Stor, større, størst

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-WB.jpg

Arcade Fire’s sang Wake Up blev brugt som intro-musik til samtlige koncerter på U2’s nu afsluttede Vertigo-Tour. Den gestus fra de irske humanitær-rock-millardærer forhindrer dog ikke Arcade Fire’s Win Butler i at forholde sig til den måde, superbands som netop U2 lader sig markedsføre på. Det sker i den kommende udgave af NME, hvori han udtaler:

“It’s not like we shun success, but at the same time we don’t’ want to shove it down people’s throats. In the UK there’s this kind of rock star competition.

“I don’t know if U2 started it, or The Stones or Oasis but a lot of bands think in terms of: ‘I’m going to be the biggest band in the world. Fuck all those bands who’ve got no ambition’. I think that’s a total crock of shit.

“There’s nothing less interesting to me than the idea of marketing the fuck out of something so people are forced to like it. Some bands are just manipulating people to buy music. That’s how 90 per cent of the record industry works! It’s basically the same as selling a fucking toaster or a cruise package.”

17 tanker om “Stor, større, størst”

  1. Hey Martin, at du synes at Thom Yorke og Radiohead har underpræsteret siden OK Computer, hvis problem er det så egentlig? På min personlige Radiohead “Best Of” er hovedparten af materialet fra efter OKC … og nej, Creep er ikke med 😉

    Du slipper ikke lige for et nummer fra en pladen, der i følge dig “understregede af at kurven var nedafgående”:

    http://www.youtube.com/watch?v=_DM5-pyAWtY 🙂

  2. Ordner er noget man hænger på idioter (var der engang en, der sagde) og hvornår har sidst set en grammyuddeling (eller DMA eller Oscaruddelingen) uden at få følelsen af to fingre i halsen? Mercury listen indeholdt også andre fornuftige middelmådigheder som Guillemots, Arctic Monkeys og Isobel Campbell/Mark Lanegan, så selv om det er prisen man bør vinde i GB, så er der stadig plads til begejstring. Eraser er ikke en skidt plade, men den er altså heller ikke noget særligt – det er fint og godt når itunes tilfældig kommer forbi et af numrene fra pladen i ny og næ, men den keder mig i længden når jeg forsøger at høre den fra ende til anden. Jeg beklager, men jeg har altså så evigt ret.. tro mig, jeg ved bedre!

  3. Liam “tell it like it is” Gallagher om Robbie Williams pillemisbrug og rehab:

    What’s his fookin’ problem, man? We all know what it is – he’s a fookin’ drama fookin’ queen.

    If you’ve got a fookin’ problem, why do you want the whole world knowing about it? He has to be on the front fookin’ pages, doesn’t he? Just sort your fookin’ self out.

    You make a fookin’ crap album then want everyone to feel fookin’ sorry for you.

    Fookin’ tosser!

  4. The Eraser var et break fra Radiohead, et fritidsprojekt, der blev lavet i en fart primært på en laptop. Musikken er for størsteparten i sit udtryk langt mere kold og steril end den normale Radiohead-lyd, hvilket efter min mening skaber en fantastisk kontrast til Thom Yorkes lyse varme stemme. Det er ikke nogen munter plade. Teksterne (der som sædvanlig er kryptiske) kredser om temaer som global opvarmning og politisk fordærv. Det var egentlig et stykke tid siden jeg havde lyttet til den sidst, men den kører lige nu – og den virker stadig!!!

    Ikke at det betyder det mindste for mig, men The Eraser var trods alt nomineret til en Mercury Prize for bedste album, til en Grammy for bedste alternative album, ligesom Thom Yorke var nomineret til en Brit Award for Best British Male Solo Artist.

  5. Blev The Eraser ikke lidt af en fuser? Synes ret hurtigt det havnede i nice price kasserne og i den store world wide kritiker afstemning som Village Voice laver (var vist overtaget af andre i år?) havnede det på en ret beskeden plads omkring nummer 40…

  6. Martin, hvad der er mesterværker og hvad der ikke er mesterværker afhænger af ørerne der lytter. Blandt kritikere og almindelige musikfreaks mener de fleste at OK Computer var et af halvfemsernes absolut bedste rockalbums, og at The Bends var Radioheads næstbedste. Blandt Radiohead fans derimod er der rigtig mange der synes bedre om Kid A eller Anmnesiac. Disse albums har blot ikke den samme brede appel som de to førstnævnte, da de er mere unkonventionelle end de to foregående. For mig er Kid A et mesterværk.

    Skal vi ikke bare konstatere at Yugo Star, Belmondo og jeg får noget ud af The Eraser som du ikke får, og at det nok ikke skyldes vi kommer for lidt ud. Albummet krævede dog betydelig flere end en håndfuld gennemlytninger før det peakede for mig. 🙂

  7. Den har fået en håndfuld chancer, der er ikke noget at komme efter – det er ikke nødvendigvis en dårlig plade, men den hæver sig ikke over middel. Havde det været en debutant så var den allerede glemt nu. Hvis du synes den er fantastisk, så kommer du for lidt ud.

  8. “9 numre ingen vel kan eller gider høre forskel på”…?
    The Eraser fortjener ikke bare én men flere chancer til – pladen er fantastisk.

  9. Jeg vil også foretrække Thom Yorke og hans orkester over Oasis, U2 og for den sags skyld de fleste andre – og det til hver en tid.

    Yorke er en fantastisk sanger og sangskriver, og det sagt uden overhovedet at overveje hans åbenlyse sympatiske træk. Yorke og Albarn er efter min mening “vinderne” af britpoppens evigt konkurrerenede optik ud fra et både kunstnerisk og menneskeligt synspunkt, eller hvad??

    Lad os håbe at Liverpool om 45 minutter er vinderne på Nou Camp…..fortjent eller ej, ikke 😉

  10. Amnesiac består primært af optagelser lavet under optagelserne af Kid A, så til en hvis grad har han/de lavet den samme plade to gange. Men jo, bortset fra det har du da nogenlunde ret. Dog skal næste udspil fra den kant dog virkelig op idet røde felt, hvis han skal bevare sin og Radioheads status – Kid A og Amnesiac var vellykkede eksperimenter, men på ingen måde mesterværker, Hail to the Thief understregningen af at kurven var nedafgående og Thoms soloplade 9 numre ingen vel kan eller gider høre forskel på. 10 år er lang tid at leve højt på to gode plader, jeg er da spændt på om han/de har mere at komme med!!

  11. Man kan mene hvad man vil om Thom Yorke og Radiohead – selv synes jeg stort set alt hvad han har rørt ved er fantastisk – men i modsætning til U2, Stones og Oasis er der vel næppe nogen der vil beskylde ham for at have ambitioner om at lave den samme plade mere end en gang.

  12. U2 er noget wank, Arcade Fire er noget wank og Oasis er blevet min generations Status Quo – Tilbage står Thom Yorke, der burde begynde at lave hæderlig musik igen før han mister sin ikonstatus.

  13. Sorry, Morten, men jeg er dybest set fuldstændig enig i hvad manden siger.

    Jeg er ikke duperet af brødrene Gallagher, når de sviner alle, der har en højere intelligenskvotient end dem selv (og det er temmelig mange). Senest kommenterede storebror Noel til NME Thom Yorkes optræden ved Brit Awards på følgende vis:

    Thom Yorke sat a piano singing, ‘This is fucked up’ for half-an-hour. We all know that Mr Yorke. Who wants to sing the news? No matter how much you sit there twiddling, going, ‘We’re all doomed,’ at the end of the day people will always want to hear you play ‘Creep’. Get over it.

    Yorke kommenterede i øvrigt på Radioheads hjemmeside angrebet kort med ordene:

    staying at home
    or going to the brit awards?

    hmmm

    your choice here

    ‘I never went to f****** university. I don’t know what a paint brush is, I never went to art school.’

    ‘i did. it taught me to respect other artists.'”

  14. Det er da ikke så lidt af en kliche at man i forbindelse med markedsføringen af sit nye album i Uk, skal svine nogen til, kan man samtidigt fastslå sin egen status som fimset indierock band med stramme cowboybukser der har et pseudoanarchistisk forhold til det at være kendt, ja så vokser træerne ind i himmelen, og man kan muligvis igen blive årets album.

    Det vil dog ikke ske i nme, da det jo ikke er gruppens debutalbum.

    kampen står ikke længere i hvem der er de største, men hvem der kan blive elsket af flest “rigtige” mennesker, og så kan man svine stones og u2, for de sviner sjældent igen.
    jeg glæder mig til at se hvad Oasis for ud af bandet der gerne vil være store, men bare på den rigtige indierockagtige måde.

Skriv et svar