Pardon my french


Vi snakkede om franske Noir Desir forleden. Har fået købt en håndfuld af deres plader i Nice, deriblandt deres seneste, Des Visages des Figures. På det album, som vel er gruppens mindst traditionelle rock-agtige, findes nedenstående sang “Le Grand Incendie” (= den store brand), en klar vision af vestlig verden – New York City, Paris, Babylon – i flammer, eksplosioner, rystelse. På albummets artwork findes sangens tekst endda ved siden af en tegning, hvor Frihedsgudinden står bag ild, røg og mørkegråt. Og hvor skal vi hen med alt dette? Jo, det vilde er, Des Visages des Figures udkom præcis d. 11. september, 2001…!

LA GRAND INCENDIE

Ca y est, le grand incendie
Y’a l’feu partout, emergency
Babylone, Paris s’écroulent
New-York City, Iroquois qui déboulent
Maintenant… Allez

London, Delhi, Dallas dans l’show
Hommage à l’art pompier
T’entends les sirènes, elles…
Sortent la grande échelle
Vas-y… Go!

Hommage à l’art tectonique
Un techno-picnic sur la terre eventrée
Mais la faille est creusée, atomisée
Claudia Schiffer dit qu’elle a même pas peur
Et tout le monde aupplaudit à la télé
Ressaisis-toi, ressaisis-toi
Faut courir maintenant, elle, elle est dans un bunker
Y’a plus de programme, y’a même plus d’heure
A vous l’antenne

C’est l’incendie, le grand incendie
C’est l’incendie, le grand incendie
C’est l’incendie, le grand incendie

C’est le raz-de-marée
Les rats peuvent plus se marrer
S’enfuir s’cacher
Dans une planque s’enterrer
La marge est infime
Au bord de l’abîme
Implosion, explosion, mort aux cons riment
Carpules, salauds
Bourgeois, blaireux
Chacun pour soi, ça détale dès qu’on a eu le déclic
Wanadoo
Do wap a doo
I wanna, I wanna, wanna go with you
Trop tard, petit, petit malin
Indemnités c’est peanuts t’auras rien
Cours ! Cours ! Cours ! Cours !
No limit à la fuite
Accélère

Accélère, c’est pas le moment
Tu crois toujours que tu peux t’arrêter
Te jeter dans un coin te coucher
Oublier la cadence

C’est l’incendie, le grand incendie
l’incendie, le grand incendie…

c Bertrand Cantat/Noir Desir

A guy called Dirk


Så ser det endelig ud til at skulle lykkes. Et helt års tovtrækkeri mellem Liverpool og Feyenoord ender i eftermiddag med et lægetjek på Melwood for Feyenoord-angriber Dirk Kuyt (71 mål i 101 kampe). Forløber det problemfrit, skal der fastsættes “personal terms” og derefter skrives under på en 4-årig kontrakt. It’s looking up…

When saturday comes

Tegnet på at sommerferie er som forbi, har for mig intet med skolestart eller temperaturskift at gøre. Nix, det der signalerer efterårets snarlige komme er den weekend, hvor Premier League endelig er tilbage med starten på den nye sæson. Og for de der ikke ved det, er det altså nu i weekenden det sker.

Efter en lang VM-slutrunde, som først sluttede for lidt over en måned siden, er det ikke meget ferietid, det er blevet til for de mange PL-spillere der var med. Det har forberedelserne til den nye sæson båret præg af, da mange hold derfor slet ikke har kunnet stille med stærkeste opstilling i de preseasonkampe, hvor man normalt spiller nye indkøb ind i A-opstillingen.

Og ovenikøbet er selvsamme spillere nu kaldt afsted til den lange række nationale træningskampe, der er sat op i løbet af denne uge. Det betyder endnu mere rod i forberedelserne i de enkelte klubber og forstærker indtrykket, at starten på årets Premier League nemt kan blive præget af tilfældigheder. Hvilket reelt set betyder at holdenes egentlige styrke, eller mangel på selvsamme, nok først kan aflæses senere på efteråret, når alt ligesom er blevet afstemt.

Så det gælder først og fremmest for de potentielle tophold, om ikke at dumme sig fra starten og blive taget med 11 bukser nede. Det vil kunne give en uoprettelig slagside. Se blot på Liverpool, der så nemt kunne have tabt årets Champions League-sæson på gulvet allerede i hjemmekvalkampen mod Maccabi Haifa forleden. Udelukkende fordi man som hold endnu ikke er i topgear, grundet den sene opstart.

Men hvordan kommer det så til at gå i år? Altid svært at spå om, og specielt nu, hvor vi ikke i preseasonopgørene har set holdene, som de kommer til at fremstå når det nu snart bliver alvor. Vores bud her på siden før sidste sæson var slet ikke uden fejl, viste det sig, men det skal ikke forhindre lykken i at prøve os igen som fortune tellers.

Chelsea går atter ud som mestre og er i de flestes øjne favoritter til at score engelsk titel-hattrick. Klassespillere som Shevchenko, Kalou, Mikel og Ballack er kommet til, så på papiret ser alt perfekt ud. Men noget trykker vel alligevel trods PL-succés. For det er ingen hemmelighed, at holdejer Abramovich’s hovedformål sidste år var – som det første hold fra London nogensinde – endelig at vinde Champions League. Og det gik helt galt.

Forrige sæson snublede Mourinho over Liverpool, og nu blev det så FC Barcelona, som på meget elegant og sikker vis eksponerede Chelsea’s endimensionelle spillestil. Mod Barcelona lignede de blå hverken mere eller mindre end verdens dyreste one-trick-pony. Hvis ene trick vel at mærke var blevet nøje aflæst af Barca’s træner Frank Rijkaard. Hjemme i Premier League vandt Chelsea dog oftest, men ikke længere overbevisende og ubesværet.

Hvis Chelsea i denne sæson endnu engang bliver sat til vægs i Europa, er det et åbent spørgsmål om holdets mastermind om et år stadigvæk hedder Jose Mourinho. Trænerens kontroversielle stil udenfor banen, der ikke ligefrem har skaffet Chelsea mange venner, synes efterhånden en stor belastning. Ikke bare for fodboldsporten som sådan, men især for Chelsea FC, der konstant skal eksistere i den evige modvind, Mourinho’s åbenlyse mangel på menneskelig storhed som almindelig sportsånd sender afsted fra nær og fjern.

Lidt nord i London gør Arsenal klar til en sæson, der skal rette op på sidste års skuffende 4. plads, som endda først med nød og næppe – samt lasagne-forgiftning til de uheldige konkurrenter fra Tottenham – blev hevet hjem på allersidste spilledag. Arsenal har et superlovende hold, der på den rette dag spiller smuk, smuk fodbold. Det er udeformen som skal rettes op på, for det var der man savnede Viera, det var der de unge spilleres fysik kom til kort, det var der man tabte alt for ofte.

At det så alligevel kunne blive til en Champions League-finale var imponerende. Og medgjorde at sæsonen som sådan overhovedet ikke var nogen fiasko. Det bliver interessant at se hvordan Arsenal kommer igang på den nye hjemmebane, Emirates Stadium. Under alle omstændigheder er flytningen fra Highbury en lettelse for alle TV-kiggere, der gennem årtier har måttet leve med den meget lave og klaustrofobiske kameraføring der. Nu vil man endelig kunne se på TV, hvordan Arsenal rent faktisk spiller på hjemmebane.

Manchester United tager endnu en sæson med træner Alex Ferguson, måske også den sidste, hvis United endnu engang hverken får ultimativ succes i PL eller CL. Sidste sæsons 2. plads var hæderlig, men den ekstatiske måde hvorpå man fejrede forårets Carling Cup-sejr, viste kun tydeligt, præcis hvor langt Manchester’ United er sunket siden de guldrandede 90’ere, hvor klubben ikke regnede den turnring for andet end tvungen reserveholdstræning.

Nistelrooy er blevet offloadet, talentet Carrick kommet til, dog for bizart mange penge. Det tyder på at Fergie i bund og grund er tilfreds med sit hold og dets standard. Hvilket må være bekymrende for United-fans, for specielt holdets midtbane synes teknisk som fysisk decideret dårligere udrustet end topkonkurrenternes. Om Carrick, der er blevet tildelt Roy Keane’s rygnummer 16, kan højne dens niveau og opfindsomhed vil blive altafgørende for United’s kommende sæson.

Hvor man også meget gerne skal igang igen ude i Europa. Sidste års meget tidlige exit i CL gjorde ondt, ikke mindst på de amerikanske Glazier-brødre, der ikke har opkøbt Man USA med henblik på at blive nummer sjok i indledende gruppespil. Vil Nisterooy så blive savnet? Well, Saha har vist han selv kan, Rooney er næsten altid på togt og unge italienske Rossi siges at score mål som efter behag på reserveholdet – der er håb oppe foran. Og endnu en kvalificeret angriber søges før transferdeadline. Så jo, det er midtbanen, der bliver udslagsgivende. Her meldes Scholes tilbage fra sin langtidsskade.

I Liverpool har man over sommeren fortsat Rafa’s genopbygning mod klubbens tidligere højder. Hvis der var én ting man savnede sidste sæson var det tempo foran. Bortset fra Cissé, der som oftest løb solen sort ude på højre, og Kewell/Garcia på deres hurtige dage, manglede man decideret fartudfordring. Den er blevet forsøgt indkøbt nu i form af Bellamy, chilenske Gonzales og Pennant, der alle skal være med til at gøre angrebsspillet mindre forudsigeligt.

Med profiler som især Gerrard/Sissoko/Alonso synes Liverpool at have den måske mest komplette midtbane i England nu. Så muligheden for noget stort er tilstede. Men det kræver en stabilitet, holdet ikke har kendt til de sidste 15 år, hvor hver eneste sæson mindst har haft én længere down-periode. Samt et angreb, der omsætter dets chancer på en helt anden effektiv og klinisk måde end til nu – læser du med, Peter Crouch?

CL-triumf i Istanbul for godt et år siden, FA-cup-sejr i Cardiff her i maj. Jo, det går bedre end længe for Liverpool FC, der har så svær en historie at spejle sig i. Om man endnu er klar til at gå det sidste store skridt, og for første gang i nyere tid blive kåret som England’s bedste, kan man som Liverpool-tilhænger nemt frygte ikke er tilfældet. Men sker det, vil holdet blive fejret af hele Storbritanien (minus Manchester of course) – så indædt er hadet til Chelsea’s Roman Abramovich og Jose Mourinho. En ny mester – uanset hvem iøvrigt – vil blive set som en kærkommen sejr for den “rigtige” fodbold. Den er vi med på.

Vores beskedne og helt upartiske bud på en top-5:
1. Liverpool
2. Arsenal
3. Chelsea
4. Manchester United
5. Tottenham

Og et ditto på en bund-5:
16. Aston Villa
17. Wigan Athletic
18. Fulham
19. Reading
20. Watford

Lad endelig høre andre, bedre bud på hvordan det kommer til at gå…

Første spillerunde i Premier League tyvstartes på Bramall Lane i Sheffield – Kanal 5 sender én direct! – og går sådan her:

Lørdag, 19. August:
Arsenal – Aston Villa, 16:00
Bolton – Tottenham, 18:15
Everton – Watford, 16:00
Newcastle – Wigan, 16:00
Portsmouth – Blackburn, 16:00
Reading – Middlesbrough, 16:00
Sheff Utd – Liverpool, 13:45
West Ham – Charlton, 16:00

Søndag, 20. August:
Chelsea – Man City, 17:00
Man Utd – Fulham, 14:30

Enjoy!

Noir Desir

Kan ikke lade den rubberpenguin sidde øverst på vores weblog, Pastor! Så her istedet to billeder af Bertrand Cantat, det skarpe franske band Noir Desir’s sanger, taget i forbindelse med den tragedie i Vilnius, hvor BC – under aldrig helt klarlagte omstændigheder – slog sin kæreste, skuespillerinden Marie Trintignant, ihjel. Cantat blev efter et enkelt års afsoning i Litauen forflyttet til fængslet i sydfranske Toulouse, hvor løsladelse i bedste fald venter omkring år 2008. Om han herefter fortsætter indenfor musik er uvist, men officielt er Noir Desir ikke opløst. Sidste år udsendte bandet 2CD-livealbummet “En Public”, en fornem status over hvor man stod musikalsk, lige før det hele gik galt.

TRIP TRIP TRIP

En kort post fra Sydfrankrig, hvor der er blæsende varmt og afsvedet, som kun sidst på sommeren. Har netop læst på nettet om kold regn i DK, men det er svært at forestille sig her, mellem skovbrande (!) og hedeslag. Nedenunder er ordene til en af de sange der kører mest med i bilen på vejene hernede. Fransk rocknroll har et notorisk dårligt ry, men der gives dog trods det heldigvis en del blændende lyspunkter, der som oftest kan opdrives i de lokale FNAC-stores. Jeg kan i flæng nævne Mano Negra, Manu Chao, Noir Desir, Les Negresses Vertes, Edith Nylon, Metal Urbain. Og selvfølgelig også både Serge Gainsbourg og Jacques Brel, selvom sidstnævnte godtnok er belgier. Men her en supersang med førnævnte Mano Negra, det band som Manu Chao var forsanger i, inden han gik så fint alene. Så dem engang omkring 90′ i Musikcafeen, Magstræde, hvor de gav opvisning i vildskab. Mano Negra minder iøvrigt i musiktilgang ikke så lidt om The Only Band That Matters, The Clash. De tager på samme måde fra alle genrer og skaber deres helt, helt eget. Mais c’est une autre histoire…

INDIOS DE BARCELONA

Welcome anywhere you come from
You’ll lose your life or find a home here
Cause some do it right some do it wrong
Some are talkin’ wise some they’re running their tongues
Lot of soul in my block
From St Pau to the dock
Are you ready to be hurt & shocked?
Barrio chino never fails to rock
LOS INDIOS DE BARCELONA
SON MAS INDIOS QUE LOS DE ARIZONA!
Drink wine, smoke pot, got through Jaco
Busca la fortuna, vende tabaco
Try your dirty tricks with no shame
You’ll pay for them with blood & pain!
Hey gringo!
If you want some kicks tonight
Come on! See you down the bar at 9
(you too gabacho)
La PATCHANKA’S THE WILD SOUND
FOR PROUD SOULS & LONELY HOUNDS
Cherokees they are movin’ on
Up to calle St Pau, mescaleros powhow
There’s gonna be war in the streets
Gringo better take a TRIP TRIP TRIP

c Mano Negra

When you were young

You sit there in your heartache
Waiting on some beautiful boy
To save you from your old ways
You play forgiveness
Watch him now, here he come

He doesn’t look a thing like Jesus
But he talks like a gentleman
Like you imagined when you were young

Can we climb this mountain – I don’t know
Higher now than ever before
I know we can make it if we take it slow
Let’s take it easy, easy now, watch it go

We’re burning down the highway skyline
On the back of a hurricane that started turning
When you were young
When you were young

And sometimes you close your eyes
And see the place where you used to live
When you were young

They say the devils water it ain’t so sweet
You don’t have to drink right now
But you can dip your feet
Every once in a little while

You sit there in your heartache
Waiting on some beautiful boy to
To save you from your old ways
You play forgiveness
Watch him now, here he come

He doesn’t look a thing like Jesus
But he talks like a gentleman
Like you imagined when you were young

I said he doesn’t look a thing like Jesus
He doesn’t look a thing like Jesus

But more than you’ll ever know

c The Killers

En fåmælt tysk terrorist fra USA

Af og til kan man være så heldig at der er en interessant sanger/sangskriver, hvis eksistens man ikke kendte til. For snart mange år siden opdagede jeg den stadig ret oversete Sam Phillips fra USA. Hun begyndte sin karriere som Leslie Phillips med at indspille flere albums med kristne tekster. Men efterhånden blev hun led og ked af den ensretning, som den religiøse musikindustri tvang hende ind i. Hun blev gift med en ikke helt ukendt musiker og producer ved navn T-Bone Burnett, skiftede kunstnernavn og har sidst 1989 lavet en perlerække af eftertænksomme og iørefaldende albums med tydelig inspiration fra bl.a. John Lennon og britiske navne som XTC. Pop i den bedste forstand, for nu at sige det på en anden måde.

Billedet ovenfor er forsiden af Cruel Inventions helt tilbage fra 1991, hvor Elvis Costello var med. Efterfølgeren, Martinis and Bikinis, kastede et lille hit af sig (“I Need Love”), og denne gang var der prominente gæster som Peter Buck, Colin Moulding (fra XTC!) og Van Dyke Parks involveret. Hvor Sam Phillips’ musik før var særdeles raffineret arrangeret og produceret (af hendes mand), er hendes seneste to albums overvejende akustiske. Og så spillede hun forresten en fåmælt tysk terrorist , der mejer folk ned med maskingevær i Die Hard 3.

Hendes næste album skulle være på trapperne; hun er dog blevet skilt fra T-Bone Burnett, så han producerer nok ikke. Læs mere på
http://www.samphillipsmusic.com

I mellemtiden er det værd at forsøge at finde frem til hendes gamle albums, hvor der er mange fine ting på; Cruel Inventions er dog desværre udsolgt fra pladeselskabet.

Farvel, Arthur Lee

I forgårs, torsdag d. 3. august 2006, tabte Arthur Lee kampen mod leukæmien. Han blev 61.

Arthur Lee var sanger og sangskriver i den multietniske tressergruppe Love, der især vil være husket for mesterværket Forever Changes. Musikken på dette album var rå og forfinet med inspiration fra Jimi Hendrix, flamenco, folkemusik og først og fremmest britisk pop. Mange hvide briter ville gerne lyde som sorte amerikanere. Arthur Lee var det modsatte – en sort amerikaner, der ville lyde som en hvid brite. Og det lykkedes til overmål. Man kan høre hans indflydelse på britisk rock hos f.eks. Led Zeppelin, Echo and The Bunnymen og Manic Street Preachers.

Arthur Lees senere karriere blev en nedtur med fængselsophold, der ikke blev færre eller kortere af den absurde three strikes and you are out-regel, som gælder i Californien. Til sidst slap han ud og kunne igen turnere. Han blev ved at skrive nye sange, men det var altid sangene fra Forever Changes, folk kom for at høre.

James Dean går solo

Engang først i halvfemserne var der et træls britisk band som blev hypet til skyerne af NME. De havde et altdominerende medlem, der var helt fænomenal til at skære i sig selv, være mentalt ustabil og komme med outrerede udtalelser. Musikken hørte jeg knap nok. Det skulle forestille punk, men det var nærmest en slags heavy-pop a la Queen blandet med lidt new wave og tilsat knudrede tekster om Sylvia Plath. Jeg kunne ikke fordrage dem. Så forsvandt ham, som de fleste troede var deres forsanger, og her sluttede historien. Troede jeg.

Et par år senere tændte jeg for fjernsynet og så tre lidt anonymt udseende mænd fremføre et særdeles iørefaldende popnummer, “A Design for Life”. Det gik op for mig at der rent faktisk var tale om det samme band, men at dem, der var tilbage, var de tre, der rent faktisk kunne spille. Og det gik op for mig at den lille mand med guitaren faktisk hele tiden havde været deres sanger – og at han ikke bare var en dygtig sanger, men faktisk også en dygtig guitarist.

Nu er James Dean Bradfield fra Manic Street Preachers så omsider debuteret som solist med The Great Western. De iørefaldende melodier og de velgennemtænkte arrangementer viser at han må have været det musikalske omdrejningspunkt i gruppen og at pop-sensibiliteten hos Prædikanterne stammer fra ham. Teksterne har han selv lavet, og de er langt mere mundrette end de tekster, bassist Nicky Wire lidt for ofte forsynede ham med. (Der er en enkelt tekst af Wire på soloalbummet, og den er klart den svageste.) Ikke banebrydende eller nyskabende, men bestemt værd at høre.

Interessant nok arbejder Nicky Wire også på et soloalbum; et par af numrene findes allerede på WWW. Også her er det tydeligt, hvilket band, han kommer fra, omend der er mere tøf-rock over lydbilledet. Men i modsætning til sin kollega synger han ikke særlig godt – heller ikke selv om teksterne er klart mere sangbare, nu hvor den stakkels mand selv er nødt til at synge dem.

Vær med til at gøre noget!

Krigen i Libanon fortsætter. De krigsførende parters kynisme er uhyggelig. Hver dag øges tabstallene, og i Libanon er omkring en million mennesker på flugt.

Man kan skrive sit navn på en bombe og fortsætte krigen. Man kan lukke øjnene og lade som om der ikke sker noget. Eller man kan gøre noget for at standse krigen og bevare menneskeliv.

Amnesty International fortsætter sin kampagne, hvor alle opfordres til at sende e-mail til Israels regering, til Libanons regering og til Hizbollahs ledelse for at få dem til at stoppe angrebene. Du kan finde den på

http://web.amnesty.org/pages/lbn-210706-action-eng

Du kan desuden hjælpe ofrene for krigen ved at give et beløb til

Dansk Røde Kors
Folkekirkens Nødhjælp
Red Barnet
Unicef

Vi er del af den samme verden, og det forpligter os. Du kan også gøre noget – så gør det!

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.