Coveret er sort, gråt og uklart, helt som tiden vist var det. Jeg, på besøg i Århus med mit band Næste Uges TV, skulle spille et set samme aften til en efterårsmørk punk-festival i Huset, fandt denne helt nye 12-inch-single i Mimosa, den ene af Århus’ daværende to progressive pladebutikker. Faktisk havde de også “Gloria”, den ditto nye single med endnu ukendte U2, men pengene var små, så købte kun ovenstående maxi, sammen med Liverpool-bandet Wah Heat’s “Seven Minutes To Midnight” – to tårnende angstplader med ét hurtigt smæk, bang! I dag er det præcis 25 år siden “Charlotte Sometimes” blev udgivet. Måske den bedste single nogensinde med The Cure? Det tror jeg…

Damon Albarn synes ikke tilfreds med “kun” at brillere i Gorillaz og Blur. Nu er han allerede afsted med nyt projekt, et band, der går under navnet The Good, The Bad & The Queen. Med sig har han Paul Simonon, bass fra The Clash, Simon Tong, guitar fra The Verve, samt Tony Allen, en trommeslager fra afrikanske Fela Kuti (!). Første single, “Herculean”, udkom i mandags, og at dømme efter dens særegent “Ghosttown”-mørktonede og brit-billedskabende musik, venter vi her gerne utålmodigt på det Dangermouse-producerede debutalbum, der kommer lige om hjørnet.

HERCULEAN

Standing on the dark canal
By the gasworks
Celebrate the ghost gone by
When the love hurts

And the medicine man here 24/7
You can get it fast in Armageddon
Everyone on the way to heaven
Slowly

Call for prayer is comin’ ’round here
In the morning.
Wash our faces go to work,
There is no warning

That it all gets better when life is straight
It’s bigger than you and the Welfare State
The wind keeps singing “It’s not too late
For you”

© The Good, The Bad & The Queen

I aften lukket koncert i en lille jysk provinsby, i morgen officiel start på efterårets komprimerede tour, der os bekendt ikke bærer noget navn. Vær sammen med Henrik Hall & Himmelstormerne her:

12.10: Musikcafeen, Århus
13.10: Pumpehuset, København
14.10: Forbrændingen, Albertslund
20.10: Stars, Vordingborg
03.11: Viften, Rødovre

Det udtryk synes som skabt for Ryan Adams. I aften spiller den hyperaktive sanger atter i DK. For de af jer der skal afsted og se om han endnu engang lader sit kæmpetalent i stikken med den maniske skødesløshed, der snart ligner en fast følgesvend, bringes her et beskedent bud på en top-5 over de mange helstøbte sange han, Ryan Adams, allerede har spyttet ud:

1. Anybody Wanna Take Me Home – (fra Love Is Hell)
2. To Be Young (Is To Be Sad, Is To Be High) – (fra Heartbreaker)
3. World War 24 – (fra Love Is Hell)
4. Dancing With The Women At The Bar – (fra Whiskeytown’s Strangers Almanac )
5. Starting To Hurt – (fra Demolition)

Oktober bringer stemningsbestemt behov efter andre toner, lyde, sange end sensommerens. Et af de bands der synes bedst på denne årstid er NYC’s Interpol. Lige siden deres fremragende debutplade Turn On The Bright Lights, har de været fast løvfaldsinventar her. Det ikke mindst den seneste uge, hvor nedenstående kronologisk udvalgte iPod-playlist er blevet favoriseret:

I n t e r p o l a r o i d s

Fra Precipitate-EP:
Precipitate
Song Seven
A Time To Be So Small

Fra Interpol-EP:
PDA
NYC
The Specialist

Fra Turn On The Bright Lights:
Untitled
Obstacle 1
Say Hello To Angels
Hands Away

Fra Antics:
Next Exit
Take You On A Cruise
Public Pervert
A Time To Be So Small

Fra Antics Remixed-EP:
Narc (Paul Banks Remix)

For satan, et storslående band!

På en efterårssøndag, som landskampene i går desværre har berøvet sin vanlige klubfodbold, er der tid til så meget andet, måske endda et længere interview med Mr. Bob Dylan:

http://www.weekendavisen.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20060915/KULTUR/109150102

På Bruce Springsteen’s udvidede The Seeger Sessions – American Land Edition, der (gen)udsendtes i mandags, og som iøvrigt er en plade der i musik minder ikke så lidt om irske The Pogues, er hans egen version af nedenstående 1965-Vietnamsang nu med. Efter endnu en DK-soldats død i aftes nede i Irak, er dens meget enkle opstilling kun passende og relevant at gengive her:

BRING ‘EM HOME

If you love this land of the free
Bring ’em home, bring ’em home
Bring them back from overseas
Bring ’em home, bring ’em home

It will make the politicians sad, I know
Bring ’em home, bring ’em home
They wanna tangle with their foe
Bring ’em home, bring ’em home

They wanna test their grand theories
Bring ’em home, bring ’em home
With the blood of you and me
Bring ’em home, bring ’em home

Now we’ll give no more brave young lives
Bring ’em home, bring ’em home
For the gleam in someone’s eyes
Bring ’em home, bring ’em home

The men will cheer and the boys will shout
Bring ’em home, bring ’em home
Yeah and we will all turn out
Bring ’em home, bring ’em home

The church bells will ring with joy
Bring ’em home, bring ’em home
To welcome our garland girls and boys
Bring ’em home, bring ’em home

We’ll lift our voice in song
Bring ’em home, bring ’em home
Yeah, when Johnny comes marching home
Bring ’em home, bring ’em home

Bring ’em home, bring ’em home
Bring ’em home, bring ’em home
Bring ’em home, bring ’em home
Bring ’em home, bring ’em home

If you love this land of the free
Bring ’em home, bring ’em home
Bring them back from overseas
Bring ’em home, bring ’em home

© Pete Seeger

http://youtube.com/watch?v=Q3pD9xJWoIk

På samme måde en dertil overkvalificeret mand som Henrik Qvortrup gik ind og satte sig tungt på redaktørstolen hos et kulørt ugeblad, fordi, som han vistnok sagde, “nogen skal jo gøre det beskidte job”, indvilliger vi her frivilligt i at spare U2’s organisation ethvert arbejde med udvælgelse af numre til en kommende best-of-plade. Her et helhjertet bud på hvordan en best-of – nej, IKKE en greatest hits – med U2 bør se ud:

11 O’Clock Tick Tock
Twilight
Another Time, Another Place
The Unforgettable Fire
All I Want Is You
One
Until The End Of The World
Love Is Blindness
Zooropa
Stay (Faraway, So Close)
Miss Sarajevo
Hold Me Thrill Me Kiss Me Kill Me
Gone
The Ground Beneath Her Feet
In A Little While
Electrical Storm

Kære Mr. Bono & co.
I forkæler os. Helt ærligt, det gør I virkelig. Har lige fået den flotte nyhed om den nye “Best Of”-plade, I udsender til november – wow! Kan godt være onde tunger vil vrænge, det kun er et enkelt album siden, der sidst kom en best-of fra jer, men de overser helt de to nye Rick Rubin-producerede sange, som er med på den nye. En af dem, en cover af skotske The Skids’ 1978-nummer “The Saints Are Coming” – måske iøvrigt en passende overordnet titel til jeres opsamling? – er endda en indspilning sammen med selveste Green Day. Må sige, I viser sans for at finde de spændende acts at samarbejde med. Og så omkring en støttesang for New Orleans. Ja, I har altid haft hjertet på rette sted. Af et band at være, der udtrykker stor og beundringsværdig bekymring omkring kapitalismens griske væsen, er det derfor også befriende uselvisk, I ikke holder jer blufærdigt tilbage, når pladeselskabet ser muligheden for at sprede det vigtige budskab. Om I så skal besværes med at fylde endnu et par af jeres skattelettede, hollandske pengetanke op med ussel mammon, så påtager I jer jo opgaven, helt uden at kny, udelukkende for den gode sags – og jeres hengivne fans – skyld. Tak for det!

Stor succés med gigasalg som følge er en svær størrelse at håndtere for de fleste bands. Se nu bare på Nephew, der oven på det folkelige gennembrud med USADSB må have haft mange tunge overvejelser omkring den efterfølger, der nu snart sendes ud. For hvad gør man, når en så lottolignende jordskredssejr, der netop er kommet i hus, skal konsolideres? Laver man en Xerox-kopi af forrige plade, og risikerer at miste “fanbase” på en lyd, der nemt bliver uinspireret arbejdsmandsformel af sig selv, eller gambler man, og sætter musikalsk kurs mod nye kyster, hvor alt er lovey-dovey, indtil det måske åbenbares, det pladekøbende storpublikum bare ikke er fulgt med…?

Hvordan Nephew har tacklet den udfordring, vil næste mandag vise, når deres Intercom Kom Ind udkommer. Men allerede denne uge byder på eksakt samme problemstilling, præsenteret af The Killers, der på sin debut, Hot Fuss, ramte Las Vegas-jackpot og nåede et næsten urealistisk stort publikum. Det skete via en plade, som indenfor sin genre – 100% anglofil britpop med glam-mascara – var/er ret sublim og overlegen. Hot Fuss havde den ene klassisk gode popsang efter den anden, og The Killers fungerede som band perfekt med overskud inden for både rocknroll-dynamik og blåøjet personlighed. Den combi kastede i ordets bedste forstand hits af sig og det i seriøs worldwide mainstream-rotation: “Mr Brightside”, “Smile Like You Mean It”, “Somebody Told Me”, “All These Things That I’ve Done”, for nu at nævne de fire største…

Det første der slår ved “den svære opfølger” Sam’s Town, er hvor uhm…erfarne The Killers anno 2006 på alle måder pludselig lyder. Den henkastede, bekymringsløse stil, som var i centrum på Hot Fuss er blevet afløst af sange, der alle som en virkelig gerne vil det episke, det store, det meningsfyldte, det gode. Meget fint, jo-ja, men en pæn del af charmen ved Hot Fuss var jo netop, at sanger Brandon Flowers vedkendte sine poptunes deres plastik-sensibilitet, deres throwaway-værdi, deres ubetydelighed, og paradoksalt nok derigennem gav dem så meget mere troværdighed.

Sam’s Town er helt anderledes med seriøst, gråtonet Anton Corbijn-artwork og The Killers selv i 4-minutters widescreen-produktioner, der gerne vil fortælle noget vigtigt, men sjældent synes klar over hvad. Det er slet ikke nødvendigvis negativt, for alle Flowers’ usammenhængende ramblings om amerikanske nætter, om at køre, køre, køre, om Uncle Jonny på coke, om at se sig selv godt efter i spejlet, om vilde, brusende floder og Det Forjættede Land, om alder – Flowers bekymrer sig om han mon vil leve til en dag at få børn – ja, selv om noget så ikonisk amerikansk, som at være født den 4. juli, har på deres zappende facon en overbevisende lukketids-desperation, der nærmest lyser ud af den besatte viljefasthed hvormed Sam’s Town spilles, synges og ofte råbes hjem.

Så nej, det er hverken en dårlig eller uinteressant opfølger succesen har ført med sig. Det er faktisk et meget imponerende “produkt”. Og her ligger hovedanken, for det står skrevet med Caesars Palace-fed neon henover Sam’s Town, at The Killers uden så kæmpe et forventningspres fra pladeindustri og omgivelser, ville kunne have lavet en plade så meget, meget mere fri og vild og levende og let på hånden. Måske en plade, der endda lød som den helt uforcerede opfølger til Hot Fuss. Og den tror jeg vi er mange, der endnu hellere gerne ville have hørt…