Uden Joy Division havde der været meget stille

534710142_d132ddb08e.jpg

Ialfald lørdag aften på scenen i Lille Vega, der dannede ramme om koncert med Editors, hvis musik udelukkende synes bygget på den epileptiske dødsdromsdisko, man først hørte ovennævnte Manchester-band blæse ud i 1979. Umiddelbart intet galt i det, for Editors kan deres Joy Division–ting, med de knugende vers mod udråbstegnende omkvæd, så godt, at man de første flere sange denne aften finder dem originale. Desværre gør en bredskuldret monotoni snart sin entre og ikke engang den karismatiske sanger formår derfra at skjule sit bands alvorlige begrænsninger, dets mangel på overskud.

Der bliver ellers arbejdet hårdt nede i maskinrummet, mens guitaristen som på autopilot fyrer det ene The Edge-lydende ekko/distortion-tema af efter det andet – hvilket måske er Editors originale træk, da U2’s The Edge som bekendt ikke tilhører Joy Division – men i længden er det hverken nok eller tilfredsstillende. Sangene fra det kommende album An End Has A Start kigger ud og gør det svært, at se andet end begyndelsen på enden for bandet selv, så 100% business-as-usual, i vandret forlængelse af dem fra forrige års debut er de.

Ender selv med at gå lettere bekymret fra Vega, som efter at have set en cirkushest udføre samme trick 16-17 gange i træk. Et flot trick er det, men overdreven gentagelse gør det til en spændetrøje for dyret. Og ditto for tilskueren. Føler med ham sangeren, som på afstand synes for levende og talentbegavet til sit arbejdsmandsagtige, sært uambitiøse band, der på intet tidspunkt udfordrer hans numre, eller tilnærmelsesvis giver dem den åndelige skarphed, man oplever hos stil- og lydbeslægtede – men så langt mere interessante – Interpol. Sidstnævnte New York City-band fortsætter iøvrigt Vega’s uofficielle Joy Division-festival om et par uger eller tre, når også de kommer til København med en ny plade på vej – venter unknown pleasures mon forude?

9 tanker om “Uden Joy Division havde der været meget stille”

  1. Jeg var også på Lille Vega i lørdags – og havde en FANtastisk aften.
    Jeg synes, at Editors gjorde det rigtig godt – men ingen tvivl om, at det var forsangeren, der bar det igennem! Især guitaristen virkede underligt fraværende.

    Blev ellers lagt ned af energiudladningen 65 minutters dunder – forrygende! Og ingen tvivl om at Editors skal høres på et lille spillested i stedet for f.eks. Roskilde!

    Jeg har lagt øre til den nye plade i ca. 14 dage, og den fremstår som forårets/sommerens indiehøjdepunkt for mig indtil videre. Men mon ikke, at Interpol giver baghjul?

  2. Og endnu et citat fra Editors-sangeren (fra dette interview):

    Levi’s sponsors your new tour – are you obliged to wear its clothes?
    Not at all, but it comes in handy for Christmas presents for other people.

    Så nu er der både Joy Division-sportssko og Editors-jeans til alle os, der hører den fede trendy, alternative guitarmusik. T-shirts findes som bekendt allerede i rigt mål.

  3. Njah, jeg synes nu ikke Pastorens Coldplayassociation er ved siden af overhovedet. De sidste par numre på det nye album forventer man let at Smith vil runde af ved at kvidre “Iiiiiii will fix you.”

    The Back Room kan være Editors’ lovende og charmerende Parachutes, An End… bliver deres arenajusterede A Rush…, og så er skrækscenariet at album tre bliver deres sjælsforladte og overpolerede stadionmonster ligesom X&Y (og at Tom Smith gør Cate Blanchett med rogn…)

    DER kan du tale om fremtidsbekymring, Eddie 😉

  4. Jeg må tilstå, at jeg ikke er videre enig i de forskellige vurderinger her i strengen. Jo, Editors har da givet hørt deres portion Joy Division, men alle kommer jo et sted fra og har deres inspirationskilder. Alle stjæler vel trods alt mere eller mindre fra hinanden i disse tider, hvor der er mere trængsel blandt musikere end nogensinde.

    Jeg er for så vidt enig i, at bandets musikalske udtryk var relativt ens hele koncerten igennem, men tak for det. På en måde dejligt befriende, at man valgte at spille et kort, komprimeret og intenst sæt på en time, hvor der i det store hele kun blev spillet up-tempo numre. Jeg savnede ikke nogle af de mere afdæmpede numre/ballader, som bandet også leverer på plade. På baggrund af koncerten synes jeg i al fald, det er lige lovligt hastigt at tale om “business as usual” og være bekymret for fremtiden. Bandets anden plade udkommer om 2 uger!

    Sammenligninger med Coldplay synes jeg også er skudt ved siden af, med mindre man absolut ligner Coldplay, hvis man tillader sig at benytte piano til et par introer. Editors’ udtryk er da langt mere hårdtslående. Guitarbredsider var der nok af til koncerten, og vi er nogen, der siger ja tak til den slags. Jeg kan heller ikke lade være med at nævne, at når man rent faktisk benytter piano på den nye plade, jamen så har man jo på den front flyttet sig siden første udspil.

    Kan kun sige, at mit smil var ganske bredt på vej ud af døren. Det er det sikkert også efter Interpol…

  5. Det var nok tidligere med succes afsøgte territorier, som Editors besøgte lørdag, så ubetinget interessant var det ikke.

    I hvert fald ikke så godt som den hverdagsaften for 1½ år siden på Loppen, hvor vi blev blæst omkuld, men dog bedre end den søvngængerpræstation, vi var vidne til, for godt et år siden i Store Vega.

    Uden at have hørt mere til de nye sange end til lørdagens koncert er jeg enig med Pastoren i, at man fik Coldplay-associationer i nogle af de “piano-inficerede” sange.

    Interpol skal (bare) blive noget helt anderledes stort…

  6. Livet er for kort til Editors (og Interpols) MTV-stylede firser-opkog. 😉

    Her står den på Josh Homme og resten af Stone Age som igen har lavet et forrygende album, som Soundvenue helt rigtig skriver:

    (…) lige dele diamant-hårde klunker, vanvid og delikat pop-sensibilitet. Alt sammen i mængder så rigelige, at man nærmest kan skrabe ren kreativitet ned af væggen, efter at de royale hulekvinder har været på besøg og sprunget stereoanlægget i luften.

    Amen!

  7. Interessant nok siger sangeren fra selvsamme gruppe flg. om det nye album:

    We’ve definitely moved on, it’s definitely not the same record again.

    Ja, helt bestemt (?).

  8. Ak ja. Da The Editors udsendte deres debutalbum, var denne blogs brugere efter mig, fordi jeg skrev noget lignende.

    Jeg har lyttet til Every End Has A Start i lidt over en uge nu, og jeg må bekræfte Jens’s udsagn: Her er tale om det, man på engelsk kalder en one-trick pony. Musikere fra Coldplay-generationen lader Ian Curtis møde The Edge i et melankolsk A-stykke og et stadion-B-stykke. På det nye album er der desuden kommet lidt Coldplay-agtigt piano ind.

    U2 var faktisk helt tilbage i begyndelsen hørligt inspireret af Joy Division; deres 2. single var da også produceret af Martin Hannett. Nummeret “11 O’Clock Tick Tock” har klare mindelser om “She’s Lost Control”.

Skriv et svar