Sid Vicious møder Oscar Wilde

Pete Doherty interviewet i dagens The Guardian. Ikke hyggelæsning, men interessant anyway. Babyshambles-debut’en “Down in Albion” udkommer d. 14. november. Så all over the place-rodet fucked up er den, at de i forvejen kaotiske og underproducerede Libertines-plader lyder som Electric Light Orchestra ved siden af. Music hall møder væltende mikrofoner møder romantisk fortabthed møder slingrende punk rock, falder og slår sig rigtig grimt, mens en vistnok tidligere medfange fra Pentonville-fængslet kommer forbi og fremfører dopet taber-reggae. Kedeligt er det ikke – men godt??? Svært at sige umiddelbart. Musikhistorie og real life. Apati og hjerteflimmer. “There’s a lesson I have learned/ If you play with fire you’ll get burned”, mumlesynges der ufokuseret i “What Katie Did Next”. Vise ord. Hvad Pete gør herefter bliver ifølge Guardian-reportagens virkelighed ikke for børn.

http://www.guardian.co.uk/filmandmusic/story/0,16373,1607626,00.html

2 tanker om “Sid Vicious møder Oscar Wilde”

  1. Skræmmende læsning Jens. Pete Doherty er alt hvad man egentlig kunne ønske sig af en rockstjerne.Intelligent, karisma og en evne til at få hans livshistorie ned på papir og i sange.Dog er han i gang med at udvaske det hele med junk og en topmodel kæreste.Spørgsmålet er, hvad Doherty bliver husket for når han (snart??) engang ikke er mere? Et ubeskriveligt talent, der kollosalt fuckede up eller talentet der blev clean og levede mesterligt op til de forventninger der retteligt havdes.

    Babyshambles debuten, lyder mest af alt som et smack album (surprise, surprise)og indtil videre er mine penge på at det bliver Carl der kommer ud af Libertines affæren som vinder.Både kunsterisk og personligt.Og det er en skam, for Pete har et åbenlyst talent. Med ønske om at Pete Doherty snarligt får vendt sit liv til noget tilnærmelsesvis bedre. For hans egen skyld og for hans kunst skyld.

  2. Efter at have hørt Down In Albion et par gange er jeg bestemt ikke overbevist om, hvorvidt bandet overhovedet har en fremtid.

    Pladen er meget rodet og flere steder nærmest kedelig og langtrukken. Der er desuden et nummer på spansk, som umddelbart er ren crap. Det skal dog siges, at der også momentvis er fed skramlerock, som lyder forfriskende og livsbekræftende, selvom hovedpersonen sikkert er på smack og i det hele taget “far out”.

    Jeg håber pladen vinder ved flere gennemlytninger.

    Hermed en mavesur fredagsvurdering. Nu vil jeg vente på, at arbejdsugen slutter, så jeg kan komme ind og høre Tom MacRae i lille vega. Ikke at det løfter humøret 🙂 Men der er jo noget med, at der vil være en traditionel vare i etablisementets fadølsanlæg ved 20:59 tiden. Det kan måske løfte humøret.

    Og så er det snart mandag aften. Jubiiii. Nu er der langt om længe udsolgt.

Skriv et svar