Spåkoner, numerologer, sandsigersker

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-mancsetlist.jpg

Alle er de enige om, at næste mandags koncert i Vega med Echo & The Bunnymen bør kunne blive en af sæsonens bedste. Og setlisten her, fra weekendens besøg i Manchester, tyder heller ikke på andet. McCulloch rapporteres i skarpeste sangform siden 1985 (!) og nogle af de allerbedste E&TB-albumtracks, sange der ikke nødvendigvis var store radiohits, er tilbage for første gang siden genforeningen – så bring on the dancing horses!

The beautiful game & Morrissey

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-martyrs.jpg

– I en alder af pre-teenage flirter unge Stephen Patrick med tanken om at følge et fodboldhold. Han køber derfor et Man U-halstørklæde, som første gang han bærer det på gaden i Manchester bliver stjålet af nogle ældre drenge, som kommer i løbende angreb bagfra. Morrissey opgiver herefter tanken om fodbold som sjælefrelse.

– Da Morrissey i midt-90’erne spiller koncert i Blackburn, ifører han sig til sidste nummer “Speedway” den blå-hvide Rovers-trøje, som de lokale helte for nylig er blevet mestre i.

– I et interview omkring “Southpaw Grammar” hvor han fortæller om sin fascination af boksning, kommer det frem, at Morrissey ved et par lejligheder har besøgt White Hart Lane for atter at se, om fodbold skulle kunne indfange ham. Tottenham’s daværende middelmådighed og totale mangel på glamour har dog hurtigt skræmt væk igen.

– På “Maladjusted” findes sangen “Roy’s Keen”, der pånær ordspillet vist ikke har ret meget at gøre med Manchester U’s voldsomme midtbane-dynamo Roy Keane.

– Og så er der West Ham United-tingen. Et af Morrissey’s yndlingspunkbands er Cockney Rejects, så fanatiske West Ham-fans, at de i 1981 udsendte Hammers’ klubsang “Forever Blowing Bubbles” som single. Om det er fra dem – eller fra de storkriminelle Kray-tvillinger – han har sin fascination af East End’s stolthed West Ham vides ikke med sikkerhed. Men ialfald optræder Moz på en hel verdenstour i de berygtede lyseblå/lilla “West Ham Boys Club”-t-shirts, og bruger senere igen klubbens våbenmærke, nu tilsat ordene “english martyrs”, som bagscene-projektion under “Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me”.

– Et af numrene der blev indspillet og diskvalificeret til “You Are The Quarry” hedder “Munich Air Disaster 1958”. Det handler om den pågældende flyulykke, hvor næsten et helt ungt, meget lovende Manchester United-hold blev udslettet. Sangen, der udtrykker et stort savn for de døde spillere, som gik ned “to where mother nature makes their bed…”, er efter sigende blevet afspillet under halvleg på Old Trafford. “Munich Air Disaster 1958” findes på den glimrende 2-CD-udgave af “Quarry”.

Dør rock aldrig?

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-MozRoma.jpg

Ikke ifølge skriften på væggen på det aktuelle billede, pete1970 har sendt os. Vores alles Morrissey er lige nu i Italien, hvor han i Rom indspiller efterfølgeren til “You Are The Quarry”, pladen der satte ham tilbage på tidens musikalske landkort. Bowie-produceren Tony Visconti producerer de sange, der indtil videre er estimeret til udgivelse omkring april, 2006 – glæder os!!!

Musik er IKKE en sport


Hvis det var, så skulle nordjyske Figurines have været selvskrevet til Northern Music Awards lørdag aften. Men som tingene er og som tingene står, var det som altid musikindustriens sikre pengekort, der fik lov til at repræsentere DK i live-transmissionen fra Forum – intet nyt der, gab! Synd for seerne, der vel efterhånden både har hørt og set nok til disse pågældende artists, og synd for nu Figurines, der har lavet en sjældent god dansk plade og derfor selvfølgelig burde have været inviteret til at blive hyldet på den røde løber.

Istedet for at sidde hjemme og dø foran endnu en kummerlig TV-fejring af musikbranchen, tog overtegnede – med Rune K, Henrik Hall og ham Sanchez – ud på Christiania, hvor Figurines med deres koncert på Loppen gjorde aftenen levende og relevant. Vi oplevede et vokseværkende ungt band med en perlerække af skæve, kantede, supermelodiøse sange. De fleste af dem findes på albummet “Skeleton” fra i år, som hermed er anbefalet på det kraftigste:-D

En god ven sidsteøjebliks-inviterede søndag med i Forum, hvor Coldplay stod på scenen. Læsere af denne side ved udemærket, at Coldplay’s kurs ikke står så højt her, som den gør de fleste andre steder ude i landet. Og søndag ændrede ikke på dette. Dertil viste C’s musik sig igen for blankpoleret midtersøgende, og deres sanger sig en kende for behagesyg i sin lovprisning af alt dansk mellem sangene. Der iøvrigt heller ikke blev bedre af den eurosequencer-flade, de fleste af dem kom smurt ind i. Som aftenen skred frem savnedes i den grad noget der kunne bryde op i designer-tristessen, et eller andet med et par modhager på. Det fik vi aldrig. Måske det kunne have hjulpet og givet en tiltrængt dynamik, hvis guitarist og trommeslager havde kunne høres bedre i det ensrettede lydbillede, der hovedsageligt tilgodeså sanger Chris Martin.

Han sagde selv, at Coldplay aftenen før til ovenomtalte NM-Awards var blevet kåret som “verdens bedste band”, hvilket han ikke helt kunne forstå. Det kunne vi heller ikke…

George Best

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Best1.jpg

Selv vi der ikke kunne udstå Manchester United, syntes han var c-o-o-l. George Best fik livet som fodboldspiller til at ligne den bedste leg. Ud på græs et par timer lørdag eftermiddag, blive tiljublet af tribunernes masser som ingen andre, og så ellers afsted i en vekselstrøm af hurtige biler, pretty girls og endeløse fester.

Al den morskab kræver sin mand, så da George Best var 26 år trak han sig simpelthen tilbage. Senere kom han lidt igen, for bl.a Fulham tror jeg, men det var vist mest for pengenes skyld. For det er dyrt at leve så stærkt. Han var den første fodboldspiller, der blev idoliseret som en ren popstjerne. “Den femte Beatle” kaldte man ham.

De seneste mange år har George Best kæmpet med et helbred, der hverken holder til mere selskabsliv eller alkohol. Og i engelske medier i dag meddeles, at personen med det enorme talent, som for så længe siden i en alder af kun 17 debuterede for Nordirland, nu på et hospital i London svæver mellem liv og død. Dør han, vil det være et sørgeligt tab for Storbritanien – George Best er en institution for alle briter!


Fingrene væk fra Liverpool’s pokal, George!!! Best (i hvid Benfica-trøje) og holdkammerater tager en æresrunde, efter at have vundet den europæiske mesterholdsfinale for første (og næstsidste) gang nogensinde i Man United’s historie.

Se lige på George Best! Bare udfra den måde han står på, kan man se der er tale om en helt usædvanlig boldspiller. Og fodboldtøjet dengang – tal om stilfuld enkelthed i designet på Manchester U’s hjemmebane-dragt. Nuværende Nike-klædte spillere som f.eks. “Raging Bull” Rooney og Van Nistelrooy kunne måske også fremstå helt suave i noget SÅ klassisk…?

Vi efterlader for nu George Best i sit rette element. På Wembley’s græstæppe har han netop scoret og er her afbilledet højt oppe i fodboldhimlen, den bedste der findes.

HC Aflysning

“Andersens Drømme”-koncerten i november i Store Vega er blevet aflyst pga. svigtende billetsalg. Jens U skulle på aftenen, som en af de få ikke-HCA-relaterede specielle gæster, have fremført Leonard Cohen’s “Minder”, men det bliver så altså ikke nu.

Hey hey Neil Young – long may you run!

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-NeilYoungRickDanko.jpg

Vi snakkede om sange til Elvis her forleden, og en oplyst sjæl (Auster, tak) henledte opmærksomhed på Neil Young’s helt nye Presley-hyldest “He Was The King”. Hørte først den og fortsatte så siden videre ind på må og få i Neil Young’s imponerende bagkatalog. Længe siden jeg sidst kom forbi, så blev lidt overrasket over hvor godt det føles at komme der igen. Neil Young bliver 60 år i næste måned og kan se tilbage på en sjælden stolt, idealistisk og stor tid indefor rocknroll – godt han er der, må han være der længe endnu!

Top 5 Neil Young-rockets:

1. – Hey Hey My My (Into The Black) – fra “Rust Never Sleeps”
2. – Rockin’ In The Free World – fra “Freedom”
3. – I’m The Ocean – fra “Mirror Ball”
4. – Like A Hurricane – fra “Amercan Stars ‘n Bars”
5. – Cinnamon Girl – fra “Everybody Knows This Is Nowhere”

Top 5 Neil Young-tearjerkers:

1. – Long May You Run – fra “Long May You Run”
2. – Driveby – fra “Sleeps With Angels”
3. – Harvest – fra “Harvest”
4. – Dreamin’ Man – fra “Harvest Moon”
5. – I Believe In You – fra “After The Gold Rush”

Bedre bud indskrives gerne, hvis haves!

Førstehjælp fra Birmingham

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Edit.jpg

Ikke sjovt igår aftes at erfare sit eget Champions League-vinderhold ydmyget af åh-så-skræmmende Crystal Palace i den lille engelske pokalturnering. Efter Premier League-blamagen mod Fulham i lørdags var det nu, at kursen mod bedre tider skulle genfindes, men det skete ikke, tværtimod. Sommerens efterhånden meget diskutable forwardindkøb Peter Crouch forlod for 11. gang banen uden at score og Djimi Traore lavede vel sine sædvanligt nervøse klovnerier da han kom ind i den 2. halvleg, som ifølge kampreferater bød på noget af det mest tandløse spil længe set, hvilket altså ikke siger så lidt! Eneste opmuntring er, at SÅ ringe som det går på hjemmefronten, må L’pool være ret sikre på igen at kunne vinde den Champions League-turnering…:-/

Heldigvis så jeg kun begyndelsen af ovennævnte hjertekval. Var istedet med Sanchez på Christiania til en velgørende og superskarp koncert med Editors fra Birmingham. Kritikere af bandet (hej til Pastoren) synes det hele er hørt lige sådan og bedre før, hos både Joy Division og Interpol. Men som Editors fremstod i går, med kun stærke sange og en på alle måder elektrisk fremførsel af dem (“Camera” og “All Sparks” var nok allermest eksplosions-intense), hersker der for os, som var tilstede i det overophedede rum, ikke tvivl om, at bandet laver hvad de gør af alle de rigtige grunde, og at man har kvaliteten til at overleve alverdens Kaiser Chiefs, Futureheads, Bloc Parties, Maximo Parks, Brakes, Franz Ferdinands, Zutons, Arctic Monkeys, You Fucking Name Them – det blev en lysende aften i mørket fra Liverpool.

Lavtryk

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-regen.jpg

Joy Division er regn er Interpol er regn er Editors er endnu mere regn. Lige nu falder den hårdt i København, sikkert mest fordi netop Editors skal spille her i byen til aften – det bliver stort! Inden da for eget vedkommende et større formiddags-interview på en dunkel café på Frederiksberg Allé, samt et møde med drengene på A:larm og pladeselskabsdirektør N. Nørlund i førstnævntes kontorer øverst oppe på Vega. Ser frem til at blive gennemblødt!

Return 2 Sender

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-KBush.jpg

Hvem skulle have troet Kate Bush havde noget for Elvis! Nej vel, men hendes comeback-single slår det altså fast. Ved ikke hvordan du har det med Kate Bush, som indimellem kan være en meget stor prøvelse, hvis man bare ikke kan med Ringenes Herre-mystik og besynderlige ballet-videoer. Men “Hounds of Love” var altså en uomgængelig visionær plade, som viste, at selv musik inspireret af 70’ernes fortænkte prog-rock en sjælden gang godt kan fremstå stueren (hvad vi vel lige nu erfarer igen med den nationale kanonisering af Mew’s så specielle alfeunivers).

Ialfald synes vi her på siden, at enhver sang der hylder Elvis Aron Presley – “Calling Elvis” med Dire Straits undtaget – har noget kernesundt kørende for sig, så derfor her Kate’s tekst, der bekymrer sig for Elvis på en værdig måde (desværre lige pånær linie 7 & 8, som er helt håbløse!). Sangen selv er ikke i nærheden af at være så rørende som Kate Bush’s hovednummer, sublime “This Woman’s Work”, men vinden der blæser igennem den har ialfald sin helt egen søgende, sørgende lyd. Here goes:

“King of the Mountain”

Could you see the aisles of women?
Could you see them screaming and weeping?
Could you see the storm rising?
Could you see the guy who was driving?
Could you climb higher and higher?
Could you climb right over the top?
Why does a multi-millionaire
Fill up his home with priceless junk?
The wind is whistling
The wind is whistling
Through the house
Elvis are you out there somewhere
Looking like a happy man?
In the snow with Rosebud
And king of the mountain
Another Hollywood waitress Is thelling us she’s having your baby
And there’s a rumour that you’re on ice
And you will rise again someday
And that there’s a photograph
Where you’re dancing on your grave
The wind is whistling
The wind is whistling
Through the house
Elvis are you out there somewhere
Looking like a happy man?
In the snow with Rosebud
And king of the mountain
The wind it blows
The wind it blows the door closed

© Kate Bush

Besøg fra onkel Bob i Amerika

Så oprandt omsider den toogtyvende oktober totusindogfem, hvor Bob Dylan gav koncert i Aalborg.

Gigantium er større end Forum i København og har kun marginalt bedre akustik. Blandt de 7000 personer var en gammel gymnasiekammerat, en pædagog fra min datters børnehave, ham advokaten, der bor længere henne ad vejen, en lektor i matematik og talrige andre mennesker der i hvert fald ikke var yngre end undertegnede. Selv var pastoren og pastorinden formodentlig i det nedre kvartil, rent demografisk set. Klokken 20.10 startede koncerten, og alle ølsalgssteder på nær ét lukkede.

Uden unødvendige henvendelser til publikum førte Bob og band os gennem en række kendte og lidt mindre kendte udpluk fra det enorme bagkatalog med klart fokus på udgivelserne fra sidste halvdel af 1960erne. Vanen tro lavede han om på numrene, så de mange gange fremstod som musikalsk helt uigenkendelige. Det tog mig f.eks. et par minutter at genkende Maggie’s Farm, der indledte koncerten. Mange numre var svøbt ind i pedal steel guitar, der på de bedste steder frembragte en varme og moden eftertænksomhed, et nyt, smukt lys. Specielt interessant var udgaven af The Times They Are A-Changing. I sin tid var det en sang fra en ung mand, der ville advare om at verden var ved at ændre sig. Nu var det blevet en ældre mands erkendelse af tidens fylde.

Også Stuck Inside Of Mobile With The Memphis Blues Again var særdeles vellykket.

Et tredje højdepunkt var en udgave af Positively 4th Street, hvor al tekstens bitterhed nu var transformeret af det tilbagelænede arrangement. Bagefter som kontrast en vellykket udgave af Highway 61 Revisited, som det vanen tro tog mig lidt tid at identificere.

Under koncertens første ekstranummer (Like A Rolling Stone) præsenterede Bob bandets medlemmer, men det lykkedes mig ikke at opsnappe deres navne.

Det hele sluttede med en udgave af All Along The Watchtower, der ikke var særlig bemærkelsesværdig (bortset fra at den også var blevet reinkarneret, forstås).

Sætlisten er allerede nu på WWW på http://my.execpc.com/~billp61/102205s.html. Her er den gengivet:

1. Maggie’s Farm
2. Tonight I’ll Be Staying Here With You
3. I’ll Be Your Baby Tonight
4. Lay, Lady, Lay
5. Cold Irons Bound
6. The Times They Are A-Changin’
7. High Water (For Charley Patton)
8. Stuck Inside Of Mobile With The Memphis Blues Again
9. Ballad Of Hollis Brown
10. Most Likely You Go Your Way (And I’ll Go Mine)
11. Boots Of Spanish Leather
12. Down Along The Cove
13. Positively 4th Street
14. Highway 61 Revisited

(ekstranumre)

15. Like A Rolling Stone
16. All Along The Watchtower

Jens Unmacks officielle weblog