Skamfulde fornøjelser

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-batoutofhell.jpg

På engelsk har man et udtryk, guilty pleasure, der dækker over noget, man ikke burde kunne lide på grund af sin såkaldt gode smag – og derfor skammer sig over at kunne lide. Det britiske blad Q har i sit seneste nummer en liste over 25 albums, der falder i denne kategori. Her er den:

1. Meatloaf – Bat Out Of Hell
2. Supertramp – Breakfast In America
3. Hall & Oates – Private Eyes
4. Def Leppard – Hysteria
5. Billy Joel – The Stranger
6. ZZ Top – Eliminator
7. INXS – Kick
8. Dire Straits – Making Movies
9. Simply Red – Stars
10. Phil Collins – Face Value
11. Electric Light Orchestra – Out Of The Blue
12. The Traveling Wilburys – Vol 1
13. Rush – Moving Pictures
14. Eurythmics – Revenge
15. Journey – Escape
16. Blue Öyster Cult – Agents Of Fortune
17. Counting Crows – August And Everything After
18. UB40 – Labour Of Love
19. Genesis – Invisible Touch
20. Big Country – The Crossing
21. Men At Work – Business As Usual
22. Richard Harris – A Tramp Shining
23. Steve Miller Band – Fly Like An Eagle
24. a-ha – Hunting High And Low
25. Terence Trent D’Arby – Introducing The Hardline According To…

Selv har jeg faktisk kun listens nummer 1, som er en ægte guilty pleasure for mig. Da jeg startede i gymnasiet i 1979, var det dét album, alle andre hørte (og jeg købte 15 år senere). Året efter snakkede nogle af de samme mennesker om Kliché, Stiff Little Fingers, Siouxsie and the Banshees osv. At høre “Bat Out Of Hell” fører mig derfor tilbage til en fjern, ureflekteret tid. Roy Bittan og Max Weinberg fra E-Street Band er med, og Todd Rundgren har produceret. Det er ikke med andre ord ikke rene amatører uden kredibilitet, men resultatet er en gang fascinerende pomp og svulstighed. Jeg kan bedst lide balladerne.

Og nå ja, så har jeg faktisk et album med Counting Crows, This Desert Life, og et par stykker med Eurythmics og a-Ha. Counting Crows-albummet er imidlertid ikke et, jeg skammer mig over at eje (og det er produceret af David Lowery og Dennis Herring fra Camper van Beethoven/Cracker). Ej heller skammer jeg mig over Eurythmics og a-Ha, der faktisk lavede fremragende pop. Engang fik jeg tilmed et Dire Straits-album foræret, og selv ikke dét bragte forargelsen frem hos mig. Mark Knopfler har sine øjeblikke, omend han ca. 90% af tiden keder mig ihjel.

Hvad er så mine ægte skamfulde fornøjelser ud over Bat Out Of Hell? Først og fremmest Gnags, som de lød omkring 1980. Jeg kan godt lide Safari og X. Bagefter degenererede de til hyggerock. Også Mike Oldfield i starten af hans karriere må jeg tilstå at kunne lide – fra Tubular Bells frem til omkring Incantations. Bagefter degenererede han til pomp og ligegyldighed – egentlig lidt som Radiohead.

På sæt og vis er Muse også en skamfuld fornøjelse. Det er rendyrket stadionpomp med science-fiction tekster, falsetvokal og utilsløret instrumentlir – en slags moderne udgave af Rush eller Yes tilsat opstyltede elementer fra senere pop og rock (U2, Prince, Radiohead osv.). Men et eller andet gør at jeg har taget Black Holes and Revelations til mig og faktisk har hørt det en del.

For længe siden delte jeg lejlighed med Eduardo fra Colombia (hvis du læser dette, Eduardo, så skriv!) og da gik det op for mig at man i Latinamerika ikke har samme reservationer om god smag. Her kan døgnfluer som Glenn Medeiros og Gloria Estefan trives side om side med Echo and the Bunnymen og The Clash og prog-monstre som Emerson, Lake and Palmer.

Nu over til folket. Denne blog har over 300 registrerede bruger (hvoraf adskillige tilsyneladende hedder Jane Flauensgaard). Hvad gemmer skabene derude?

Og hvad med min medforfatter? (Vi ved godt det med Sandra.)

18 tanker om “Skamfulde fornøjelser”

  1. Jeg har en som ingen af jer kan slå.

    Moonjam: østen for solen. Udover at det er moonjam, udmærker nettp dette album sig ved at nærmest halvdelen af numrerne er fordanskede versioner af toto-numre.

  2. Har downloadet Steel Town … hmmmm … sommetider skal man vist bare lade minder være minder :-/

  3. Al denne snak om Big Country har givet mig lyst til at genhøre mit yndlings BC-album fra den gang, deres andet album Steel Town – en dragende blanding af skotsk højland og beskidt industriby. På de efterfølgende albums var stilen mere amerikansk inspireret (tøf-rock, hr. Pastor?), og jeg mistede interessen for bandet.

    INXS og Big Country har i øvrigt den pudsige detalje til fælles at deres repektive forsangere begge blev fundet på et hotelværelse hængende i et reb om halsen. Måske er det alligevel ikke så sjovt at producere guilty pleasures?

  4. Jeg har INXS og et part stykker med Big Country. Det feder ved Big Country er at de fik Kate Bush med på et nummer (The Seere tror jeg nok det hedder).

    Ellers vil min top 5 guilty pleasure være som følger

    1. Nanna´s gamle plader
    2. The B52´s – Cosmig Thing
    3. Blondie og Debbie Harry
    4. ABC – Lexicon of love
    5. Det gamle Duran Duran – Rio

    Hilsen Ingemann

  5. Jeg har 12,14 og 25. Det er faktisk tre plader, som jeg på ingen måder skammer over. Jeg mener også, at der langt fra Eurythmics til Def Leppard eller Meat Loaf rent kvalitetsmæssigt. De to sidstnævnte burde brandes på bålet, så skandaløs ringe er de.

    Pastor – jeg deler din begejstring for de nævnte Gnags plader.

    Sting er ring – Live er han uudholdelig med alt hans selvgode fløjtesoloer og bongotrommer !!!!

    Sebastian styrer for vildt !!!!!

    Og skal jeg nævne mine guilty pleasures, tja så må det være:

    Tina Turner – Private Dancer
    Norah Jones – har begge hendes plader
    Dido – har begge hendes plader
    Nelly Furtado – har hendes to første

  6. Sting er bestemt ikke boring crap, det er god musik for sjælen, må vi lige få kammertonen her.

    Og har faktisk en del Billy Joel, også Stranger på reolen, så….

    Må dog gi ret i Depeche Mode. Ud over hitsene er der ikke mere at komme efter.

    Eksempelvis en som Elton John. Ud over hans hits er der masser at komme efter af små oversete perler. Med Depeche er det hits and then the rest we had to fill the album with.

    Og alligevel kan jeg se Depeche Modes Exciter på min reol. Well, ikke det bedste køb..

    Og…. ja flover mig… Søren Poppe: Hvert minut. damn, det var en kortslutning det øjeblik.

  7. Uha, der er meget crap på den liste. Jeg har selv kun ejet en enkelt af de nævnte plader, nemlig Big Country’s The Crossing. Jeg har ikke hørt den i årevis, men selvom den ikke er noget musikalsk mesterværk ville den helt sikkert vække positive minder, hvis jeg hørte den i dag.

    Men hvad er god og dårlig smag? Rolling Stones anno 1976 er god smag, hvorimod Rolling Stones år 2006 er dårlig smag, selvom bandet ikke har flyttet sig en milimeter i de mellemliggende år.

    Jeg har aldrig før set Mike Oldfield sammenlignet med Radiohead. For mig er de 3 plader, der kom efter OK Computer, sublime, selvom jeg sagtens kan forstå at de ikke kan appellere til alle. Da Creep hærgede alverdens hitlister i starten af 90’erne ville jeg ellers have forsvoret, at jeg nogensinde skulle komme til at eje en plade med dette afskyelige one-hit-wonder.

    Mine guilty pleasures omfatter:
    – Depeche Mode – tomme kalorier, men de gør rigtig god ind i mellem
    – Coldplay’s A Rush Of Blood – det er ikke svært at finde noget irriterende ved Chris Martin, men der er altså gode numre som f.eks, Amsterdam på denne plade.
    – Bo Kaspers Orkester – skal opleves live
    – Paul McCartney’s tidlige soloplader
    – Sting – selvom har har lavet en masse boring crap var han trods alt forsanger i The Police

    … det lettede at komme af med.

  8. Fra listen har jeg 7 albums som er gemt og glemt, bortset fra INXS og aha. På min gp liste er; yes-simple minds-Elisabeth og så deler jeg Kenneth Thordals mening om Sebastian. (Kenneth har iøvrigt en ganske glimrende musiksmag, se bare på hans hjemmeside)

    Hr. Pastor jeg er Flauensgaard. jeg har indskrænket mit forbrug af 5 forskellige computere til 1. Min undskyldning er for slatten så den springer jeg over, bruger kun dette log-in og har gjort det lige siden du for lang tid siden skrev og pænt spurgte mig om jeg dog ikke blev forvirret:) Til det kan jeg kun svare: jo…
    Så slet du bare de andre..

  9. Jeg ejer nr. 7, 14, 19 & 24 på den liste – alle på vinyl, men det er nu kun A-Ha pladen, der stadig kan finde vej til pladespilleren.

    Jeg har alt for mange af den slags guilty pleasures plader. Hvad med alle Abba pladerne og jeg indrømmer gerne at mine Madonna plader er i rotation med henblik på torsdag aften.

  10. Jeg ejer tre af pladerne fra listen, som jeg endda har i min officiele samling, og så er der rodekassen fyldt med diverse skodplader og vraggods….
    I DK kan jeg ikke rigtig de et bud på noget der bare lugter lidt af guilty pleasure, for enten er det for ringe eller for ligegyldigt.

  11. Det forbavser mig, at “Hotel California” med The Eagles og “A Salty Dog” med Procul Harum ikke er med på listen.

    Jeg har haft nr. 12 + 18. Ligesom jeg har haft singleudspil fra nr. 1 + 2. Lp’erne solgte jeg engang i slutningen af 80’erne. Ved samme lejlighed forsvandt Journey og Boston også. Det er ikke mange tanker, jeg siden har skænket de plader.

    Ved et hurtig overblik er der kun et album fra 60’erne med på listen, nemlig Richard Harris “A Tramp Shining”. Jeg ved godt, at det først var omkring 1968, at salget af lp’er overgik singlesalget. Hvilket jo også hænger sammen med at lp’er før den tid, mest blev betraget som singleopsamlinger. Men der må da, udover Procul Harum, være et par 60’er kandidater?

    Selv holder jeg meget af The Mama’s & The Papa’s, som nogen måske vil finde egnede til at være en guilty pleasure.

  12. Guilty pleasures er sjovt begreb som jeg tit har diskuteret med især én af mine musiknørdede venner. Jeg synes helt klart at begrebet har berettigelse fordi det på en måde kan bruges til at gøre sig selv bevidst om at man tiltider kan have umæmmet uncool musiksmag – og at det i øvrigt er helt naturligt.

    En hurtig top fem over mine kunne være:
    1. Weezer – har alt med dem og elsker det hele! selvom det ellers mest er 12-årige amerikanske waynes world-typer der burde kunne relatere til det.
    2. Elton John – Goodbye to yellow brick road. Er måske i sig selv en respekteret plade, men bliver så ofte vendt og badet i vederstyggeligheder af hyggepianister og supermarkedshøjtalere verden over, at sangene forlængst har mistet alt andet end mormor-appel. Diana udgaven af candle in the wind har ikke ligefremt gjort noget for at forbedre pladens image…
    3. Sebastian – Ingen kan som ham præstere på en gang at få krøllet mundvigene opad, og tæerne godt og grundigt sammen.
    4. Jack Johnson – er som det mandlige modstykke til Norah Jones fuldstændig ufarlig…
    5. Tue West – fremtidens Sebastian! nej, jeg kan faktisk godt lide nogle af hans sange fra den første plade.

  13. Er egentlig ikke til denne mærkelige opdeling i rigtig / forkert musik, men here goes:

    De pt. flotteste musikvideoer og kooleste interviews i andedammen kommer uden tvivl fra fænomenet Nik & Jay – her er ingen falsk beskedenhed eller fuglebrystet indie-selvironi når N & J dukker op på widescreenen med nye club tracks og bling-bling.

  14. Må skamfuldt indrømme at jeg har nr. 4 på listen, da jeg brugte førstedelen af mine teenage år på at synge “pour some sugar on me” i provinsens ungdomsværelse. Jeg trak dog linjen ved at iklæde mig Joe Elliot ligenende læderbukser! Dansk GP må være The Sandmen, dem ynder jeg stadig at sætte på især “Gimme Gimme Gimme”

  15. Beklager udfaldet midtvejs i posten før. Der skulle have stået “Ligeså Donna Summer og hendes Giorgio Moroder-eurosynth-discs fra 70’erne”, eller noget i den stil…

  16. Meat Loaf havde jeg aldrig gættet, Pastor. Måske det er den næsten men alligevel not quite bibelske titel der lokker?

    Selv ejer jeg tre af pladerne – #12, #16 og #24 – på listen. Har også over-the-top-debutpladen med Boston, den med “More Than A Feeling”, og det er om nogen en plade der burde ligge top-5, så tidsmaskinefjern og langt ude er den. Abba’s skilsmisseplade The Visitor er også på min egen GP-liste, med sine svenske tåresange. Ligeså

    Og hvor er U2? Achtung Baby og Zooropa synes jeg er to fine plader med det band, hvis vulgaritet også gør dem til en fuldblods guilty pleasure.

    Danske guilty pleasures? Der er jo ikke meget “pleasure” over Rasmus Nøhr, Thomas Helmig, Danser Med Drenge og hele den sværm af uforpligtende CD-brændt babymos, vi her i DK helst indtage i meget store mængder, så jeg ved ikke….

Skriv et svar