Fem år, fire versioner

11.jpg

Talte i går om de sange, David Bowie indspillede i januar 1972 i BBC-studierne i London. En af dem er Ziggy Stardust-albummets letgenkendelige dommedags-åbningsspor ‘Five Years’, der undervejs så musikalsk imponerende vokser, folder sig ud og tilsidst nærmest letter. Se og oplev sangen her i fire meget forskellige udgaver:

– Ultra dugfrisk og uspoleret på BBC’s Whistle Test 8. februar, 1972.

– Som smuk plastic-soul på Dinah Shore‘s TV-show, 1975.

– Fjern og lettere mekanisk på Heroes-touren i Tokyo, 1978.

– Sat ned i toneart, men op i intensitet, sammen med Arcade Fire, NYC, 2005.

Manden der faldt væk fra jorden

aud7.jpg

Ved ikke hvad der er galt med det nye år, men her på siden synes alt gået i enten David Bowie eller fodbold. Og her mere af førstnævnte.

For præcis 36 år siden – den hedder 18. januar 1972 kl. 9.30 om morgenen – gik David Bowie og hans band ind i BBC’s Maida Vale-studier i London, for at indspille session til DJ John Peel’s ‘Sounds Of The 70’s’-radioshow. Ziggy Stardust-albummet ville først komme i starten af juni, og den gigantiske tour på omkring 160 (!) shows, der skulle bringe Ziggy Stardust-konceptet ud i den virkelige verden, var sat til start 3. februar i Coventry, og altså endnu ikke afsted på landevejen.

Hunky Dory var netop udkommet i december, kun en måned tidligere, alligevel var Bowie og co. allerede langt videre i teksten. For væk var den plades lettere forfinede som ekcentriske stil, istedet afløst af episk men enkel singalong-semiglam, suverænt manifesteret senere på selve Ziggy Stardust-pladen. Men disse hastige BBC-indspilninger var derfor første offentlige demonstration af den ny anderledes kurs. Ingen rysten på hænder eller nervøsitet i feltet af den grund fra det fremragende band. Tværtimod. De 5 sange der blev indspillet på godt fire timer:

Hang On To Yourself
Ziggy Stardust
Queen Bitch
I’m Waiting For My Man
Five Years

Lou Reed-sangen (‘I’m Waiting..’) og Hunky Dory-nummeret (‘Queen Bitch’) er her ret ligegyldige. Men de tre sange, der siden skulle ende op på Ziggy Stardust, står massivt i impulsiv råstyrke. De mere velproducerede studieversioner på albummet er muligvis de definitive, men disse live i studiet BBC-versioner besidder en skødesløs rocknroll-selvsikkerhed, umulig ikke at blive fanget ind af. Ikke mindst guitarhelt Mick Ronson deler offensivt ud af skarp attitude, distortion og – som altid – musikalske licks.

BBC-sangene blev broadcastet første gang 6. februar, og kan kun have givet voldsom genlyd blandt de med fingre på tidens puls. Længe siden har man kun kunnet læse om optagelsernes overlegenhed, men nu kan de heldigvis atter høres, det på dbl-cd’en Bowie At The Beeb, der samler samtlige David Bowie-BBC-sessions fra 1968-73. Ab-so-lut anbefalelsesværdig musik for hvemsomhelst der holder af Bowie i denne periode. Specielt pladens 2. cd, der gør sig i sessions fra hans ’72-guldalder, er et must.

PS – Et andet stærkt cd-dokument fra samme era er det meget lydforbedrede live-soundtrack fra D.A. Pennebaker’s berømte koncertfilm, den af Tony Visconti 2003-remixede Ziggy Stardust And The Spiders From Mars, optaget i Hammersmith Odeon, London på Ziggy Stardust-tour’ens allersidste show i juli 1973, den aften iøvrigt David Bowie sagde farvel og opløste sit band på scenen. Men det er en anden historie.

PPS – Bemærk David Bowie ikke ét sted ovenfor kaldes det om sig altid brugte ‘The Thin White Duke’. Vi hader sgu’ det tilnavn her – lazy journalism!

Marxistiske vegetarer?

header.jpg

De, der gerne vil have en kombination af et billigt grin og en stille hovedrysten, bør kigge forbi

http://blogs.guardian.co.uk/sport/2008/01/17/the_truth_the_soccerphobes_ref.html

hvor Steven Wells fortæller om en hysterisk anti-fodbold-bevægelse i USA. Vores alle sammens yndlingssport er tilsyneladende den globale elites ækle udklækningsrede for voldelige, feminine, lesbiske, venstreorienterede, terroristiske, uamerikanske tøsedrenge og nazister.

Jay Nordlinger citeres bl.a. for at fodbold er “a project of the left, the athletic equivalent of vegetarianism”. Han har vist ikke fulgt med i min medforfatters føljeton ang. amerikanske storkapitalisters overtagelse af en vis nordengelsk klub.

For en god ordens skyld: Jeg har været i USA adskillige gange, har mødt mange rare mennesker derovre og også nogle, der godt kan lide fodbold. Amerikansk football (den med rugby-bolden og skulderpuderne) har aldrig sagt mig noget og har aldrig forekommet mig særligt anti-voldelig, men jeg har ikke noget specielt imod den.

Fake plastic band

08117_104022_radioheadaw_26.jpg

2007 var et specielt år for Radiohead. Ikke bare var der den nytænkende måde at sælge sin musik på, som bandets In Rainbows-album blev eksponent for. Nix, der var også selve pladens indhold, en fascinerende return to form, sange og lyde som vandt beundring næsten hvorend de blev hørt. Og sidst men ikke mindst blev Radiohead, efter år i skammekrogen, taget til nåde her på siden.

Alle disse fremgange blev onsdag aften fejret i London, hvor Radiohead spillede årets første koncert, et hastigt arrangeret show i 93 Feet East, en lille sal ikke mange meter fra Rough Trade, pladebutikken der egentlig skulle have dannet ramme om denne begivenhed.

Ikke dårligt for de heldige få specielt at være kommet for sangene på In Rainbows, der på aftenen blev spillet i sin helhed – her er setlisten:

’15 Step’
‘Bodysnatchers’
‘Nude’
‘Weird Fishes/Arpeggi’
‘All I Need’
‘Faust Arp’
‘Reckoner’
‘House Of Cards’
‘Jigsaw Falling Into Place’
‘Videotape’
+ + +
‘Up On The Ladder’
‘You And Whose Army?’
‘The National Anthem’
‘My Iron Lung’
‘The Bends’

Hvilken forskel gør det?

difference1.jpg

I disse dage i 1984 udkom The Smith’s 3. single ‘What Difference Does It Make?’. Efter originaliteten og adrenalin-rushet af ‘This Charming Man’, The Smiths’ brag af et britisk gennembrud, blev forventninger en smule vingeskudt af denne nye sanges mere jordiske musikalske gods. Heldigvis var der, som altid hos The Smiths, trøst at hente på et par overlegne B-sider; ‘These Things Take Time’ og ‘Back To The Old House’ Da første oplag var væk, kunne singlen iøvrigt kun købes med ‘forkert’ cover. Den oprindelige coverstar Terence Stamp følte ikke det var juridisk iorden at blive brugt af The Smiths, og derfor blev Rough Trade tvunget ud i remaken her nedenfor, hvor Morrissey himself poserer smilende med det glas mælk.

difference2.jpg

Let the good times roll

kevin_keegan-head_over_heels_in_love_s.jpg

Vi var mange der troede Liverpool i denne uge var længder foran alle andre klubber, i racet om hvilken en der opfører sig mest hovedrystende tåbeligt. Ialfald indtil sent onsdag eftermiddag, da nyheden tickede ind om at Newcastle United’s valg af ny manager er Kevin Keegan.

Jeg skal gerne tilstå en stor svaghed for Keegan, da han i 1970’erne bar den røde trøje med 7-tallet i Liverpool. Ja, faktisk købte jeg hver uge det engelske fodboldblad Shoot!, kun for at læse hans ghostwritede column, oftest om de mest uhyrlige almindeligheder.

Efter at have gennemlevet persondefinerende øjeblikke med Kevin Keegan – 3-0-FA-cupfinalen 1974 over netop Newcastle, mesterskabsafgørelsen i 1976, da Liverpool i allersidste udsatte kamp vandt det hele på Molineaux med 3-1 over Wolves, samt 3-1-euromesterholdsfinalen i 1977 i Rom over Mönchengladbach, står allerstærkest – forsvandt han ud af mit liv, til en tysk karriere i Hamburg SV, et Smokie-lydende pophit – ‘Head Over Heels’ – og siden nogle æresrundesæsoner i Southampton og Newcastle.

I 1992 var han atter tilbage i rampelys, fra en for tidlig pensionisttilværelse i Spanien, nu som manager i Newcastle, på det tidspunkt inventar i næstbedste række. Under Keegan’s styring rykkede man op og spillede derefter i et par sæsoner noget af det flotteste og mest offensive fodbold i Premier League. Med bare lidt held var det blevet til et mesterskab, måske to, men Newcastle løb hver gang tør for benzin før målstregen.

Det samme gjorde Keegan, som sagde op. Siden var han kort manager i Fulham, som han også rykkede op i Premier League, for England, som fik alt andet end succes med ham, samt for Manchester City, hvor han tilsidst fremstod træt, ideforladt og uden autoritet. Her kvittede han også selv, midt i en sæson, og trak sig helt tilbage fra fußball.

Årene siden har ikke været gode ved Keegan’s eftermæle som træner. Han omtales oftest for de graverende nederlag og taktiske fadæser, det engelske landshold var så rigt på under hans ledelse. Indtrykket blev at spillet forandrede sig, men at han ikke formåede at følge med det. Keegan har indrømmet ikke at have set en eneste fodboldkamp, hverken på TV eller i virkelighed, siden han i 2005 forlod Manchester City.

Det er på den baggrund valget af ham som manager fremstår som endnu mere russisk roulette fra den visionsløse Newcastle-ledelse. Måske navnet Keegan kan bringe sentimentalt lys i øjne oppe nordpå, men kan ham der bærer det tilføre sin nye klubs førstehold de utallige spilmæssige kvaliteter det pt. savner og har så akut brug for? Kan Keegan, der ikke følger med i bold anno 2008, virkelig være mand for at bygge et nyt og velfungerende storhold op? Nix, næppe – Newcastle’s lidelseshistorie fortsætter her.

Tror ikke der vil være gunstige odds på, at klubben inden alt for længe igen får brug for ny manager. Der er lige nu 6 points til nedrykning. De næste PL-modstandere er Bolton (h), Arsenal (u), M’boro (h), Villa (u) og Man U (h) – kan Newcastle med Keegan lykkes få mere end måske 4 points ud af disse 5 kampe? Det her bliver ikke kedeligt at følge med i. Good luck, Mighty Mouse!

facup74pca5.jpg

Keegan: Fra Merseypool-jubel 1974 på Wembley til Oh No Ono-convention 1979 i HSV.

keagan-1.jpg

SOS

yanks11.jpg

‘Dubai S.O.S – Yanks out’ var teksten på et Anfield-banner i aftes, hvor regnen væltede ind fra Det Irske Hav og Luton Town væltede ud af FA-cupen. Ingen tvivl om total lokal opbakning til Benitez, der bare slet ikke nyder samme popularitet hos LFC’s amerikanske ejere. De seneste par dage er der skrevet meget om disse – Mr. Hicks og Mr. Gillett – for den kaotiske måde Liverpool som Benitez lige nu styres bag lyset på. Her links til 3-4 af de mere interessante artikler:

The Independent

Timesonline

The Guardian

Anfieldroad.com

Video killed the radio star

dw_batsforlashes.jpg

Nej, sådan gik det ikke, vel? Som en anden McDonalds-meal har begrebet musikvideos efterladt os i mæt ligegyldighed grænsende til ubehag. Det er sjældent formen, trods sine endeløse trends, manipulationstricks og stjernestunder, giver os de mindeværdige oplevelser, man engang troede den så ubesværet istand til. Men heldigvis findes der undtagelser. Jeg så denne video, ‘What’s A Girl To Do?’ med Bat For Lashes fra Brighton, forleden nat og har tænkt med glæde på den lige siden. Fantastiske billeder til lige den sang. Lad os få en top-5 over bedste musikklip i MTV-alderen – hvem tør lægge ud?

You'll walk alone

liddellportrait2.jpg

Beklager endnu en negativ fodboldpost her. Ovenpå al den presseballade mellem Benitez og de nye LFC-ejere, Mr. Gillett (good cop) & Mr. Hicks (bad cop), kommer det i fredags frem af omveje i flere engelske aviser, at Bayern München’s nyudnævnte manager Jürgen Klinsmann har været til decideret jobsamtale-middag hos de to amerikanere i efteråret.

Larmende stilhed weekenden over fra officiel side i Liverpool. Men historien forsvinder ikke og damage control-forsøget kommer mandag i form af et kort Mr. Hicks-interview i Liverpool Echo. Klinsmann har godtnok været på besøg, men kun fordi man ønskede en ‘forsikring’ såfremt Rafael Benitez pludselig ‘skulle forsvinde’ til Real Madrid. Og så ville Mr. Hicks/Mr. Gillett iøvrigt også gerne møde Klinsmann for at ‘lære så meget som muligt om engelsk og europæisk fodbold.’

Selvom Mr. Hicks endvidere erklærer, Liverpool’s nuværende manager siden den Klinsmann-middag har genvundet både hans og Mr. Gillett’s fulde støtte, kan afsløringen af mødet kun gøre Benitez’ position i Liverpool endnu mere skrøbelig. Måske der er tale om et kultursammenstød mellem måderne, topsport fungerer og conductes på i USA og Europa, men at behandle sin egen fungerende manager som skidt, og så ovenikøbet give ham en så halvhjertet officiel opbakning, synes brutalt og utilstedeligt, ialfald efter engelsk standard.

Situationen synes nu uholdbar. Enten må amerikanerne afskedige Benitez straks, eller også bør man sætte handling bag lunkne støtteord, gennem et officielt tilbud om forlængelse af samarbejdet. Det første sker ikke, for er der noget, den seneste tids kontroverser har malet op, er det hvilken massiv opbakning Rafael Benitez har i og omkring Liverpool. En fyring nu vil gøre det meget svært for amerikanerne at se en fælles fremtid på Merseyside, hvor den lokale mistro til dem er vokset støt siden sidste sommer.

Men en kontraktforlængelse er ligeså udelukket, da Benitez helt åbenbart ikke nyder sine to ‘ejeres’ tillid. Så Mr. Hicks/Mr. Gillett må istedet spille the waiting game og håbe på skuffende LFC-resultater, nok det eneste redskab, som kan få stemningen til at vende sig lidt mod Benitez, og derved gøre en udskiftning til sommer mere spiselig. Det er sådan klaveret spiller lige nu i Verdens Bedste Klub, der slet ikke er vant til den slags rævekager og dobbeltspil. Hvis åbenbare tilstedeværelse viser man måske har givet køb på den til de helt forkerte personer.

Og så taler vi ikke engang om de mange kontrameldinger vedrørende det nye stadionbyggeri i Stanley Park, eller de financielle dealings, som efter sigende snart pålægger Liverpool en mægtig millardgæld, for det Royal Bank of Scotland-lån de to amerikanere erhvervede klubben for. En frygtet postering, man på Anfield blev forsikret om aldrig ville ske.

Det er i den tumult, der i aften på højdedraget over byen er FA-cup-omkamp mod Luton. Mon holdet i rødt og dets hårdtprøvede træner kan koncentrere sig om noget så simpelt som lidt fodbold…?

Liverpool – Luton, i aften, kl. 21.00, TV2 Sport

Livets hastighed

low_album.jpg

På David Bowie’s fødselsdag forleden var vi omkring hans tid i Berlin og de meget fine plader han lavede og udsendte derfra. Low var den første af dem. Den udkom d. 14. januar for 31 år siden, og lyder stadig som intet andet, måske lige bortset fra “Heroes”, samme års åndsbeslægtede efterfølger. Hør Low, #1 på Pitchfork Media’s liste over LP-udgivelser fra 70’erne, i dag!

Side 1
1 “Speed of Life” – 2:46
2 “Breaking Glass” – 1:52
3 “What in the World” – 2:23
4 “Sound and Vision” – 3:05
5 “Always Crashing in the Same Car” – 3:33
6 “Be My Wife” – 2:58
7 “A New Career in a New Town” – 2:53
Side 2
1 “Warszawa” – 6:23
2 “Art Decade” – 3:46
3 “Weeping Wall” – 3:28
4 “Subterraneans” – 5:39

Taberfest

 cap0013.jpg

Jeg tabte den P3-pris i Radiohuset, Liverpool tabte 2 points i Middlesborough, Tottenham tabte igen til Chelsea, og hjælpeløse Newcastle tabte 0-6 i Manchester. Den fælles tilstand har Frankie Brown skrevet en hel sang om. Indspillet af adskillige – min personlige favoritversion er med Dean Martin – hedder den naturligvis ‘Born To Lose’:

BORN TO LOSE

Born to lose, I’ve lived my life in vain
Every dream has only brought me pain
All my life, I’ve always been so blue
Born to lose, and now I’m losing you

Born to lose, it seems so hard to bear
How I long to always have you near
You’ve grown tired, and now you say we’re thru’
Born to lose, and now I’m losing you

Born to lose, my every hope is gone
It’s so hard to face an empty dawn
You were all the happiness I knew
Born to lose, and now I’m losing you

There’s no use to dream of happiness
All I see is only loneliness
All my life, I’ve always been so blue
Born to lose, and now I’m losing you

© Frankie Brown

Musik så verden går i gult

 071029_110314_morisseypvhml291007_06.jpg

Vi har før annonceret det, som siden viste sig den akkurate tracklist til Morrissey’s kommende Greatest Hits-album, ude start februar. Det viser sig nu opsamlingspladen kommer med en limited edition bonuc-cd, bestående af optagelser fra Morrissey’s show i Los Angeles’ Hollywood Bowl d. 8 juni sidste år. Her er bonus-discens indhold:

“Live At The Hollywood Bowl”:
1. The Last of the Famous International Playboys
2. The National Front Disco
3. Let Me Kiss You
4. Irish Blood, English Heart
5. I Will See You in Far-off Places
6. First of the Gang to Die
7. I Just Want to See the Boy Happy
8. Life is a Pigsty

Jens Unmacks officielle weblog