Enfants, let's go!

arcadefire-kbhallen.jpg

Jeg har set rockmusikkens fremtid, og den hedder Arcade Fire. Ja ja, jeg overdriver nok, men i dagens anledning vil jeg godt lufte en næsten Jon Landau’sk begejstring. (Desværre kan jeg nok ikke liste mig ind i en tilsvarende rolle.)

I 1985 så jeg Bruce Springsteen og The E-Street Band på Ullevi. Clarence Clemons svingede med saxofon, Bossen selv løb rundt fra side til side, Nils Lofgren slog kolbøtter med sin guitar… Musikken var en blanding af fest, længsel, melankoli og samfundskritik. Publikum var en skov af vajende hænder.

22 år senere står jeg som denne blogs udsendte medarbejder i KB-hallen og ser Arcade Fire levere, hvad jeg ikke vil tøve med at kalde et brag af en koncert. Kort og godt: Det var i virkeligheden vore dages E-Street Band, jeg så og hørte (og så er de fra Canada!).

De fleste numre fra den traditionelt set svære, men her særdeles vellykkede toer Neon Bible (dog underligt nok ikke “Windowsill”) og højdepunkterne fra Funeral var der. Der var tilmed et par numre, jeg ikke kendte. De faldt på ingen måde igennem. Og slutningen med to numre fra Funeral, “Neighbourhood #3 (Power Out)” og “Lies”, var helt oppe at ringe.

Det musikalske slægtskab med manden fra New Jersey er til stede, men ligheden stikker dybere i live-sammenhæng.

Ikke helt sjældent virkede det som om koncerten balancerede på randen af kaos – musikere, der løb tværs over scenen igen og igen, instrumenter, der blev kastet på himmelflugt og som regel grebet igen, sanger Win Butlers besøg nede foran scenen, Régine Chassagnes kokette dansetrin (hvem vidste at hun faktisk er en habil trommeslager? Ikke jeg), et utal af blæseinstrumenter trakteret på skift oppe i øverste højre hjørne. Men der var nok i virkeligheden ikke noget som helst, der var overladt til tilfældighederne (og med både rød neon og video for alle pengene). Nordamerikansk showmanship i den bedste tradition!

(Kun én enkelt ting vil jeg beklage mig over: Hvorfor skal der altid stå en apatisk udseende to meter høj mand lige foran mig til tætpakkede koncerter?)

HVID NAT ude nu

hvidnatfront.jpg

Unmack/Nørlund’s musik til Jannik Johansens nye spillefilm HVID NAT er nu udkommet på Auditorium som ‘HVID NAT – Original Score and Soundtrack’. Her er albummets tracklist:

01. ‘Et Hus I Nordvest’
02. JEND UNMACK – ‘Aftenland’
03. ‘Ulriks Tema’
04. RHONDA HARRIS – ‘Holiday’
05. ‘Anholdelsen’
06. I GOT YOU ON TAPE – ‘Doctor Watching’
07. ‘Malene (harp version)’
08. PEOPLE PRESS PLAY – ‘That Walk’
09. ‘Ulriks Trip’
10. JENS UNMACK – ‘Hvem Skulle Have Troet?’
11. ”Festen Er Forbi’
12. Rhonda Harris – ‘In Love With No One’
13. ‘Ulriks Tilstand’
14. NIELS SKOUSEN – ‘Roser Og Sne’
15. ‘Ulriks Tema #2’
16. JENS UNMACK – ‘Luis Garcia Version’
17. ‘Malene (full version)’

November, november, november

Der er lige nu i skrivende stund dømt kulsort sen-midnat og sidelæns regn her udenfor, oven på København. Oktober ligger i knockout, november står med armene hævet. Inspirerende at se de mange bud på den liste fra i går, så vi tager en tur til. Her med en vanskelig top-10-test over sange der begynder med ‘no’ for november:

1. Now My Heart Is Full – Morrissey
2. No More Songs – Phil Ochs
3. Nothing Takes The Place Of You – Toussaint McCall
4. Norrländska Präriens Gudinna – Olle Ljungström
5. Non-stop Dancing – The Jam
6. Nordlicht – Sällskapet
7. No Sad Songs For Me – The Walker Brothers
8. No Culture Icons – The Thermals
9. Nobody Knows The Trouble I’ve Seen – Leadbelly
10. Now I Wanna Be A Good Boy – The Ramones

Forførerens dagbog

michalmoeller_sex_02112007_top.jpg

Manden med buket hedder Michael Møller, synger normalt indie-synth-pop-drama i moi Caprice, men er nu afsted på egen hånd med det meget anderledes Every Streetcar Has A Name-album. 16 fuldbyrdede sange om sex og begær, i konsekvent dunkel Nikolaj Nørlund-lyd. Berøring, kontakt, afhængighed, nederlag tilsat svimlende melodi. Detaljerede optegnelser fra intime rums afklædte sfærer. Og så den selvoplevede film af en stemme, som er Michael Møllers. Amanda Brown fra The Go-Betweens og Christian Hjelm fra Figurines gæster. Every Streetcar Has A Name er så god, vi ikke engang behøver at skrive det.

3 0 9

I dag er årets 309. dag. Her en top-10 over sange på 3:09. Den kræver næsten et svar…

1. State Trooper – Bruce Springsteen
2. Arabian Knights – Siouxsie & The Banshees
3. Let Your Yeah Be Yeah – The Pioneers
4. Reel Ten – The Plugz
5. Rat Race – The Specials
6. Miss Misery – Elliott Smith
7. Je Suis Venu Te Dire Que Je M’en Vais – Stereo Total
8. I Wanna Be Your Dog – The Stooges
9. Winterlong – Pixies
10.The Summer Sun – Chris Stamey

Fra togbiografen

pans.jpg

Film skal ses i biografen, men det sker alt for tit, at jeg ikke når at se de film, jeg gerne vil se. Somme tider må jeg indhente det forsømte, og det kan ske ved at jeg ser film på min Mac, hvis jeg er ude at rejse med tog. Ironisk nok kan det nogle gange give en bedre filmoplevelse med hovedtelefoner og en skærm, der fylder det meste af synsfeltet, end hvad jeg ville kunne opnå derhjemme foran familiens tv.

Således lykkedes det mig omsider at få set Guillermo del Toros Pans labyrint, der vandt en Oscar som bedste ikke-engelsksprogede film. Guillermo del Toro har lavet Hollywood-film som Hellboy og Blade 2, men det var hans spanske film Djævelens rygrad, der fascinerede mig. Både dén og Pans labyrint har den spanske borgerkrig som ramme, og begge er historier om børns møde med og flugt fra en virkelighed, hvor ondskaben har sejret. De fantastiske elementer i de to film er derfor ikke filmskaberens bud på eskapisme, men danner en kontrast til krigens og fascismens gru. De uhyggeligste scener i Pans labyrint er ikke scenerne med de underlige uhyrer, men scenerne, der viser krigens vold. Dette er bestemt ikke en film for børn!

Djævelens rygrad kan forresten fås på dvd med danske undertekster for en sølle halvtredser med under den engelske titel The Devil’s Backbone. Ligesom Pans labyrint er det en film, det er værd at få fat i.

When saturday comes

ns.jpg

Andre der så Liverpool’s farefulde færd mod 1-1 i Arsenal-kampen på Anfield i søndags? Elektrisk nedbrydende var det at følge med i som rød, dels pga. matchens speed-hæsblæsende tempo, dels – og især – fordi udeholdet spillede helt så overlegent flot som frygtet. Objektivt set var uafgjort minimum for hvad Arsenal fortjente at rejse væk med.

Lørdag frokost kommer mere drama, med tidlig topkamp på Emirates i London, hvor Manchester United skal prøve, om de kan følge med Arsenal. Oppe nordpå tager Liverpool senere den korte tur til Ewood Park i Blackburn, hvor Rovers i skarp form er på Premier League’s 5. plads. Det betyder endnu en hård opgave, der i værste fald kan slå LFC’s sæsonambition til tælling. Inden de to seriøse fights kan ventetid bruges her, hvor The Times’ Tony Evans i dag gennemgår ‘The soul of Liverpool in 50 moments’ – og jo, selvfølgelig er dét god læsning!

Arsenal – Manchester United, lørdag, kl. 13.45, Kanal 5
Blackburn – Liverpool, lørdag, kl. 18.15, down the local

Top-10 R.E.M.-tunes siden Bill vinkede farvel

berry.jpg

Må lige sige, forrige post ikke er skrevet i fornægtelse. R.E.M. betyder stadig meget. Ellers ville de heller aldrig kunne skuffe så kolosalt. Okay…

1. Leaving New York (fra Around The Sun)
2. Bad Day (single-A, 2003)
3. Parakeet (fra Up)
4. Imitation Of Life (fra Reveal)
5. Lotus (fra Up)
6. I’ll Take The Rain (fra Reveal)
7. Around The Sun (fra Around The Sun)
8. Walk Unafraid (fra Up)
9. All The Right Friends (fra In Time – The Best Of R.E.M.)
10. At My Most Beautiful (fra Up)

Fables of the deconstruction

bostonrat.gif

Se godt på billedet ovenfor. Det dokumenterer øjensynligt et ungt R.E.M. igang med en lodret nedsmeltning af Boston-rockklubben The Rat. Jeg ville give rigtig meget for at have været tilstede, eller for – i det mindste – at have en iorden optagelse af den store aften det må have været, for både band og tilhængere.

R.E.M. spillede fantastiske koncerter sine første mange år. Ved det fra de utallige bootlegs, hvis ofte elendige lyd ikke kan skjule hverken bandets hypnotiske drive eller Michael Stipe’s da endnu uafkodede karisma. Folkene omkring R.E.M. var selvfølgelig bevidst om det helt specielle live-talent og optog derfor – med henblik på et livealbum før eller siden – allerede bandets shows fra 84-85 og fremefter.

Den liveplade kom aldrig. Studieudgivelser og opsamlinger trængte sig vel på, og VHS/DVD-formatet krævede også sit, hvilket konkret gav sig udslag i Tourfilm (1990), Road Movie (1996) og senest Perfect Square (2004), der alle gennem tidens håndholdte kameras præsenterede et R.E.M.-show as we knew it. Fint nok, ingen af de udgivelser var dårlige, slet ikke, men det syntes dog som kvalitet af både performance og audiokvalitet på samtlige var vægtet lavere end selve billedsiden.

Derfor har der været set frem til R.E.M. Live, den første officielle liveplade nogensinde med det nu snart 28 år gamle orkester. Godtnok kommer den også med en medfølgende DVD-optagelse af samme show – Dublin, februar, 1985 – men det burde ikke være nogen hindring for en oplevelse, tværtimod.

Og alligevel melder skuffelse sig efter en kørsel af hele pakkens indhold. Ikke fordi det visuelle element er lettere ligegyldigt, som det er. Ej heller i logisk ærgelse over en setliste naturligt præget af de desværre inferiøre sange fra Around The Sun, den seneste studieplade. Nix, større skyer dækker for solen.

For R.E.M. har siden trommeslager Bill Berry’s udmeldelse i 1997 kæmpet en svær kamp for at holde niveau med tidligere tiders Mount Everest-høje standard. De 3 studieplader det er blevet til siden BB har alle præsenteret et lettere famlende band, lukket inde i et dyrt fængsel af statiske, overproducerede mid-tempo-numre. Hvert band har sin helt egen kemi, og Bill Berry har åbenbart betydet mere end meget for både R.E.M.’s kreativitet og nerve.

Måske en anden ting der undervejs gik galt var den enorme popularitet man ramte ind i omkring fællessangene ‘Losing My Religion’, ‘Man On The Moon’ og ‘Everybody Hurts’. Retrospektivt har det kostet alverdens charme og slet ikke klædt R.E.M.’s natur, i nogle år at skulle konkurrere med U2 om titlen som Verdens Største Band. Den kamp vandt U2 let, da deres musik jo først og fremmest er skabt til stadionherredømme. R.E.M. har lige siden – minus på glimrende Automatic For The People – virket temmelig groggy.

Det høres på den nye liveplade. Hits spiller, tilhængere råber, band arbejder og Stipe performer, men ligemeget. Der er ikke meget der swinger omkring denne underligt skindøde koncert. Og værre bliver det, når man får de levende billeder med. Tal lige om manglende fællesskab i attitude, den 2-timer-på-arbejdet-feeling, som Peter Buck og Mike Mills udstråler. Ikke befordrende.

Det var helt anderledes før i tiden, som f.eks. på ovennævnte billede fra Boston. Det klædte R.E.M.’s lyd, musik og teamspirit at spille mindre scener, under hårdt fysisk pres af uendelige turneer, små tour-varevogne, delte motelværelser, junk-food, ingen luksus. Som skrevet findes der på hylder hos både I.R.S. og Warner Brothers masser af show-optagelser fra netop de musikalsk topgyldne år. Men de udkommer desværre aldrig så længe R.E.M. endnu findes som band. Dertil udstiller de nutidens frustrerende tomgang for nådesløst.

Så gode var de!

Tid til helte

616npvcoodl_ss400_.jpg

Juletid nærmer sig, ikke noget stærkere tegn på det end den malstrøm af best of-opsamlinger, der lige nu spyttes ud fra den engang så stolte pladeindustri. En af de bedste denne sæson er med The Libertines, dem der splittede i to og blev til Dirty Pretty Things og Babyshambles. Ingen orker mere af Pete Doherty’s kaos af et privatliv i aviser eller på net, og mange er af samme grund steget helt af de indimellem lysende sange han, når han ikke roder sig ud i mere snavs, begår med Babyshambles. Synd, for han er et af de største talenter England længe har kunnet byde på. Det høres selvfølgelig ubesværet på denne nye fremragende introduktion til hans første band. Fornærmende dog, der på dens korte tracklist ikke er blevet fundet plads til Doherty’s brændende Libertines-afskedsbrev af en sang, ‘Music When The Lights Go Out’…

TIME FOR HEROES

Did you see the stylish kids in the riot
We were shovelled up like muck
Set the night on fire
Wombles bleed truncheons and shields
You know I cherish you my love

But there’s a rumour spread nasty disease around town
Caught round the houses with your trousers down
A headrush in the bush
You know I cherish you my love
How I cherish you my love

What can you want now you’ve got it all
She says it’s obscene
Time will strip it away
A year and a day
And Bill Bones
Bill Bones he knows what I mean

Yes it’s eating no it’s chewing me up
It’s not right for young lungs to be coughing up blood
Oh it’s all
It’s all in my hands
And it’s all up the walls

The stale chips are up and the hopes stakes are down
Its these ignorant faces that bring this town down
Yeah I sighed and sunken with pride
You know passed myself down on my knees
Yes I passed myself down on my knees

What can you want now you’ve got it all
She says it’s obscene
Time will strip it away
A year and a day
And Bill Bones
Bill Bones he knows what I mean

There are fewer more distressing sights than that
Of an Englishman in a baseball cap
Yeah we’ll die in the class we were born
That’s a class of our own my love
We’re in a class of our own my love

Did you see the stylish kids in the riot
We were shovelled up like muck
Then set the night on fire
Wombles bleed truncheons and shields
You know I cherish you my love
Oh how I cherish you my love

© Pete Doherty

Dresserede heste

ceasetobegin.jpg

Skriver mest om ovenstående album som undskyldning for at kunne bringe dets indbydende cover, der – minus selve krucifiks-motivet – er som taget fra væggen af et næsten flyvefærdigt teenage-pigeværelse ca. slut-70’erne. Bandet bag pladen er Band Of Horses fra Seattle. Cease To Begin er deres anden longplayer på SubPop og udbygger smart kendetegnene fra debut’en Everything All The Time, hvis lead-off single ‘The Funeral’ dog stadig vil stå som bandet’s ultimative skønheds-peak af harmoni, ringende guitarer og Ben Bridwell’s lyse, glasklare stemme.

Cease To Begin, der lige nu tager flere danske anmeldere med 5-stjernet storm, lyder vel i rockhistorik mest som en appetitlig og indieficeret-lækker tidsopdatering af Boston. Ja, det var dem med 1976-superhittet ‘More Than A Feeling’, Nirvana’s Kurt Cobain senere ‘lånte’ sit kapow-guitarriff til ‘Smells Like Teen Spirit’ fra. Band Of Horses byder på næsten samme soniske panorama af attråværdig tristesse og Ajax-pletfri æstetik som Boston. Ikke skabt med nærkontakt for øje, men til uforpligtende afstandsforelskelse, hvis man ellers kan klare den slags. De bør skulle blive gigantisk store med dette designsikre albums gennemførte feel-good-sadness. Mig, jeg synes mest om coveret. Og så altså mageløse ‘The Funeral’. Nyd lige den sang – Band Of Horses kommer aldrig til at lave en bedre.

Sangen der forsvandt

chromedreamsii.jpg

Det er ikke unormalt bands prøver nye numre af live, som så siden forsvinder sporløst og aldrig høres fra igen. Blandt Neil Young-tilhængere har der lige siden en tour i 1988, med ham og hans daværende orkester, gået feberhede historier om en drøm af en kæmpe men aldrig pladeudsendt Neil Young-sang ved navn ‘Ordinary People’. Således skriver Young-siden www.thrasherswheat.org tilbage i 1995:

Subject: The Extraordinary “Ordinary People”

To begin with, there is nothing ordinary about Neil Young’s
“Ordinary People”. Except maybe for the fact that it is the
greatest unreleased Neil Young song ever and – should “Ordinary
People” ever be released – is destined to become another classic.

IMHO, Young’s song “Ordinary People” is his Guernica –
a masterpiece upon which to frame the debate of where
the song stands relative to his other narrative classics,
such as “Cortez The Killer” or “Thrasher”.

A stunning tour de force, “Ordinary People” was performed
frequently during the Bluenotes 1988 tour, but has yet to re-
surface in subsequent concerts or albums. Those fortunate enough
to have caught the legendary “Ordinary People” performances
during the Bluenotes tour know that the song’s musical intensity
and lyrical sweep rivals few – if any – other released Neil
tunes.

Coming in at a breathtaking 9 verses, the epic “Ordinary People”
makes even the brilliant extended “Crime In the City” seem like a
tossed off short story. Many performances of “Ordinary People”
clocked in at around 15 minutes or longer. While Young has done
extended songs before such as, “Down By The River”, “Like A
Hurricane”, and “Cortez the Killer”, these songs have been mainly
comprised of extended solos and jams.

“Ordinary People” consists primarily of a driven and
passionate Young spitting out his fiercest lyrics ever. In
conjunction with Young’s slide driven guitar work and stellar
backing by the Bluenotes horn section, “Ordinary People” sizzles
as a blues showcase.

In terms of lyricism, only the beauty and poetry of Young’s
magnum opus “Thrasher” can compare with “Ordinary People”. Where
Bob Dylan may have been more ellipitical and Elvis Costello or
Graham Parker may have been more direct, Young’s succinct
distillation of an era reads like a Charles Dickens novel, soars
like a Walt Whitman poem, and breaks the heart like an Otis
Redding blues song.

While a shortened CITC (subtitled Zero to 60) later appeared on
Freedom, only circulating concert tapes reveal the true nature of
the rare and legendary “Ordinary People”. Just as “Stringman”
suddenly reappeared from the vaults during MTV’s Unplugged, we
can only hope that we are as lucky with “Ordinary People”.

In a departure from Young’s traditional source of theme
material – himself – “Ordinary People” encompasses a broad survey
on the state of the union as seen through the eyes of the common
man. “Ordinary People” is Young’s attempt to frame the plight of
the common man against the obstacles and challenges of the U.S.
in the late 80’s.

The song works at multiple levels telling the stories of the
ordinary people – the factory workers, the bartenders, the
teachers. These ordinary people are trying to survive and make a
living against all odds in the face of trickle down Reaganomics.

“Ordinary People” is also the story of those whose aim is to
capitalize on the ordinary people’s failure and inability to
defend themselves. Young denounces the crack dealers who prey on
the inner city children and the fat cats in their Rolls Royce’s
who cruise alongside poverty.

The narrative climax of “Ordinary People” occurs when Young
brings his assortment of characters together for a scene where it
becomes clear there will be no winner. The social commentary is
dead on target and speaks volumes about what Young – and
America – sees all around us. Offering no solution, yet
capturing the moment, it is a premier example of the singer-
songwriter at the peak of his craft.

The release of a live version of “Ordinary People” will surely
put to bed forever any questions about the musical genius of Neil
Young.

Den live-version er aldrig kommet, men – og her kommer det væsentlige – på Neil Young’s nye og meget varierede efterårsplade Chrome Dreams II dukker ‘Oridnary People’ så endelig op i en fuldbyrdet studieudgave, 19 år efter den blev spillet live. Og sangen, der nu strækker sig over mere end 18 minutter, gør vildt nok ikke ovennævnte ord og lovninger fra Thrasherswheat til skamme. Alt hvad der forbindes med klassisk Crazy Horse-era Neil Young er tilstede i et dynamisk og forløsende epos, der virkelig lægger sig op blandt det bedste Young nogensinde har præsteret. Skal ikke kede med flere superlativer, men istedet bruge skærmplads på samtlige 9 vers fra den sang, der nemt helt alene berettiger et køb af Chrome Dreams II.

56-57_continental-markii_hoodornament.jpg

ORDINARY PEOPLE

Two out of work models and a fashion slave try to dance away the Piccolo night.
The bartender poured herself another drink, while two drunks were watchin’ the fight.
The champ went down, then he got up again, then he went out like a light,
Fightin’ for the people.
But his timing wasn’t right, the high rollin’ people.
Takin’ limos in the neon light, Las Vegas people.
Who came to see a Las Vegas fight, fightin’ for the people.

There’s a man in the window with a big cigar, says everything’s for sale.
He had a house and a boat and a railroad car, the owner’s gotta go to jail.
He acquired these things from a life of crime, now he’s selling them to make bail.
He was rippin’ off the people.
Sellin’ guns to the underground, livin’ off the people.
Skimmin’ the top when there was no one around, tryin’ to help the people.
Lose their ass for a piece of ground, a patch o’ ground people.

He was dealing antiques in a hardware store but he sure had a lot to hide.
He had a back room full of the guns of war and a ton of ammunition besides.
Well, he walked with a cane, kept a bolt on the door with five pit bulls inside,
Just a warning to the people.
In case they might try to break in at night, protection from the people.
Selling safety in the darkest night, tryin’ to help the people.
Get the drugs to the street all right, tryin’ to help the people.

Well, it’s hard to say where a man goes wrong, might be here and it might be there.
What starts out weak might get too strong, if you can’t tell foul from fair.
But it’s hard to judge from an angry throng of hands stretched up in the air,
The vigilante people.
Takin’ the law into their own hands, the conscientious people. Hey.
Crackin’ down on the drug lord and his bands, government people. Hey.
Confiscatin’ all the dealer’s land, the patch-of-ground people. Yay, yeah.

And then a new Rolls Royce and a company car they were racin’ down the street.
Each one tryin’ to make it to the gate before employees manned the fleet.
The trucks full of products for the modern home, were set to roll out into the street
Of ordinary people.
Tryin’ to make their way to work, the downtown people.
Some are saints, and some are jerks, (that’s me) everyday people.
Stoppin’ for a drink on their way to work, alcoholic people.
Yay, Yeah, takin’ it one day at a time!

Down on the assembly line, they keep puttin’ the same things out.
The people today, they just ain’t buyin’, nobody can figure it out.
They try like hell to build a quality in, they’re workin’ hard without a doubt,
Ordinary people.
But the dollar’s what it’s all about, Lee Iacocca people.
But the customers are walkin’ out, the nose-to-the-stone people.
Yeah, they look but they just don’t buy, the patch o’ ground people. Hey, hey, hey.

In a dusty town the clock struck high noon, two men stood face to face.
One wore black and one wore white, but of fear there wasn’t a trace.
A hundred and eighty years later two hot rods drag through the very same place,
A half a million people
They moved in to pick up the pace, a factory full of people.
Makin’ parts to go to outer space, a train load of people.
They were leavin’ for another place, out of town people. Yeah, yeah.

Down at the factory, they’re puttin’ new windows in.
The vandals made a mess of things and the homeless just walked right in.
Well, they worked here once and they live here now, but they might work here again,
The ordinary people.
Because they’re livin’ in a dream, hard workin’ people.
Just-don’t-know-what-it-means-to-give-up people.
They’re just like they used to be, patch o’ ground people. Hey, hey.

Out on the railroad track, they’re cleanin’ ol’ number nine.
They’re scrubbin’ the boiler down, she really is lookin’ fine. (a beauty, that number nine)
Times’ll be different soon, they’re gonna bring her back on line,
Ordinary people.
They’re gonna bring the good things back, hard workin’ people.
They put the business back on track, the everyday people.
I got faith in the regular kind, patch o’ ground people. Yeah, yeah.

© Neil Young

When saturday comes

78_george_graham.jpg

Eller dagen efter snarere, for weekendens indiskutable hovedbegivenhed finder først sted søndag kl. 17. sharp på Anfield Road, hvor Liverpool møder Premier League’s suveræne tophold Arsenal. På forhånd var årets mesterskabskamp i England udset til at blive endnu et twohorserace mellem Chelsea og Manchester United, men indtil videre har en anden og mere underholdende virkelighed udspillet sig. Det ikke mindst takket være Arsenal, som har præsteret en forrygende sæsonstart, kulminerende med opvisningsspil og 7-0-sejr i Champions League-dysten mod Slavia Prag i tirsdags.

Uden specielt topscorer Henry, afsted og borte i Barcelona, syntes The Arse på forhånd nede til tælling op til denne sæson, men superskarpe Arsene Wenger har gennem Fabregas, Adebayor, Toure, Walcott og de mange andre unge talenter løftet opgaven med et spil, klubben skal flere Highbury-år tilbage for selv at kunne matche. Og selvom Arsenal måske topper for tidligt og kan formdykke fatalt senere, når knock out-kampene i de store turneringer spiser uopmærksomme storhold til aftensmad, kan man ikke fratage the Young Guns, at det spil de leverer nu er bold som bedst. Taler noget så sjældent som fremadivrigt, blændende kombinationsspil med lynhurtig omskiftning i bevægelse over hele banen. Selv nede i Henry’s Barcelona, hvor de kan deres cirkusfodbold, men så ofte mangler afgørende skarphed, temperament og spilvariation, må de være lidt misundelige.

Mens Arsenal således rejser nordpå med masser af selvtillid, er Liverpool lige nu ude i modgang. Der er stadig en smal chance for avancement i Champions League, men onsdagens nederlag i Istanbul var alligevel kolosalt skuffende. I Premier League er der endnu ingen nederlag på kontoen, og en 4. plads er indtil videre ok, men spillet de seneste 4-5 uger har været hakkende, ujævnt, idéforladt. Om det skyldes Daniel Agger og Xabi Alonso’s fravær skal ikke kunne siges, men lige siden de to røg ud samtidig, midt i september, har der ialfald været stor rådvildhed at spore. Det ikke mindst i det ellers så skridsikre forsvar, hvor Agger’s afløser Sami Hyypia indenfor den seneste uge ganske sigende har brilleret med hele 2 selvmål.

Agger er ligesom venstreback Arbeloa endnu ikke klar søndag, så det bliver atter langsomme Hyypia i midterforsvaret mod Arsenal’s uimodståelige speed. Længere oppe foran meldes det kreative lyspunkt Pennant væk resten af året, mens Fernando Torres til gengæld nok endelig er tilbage fra sin landskampsskade. Godt for det, for et mål eller to bliver vist nødvendigt, blot for uafgjort mod topholdet fra London. Nederlag på søndag vil klart male krise op for Liverpool, som signal for endnu en sæson, hvor man hverken kan eller skal være med helt oppe, der hvor ambitionen brænder. Sejr vil derimod sprede tiltrængt ro, samt nødvendig tro på en frugtbar løsning af de svære opgaver der kommer, ikke mindst det lange come back-træk, som nu kræves i Champions League. Der er derfor rigtig meget på spil for især hjemmeholdet søndag eftermiddag. Som vi vist plejer at sige: Det bliver grimt spændende!

Liverpool – Arsenal, søndag, kl.17.00, down the local!

Vulgaris virtuosis

England’s pt. største koncertact Muse rullede forbi Forum i aftes. Overtegnede har en indrømmet svaghed for den skønne nervøse storhed og lyd som af verdens sammenbrud på specielt to af deres longplayers, Origin Of Symmetry samt senest Black Holes And Revelations. Live er den virtuose vulgaritet, ikke så få andre hader bandet for, om muligt endnu mere i front end på pladerne, og som sådan bliver resultatet næsten udelukkende sturm und drang. Eksalteret popmusik af omvæltning og kaos. Her er hvad blev skudt afsted i går aftes, det naturligvis med hysterisk lydstyrke og tilsvarende armbevægelser:

Take a Bow
Hysteria
Map of the Problematique
Butterflies & Hurricanes
Supermassive Black Hole
Sing for Absolution
New Born
Feeling Good (Nina Simone)
Sunburn
Soldier’s Poem
Invincible
Starlight
Time Is Running Out
Stockholm Syndrome
+ + +
Bliss
Plug in Baby
Knights of Cydonia

Jens Unmacks officielle weblog