Det er heldigvis meget nemt at gøre noget ved – I kan fra nu af blot skrive en kommentar til dette indlæg (det figurerer nu også i sidemenuen). Alle sædvanlige regler om kommentarer gælder også her – herunder, at man skal være logget ind.
I dag fortsatte jeg med at fylde løs af min cd-samling på min 60 GB iPod. Turen var kommet til den netop hedengangne amerikanske gruppe Guided By Voices, som jeg længe har været fan af. Deres output har været af særdeles svingende karakter, og der har været talrige udskiftninger undervejs. Faktisk er eneste gennemgående figur sangeren og sangskriveren Robert Pollard.
Deres mesterværk er albummet Bee Thousand fra 1994. I denne periode havde gruppen sin efter min mening bedste besætning (med bl.a. Tobin Sprout, der bidrog med sange af samme kvalitet som Robert Pollards). Guided By Voices er sikkert ikke for de mest traditionelt orienterede lyttere – der er masser af numre på under et halvt minut, og det hele er optaget på en firespors analog båndoptager med godt med sus. Sangtitlerne (og teksterne) yderst kryptiske: The Goldheart Mountaintop Queen Directory, A Big Fan Of The Pigpen, Kicker Of Elves etc. Men melodierne! Sommetider er der kun et løsrevet hook eller hvad der i et andet univers ville være et godt C-stykke (!!). Iørefaldende er det altid – reminiscenser af tidlig R.E.M., The Who og The Beatles side om side med ubestemmelig garagerock og akustiske lejrbålssange.
Efterhånden blev sangene længere, og produktionen mere traditionel. Desværre forsvandt meget af charmen også. I år tog Guided By Voices på afskedsturné, og scenen er herefter overladt til Robert Pollards soloprojekter.
Lufthavnen hedder Tempelhof og ligger midt i Berlin. Mesterfotograf Morten Larsen fortæller i det nye Gaffa både om den, tilblivelsen af coverbilledet til Vejen hjem fra rocknroll, samt en formodet større regning for forsyninger af den ædle drik Beck’s Bier ved indspilningerne af pladen.
…John Madsen fra Tåstrup, der herefter vil få overdraget Jens’ splinternye bånd på behørig vis. Tillykke, John!
Nogle gange giver de der små, gnidrede annoncer på Google andre associationer end de tiltænkte.
Information giver i dag sit bud på tidens så populære kulturkanon-fænomen med “12 bud på det ypperligste af den danske sangskrivningskunst fra tidernes morgen til i forgårs”. Normalt ville vi nok ikke bruge plads på den slags her, men pga. allernyeste sang i den tidskronologiske kanon gør vi det så alligevel:
1 – Det var en lørdag aften (Folkemelodi)
2 – Underlige aftendufte (1915)
3 – Jeg er havren (1916)
4 – Sig nærmer tiden (1922)
5 – Danmark, nu blunder den lyse nat (1922)
6 – Sangen om Larsen (1935)
7 – Man binder os på mund og hånd (1940)
8 – Dansevise (1963)
9 – Duerne flyver (1967)
10 – Sidder på et værtshus (1968)
11 – Rabalderstræde (1975)
12 – En nat bliver det sommer (1990)
Jens’ splinternye bilbånd udloddes således: Hvis du er interesseret i båndet, så send en e-mail til pastoren@jensunmack.dk med dit navn og din postadresse senest torsdag d. 4. august kl. 23.59. Det er altså ikke nok at have skrevet en kommentar i bloggen – kun e-mail dur!
Fredag morgen offentliggør jeg navnet på den heldige vinder.
Ang. landets pt. mest eftetragtede kasettebånd vil jeg hermed foreslå at Pastoren – under skarp kontrol af en imaginær notarius publicus – foretager en regulær og fair lodtrækning om liebhavergenstanden. Må det bedste lod vinde!
PS – Stor tak til Yugo Star for Precious-linket. Er det ikke det bedste man har hørt fra DM i meget, meget lang tid!?! Der var måske lige Flood’s single-mix af Free Love fra sidste plade, men ellers…?
Da det synes at være en uskreven regel i branchen at samtlige pladeudgivelser absolut skal placeres i perioderne marts/april og september/oktober, befinder vi os lige nu i den stille tid hvor ny spændende lyd er lige så sjælden som vand i Sahara.
Derfor opmærksomhed herfra på en netop udgivet CD anbefalet og købt i Sex Beat Records i går, nemlig debutpladen “The Back Room” med Editors fra Birmingham, England.
Hvis du finder allestedsnærværende Coldplay tre tænder for pæne og ligegyldige på den der tidstypiske Bo Bedre-designlækre måde – det gør jeg! – og måske mere er til Interpol, Placebo, Joy Division, Echo & The Bunnymen og den slags, så vil du finde glæde i denne mørkt melodiøse og urolige samling sange.
Ahoy kids, rocknroll!
Alle tilbage i god behold igen? Håber jeg ialfald. Jeg har selv været lidt omkring, først to uger et meget fint sted hvor der var sol og det smukkeste blågrønne hav, og dernæst en uges tid i mit gamle naturreservat lige syd for Viborg – pt. #1 blandt landets fodboldhold – hvor der udover en tur til stadion (3-1 over FCN) var al tid til at lande blødt efter de sidste måneders hektik.
Vejen hjem fra rocknroll har såvidt vides nu passeret 6.000 solgte eksemplarer, hvilket er det tal som de sidste 2-3 plader med LS har ligget på, så det er jeg ultraglad for at have udlignet. Og med en ny single fra pladen på vej samt den kommende Joyride 05-tour fra medio-september, ja hvad kan det hele så ikke ende med:-)
Apropos pladen, vil jeg gerne sige tak til Jane for hvad hun skrev om den som kommentar #5 til rubrikken “Den stille sommertid”. Vi har været fantastisk heldige med suveræne anmeldelser/lovprisninger af Vejen hjem fra rocknroll, men denne her var alligevel en af dem der varmede mest. Så mange tak!
Hvad er der ellers sket i juli? Det er lykkedes mig at undgå enhver festival denne sommer. Ingen pigtråd, ingen orangeklædte sikkerhedsvagter, ingen regn, ingen øl i plastikkrus, ingen Big Sad Fake. Det har været dejligt…
Til gengæld blev jeg af min ven Jannik med meget kort varsel hevet ind i Parken for at se Verdens Største Stadionband give show søndag regnvejrsaften. Vi sad i tørvejr og det hele var slet ikke så ringe som jeg selvfølgelig havde frygtet. Faktisk var jeg ret imponeret af lysmanden, der ikke ligefrem underspillede. Og Larry Mullen Jnr. lignede en amerikansk filmstjerne. Og The Edge er altså en fremragende guitarist, ingen diskussion om det.
Men det var ikke godt at se og høre England’s nye lysende sanger Johnny Borell og hans band Razorlight blive mødt med uforbeholden ligegyldighed af 30-40-50.000 U2-selvfede rygge, da de sammen virkelig prøvede at varme aftenen op. Mindede mig om den reaktion vi i LS selv oplevede, da vi var med som kanonføde på Rock Show i sommeren 1845. Dengang var det bl.a. Shakin’ Stevens (!) og Bamses Venner både opmærksomhed og hyldest blev sparet til – would you believe!
Ellers bør jeg nok også fortælle at min Ferrarirøde Toyota Corocknrolla uventet er afgået ved bildøden. Efterlod den hos en jysk mekaniker med rare øjne, som lovede at give den en sidste kærlig styrende hånd hen til skrotning. Er lidt trist over det, for jeg var kommet til at holde meget af den hæslige bil. Den havde en helt speciel dejlig Toyota-kasetteafspiller, som desværre ikke kunne overføres til den tyske auto med CD, jeg nu istedet har anskaffet. Det mixtape jeg hørte i Corolla’en på min sidste tur i den hen til aflevering, lavede jeg for godt to år siden. Det er et supercool oldschool køre-bånd, der står Toyota Music på det og det indeholder følgende 100 minutter:
A:
The Contours – Do you love me?
Randy & The Rainbows – Denise
The Swinging Medallions – Double shot (of my baby’s love)
Jaybee Wasden – De castrow
Marty Wilde – A teenager in love
Eddie Cochran – Something else
Bobby Fuller Four – I fought the law
Gary US Bonds – Quarter to three
Johnny Burnette & The Rocknroll Trio – Lonesome train
The Cookies – I never dreamed
Jerry Lee Lewis – It won’t happen with me
Vince Taylor – Brand new cadillac
The Riveiras – California sun
The Isley Brothers – Twist & shout
Nat County – Woodpecker rock
Lloyd Price – Stagger lee
The Shangri-las – Give him a great big kiss
The Music Explosion – Little bit o’ soul
Elvis Presley – Going home
Ray Peterson – The wonder of love
Jerry Lee Lewis – High school confidential
The Diamonds – The stroll
B:
Johnny Thunders & The Heartbreakers – Do you love me?
Blondie – Denis
The Nerves – Hangin’ on the telephone
Richard Hell & The Voidoids – Blank generation
The Strokes – Trying your luck (live)
Luna – Ride into the sun
The Blasters – Marie, marie
Ramones – I wanna be your boyfriend
Patti Smith Group – Free money
Talking Heads – The big country
Gun Club – Carry home
Big Star – Jesus christ
Blondie – X offender
Johnny Thunders – You can’t hold your arms around a memory
Jonathan Richman & The Modern Lovers – Roadrunner (once)
Suicide – Keep your dreams
Klassisk rocknroll! Men med min nye CD-bil har jeg altså ikke brug for kassettebånd, skal vel til at lave mixtape-CD’s istedet, så hvis du derude i webland har bil med sulten kasetterecorder, så giv lyd. Da sender jeg gerne ovenstående Toyota Music til dig. Ville være synd hvis det bånd ikke skulle køre flere ture. I tilfælde af flere forespørgsler trækker vi lod om milliongevinsten:-)
Alt for nu, ville bare lige sige hey. Og velkommen tilbage til os alle!
PS – Og hvor er det præcist I skarpe webspioner hører den nye DM-single Precious?
Som nogle nok har regnet ud, har overtegnede været bortrejst en tid sammen med familien. Billedet antyder hvor husstanden opholdt sig. Kom hjem i dag tidsnok til at høre Jens i radioen. I morgen starter det vilde ræs.
I ferien drog jeg nytte af min iPod til at høre og genhøre mange af de albums, jeg har nævnt tidligere. Cold Roses vokser ved hyppigere gennemlytninger!
I dag er Jens på P1. I kan høre indlægget på DRs webside ved at klikke her. Vigtigt: Det kræver en RealPlayer at høre indlægget. Brugere af Mac OSX (som f.eks. denne blogs forfattere) kan endnu ikke bruge Safari til DRs radio-arkiv; brug Firefox i stedet.
I de næste par uger bliver der endnu længere mellem nye indlæg i bloggen, for ferietiden er for alvor kommet over denne blogs forfattere. Men I, der læser dette, kan jo skrive en kommentar og fortælle os lidt om jeres sommertanker og -oplevelser.
Nu, hvor denne blog alligevel er midt sin agurketid, en anden anbefaling, nemlig Serart – et album med Arto Tunc Boyiacian og Serj Tankian. Sidstnævnte er især kendt som sangeren i System Of A Down, som jeg tidligere har anbefalet. Førstnævnte er et mangesidet talent, der har slået sine folder i jazz og ‘verdensmusik’ gennem snart mange år (og er med på et nummer på System Of A Downs album Toxicity). Jazz, trip-hop og den allestedsnærværende armenske folketone bliver blandet på en fascinerende måde i det musikalske møde mellem de to mænd. Til gengæld skal man ikke forvente besøg af de huggende guitarriffs fra System Of A Down.
Som nogle måske har bemærket, kan man ikke regne med at se nye daglige indlæg i bloggen i det næste stykke tid; ferien har også ramt denne blogs forfattere med nedsat aktivitet som følge.
Et enkelt lyttetip: Den amerikanske country-rock-gruppe Richmond Fontaine er omsider ved at blive opdaget af et større publikum. Deres album Post To Wire er netop blevet genudsendt, og det er værd at høre.