Ryan Adams' vej hjem fra rocknroll

Sidder her og lytter til Cold Roses, det nye album med amerikanske Ryan Adams. Adams startede karrieren i Whiskeytown, der til sidst gik i opløsning (formodentlig i whisky). Whiskeytown var country-rock (med tryk på country), når det er bedst. Nogle helt fænomenale ballader var der især.

Solokarrieren har været mere broget. En overgang var jeg nervøs for at Ryan Adams havde mistet inspirationen, for han var blevet lige lovlig glad for ligegyldig tøfrock. Kulminationen var U2-plagiatet Rock’n’roll, der må have været et bestillingsarbejde.

Men så kom den lavmælte Love Is Hell, og nu er Ryan Adams for alvor vendt tilbage til den countrymusik, han ubestridt er bedst til. Cold Roses er en rigtig band-plade med bl.a. den fænomenale Cindy Cashdollar (ja, det hedder hun) på steelguitar og dobro. Og gode sange!

Nordjyske stjerner.

Pastoren har oprettet en kategori der hedder “rocknroll”. Her er meningen at han og jeg kan stille ind på ny såvel som ældre musik. Og at I selvfølgelig kan give jeres b7 med, samt berige os alle med lovprisninger af de udgivelser og koncerter, som er noget helt specielt for jer.

Men lad mig kickstarte med at anbefale en ganske anden dansk plade end Vejen hjem fra rocknroll, nemlig nordjyske Figurines’ sophomore-album Skeletons. Henrik Hall og jeg så dem da de supportede Nephew sidste år, hvor intet den aften varslede om at det unge band ville kunne komme op med så sjældent fin en udgivelse som tilfældet er.

For Skeletons er en drøm af en indie-plade. Fra hurtige kantede numre, som både kan deres Pixies- og Bulit To Spill-americana – men heldigvis også så meget mere – til smukke åbne sange med klaver, harmoni og særegen skønhed. Fedt at høre et dansk band lykkes så overbevisende med at tage afsted mod himlen. Tjek dem endelig ud!

Go Figurines, go!!!

Flere anmeldelser og interviews

Klaus Lynggaard anmelder Vejen hjem fra rocknroll i Information i dag. Han skriver bl.a.

Årets danske album so far i min bog og så er også soundtracket til sommeren i hus.

I går var der interview med Jens i Urban. I dag er der en anmeldelse (med 5 stjerner, faktisk). Anders K. Sørensen skriver:

Der er noget forfriskende og organisk ved Jens Unmacks solodebut. Måske fordi han basalt set skriver rigtig gode sange?

Endelig har Danni Travn en særdeles forbeholden anmeldelse i Fyens Stiftstidende. Han skriver bl.a.

Og den deroute skyder netop klodsede “Joyride” i gang med et af alt for mange repeterende kedelige omkvæd. (osv. osv.)

DR Musik/Rock har nu et interview med Jens. På siden er også et par numre tilgængelige som streamede Windows Media Player-filer. Alternativt kan du se finde henvisninger til numrene under Musik m.v. her hos os.

Interviewet fra Nordjyske Stiftstidende kan nu ses på Fyens Stiftstidendes websted.

Mere fra aviserne

Jens er meget i avisen for tiden, som nogle måske har bemærket. Der er i dag et interview med ham i Berlingske Tidende (Magasinet/2. sektion, side 6). Et lille citat:

Jeg lægger mærke til ord. Når folk taler til mig under interviews eller folk, jeg arbejder med. Når jeg skal til at skrive tekster, har jeg altid huset fyldt med bøger og magasiner, som jeg ikke læser fra ende til anden, men bare læser passager af og skimmer for ord. Digtsamlinger er gode, fordi du får rene ord. Tidligere brugte jeg arbejdsbånd på VHS med favoritklip fra film og tekstede TV-programmer om Vietnamkrigen eller om at blive gammel i Kosovo. Programmer med folk, der havde noget på hjertet. Når jeg så arbejdede, skruede jeg ned for lyden og lod båndet køre, så jeg kunne kigge op på ordstrømmen og lave tilfældige nedslag. Så fjernsynets magt skal ikke undervurderes,« smiler Jens Unmack og lyser ironisk med de venlige øjne.

I samme avis er der en anmeldelse. Og så er den anmeldelse, jeg annoncerede forleden, omsider at læse i Politiken.

Og så er der forresten også et interview i Urban.

Spot on!

Må lige sige tak her til jer der kom og sagde ahoy! under Spot 11 i weekenden. Da jeg kun kunne være i Århus et lille døgns tid var det desværre alt for lidt musik der blev hørt, men hvad manglede i toner blev mere end opvejet af godt selskab fredag eftermiddag, aften og nat.

Lørdag begyndte højt oppe på værelse 1117 på SAS Radisson, da Sanchez, den “mexicanske Elvis” fra Beatbox, ringede for i telefonen at læse endnu en fremragende avisanmeldelse af en vis udgivelse op. Jeg tjekkede ud af hotellet med både sommerfugle i maven og et bredt grin på ansigtet. Tog afsted uden at se tilbage.

I morgen kommer der en plade. God jagt:-)

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.