New music night and day

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Mauernight.jpg

Var i en diskussion om positivt arbejdsraseri forleden og David Bowie blev hevet frem som eksemplet på at kreativitet og voldsomt output godt – når talentet er der – kan forenes. Se på Bowie’s 1977, hvor han netop var flyttet til Berlin, vistnok hovedsageligt for at undslippe et ødelæggende coke-misbrug, hans amerikanske tilværelse ikke kunne være foruden. Så hvad gjorde David for at blive nyt menneske? Kastede sig hovedkuls ind i en Berlinmur af kreativitet og hårdt arbejde. Dels som soloartist med Tony Visconti og Brian Eno som sparringspartnere, dels med vennen Iggy Pop, der var flygtet med til Vestberlin og som med Bowie i både komponist- og producer-rolle også der selv skabte sig en helt nyt udtryk og niveau. Prøv lige ikke at tabe pusten af deres fælles release-kalender mens i Berlin:

14. januar: David Bowie – Low
18. marts: Iggy Pop – The Idiot
9. september: Iggy Pop – Lust For Life
14. oktober: David Bowie – “Heroes”


Eller tag hele Bowie’s gyldne tiår, omkring 70’erne, og se hvad han overkom:

1969, 04. november: Space Oddity
1970, 04. november: The Man Who Sold the World
1971, 17. december: Hunky Dory
1972, 06. juni The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars
1973, 13. april: Aladdin Sane
1973, 19. oktober: Pin Ups
1974, 24. april: Diamond Dogs
1975, 07. marts: Young Americans
1976, 23. januar: Station to Station
1977, 14. januar: Low
1977, 14. oktober: “Heroes”
1979, 18 maj, 1979: Lodger
1980, 12 september: Scary Monsters (and Super Creeps)

I samme periode nåede han så også at indspille og udgive to dbl-livealbums: David Live, udsendt 29 oktober 1974, og Stage, udsendt 8. september 1978.

Bowie’s tempo var regel sanrere end undtagelse for den tids artister. Roxy Music, Lou Reed, Sparks, T Rex og også de tidlige store bands efter punkbølgen kørte i samme høje gear. Udgivelsestempoet havde den fordel/ulempe, at det hurtigt eksponerede hvem der havde noget og hvem der ikke kunne være med. Et band kunne ikke – som f.eks. i dag – gemme sig væk i et studie i flere år og derefter udsende et værk så overproduceret, at dets egentlige substans eller mangel på selvsamme blafrer i vinden. Gad vide hvad nutidens acts ville komme op med med et sådanne tidspres på sig. Ville det f.eks gøre Kashmir ondt, at der ikke gik op til 4 år imellem deres albums? Ville R.E.M.’s output blive mindre vitalt af kun – ligesom i gruppens gyldne år – at være halvt så lang tid som nu undervejs i skriveproces og studio? Og ville verdensfreden blive yderligere truet af Bono’s fravær på den internationale politiske scene, fordi han oftere var krævet af sit band i et studie til det, han egentlig først og fremmest fik sin berømmelse på? Jeg tror det ikke.

Men det er ønsketænkning. Musikindustriens egen cyklus bryder sig ikke om for hyppige og for hurtige udgivelser. Den måde man gør tingene på nu kræver en langtidsforberedelse indenfor promotion/marketing, som handler om år ikke måneder. Det er vel også derfor vi – i modsætning til tidligere – så sjældent har glæden af enkeltstående singler eller EP’er, som ikke er ude for at tjene et helt albums sag. Den tankegang og forudsigelighed der ligger bag dette har gjort både musikbranchen og de plader den udsender ikke så lidt kedeligere. Hvis en David Bowie i dag var flyttet et år til Berlin, havde han kun fået lov at udsende ét enkelt album derfra og det ikke før l-a-n-g tid efter indspilningerne til det var afsluttet. For jo, der tales meget om at teknologien har gjort verden mindre, men dens musikmedier og deres funktioner har samtidig i den grad forlænget forædlingsprocessen og ventetiden før de nye plader endelig sendes ud. Ikke godt. For ny musik – nat og dag – bør altså høres…NU!

PS – New Music Night And Day var til sidste øjeblik arbejdstitlen på det album, som istedet blev udsendt under den noget mere anonyme titel Low.

Go! Revisited

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-LoveShopGo.jpg

Godt nyt til Love Shop-folket: D. 28. maj er det præcis 10 år siden Love Shop udsendte Go!. Det fejrer SonyBMG med på dagen at genudgive alles LS-favoritalbum i en 2cd-luksusudgave på selskabets nye og ambitiøse Rewind-label, der arbejder med de fornemme, internationale Legacy Edition-udgivelser som forbillede. Første cd i den nye Go!-indpakning vil indeholde det originale album, den anden, som mest er for sande LS-tilhængere og/eller rock-arkæologer, vil gå bag om pladen og præsentere Go!-samtidige sjældenheder, uudgivne tracks, demoer og liveoptagelser.

Dystopi: I morgen = i dag ?

De bedste science fiction-fortællinger er dem, der kan fortælle os noget om vores egen tid og vores egen virkelighed. Dystopierne står desværre i kø for at være gode bud på gode fortællinger. George Orwell advarede om overvågningssamfundet og ensretningen i 1984. Aldous Huxley advarede mod bioteknologiens mulige konsekvenser i Fagre Nye Verden, og Ray Bradbury så dumhedens triumf i Fahrenheit 451.

I går så jeg The Children of Men, der netop er et vellykket stykke science fiction – og endnu en dystopi. Romanforlægget af P.D. James købte jeg for over 10 år siden på et svensk bogudsalg, men fik jeg læst den? Ak nej.

Flygtninge i bure og lejre, tyk luftforurening, svigtende reproduktivitet, plastikkirurgi som overlevelse, et adgangskontrolleret samfund hvor ingen stoler på de andre, en slags kontrolleret borgerkrig i randområderne… The Children of Men er den mest overbevisende film i genren, jeg har set siden Blade Runner (og det er godt nok en menneskealder siden) – ja, på nogle måder mere vellykket. Jeg vil ikke røbe mere, blot komme med en kryptisk bemærkning om at et barns gråd kan få våbnene til at tie.

Se den!

When saturday comes

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Thereisalight.jpg

Så er det alvor i toppen af Premier League: Weekenden byder på to topmøder, hvis resultater vil kunne betyde meget for sæsonens endelige udfald for de implicerede klubber. På Anfield tager Liverpool lørdag middag imod Chelsea, der skal og må vinde for at holde trit med Manchester United på førstepladsen. Liverpool har på det seneste i Premier League endelig vist stor stabilitet og styrke, men forrige uges to fæle cup-nederlag – 1-3 og 3-6 – hjemme mod Arsenal gør stadigvæk så ondt, at alt andet end en sejr lørdag vil sprede stor disillusion. Chelsea har uden samlingspunktet John Terry haft en omtumlet jule-periode med et shaky forsvar, uro omkring både Shevchenko og træner Mourinho, og simpelthen for mange mistede “lette” points. Chelsea vil håbe, at Liverpools tendens med underpræstering mod de andre tophold fortsætter lørdag. Det bør blive et brag af en kamp, med alt hvad der er på spil af indbyrdes had, prestige, nervøsitet og ambitioner.

Søndag er Man United nede i London, hvor Arsenal venter. Sidstnævnte synes inde i sin bedste periode i lang tid, men en så ultra-svær kamp som denne, er nok alligevel ikke hvad man har brug for lige nu, med vigtige Gallas skadet og Henry først netop tilbage i opstart efter skadespause. Skulle Chelsea tabe lørdag vil en sejr til United være lig med et forspring på 9 points. Omvendt vil en eventuel sejr til Chelsea og ditto nederlag til Manchester bringe afstanden mellem de to ned på sølle 3. Men det er kun den matematik, der vil blive glemt så snart bolden ruller.

Liverpool-Chelsea, lørdag, kl. 13.45 på Kanal 5
Arsenal-Manchester United, søndag kl. 17.00 på Canal+sport

Nyt fra studioland

Midt i et par fridage fra studiet, hvor vi længe har arbejdet på fuld tryk. Jeg har ikke skrevet meget her på siden, hverken om de nye sange eller den proces vi er igang med. Det er nok ikke helt fair, så her lidt lys på ovenfra:

Bandet består af Rune Kjeldsen, Jesper Lind, Nicolai Munch-Hansen og Mikkel Damgaard. Producer og medspiller er – ligesom på Vejen Hjem Fra Rocknroll – Nikolaj Nørlund. Vi har indspillet i Göteborg og her i København, hvor vi pt. er ved at klargøre til mix, dvs. rydde op på spor og optage de sidste ting sangene mangler. Selve mix-processen vil foregå snart i Stockholm, London og København.

Og sangene – dem er der ikke så få af. Har aldrig før indspillet så mange til et enkelt album. Ved ikke om hver og en ender med at komme på, men det er under alle omstændigheder en iorden følelse ikke at være i underskud med materiale.

Flere har spurgt, om det kommende album kommer til at lyde som Vejen Hjem Fra Rocknroll. Well, jo, nej, det synes jeg i store træk ikke. For det første er numrene indbyrdes mere forskelligartede end sidst. Og hvor Rocknroll havde en ret ens naturlig tilgang og lyd hele vejen igennem, er der i det nye materiale meget der peger i andre og anderledes retninger. Der er flere synths og keyboards på, og jeg hører generelt bandet har en anden lyd, et anderledes mørkt skær, end sidst i Berlin, hvor vi alle fløj afsted på debut-indspilningens glimrende ubekymrethed.

Så sangene har en dybere farve, men – don’t worry – det selvfølgelig stadigvæk indenfor rammer af såkaldt normal sangstruktur med vers-chorus. Det bliver en super plade, er jeg sikker på. Ved endnu ikke med udgivelsesdato, men vi håber at have første single klar til radioairplay inden for en 3-4 uger. Mere info følger…

Kongeslottet brænder

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-THEGO.jpg

D. 22. januar udkommer debut-albummet med The Good The Bad & The Queen, bandet der bl.a. består af Blur’s Daman Albarn og The Clash-bassisten Paul Simonon. Dog ingen grund til at vente så længe – hele albummet kan allerede nu streames inde på TGTB&TQ’s egen MySpace-side.

http://www.myspace.com/thegoodthebadandthequeen

I dag er det…

…endnu en af de dage, hvor musiknavne fødes i hobetal. Francoise Hardy bliver 63, Mick Taylor (engang Rolling Stones) bliver 59, Ryuichi Sakamoto bliver 55, Steve Earle bliver 52, Paul Young bliver 51, Susanna Hoffs fra The Bangles bliver 49, Andy Rourke fra The Smiths bliver 43 og Shabba Ranks bliver 41.

Og så er der naturligvis Andy Kaufman. Han ville, hvis han ikke var død dengang i 1984, være blevet 58. Kaufman var som bekendt ikke musiker, men han havde en årelang fascination af Elvis, blev besunget af R.E.M. – og foreviget i filmen Man On The Moon.

Bigmouth strikes again

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-ElAl.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Al.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Al3.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Al7.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Al2.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Al1.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Al6.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Al4.jpg

“People don’t realize what they had till it’s gone. Like President Kennedy – nobody like him. Like The Beatles, there will never be anything like them. Like my man, Elvis Presley – I was the Elvis of boxing.”


Muhammed Ali har fødselsdag i dag. Uden hans ekstremt uhm…selvsikre og mesterboksende tilstedeværelse havde TV-alderen været ikke så lidt kedeligere at gå igennem. Tror vi må være en del, der husker Rumble In The Jungle-dysten i Zaire, den mod George Foreman, som et absolut 70’er-sports-melodrama, helt på suspensehøjde med fodbold-VM-finalerne i München og Buenos Aires, samt Liverpool’s første Champions League-triumf, mod Allan Simonsens Borussia Mönchengladbach i 1977. Tillykke med dagen, Champ!

1 stk. movieklip

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-JAMELIA.jpg

Mens rockworld stadig ligger sæsonstille, må vi have øje for andre ting. For to uger siden anbefalede vi her engelske Amy Winehouse via dén Rehab-single fra hendes nye, så skarpe rocknsoul-album Back In Black, og der er mere lys fra samme verdenshjørne: London-RnB-sangerinden Jamelia har på sin nye single Beware Of The Dog lånt selveste Nephew’s Movieklip og får faktisk et forrygende uptempo-hit ud af det. Overraskende – som nu især med anderledes personlige og udfordrende Winehouse – hvad der kan ske, når repræsentanter for RnB-karavanen forlader genrens sterile indelukke og kører ind i rocknrollland. Kopiér, paste, hør og se selv her:

Forbindelser – og løsninger

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-oldcore.jpg

Her er svarene på weekendens lille udfordring. Jeg har angivet nummer og album, i visse tilfælde kun album, når de pågældende musikere har samarbejdet om flere numre på samme album.

Napalm Death-R.E.M.:

Mick Harris [Napalm Death] – John Zorn (Painkiller)
John Zorn – Bill Laswell (Naked City)
Bill Laswell – Michael Stipe [R.E.M.] (“Alive and Living”, The Golden Palominos: Drunk With Passion)

David Bowie – Helmut Lotti:

David Bowie – John Lennon (“Fame”, Young Americans)
John Lennon – Elton John (“Whatever Gets You Through The Night”, Walls and Bridges)
Elton John – Cliff Richard (“Slow Rivers”, Two’s Company)
Cliff Richard – Helmut Lotti (“Danny Boy”, Two’s Company)

Simon Kvamm – Neko Case:

Simom Kvamm – Henriette Sennenwaldt (“Milk and Wine”, USADSB)
Henriette Sennenwaldt- Howe Gelb – (“Classico”, Is All Over The Map)
Howe Gelb – Neko Case (Fox Confessor Brings The Flood)

Simple Minds – M. Ward:

Simple Minds – Lisa Germano (Real Life)
Lisa Germano – Howe Gelb (OP8)
How Gelb – Neko Case (Fox Confessor Brings The Flood)
Neko Case – M. Ward (“To Go Home”, Post-War)

Jens Unmack – Aretha Franklin:

Jens Unmack – Kasper Foss (“#1”, Gå ikke over sporet)
Kasper Foss – Steve Lukather (“I Won’t Let Go”, Mike Tramp: More To Life Than This)
Steve Lukather – Aretha Franklin (Love All The Hurt Away)

Joy Division – Robbie Williams:

Bernard Sumner [Joy Division] – Neil Tennant [Pet Shop Boys] (“Getting Away With It”, Electronic)
Neil Tennant – Robbie Williams (“We Are The Pet Shop Boys”, Rudebox)

John Lennon – Neil Finn:

John Lennon – Jim Keltner (Imagine)
Jim Keltner – Neil Finn (“Now We’re Getting Somewhere”, Crowded House)

Crowded House – Sonic Youth:

Tim Finn [Crowded House] – Eddie Vedder (“I See Red”, 7 Worlds Collide)
Pearl Jam – Cypress Hill (“Real Thing”, Judgement Night)
Cypress Hill – Sonic Youth (“I Love You Mary Jane”, Judgement Night)

Ryan Adams – Metallica:

Ryan Adams – Marianne Faithful (“English Girls, Approximately”, Love Is Hell)
Marianne Faithful – Metallica (“The Memory Remains”, Reload)

Crowded House – Wilco:

Tim Finn [Crowded House] – Ken Coomer [Wilco] (Say It Is So)

Radiohead – Johnny Cash:

Thom Yorke [Radiohead] – P.J. Harvey (“This Mess We’re In”, Stories From The City, Stories From The Sea)
P.J. Harvey – Nick Cave (“Death Is Not The End”, Murder Ballads)
Nick Cave – Johnny Cash (“I’m So Lonesome I Could Cry”, The Man Comes Around)

Public Enemy – Suede:

Public Enemy – Anthrax (“Bring The Noise”, Apocalypse 91: The Enemy Strikes Black)
Anthrax – Angeolo Badalamenti (“The Black Lodge”, Sound of White Noise)
Angelo Badalamenti – Bernard Butler [Suede] (Booth and the Bad Angel)

Tom Waits – Luciano Pavarotti:

Tom Waits – The Replacements (“Date to Church”, All For Nothing/Nothing For All)
The Replacements – John Cale (“Sadly Beautiful”, All Shook Down)
John Cale – Brian Eno (Wrong Way Up)
Brian Eno – Luciano Pavarotti (“Miss Sarajevo”, The Passengers: Original Soundtracks)

The Clash – Grateful Dead:

Paul Simonon [The Clash] – Bob Dylan (Down In The Groove)
Bob Dylan – Jerry Garcia [Grateful Dead] (Down In The Groove)

Crystal Gayle – Metallica:

Crystal Gayle – Tom Waits (One From The Heart)
Tom Waits – Lester Claypool (“Hoist That Rag”, Real Gone)
Lester Claypool [Primus] – Metallica (“Tuesday’s Gone”, Garage Inc.)

Elvis Presley – Elvis Costello:

Elvis Presley – Jerry Scheff (All Shook Up)
Jerry Scheff – Elvis Costello (King of America)

R.E.M. – Red Hot Chili Peppers:

R.E.M. – Warren Zevon (Sentimental Hygiene)
Warren Zevon – Flea [Red Hot Chili Peppers] (“Leave My Monkey Alone”, Sentimental Hygiene)

Jens Unmack – The Ramones:

Jens Unmack – Jacob Høyer (Vejen Hjem Fra Rocknroll)
Jacob Høyer – The Raveonettes (Pretty in Black)
The Raveonettes – Ronnie Spector (“Ode to L.A.”, Pretty in Black)
Ronnie Spector – Joey Ramone [The Ramones] (She Talks to Rainbows)

En verden af forbindelser

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-erdos.jpg

Tidligere har jeg skrevet om Erdös-tal, som er et begreb man bruger for sjov i de matematiske fag. Paul Erdös (manden på billedet) var en dygtig (og excentrisk) ungarsk matematiker, der rejste rundt og lavede forskning sammen med alle mulige. Erdös-tallet angiver hvor langt man er fra at have samarbejdet med Erdös. Mit eget Erdös-tal er forresten 6.

Man kan lave et tilsvarende begreb i popmusikkens verden. En forbindelse opstår, når to musikere spiller sammen på samme nummer på samme album. Her er et eksempel:

Hilmer Hassig spiller keyboards på Martin Halls album A Touch Of Excellence. På samme album spiller Lars Top-Galia guitar. Dette giver 2 led mellem Hilmer og Lars:

Hilmer Hassig – Martin Hall – Lars Top-Galia (2)

Nu er det jeres tur ude ved skærmene! Find forbindelserne i nedenstående liste, hvor tallet i parentes antal forbindelser. Måske finder vi på en præmie, hvis nogen derude er rigtig gode. Svarene kommer efter en vel overstået weekend.

Husk at kun officielle albums gælder. Bruce Springsteen og REM har f.eks. spillet sammen til en koncert, men der findes ingen officiel udgivelse af dette samarbejde. Omvendt medvirker P.J.. Harvey og Kylie Minogue begge på samme nummer på Nick Caves album Murder Ballads, så

P.J. Harvey – Kylie Minogue (1)

I det store udland

Napalm Death – R.E.M. (3)
David Bowie – Helmut Lotti (4)
Joy Division – Robbie Williams (3)
Radiohead – Johnny Cash (3)
John Lennon – Neil Finn (2)
Simple Minds – M. Ward (3)
Elvis Presley – Elvis Costello (2)
Ryan Adams – Metallica (2)
Public Enemy – Suede (3)
Tom Waits – Luciano Pavarotti (4)
Crystal Gayle – Metallica (3)
Crowded House – Sonic Youth (3)
Crowded House – Wilco (1)
The Clash – Grateful Dead (2)
R.E.M. – Red Hot Chili Peppers (2)
Bruce Springsteen – R.E.M. (2)

– og herhjemme

Simon Kvamm – Neko Case (3)
Jens Unmack – Aretha Franklin (3)
Jens Unmack – Ramones (4)

Succeshistorier

Mens vi sad og skrev om David Bowie, lavede analyseinstituttet Green en undersøgelse for dagbladet Børsen. Den viser at Anders Fogh Rasmussens popularitet igen er stigende:

Her halvvejs inde i den fire-årige regeringsperiode erklærer halvdelen af danskernes sig tilfredse med Venstres statsminister – efter et dyk på 10 pct. i tilfredsheden hen over et efterår, der var præget af velfærdsdebat.

Også på det vigtige spørgsmål om, hvem der bedst garanterer velfærdsstaten, er Anders Fogh Rasmussen igen rykket op på siden af Helle Thorning-Schmidt.

Hver får her opbakning fra 42 pct. af vælgerne.

Jeg ser ud til at vinde mit væddemål med Mølleren om en flaske Vincent Bliard Brut – VC-regeringen vinder næste valg i 2009 og vinder igen 4 år senere. Om jeg har lyst til at lade champagneproppen springe hin vinterdag i 2013 vil jeg dog lade være usagt.

Og så er der forresten nu hele 338 brugere tilmeldt jensunmack.dk. En af dem er endda så glad for at være bruger, at hun har registreret sig 6 gange.

Ikke hvilkensomhelst station

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-no2.jpg

For at overbevise skeptikere – måske selv Pastoren – om, at David Bowie ikke udelukkende var et frådende apotek, da han lavede sin Station To Station, bringes her teksten til dens Word On A Wing, der både i ord og musik er en af de reneste og mest velartikulerede kærlighedssange, man kan forestille sig. Muligvis vores helt ikke havde klaret en dopingtest under tilblivelsen, men mig, jeg synes det er underordnet. Hvis al kunst – jo, Station To Station kan holde til netop det prædikat – der er lavet på illegale substanser skulle diskvalificeres, ville verden blive berøvet ikke så få mesterværker. Station To Station er albummet, hvor Bowie først stillede ind på det Europa, han snart skulle finde og forløse under sit kommende ophold i Berlin. Det høres i den vægtløse udgave af Nina Simone’s Wild Is The Wind, en version der siden dannede blueprint for Suede’s Europe Is Our Playground, og endnu mere i det sofistikerede titelnummer, hvor en forslået men søgende romantisk vision, samt et mærkbart musikalsk input af tyske Kraftwerk/Can, i David Bowie’s hænder bliver til stor, komplet musik. Sjældent har nogen coke-psykose lydt SÅ inspireret.

WORD ON A WING

In this age of grand illusion you walked into my life out of my dreams
I dont need another change, still you forced away into my scheme of things
You say were growing, growing heart and soul
In this age of grand illusion you walked into my life out of my dreams
Sweet name, youre born once again for me
Sweet name, youre born once again for me
Oh sweet name, I call you again, youre born once again for me
Just because I believe dont mean I dont think as well
Dont have to question everything in heaven or hell

Lord, I kneel and offer you my word on a wing
And Im trying hard to fit among your scheme of things
Its safer than a strange land, but I still care for myself
And I dont stand in my own light
Lord, lord, my prayer flies like a word on a wing
My prayer flies like a word on a wing
Does my prayer fit in with your scheme of things?

In this age of grand illusion you walked into my life out of my dreams
Sweet name, youre born once again for me
Just as long as I can see, Ill never stop this vision flowing
I look twice and youre still flowing
Just as long as I can walk
Ill walk beside you, Im alive in you
Sweet name, youre born once again for me
And Im ready to shape the scheme of things

Ooh, ready to shape the scheme of things
Ooh, ready to shape the scheme of things
Ooh, ready to shape the scheme of things
Ooh, ready to shape the scheme of things
Ooh, ready to shape the scheme of things
Ooh…

Lord, I kneel and offer you my word on a wing
And Im trying hard to fit among your scheme of things
Its safer than a strange land, but I still care for myself
And I dont stand in my own light
Lord, lord, my prayer flies like a word on a wing
And Im trying hard to fit among your scheme of things
Its safer than a strange land, but I still care for myself
And I dont stand in my own light
Lord, lord, my prayer flies like a word on a wing
My prayer flies like a word on a wing
Does my prayer fit in with your scheme of things?

© David Bowie

Jens Unmacks officielle weblog