Det eneste album…

zulm.jpg

Jeg husker en samtale, jeg for snart mange år siden havde med Hilmer Hassig. Vi talte om Hilmers favoritalbums, og det gik hurtigt op for mig, at han havde en tendens til at synes rigtig godt om ét album med en bestemt kunstner, men ikke var nær så begejstret for de øvrige udgivelser. Jeg kan f.eks. huske, at han kun synes om Pornography fra The Cures store oeuvre og Led Zeppelin III fra Led Zeppelins diskografi. Jeg har opdaget, at jeg deler denne stærkt selektive holdning i et vist, begrænset omfang. (Og jeg kan forresten også lide de pågældende to albums.)

Tag nu f.eks. Muslimgauze, der var pseudonym for den britiske percussionist Bryn Jones, der døde i 1999 af en sjælden blodsygdom. Jeg læste for 15 år siden om hans musik – en blanding af mellemøstlige toner, samples og industrial-agtig percussion. Det lød fascinerende på papiret, så det måtte undersøges. Jeg fik fat i albummet Zul’m. Der var ikke meget industrial over albummet, men til gengæld var der syv lange numre med gyngende og tilbagelænet arabisk-inspireret instrumentalmusik med velvalgte samples fra Mellemøsten. I lang tid var Zul’m nok for mig, men jeg har siden prøvet mig frem. Store dele af Muslimgauze-bagkataloget findes nu på iTunes og kan desuden købes på cd fra det nederlandske selska Staalplaat. Jeg købte efter mange net-anbefalinger Uzbekistani Bizarre and Souk, da dette album blev genudgivet, og derudover er jeg begyndt at lytte mig frem.

Men ak… resten af det enorme bagkatalog med Muslimgauze fænger mig ikke. Måske er produktionen for dårlig, måske er der for meget industrial efter min smag, måske var Zul’m simpelthen et isoleret højdepunkt, hvor inspirationen og de rigtige samarbejdspartnere tilfældigvis var der.

Er der andre derude, der har det sådan med nogle musikere?

En aften i Aalborg

mikaelsimpson01.jpg

Imens kulden sænker sig over Danmark, er der heldigvis stadig musik at høre. Mikael Simpson var i Aalborg i går aftes og gav på Studenterhuset en fin koncert, der uddrev de onde ånder fra en buttetskøn koncert sammesteds tidligere på ugen. Der faldt ikke overraskende en let kritisk bemærkning om valgresultatet.

I salen befandt sig bl.a. en langsynet diabetiker fra Thisted, der over for mig hævdede at “Mist dig selv i mig” minder en del om “Film vi har set” – med det argument, at hans kæreste ikke kunne høre forskel. (??!!??) Jeg synes personligt, det er at gøre begge disse udmærkede sange slemt uret. Men sådan er mennesker så forskellige osv.

Ræk mig flasken

champagne.jpg

Så gik det, nøjagtig som jeg havde forudset. Inden længe vil Mølleren sende mig en flaske Brut Prestige, en økologisk champagne fra vinhuset Vincent Bliard. (Se her, hvis du også vil købe dig én.)

Når champagneproppen er sprunget, skal vi alle sammen leve 4 år (eller realistisk set 12 år) mere med Anders Fogh Rasmussen. Jeg vil lade de politiske kommentarer forstumme (i al fald for en stund), for flertallet har talt og er forhåbentlig godt tilfredse.

Men gid jeg havde tabt.

Enfants, let's go!

arcadefire-kbhallen.jpg

Jeg har set rockmusikkens fremtid, og den hedder Arcade Fire. Ja ja, jeg overdriver nok, men i dagens anledning vil jeg godt lufte en næsten Jon Landau’sk begejstring. (Desværre kan jeg nok ikke liste mig ind i en tilsvarende rolle.)

I 1985 så jeg Bruce Springsteen og The E-Street Band på Ullevi. Clarence Clemons svingede med saxofon, Bossen selv løb rundt fra side til side, Nils Lofgren slog kolbøtter med sin guitar… Musikken var en blanding af fest, længsel, melankoli og samfundskritik. Publikum var en skov af vajende hænder.

22 år senere står jeg som denne blogs udsendte medarbejder i KB-hallen og ser Arcade Fire levere, hvad jeg ikke vil tøve med at kalde et brag af en koncert. Kort og godt: Det var i virkeligheden vore dages E-Street Band, jeg så og hørte (og så er de fra Canada!).

De fleste numre fra den traditionelt set svære, men her særdeles vellykkede toer Neon Bible (dog underligt nok ikke “Windowsill”) og højdepunkterne fra Funeral var der. Der var tilmed et par numre, jeg ikke kendte. De faldt på ingen måde igennem. Og slutningen med to numre fra Funeral, “Neighbourhood #3 (Power Out)” og “Lies”, var helt oppe at ringe.

Det musikalske slægtskab med manden fra New Jersey er til stede, men ligheden stikker dybere i live-sammenhæng.

Ikke helt sjældent virkede det som om koncerten balancerede på randen af kaos – musikere, der løb tværs over scenen igen og igen, instrumenter, der blev kastet på himmelflugt og som regel grebet igen, sanger Win Butlers besøg nede foran scenen, Régine Chassagnes kokette dansetrin (hvem vidste at hun faktisk er en habil trommeslager? Ikke jeg), et utal af blæseinstrumenter trakteret på skift oppe i øverste højre hjørne. Men der var nok i virkeligheden ikke noget som helst, der var overladt til tilfældighederne (og med både rød neon og video for alle pengene). Nordamerikansk showmanship i den bedste tradition!

(Kun én enkelt ting vil jeg beklage mig over: Hvorfor skal der altid stå en apatisk udseende to meter høj mand lige foran mig til tætpakkede koncerter?)

HVID NAT ude nu

hvidnatfront.jpg

Unmack/Nørlund’s musik til Jannik Johansens nye spillefilm HVID NAT er nu udkommet på Auditorium som ‘HVID NAT – Original Score and Soundtrack’. Her er albummets tracklist:

01. ‘Et Hus I Nordvest’
02. JEND UNMACK – ‘Aftenland’
03. ‘Ulriks Tema’
04. RHONDA HARRIS – ‘Holiday’
05. ‘Anholdelsen’
06. I GOT YOU ON TAPE – ‘Doctor Watching’
07. ‘Malene (harp version)’
08. PEOPLE PRESS PLAY – ‘That Walk’
09. ‘Ulriks Trip’
10. JENS UNMACK – ‘Hvem Skulle Have Troet?’
11. ”Festen Er Forbi’
12. Rhonda Harris – ‘In Love With No One’
13. ‘Ulriks Tilstand’
14. NIELS SKOUSEN – ‘Roser Og Sne’
15. ‘Ulriks Tema #2’
16. JENS UNMACK – ‘Luis Garcia Version’
17. ‘Malene (full version)’

November, november, november

Der er lige nu i skrivende stund dømt kulsort sen-midnat og sidelæns regn her udenfor, oven på København. Oktober ligger i knockout, november står med armene hævet. Inspirerende at se de mange bud på den liste fra i går, så vi tager en tur til. Her med en vanskelig top-10-test over sange der begynder med ‘no’ for november:

1. Now My Heart Is Full – Morrissey
2. No More Songs – Phil Ochs
3. Nothing Takes The Place Of You – Toussaint McCall
4. Norrländska Präriens Gudinna – Olle Ljungström
5. Non-stop Dancing – The Jam
6. Nordlicht – Sällskapet
7. No Sad Songs For Me – The Walker Brothers
8. No Culture Icons – The Thermals
9. Nobody Knows The Trouble I’ve Seen – Leadbelly
10. Now I Wanna Be A Good Boy – The Ramones

Forførerens dagbog

michalmoeller_sex_02112007_top.jpg

Manden med buket hedder Michael Møller, synger normalt indie-synth-pop-drama i moi Caprice, men er nu afsted på egen hånd med det meget anderledes Every Streetcar Has A Name-album. 16 fuldbyrdede sange om sex og begær, i konsekvent dunkel Nikolaj Nørlund-lyd. Berøring, kontakt, afhængighed, nederlag tilsat svimlende melodi. Detaljerede optegnelser fra intime rums afklædte sfærer. Og så den selvoplevede film af en stemme, som er Michael Møllers. Amanda Brown fra The Go-Betweens og Christian Hjelm fra Figurines gæster. Every Streetcar Has A Name er så god, vi ikke engang behøver at skrive det.

3 0 9

I dag er årets 309. dag. Her en top-10 over sange på 3:09. Den kræver næsten et svar…

1. State Trooper – Bruce Springsteen
2. Arabian Knights – Siouxsie & The Banshees
3. Let Your Yeah Be Yeah – The Pioneers
4. Reel Ten – The Plugz
5. Rat Race – The Specials
6. Miss Misery – Elliott Smith
7. Je Suis Venu Te Dire Que Je M’en Vais – Stereo Total
8. I Wanna Be Your Dog – The Stooges
9. Winterlong – Pixies
10.The Summer Sun – Chris Stamey

Fra togbiografen

pans.jpg

Film skal ses i biografen, men det sker alt for tit, at jeg ikke når at se de film, jeg gerne vil se. Somme tider må jeg indhente det forsømte, og det kan ske ved at jeg ser film på min Mac, hvis jeg er ude at rejse med tog. Ironisk nok kan det nogle gange give en bedre filmoplevelse med hovedtelefoner og en skærm, der fylder det meste af synsfeltet, end hvad jeg ville kunne opnå derhjemme foran familiens tv.

Således lykkedes det mig omsider at få set Guillermo del Toros Pans labyrint, der vandt en Oscar som bedste ikke-engelsksprogede film. Guillermo del Toro har lavet Hollywood-film som Hellboy og Blade 2, men det var hans spanske film Djævelens rygrad, der fascinerede mig. Både dén og Pans labyrint har den spanske borgerkrig som ramme, og begge er historier om børns møde med og flugt fra en virkelighed, hvor ondskaben har sejret. De fantastiske elementer i de to film er derfor ikke filmskaberens bud på eskapisme, men danner en kontrast til krigens og fascismens gru. De uhyggeligste scener i Pans labyrint er ikke scenerne med de underlige uhyrer, men scenerne, der viser krigens vold. Dette er bestemt ikke en film for børn!

Djævelens rygrad kan forresten fås på dvd med danske undertekster for en sølle halvtredser med under den engelske titel The Devil’s Backbone. Ligesom Pans labyrint er det en film, det er værd at få fat i.

When saturday comes

ns.jpg

Andre der så Liverpool’s farefulde færd mod 1-1 i Arsenal-kampen på Anfield i søndags? Elektrisk nedbrydende var det at følge med i som rød, dels pga. matchens speed-hæsblæsende tempo, dels – og især – fordi udeholdet spillede helt så overlegent flot som frygtet. Objektivt set var uafgjort minimum for hvad Arsenal fortjente at rejse væk med.

Lørdag frokost kommer mere drama, med tidlig topkamp på Emirates i London, hvor Manchester United skal prøve, om de kan følge med Arsenal. Oppe nordpå tager Liverpool senere den korte tur til Ewood Park i Blackburn, hvor Rovers i skarp form er på Premier League’s 5. plads. Det betyder endnu en hård opgave, der i værste fald kan slå LFC’s sæsonambition til tælling. Inden de to seriøse fights kan ventetid bruges her, hvor The Times’ Tony Evans i dag gennemgår ‘The soul of Liverpool in 50 moments’ – og jo, selvfølgelig er dét god læsning!

Arsenal – Manchester United, lørdag, kl. 13.45, Kanal 5
Blackburn – Liverpool, lørdag, kl. 18.15, down the local

Top-10 R.E.M.-tunes siden Bill vinkede farvel

berry.jpg

Må lige sige, forrige post ikke er skrevet i fornægtelse. R.E.M. betyder stadig meget. Ellers ville de heller aldrig kunne skuffe så kolosalt. Okay…

1. Leaving New York (fra Around The Sun)
2. Bad Day (single-A, 2003)
3. Parakeet (fra Up)
4. Imitation Of Life (fra Reveal)
5. Lotus (fra Up)
6. I’ll Take The Rain (fra Reveal)
7. Around The Sun (fra Around The Sun)
8. Walk Unafraid (fra Up)
9. All The Right Friends (fra In Time – The Best Of R.E.M.)
10. At My Most Beautiful (fra Up)

Fables of the deconstruction

bostonrat.gif

Se godt på billedet ovenfor. Det dokumenterer øjensynligt et ungt R.E.M. igang med en lodret nedsmeltning af Boston-rockklubben The Rat. Jeg ville give rigtig meget for at have været tilstede, eller for – i det mindste – at have en iorden optagelse af den store aften det må have været, for både band og tilhængere.

R.E.M. spillede fantastiske koncerter sine første mange år. Ved det fra de utallige bootlegs, hvis ofte elendige lyd ikke kan skjule hverken bandets hypnotiske drive eller Michael Stipe’s da endnu uafkodede karisma. Folkene omkring R.E.M. var selvfølgelig bevidst om det helt specielle live-talent og optog derfor – med henblik på et livealbum før eller siden – allerede bandets shows fra 84-85 og fremefter.

Den liveplade kom aldrig. Studieudgivelser og opsamlinger trængte sig vel på, og VHS/DVD-formatet krævede også sit, hvilket konkret gav sig udslag i Tourfilm (1990), Road Movie (1996) og senest Perfect Square (2004), der alle gennem tidens håndholdte kameras præsenterede et R.E.M.-show as we knew it. Fint nok, ingen af de udgivelser var dårlige, slet ikke, men det syntes dog som kvalitet af både performance og audiokvalitet på samtlige var vægtet lavere end selve billedsiden.

Derfor har der været set frem til R.E.M. Live, den første officielle liveplade nogensinde med det nu snart 28 år gamle orkester. Godtnok kommer den også med en medfølgende DVD-optagelse af samme show – Dublin, februar, 1985 – men det burde ikke være nogen hindring for en oplevelse, tværtimod.

Og alligevel melder skuffelse sig efter en kørsel af hele pakkens indhold. Ikke fordi det visuelle element er lettere ligegyldigt, som det er. Ej heller i logisk ærgelse over en setliste naturligt præget af de desværre inferiøre sange fra Around The Sun, den seneste studieplade. Nix, større skyer dækker for solen.

For R.E.M. har siden trommeslager Bill Berry’s udmeldelse i 1997 kæmpet en svær kamp for at holde niveau med tidligere tiders Mount Everest-høje standard. De 3 studieplader det er blevet til siden BB har alle præsenteret et lettere famlende band, lukket inde i et dyrt fængsel af statiske, overproducerede mid-tempo-numre. Hvert band har sin helt egen kemi, og Bill Berry har åbenbart betydet mere end meget for både R.E.M.’s kreativitet og nerve.

Måske en anden ting der undervejs gik galt var den enorme popularitet man ramte ind i omkring fællessangene ‘Losing My Religion’, ‘Man On The Moon’ og ‘Everybody Hurts’. Retrospektivt har det kostet alverdens charme og slet ikke klædt R.E.M.’s natur, i nogle år at skulle konkurrere med U2 om titlen som Verdens Største Band. Den kamp vandt U2 let, da deres musik jo først og fremmest er skabt til stadionherredømme. R.E.M. har lige siden – minus på glimrende Automatic For The People – virket temmelig groggy.

Det høres på den nye liveplade. Hits spiller, tilhængere råber, band arbejder og Stipe performer, men ligemeget. Der er ikke meget der swinger omkring denne underligt skindøde koncert. Og værre bliver det, når man får de levende billeder med. Tal lige om manglende fællesskab i attitude, den 2-timer-på-arbejdet-feeling, som Peter Buck og Mike Mills udstråler. Ikke befordrende.

Det var helt anderledes før i tiden, som f.eks. på ovennævnte billede fra Boston. Det klædte R.E.M.’s lyd, musik og teamspirit at spille mindre scener, under hårdt fysisk pres af uendelige turneer, små tour-varevogne, delte motelværelser, junk-food, ingen luksus. Som skrevet findes der på hylder hos både I.R.S. og Warner Brothers masser af show-optagelser fra netop de musikalsk topgyldne år. Men de udkommer desværre aldrig så længe R.E.M. endnu findes som band. Dertil udstiller de nutidens frustrerende tomgang for nådesløst.

Så gode var de!

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.