…put another dime in the jukebox, baby.

Ole Hyltoft er netop blevet udnævnt af Dansk Folkeparti til deres repræsentant i Danmarks Radios bestyrelse. Her er hvad han har at sige om sin mediepolitik i dagens udgave af Information:

“Der er noget oplæg til krig og fascisme i en del af rockmusikken,” siger Ole Hyltoft. Ud over at det er for ensidigt, er det faktisk også skadeligt, mener han. Da Nørrebrogade den 16. december 2006 blev omdannet til en kampzone mellem ‘de unge’ og politiet, spillede DR’s tredje musikkanal en indirekte rolle:

“Man kan få den tanke, at den manglende ynde, smidighed og humanisme i den hårde rockmusik i virkeligheden ansporer unge mennesker til at gå så vidt, som de gjorde, da de angreb og faktisk forsøgte at slå politiet ihjel,” siger det nye bestyrelsesmedlem, der er ret sikker på, at man lytter til P3 på Jagtvej 69.

Det var nok ikke fra den kant, man forventede at høre nogens tiltro til rockmusikkens potentiale som samfundsforandrende kraft.

Han går nok ikke og nynner den med Joan Jett.

Favoritsange

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-MKTH.jpg

YOU AND US

Listen to Miss Kittin and The Hacker’s new direction
Driving a car or three on three, giving you a piece of life and energy somewhere out in the universe, for a novel
We try to analyze feelings, thinking about you, friends, mountains, and party times
I wish you could see us, how we are, how we love and hate

This is what our music is about, you and us
This is what our music is about, you and us
This is what our music is about, you and us
This is what our music is about.

Listen to Miss Kittin and The Hacker, our mind is real, on a cloud, when someone’s playing us in a club at night.
And we receive smiling on the dance floor, trying to forget everything
We don’t know you, but you are a part of ourselves, and we can look into your eyes, wherever you are

Because this is what our music is about, you and us
Cause that is what our music is about, you and us

Listen to Miss Kittin and The Hacker, we take planes, from hotels every weekend, we drive on the highway to other places, looking at the landscape running behind the window, we are all alone
Listen to something on the stereo

We would like to see skyline and city lights of New York, or Tokyo and then come back to the green fields we know, and do nothing
And sleep
And do that again and again

Because, this is what our music is about, you and us
This is what our music is about, you and us
This is what our music is about, you and us

Listen to Miss Kittin and The Hacker because this is what our music is about, you and us
You, and us.

Listen to Miss Kittin and The Hacker’s new direction
Driving a car or three on three, giving you a piece of life and energy somewhere out in the universe, for a novel
We try to analyze feelings, thinking about you, friends, mountains, and party times
I wish you could see us, how we are, what we love and hate

This is what our music is about, you and us
This is what our music is about, you and us
You and us
This is what our music is about, you and us
This is what our music is about, you and us

We would like to see skyline and city lights of New York, or Tokyo and then come back to the great fields we know, and do nothing
And sleep
And do that again and again

This is what our music is about, you and us
This is what our music is about, you and us

© Miss Kittin & The Hacker

Hyldest til kvinden

Ja ja da, så er her en hyldest til kvinden. 23 She-sange, som er værd at høre (og ja, Jens, min oprindelige liste var meget længere):

1. She – Gram Parsons
2. She Bangs The Drum – The Stone Roses
3. She Belongs To Me – Bob Dylan
4. She Came In Through The Bathroom Window – The Beatles
5. She Dont Let Nobody – Chaka Demus & Pliers
6. She Floated Away – Husker Du
7. She Goes On – Crowded House
8. She Hangs Brightly – Mazzy Star
9. She Said She Said – The Beatles
10. She Wants To Play Hearts – Ryan Adams
11. She Watch Channel Zero?! – Public Enemy
12. She WIll Have Her Way – Neil Finn
13. She’s A Jar – Wilco
14. She’s A Mystery To Me – Roy Orbison
15. She’s A Rainbow – The Rolling Stones
16. She’s A Woman (And Now He Is A Man) – Husker Du
17. She’s Been Talking – The Mutton Birds
18. She’s Leaving Home – The Beatles
19. She’s Lost Control – Joy Division
20. She’s My Baby – Mazzy Star
21. She’s Not You – Elvis Presley
22. She’s Only Cool – Cotton Mather
23. She’s The One – Bruce Springsteen & The E Street Band

We

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-we.jpg

Der er ingen grund til at være så individualistisk i disse kolde tider. Her er en engelsk vi-liste fra mit musikbibliotek:

1. We All Get A Taste – Grant-Lee Phillips
2. We Are Nowhere And It’s Now – Bright Eyes
3. We Are The Champions – Yo La Tengo
4. We Are The Dead – David Bowie
5. We Are The Music Makers – Aphex Twin
6. We Are The Pigs – Suede
7. We Are The Winners – LT United
8. We Belive – Ministry
9. We Can Have It – The Dears
10. We Can Work It Out – The Beatles
11. We Care A Lot – Faith No More
12. We Deal in Dreams – Live
13. We Do What We’re Told (Milgram’s 37) – Peter Gabriel
14. We Don’t Exist – Meat Puppets
15. We Have Explosive – The Future Sound Of London
16. We Have Explosives Pt. 2 – The Future Sound Of London
17. We Know The Night – The Replacements
18. We May Be The Ones – Paul Westerberg
19. We Only Come Out At Night – Smashing Pumpkins
20. We Prick You – David Bowie
21. We Run This – Missy Elliott
22. We Shall Overcome – Bruce Springsteen
23. We Suck – Radiohead
24. We Walk – R.E.M.
25. We Want The Airwaves – The Ramones
26. We Who Are Not As Others – Sepultura
27. We Will Not – Bad Brains
28. We Will Not Be Lovers – The Waterboys
29. We Will Still Need a Song – Hawksley Workman
30. We´ve Come For You All – Anthrax
31. We’ll Inherit The Earth – The Replacements
32. We’ll Meet Again – Johnny Cash
33. We’ll Sweep Out The Ashes In The Morning – Gram Parsons
34. We’re A Happy Family – The Ramones
35. We’re Coming Down – Grant Lee Buffalo
36. We’re Coming Out – The Replacements
37. We’re Going To Miss You – James
38. We’re Here – Guillemots
39. We’re In Yr Corner – Cornershop
40. We’re Just Friends – Wilco
41. We’re Not Right – David Gray
42. We’re Pastie To Be Grill You – The Orb
43. We’re The Replacements – They Might Be Giants
44. We’ve Been Had – Uncle Tupelo
45. We’ve Got a File On You – Blur
46. We’ve Got Airplanes – Guided By Voices
47. We’re an American Band – Yo La Tengo
48. We’re Going To Live For A Very Long Time – Heaven 17

You!

Her på siden vender vi – ialfald for et øjeblik – ryggen til enhver selvdyrkelse og retter blikket ud. Evnen til at kunne kommunikere bunder vel trods alt i sund nysgerrighed og interesse for den person vi finder os stående overfor, nej? På årets 26. dag tager vi derfor en top-26 over sange der henvender sig til – og begynder med – dig:

01. You Won’t Find It Again- The Go-Betweens
02. You And Us – Miss Kittin & The Hacker
03. You Just Haven’t Earned It Yet Baby – The Smiths
04. You Gave Me A Mountain – Elvis Presley
05. You Can’t Put Your Arms Around A Memory – Johnny Thunders
06. You Do Something To Me – Paul Weller
07. You Get What You Deserve – Big Star
08. You Are The Everything – R.E.M.
09. You And I – Sandra
10. You Are My Destiny – Paul Anka
11. You Know I’m No Good – Amy Winehouse
12. You Bury Me – Broder Daniel
13. You Don’t Have To Say You Love Me – Dusty Springfield
14. You Say You Don’t Love Me – Buzzcocks
15. You A Fool Boy – Angela Prince
16. You Don’t Understand – The House Of Love
17. You Must Please Remember – Morrissey
18. You Win Again – Hank Williams
19. You Can’t Be Too Strong – Graham Parker
20. You Keep Me Hanging On – The Supremes
21. You Wanted More – A-ha
22. You Don’t Miss Yor Water – Otis Redding
23. You Are The Only One – Ricky Nelson
24. You Should Never Have Opened That Door – The Ramones
25. You Little Thief – Feargal Sharkey
26. You – The Au Pairs

Og nu, hvis du har lyst…

I

Her på årets 25. dag en top-25-playlist, der – som det er så fandens højt oppe i tiden – hylder jeg’et; 25 klassiske sange der starter med det engelske “I”:

01. I Will Never Turn My Back On You – Chuck Jackson
02. I Can Never Go Home Anymore – The Shangri-Las
03. I Won’t Share You – The Smiths
04. I Had A Dream Joe – Nick Cave & The Bad Seeds
05. I Never Dreamed – The Cookies
06. I Wanna Be A Star – The Cockney Rejects
07. I Was Born To Cry – Dion & The Belmonts
08. I Really Love You – The Tomangoes
09. I Need Somebody – Iggy Pop
10. I Close My Eyes And Count To Ten – Dusty Springfield
11. I See A Darkness – Johnny Cash
12. I Remember California – R.E.M.
13. I Wanna Be Your Boyfriend – The Ramones
14. I Wanna Be Your Joey Ramone – Sleater-Kinney
15. I Feel Love – Donna Summer
16. I Can’t Forget – Leonard Cohen
17. I Remember The Railroad – Gene Clark
18. I Dream A Highway – Gillian Welch
19. I Can’t Help Myself – The Four Tops
20. I Put A Spell On You – Creedence Clearwater Revival
21. I Found A Reason – The Velvet Underground
22. I Like Girls – Sparks
23. I Fought The Law – Bobby Fuller Four
24. I Live For Speed – The Star Spangles
25. I Walked Away – Bobby Paris

Det er ikke nemt at begrænse sit jeg til 25. Kan vi få andre bud…?

New music night and day

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Mauernight.jpg

Var i en diskussion om positivt arbejdsraseri forleden og David Bowie blev hevet frem som eksemplet på at kreativitet og voldsomt output godt – når talentet er der – kan forenes. Se på Bowie’s 1977, hvor han netop var flyttet til Berlin, vistnok hovedsageligt for at undslippe et ødelæggende coke-misbrug, hans amerikanske tilværelse ikke kunne være foruden. Så hvad gjorde David for at blive nyt menneske? Kastede sig hovedkuls ind i en Berlinmur af kreativitet og hårdt arbejde. Dels som soloartist med Tony Visconti og Brian Eno som sparringspartnere, dels med vennen Iggy Pop, der var flygtet med til Vestberlin og som med Bowie i både komponist- og producer-rolle også der selv skabte sig en helt nyt udtryk og niveau. Prøv lige ikke at tabe pusten af deres fælles release-kalender mens i Berlin:

14. januar: David Bowie – Low
18. marts: Iggy Pop – The Idiot
9. september: Iggy Pop – Lust For Life
14. oktober: David Bowie – “Heroes”


Eller tag hele Bowie’s gyldne tiår, omkring 70’erne, og se hvad han overkom:

1969, 04. november: Space Oddity
1970, 04. november: The Man Who Sold the World
1971, 17. december: Hunky Dory
1972, 06. juni The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars
1973, 13. april: Aladdin Sane
1973, 19. oktober: Pin Ups
1974, 24. april: Diamond Dogs
1975, 07. marts: Young Americans
1976, 23. januar: Station to Station
1977, 14. januar: Low
1977, 14. oktober: “Heroes”
1979, 18 maj, 1979: Lodger
1980, 12 september: Scary Monsters (and Super Creeps)

I samme periode nåede han så også at indspille og udgive to dbl-livealbums: David Live, udsendt 29 oktober 1974, og Stage, udsendt 8. september 1978.

Bowie’s tempo var regel sanrere end undtagelse for den tids artister. Roxy Music, Lou Reed, Sparks, T Rex og også de tidlige store bands efter punkbølgen kørte i samme høje gear. Udgivelsestempoet havde den fordel/ulempe, at det hurtigt eksponerede hvem der havde noget og hvem der ikke kunne være med. Et band kunne ikke – som f.eks. i dag – gemme sig væk i et studie i flere år og derefter udsende et værk så overproduceret, at dets egentlige substans eller mangel på selvsamme blafrer i vinden. Gad vide hvad nutidens acts ville komme op med med et sådanne tidspres på sig. Ville det f.eks gøre Kashmir ondt, at der ikke gik op til 4 år imellem deres albums? Ville R.E.M.’s output blive mindre vitalt af kun – ligesom i gruppens gyldne år – at være halvt så lang tid som nu undervejs i skriveproces og studio? Og ville verdensfreden blive yderligere truet af Bono’s fravær på den internationale politiske scene, fordi han oftere var krævet af sit band i et studie til det, han egentlig først og fremmest fik sin berømmelse på? Jeg tror det ikke.

Men det er ønsketænkning. Musikindustriens egen cyklus bryder sig ikke om for hyppige og for hurtige udgivelser. Den måde man gør tingene på nu kræver en langtidsforberedelse indenfor promotion/marketing, som handler om år ikke måneder. Det er vel også derfor vi – i modsætning til tidligere – så sjældent har glæden af enkeltstående singler eller EP’er, som ikke er ude for at tjene et helt albums sag. Den tankegang og forudsigelighed der ligger bag dette har gjort både musikbranchen og de plader den udsender ikke så lidt kedeligere. Hvis en David Bowie i dag var flyttet et år til Berlin, havde han kun fået lov at udsende ét enkelt album derfra og det ikke før l-a-n-g tid efter indspilningerne til det var afsluttet. For jo, der tales meget om at teknologien har gjort verden mindre, men dens musikmedier og deres funktioner har samtidig i den grad forlænget forædlingsprocessen og ventetiden før de nye plader endelig sendes ud. Ikke godt. For ny musik – nat og dag – bør altså høres…NU!

PS – New Music Night And Day var til sidste øjeblik arbejdstitlen på det album, som istedet blev udsendt under den noget mere anonyme titel Low.

Go! Revisited

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-LoveShopGo.jpg

Godt nyt til Love Shop-folket: D. 28. maj er det præcis 10 år siden Love Shop udsendte Go!. Det fejrer SonyBMG med på dagen at genudgive alles LS-favoritalbum i en 2cd-luksusudgave på selskabets nye og ambitiøse Rewind-label, der arbejder med de fornemme, internationale Legacy Edition-udgivelser som forbillede. Første cd i den nye Go!-indpakning vil indeholde det originale album, den anden, som mest er for sande LS-tilhængere og/eller rock-arkæologer, vil gå bag om pladen og præsentere Go!-samtidige sjældenheder, uudgivne tracks, demoer og liveoptagelser.

Dystopi: I morgen = i dag ?

De bedste science fiction-fortællinger er dem, der kan fortælle os noget om vores egen tid og vores egen virkelighed. Dystopierne står desværre i kø for at være gode bud på gode fortællinger. George Orwell advarede om overvågningssamfundet og ensretningen i 1984. Aldous Huxley advarede mod bioteknologiens mulige konsekvenser i Fagre Nye Verden, og Ray Bradbury så dumhedens triumf i Fahrenheit 451.

I går så jeg The Children of Men, der netop er et vellykket stykke science fiction – og endnu en dystopi. Romanforlægget af P.D. James købte jeg for over 10 år siden på et svensk bogudsalg, men fik jeg læst den? Ak nej.

Flygtninge i bure og lejre, tyk luftforurening, svigtende reproduktivitet, plastikkirurgi som overlevelse, et adgangskontrolleret samfund hvor ingen stoler på de andre, en slags kontrolleret borgerkrig i randområderne… The Children of Men er den mest overbevisende film i genren, jeg har set siden Blade Runner (og det er godt nok en menneskealder siden) – ja, på nogle måder mere vellykket. Jeg vil ikke røbe mere, blot komme med en kryptisk bemærkning om at et barns gråd kan få våbnene til at tie.

Se den!

When saturday comes

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Thereisalight.jpg

Så er det alvor i toppen af Premier League: Weekenden byder på to topmøder, hvis resultater vil kunne betyde meget for sæsonens endelige udfald for de implicerede klubber. På Anfield tager Liverpool lørdag middag imod Chelsea, der skal og må vinde for at holde trit med Manchester United på førstepladsen. Liverpool har på det seneste i Premier League endelig vist stor stabilitet og styrke, men forrige uges to fæle cup-nederlag – 1-3 og 3-6 – hjemme mod Arsenal gør stadigvæk så ondt, at alt andet end en sejr lørdag vil sprede stor disillusion. Chelsea har uden samlingspunktet John Terry haft en omtumlet jule-periode med et shaky forsvar, uro omkring både Shevchenko og træner Mourinho, og simpelthen for mange mistede “lette” points. Chelsea vil håbe, at Liverpools tendens med underpræstering mod de andre tophold fortsætter lørdag. Det bør blive et brag af en kamp, med alt hvad der er på spil af indbyrdes had, prestige, nervøsitet og ambitioner.

Søndag er Man United nede i London, hvor Arsenal venter. Sidstnævnte synes inde i sin bedste periode i lang tid, men en så ultra-svær kamp som denne, er nok alligevel ikke hvad man har brug for lige nu, med vigtige Gallas skadet og Henry først netop tilbage i opstart efter skadespause. Skulle Chelsea tabe lørdag vil en sejr til United være lig med et forspring på 9 points. Omvendt vil en eventuel sejr til Chelsea og ditto nederlag til Manchester bringe afstanden mellem de to ned på sølle 3. Men det er kun den matematik, der vil blive glemt så snart bolden ruller.

Liverpool-Chelsea, lørdag, kl. 13.45 på Kanal 5
Arsenal-Manchester United, søndag kl. 17.00 på Canal+sport

Nyt fra studioland

Midt i et par fridage fra studiet, hvor vi længe har arbejdet på fuld tryk. Jeg har ikke skrevet meget her på siden, hverken om de nye sange eller den proces vi er igang med. Det er nok ikke helt fair, så her lidt lys på ovenfra:

Bandet består af Rune Kjeldsen, Jesper Lind, Nicolai Munch-Hansen og Mikkel Damgaard. Producer og medspiller er – ligesom på Vejen Hjem Fra Rocknroll – Nikolaj Nørlund. Vi har indspillet i Göteborg og her i København, hvor vi pt. er ved at klargøre til mix, dvs. rydde op på spor og optage de sidste ting sangene mangler. Selve mix-processen vil foregå snart i Stockholm, London og København.

Og sangene – dem er der ikke så få af. Har aldrig før indspillet så mange til et enkelt album. Ved ikke om hver og en ender med at komme på, men det er under alle omstændigheder en iorden følelse ikke at være i underskud med materiale.

Flere har spurgt, om det kommende album kommer til at lyde som Vejen Hjem Fra Rocknroll. Well, jo, nej, det synes jeg i store træk ikke. For det første er numrene indbyrdes mere forskelligartede end sidst. Og hvor Rocknroll havde en ret ens naturlig tilgang og lyd hele vejen igennem, er der i det nye materiale meget der peger i andre og anderledes retninger. Der er flere synths og keyboards på, og jeg hører generelt bandet har en anden lyd, et anderledes mørkt skær, end sidst i Berlin, hvor vi alle fløj afsted på debut-indspilningens glimrende ubekymrethed.

Så sangene har en dybere farve, men – don’t worry – det selvfølgelig stadigvæk indenfor rammer af såkaldt normal sangstruktur med vers-chorus. Det bliver en super plade, er jeg sikker på. Ved endnu ikke med udgivelsesdato, men vi håber at have første single klar til radioairplay inden for en 3-4 uger. Mere info følger…

Kongeslottet brænder

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-THEGO.jpg

D. 22. januar udkommer debut-albummet med The Good The Bad & The Queen, bandet der bl.a. består af Blur’s Daman Albarn og The Clash-bassisten Paul Simonon. Dog ingen grund til at vente så længe – hele albummet kan allerede nu streames inde på TGTB&TQ’s egen MySpace-side.

http://www.myspace.com/thegoodthebadandthequeen

I dag er det…

…endnu en af de dage, hvor musiknavne fødes i hobetal. Francoise Hardy bliver 63, Mick Taylor (engang Rolling Stones) bliver 59, Ryuichi Sakamoto bliver 55, Steve Earle bliver 52, Paul Young bliver 51, Susanna Hoffs fra The Bangles bliver 49, Andy Rourke fra The Smiths bliver 43 og Shabba Ranks bliver 41.

Og så er der naturligvis Andy Kaufman. Han ville, hvis han ikke var død dengang i 1984, være blevet 58. Kaufman var som bekendt ikke musiker, men han havde en årelang fascination af Elvis, blev besunget af R.E.M. – og foreviget i filmen Man On The Moon.

Jens Unmacks officielle weblog