Tabt ud af en tidslomme

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-CS.jpg

Coveret er sort, gråt og uklart, helt som tiden vist var det. Jeg, på besøg i Århus med mit band Næste Uges TV, skulle spille et set samme aften til en efterårsmørk punk-festival i Huset, fandt denne helt nye 12-inch-single i Mimosa, den ene af Århus’ daværende to progressive pladebutikker. Faktisk havde de også “Gloria”, den ditto nye single med endnu ukendte U2, men pengene var små, så købte kun ovenstående maxi, sammen med Liverpool-bandet Wah Heat’s “Seven Minutes To Midnight” – to tårnende angstplader med ét hurtigt smæk, bang! I dag er det præcis 25 år siden “Charlotte Sometimes” blev udgivet. Måske den bedste single nogensinde med The Cure? Det tror jeg…

9 tanker om “Tabt ud af en tidslomme”

  1. Smølle, Bloodflowers er bestemt værd at anskaffe sig. Et nummer som 39, der blev skrevet da Robert Smith var 39, giver fornyet håb om et liv på den anden side af de 40 for en halvgammel mand som mig.

    Robert Smith har altid omtalt Seventeen Seconds, Faith og Pornography som “Trilogien”, men efter udsendelsen af Bloodflowers var det sjovt nok pludselig denne sammen med Pornography og Disintegration, der udgjorde en trilogi, der blev opført kronologisk i deres helhed (med ekstranumre fra Kiss Me Kiss Me Kiss Me) og foreveviget på den fantastiske dvd fra Berlin, som også jeg gerne vil give de varmeste anbefalinger.

  2. Det er nok på tide endelig at få hørt Bloodflowers! Jeg opgav dem efter Wild Mood Swings, fordi den var så svag, og fik kun hørt lidt af det seneste, The Cure – som ikke var imponerende på nogen måde.

    Top 5 her:

    1. Disintegration
    2. The Head on the Door
    3. Pornography
    4. Seventeen Seconds
    5. Faith

  3. Nej Jens, jeg har desværre ikke fået købe den nye live ting med Echo & the Bunnymen endnu. Men må snart have fat på den. Glæder mig til at høre det…

    Sjovt at så mange har Bloodflowers på Cure top 5 – jeg har alrig rigtig fundet ud af det album… Må lige have lyttet lidt mere til det. Har mest lyttet til det gamle Cure.

  4. Første gang jeg hørte The Cure var da min klassekammerat og bedste ven spillede et album med soundtracket fra filmen Times Square for mig omkring 1981. Det bedste nummer var med The Cure og hed Grinding Halt – et cool lidt staccato-agtigt rocknummer med en meget melodisk bas. Kort efter faldt jeg over et kassettebånd på biblioteket – en special edition med albummet Faith og The Cures soundtrack til tegnefilmen Carnage Visors på den anden. Det lød som et helt andet band end det jeg havde hørt tidligere. Stort, mørkt, dystert, nøgent, koldt, højtideligt, til tider næsten uhyggeligt – og utroligt dragende. Jeg lånte og genlånte dette kassettebånd i flere måneder i træk, og jeg lå i mørket på mit værelse med hovedtelefoner på ørerne og lyttede til det aften efter aften. Jovist, Robert Smith har senere vist at han også mestrer at skrive gode og iørefaldende, glade – nærmest overstadige popsange, men det er på de dystre numre som på Faith hvor ingen andre når The Cure til anklerne.

    Min top 5:
    1. Faith
    2. Pornography
    3. Seventeen Seconds
    4. The Head On The Door
    5. Wish

    – men der er også fantastisk gode numre på Kiss Me …, Disintegration, Bloodflowers og The Cure. De eneste mindre gode albums var The Top og Wild Mood Swings.

  5. Mit forhold til The Cure blev for alvor indledt med Blood Flowers som udkom da jeg gik i gymnasiet og opdagede at det var det perfekte soundtrack til at være deprimeret. Senere opdagede jeg at the Cure også er et helt, helt fantastisk god popband. Min top 5 på albums er:
    1. Disintegration
    2. The Head on the door
    3. Pornography
    4. Wish
    5. Blood Flowers

  6. Enig her.

    Top 5 The Cure-albums:
    1. Pornography
    2. Faith
    3. Bloodflowers
    4. Seventeen Seconds
    5. Three Imaginary Boys

    PS – iben, har du fået “Me, I’m All Smiles”, det nye Echo & The Bunnymen-livealbum? Ikke dårligt!

  7. Åh ja, Cure har også en stor plads i mit hjerte (…Selvom folk omkring mig påstår det er teenage agtigt at kunne lide The Cure???)

    Jeg er for ung til at kunne dyrke dem i 80’erne (desvæære, igen), men husker en fed fed koncert i Hamburg i 1996. De var på “The Swing Tour” – ikke den fede plade der, men alligevel en fed koncert oplevelse. Min yndlings plade har altid været Pornography… Og dvd’en du fortæller om, Branman, den er nemlig super fed.

    God week-end derude…

  8. Beatles/Stones, Sweet/Slade, DepecheMode/Cure. For mig var der ingen tvivl…The Cure ramte bare plet med deres klagesange fra de tidlige 80’ere.

    LP’en “Pornography” står lige funklende i dag, som et smukt monument over en verden præget af oprustning og ‘No Future’. Fantastisk lyd, som singlen ‘CS’ også rammer.

    I øvrigt er det værd at bemærke, at i skoven af middelmådige DVD udgivelser, udgav The Cure en selvfinancieret dobbelt DVD ‘Trilogy’ i 2003. Over 2 dage i et vinter Berlin, blev ‘Pornography’ opført i sin helhed sammen med ‘Disintegration’ og ‘Bloodflowers’. Forrygende!

    Og var man i Roskilde år 2001 – året hvor bl.a. Neil Young mejslede sig ind i alles bevidsthed fredag aften -, så husker man også The Cures fantastiske afslutning søndag aften, hvor bandet gav sin eneste koncert det år, og spillede ‘Bloodflowers’ med en indlevelse og intensitet jeg aldrig før har oplevet. Tynget af alvoren fra den aflyste koncert året før. Så smukt og værdigt!

Skriv et svar