American Land

 fony.jpg

What is this land America so many travel there
I’m going now while I’m still young my darling meet me there
Wish me luck my lovely I’ll send for you when I can
And we’ll make our home in the American land

Over there all the woman wear silk and satin to their knees
And children dear, the sweets, I hear, are growing on the trees
Gold comes rushing out the rivers straight into your hands
When you make your home in the American Land

There’s diamonds in the sidewalk the’s gutters lined in song
Dear I hear that beer flows through the faucets all night long
There’s treasure for the taking, for any hard working man
Who will make his home in the American Land

I docked at Ellis Island in a city of light and spires
She met me in the valley of red-hot steel and fire
We made the steel that built the cities with our sweat and two hands
And we made our home in the American Land

There’s diamonds in the sidewalk the’s gutters lined in song
Dear I hear that beer flows through the faucets all night long
There’s treasure for the taking, for any hard working man
Who will make his home in the American Land

The McNicholas, the Posalski’s, the Smiths, Zerillis, too
The Blacks, the Irish, Italians, the Germans and the Jews
Come across the water a thousand miles from home
With nothin in their bellies but the fire down below

They died building the railroads worked to bones and skin
They died in the fields and factories names scattered in the wind
They died to get here a hundred years ago they’re still dyin now
The hands that built the country were always trying to keep down

There’s diamonds in the sidewalk the gutters lined in song
Dear I hear that beer flows through the faucets all night long
There’s treasure for the taking, for any hard working man
Who will make his home in the American Land
Who will make his home in the American Land
Who will make his home in the American Land

© Bruce Springsteen

Saturday's Kids

jimmyandsteph.gif

Saturday’s boys live life with insults,
Drink lots of beer and wait for half time results,
Afternoon tea in the light-a-bite – chat up the girls – they dig it!

Saturday’s girls work in Tesco’s and Woolworths,
Wear cheap perfume ’cause its all they can afford,
Go to discos they drink Babycham – talk to Jan – in bingo accents.

Saturdays kids play one arm bandits,
they never win but that’s not the point is it,
Dip in silver paper when their pints go flat,
How about that – far out!

Their mums and dads smoke Capstan non filters,
Wallpaper lives ’cause they all die of cancer,
What goes on – what goes wrong.

Save up their money for a holiday,
To Selsey Bill or Bracklesham Bay,
Think about the future – when they’ll settle down,
Marry the girl next door – with one on the way.

These are the real creatures that time has forgot,
Not given a thought – its the system –
Hate the system – what’s the system?

Saturdays kids live in council houses,
Wear v-necked shirts and baggy trousers,
Drive Cortinas fur trimmed dash boards,
Stains on the seats – in the back of course!

© Paul Weller/The Jam

27 år er gået

340x.jpg

Han udtalte sig firkantet og var ikke altid et lige sympatisk bekendtskab, han talte om de undertrykte samtidig med at han var en styrtende rig hedonist, han snakkede om fred samtidig med at han ville sende penge til IRA – men var samtidig “fuld af selvironisering, humor og sans for egen fejlbarlighed” (for at citere en udtalelse om en anden nordengelsk sanger med irsk baggrund). Og som sanger og sangskriver (for det var dér hans styrker lå) var han ganske enkelt enestående. På BBCs liste over de største briter nogensinde er han nummer 8. Hvert år i december, når jeg hører hans (og konens) julesang, er det tid for mig at spørge, hvad jeg har fået gjort i året, der er gået. Mine damer og herrer: Dr. Winston O’Boogie.

Citat at tage med

– I believe that everything went downhill from the moment the McDonalds chain was given license to invade England — don’t laugh, I’m serious. To me it was like the outbreak of war and I can’t understand why English troops weren’t retaliating. The Americanisation of England is such a terminal illness. I think England should be English, and Americans should go home and spoil their own country.

Morrissey, september, 1987

28 i dag

103706.jpg

Den nåede kun #11 på den britiske single-hitliste, og blev som sådan anskuet et semi-flop af bandets pladeselskab, CBS. Hvilket demonstrerer hvor hovedløst musikbranchens muskler kan tænke. For historien har vist sangen som en klassiker-overlever af sin samtid. I dag er det 28 år siden The Clash sendte ‘London Calling’ ud på single, som forløber for den dbl-LP af samme navn, der en uge senere skulle udkomme og præge en musik-generation for altid.

Surth.

akakak.jpg

Jens ville kunne levere en lyrisk beskrivelse af, hvordan man fra hjemmet kan se det hvide skær fra lysmasterne og høre brølene fra det længselsfulde publikum ovre på den anden side af fjordens decemberkolde vand.

Det er jeg ikke så skrap til, så lad mig blot tørt konstatere at AaB er ude af UEFA-cuppen. Getafe sad reelt på det meste af kampen, og de vandt fuldt fortjent. Der var et interessant mål af Prica kort før lukketid og en slags organiseret klumpspil kort efter, der rummede fire store chancer. Men som Gunnar Nu sagde, er det målene, der tæller.

Og efter nytår er det målene i SAS-ligaen, der tæller.

Morrisseyisme?

caucasian1.jpg

I England har der den sidste uge været storm omkring et nyt Morrissey-interview i New Musical Express, hvor udlandsenglænderen desværre fremstår decideret DF’agtig i en samtale om indvandring i Storbritannien. Efter Morrissey-sange som ‘National Front Disco’ og ‘Bengali In Platforms’ har NME tidligere været efter ham omkring det følsomme emne, og kørte som følge deraf i størstedelen af 90’erne en fordømmende hadskampagne mod ham.

Dengang ville – eller kunne – Morrissey ikke svare på musikavisens hårde racisme-beskyldninger, hvilket lod dem hænge som en slags objektiv sandhed i luften i alt, alt for lang tid. Denne gang er heldigvis anderledes. I den tungere avis The Guardian har Morrissey i tirsdags skrevet sin egen version af det kontroversielle interview, som et direkte angreb på NME. Læs hans skarpe ord som første indlæg til denne post.

Sjette december blandt musikere

orbison.jpg

Peter Buck fra R.E.M. bliver 51. David Lovering fra The Pixies bliver 46. Rick Buckler fra The Jam bliver 52. Og Adrian Borland fra The Sound kunne være blevet 50 – men sådan skulle det desværre ikke gå.

Det var også den 6. december, vi mistede andre prominente navne som Leadbelly (i 1949) og Roy Orbison (i 1988). Orbison er her for en gangs skyld fanget med solbrillerne i hånden og iført – en grøn trøje.

Back for good

– Good place to wash your hair, Liverpool. Nice soft water.

George Harrison, The Beatles

prop071128-51-liverpool_porto-1.jpg

Tilbage i overskud med drivende Mersey-regn, skarpe Fernando Torres og drengene i rødt, avisindpakket fish ‘n chips under salt ‘n vinegar, endeløse rækker ens grå små huse, gusten havneslum af en anden trøstesløs verden, lysenes spil over Anfield Road, dolled-up local girls på vej i natteliv, Beatles-musik som fra hver anden gade, levende Liverpool i elektrisk julepynt – håber I har været og er ok!

Aftenens nationalhelte

03-12-07_2134.jpg

Så var jeg atter gæst i Rigets Centrum, nu til The Nationals koncert i Store Vega. En SMS fra udlandet afslørede, at vor blogs anden forfatter denne aften var i sit rette element. Det var jeg for så vidt også; det var en koncert, jeg havde set frem til, og vellykket var den bestemt også. The National er et band, jeg inden for de seneste par år er kommet til at værdsætte meget. Herom er jeg tydeligvis ikke alene; der er tegn på at de er ved at blive verdensberømte i Danmark i stil med f.eks. Suede.

Sætlisten koncentrerede sig om sange fra de to seneste albummer, Boxer og Alligator, med en enkelt afstikker til “About Today” fra Cherry Tree EPen.

The National formår at bevæge sig med stor sikkerhed mellem det roligt konstaterende og de larmende klimakser, hvor man af og til kan høre sanger Matt Berninger give efter og komme med hæse brøl. På mange måder forener The National de bedste træk fra U2s tidlige år – guitarernes ringen, trommerne, der marcherer mod klimaks – med den blanding af inderlighed, melankoli og underspillet ironi, som kendetegner Nick Cave og Leonard Cohen.

Koncerten var kendetegnet af denne dynamik og havde ganske mange øjeblikke af stor intensitet. Under “Daughters of the Soho Riots” overgav det ellers hørligt begejstrede publikum sig helt til sangens stemning og blev tyst. “The Geese of Beverly Road” og “Ada” flød endnu mere ubesværet end i studieudgaverne. Til allersidst kom “Start A War”, dét nummer fra Boxer, der er et kongeeksempel på The Nationals brug af spændingen mellem det stille og det stort anlagte. Så tilgiver jeg gerne f.eks. lidt tempobøvl i et af mine yndlingsnumre, “Fake Empire”.

Jeg vil også benytte lejligheden til at fremhæve Padma Newsome, der én gang for alle fjernede enhver tvivl hos mig om at en bratsch kan tiføje noget fornuftigt til lyden af et rockensemble i live-sammenhæng.

(Opvarmningsnavnet Hayden var ikke fantastisk – en lidt forvirret troubadour fra Canada – men ikke så pinligt, som jeg havde frygtet. Hans sæt endte endda med at The National minus Matt Berninger akkompagnerede ham på to numre.)

I det private hjørne en stor tak til Per (aalborgenser i eksil) og Michelle for husly på en decemberaften i hovedstaden.

En national begivenhed

thenational-boxer-02.jpg

På mandag aften spiller The National igen på dansk grund, denne gang i Store Vega. Skal man tro anmeldelserne, var koncerten i Amager Bio en særdeles god oplevelse. Jeg håber på en lige så vellykket koncert, thi jeg vover mig til Rigets Centrum bl.a. af denne grund. Jeg røber nok ikke for meget ved at røbe, at Boxer er et af de albums, jeg har lyttet mest til i 2007.

Måske ses vi i Vega?

(Jens er endnu i umiddelbar nærhed af Mersey-floden og de rødklædte (af)guder, så han dukker ikke op.)

Jens Unmacks officielle weblog