En fåmælt tysk terrorist fra USA

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-samphillips.jpg

Af og til kan man være så heldig at der er en interessant sanger/sangskriver, hvis eksistens man ikke kendte til. For snart mange år siden opdagede jeg den stadig ret oversete Sam Phillips fra USA. Hun begyndte sin karriere som Leslie Phillips med at indspille flere albums med kristne tekster. Men efterhånden blev hun led og ked af den ensretning, som den religiøse musikindustri tvang hende ind i. Hun blev gift med en ikke helt ukendt musiker og producer ved navn T-Bone Burnett, skiftede kunstnernavn og har sidst 1989 lavet en perlerække af eftertænksomme og iørefaldende albums med tydelig inspiration fra bl.a. John Lennon og britiske navne som XTC. Pop i den bedste forstand, for nu at sige det på en anden måde.

Billedet ovenfor er forsiden af Cruel Inventions helt tilbage fra 1991, hvor Elvis Costello var med. Efterfølgeren, Martinis and Bikinis, kastede et lille hit af sig (“I Need Love”), og denne gang var der prominente gæster som Peter Buck, Colin Moulding (fra XTC!) og Van Dyke Parks involveret. Hvor Sam Phillips’ musik før var særdeles raffineret arrangeret og produceret (af hendes mand), er hendes seneste to albums overvejende akustiske. Og så spillede hun forresten en fåmælt tysk terrorist , der mejer folk ned med maskingevær i Die Hard 3.

Hendes næste album skulle være på trapperne; hun er dog blevet skilt fra T-Bone Burnett, så han producerer nok ikke. Læs mere på
http://www.samphillipsmusic.com

I mellemtiden er det værd at forsøge at finde frem til hendes gamle albums, hvor der er mange fine ting på; Cruel Inventions er dog desværre udsolgt fra pladeselskabet.

Farvel, Arthur Lee

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-ArthurLee1969.jpg

I forgårs, torsdag d. 3. august 2006, tabte Arthur Lee kampen mod leukæmien. Han blev 61.

Arthur Lee var sanger og sangskriver i den multietniske tressergruppe Love, der især vil være husket for mesterværket Forever Changes. Musikken på dette album var rå og forfinet med inspiration fra Jimi Hendrix, flamenco, folkemusik og først og fremmest britisk pop. Mange hvide briter ville gerne lyde som sorte amerikanere. Arthur Lee var det modsatte – en sort amerikaner, der ville lyde som en hvid brite. Og det lykkedes til overmål. Man kan høre hans indflydelse på britisk rock hos f.eks. Led Zeppelin, Echo and The Bunnymen og Manic Street Preachers.

Arthur Lees senere karriere blev en nedtur med fængselsophold, der ikke blev færre eller kortere af den absurde three strikes and you are out-regel, som gælder i Californien. Til sidst slap han ud og kunne igen turnere. Han blev ved at skrive nye sange, men det var altid sangene fra Forever Changes, folk kom for at høre.

James Dean går solo

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-greatwestern.jpg

Engang først i halvfemserne var der et træls britisk band som blev hypet til skyerne af NME. De havde et altdominerende medlem, der var helt fænomenal til at skære i sig selv, være mentalt ustabil og komme med outrerede udtalelser. Musikken hørte jeg knap nok. Det skulle forestille punk, men det var nærmest en slags heavy-pop a la Queen blandet med lidt new wave og tilsat knudrede tekster om Sylvia Plath. Jeg kunne ikke fordrage dem. Så forsvandt ham, som de fleste troede var deres forsanger, og her sluttede historien. Troede jeg.

Et par år senere tændte jeg for fjernsynet og så tre lidt anonymt udseende mænd fremføre et særdeles iørefaldende popnummer, “A Design for Life”. Det gik op for mig at der rent faktisk var tale om det samme band, men at dem, der var tilbage, var de tre, der rent faktisk kunne spille. Og det gik op for mig at den lille mand med guitaren faktisk hele tiden havde været deres sanger – og at han ikke bare var en dygtig sanger, men faktisk også en dygtig guitarist.

Nu er James Dean Bradfield fra Manic Street Preachers så omsider debuteret som solist med The Great Western. De iørefaldende melodier og de velgennemtænkte arrangementer viser at han må have været det musikalske omdrejningspunkt i gruppen og at pop-sensibiliteten hos Prædikanterne stammer fra ham. Teksterne har han selv lavet, og de er langt mere mundrette end de tekster, bassist Nicky Wire lidt for ofte forsynede ham med. (Der er en enkelt tekst af Wire på soloalbummet, og den er klart den svageste.) Ikke banebrydende eller nyskabende, men bestemt værd at høre.

Interessant nok arbejder Nicky Wire også på et soloalbum; et par af numrene findes allerede på WWW. Også her er det tydeligt, hvilket band, han kommer fra, omend der er mere tøf-rock over lydbilledet. Men i modsætning til sin kollega synger han ikke særlig godt – heller ikke selv om teksterne er klart mere sangbare, nu hvor den stakkels mand selv er nødt til at synge dem.

Vær med til at gøre noget!

Krigen i Libanon fortsætter. De krigsførende parters kynisme er uhyggelig. Hver dag øges tabstallene, og i Libanon er omkring en million mennesker på flugt.

Man kan skrive sit navn på en bombe og fortsætte krigen. Man kan lukke øjnene og lade som om der ikke sker noget. Eller man kan gøre noget for at standse krigen og bevare menneskeliv.

Amnesty International fortsætter sin kampagne, hvor alle opfordres til at sende e-mail til Israels regering, til Libanons regering og til Hizbollahs ledelse for at få dem til at stoppe angrebene. Du kan finde den på

http://web.amnesty.org/pages/lbn-210706-action-eng

Du kan desuden hjælpe ofrene for krigen ved at give et beløb til

Dansk Røde Kors
Folkekirkens Nødhjælp
Red Barnet
Unicef

Vi er del af den samme verden, og det forpligter os. Du kan også gøre noget – så gør det!

Nix, kalder det stadigvæk sommer

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Super8.jpg

Ialfald her. I København lige nu, men snart afsted igen, ned Europa efter mere. Men velkommen hjem til Pastoren. Måske han skriver lidt her på siden i mellemtiden. Jeg selv er først tilbage langt henne i august. Take care!

Det var så den sommer…

…i hvert fald for mit vedkommende. Nu kan det kun gå ned ad bakke. Om fire måneder er store dele af landet fanget ind af juleræs.

Jeg nåede selv helt til Samsø sammen med resten af familien. Ovenstående billede stammer derfra og udgør et ikke specielt overbevisende argument for Jordens krumning.

Og mandag d. 31. juli er der en genudsendelse af Musikprogrammet på DR2, hvor Jens er med sammen med bl.a. Figurines og The Blue Van. (Tænk at være familiefar på 42 og stadig blive spurgt ud om hvordan det var at flytte hjemmefra…)

Vi kalder det sommer

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Ph.jpg

Nu hvor alle shows med The Lonely Lovers er fint overstået og Joyride 05-06 forbi, hvor VM-pokalen er blevet overrakt, hvor hele Europa kører på sommertid, er Pastoren og jeg blevet enige om et regulært break her på siden. Der er steder der skal rejses, liv der skal leves, nye sange der skal indrettes. Så det næste stykke tid sendes der ikke meget herfra, medmindre konkrete nyheder skal ud – ha’ en strålende sommer!
XXX Jens Unmack

Leaving Songs

Før vi går endeligt ud til sommer, endnu en anbefaling til dens soundtrack; Stuart A. Staples kender mange som stemmen i Tindersticks, det elegante engelske band, der op gennem 90’erne lavede underspillede, længselsfulde sange, med episk lyd fra alverdens kuldsejlede forhold. Tindersticks holder pause på ubestemt tid, og det giver nu Staples mulighed for at udsende sin 2. solo-disc, Leaving Songs.

Her står det klart hvor centralt Staples stod i sangskrivningen i sit gamle band. For de bedste sange på Leaving Songs ville til enhver tid kunne glide ubemærket ind på en best of-samling med Tindersticks – sådan lyder de og så gode er de. Det drejer sig især om ” That Leaving Feeling”, der er en fantastisk duet med Llhasa de Sela, om åbningsangen “Goodbye To Old Friends”, om “There Is A Path” og om den rastløse “Which Way The Wind”.

Vi var vel mange der tabte entusiasme for Tindersticks efter Curtains, deres 3. plade, da bandet begyndte at blive mere southern soul, mindre Nottingham-noir. Stuart A. Staples har måske heller ikke selv været helt tilfreds med den udvikling, for både hans solodebut, Lucky Dog Recordings 03-04, og nu Leaving Songs undgår så nemt de noget sterile rammer efterfølgerne til Curtains sad fast i.

“We all have dream of leaving / We all want to make a new start / Go and pack the little suitcase / With the pieces of our hearts / All those worries and those sorrows / We can just toss them away / Buy a coffee and a paper / And step on to a train…” synges der. Er det mon Tindersticks han kører endeligt bort fra? Stuart A. Staples lyder beruset af sin egen frihed på disse Leaving Songs, der også vil tage os med.

Italia campioni del mondo

L’Italia è Campione del Mondo per la quarta volta. Nella finale di Berlino batte la Francia 6-4 dopo i calci di rigori. I tempi regolamentari si erano chiusi sull’1-1: rigore di Zidane e pareggio di testa di Materazzi. Nessuna rete nei supplementari e un’espulsione clamorosa: quella di Zidane per una testata a Materazzi. Ai rigori errore per la Francia di Trezeguet, di Grosso il quinto e decisivo rigore dell’Italia.

Det var så det (eller: Allez les bleus?)

En noget uforløsende finale. I perioder velspillet – italienerne er gode i første halvleg, franskmændene i store dele af anden – men også en kamp med en lidt forudsigelig defensiv nedgravning til sidst, hvor det nogle gange ligner et regulært tjat-forum, især fra Italiens side. I den forlængede spilletid ser vi først Zidane bruge hovedet på en god måde, derefter på en ubetinget skidt. En underlig og uværdig exit for den franske anfører.

Og så har jeg aldrig været begejstret for at afgøre VM-finaler med straffesparkskonkurrencer. Derfor det uforløsende. I den ideelle verden spillede man en ny finale – og så ville de af os, der ikke kunne komme til VM, måske få en ekstra chance…

Ærgerligt at se nogle gamle franske helte tabe titlen (og for visses vedkommende hovedet) på gulvet. Hvis jeg havde været på stadion, havde jeg givet Domenech en trøstens skål.

Men alt andet lige er det andet trikoloreland, hvis selve form giver mindelser om fodbold, dog de rette verdensmestre. De var mindre spændende i finalen, men ellers har de spillet fornuftigt gennem hele slutrunden og uden at være så kedelige, som man til tider har set. Man kommer ikke helt dertil, hvor de er nu, uden at være rigtig dygtige! Stort tillykke herfra!

(Og så havde Jens jo ret i sine forudsigelser.)

Tillykke, Number 1


Er blevet spurgt om vi ikke markerer George Bush’s, Sly Stallone’s og Nancy Reagan’s fødselsdage, der alle falder dags dato. Nej, melder pas, intet at fejre der. Det er der til gengæld i forbindelse med vores egen Rune Kjeldsen, guitar-es og wonderkid, som også fylder år i dag – strålende tillykke herfra!

Firserne fortolket

Ikke helt sjældent sker det, at en dygtig sangskriver kaster sig over andre menneskers numre. Denne gang er turen kommet til Grant Lee Phillips, der for snart længe siden var forsanger, sangskriver og guitarist i den fine trio Grant Lee Buffalo. Denne gang har han valgt at lave et cover-album med fortolkninger af 1980’ernes new wave/collegerock/hvad det nu end hed. Med andre ord sange, som denne blogs forfattere, der er født samme år som hr. Phillips, også har et forhold til. Resultatet er albummet Nineteeneighties (som for de utålmodige kan hentes på iTunes) og indeholder sangene

Wave of Mutilation [The Pixies]
Age of Consent [New Order]
The Eternal [Joy Division]
I Often Dream of Trains [Robyn Hitchcock]
The Killing Moon [Echo and the Bunnymen]
Love My Way [Psychedelic Furs]
Under the Milky Way [The Church]
City of Refuge [Nick Cave]
So. Central Rain (Sorry) [REM]
Boys Don’t Cry [The Cure]
Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me [The Smiths]

Nineteeneighties er et interessant album, hvor det på de bedste numre lykkes at finde den kerne i sangene, som de oprindelige arrangementer nogle gange har skjult for lytteren. Grant Lee Phillips’ soloalbums har været langt mere country/folk-betonede end hvad vi hørte med Grant Lee Buffalo, og dette album er ingen undtagelse. “The Eternal” lyder næsten som et nummer fra Springsteens Nebraska, og “Under the Milky Way” er blevet ren lejrbålsstemning! “Waves of Mutilation” er… usædvanligt tilbagelænet, og “Age of Consent” er rigtig, rigtig vellykket (akustisk New Order!).

Jens Unmacks officielle weblog