Fristil om Bruce

Da Bruce var ung sang han om at køre væk. Han havde endda et band der lød som en bil i fuld fart. De turnerede verden sammen og fik mange venner overalt hvor de kom frem. For Bruce var en sympatisk fyr, en enestående sanger, og mange piger fik som stik i hjertet når de så ham.

Men så skete noget. Bruce var ikke længere den samme ubekymrede sjæl. Mere populær end nogensinde ja, men nu med en mekanik i de bevægelser der før syntes så naturlige. Han var blevet trist indeni og gjorde også hele sit E Street Band meget kede af det ved at sige farvel til dem. For hvem skulle de nu spille rocknroll med? Og hvad skulle de dog lave? Bruce gik væk, alene i mørket.

Men heldigvis faldt han dér for en rødhåret pige, og det var nok hende der fik ham til at slappe af og være sig selv igen. Så godt fik han det, at han atter samlede sine gamle venner fra bandet til mere fest på lyse scener. Det var de meget tilfredse med, selvom de nu alle var blevet voksne mænd og havde familier at se til. Folk kom langvejs fra for at opleve dem og alle havde det sjovt.

Så gav Bruce bandet et velfortjent hvil og udgav selv en plade imens. Den brød så mange folk sig om, at han helt alene tog ud for at spille den i mange af de forskellige nationer, som de kom fra. Den 22. juni kl 20.00. var Bruce nået til et lille land der hed Danmark. Det skulle nok blive stort det her, tænkte han…

B.T. anbefaler…

Også B.T. anbefaler Vejen hjem…:

Lyden af Love Shop

Fem stjerner

CD: Hvis du er trist over Love Shops opløsning, så tør blot øjnene. Hovedmanden Jens Unmack viderefører nemlig smukt gruppens lyd på sit soloalbum »Vejen hjem fra Rock’n’roll«. Og sangene er, ligesom når Love Shop er bedst, fyldt med de smukkeste billeder og svøbt i de mest forførende melodier. Unmack videreudvikler den næsten bevidshedsudvidende popmelodi, der gjorde Love Shop til et af danskpoppens vigtigste navne.

Mod fuldmåne i nat.

Blue moon
You saw me standing alone
Without a dream in my heart
Without a love of my own

Blue moon
You knew just what I was there for
You heard me saying a pray for
Someone I really could care for

Blue moon
You saw me standing alone
Without a dream in my heart
Without a love of my own

Blue moon
Without a love of my own

© Rodgers & Hart

Men…hvad laver Henrik Hall?

Henrik Hall arbejder lige nu på at blive færdig med det sæt sange, han straks efter sommerferien påbegynder indspilningen af. Ifølge egne oplysninger har han skåret en grundpulje på 20 ned til omkring 14, og det er disse der pt. finjusteres. Selve indspilningen skal produceres af selveste Mikkel Damgaard i dennes studie i KBH, og resultatet – Henrik Hall’s debut som solist! – forventes udgivet på cd til næste forår.

Det er så de konkrete facts. Jeg har selv hørt 3 Hall-numre og de giver absolut lyst til meget mere. Den udstråling og det drama som Hall er blevet så elsket for blandt LS-tilhængere, findes i allerhøjeste grad også på fremførelsen af hans egne dansksprogede sange, der både er præget af skarpt svingende teknologi og en gavmild melodiøsitet. Så grund til at glæde sig!

Go Heinrich, go!!!

Mere rumvæsen er man jo heller ikke

Dette er titlen på Nils Thorsens lange interview med Jens på i dagens udgave af Politiken (på forsiden af Kultur-sektionen). Et citat:

Jo mere man laver, jo mere kan man smide væk. En god tekstforfatter skal være god til at finde ud af, hvad der skal skæres fra og lægges til. Det handler om at blive ved med at angribe det. At have den stemning i sig, man vil beskrive, og så lede efter de rigtige ord for den.

Tillykke, Aung San Suu Kyi.

I dag fylder Aung San Suu Kyi 60 år. Myanmar/Burmas menneskerettighedsforkæmper tilbringer sin 60 års fødselsdag i husarrest. I cirka 12 af de sidste 16 år er hun blevet nægtet retten til frihed uden at være anklaget eller være stillet for en dommer.

Der er mindst 1350 politiske fanger i Myanmar/Burma. De er bl.a. fængslet for at skrive digte og artikler eller give udtryk for retten til at danne studenterorganisationer og gennemføre fredelige demonstrationer. De udsættes for tortur og mishandling, holdes isolationsfængslet uden ret til advokat og idømmes straffe ved uretfærdige retssager.

Myanmar/Burmas myndigheder har i årevis lovet at løslade Aung San Suu Kyi, sammen med andre politiske fanger, “når det rette tidspunkt er kommet”.

Hjerternes fest!

Politikens I Byen nævner Vejen hjem fra rocknroll som ugens anbefaling med seks hjerter og skriver:

Uden at miste koncentrationen har han byttet Love Shops indimellem snærende perfektionisme ud med en mere varm og vekslende musikalsk grundstruktur. Bakket op af et forrygende band af unge musikere får Jens Unmack som sanger i det absolutte centrum luft under vingerne som næppe nogensinde før.

Og i Ekstra Bladet er Jens’ nye album nr. 1 på listen over albums som Henrik Queitsch skamhører.

Ryan Adams' vej hjem fra rocknroll

Sidder her og lytter til Cold Roses, det nye album med amerikanske Ryan Adams. Adams startede karrieren i Whiskeytown, der til sidst gik i opløsning (formodentlig i whisky). Whiskeytown var country-rock (med tryk på country), når det er bedst. Nogle helt fænomenale ballader var der især.

Solokarrieren har været mere broget. En overgang var jeg nervøs for at Ryan Adams havde mistet inspirationen, for han var blevet lige lovlig glad for ligegyldig tøfrock. Kulminationen var U2-plagiatet Rock’n’roll, der må have været et bestillingsarbejde.

Men så kom den lavmælte Love Is Hell, og nu er Ryan Adams for alvor vendt tilbage til den countrymusik, han ubestridt er bedst til. Cold Roses er en rigtig band-plade med bl.a. den fænomenale Cindy Cashdollar (ja, det hedder hun) på steelguitar og dobro. Og gode sange!

Jens Unmacks officielle weblog