Mit stakkels land

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-asylcenter.jpg

Jeg så DR2 tirsdag aften. Der var en dokumentar af den irakiskfødte filminstruktør Fenar Ahmad om afviste asylansøgere. Musikken var forresten af Mikael Simpson. Bagefter var der debat mellem Rikke Hvilshøj, Søren Krarup, Mimi Jacobsen og Morten Østergaard.

Sjældent har den fremherskende kynisme i mit land stået klarere for mig.

Mennesker er ikke papkasser, der skal opbevares til de kan kasseres. Forholdet til andre mennesker er ikke en krig. Vi har brug for en ny dagsorden.

Ikke noget kapløb, men…

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-1959GPGermany.jpg

Listerne over årets plader vil fra nu af dukke op overalt. Selv ser jeg frem til samtalen her på siden med Pastoren, hvor vi traditionen tro vil give vores bud på, hvad har været bedst og/eller mest interessant i det snart forgangne år. Den snak vil kunne læses lige op til jul. Men ingen grund til at vente så længe på en musikalsk perspektivering af de seneste 11 måneder. Uncut, England’s bedste musikmagasin, er nemlig allerede nu ude med sin egen 50 Best Albums Of The Year 2006-liste, og den går sådan her:

1. Bob Dylan – Modern Times
2. Scritti Politti – White Bread, Black Beer
3. Comets On Fire – Avatar
4. Joanna Newsom – Ys
5. Neil Young – Living With War
6. Arctic Monkeys – Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not
7. Midlake – The Trials Of Van Occupanther
8. Hot Chip – The Warning
9. Sufjan Stevens – The Avalanche
10. Thom Yorke – The Eraser
11. Flaming Lips – At War With The Mystics
12. Bonnie ‘Prince’ Billy – The Letting Go
13. Lindsey Buckingham – Under The Skin
14. Cat Power – The Greatest
15. Brightblack Morning Light – Brightblack Morning Light
16. The Raconteurs – Broken Boy Solders
17. Ali Farka Toure – Savane
18. CSS – Cansei De Ser Sexy
19. Beck – The Information
20. Burial – Burial
21. Vetiver – To Find Me Gone
22. Espers – Espers II
23. Ghostface Killah – Fishscale
24. Howlin’ Rain – Howlin’ Rain
25. Scott Walker – The Drift
26. TV On The Radio – Return To Cookie Mountain
27. Yo La Tengo – I’m Not Afraid Of You And I Will Beat Your Ass
28. Tom Waits – Orphans: Brawlers, Bawlers And Bastards
29. Oakley Hall – Second Guessing
30. Neko Case – Fox Confessor Brings The Flood
31. Mastodon – Blood Mountain
32. Johnny Cash – American V: A Hundred Highways
33. Clap Your Hands Say Yeah – Clap Your Hands Say Yeah
34. Granddaddy – Just Like The Fambly Cat
35. Sonic Youth – Rather Ripped
36. Scissor Sisters – Ta-Dah
37. Outkast – Idlewiled
38. Lilly Allen – Alright, Still
39. Lambchop – Damaged
40. Joan As Policewoman – Real Life
41. Jenny Lewis – Rabbit Fur Coat
42. Donald Fagen – Morph The Cat
43. Bruce Springsteen – We Shall Overcome
44. Kasabian – Empire
45. The Walkman – A Hundred Miles Off
46. Band Of Horses – Everything All The Time
47. Gnarls Barkley – St Elsewhere
48. Muse – Black Holes & Revelations
49. Belle & Sebastian – The Life Persuit
50. Drive-By Truckers – A Blessing And A Curse

København skreg!

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-LS07.jpg

Har fået endnu en efterspørgsel på setlister fra Copenhagen Screaming!, den soniske marathon, som på 6 dage i sensommeren 03 bragte LS + LS-tilhængere rundt på 6 forskellige københavnske spillesteder. Her er de:

15. september – Stengade 30

Alle veje fører bort fra Rom
(Før vi) kører galt
Uforelsket
21
Fan Star
Carpenters
Birgittelyst
Glimmer Show
Ind i dig
S.O.S.
Højre hånd
Drømmenes København
Kræmmersjæl
Hun er stadigvæk en lille pige
Tag mig hjem nu
+ + +
For evigt for altid
Country boy
Bellavista sol
+ + +
Bin Laden Blues
Sig det aldrig mere
Det tog mig et år

16. september – Rust

I den nye by
I dag så bedre ud i går
21
Radio Kalundborg
Himlen vil briste
Paradis DK
Pia Larsen
Alle veje fører bort fra Rom
Nordlys
Drømmenes København
Fuck min højdeskræk
En nat bliver det sommer
Hun er stadigvæk en lille pige
Bellavista Sol
+ + +
Sig det aldrig mere
Bin Laden Blues
Carpenters
+ + +
Kræmmersjæl
Love Goes On Forever
Alle har en drøm at befri

17. september – Loppen

Vi blinker så hurtigt vi kan
Uforelsket
Aluminium Go
Bin Laden Blues
Det elsker jeg
Fremmedlegionær
Yugo Star
Weekender
Hun er stadigvæk en lille pige
Alt jeg ser er hendes ryg
Nordlys
Langebro
Fan Star
Sig det aldrig mere
Carpenters
Det tog mig et år
Alle har en drøm at befri
+ + +
Copenhagen Dreaming
En nat bliver det sommer
Kræmmersjæl
Du er kommet for at gå

18. september – Lille Vega

Billeder af verden
I den nye by
Yugo Star
Bin Laden Blues
Susie
Saturday Night Believer
For evigt for altid
Fan Star
Fremmedlegionær
Hvorhen? Hvordan? Hvornår?
Alt du har at sige
Kræmmersjæl
Carpenters
Bellavista Sol
Det tog mig et år
+ + +
Sig det aldrig mere
Min Elvis
Love goes on forever
Hun er stadigvæk en lille pige
+ + +
Radio Kalundborg
Du er kommet for at gå

19. september – Kitty Club, Park

Love goes on forever
Copenhagen Dreaming
Fremmedlegionær
Weekender
Sendt fra himlen
Fan Star
Vi blinker så hurtigt vi kan
Glimmer Show
Aluminium Go
Hvorhen? Hvordan? Hvornår?
Birgittelyst
Sig det aldrig mere
Carpenters
Bellavista Sol
Det tog mig et år
Kræmmersjæl
+ + +
Drømmenes København
Pia Larsen
Hun er stadigvæk en lille pige
+ + +
Bin Laden Blues
Alle har en drøm at befri

20, september – Pumpehuset

Carpenters
Min Elvis
Sig det aldrig mere
I den nye by
Copenhagen Dreaming
Det elsker jeg
21
Alt du har at sige
Billeder af verden
Hvorhen? Hvordan? Hvornår?
Radio Kalundborg
Weekender
Fan Star
Lille pige
Nordlys
Fuck min højdeskræk
+ + +
En nat bliver det sommer
Bellavista Sol
Det tog mig et år
+ + +
Kræmmersjæl
Drømmenes København
Pia Larsen
For evigt for altid
+ + +
Love Goes On Forever
Alle har en drøm at befri

Tålmodighed tabt

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Orphans.jpg

Hvis du kun køber én plade i år, så lad det være denne. Cirka sådan skrev Berlingskes musikanmelder Thomas Soie Hansen sidste mandag om Tom Waits’ nye Orphans-triple-CD. Store ord, der fik overtegnede til straks at investere. Andre på disse webkanter har sikkert gjort det samme, for hele vejen rundt, både her og i resten af verden, har modtagelsen af Orphans’ 54 (!) sange været sjældent overdådig.

Men er vi så blevet glade her for det nye skud på stammen af Tom Waits’ karrierelange tur gennem Amerikas tabte sale og ditto sjæle? Mig, jeg ved det faktisk endnu ikke. Har svært ved at kapere hele 54 nye Tom Waits-sange på én gang. I den sidste uge har jeg flere gange sat Orphans på – specielt CD2, som er den med ballader og de langsomme valse – og musikken, tonerne, orkestreringen lyder absolut fin og under this world-speciel, men alligevel flyder sange og deres søgende historier hurtigt sammen og bliver til en kabaret-kværnende dronelyd. Et øjeblik hjerteskærende, det næste for gennemsigtig traditionsbundet, som en Tom Waits, der næsten karikerer sig selv i sin egen musiks mørke teater.

Måske jeg får overblik og bliver dus med sangene, de larmende, skramlende på CD1, de mere eksperimenterende på CD3 og dem jeg sådan nogenlunde kender nu på CD2. Eller måske jeg bare mister lysten og giver op. Ikke oplevelsesmæssigt at kunne overskue et album ret hurtigt, er vel som at gå rundt i gaderne i en ny by og slet ikke få stedorientering; okay først, men hurtigt ret frustrerende. Det er den følelse af forvirring Orphans efterlader her.

Måske jeg bare har brug hjælp. Så hvis nogle har haft tid og – vigtigst af alt – tålmodighed til at få kortlagt Orphans og dens 54 sange, må de meget gerne fortælle her, om det har været det store lyttebesvær værd, og om Orphans ikke bare er et imponerende album, men også et ligeså givende et af slagsen? Indtil det svar muligvis tikker ind, vil jeg lytte til noget helt andet…

Picture this

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-26april80.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-CB23.jpg

En af sidste århundredes mest medrivende trommeslagere har fødselsdag: Clem Burke, der piskede Blondie frem fra New York City’s faldgruber til popklassikerstatus, bliver 51 i dag.

Top-5 Blondie-plader:
1. Parallel Lines
2. Eat To The Beat
3. Blondie
4. Plastic Letters
5. Autoamerican

De elskede uniformer

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Tyv2.jpg

Okay så. Ovenstående billede er taget i vinteren 1980/81, en fredag aften på Viborg Amtsgymnasium, hvor århusianske Kliché spiller højt. Deres debutplade Supertanker, med fremmedartede sange om militskvinder, bodyguards og totalkrig, er braget igennem og live høster Kliché også stor succes med et kantet sceneshow, hvis brug af uniformer og kun en formel kontakt med publikum fremkalder aggresive reaktioner, specielt hos mange af tidens venstreorienterede, der mener at se facismen lure i gruppens militante front.

I forgrunden ser vi Klichés keyboardafløser Steffen Brandt, normalt sanger i århusianske Taurus, hvis albumtitel Whatever Happened To The Sixties? siger alt vi behøver at vide om dem. Men Steffen Brandt er på tour med Kliché den vinter, spiller mange jobs og ser hvordan Den Nye Lyd vinder ind hvorend Kliché kommer frem. Det kræver ikke den store fantasi at forestille sig, hvilke tanker han gør sig på den baggrund.

For kun et halvt år efter hedder Taurus ikke længere Taurus, men TV-2 og udsender debutpladen Fantastiske Toyota, der både i attitude, lyd og toneklang går ikke så lidt som you know who, dog minus skarpe kanter og minus forsanger Lars Hug’s farlige temperamant. Overtegnede overværer ved et tilfælde TV-2’s debutkoncert, en nervøs opvarmning for Adam & The Ants i Odd-Fellow Palæet, hvor gruppens ens påklædning og maskinelle optræden ikke mindsker indtrykket af, hvor meget Steffen Brandt netop har lært hos Kliché.

Efterhistorien kender vi alle. Kliché opløses, mens TV-2 finder sig selv, sin egen musik og bliver folkeligt kæmpestore. Det er sådan det går. Vi har intet ondt her at sige om Steffen Brandt, en værdig mand med både hjerte og sangtekst på rette sted, så denne beretning skal ikke frakende ham nogetsomhelst, blot erkende, vi alle først kommer et sted fra.

Once upon a time in Texas


THE DAY JOHN KENNEDY DIED

I dreamed I was the president of these United States
I dreamed I replaced ignorance, stupidity and hate
I dreamed the perfect union and a perfect law, undenied
And most of all I dreamed I forgot the day John Kennedy died

I dreamed that I could do the job that others hadn’t done
I dreamed that I was uncorrupt and fair to everyone
I dreamed I wasn’t gross or base, a criminal on the take
And most of all I dreamed I forgot the day John Kennedy died

Oh, the day John Kennedy died
Oh, the day John Kennedy died

I remember where I was that day, I was upstate in a bar
The team from the university was playing football on TV
Then the screen went dead and the announcer said,
“There’s been a tragedy
There’s are unconfirmed reports the president’s been shot
and he may be dead or dying.”

Talking stopped, someone shouted, “What!?”
I ran out to the street
People were gathered everywhere saying,
did you hear what they said on TV
And then a guy in a Porsche with his radio hit his horn
and told us the news
He said, “The president’s dead, he was shot twice in the head
in Dallas, and they don’t know by whom.”

I dreamed I was the president of these United States
I dreamed I was young and smart and it was not a waste
I dreamed that there was a point to life and to the human race
I dreamed that I could somehow comprehend that someone
shot him in the face

Oh, the day John Kennedy died
Oh, the day John Kennedy died
Oh, the day John Kennedy died
Oh, the day John Kennedy died

© Lou Reed

Spillelisternes magt (?)

En af mine gamle studiekammerater er professor. Han står i spidsen for et forskningsprojekt, der skal gøre det muligt at klassificere musik automatisk efter et stort antal parametre. På den måde vil det blive muligt at lave spillelister, hvor man kan sørge for at lyttere kan høre musik, der er “velkendt”. Det kan være beslægtede numre inden for den musiksamling, man allerede har, men også musik, lytteren ikke kender, men som ligner noget, man allerede kender.

Mange af os kender ideen fra samtaler med slægt og venner: “Nu siger du, at du godt kan lide at lytte til det nye album med…, men så vil du sikkert også synes om…”

Det er via de kanaler, vi opdager en masse ny og spændende musik. På den måde er forskningsprojektet fascinerende.

Hvis man kender http://www.pandora.com, vil man allerede have en idé om hvad vi har i vente. Pandora-projektet bliver til via manuel klassifikation – en række medarbejdere sidder og lytter musik igennem og klassificerer det. Nu er man altså på vej med software, der kan klassificere musikken for os og hjælpe os med at opdage en masse nyt. En triumf for databaseteori, signalbehandling og kulturel mangfoldighed.

Og så alligevel.

Jeg aner følgende sandsynlige scenario: Musikindustrien og radiostationerne vil gribe de automatiske spillelister med kyshånd. De, der elsker Depeche Mode, får mere Depeche Mode-agtig musik. De, der elsker Fleetwood Mac, får mere Fleetwod Mac-agtig musik. De, der elsker kammermusik af Brahms, får mere kammermusik, der lyder som om det var skrevet af Brahms.

De største indtryk er dem, jeg har fået, når jeg har opdaget musik, der var ny og anderledes for mig: Joy Division, Nirvana, The Orb, Public Enemy, Talk Talk, Gustav Mahler, Arvo Pärt osv. osv. osv. Jeg har haft bofæller der var bestyrtede over at jeg i løbet én og samme aften kunne høre Bad Brains og Chopin.

John Peel sagde: “Jeg vil bare høre noget, jeg ikke har hørt før.”

205 sekunder…

…er det samme som 3 minutter og 25 sekunder. I dag er årets dag nummer 325, så her – i vilkårlig rækkefølge – et bud på en anstændig iPod-playlist indenfor sange, der alle varer præcis 3:25:

Our Time – Yeah Yeah Yeahs
Film Star – Suede
Golden Touch – Razorlight
Joyriders – Pulp
Here Comes A City – The Go-Betweens
How Could Anyboy Possibly Know How I Feel? – Morrissey
Let Me Kiss You – Nancy Sinatra
Further On (Up The Road) – Johnny Cash
The Angel – Bruce Springsteen
Memphis – Rancid
White Nigger – The Avengers
I’ll Buy – The Replacements
Neighborhood Threat – Iggy Pop
Sufragette City – David Bowie
Jackie – Scott Walker
White Women – Sparks
Jed’s Other Poem – Grandaddy

Det bliver en kold tysk vinter

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Voel.jpg

Vinterens mørke har lagt efteråret bag sig, og med det kommer tid til en anden musik. Ved ikke hvordan andre har det, men her har hver sæson som måned sine helt egne naturlige favoritnavne. Som juli ofte kan tilhøre Springsteen, maj Ramones, oktober Tindersticks, blænder decembers snarlige komme op her for tyske Rammsteins frostklare lydlandskaber.

Mange ser udelukkende Rammstein som et noget komisk, postmodernistisk industrial-band, placeret midtvejs mellem pyroteknik og diverse sexuelle tabuer, og har man været til koncert med tyskerne, forstår man godt den opfattelse, da visuel power dér desværre synes prioriteret over musik. Hvilket nemt taber Rammsteins skarphed, styrke, dristighed på gulvet. Første gang jeg oplevede bandet var det slet ikke tilfældet, men siden, senest i et fyldt Forum, var alt afkodet i den store fests navn, og selve sangene fremstod mest som en slags uforpligtende atomalder-kabaret.

Med pladerne er det heldigvis helt anderledes. For når som gribende bedst er Rammstein’s indspilninger intet mindre end overlegne studier i følelsestærk og formfuldendt skønhed. Arkitektoniske lydflader tegnet og udført med en mesterlig skarphed i de stort svungne linjer. Og kønnenes kamp som fælles tiltrækning beskrevet med andre, mere udfordrende ord, end vi normalt oplever det, i kærlighedssangens valiumdominerede univers.

Mandag udsender Rammstein live-DVD/CD’en Voelkerball, centreret omkring 2005’s Reise, Reise-tour, hvor ild og overdrev som ovenfor beskrevet dannede karikatur og rejste Europa rundt. For kendere af Rammstein vil Voelkerball være en solid men ikke-essentiel tilbygning til bagkataloget, for nybegyndere et forkert sted at komme ind i Rammsteinland. De vil få meget mere ud af enten at opsøge hovedværket Mutter fra 2001, som er indbegrebet af bandets særegne kvalitet, eller lave en karriereopsamlende højdepunkts-playlist udfra disse fremragende sange:

Herzeleid (1995):
– Seemann

Sehnsucht (1997):
– Engel
– Du Hast
– Klavier

Mutter (2001):
– Mein Herz Brennt
– Sonne
– Mutter
– Spieluhr
– Zwitter
– Nebel

Reise, Reise (2004):
– Reise, Reise
– Keine Lust
– Los
– Stein Um Stein
– Ohne Dich
– Amour

Rosenrot (2005):
– Rosenrot
– Feuer Und Wasser
– Ein Lied

Bernard & Johnny

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-El.jpg

Vi talte New Order i sidste uge, og i den forbindelse er der endelig en af årstidens utallige nye CD-opsamlinger, vi her kan anbefale. For Electronic, 90’er-duoen fra Manchester med NO-sanger Bernard Sumner og Johnny Marr, guitargeniet fra The Smiths, har netop udsendt Get The Message The Best Of, en værdig opsummering af de 3 albums (plus 1 fritstående single med Pet Shop Boys) man udsendte, mens samarbejdet kørte. Mange har været nede over Marr’s blege musikeksistens siden 1987, hvor The Smiths faldt fra hinanden, men i Electronic lykkedes han faktisk endnu engang i sangskrivning med sin tidsløse og lys-melankolske tonalitet. Lydbilledet, ikke ligefrem domineret af hans guitar, er dog langt mere gendannet New Order end klassisk The Smiths, hvad ikke bare flimrende keyboards, men også Sumners umiskendelige sangstil, i den grad bærer i retning af. Her opsamlingens indhold:

01. Forbidden city
02. Getting Away With It
03. Get the message
04. Feel every beat
05. Disappointed
06. Vivid
07. Second nature
08. All that I need
09. Prodigal son
10. For you
11. Imitation of life
12. Out of my league
13. Like no other
14. Twisted tenderness
15. Late at night

Popquiz

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Tyv.JPG

Min ven Pitbull har under titlen “Tyv” mailet dette ydmyge snapshot fra en fjern fortid. Men hvem stjæler og hvad er det vi ser på billedet – bud…?

Jens Unmacks officielle weblog