Til og med i morgen aften klokken 23.00 kan I hente en MP3-fil med Jens’ oprindelige demo-indspilning af sangen Joyride, optaget hjemme i lejligheden mens fjernsynet var tændt i baggrunden. En lejlighedssang i ordets egentlige forstand.
– Da Morrissey i midt-90’erne spiller koncert i Blackburn, ifører han sig til sidste nummer “Speedway” den blå-hvide Rovers-trøje, som de lokale helte for nylig er blevet mestre i.
– I et interview omkring “Southpaw Grammar” hvor han fortæller om sin fascination af boksning, kommer det frem, at Morrissey ved et par lejligheder har besøgt White Hart Lane for atter at se, om fodbold skulle kunne indfange ham. Tottenham’s daværende middelmådighed og totale mangel på glamour har dog hurtigt skræmt væk igen.
– På “Maladjusted” findes sangen “Roy’s Keen”, der pånær ordspillet vist ikke har ret meget at gøre med Manchester U’s voldsomme midtbane-dynamo Roy Keane.
– Og så er der West Ham United-tingen. Et af Morrissey’s yndlingspunkbands er Cockney Rejects, så fanatiske West Ham-fans, at de i 1981 udsendte Hammers’ klubsang “Forever Blowing Bubbles” som single. Om det er fra dem – eller fra de storkriminelle Kray-tvillinger – han har sin fascination af East End’s stolthed West Ham vides ikke med sikkerhed. Men ialfald optræder Moz på en hel verdenstour i de berygtede lyseblå/lilla “West Ham Boys Club”-t-shirts, og bruger senere igen klubbens våbenmærke, nu tilsat ordene “english martyrs”, som bagscene-projektion under “Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me”.
– Et af numrene der blev indspillet og diskvalificeret til “You Are The Quarry” hedder “Munich Air Disaster 1958”. Det handler om den pågældende flyulykke, hvor næsten et helt ungt, meget lovende Manchester United-hold blev udslettet. Sangen, der udtrykker et stort savn for de døde spillere, som gik ned “to where mother nature makes their bed…”, er efter sigende blevet afspillet under halvleg på Old Trafford. “Munich Air Disaster 1958” findes på den glimrende 2-CD-udgave af “Quarry”.
Istedet for at sidde hjemme og dø foran endnu en kummerlig TV-fejring af musikbranchen, tog overtegnede – med Rune K, Henrik Hall og ham Sanchez – ud på Christiania, hvor Figurines med deres koncert på Loppen gjorde aftenen levende og relevant. Vi oplevede et vokseværkende ungt band med en perlerække af skæve, kantede, supermelodiøse sange. De fleste af dem findes på albummet “Skeleton” fra i år, som hermed er anbefalet på det kraftigste:-D
En god ven sidsteøjebliks-inviterede søndag med i Forum, hvor Coldplay stod på scenen. Læsere af denne side ved udemærket, at Coldplay’s kurs ikke står så højt her, som den gør de fleste andre steder ude i landet. Og søndag ændrede ikke på dette. Dertil viste C’s musik sig igen for blankpoleret midtersøgende, og deres sanger sig en kende for behagesyg i sin lovprisning af alt dansk mellem sangene. Der iøvrigt heller ikke blev bedre af den eurosequencer-flade, de fleste af dem kom smurt ind i. Som aftenen skred frem savnedes i den grad noget der kunne bryde op i designer-tristessen, et eller andet med et par modhager på. Det fik vi aldrig. Måske det kunne have hjulpet og givet en tiltrængt dynamik, hvis guitarist og trommeslager havde kunne høres bedre i det ensrettede lydbillede, der hovedsageligt tilgodeså sanger Chris Martin.
Han sagde selv, at Coldplay aftenen før til ovenomtalte NM-Awards var blevet kåret som “verdens bedste band”, hvilket han ikke helt kunne forstå. Det kunne vi heller ikke…
…yeah. Den amerikanske gruppe Clap Your Hands Say Yeah har et underligt navn, men deres musik er værd at høre! Besøg http://clapyourhandssayyeah.com/, hvor der er flere numre, man kan hente.
Det vil sikkert glæde nogle at jeg netop i dette øjeblik lytter til The Editors. Det er da meget godt, omend ikke for fem øre originalt. (Jeg vil også gerne lære at spille som The Edge…)
Al den morskab kræver sin mand, så da George Best var 26 år trak han sig simpelthen tilbage. Senere kom han lidt igen, for bl.a Fulham tror jeg, men det var vist mest for pengenes skyld. For det er dyrt at leve så stærkt. Han var den første fodboldspiller, der blev idoliseret som en ren popstjerne. “Den femte Beatle” kaldte man ham.
De seneste mange år har George Best kæmpet med et helbred, der hverken holder til mere selskabsliv eller alkohol. Og i engelske medier i dag meddeles, at personen med det enorme talent, som for så længe siden i en alder af kun 17 debuterede for Nordirland, nu på et hospital i London svæver mellem liv og død. Dør han, vil det være et sørgeligt tab for Storbritanien – George Best er en institution for alle briter!
“Andersens Drømme”-koncerten i november i Store Vega er blevet aflyst pga. svigtende billetsalg. Jens U skulle på aftenen, som en af de få ikke-HCA-relaterede specielle gæster, have fremført Leonard Cohen’s “Minder”, men det bliver så altså ikke nu.
I dag er det Spil dansk-dag. Husk det nu!
Top 5 Neil Young-rockets:
1. – Hey Hey My My (Into The Black) – fra “Rust Never Sleeps”
2. – Rockin’ In The Free World – fra “Freedom”
3. – I’m The Ocean – fra “Mirror Ball”
4. – Like A Hurricane – fra “Amercan Stars ‘n Bars”
5. – Cinnamon Girl – fra “Everybody Knows This Is Nowhere”
Top 5 Neil Young-tearjerkers:
1. – Long May You Run – fra “Long May You Run”
2. – Driveby – fra “Sleeps With Angels”
3. – Harvest – fra “Harvest”
4. – Dreamin’ Man – fra “Harvest Moon”
5. – I Believe In You – fra “After The Gold Rush”
Bedre bud indskrives gerne, hvis haves!
Heldigvis så jeg kun begyndelsen af ovennævnte hjertekval. Var istedet med Sanchez på Christiania til en velgørende og superskarp koncert med Editors fra Birmingham. Kritikere af bandet (hej til Pastoren) synes det hele er hørt lige sådan og bedre før, hos både Joy Division og Interpol. Men som Editors fremstod i går, med kun stærke sange og en på alle måder elektrisk fremførsel af dem (“Camera” og “All Sparks” var nok allermest eksplosions-intense), hersker der for os, som var tilstede i det overophedede rum, ikke tvivl om, at bandet laver hvad de gør af alle de rigtige grunde, og at man har kvaliteten til at overleve alverdens Kaiser Chiefs, Futureheads, Bloc Parties, Maximo Parks, Brakes, Franz Ferdinands, Zutons, Arctic Monkeys, You Fucking Name Them – det blev en lysende aften i mørket fra Liverpool.
Ialfald synes vi her på siden, at enhver sang der hylder Elvis Aron Presley – “Calling Elvis” med Dire Straits undtaget – har noget kernesundt kørende for sig, så derfor her Kate’s tekst, der bekymrer sig for Elvis på en værdig måde (desværre lige pånær linie 7 & 8, som er helt håbløse!). Sangen selv er ikke i nærheden af at være så rørende som Kate Bush’s hovednummer, sublime “This Woman’s Work”, men vinden der blæser igennem den har ialfald sin helt egen søgende, sørgende lyd. Here goes:
“King of the Mountain”
Could you see the aisles of women?
Could you see them screaming and weeping?
Could you see the storm rising?
Could you see the guy who was driving?
Could you climb higher and higher?
Could you climb right over the top?
Why does a multi-millionaire
Fill up his home with priceless junk?
The wind is whistling
The wind is whistling
Through the house
Elvis are you out there somewhere
Looking like a happy man?
In the snow with Rosebud
And king of the mountain
Another Hollywood waitress Is thelling us she’s having your baby
And there’s a rumour that you’re on ice
And you will rise again someday
And that there’s a photograph
Where you’re dancing on your grave
The wind is whistling
The wind is whistling
Through the house
Elvis are you out there somewhere
Looking like a happy man?
In the snow with Rosebud
And king of the mountain
The wind it blows
The wind it blows the door closed
© Kate Bush
Så oprandt omsider den toogtyvende oktober totusindogfem, hvor Bob Dylan gav koncert i Aalborg.
Gigantium er større end Forum i København og har kun marginalt bedre akustik. Blandt de 7000 personer var en gammel gymnasiekammerat, en pædagog fra min datters børnehave, ham advokaten, der bor længere henne ad vejen, en lektor i matematik og talrige andre mennesker der i hvert fald ikke var yngre end undertegnede. Selv var pastoren og pastorinden formodentlig i det nedre kvartil, rent demografisk set. Klokken 20.10 startede koncerten, og alle ølsalgssteder på nær ét lukkede.
Uden unødvendige henvendelser til publikum førte Bob og band os gennem en række kendte og lidt mindre kendte udpluk fra det enorme bagkatalog med klart fokus på udgivelserne fra sidste halvdel af 1960erne. Vanen tro lavede han om på numrene, så de mange gange fremstod som musikalsk helt uigenkendelige. Det tog mig f.eks. et par minutter at genkende Maggie’s Farm, der indledte koncerten. Mange numre var svøbt ind i pedal steel guitar, der på de bedste steder frembragte en varme og moden eftertænksomhed, et nyt, smukt lys. Specielt interessant var udgaven af The Times They Are A-Changing. I sin tid var det en sang fra en ung mand, der ville advare om at verden var ved at ændre sig. Nu var det blevet en ældre mands erkendelse af tidens fylde.
Også Stuck Inside Of Mobile With The Memphis Blues Again var særdeles vellykket.
Et tredje højdepunkt var en udgave af Positively 4th Street, hvor al tekstens bitterhed nu var transformeret af det tilbagelænede arrangement. Bagefter som kontrast en vellykket udgave af Highway 61 Revisited, som det vanen tro tog mig lidt tid at identificere.
Under koncertens første ekstranummer (Like A Rolling Stone) præsenterede Bob bandets medlemmer, men det lykkedes mig ikke at opsnappe deres navne.
Det hele sluttede med en udgave af All Along The Watchtower, der ikke var særlig bemærkelsesværdig (bortset fra at den også var blevet reinkarneret, forstås).
Sætlisten er allerede nu på WWW på http://my.execpc.com/~billp61/102205s.html. Her er den gengivet:
1. Maggie’s Farm
2. Tonight I’ll Be Staying Here With You
3. I’ll Be Your Baby Tonight
4. Lay, Lady, Lay
5. Cold Irons Bound
6. The Times They Are A-Changin’
7. High Water (For Charley Patton)
8. Stuck Inside Of Mobile With The Memphis Blues Again
9. Ballad Of Hollis Brown
10. Most Likely You Go Your Way (And I’ll Go Mine)
11. Boots Of Spanish Leather
12. Down Along The Cove
13. Positively 4th Street
14. Highway 61 Revisited
(ekstranumre)
15. Like A Rolling Stone
16. All Along The Watchtower