Drømmenes Roskilde Festival

Nogle af jer heftige friluftstyper er sikkert på Dyrskuepladsen lige nu ved at gøre klar til Velvet Guns Without Roses, Kent og den slags.
Andre som er zoomet ind på den helt nye festival med ovennævnte navn, kan istedet glædes over det program til første aftens 3 scener, der nu endelig ligger helt fast:

Orange scene – kl. 20: Ramones, kl.22: The Smiths, kl. 00: Bob Marley & The Wailers

Odeon – kl. 21: Serge Gainsbourg, kl. 23: Jeff Buckley, kl. 01: Kliché

Arena – kl. 22: The Ronettes, kl. 00: Johnny Cash & The Heartbreakers, kl. 02: Joy Division

Der er såvidt vides endnu billetter…

Elektronisk apropos

Sidder her og prøver forgæves at sidde stille til Kink med Anders Trentemøller. Hør ham på Roskilde snart – og på Mikael Simpsons De Ti Skud, hvor han medvirker på flere numre. Kink er forresten (ud over at være en 12-tommer) at finde i cd’en, der følger med det nyenummer af Soundvenue, som har et interview med Jens (og en noget forbeholden anmeldelse af Vejen hjem fra rocknroll).

Også på Roskilde kan man opleve Four Tet alias Kieran Hebden, der for nylig har udsendt et meget interessant album, Everything Ecstatic, hvor han (som på forgængeren Rounds) klipper og klistrer samples af akustiske instrumenter til forbløffende numre. Formelt set er det techno, reelt kan man ikke rigtig genrebestemme hans musik.

To interessante beviser på at der trods altkan komme noget fornuftigt ud af at eje en Windows-pc…

Tour de joie

Hovedkvarteret har for nylig udsendt følgende pressemeddelelse:

Med en masse dejlig airplay fra både P3 og P4 samt en fuldstændig overvældende modtagelse og det, der nærmest kan karakteriseres som jubel-anmeldelser af albummet ”Vejen Hjem Fra Rocknroll”, drager den gode hr. Unmack af sted på en såkaldt Danmarkstour. Som tilføjelse til dette overflødighedshorn af positive Jens Unmack-nyheder kan det lige nævnes, at ”Vejen Hjem Fra Rocknroll” også er blevet positivt modtaget af det store publikum. På den officielle danske salgschart debuterer Jens Unmack/Vejen Hjem Fra Rocknroll” som #3, hvilket jo er aldeles fremragende.

En lille kommentar til touren: Joyride 05 sluttes af med noget ganske særligt – nemlig to dobbelt-koncerter.
Den 7. oktober er Jens Unmack special guest for Mikael Simpson og Sølvstorm
Den 8. oktober er Mikael Simpson og Sølvstorm special guest for Jens Unmack.

Helt konkret er der tale om to fuldlængde-koncerter hver aften med begge artister. Den 7. oktober spiller Jens Unmack først, mens Mikael Simpson og Sølvstorm spiller først den 8.oktober.
Så skulle den vist være skåret ud i pap, men under alle omstændigheder kan det da kun blive en oplevelse ud over det sædvanlige – en aften i selskab med Danmarks to bedste sangskrivere.

For yderligere info kontakt Mads Rosted, A:larm music.

Husk at I kan se alle koncertdatoer under Koncerter.

Leaving Mew York

Sanchez og jeg kørte afsted fra København i regnvejr lørdag frokost, og vi havde tanket helt op med benzin, og vi havde købt en kæmpeæske saudiarabiske banancremekiks og noget svensk pærecider, og vi skulle først hente Beatbox’ Don King alias Peter Sørensen et fjernt sted ude i nærheden af Kalundborg, og med ham kørte vi ind i vedvarende solskin et stykke ude på Sjællands Odde, og vi fik os nogle store men for gustne rejemadder på katamaranen til Århus Havn, og derfra mens vi speedede op igen hørte vi først rockabilly-kasettebånd og siden Bob Marley, og da vi kom til Forum Horsens City parkerede vi den røde bil lige bagved scenen hvor R.E.M. var igang med lydprøve, og vi løb hurtigt ind i Mew der lå henslængt i solens varme, og vi sagde mange tak til dem for billetterne vi havde fået, og spillede fodbold i en tilstødende håndboldhal så sveden sprang, og der var stor buffet med laks på spyd og mexicanske pandekager og risretter og friske salater og isafkølede drikkevarer, og vi stod oppe på siden af scenen mens Mew spillede en rigtig fin koncert, og deroppe hilste vi på Michael Stipe’s forældre, og Stipe selv var der også for at høre Mew som han er vild med, og en halv time efter var vi helt ude foran da R.E.M. gik igang, og det var en underlig koncert for den startede fantastisk, blev så i midten noget rodet og ufokuseret, men sluttede heldigvis tilbage i top, og udover sangene Bad Day og Nightswimming var de bedste øjeblikke nok den majestætiske udgave af Leaving New York og så en hypervital Imitation Of Life, og selvom det hele var positivt fik vi også en lidt sær fornemmelse af at R.E.M. som personer måske ikke er helt 100% i sync, hvilket blev underbygget når man så de 3 sci-fi-dobbeltdækkerliners som bare Stipe, Buck og Mills rejser seperat i, men tilsidst under koncerten, da den jyske aftenhimmel endelig stod så mørkeblå at lysene fra scenen kunne gå til angreb, blev den slags bekymringer glemt, og bagefter Horsens-folkets og vores egen sidste R.E.M.-hyldest fandt vi os selv med ryggen mod muren i et lille men menneskefyldt, røgelseslugtende omklædningsrum, hvor Stipe havde tørret krigsmalingen af og nu holdt en gul klud mod sin ene tinding som havde han slået sig, og vi besluttede os for at her havde vi egentlig intet at gøre, og sagde farvel, god vind til Bo, Jonas, Silas, Johan & Pernille og forsvandt ud i den smukke sommernat, og bilen stod endnu der bag scenen hvor vi tidligere havde efterladt den, og da Horsens City lidt senere lå bag os kørte vi mod månen der hang tung og lavt, og vi havde masser af slik og musik til at holde os vågne, og vi havde måske et enkelt stop på en tankstation i Nyborg, og over Sjælland begyndte det så småt at blive lyst i nordøst, og vi var nu trætte og skulle kæmpe for at holde os som vågne, og da asfalten endelig førte os helt ind til København havde vi støv i halsen og næsten ikke flere ord at dele, og både R.E.M. og Horsens City syntes allerede flere verdener væk, og natten var da så godt som forbi, og vi missede morgenlys med øjne, som var det hele noget vi havde drømt.

Dagens anbefaling

Det nye album fra amerikanske System Of A Down er fascinerende lytning – et metalband, der undgår alle klicheer. Som man ville forvente af musik i denne genre, er der inspiration fra hårde drenge som Slayer, Megadeth og Dead Kennedys – men der er også blevet hældt jazz, Beatles, Radiohead og armensk folkemusik i maskinen (gruppens medlemmer har alle armensk baggrund). Dertil satiriske og særdeles samfundskritiske tekster. Hør bare overraskende iørefaldende numre som BYOB og Radio/Video.

Naturligvis dybt ironisk at en så åbenlyst venstreorienteret gruppe har kontrakt med giganten Sony Music (ligesom det var tilfældet med The Clash og Rage Against The Machine)

Namedropping

Viborg Amtsgymnasium


Viborg Katedralskole

I dagens udgave af Politiken er der en reportage af Henrik Vesterberg (nok ikke i familie med Paul?) med titlen En fordomsfuld reportagerejse. Heri skriver Henrik V.:

I Viborg er naturen meget pæn og domkirken supercool. Men ellers forstår man godt, hvorfor Jens Unmack flyttede. For eksempel er der et sted, der hedder Digterparken – det lød så smukt, at jeg måtte se det. Kun for at konstatere at Digterparken er byens største sociale boligbyggeri. Af samme grund droppede jeg pilgrimsrejsen til Unmacks barndomshjem. Men jeg så da katedralskolen, avs! Jeg forstår dig, Jens. Du er fra nu af endnu mere velkommen i København.

Jens gik faktisk på amtsgymnasiet. Men så pyt da.

Top of the pops!

Vejen hjem fra rocknroll går i dag fredag direkte ind på salgshitlisten som #3, i hælene på henholdsvis TV-fænomenet Four Jacks og dem fra Coldplay. Det er jo fantastisk. Vi takker herfra med glæde:-D

Dream baby, dream

Vil ikke tale dårligt om Springsteen. For han er en forbilledlig figur. Koncerten i går var da heller ikke ringe, slet ikke. Og enhver der som han kan trænge ned gennem Forum’s hæslige stolekoncert-omgivelser og få 6.000.mennesker til at være musestille (!) i mere end 2 timer fortjener al respekt.

Så vil ikke nævne her at tankerne for ofte fløj bort fra de tålmodighedskrævende sange, bort fra Forums fantomdyre og rottepis-smagende fadøl, ja selv bort fra et hurtigt voksende savn efter at høre manden på scenen sige farvel til “unplugged” og goddag til min fulde opmærksomhed.

Vil blot sige at aftenens finale, en coverversion af Suicide-nummeret “Dream Baby, Dream”, var fan-tas-tisk og det hele værd. Akkompagneret af trædeorgel og synthesizer, med mantralignende melodisløjfe sunget indtrængende i stigende desperation. Her var vi endelig alle sammen!

Fristil om Bruce

Da Bruce var ung sang han om at køre væk. Han havde endda et band der lød som en bil i fuld fart. De turnerede verden sammen og fik mange venner overalt hvor de kom frem. For Bruce var en sympatisk fyr, en enestående sanger, og mange piger fik som stik i hjertet når de så ham.

Men så skete noget. Bruce var ikke længere den samme ubekymrede sjæl. Mere populær end nogensinde ja, men nu med en mekanik i de bevægelser der før syntes så naturlige. Han var blevet trist indeni og gjorde også hele sit E Street Band meget kede af det ved at sige farvel til dem. For hvem skulle de nu spille rocknroll med? Og hvad skulle de dog lave? Bruce gik væk, alene i mørket.

Men heldigvis faldt han dér for en rødhåret pige, og det var nok hende der fik ham til at slappe af og være sig selv igen. Så godt fik han det, at han atter samlede sine gamle venner fra bandet til mere fest på lyse scener. Det var de meget tilfredse med, selvom de nu alle var blevet voksne mænd og havde familier at se til. Folk kom langvejs fra for at opleve dem og alle havde det sjovt.

Så gav Bruce bandet et velfortjent hvil og udgav selv en plade imens. Den brød så mange folk sig om, at han helt alene tog ud for at spille den i mange af de forskellige nationer, som de kom fra. Den 22. juni kl 20.00. var Bruce nået til et lille land der hed Danmark. Det skulle nok blive stort det her, tænkte han…

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.