Ikke dårligt

– Som konservative er vi nødt til at trække en grænse her. Vi kan ikke have et arbejdsfællesskab med et parti, der tilsyneladende er intolerant, udemokratisk og på grænsen til det racistiske.

Rune Kristensen, KU-formand

Ikke dårligt

Så lød fløjten, og byen er forandret. Også tillykke til FC København, der stadig har chance for at få en medalje.

Selv om man kan høre sangen og jubelen fra stadion tværs over fjorden, vil jeg nu alligevel forlade tastaturet og bevæge mig ud i byen for en stund.

(Der var også noget med et par flasker Raftman i et væddemål, men det kan vi ordne pr. e-mail.)

Noget at gå op i

For længe siden diskuterede teologer efter sigende, hvor mange engle der kunne danse på et knappenålshoved. Mange hundrede år senere har danske politikere kastet sig over en ny, hypotetisk diskussion.

I dagens anledning bærer denne blog derfor tørklæde.

Plastic

I går var det 30 år siden belgieren Plastic Bertrand udsendte sin ‘Ca Plane Pour Moi’-punkpastiche. Det Beach Boys-catchy vrøvlenummer blev et dansk noveltyhit af de store i radio, i Jørgen De Mylius-TV, ja, selv på Finderup Lade, et lurvet blinkende diskotek, syv kilometer sydvest for Viborg, der ellers kun tilhørte Rod Stewart, Anelka, Donna Summer, Arabesque, den slags. Plastic’s største øjeblik – og nej, der var ikke mange! – er nu hans senere og langt mere modernistiske ‘Tout Petit La Planete’, en Air-lydende, verdensfjern bastardsang, ikke ulig Andreas Dorau & Die Marinas’ ‘Fred Vom Jupiter’. Svenske Bob Hund udsendte iøvrigt siden deres egen Pixies-møder-Bob Hund-version af ‘Den Lilla Planeten’. Her Plastic’s original i al sin synthetiske vælde: http://youtube.com/watch?v=DPSxqknJBUM

El pueblo unido

Hvor mange er klar over, Frank Sinatra, forlod denne jord på frihedsstjernen Che Guevara’s 70-års fødselsdag!? Det skete den dag i dag for præcis 10 år siden. Mon Che, der kom fra priviligeret og veloplyst baggrund i Argentina, iøvrigt holdt af stræbsomme Sinatra’s iskolde fraseringsperfektion, eller foretrak han Dean Martin’s mere loose som charmerende tilgang…? El Che blev taget til fange og myrdet i Bolivia i 1967, samme år Frank lå allerøverst på toppen af poppen med Nancy-duetten ‘Somethin’ Stupid’. Det var en vild verden og Che ville forandre den.


Stetson og sampler

(Åh, nej, skriver han nu igen om countryrock? Ja, det gør han. Og så alligevel.)

Her efter pinse har jeg kastet mig over to nye udgivelser.

Neva Dinova er en gruppe fra Nebraska, der netop er blevet signet til Saddle Creek Records, hjemsted for bl.a. den bævende dreng fra Bright Eyes. Deres tredje album, You May Already Be Dreaming, udkom i sidste måned. Her er både countrymusik med tydelig inspiration fra Johnny Cash og mere regulær rock. På sin vis minder de derfor lidt om Okkervil River – og er værd at give et lyt på f.eks. Neva Dinovas MySpace-side.

Four Tet alias Kieran Hebden har en ny EP ude, Ringer, og her lyder han mere `traditionelt elektronisk’ end ellers med en regulær synthesizer-lyd og lige så regulært dansable beats. Online-musikstedet The Fader har et langt DJ-sæt mixet af Four Tet, der indledes med et nummer fra Ringer og derefter blander bl.a. Kraftwerk, Carl Craig, Autechre og Burial ind. Hent det her.

Regnskabets time

Forglem sæsonens endeløse blødbrødsfestivaler. For der er mere til livet end koncentrationslejre af Tuborg-logos, plastikpissoirs, orangeklædte fangevogtere. Og i-n-g-e-n skulle i det hele taget behøve stille sig tilfreds med Alphabeatrasmusnøhrbigsadfake-fluevægtskost. Om kun en uge kommer helt anderledes stærktbrændende Nick Cave & The Bad Seeds til landet og sætter tingene på plads i KB-Hallen på Frederiksberg. Her er setlisten som dikteret fredag aften, oppe fra scenen i London’s Hanmmersmith Apollo:

Night Of The Lotus Eaters
Dig, Lazarus, Dig!!!
Tupelo
Red Right Hand
Today’s Lesson
Midnight Man
I Let Love In
Deanna
Moonland
Hold On To Yourself
The Ship Song
We Call Upon The Author
Lie Down Here (& Be My Girl)
Papa Won’t Leave You, Henry
More News From Nowhere
—————–
Lovely Creature
Get Ready For Love
The Lyre Of Orpheus
—————–
Into My Arms
Hard On For love
Stagger Lee

Sods genopstået?

Både ja og nej. Fredag var der koncert på Stengade 30 i forbindelse med udsendelsen af BØRNEPUNK!, en compilation med nye helt unge danske punkbands, featuring bl.a. Reaktion, Skrald, Højspænding og Psykisk Hårdt…! En surpriseoptræden med stort S på aftenen var en anderledes voksen duo, bestående af Thomas Ortved (trommer) og Peter Peter (elektrisk guitar + sang). Den punkkorte setliste indeholdt såvidt vides Sods-klassikerne ‘Copenhagen’, ‘Television Sect’ og ‘Ghostrider’. Det skulle have været vildt.

He did it his way

Den var alt andet end graciøs. Sid Vicious – karikaturpunkrocker, junkie, voldsmand, morder og afløser-bassist i Sex Pistols – blev fanget af sin tidlige død i evig ungdom, men kunne under heldigere omstændigheder være blevet 51 år i dag. Hvor vildt er det ikke!?

Og nu vi er nede i flagbutikken: Paul Hewson, bedre kendt ude på alverdens stadionscener som Bono Vox, får i dag formodentlig en fødselsdagskage med 48 lys på – når han mon at blive pave inden de 50?

Allerede glemt

For en sikkerheds skyld: Undskyld, jeg ødelægger den gode stemning. Rundt om i verden findes en række “glemte krige”, som får ingen eller sporadisk, kortfattet opmærksomhed i medierne. I disse dage er der startet endnu en glemt krig i den by, nogle har kaldt Mellemøstens Paris. Danmarks største avis bruger to meget korte spalter gemt på side 7 i dagens udgave.

Amor og den sidste pil

I dag bliver C.V. Jørgensen 58. Tillykke!

Jeg strejfer planløst om på vejene hvor jeg bor
med fornyet appetit på livets gang her højt mod nord
hvor folk & fæ igen færdes uvante i det fri
mens stjernerne de funkler som Reseda’s simili
& hver en villahave har sin helt specielle duft
der forsøder sommernattens stillestående luft
hvor nattergalen uden at unde sig selv det mindste hvil
slår sine triller dygtigt ramt af Amors pil

Ja natten den er lys & lang som vejen hjem til der hvor
min uredte seng står frit i rummet fristende & klar
med drømme der vil ku’ sende enhver til verdens ende
men jeg la’r andre om at sove & forbli’r i min tro
på at vinden hvisker i mit øre ka’ du høre græsset gro

© Carsten Valentin Jørgensen

The return of The Last Shadow Puppets

Læste et skriv i Times om The Last Shadow Puppets, om hvordan deres nye longplayer er så ovenud vellykket, at den måske ligefrem udgør en trussel for Arctic Monkeys’ fremtid. For hvordan skal Arctic-primusmotor Alex Turner, der sammen med Miles Kane, Liverpool-bandet The Rascals’ ditto, udgør The Last Shadow Puppets, nogensinde med ro og tilfredshed i sjælen kunne vende tilbage til gigabandet Arctic Monkeys’ meget mere simple og endimensionelle udtryk, efter oplevelsen med den store flyvende musik, som er i næsten samtlige spor på The Last Shadow Puppets’ The Age Of The Understatement-album!?

Der lykkes det de to besjælede sangere, at ramme nutidig relevans på kornet i et direkte men meget anderledes traditionsbevidst og komplekst udfordrende popsprog, end det vi kender fra ‘Bet You Look Good On The Dancefloor’. En god nyhed er derfor, at Turner/Kane netop har annonceret de første par britiske festivalshows med dette oprindelige fritidsband, som altså hermed pludselig synes vokset til noget større og vigtigere for dem begge. Det forståes, for deres fælles album er virkelig en hovedrystende brillant affære. Anbefales herfra skal også iTunes-EP’en The Age Of The Understatement, ikke mindst takket være to lysende covers af David Bowie (‘In The Heat Of The Morning’) og Billy Fury (‘Wondrous Place’).

Ydmygelsernes land

I Spanien forskriver tradition, at et nykåret mesterhold klappes på banen af sin førstkommende modstander. Skæbnen ville således i aftes, at Real Madrid, der i søndags på to sidsteøjebliksmål oppe i Pamplona skød guldpapegøjen, skulle modtage netop den hyldest af FC Barcelona – tal lige om to hold og byer der historisk set intet godt vil hinanden! Barcelona’s indeværende sæson har desuden været én tung, uinspireret og skuffende rejse, så denne ekstra klump kongeklubshvid salt af en gestus ned i såret har ikke bare gjort lidt ondt at skulle stå igennem.

Så mon ikke samtlige Blaugranas-tilhængere knyttede næver lidt i kl. 22, håbende intenst på en isoleret sjæleløftende revanche, som af helt andre tider, i selve den match der skulle igang!? Sådan blev det ikke. Real Madrid begravede istedet træner Frank Rijkaard og hans sorgfulde mænd, der endda var ikke så lidt heldige med kun at gå ned med 4-1 – ren ydmygelse blev det undervejs i vedvarende aftenregn og sammenbrudsaffødt jubel. Ja, fodbold er et nådesløst spil, hvor skuffelsen står mere absolut end nogen glæde. Spørg bare verdens ensommeste Frank Rijkaard om det. Hans kufferter skal pakkes snart. Det er vel svar nok.

Ingen store armbevægelser

Seks år er gået siden tyske The Notwist sidst lod høre fra sig, med det sublime og særprægede album Neon Golden, en nysgerrig elektronisk rejse på et nærtog af hemmelige sange. Det tyske band formåede dengang at bryde genregrænser ned mellem electronica og indie, med en diskret organisk musik der var kantet, snørklet, sø(r)gende melodiøs og hele tiden så tæt på i sit tørre lydvalg og klippende tonefald.

Seks år er lang tid i PopWorld, så forventninger til comeback-albummet The Devil, You + Me har gået stille med dørene. Og det gør det nye udspil fra det tidligere hardcoreband så ligeledes. Igen tages man nænsomt ind i The Notwist’s rumklangssky atmosfære, der kommer med en slags næsten Mikael Simpsonsk sovekammer-intimitet. Akustiske guitarer rumsterer, rytmesamplinger knitrer, keyboards hvisker, skrøbelige melodier søger luft under Markus Acher’s talesyngende stemme.

Seks år og bevæbnet med enkle engelske ord. Hverdag og tyngdekraft, bevægelse og afsked, søvn og tilgivelse. Ikke meget glimmer der og Madonna-glitz, nej. Men husk, de gode løgne vinder. Og bliver det ikke nogen god nat, vil The Devil, You + Me ialfald være vores opløftende selskab igennem den. The Notwist har hermed præsteret endnu et underspillet åndedrag af en stor plade. Med den slags sjældne sange, der kun folder sig langsomt ud.

Jens Unmacks officielle weblog