Engelske sange

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-meds.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-MozR.jpg

Ikke at det nogensinde har været et favoritband på disse kanter, men hvis man endelig er i ondt humør, har Placebo store kvaliteter der kan bruges. Derfor et slag her for deres kommende album “Meds”, der udsendes d. 9. marts og indeholder følgende sange:

1. Meds
2. Infra-red
3. Drag
4. Space Monkey
5. Follow The Cops Back Home
6. Post Blue
7. Because I Want You
8. Blind
9. Pierrot The Clown
10. Broken Promise
11. One Of A Kind
12. In The Cold Light Of Morning
13. Song To Say Goodbye

Har fået lyttet mere til Richard Ashcroft’s Keys to the World, og med de forventninger hans fortid lægger op til, synes det desværre en skuffelse, han her har udsendt. Sangene er – med 2-3 undtagelser – simpelthen for blodfattige, giver mest lyst til at høre noget andet, måske Verve. Ærgeligt, ærgeligt!

Og hvad er det med Arctic Monkeys? Læser at de har solgt langt over 100.000 eksemplarer af debut’en bare på udgivelsesdagen i mandags. Hvilket i den engelske presse gør dem til det “største” band, siden Oasis bragede igennem lydmuren, for over 10 år siden. Og husk, her taler vi “Supersonic”, “Live Forever”, “Cigarettes & Alcohol”, “Slide Away”, altså sange der i dag har evergreen-status!

De AM-singler vi har hørt lyder ikke som noget der vil blive husket i morgen. Måske okay, men så heller ikke meget mere. Så kan nogen her fortælle what all the fuss is about?!? Og om hypen tilnærmelsesvis er berettiget? Der kommer et tidspunkt i enhvers musikliv, hvor man bare ikke længere tror på NME…

Tak til pete1970 for dette slørede billede. Er det mon så det rigtige Morrissey-cover til Ringleader of the Tormentors, eller hvad…?

De længes efter det rigtige Danmark

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-don.jpg

Anders And er ikke den eneste der synes godt pissed over at være blevet blåstemplet i går. Medlemmerene af Savage Rose, hvis første plade ligeledes blev kanoniseret, har ikke glemt deres meningers mod – og godt for det! I en kommentar til GAFFA om kulturkanonen udtaler Thomas Koppel:

– Brian og kompagni er i færd med at prøve at bortlede opmærksomheden fra, at de overhovedet ingen kultur har. Anders Foghs operahelte hos A. P. Møller fragter Donald “Duck” Rumsfelds kanoner og papkalkuner ud til en fup-krig mod et fremmed folk, der var så uheldige at bo oven på et oliefelt, siger Koppel og konkluderer følgende:

– Efter Fogh-regeringens hærgen ses Danmark rundt om i verden ikke længere som en kulturnation, men som en krakelerende fup-præsidents ikke særlig vellugtende kattebakke. Jeg længes efter det rigtige Danmark, der dufter af verdens rødeste jordbær og folkelig, frygtløs, livsnær inspiration. Det Danmark, der er H. C. Andersen, Jeppe Aakjær og Carl Nielsen værdigt.

http://gaffa.dk/nyheder/view.php/news_id=14824

Rockandroll-radio

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-VHFR.jpg

I går fik vi 5 nomineringer til DMA06-priserne. Og i dag besked om at debattører fra DR’s rockforum har stemt Vejen Hjem Fra Rocknroll ind på DR’s “årets bedste danske album”-top 10. De 5 øverste på listen er:

1: Mew – “Mew and the Glasshanded Kites”
2: The Raveonettes – ‘Pretty in Black’
3: Jens Unmack – ‘Vejen Hjem Fra Rock’n Roll’/
Kashmir – ‘No Balance Palace’
5: Figurines – ‘Skeleton’

http://www.dr.dk/musik/rock/artikel/060109_arets_album_bruger.asp

Bang, bang, kulturkanon

Så er kulturkanonen blevet offentliggjort. Facitlisten fra regimet, der ville gøre en ende på ekspertvælde og smagsdommeri. “Den gode smag” kapslet ind i Dannebrog og sendt afsted mod skolebænke og nye generationer. Hvad skal man sige og mene om det cirkus?

Den rytmiske kanonliste i sig selv fremstår som en blanding af det indlysende og det obskure; At Kim Larsen’s Værs’go er med synes så logisk, at det næsten er overflødigt at nævne. Gasolin’ medvirker til gengæld mærkværdigt nok kun med koncertpladen Live Sådan, som nok ikke mange ellers vil sætte på en top-5 over Gasolin’-udgivelser. Sort Sol/Sods glimrer ved uforståeligt fravær.

Og når man nu bemærker det fra den vinkel, er det faktisk kun Kliché med 25 år gamle Supertanker, der repræsenterer de generationer som var unge efter 68’erne. Medmindre vi altså lige undtager Trine Dyrholm & The Moonlighters med “Danse i måneskin”…! For nej, listen har ikke fundet plads til hiphop, ikke til rocknroll, ikke til pop eller nogetsomhelst andet, der er lavet efter Sebastian, Gnags, Anne Linnet, TV2, CV Jørgensen, John Mogensen, Shubidua, Lars Lilholt og de andre på listen for efterhånden meget længe siden var toneangivende i branchen.

Det er ikke så fandens svært at finde sin vej rundt i den danske sangskat. For det første fylder den ikke så meget. For det andet har tiden det med at lade dét synke til bunds, som rent kvalitetsmæssigt ikke er bæredygtigt. Så derfor synes en blåstempling af visse værker frem for andre unødvendig. For tingene giver jo sig selv. Kulturkanonen prøver at fravriste os alle vores sunde personlige dømmekraft. Den viser ikke gymnasie- og folkeskolelærerne, og vi andre der også skal give faklen videre, den tillid, det er at sige “lyt selv og bedøm”.

Heldigvis kommer der en dag et valg. Og bliver regeringen da en ny og anden, kan man egentlig kun håbe, at den uheldige kanon trækkes tilbage, og for eftertiden udelukkende bruges som eksempel på, hvor galt det kan gå, når eventyrlystne politikere gør sig ud i disciplinen kulturelt smagsdommeri.

5 nomineringer til DMA

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-VHFR.jpg

Endelig en nyhed der vedrører denne side konkret. Vejen Hjem Fra Rocknroll har kastet 5 nomineringer af sig til Danish Music Awards 06, som afholdes lørdag d. 11. marts i KB-Hallen. Nomineringerne lyder:

Årets danske album: Jens Unmack – Vejen Hjem Fra Rocknroll
Årets danske sanger: Jens Unmack
Årets danske rock udgivelse: Jens Unmack
Årets danske sangskriver: Jens Unmack
Årets danske producer: Nikolaj Nørlund for Vejen Hjem Fra Rocknroll

Here we go again

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Yellow.jpg

Her et glødende billede af Elvis. Men hvorfor? Jo, i dag er det 37 år siden ufejlbarlige Suspicious Minds blev indspillet i American Studios, Memphis, Tennessee, USA. Det må være mere end grund nok.

The Greatest

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-TG.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-chan.jpg

Cat Power aka Chan Marshall, minimalistisk sangerinde i dén grad, har udvidet udtrykket på The Greatest, det nye album der udkommer i dag. Indspillet i Atlanta, GA med strygere, blæs og erfarne soulmusikere (!) fra bl.a. Al Green’s gamle band, kommer The Greatest med en autoritet og musikalsk mangfoldighed, man måske tidligere har kunnet savne hos Cat Power. Chan Marshall’s specielt krævende univers tager næring af denne klassiske produktion, der ikke kvæler hendes forfinede indie-sange, men giver dem en hjælpende hånd ud i den virkelige verden. Til os. En stor skrøbelig musik er det.

Once I wanted to be the greatest
No wind or waterfall could stop me
And then came the rush of the flood
The stars at night turned you to dust

© Cat Power

Ryk tilbage til start

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-10_01.jpg

Nej, det blev ikke nogen god dag for Sissoko. Skiftet ud med Old Trafford’s hvide kridt over hele hovedet, et øjeblik før Rio Ferdinand’s sidsteminuts-mål mod hans hold – av, av, av! Det måske mest sande jeg nogensinde har hørt om fodbold er, at for hver glæde gives der mindst fem skuffelser. En af dem kom bragende i går.

Hvad giver mening?

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Siss.jpg

Berømte teologer fra Transsylvanien, jeg aldrig har hørt om, siger mig intet. Det gør derimod Mohammed Sissoko, der i dag fejrer sin 21. fødselsdag. Det sker på Old Trafford i Manchester, hvor han kl 17.00. er på besøg sammen med holdkammeraterne fra Liverpool. 7-9-13 for at Man United’s forsvar igen rammer gavehumøret, så Momo får den eftermiddag, der kan berettes med stolthed om hjemme i vestafrikanske Mali!

På denne dag…

…i 1549 døde den berømte transsylvanske teolog Johannes Honter (kendt i Rumænien som Ioan Honter).

Honter indførte den lutherske reformation i Transsylvanien og var desuden kendt som en dygtig kartograf. I 1542 publicerede han Rudimenta Cosmographica (udgivet i Brasov) med kort over alle kendte dele af verden. Egentlig var bogen en kosmograf, dvs. en fortegnelse over hvad der var at finde himlen og jorden.

En af hans fjerne britiske efterkommere blev sanger i Mott The Hoople.

Wilson Pickett 1941-2006

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-W.jpg

I’m gonna wait ’till the midnight hour
That’s when my love comes tumbling down
I’m gonna wait ’till the midnight hour
When there’s no one else around
I’m gonna take you girl and hold you
Do all things I told you in the midnight hour
I’m gonna wait till the stars come out
See them twinkle in your eyes
I’m gonna wait ’till the midnight hour
That’s when my love begins to shine
You’re the only girl I know
Really love you so in the midnight hour

© Wilson Pickett

Tag dem!

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Thereisalight.jpg

Manchester United mod Liverpool er den største kamp der fåes i England. Og søndagens udgave på Old Trafford har om muligt endnu mere på spil end vanligt, da magtbalancen mellem de to klubber synes at have forrykket sig på det seneste. Hvor de sidste mange opgør har haft United i rollen, som holdet hvis position og status skulle udfordres, er det nu omvendt.

Champions League-triumfen i Istanbul i maj samt de sidste 3 måneders sjældent glimrende form i Premier League, gør Liverpool til det hold Manchester SKAL slå på søndag for at bevare håb og selvrespekt. Uniteds egen sæson har på banen været præget af en skandaløs tidlig CL-exit og nogle håbløse nederlag i Premier League, hvor spillet sjældent har kørt i samme gear som for blot 2-3 sæsoner siden. Senest blev det i lørdags til ydmygende 1-3 mod Manchester City, hvor salten i såret var LFC-legenden Robbie Fowler’s afsluttende bang-bang-mål.

På søndag, når det går løs, må Man U undvære Cristiano Ronaldo, der helt korrekt blev smidt ud for et mordforsøg af en tackling i lørdags. Om Ferguson vil benytte sig af den nye franske back Evra, der mod City havde en katastrofe-debut, eller af ligeledes nye Vidic bliver spændende at se. Liverpool giver næppe spilletid til sine to nye folk, Kronkamp og Agger, i en så hæsblæsende kamp som denne. Luis Garcia er ude med knæproblemer, men ellers er alle så vidt vides klar til den kamp, hvor L’pool vil blive forsøgt udsat for et kolosalt pres. Det er her, den seneste tids mange positive LFC-tendenser skal stå deres prøve og vise om de har bund i nogen virkelighed.

De sidste 15 år har set så mange falske L’pool-solopgange, at vi her på siden ikke på forhånd tør tro på en udesejr til Steven Gerrard & co. som det logiske udfald. Men håbet er større end nogensinde…!

Canal+, søndag kl. 17.00.

Det regner i London

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Ashc.jpg

Richard Ashcroft udsender på mandag sin 3. soloplade, Keys to the World. I den forbindelse er der en ret ond men ikke destomindre underholdende anmeldelse i dagens The Guardian, hvor Ashcroft får det glatte lag for både tekst og musik.

Det synes hårdt, for det står slet ikke så slemt til, som det gjorde på forgængeren med den endnu tonstungere titel, Human Conditions, hvor Richard Ashcroft i disse ører (jeg ved Pastoren ikke er enig) lød helt blottet for mål og mening. Det gør han heldigvis ikke længere på det nye album, hvor livet og lysten til det synes genfundet. Hvor det klæder Richard Ashcroft atter at kigge længere ud end til egen navle!

Dramaturgien løber som den har gjort siden The Verve gik i opløsning. Store ballader efterfølges af endnu større ballader, efterfølges af lidt mindre ballader. Kun i enkelte tilfælde brydes det “voksne” beat, som her i åbningsnummeret, den noget blinde rocker “Why Not Nothing?”. Altafgørende forskel på sidst og nu er Richard’s engagement, der igen er tilstede. Det gør en verden til forskel.

“Words get in the Way” hedder en af sangene, hvis titel synes taget ud af Guardian-anmelderens train of thought omkring Ashcroft’s tekstskrivning. Og jo, journalisten har sikkert ret, Ashcroft er ofte pompøst højtravende i kampen med tilværelsens helt store størrelser i sine vers. Men det er ligemeget. For Richard Ashcroft er soulsanger i ordets bedste, mest klassiske forstand. Hos ham ligger oplevelsen i selve stemmen, ikke i de ord den bruger.

http://www.guardian.co.uk/filmandmusic/story/0,,1690048,00.html

Jens Unmacks officielle weblog