Robbie Fowler er tilbage


Schhh….vær stille og hør voksne mænd græde af glæde! Der er smuk poetic justice i at Fowler, i den grad indbegrebet af rød Liverpool-sjæl, kommer hjem, mens Houllier/Thompson, mændene der sendte ham bort, nu selv er udstødt.

– After I signed I sat in my car outside Anfield and was incredibly emotional. It is unbelievable, a dream come true for me. I can hardly believe that I am back.

– I have come back to Liverpool because the club and the fans have always been in my heart, and I just hope I can give something back to the fans for the incredible support they have always shown to me, even when I was playing for another club.

Engelsk syge


Vi talte om New Musical Express, og den meget specielle britiske musikjournalistik, hvor helt nye bands konstant skrives op til en forventning og størrelse, kun de færreste af dem kan leve op til. Skiftende trends, brug og smid væk, pop i ordets oprindelige forstand som noget meget flygtigt, det er hvad NME er.

Jeg læste selv NME ugentligt helt op i 90’erne, men kom til det punkt, hvor bladet én gang for meget havde løjet et eller andet håbløst band op som the next big thing. At redaktionen så samtidig kørte en udryddelseskampagne mod personen Morrissey gjorde ikke min købelyst større.

Men NME er der endnu i kioskerne. Med en forsidegrafik så rodet og grim, at den til forveksling ligner de danske sladderugeblade. Sådan var det ikke i slut-70’er/start-80’erne, da fotografer som Pennie Smith og Anton Corbijn arbejdede for bladet. Da havde man i designet en stilistisk enkelthed, som gik godt i spænd med hele den post-punk scene man rapporterede fra og om. Det var også perioden, hvor man gennem så skarpe skribenter som Paul Morley, Adrian Thrills og Chris Bohn turde tage rock-journalistikken og dens læsere nye steder hen.

I denne uges NME har bladets nuværende redaktion sammensat en top-100 over de bedste britiske plader nogensinde. Da vi her på siden er store tilhængere af top-lister, bringer vi den uden tøven. Fordi sådan en liste inspirerer til at gå ud og blive beriget af både ny og ældre musik. Men også fordi den så klart illustrerer NME’s tidsfacistoide problem.

Prøv nu bare at se hvad der ligger på 5. pladsen over “bedste britiske plader nogensinde” – temmelig bizart! Til sammenligning dukker Rolling Stones – hvem er de? – først op som # 43. Og Beatles’ Sgt Pepper, der altid plejer at komme ind i top-3 i lister over indflydelsesrige udgivelser, er ligesom f.eks. The Cure’s Pornography slet ikke med blandt de 100:-D

Well, her er NME-nedtællingen så. Lad høre hvis nogen har det rigtige bud på de 5 eller 10 bedste britiske plader fra helt tilbage til lige nu…

100: Derek And Clive – Live
99: Patrick Wolf – Lycanthropy
98: Roots Manuva – Run Com Save Me
97: Led Zeppelin – Led Zeppelin IV
96: Adam And The Ants – KingsOf The Wild Frontier
95: Julian Cope – Jehovakill
94: The Futureheads – The Futureheads
93: Brian Eno – Here Come The Warm Jets
92: Oasis – (What’s The Story) Morning Glory?
91: The Fall – This Nation’s Saving Grace
90: Supergrass – I Should Coco
89: Blur – Parklife
88: Underworld – Dubnobasswithmyheadman
87: Small Faces – Ogden’s Nut Gone Flake
86: George Harrison – All Things Must Pass
85: ABC – The Lexicon Of Love
84: Redskins – Neither Washington Nor Moscow
83: Wire – Pink Flag
82: Happy Mondays – Pills ‘N’ Thrills And Bellyaches
81: Antony & The Johnsons – I Am A Bird Now
80: Black Sabbath – Paranoid
79: Teenage Fanclub – Bandwagonesque
78: Aphex Twin – Slected Ambient Works 85-92
77: The Beta Band – The Three Eps
76: Cornershop – When I Was Born For The 7th Time
75: Tricky – Maxinquaye
74: Prodigy – Music For The Jilted Generation
73: Kaiser Chiefs – Employment
72: Joy Division – Closer
71: Buzzcocks – Love Bites
70: Spacemen 3 – The Perfect Prescription
69: Roxy Music – For Your Pleasure
68: The Pretty Things – SF Sorrow
67: Coldplay – A Rush Of Blood To The Head
66: Elvis Costello – This Year’s Model
65: Radiohead – Kid A
64: Gang Of Four – Entertainment!
63: David Bowie – The Rise And Fall Of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars
62: Saint Etienne – Fox Base Alpha
61: Echo & The Bunnymen – Ocena Rain
60: The Human League – Dare!
59: The Clash – The Clash
58: Suede – Dog Man Star
57:The Cure – Head On The Door
56: Portishead – Portishead
55: Bloc Party – Bloc Party
54: Morrissey – Vauxhall & I
53: The Rolling Stones – Let It Bleed
52: Madness – One Step Beyond
51: Billy Bragg – Talking With The Taxman About Poetry
50: The La’s – The La’s
49: The Who – My Generation
48: Elastica – Elastica
47: The Libertines – The Libertines
46: Pulp – His ‘n’ Hers
45: The Streets – A Grand Don’t Come For Free
44: Joy Division – Unknown Pleasures
43: The Rolling Stones – Exile On Main Street
42: The Jesus And Mary Chain – Psychocandy
41: Kate Bush – Hounds Of Love
40: Dizzee Rascal – Boy In Da Corner
39: Ride – Nowhere
38: Spiritualized – Ladies And Gentlemen We Are Floating In Space
37: Manic Street Preachers – The Holy Bible
36: The Beatles – The Beatles
35: Radiohead – OK Computer
34: The Jam – All Mod Cons
33: Coldplay – Parachutes
32: The Zombies – Odessy And Oracle
31: Massive Attack – Blue Lines
30: Suede – Suede
29: Led Zeppelin – Led Zeppelin II
28: Nick Drake – Bryter Later
27: PJ Harvey – Dry
26: The Smiths – Hatful Of Hollow
25: The Kinks – The Village Green Appreciation Society
24: Pet Shop Boys – Please
23: New Order – Technique
22: Super Furry Animals – Radiator
21: Muse – Absolution
20: The Beatles – Rubber Soul
19: The Smiths – Strangeways Here We Come
18: Franz Ferdinand – Franz Ferdinand
17: The Streets – Original Pirate Material
16: Dexy’s Midnight Runners – Searching For The Young Soul Rebels
15: Primal Scream – Screamadelica
14: David Bowie – Hunky Dory
13: The Verve – A Northern Soul
12: The Specials – Specials
11: Radiohead – The Bends
10: The Libertines – Up The Bracket
9: The Beatles – Revolver
8: The Clash – London Calling
7: Pulp – Different Class
6: Blur – Modern Life Is Rubbish
5: Arctic Monkeys – Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not
4: Sex Pistols – Never Mind The Bollocks
3: Oasis – Definitely Maybe
2: The Smiths – The Queen Is Dead
1: The Stone Roses – The Stone Roses

Engelske sange


Ikke at det nogensinde har været et favoritband på disse kanter, men hvis man endelig er i ondt humør, har Placebo store kvaliteter der kan bruges. Derfor et slag her for deres kommende album “Meds”, der udsendes d. 9. marts og indeholder følgende sange:

1. Meds
2. Infra-red
3. Drag
4. Space Monkey
5. Follow The Cops Back Home
6. Post Blue
7. Because I Want You
8. Blind
9. Pierrot The Clown
10. Broken Promise
11. One Of A Kind
12. In The Cold Light Of Morning
13. Song To Say Goodbye

Har fået lyttet mere til Richard Ashcroft’s Keys to the World, og med de forventninger hans fortid lægger op til, synes det desværre en skuffelse, han her har udsendt. Sangene er – med 2-3 undtagelser – simpelthen for blodfattige, giver mest lyst til at høre noget andet, måske Verve. Ærgeligt, ærgeligt!

Og hvad er det med Arctic Monkeys? Læser at de har solgt langt over 100.000 eksemplarer af debut’en bare på udgivelsesdagen i mandags. Hvilket i den engelske presse gør dem til det “største” band, siden Oasis bragede igennem lydmuren, for over 10 år siden. Og husk, her taler vi “Supersonic”, “Live Forever”, “Cigarettes & Alcohol”, “Slide Away”, altså sange der i dag har evergreen-status!

De AM-singler vi har hørt lyder ikke som noget der vil blive husket i morgen. Måske okay, men så heller ikke meget mere. Så kan nogen her fortælle what all the fuss is about?!? Og om hypen tilnærmelsesvis er berettiget? Der kommer et tidspunkt i enhvers musikliv, hvor man bare ikke længere tror på NME…

Tak til pete1970 for dette slørede billede. Er det mon så det rigtige Morrissey-cover til Ringleader of the Tormentors, eller hvad…?

De længes efter det rigtige Danmark


Anders And er ikke den eneste der synes godt pissed over at være blevet blåstemplet i går. Medlemmerene af Savage Rose, hvis første plade ligeledes blev kanoniseret, har ikke glemt deres meningers mod – og godt for det! I en kommentar til GAFFA om kulturkanonen udtaler Thomas Koppel:

– Brian og kompagni er i færd med at prøve at bortlede opmærksomheden fra, at de overhovedet ingen kultur har. Anders Foghs operahelte hos A. P. Møller fragter Donald “Duck” Rumsfelds kanoner og papkalkuner ud til en fup-krig mod et fremmed folk, der var så uheldige at bo oven på et oliefelt, siger Koppel og konkluderer følgende:

– Efter Fogh-regeringens hærgen ses Danmark rundt om i verden ikke længere som en kulturnation, men som en krakelerende fup-præsidents ikke særlig vellugtende kattebakke. Jeg længes efter det rigtige Danmark, der dufter af verdens rødeste jordbær og folkelig, frygtløs, livsnær inspiration. Det Danmark, der er H. C. Andersen, Jeppe Aakjær og Carl Nielsen værdigt.

http://gaffa.dk/nyheder/view.php/news_id=14824

Rockandroll-radio


I går fik vi 5 nomineringer til DMA06-priserne. Og i dag besked om at debattører fra DR’s rockforum har stemt Vejen Hjem Fra Rocknroll ind på DR’s “årets bedste danske album”-top 10. De 5 øverste på listen er:

1: Mew – “Mew and the Glasshanded Kites”
2: The Raveonettes – ‘Pretty in Black’
3: Jens Unmack – ‘Vejen Hjem Fra Rock’n Roll’/
Kashmir – ‘No Balance Palace’
5: Figurines – ‘Skeleton’

http://www.dr.dk/musik/rock/artikel/060109_arets_album_bruger.asp

Bang, bang, kulturkanon

Så er kulturkanonen blevet offentliggjort. Facitlisten fra regimet, der ville gøre en ende på ekspertvælde og smagsdommeri. “Den gode smag” kapslet ind i Dannebrog og sendt afsted mod skolebænke og nye generationer. Hvad skal man sige og mene om det cirkus?

Den rytmiske kanonliste i sig selv fremstår som en blanding af det indlysende og det obskure; At Kim Larsen’s Værs’go er med synes så logisk, at det næsten er overflødigt at nævne. Gasolin’ medvirker til gengæld mærkværdigt nok kun med koncertpladen Live Sådan, som nok ikke mange ellers vil sætte på en top-5 over Gasolin’-udgivelser. Sort Sol/Sods glimrer ved uforståeligt fravær.

Og når man nu bemærker det fra den vinkel, er det faktisk kun Kliché med 25 år gamle Supertanker, der repræsenterer de generationer som var unge efter 68’erne. Medmindre vi altså lige undtager Trine Dyrholm & The Moonlighters med “Danse i måneskin”…! For nej, listen har ikke fundet plads til hiphop, ikke til rocknroll, ikke til pop eller nogetsomhelst andet, der er lavet efter Sebastian, Gnags, Anne Linnet, TV2, CV Jørgensen, John Mogensen, Shubidua, Lars Lilholt og de andre på listen for efterhånden meget længe siden var toneangivende i branchen.

Det er ikke så fandens svært at finde sin vej rundt i den danske sangskat. For det første fylder den ikke så meget. For det andet har tiden det med at lade dét synke til bunds, som rent kvalitetsmæssigt ikke er bæredygtigt. Så derfor synes en blåstempling af visse værker frem for andre unødvendig. For tingene giver jo sig selv. Kulturkanonen prøver at fravriste os alle vores sunde personlige dømmekraft. Den viser ikke gymnasie- og folkeskolelærerne, og vi andre der også skal give faklen videre, den tillid, det er at sige “lyt selv og bedøm”.

Heldigvis kommer der en dag et valg. Og bliver regeringen da en ny og anden, kan man egentlig kun håbe, at den uheldige kanon trækkes tilbage, og for eftertiden udelukkende bruges som eksempel på, hvor galt det kan gå, når eventyrlystne politikere gør sig ud i disciplinen kulturelt smagsdommeri.

5 nomineringer til DMA


Endelig en nyhed der vedrører denne side konkret. Vejen Hjem Fra Rocknroll har kastet 5 nomineringer af sig til Danish Music Awards 06, som afholdes lørdag d. 11. marts i KB-Hallen. Nomineringerne lyder:

Årets danske album: Jens Unmack – Vejen Hjem Fra Rocknroll
Årets danske sanger: Jens Unmack
Årets danske rock udgivelse: Jens Unmack
Årets danske sangskriver: Jens Unmack
Årets danske producer: Nikolaj Nørlund for Vejen Hjem Fra Rocknroll

The Greatest


Cat Power aka Chan Marshall, minimalistisk sangerinde i dén grad, har udvidet udtrykket på The Greatest, det nye album der udkommer i dag. Indspillet i Atlanta, GA med strygere, blæs og erfarne soulmusikere (!) fra bl.a. Al Green’s gamle band, kommer The Greatest med en autoritet og musikalsk mangfoldighed, man måske tidligere har kunnet savne hos Cat Power. Chan Marshall’s specielt krævende univers tager næring af denne klassiske produktion, der ikke kvæler hendes forfinede indie-sange, men giver dem en hjælpende hånd ud i den virkelige verden. Til os. En stor skrøbelig musik er det.

Once I wanted to be the greatest
No wind or waterfall could stop me
And then came the rush of the flood
The stars at night turned you to dust

© Cat Power

Ryk tilbage til start


Nej, det blev ikke nogen god dag for Sissoko. Skiftet ud med Old Trafford’s hvide kridt over hele hovedet, et øjeblik før Rio Ferdinand’s sidsteminuts-mål mod hans hold – av, av, av! Det måske mest sande jeg nogensinde har hørt om fodbold er, at for hver glæde gives der mindst fem skuffelser. En af dem kom bragende i går.

Hvad giver mening?


Berømte teologer fra Transsylvanien, jeg aldrig har hørt om, siger mig intet. Det gør derimod Mohammed Sissoko, der i dag fejrer sin 21. fødselsdag. Det sker på Old Trafford i Manchester, hvor han kl 17.00. er på besøg sammen med holdkammeraterne fra Liverpool. 7-9-13 for at Man United’s forsvar igen rammer gavehumøret, så Momo får den eftermiddag, der kan berettes med stolthed om hjemme i vestafrikanske Mali!

På denne dag…

…i 1549 døde den berømte transsylvanske teolog Johannes Honter (kendt i Rumænien som Ioan Honter).

Honter indførte den lutherske reformation i Transsylvanien og var desuden kendt som en dygtig kartograf. I 1542 publicerede han Rudimenta Cosmographica (udgivet i Brasov) med kort over alle kendte dele af verden. Egentlig var bogen en kosmograf, dvs. en fortegnelse over hvad der var at finde himlen og jorden.

En af hans fjerne britiske efterkommere blev sanger i Mott The Hoople.

Wilson Pickett 1941-2006


I’m gonna wait ’till the midnight hour
That’s when my love comes tumbling down
I’m gonna wait ’till the midnight hour
When there’s no one else around
I’m gonna take you girl and hold you
Do all things I told you in the midnight hour
I’m gonna wait till the stars come out
See them twinkle in your eyes
I’m gonna wait ’till the midnight hour
That’s when my love begins to shine
You’re the only girl I know
Really love you so in the midnight hour

© Wilson Pickett

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.