formiddag. Langs ruten bliver USA’s præsident skudt og dræbt under omstændigheder, der aldrig helt er blevet afklaret.

Ude i Californien skriver Mike Love og Brian Wilson fra Beach Boys dagen efter sangen “The Warmth of the Sun” :

What good is the dawn
That grows into day
The sunset at night
Or living this way

For I have the warmth of the sun
(Warmth of the sun)
Within me at night
(Within me at night)

The love of my life
She left me one day
I cried when she said
“I don’t feel the same way”

Still I have the warmth of the sun
(Warmth of the sun)
Within me tonight
(Within me tonight)

I’ll dreams of her arms
And though they’re not real
Just like she’s still there
The way that I feel

My love’s like the warmth of the sun
(Warmth of the sun)
It won’t ever die
(It won’t ever die)

Belfast boy

Hvad gør vi ikke for at få lov til at bringe endnu et snapshot af George Best! Her er han fotograferet med sin elskede drink – måske er det favoritten gin+lemonade – og daværende danish girlfriend Eva Haraldstad. Og her er en lille fortælling om ham:

http://football.guardian.co.uk/comment/story/0,9753,1646611,00.html

Joakim Thåström fra Vesterbro

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-JT.jpg

Hørte først Joakim Thåström i Ebba Grön, Sverige’s udtryksfulde punkband, der med sange som målsøgende “Staten & Kapitalet” slog hul igennem for en ny generation. I 80’erne var han med i Imperiet, der med dramatisk, personpolitisk rockmusik blev hinsidan, hvad Gasolin’ havde været i DK; dét folkelige orkester med mening, man samledes om. 90’erne så Thåström i kamp med netop den problematik, flygtende fra en kändis-tilværelse i Sverige, han selv følte sig kvalt af. Først til Amsterdam, derefter til København, hvor han siden har opholdt sig.

Efter en række sværtfordøjelige og engelsksprogede trods-udgivelser med gidsel-teknobandet Peace Love & Pitbulls, var Thåström omkring årtusindeskiftet atter klar til i eget navn at synge på modersmålet igen. “Det är ni som e dom konstiga, det är jag som e normal” blev en tilbagevenden til en guitarbåret rockmusik, der måske bedst kan karakteriseres som en voksen og meget tungere udgave af Ebba Grön. Sjælden stor succés i Sverige blev resultatet både for den og for efterfølgeren “Mannen som blev en gris”, der begge her i landet brillerede med kun at sælge omkring 300 eksemplarer. Så Thåström kunne fortsat gå i fred på Vesterbro.

Derfra har han skrevet materialet til “Skebokvarnsv. 209”, den nye plade der udkom i Sverige i tirsdags. Væk er nu de tonstunge guitarer, de fabrikskværnende trommer, den desperate sang. Erstattet af et lavmælt, enkelt lydbillede, hvor klaver, akustisk guitar og Thåströms så specielt udtryksfulde stemme ligger centralt. I en svensk avis stod der forleden helt forkert, at dette er hans “Murder Ballads”-plade. Hvis vi endelig skal ind i den terminologi, er “Skebokvarnsv. 209” snarere hans “Boatman’s Call”. Den blanding af lavmælt resignation og kiggen sig over skulderen, som Nick Cave dér bedriver, findes i rigt mål også her.

“Skebokvarnsv. 209” er adressen på det boligkompleks i Stockholm-forstaden Rågsved, hvor Thåström voksede op. Og mange af de nye tekster opleves som breve fra en tid, da Thåström fandt sig selv i verden der. Han fortæller om is på fodboldbaner, når det var vinter, og om højhuse der stod. Han fortæller om sin vistnok venneløse far, som var “främling overalt”, som altid skulle vise sin pistol frem når han havde drukket, som ikke talte meget, som “måske bare drømte om at lange tog skulle tage ham langt, langt bort”. Og han beretter om hvordan Ebba Grön mødtes i Rågsved for at skrige og “stå forrest når hele lortet sagde bang-bang-bang”, først hed The Haters, drak medicin med terpentin-smag, indspillede den første single – 1500 kr for 500 eksemplarer! – der skulle forandre alting.

Og han skriver også om nu og her. Om en voksen Joakim Thåström, der “aldrig har gjort nogen kvinde glad”. Om Gun Club’s Jeffrey Lee Pierce, der synger blues som ingen andre. Og han synger selv om København på pladen; om Vesterbro, om Sønder Boulevard, om Sort Sol, “der sang for alle dem der var som os”, om Ole Jastrau, om Dan Turéll, om barerne, om månen over byen, der er den smukkeste han ved. Utroligt, midt i den så hypede “danske bølge”, at der skal en svensker til at synge så levende og indfølt om vores hovedstad!

Universal Records viser indtil videre ikke levende tegn på at udsende “Skebokvarnsv. 209” i DK, hvilket med ovenstående i mente er forkert. Godt at musikkøb på nettet er opfundet – disse 11 “tilståelelsesbreve” er investering værd!

Himlen over Madrid


Det måtte ske og det gjorde det så. Trætte, gamle Real Madrid faldt tungt og klodset lørdag aften på eget græs. Eto’o, Ronaldinho og Messi gik forrest på et Barcelona-hold, som i alle spillets detaljer var klasser bedre. Så 0-3 var billigt sluppet for de modløse hvidklædte, der tilsidst måtte gennem den ultimative hån, at opleve eget publikum applaudere den normalt så forhadte ærkerival.

Det synes nu klart, at Real Madrid igen i år hverken vil vinde den hjemlige turnering eller kunne gøre sig gældende i Champions League, og derfor må hele idéen om Los Galacticos – selv for de mest Madrid-loyale – vel anses som værende stendød. Radikal nytænkning er påkrævet, hvis Real ønsker status som andet end Europas dyreste tragikomedie. Spørgsmålet er om den meget ensporede præsident Perez evner dette.

I England spillede Liverpool efter sigende flot og vandt med 3-0 over Portsmouth. Stakkels Peter Crouch måtte dog igen forlade banen uden at have scoret, og denne gang endda med et brændt straffespark på samvittigheden. 16 kampe i L’pool’s angreb, 0 mål – vi føler med ham!

Sen nat i Aalborg

Netop hjemkommet ukristeligt sent fra en inspireret, ja rent ud sagt god koncert med Olesen-Olesen, hvis musik nok vil appellere til mange af dem, der kan lide Vejen hjem fra rocknroll. Deres nye album er forresten også produceret af en vis NN og viser denne gang brødrenes mere elektriske side. I bandet finder man for tiden to eksil-aalborgensere, Nikolaj Stig Nielsen (fra hedengangne Well of Souls) og Klaus Mandal Hansen (nok bedst kendt fra Learning From Las Vegas).

Henrik og Peter bad mig overbringe en personlig hilsen til deres gamle bassist!

Send ham hjem.

Tre udlændinge har for nylig indspillet nedenstående sang, der uden videre kunne handle om et fremtrædende medlem af regeringens støtteparti, en ikke-kollega til mig og nok den danske statsborger, jeg er allermest træt af.

John the Revelator
Put him in a elevator
Take him up to the highest high
Take him up to the top where the mountains stop
Let him tell his book of lies

John the Revelator
He’s a smooth operator
It’s time we cut him down to size
Take him by the hand
And put him on the stand
Let us hear his alibis

By claiming God as his holy right
He’s stealing a God from the Israelite
Stealing a God from the Muslim, too
There is only one God
Through and through

Seven lies, multiplied by seven, multiplied by seven again
Seven angels with seven trumpets
Send them home on the morning train
Well who’s that shouting?
John the Revelator!
All he ever gives us is pain
Well who’s that shouting?
John the Revelator!
He should bow his head in shame

By and by
By and by
By and by
By and by

Seven lies, multiplied by seven, multiplied by seven again
Seven angels with seven trumpets
Send them home on the morning train
Well who’s that shouting?
John the Revelator!
All he ever gives us is pain
Well who’s that shouting?
John the Revelator!
He should bow his head in shame

By and by
By and by
By and by
By and by

When saturday comes

Så slår den egentlige puls igen. Efter seriøst at have ligget i dvale i 14 dage, grundet en samling spredte landskampe ude i verden, sætter turneringerne atter igang med fuldt program denne weekend. Herhjemme imorgen, hvor Brøndby møder Viborg i en forhåbentlig spændende topkamp. Sidstnævnte har nærmest spillet over evne i dette efterår, og BIF er i den forbindelse en test der vil noget, hvis man i VFF vil konfirmere de hidtidige resultaters styrke.

I Spanien er der superlørdag med to store aftenkampe, der såvidt vides begge sendes direkte på Kanal 5: Real Madrid tager først imod Barcelona i den kamp, som om noget vil vise præcis hvor realistiske hjemmeholdets drømme om øjeblikkelig storhed er. Her på siden giver vi ikke meget for Real Madrid’s måde at drive fodboldklub på, og håber at holdets opsætningsmæssige og taktiske naivitet vil blive eksponeret af det Barcelona-hold, som mere og mere synes at finde formen. Det holdspil man der har disket op med på det seneste – CL-kampen mod Panathinaikos var en perle! – er en fryd for både sjæl og øje.

Madrid derimod fungerer slet ikke som et hold. Man har købt så mange galacticos – de superdyre etablerede stjernespillere – som med vold og magt skal på banen, at holdet som sådan, når disse ikke enkeltvis stråler, fremstår svagt, uorganiseret og yderst sårbart. I denne sæson er Real Madrid og præsident Perez’ usunde måde at tænke fodbold på allerede blevet eksponeret af Valencia, Deportivo La Coruna og franske Olympique Lyon. Så hvis Barca smøger ærmerne op og går ud med løbevilligt presspil på hele banen, bør de kunne tage fra Madrid med points og store smil.

Efter den kamp er der kick-off i Andalusien til det store derby mellem Sevilla og Real Betis. Lokalopgør er ofte ophedede affærer med masser af ære og stolthed på spil, og ingen steder mere så end i kampene mellem disse to klubber, som for at sige det mildt h-a-d-e-r hinanden af et ondt hjerte. Så der er ingen grund til at slukke fjernsynet efter at Messi & co. har taget æresrunden på Bernabeu:-)

Og hvad med England? Jo, der spilles heldigvis også. Premier League har fuldt program som ser således ud:

Lørdag, 19 November –
Wigan v Arsenal, 13.45
Charlton v Man Utd, 16:00
Chelsea v Newcastle, 16:00
Liverpool v Portsmouth, 16:00
Man City v Blackburn, 16:00
Sunderland v Aston Villa, 16:00
West Brom v Everton, 18:15

Søndag, 20 November –
Tottenham v West Ham, 14:00
Middlesbrough v Fulham, 17:00

Mandag, 21 November –
Birmingham v Bolton, 21:00

Vi kom her på siden med nogle formkurve-spådomme dagen før årets sæson startede. Mange af disse holder – sjovt nok – indtil videre ikke ligefrem stik, men sæsonen er endnu ikke engang halvvejs, så vi venter med den egentlige dom. Men tendenser er der: Wigan, Charlton, Bolton, Spurs og ikke mindst de af mig undertippede Manchester City har indtil videre gjort det fantastisk og overraskende godt. Spændende hvilke af disse hold kan holde hovedet oppe, når det hårde vinterprogram for alvor begynder at slide på klubber med lidt smalle spilertrupper.

Den problematik bliver ikke en sag for Chelsea, hvis 2. hold utvivlsomt ville kunne spille med om topplaceringerne i England. Træner Mourinho fortsætter denne sæson med sine uheldigt hovmodige presseudtaleleser, og vi er derfor efterhånden mange der glædes når Chelsea en sjælden gang går ned med flaget. Dernede har vi allerede flere gange set de senere års to titeludfordrere, Arsenal og Manchester United. Vel er de begge placeringsmæssigt med i toppen endnu, men i rene points er der allerede skræmmende langt op til Chelsea på førstepladsen og – hvad værre er – spillet glider slet ikke som tidligere.

Arsenal, der helt sikkert ærgrer sig over at midtbanedynamo Viera tog afsted til Juventus, kan midt i den hjemlige knas dog med rette glædes over en perfekt start i årets Champions League, hvor man udelukkende har imponeret. Så heldige er Manchester United ikke, for deres problemer har også vist sig i Europa, og med to indledende runder tilbage er det en reel mulighed, at klubben for første gang siden Bobby Charlton var dreng ikke kvalificerer sig til ottendedelsfinalerne i Champions League. Så det er en altafgørende kamp de spiller i CL mod Villareal, i deres Theatre of Dreams tirsdag aften.

Og skuffelserne i Premier League? Indtil videre må navnene på dem være M’Boro, Everton, Villa, Newcastle og Liverpool. Sidstnævnte har givetvis meget mere i sig end den 12. plads der lige nu står ud for klubnavnet i tabellen. Men ineffektivitet har været regel snarere end undtagelse for et Liverpool-angreb, hvor det dyre nyindkøb – stakkels, stakkels Peter Crouch! – nu er oppe på hele 15 kampe uden egentlig at have været i nærheden af at score én eneste gang. Læg dertil, at Lord Cissé of Frotham har været meget svingende, Morientes decideret dårlig, og en indtil videre middelmådig placering synes logisk.

For intet hold kan spille med i toppen, når målene kun kommer fra midtbanen. Gerrard, Alonso og Garcia er spillere der hver for sig bør kunne stå for 8-12 scoringer pr.sæson, men det er ikke nok. Fra 3-4 angribere i truppen skal der suppleres med 30-40 mål, hvis det skal ligne noget. Så det gør det pt. ikke. Liverpool har iøvrigt også en vigtig CL-kamp coming up. På onsdag kommer føromtalte Real Betis til Anfield og med ét enkelt point er L’pool sikker på videre CL-deltagelse. Denne og føromtalte Man U-CL-kamp sendes iøvrigt direkte på TV3. Men det er jo først i næste uge – god weekend!

Reel around the Trevi Fountain

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Mozalini.jpg

“Ringleader Of The Tormentors”, den i Rom indspillede Morrissey-plade, er efter sigende nu blevet færdig. Bowie’s tidligere samarbejdspartner Tony Visconti har produceret og blandt medvirkende findes legendariske Ennio Morricone. Lover fantastisk. Kan nedenstående bud mon være den endelige tracklist?

1. I Will See You In Far-off Places
2. Dear God Please Help Me
3. You Have Killed Me
4. The Youngest Was The Most Loved
5. In The Future When All’s Well
6. The Father Who Must Be Killed
7. Life Is A Pigsty
8. I’ll Never Be Anybody’s Hero Now
9. On The Streets I Ran
10. To Me You Are A Work Of Art
11. I Just Want To See The Boy Happy
12. At Last I Am Born

Højt at flyve…

En opmærksom bruger gør opmærksom på 2-årsdagen i dag for den sidste aften på Love Shop’s National-tour. Den faldt på tropevarme Rytmeposten i Odense, og gik – ifølge LS-arkiverne – således:

CARPENTERS
DET ELSKER JEG
KRÆMMER$JÆL
NORDLYS
YUGO STAR
BIN LADEN BLUES
FREMMEDLEGIONÆR
DRØMMENES KØBENHAVN
I DEN NYE BY
IDAG SÅ BEDRE UD IGÅR
BILLEDER AF VERDEN
RADIO KALUNDBORG
ALLE HAR EN DRØM AT BEFRI
WEEKENDER
FAN STAR
HVORHEN? HVORDAN? HVORNÅR?
BELLAVISTA SOL
DET TOG MIG ET ÅR
+ + +
SIG DET ALDRIG MERE
MIN ELVIS
LOVE GOES ON FOREVER
HUN ER STADIGVÆK EN LILLE PIGE
+ + +
KOMMET FOR AT GÅ

There's a riot going on

This morning I woke up in a curfew;
O God, I was a prisoner, too – yeah!
Could not recognize the faces standing over me;
They were all dressed in uniforms of brutality. Eh!

How many rivers do we have to cross,
Before we can talk to the boss? Eh!
All that we got, it seems we have lost;
We must have really paid the cost.

(That’s why we gonna be)
Burnin’ and a-lootin’ tonight;
(Say we gonna burn and loot)
Burnin’ and a-lootin’ tonight;
(One more thing)
Burnin’ all pollution tonight;
(Oh, yeah, yeah)
Burnin’ all illusion tonight.

Oh, stop them!

Give me the food and let me grow;
Let the Roots Man take a blow.
All them drugs gonna make you slow now;
It’s not the music of the ghetto. Eh!

Weeping and a-wailin’ tonight;
(Who can stop the tears?)
Weeping and a-wailin’ tonight;
(We’ve been suffering these long, long-a years!)
Weeping and a-wailin’ tonight
(Will you say cheer?)
Weeping and a-wailin’ tonight
(But where?)

Give me the food and let me grow;
Let the Roots Man take a blow.
I must say: all them – all them drugs gonna make you slow;
It’s not the music of the ghetto.

We gonna be burning and a-looting tonight;
(To survive, yeah!)
Burning and a-looting tonight;
(Save your baby lives)
Burning all pollution tonight;
(Pollution, yeah, yeah!)
Burning all illusion tonight
(Lord-a, Lord-a, Lord-a, Lord!)

Burning and a-looting tonight;
Burning and a-looting tonight;
Burning all pollution tonight..

© Bob Marley

Jens Unmacks officielle weblog