{"id":1835,"date":"2007-12-17T17:19:51","date_gmt":"2007-12-17T15:19:51","guid":{"rendered":"http:\/\/www.jensunmack.dk\/wordpress-3\/?page_id=1835"},"modified":"2007-12-17T17:19:51","modified_gmt":"2007-12-17T15:19:51","slug":"arets-udgivelser-2007","status":"publish","type":"page","link":"http:\/\/www.jensunmack.dk\/wordpress-3\/feature\/arets-udgivelser-2007\/","title":{"rendered":"Udgivelser i 2007"},"content":{"rendered":"

En r\u00e5kold l\u00f8rdag eftermiddag ringede telefonen et sted p\u00e5 kontinentet, og f\u00f8lgende samtale udspandt sig.<\/em><\/p>\n

Jens<\/strong>: N\u00e5r man laver en liste som vi g\u00f8r, er det g\u00e5et op for mig, at der i langt h\u00f8jere er tale om vores personlige oplevelser, end om en udelukkende kvalitativ rangorden. Hvis vi var musikjournalister, ville der komme helt andre plader p\u00e5 listen. Der er albums, som er \u00e5benbare landvindinger rent musikm\u00e6ssigt, men ikke siger mig s\u00e5 meget.<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Det er jeg helt enig i. 2007 var et \u00e5r med mange interessante albumudgivelser. Og alligevel har det v\u00e6ret sv\u00e6rt at v\u00e6lge en top-10 for mig. Der er et halvt dusin albums, der er selvskrevne favoritter hos mig. Det er albums, som har v\u00e6ret i n\u00e6sten konstant rotation p\u00e5 min iPod i lange perioder. Mange andre har v\u00e6ret p\u00e5 bes\u00f8g i kortere eller l\u00e6ngere tid, men har ikke br\u00e6ndt sig fast p\u00e5 samme m\u00e5de. M\u00e5ske var det bare en uheldig dag for dem. S\u00e5 der er ganske rigtigt tale om en s\u00e6rdeles subjektiv vurdering. Nogle l\u00e6sere vil sikkert synes at det er Tordenskjolds soldater, jeg hiver frem. Det er nok ogs\u00e5 rigtigt. Jeg h\u00e5ber, at jeg ikke er forfaldet til den der fodsl\u00e6bende gammelmandsholdning, at \u201calting var bedre i nittenhundredehvidk\u00e5l\u201d.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Men det var det jo.<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Og The Clash osv.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Nej, selvf\u00f8lgelig har du ret. Hvis vi havde v\u00e6ret 17 \u00e5r nu, ville vi have h\u00f8rt musik p\u00e5 en anderledes m\u00e5de og helt sikkert have haft nogle andre navne med os.<\/p>\n

2 x top 10 (i voksende orden, plus moms)<\/strong><\/p>\n

\"chromophobia.jpg\"<\/a><\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Gui Boratto: Chromophobia<\/em>. \u00c5rets technogidsel er fra Brasilien. F\u00f8rste halvdel af albummet er minimalistisk techno p\u00e5 den gode (dvs. ikke irriterende ensformige) m\u00e5de, men s\u00e5 sniger poppen sig frem. \u201cBeautiful Life\u201d har endog sang p\u00e5 og minder meget om Air, n\u00e5r de er enklest og bedst. Gammel Air, alts\u00e5.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Det har jeg aldrig h\u00f8rt om.<\/p>\n

\"_allcdcovers__lcd_soundsystem_sound_of_silver.jpg\"<\/a><\/p>\n

Jens<\/strong>: LCD Soundsystem: The Sound Of Silver<\/em>. Det er sangbaseret, og i sin straighte 4\/4-form meget inspireret af rock. Man h\u00f8rer hurtigt at James Murphy har en stor pladesamling, og jeg h\u00f8rer selv, at mange af de albums og singler han ejer, dem har jeg ogs\u00e5. Det er musik med mange referencer fra en tid, jeg selv kender mere end godt. Vi taler post-punk-slut-70’er-til-midt-80’erne. Det er ikke en decideret stemningstung, men snarere meget energisk musik, flot bygget op med heftige beats, modrytmer, dunkende New Order-synths, sm\u00e5 beep-lyde og stak\u00e5ndet vokal.<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Der er megen underspillet humor i LCD Soundsystems musik.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Ja, og de konstante referencer er interessante, for de g\u00f8r der er to ting man skal forholde sig til samtidig. En moderne plade i ordets bedste forstand. Det at vedkende sig sin inspiration og sine mange l\u00e5n, og s\u00e6tte sidstn\u00e6vnte sammen p\u00e5 en ny m\u00e5de.<\/p>\n

\"lucinda_west_large1a.jpg\"<\/a><\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Lucinda Williams: West<\/em>. Her har vi et album, der er fuldt p\u00e5 h\u00f8jde med Car Wheels On A Gravel Road<\/em>, som ellers anses for hendes hovedv\u00e6rk. Denne gang synes jeg dog faktisk, der er mindelser om Lisa Germano p\u00e5 de mere martrede numre.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Jeg synes hun har to sider af sig: Den skramlede og den mere \u00e6teriske. Den sidste, den mere reflekterende og melankolske, som p\u00e5 hendes Essence,<\/em> holder jeg is\u00e6r af, og den er rigt repr\u00e6senteret p\u00e5 den nye plade. Hun har spillet to shows i Danmark i \u00e5r, og i hvert fald det ene skulle have v\u00e6ret superlativt godt. Hun kan lidt siges at v\u00e6re alt-countryens Marianne Faithful ; den slidte, sprukne stemme, det h\u00e5rdt pr\u00f8vede liv.<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Lucinda Williams er som altid pr\u00e6get af en blanding af stor modenhed og en tilbagel\u00e6net fandenivoldskhed, som jeg synes er typisk amerikansk.<\/p>\n

\"someloudthundercyhsysmall.jpg\"<\/a><\/p>\n

Jens<\/strong>: Clap Your Hands Say Yeah: Some Loud Thunder<\/em>, som jeg h\u00f8rte meget i for\u00e5ret. Jeg har det s\u00e5dan med det band, at deres roste debut intet sagde mig. Men s\u00e5 h\u00f8rte jeg det nye ret nedrakkede album i en pladebutik og blev fanget. Det dyrker samme tendens som vores eget album Aftenland Express<\/em>, med at stritte i mange retninger, og dyrke en uordnet helhed. 4-5 numre her er is\u00e6r fantastiske. En plade med stor intern dynamik; fra lav lo-fi til h\u00f8j hi-fi. Sangen “Mama Won’t You Keep Your Castles In The Air And Burning” er i sig selv hele indgangsprisen v\u00e6rd.<\/p>\n

\"pandabear.jpg\"<\/a><\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Panda Bear: Person Pitch<\/em>. Det er Panda Bear fra The Animal Collective. Formelt er det vel techno; mestendels elektronisk. Men det er pop. Det lyder ikke elektronisk, men meget organisk. Klare mindelser om Beach Boys og med Brian Wilson-agtig vokal. Samtidig er det ambient i den forstand, at der er lange forl\u00f8b. Jeg kan bedre lide dette end Animal Collective.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Jeg kan slet ikke v\u00e6re med omkring Animal Collectives forvirrede musik.<\/p>\n

\"sallskapet_27032007_top.jpg\"<\/a><\/p>\n

Jens<\/strong>: S\u00e4llskapet: S\u00e4llskapet<\/em>. Min eneste svenske udgivelse p\u00e5 dette \u00e5rs liste. Her forlader Th\u00e5str\u00f8m sin traditionelle rocklyd og g\u00e5r elektronisk. Han synger p\u00e5 albummet om sin tid i Amsterdam og i Hamburg, og ud derfra om jernbanespor, mennesketr\u00e6k og l\u00e6ngsel. Pladen fremst\u00e5r med sine fortabte klaverer, m\u00f8rk skiftesporsst\u00f8j og duvende maskinlyde som et mindesm\u00e6rke over sidste \u00e5rhundredes industriepoke. Man f\u00e5r virkelig en fornemmelse her af synkende nordeurop\u00e6iske st\u00e5lbyer, der ligger og ruster i regnen. En imponerende god og ensom rejseplade.<\/p>\n

\"patrickwolf-themagicposition.jpg\"<\/a><\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Patrick Wolf: The Magic Position<\/em>. Manden er kun 24 og har allerede et helt originalt udtryk. Jeg har mest t\u00e6nkt p\u00e5 ham som en slags idol, men han er faktisk utroligt musikalsk. Her bliver holdt en god balance mellem forholdsvis ligetil pop (som f.eks. titelnummeret) og de mere chanson-agtige, melankolske numre. Patrick Wolf er p\u00e5 den m\u00e5de en slags mindre teatralsk udgave af Rufus Wainwright. Og gode gamle Marianne Faithful er med.<\/p>\n

\"whitechalk.jpg\"<\/a><\/p>\n

Jens<\/strong>: P.J. Harvey: White Chalk<\/em>, hvor hun gik ind og genopfandt sin depri-rock, som hun ellers har dyrket l\u00e6nge og godt. Jeg har meget tilovers for mange af hendes tidligere albums, specielt Stories From The City…<\/em>-pladen. Hun har her ladet sin guitar f\u00e5 fri og istedet l\u00e6rt at spille klaver – og hun synger tilmed p\u00e5 en helt ny m\u00e5de. Det lyder lidt som en mindre hysterisk og mere holdbar udgave af Tori Amos, fra da hun var bedst. Det er faktisk mange steder direkte smukt.<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Jeg synes ogs\u00e5 det er meget vellykket. Jeg havde faktisk sv\u00e6rt ved at genkende hendes stemme. Hun plejer at s\u00f8ge det grimme.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Men ikke her.<\/p>\n

\"tigers.jpg\"<\/a><\/p>\n

Pastoren<\/strong>: The Manic Street Preachers: Send Away The Tigers<\/em>. Hvis man skal v\u00e6re fr\u00e6k, lyder de pr\u00e6cis som de plejer, Eller rettere: Det er lykkedes dem at finde frem til formen fra Everything Must Go<\/em>, som var deres gode album.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Lyder det s\u00e5 ikke mest som en nostalgisk plade?<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Det er ikke hip musik, men sangskrivningen er vellykket. Det virker som om soloprojekterne har f\u00e5et gruppens medlemmer til at revurdere deres roller. De er begyndt at skrive k\u00e6rlighedssange (vel om ulykkelig k\u00e6rlighed), men det g\u00f8r heller ikke noget.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Trommeslagerens soloprojekt var klart bedst.<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Han lavede nemlig ingen ting.<\/p>\n

\"front.jpg\"<\/a><\/p>\n

Jens<\/strong>: Burial: Untrue<\/em>. En vistnok ung fyr, der bor i London og \u00f8nsker at v\u00e6re anonym. Derfor kommunikerer han prim\u00e6rt gennem sit pladeselskab omkring sin musik. Burial bliver kaldt dub-step, for mindelserne om two-step, en genre man nemt kan have det sv\u00e6rt med, er rytmisk tydelige, med den der let genkendelige m\u00e5de, hvorp\u00e5 musikken hakker sig selv op. Men her findes slet ikke den samme emsighed som i traditionel two-step, der i mods\u00e6tning til Burial er rettet mod dansegulvet. Det, der fik mig til at ops\u00f8ge albummet, var, at jeg l\u00e6ste det beskrevet, som om Lee Perry havde lavet en plade sammen med Joy Division-produceren Martin Hannett – og s\u00e5dan fremst\u00e5r musikken p\u00e5 en m\u00e5de ogs\u00e5. En rigtig natplade. Som n\u00e5r man k\u00f8rer sent hjem fra en fest og har alle sanser \u00e5bne mod byens mangfoldige liv og forskellige lyde. Burial er ikke som noget, vi har h\u00f8rt f\u00f8r. Det er ikke kun de glidende dybe beats, der er ogs\u00e5 fragmenterede strygere, og fjerne ekkoer, brudstykker af sange, treatede og gentagne vokalstumper. Man f\u00e5r ikke kun vellyd, der er ogs\u00e5 en konstant f\u00f8lelse af uro og smuds og fortabelse p\u00e5 en helt anden m\u00e5de, end man normalt oplever det inden for ambient-influerede genrer. P\u00e5 den m\u00e5de ligger Untrue<\/em>, karakter-topscoreren p\u00e5 Metacritic i \u00e5r, langt fra Trentem\u00f8ller-skolen og livsstilselectronicaen i Illums Bolighus. Det her er en anderledes m\u00f8rk og, p\u00e5 sin egen m\u00e6rkv\u00e6rdigt opl\u00f8ftende m\u00e5de, sorgfuld musik.<\/p>\n

\"feistreminder.jpg\"<\/a><\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Feist: The Reminder<\/em>. Den f\u00f8rste canadier, jeg vil n\u00e6vne. Leslie Feist skriver s\u00e6rdeles i\u00f8refaldende sange, har en meget smuk stemme og hun er heller ikke grim – altsammen noget, der ogs\u00e5 g\u00e6lder for f.eks. Heather Nova, som hun godt kan minde lidt om. Det er ikke s\u00e5 underligt, at Feist er blevet et stort navn. Alle hendes sange er k\u00e6rlighedssange, og musikken er tit lidt jazzet og inspireret af (vil jeg h\u00e6vde) bl.a. Fran\u00e7oise Hardy. Det kunne godt blive det rene Katie Melua, men selv om der nogle gange ikke er s\u00e5 langt derhen, holder Leslie Feist sig altid p\u00e5 den rigtige side, og is\u00e6r \u201c1 2 3 4\u201d er en popsang, der f\u00e6nger fra f\u00f8rste gang, man h\u00f8rer den.<\/p>\n

\"bruce-springsteen-magic-413876.jpg\"<\/a><\/p>\n

Jens<\/strong>: Bruce Springsteen: Magic<\/em>. I denne snak er det en forn\u00f8jelse at kunne n\u00e6vne et helt almindeligt mainstream-ikon: Da man kun l\u00e6se, at Springsteen var vendt tilbage til sin egen klassiske lyd fra engang for l\u00e6nge siden, blev jeg skeptisk, men Magic er en imponerende og flot kontrolleret plade. Sangene v\u00e6lter ud af h\u00f8jttalerne; musikken lyder son \u00e9n organisme. Intet st\u00e5r i vejen for Springsteen og hans massive udtryk her. Jeg har v\u00e6ret ret kritisk over for producer Brendan O\u2019Brien tidligere; har aldrig brudt mig om Pearl Jams udtryk (som han var medansvarlig for) og heller ikke om de to tidligere albums med Springsteen, som han stod bag. Specielt The Rising<\/em> var et tungt, statisk fejlgreb i hans navn.<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Ja, det er virkelig en tilbagevenden til den gamle lyd, og en del af sangene er ogs\u00e5 vellykkede. Der mangler lige det sidste n\u00f8k for at albummet kan blive en regul\u00e6r klassiker, men vi har at g\u00f8re med det bedste album fra The Boss siden Born In The USA<\/em> eller m\u00e5ske f\u00f8r.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Helt enig. Man h\u00f8rer der er meget voksne m\u00e6nd, der spiller her. Den romantisk-flirtende stil fra da Springsteen var en ung mand er helt, helt v\u00e6k.<\/p>\n

\"519w2r6exvl_ss500_.jpg\"<\/a><\/p>\n

Pastoren<\/strong>: The National: Boxer<\/em>. De er Springsteens venner (dokumenteret p\u00e5 www). Dette album er efter min mening helt p\u00e5 niveau med forg\u00e6ngeren Alligator<\/em>. Man m\u00f8der dog slet ikke Matt Berningers primalskrig her. U2-inspirationen h\u00f8res igen p\u00e5 den gode m\u00e5de; der er stor dynamik i deres musik – det afd\u00e6mpede og klimakserne lever sammen p\u00e5 bedste vis. Det minder ikke s\u00e5 meget om Tindersticks, som mange p\u00e5st\u00e5r; hos dette band kommer sangene nemlig op at flyve. The National gav en rigtig fin koncert i Store Vega her i efter\u00e5ret. Deres violinist\/bratschist Padma Newsome tilf\u00f8jer noget helt s\u00e6rligt i en live-situation; han er The Nationals Henrik Hall.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Jeg var ret vild med Alligator. De tre f\u00f8rste numre p\u00e5 Boxer<\/em> er da ogs\u00e5 helt fantastiske. Men s\u00e5 synes jeg pladen g\u00e5r d\u00f8d i et for fattigt sangmateriale. Jeg er derfor aldrig rigtig kommet ind i Boxer<\/em>‘s univers; Ikke fordi jeg n\u00f8dvendigvis ikke bryder mig om det, det f\u00e6ngede bare aldrig.<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Har du h\u00f8rt f.eks. \u201cStart A War\u201d? Et meget smukt nummer og “Guest Room” og \u201cAda\u201d liges\u00e5.<\/p>\n

\"sbs_.jpg\"<\/a><\/p>\n

Jens<\/strong>: Wilco: Sky Blue Sky<\/em>. Som jeg f\u00f8rst nakkesk\u00f8d her p\u00e5 siden, men snart m\u00e5tte revurdere i den grad. Efter to krautrock-albums, to gr\u00e5 og vanskelige plader, h\u00f8rte jeg umiddelbart ogs\u00e5 denne s\u00e5dan. F\u00f8rst havde jeg problemer med brugen af guitar, for den mindede umiddelbart om fusionsmuzak, men det fandt jeg senere ud af ikke var s\u00e5 slemt endda, faktisk tv\u00e6rtimod.<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Jeg er ikke s\u00e5 positiv. Jeg kan h\u00f8re at Wilco s\u00f8ger tilbage til Being There<\/em>-lyden, men resultatet virker s\u00e5 tilbagel\u00e6net, at de n\u00e6sten falder i s\u00f8vn – og jeg med. Jeg synes bare det er et kedeligt album.<\/p>\n

Jens<\/strong>: S\u00e5dan havde jeg det jo ogs\u00e5, til sangene faldt p\u00e5 plads for mig. Det er selvf\u00f8lgelig en tilbagel\u00e6net plade, men Wilco holder i den grad intensiteten br\u00e6ndende p\u00e5 en elegant og underspillet m\u00e5de. Og sangene er alts\u00e5 ret perfekte. Men okay, det er nok ikke den ultimative festplade.
\n\"raising_sand.jpg\"<\/a><\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Robert Plant & Alison Krauss: Raising Sand<\/em>. Jeg troede ikke, det her ville v\u00e6re et godt album. Men det er det – og til overm\u00e5l! Her har vi ganske enkelt \u00e5rets st\u00f8rste overraskelse for mig; to dygtige sangere viser, hvad de kan. Alison Krauss synger som en engel og spiller tilmed en ferm fiol. Hvor f.eks. Feist har fuld skrue p\u00e5 vokalen og til tider giver sig til at kvidre, kan Alison Krauss her holde tilbage. Og det g\u00e6lder i lige s\u00e5 h\u00f8j grad for Robert Plant, som de fleste af os forbinder med Led Zeppelins halvhysteriske hippiebulder fra halvfjerdserne. Mange af os glemmer, at en ikke helt lille del af Led Zeppelins numre var folk-inspirerede og akustiske. Robert Plant holder sig meget tilbage, nogle gange hvisker han n\u00e6sten, og f\u00e5r helt nye nuancer frem. T-Bone Burnetts produktion, der m\u00e5ske minder om Daniel Lanois, lader vokalerne st\u00e5 klart frem i mixet. Og valget af numre – country-, blues- og country-rock-numre, et Tom Waits-nummer og et Sam Phillips-nummer – er intet mindre end inspireret. Et af h\u00f8jdepunkterne er fortolkningen af \u201cPlease Read The Letter\u201d, som var med p\u00e5 Page og Plants album Walking Into Clarksdale<\/em>.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Led Zeppelin h\u00f8rte jeg lidt som 9-\u00e5rig f\u00f8r jeg opdagede Sparks. Men siden har jeg intet f\u00f8lt for dem, omend jeg anerkender deres plads i historien. Men dette album b\u00f8r jeg m\u00e5ske pr\u00f8ve at give en chance.<\/p>\n

\"radiohead-in_rainbows-not_the_real_cover.jpg\"<\/a><\/p>\n

Jens:<\/strong> Radiohead: In Rainbows<\/em>. Havde ikke troet at Radiohead nogensinde skulle optr\u00e6de igen p\u00e5 en top-10 hos mig, men livet har heldigvis positive overraskelser. For jeg oplever virkelig at bandet endelig har f\u00e5et hovederne ud af egen kollektive bagdel. L\u00e6nge var det som om Radiohead frygtede og flygtede fra sit eget selvskabte popmonster, og for selvbevidst gik p\u00e5 tv\u00e6rs. Nu er det atter som om alt kan lade sig g\u00f8re, og man i bandet ikke er s\u00e5 fandens bange for det umiddelbare og enkle.<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Jeg synes ogs\u00e5 det er det bedste fra dem siden OK Computer.<\/em> Af og til spekulerer jeg stadig over hvorfor det skal g\u00f8res s\u00e5 sv\u00e6rt, men ikke s\u00e5 tit mere. Nu er sangene tilbage og der er skruet ned for det pr\u00e6tenti\u00f8se – og for selvmedlidenheden.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Omend der stadig kommer mange mol-forl\u00f8b, men g\u00f8r der ikke det i al god musik? Radiohead virker mere fritflyvende og naturlige, end de har gjort i mange \u00e5r, ja, siden netop OK Computer<\/em>. Det kan efter denne magel\u00f8se og dejlige plade ikke v\u00e6re helt let at hedde Kashmir og skulle lave n\u00e6ste album.<\/p>\n

\"31484newpornoscover.jpg\"<\/a><\/p>\n

Pastoren<\/strong>: The New Pornographers: Challengers<\/em>. De n\u00e6ste canadiere p\u00e5 listen. P\u00e5 mange m\u00e5der en forts\u00e6ttelse af stilen fra Twin Cinema<\/em> fra 2005. Det lidt hektiske lydbillede fra de to f\u00f8rste albums er for alvor erstattet af en mere rolig pop-sensibilitet. Og s\u00e5 har vi at g\u00f8re med pop-rock, hvor der er gode sangere. Den der underlige indie-pseudo-elit\u00e6re holdning om at man helst skal synge d\u00e5rligt eller falsk, lider The New Pornographers slet ikke under. B\u00e5de Neko Case og Carl Newman laver meget overbevisende vokalpr\u00e6stationer, og harmonivokalerne er et kapitel for sig. P\u00e5 titelnummeret er Neko Case t\u00e6t p\u00e5 at lyde som hun g\u00f8r p\u00e5 sine soloalbums (minus country-aspektet). Carl Newman skriver lige s\u00e5 godt, som han plejer. Denne gang har jeg ogs\u00e5 f\u00e5et \u00f8jnene for Dan Bejars sangskrivningstalenter. Jeg f\u00e5r lyst til at h\u00f8re hans egne ting med gruppen Destroyer.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Jeg har slet ikke h\u00f8rt det album. Jeg gik d\u00f8d i Twin Cinema, d<\/em>eres forrige.<\/p>\n

\"612xuilkll_ss500_.jpg\"<\/a><\/p>\n

Jens<\/strong>: Interpol: Our Love To Admire<\/em>. Den h\u00f8rte jeg over hele sommeren med stor nydelse. Det er bem\u00e6rkelsesv\u00e6rdigt n\u00e5r man snakker med andre (dig inklusive), for Interpol f\u00e5r godtnok mange t\u00e6sk rundt omkring, for at ligge for t\u00e6t p\u00e5 deres \u00e5benbare Joy Division\/The Chameleons-referencer. N\u00e5r jeg selv h\u00f8rer Interpol, kan jeg ikke andet end beundre hvordan de bygger deres numre op. Interpol er store \u00e6stetikere og der er en sj\u00e6lden klarhed over udtryk og virkemidler, n\u00e5r de med sikker h\u00e5nd forvandler m\u00f8rke lydkolosser til str\u00f8mlinet popsk\u00f8nhed. Joy Division var n\u00f8gen f\u00f8lelse; Interpol har derimod lyden og formen i centrum, p\u00e5 samme vis som f.eks. b\u00e5de Rammstein og Yeah Yeah Yeahs ligeledes har det. Ikke at Our Love To Admire<\/em> overhovedet bliver overfladisk musik af den grund, den har bare et andet fokus og v\u00e6rdigrundlag end moderne rock som oftest byder p\u00e5.<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Interpol er slet ikke talentl\u00f8se, men de er p\u00e5 vej til at blive en \u201cone-trick-pony\u201d. De befinder sig i en meget lille b\u00e5s; de havde udtrykket klart fra deres debutalbum og har ikke varieret det ret meget siden.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Der er forskelle p\u00e5 hvor meget man har lov til at bev\u00e6ge sig if\u00f8lge forventningerne. Tag f.eks. Ryan Adams: Da han lavede sit Rocknroll-<\/em> album, fik han kun negativ respons for at bev\u00e6ge sig v\u00e6k fra Heartbreaker-<\/em>lyden.<\/p>\n

\"okkervil.jpg\"<\/a><\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Okkervil River: The Stage Names<\/em>. Jeg anede ikke, hvem Okkervil River var tidligere i \u00e5r, men jeg kunne se p\u00e5 Amazon, at folk, der k\u00f8bte samme slags musik som mig, k\u00f8bte The Stage Names<\/em>. Hermed var interessen vakt, og jeg er bestemt ikke blevet skuffet. Okkervil River tager fat i de sidste 40 \u00e5rs overvejende amerikanske pop-tradition – der er mindelser om Stax-soul, om Bruce Springsteen, om Big Star, om country, om Marc Bolan og naturligvis om R.E.M. Der er 9 numre p\u00e5 albummet, og det er lige tilpas – hverken for f\u00e5 eller for mange. Teksterne er sm\u00e5 noveller – og i cd\u2019ens teksth\u00e6fte er de faktisk trykt p\u00e5 den m\u00e5de. Hvis jeg absolut skal fremh\u00e6ve en enkelt sang, m\u00e5 det v\u00e6re \u201cSavannah Smiles\u201d er en smuk og vemodig ballade om hvor sv\u00e6rt det er at have en datter, der er flyttet hjemmefra og har f\u00e5et sit eget liv.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Ja, og i denne sangs tilf\u00e6lde er hun vist endda blevet pornostjerne. Produktionen kunne godt v\u00e6re lidt mindre demo-agtig; det er som om de ikke helt har hvad det tager, eller m\u00e5ske har de bare ikke r\u00e5d. Men det er et fint album. Tonalt lyder de meget besl\u00e6gtede med Arcade Fire, men arrangementerne er helt anderledes.<\/p>\n

\"blonderedhead.jpg\"<\/a><\/p>\n

Jens<\/strong>: Blonde Redhead: 23<\/em>. Jeg kendte dem ikke f\u00f8r jeg i november var i Berlin, og der s\u00e5 dem som support for Interpol. Michael M\u00f8ller fra moi Caprice anbefalede dem p\u00e5 det kraftigste f\u00f8r det show, s\u00e5 jeg gik ud og k\u00f8bte 23<\/em>. Det er et album, der har et umiddelbart tonesprog, men alligevel et s\u00e6rligt dr\u00f8mmende udtryk, som virkelig er s\u00e6regent. En intens popplade og en eventyrlig rejse p\u00e5 samme tid. Musik fra en anden planet, og det med to langh\u00e5rede italienske virtuos-br\u00f8dre og en vild japansk pige i hotpants. Ikke det typiske New Yorker-band.<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Produceret af Mitchell Froom, manden bag Crowded House. Der er ekstremt meget skokigger over dem – minder om My Bloody Valentine, Curve og tidlig Cocteau Twins. En meget flot produktion. Is\u00e6r nogle af de midterste numre har en fin pop-sensibilitet, bl.a. \u201cSilently\u201d.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Men i mods\u00e6tning til shoegazer-musikken har Blonde Redhead ikke kun den genres gennemsigtige lydtapet, men derimod ogs\u00e5 en n\u00e6sten desperat tone og langt mere organisk sound. \u00c5rets mest positive musik-overraskelse her.<\/p>\n

\"arcfireneonbible.jpg\"<\/a><\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Arcade Fire: Neon Bible<\/em>. Den sv\u00e6re toer er lige s\u00e5 vellykket som den lovende debut. Denne gang er lyden l\u00f8ftet op til et n\u00e6sten symfonisk niveau p\u00e5 nogle numre, men sangskrivningen er om muligt endnu st\u00e6rkere. Der er referencer til krig, forurening, fremmedg\u00f8relse og hvad ved jeg. Men det lykkes at skabe den samme blanding af melankoli, l\u00e6ngsel, fest og forl\u00f8sning som Bruce Springsteen kan g\u00f8re, n\u00e5r han er bedst. (Ogs\u00e5 de er venner med ham.) S\u00e5 dette er ikke deprimerende musik, tv\u00e6rtimod. Arcade Fire er blevet udr\u00e5bt som et intellektuelt band, men det er forbl\u00f8ffende lettilg\u00e6ngelig musik. Man kan h\u00f8re inspiration fra netop Springsteen p\u00e5 flere numre, fra Balkan-musik, fra firser-new wave… og s\u00e5 er der et kirkeorgel, der flere gange bliver brugt med stor effekt. Glemmes skal det heller ikke, at Arcade Fire leverede et brag af en koncert i KB-Hallen, hvor det da ogs\u00e5 var Springsteen og hans E-Street Band, der faldt mig ind. (Og s\u00e5 er det canadiske orkester ogs\u00e5 venner med selvsamme Springsteen, hvilket man naturligvis kan se p\u00e5 www.)<\/p>\n

Jens<\/strong>: Det er p\u00e5 mange m\u00e5der en beundringsv\u00e6rdig udgivelse med mange gode ting. Jeg har ikke f\u00e5et lyttet nok til den.<\/p>\n

Ogs\u00e5 v\u00e6rd at n\u00e6vne:<\/h3>\n

Pastoren<\/strong>: The Field: From Here We Go Sublime<\/em>. Topscorer p\u00e5 Metacritic efter Burial, men lever ikke helt op til forventningerne. Numrene er bygget op om enkle melodistumper, der gentages. Numrene er bygget op om enkle melodistumper, der gentages. Numrene er bygget op om enkle melodistumper, der gentages. Numrene er bygget op om enkle melodistumper, der gentages. Numrene er bygget op om enkle melodistumper, der gentages. Og med lidt variation. Gentages med lidt variation. Gentages med lidt variation. Gentages med en anelse variation. En anelse variation. En anelse variation. En anelse variation. En anelse variation. Dette er med andre ord minimalistisk electronica, men ensformigheden sniger sig ind. Gui Boratto (fra samme pladeselskab) g\u00f8r det en tak bedre.<\/p>\n

Jens<\/strong>: The Good, The Bad and The Queen: The Good, The Bad and The Queen<\/em>. Dette melankolske album lider under at det kom f\u00f8rst p\u00e5 \u00e5ret. For det ville helt sikkert v\u00e6re kommet ind p\u00e5 min \u00e5rsliste, havde det st\u00e5et bare lidt friskere. Damon Albarn viste her atter nye sider af sit enorme talent. Og Paul Simonon fra The Clash er jo med, en gigant-anbefaling i sig selv.<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Et fint album p\u00e5 mange m\u00e5der, men m\u00e5ske lidt for tilbagel\u00e6net til at det kommer helt op at ringe hos mig.<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: The Go! Team: Proof Of Youth.<\/em> Det lyder som om det er optaget nyt\u00e5rsaften. Ren fest-musik! Og Chuck D fra Public Enemy er med. Inspirationen fra The Bomb Squads klippe-klistre-produktion fra Public Enemys storhedstid er meget klar. The Go! Team lyder som sig selv; det bliver interessant at se hvordan de vil komme videre herfra, s\u00e5 de undg\u00e5r at blive det, man p\u00e5 engelsk kalder en \u201cone-trick pony\u201d. Man kan godt frygte, at de har malet sig ind i et hj\u00f8rne.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Jeg har deres debut. Den er indenfor helt samme stil klart bedre.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Babyshambles: Shotters Nation<\/em>. De bedste 3-4 sange her viser, at h\u00e5rdtpr\u00f8vede Pete Doherty stadig er sin engelske generations store naturtalent, der har meget mere i sig end dette overordnet set h\u00e6derlige album.<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: \u201cPas p\u00e5 at du holder akkorderne, n\u00e5r du snubler over flaskerne p\u00e5 vej hen efter kanylen!\u201d<\/p>\n

Jens<\/strong>: Forsinket – fordi den kom s\u00e5 sent sidste \u00e5r – vil jeg i samme sk\u00e6bnevending godt n\u00e6vne Amy Winehouse: Back To Black<\/em>. Det er en meget selvst\u00e6ndig og vellykket soulplade, men at man, i k\u00f8lvandet af avisernes endel\u00f8se Amy-narko-nedtur, ikke l\u00e6ngere kan holde ud at h\u00f8re hende, er en anden snak. Det er vist noget af en personlig tragedie, der udspiller sig i disse m\u00e5neder.<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: En virkelig skandale er, at man sender hende ud p\u00e5 turn\u00e9 selv om hun ikke er tjenlig til det. Hun kunne jo ikke gennemf\u00f8re.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Med alle de penge hun skovler ind, har en kriseramt musikindustri vel ikke haft r\u00e5d til at \u201csende hende i garage\u201d.<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Modest Mouse: We Were Dead Before The Ship Even Sank<\/em>. Tom Waits-agtige \u201cs\u00f8mandssange\u201d og Talking Heads-inspiration kappes om at komme til. Og s\u00e5 er Johnny Marr med p\u00e5 guitar; det kan man godt h\u00f8re af og til. Min st\u00f8rste anke mod dette album er, at det simpelthen er for langt. For der er gode ting p\u00e5, det er det.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Jeg synes, det er h\u00e5rdt at h\u00f8re Johnny Marr komme fra et verdensklasse-band som The Smiths og nu spille med et harml\u00f8st 2. divisions-band som Modest Mouse.<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Helt 2. divisions er de ikke; dette album var en overgang det mest solgte i USA.<\/p>\n

Jens<\/strong>: The Coral: Roots and Echoes<\/em>. En lille, god udgivelse, hvor The Coral forts\u00e6tter deres scally-pop uden at g\u00f8re de store b\u00f8lgeskvulp. Engang var de mere s\u00e6re…<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Jeg husker Nightfreak and the Sons of Becker<\/em>.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Der var deres ubetinget s\u00e6reste album. Men jeg er ikke sikker p\u00e5 at deres nu mere mainstream-orienterede tilgang er en ubetinget gevinst. Alligevel en dejlig plade, som kompenserer for at The La\u2019s aldrig lavede mere end \u00e9t album,. (The La\u2019s udgav forresten sidste \u00e5r en BBC Sessions-plade, som er bedre end deres regul\u00e6re album.)<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Serj Tankian: Elect The Dead<\/em>. Dette er f\u00f8rste soloalbum fra forsangeren fra System Of A Down. Stemmen er den velkendte, og genren – eksperimenterende metal med indslag af armensk folketone og politiske kommentarer – lyder en hel del som System Of A Down. Men man kan godt h\u00f8re frav\u00e6ret af de andre medlemmer – han spiller stort se alt selv, hvilket er imponerende, men bandfornemmelsen er der ikke. Is\u00e6r m\u00e6rker man savnet af guitarist Daron Malakian, der vel var manden bag de gode melodier i System Of A Down.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Grinderman: Grinderman<\/em>. Et forn\u00f8jeligt frikvarter fra Bad Seeds. Nick Cave er altid interessant selskab.<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Nick Cave blev 50 her i september. Han havde formodentlig lyst til at st\u00e5 p\u00e5 en scene og r\u00e5be \u201cR\u00d8V!\u201d for sidste gang. Og det bliver der godt nok r\u00e5bt tit p\u00e5 Grinderman<\/em>. Et uj\u00e6vnt album, men m\u00e5ske er det uretf\u00e6rdigt at sammenligne med hans s\u00e6dvanlige udgivelser.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Patti Smith: Twelve<\/em>. Hun spillede et par cool koncerter p\u00e5 Christiania i juni. Dette album, en cover-plade, viser hvor st\u00e6rk en sanger og personlighed hun er. 3-4 af numrene lykkes rigtig, rigtig godt. Og det er mere end nok for mig p\u00e5 en Patti Smith-plade.<\/p>\n

Pastoren<\/em><\/strong>: Pharoahe Monch: Desire<\/em>. Her dukker Public Enemy op igen – denne gang i form af en opdateret udgave af deres klassiker \u201cWelcome To The Terrordome\u201d. Teksterne er et sted mellem det rablende og det samfundskritiske. Der er mange gode referencer til vild 70\u2019er-soul a la Isaac Hayes, men der sniger sig et par sl\u00f8ve, club-egnede numre ind, og det tr\u00e6kker indtrykket ned. Til geng\u00e6ld er der en overraskende Elvis-pastiche, nummeret \u201cBody Baby\u201d! Her minder Pharaohe Monch om Gnarls Barkley p\u00e5 den gode m\u00e5de.<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Ogs\u00e5 i hip-hop-genren vil jeg n\u00e6vne Public Enemy: How To Sell Soul To A Soulless People That Sold Its Soul<\/em>. Et mere end h\u00e6derligt album fra veteranerne, der her er langt fra dagene med The Bomb Squads klippe-klistre-lydbillede og er t\u00e6ttere p\u00e5 en live-fornemmelse med et \u201crigtigt\u201d band. Nummeret \u201cThe Long And Whining Road\u201d fort\u00e6ller, trods Beatles-ordspillet, Public Enemys historie via en lang r\u00e6kke referencer til Bob Dylans sange! Det er underligt gribende. Public Enemy spillede for ca. 60 mennesker i Aalborg tidligere i \u00e5r; jeg kunne desv\u00e6rre ikke v\u00e6re der.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Kent: Tillbaka til samtiden<\/em>. P\u00e5 trods af en besv\u00e6rlig produktion kommer der flere gode sange, men ogs\u00e5 f\u00e6le svipsere. Ideen med at pakke Kent ind i halvfemser-Euro-keyboards var nok ikke det klogeste tr\u00e6k. Hvis Kent en dag ikke er s\u00e5 fandens selvbevidst om hvad vi alle synes om dem, b\u00f8r de kunne komme helt op at ringe igen. De seneste tre albums indikerer der er g\u00e5et for meget spin i bandet.<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Jeg er helt enig.<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Neil Young: Chrome Dreams II<\/em>. \u201cOrdinary People\u201d er et meget flot, meget langt nummer. Ellers er vi p\u00e5 rundtur i det s\u00e6dvanlige Neil Young\u2019ske terr\u00e6n med Crazy Horse-agtig garagerock og Harvest Moon-agtig country. Og her bliver landskabet for fladt.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Han er rigtig god n\u00e5r han er god. Og ellers er han jo i det mindste godt selskab. Der er ganske rigtigt et par ting her, som virkelig er v\u00e6rd at h\u00f8re p\u00e5. Men den er ikke blandt hans 10 bedste.<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Soulsavers: It’s Now How Far You Fall, It’s The Way You Land<\/em>. Den s\u00e6rdeles arbejdsivrige Mark Lanegan er her sammen med to briter i et albumsamarbejde, der (som navnet antyder), er tydeligt soul- og gospel-inspireret. Af og til bliver resultatet bastant, men numre som f.eks. \u00e5bningen “Revival” er vellykkede.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Tim Armstrong: A Poet\u2019s Life<\/em>. En rigtig sommerplade; et charmerende let stykke ska\/reggae-ingenting fra Rancid-forsangeren. <\/strong><\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Spoon: Ga Ga Ga Ga Ga<\/em>. Et kort album (kun 36 minutter), hvor dette band fra USA (Texas, n\u00e6rmere bestemt) har eksperimenteret en del i studiet. Resultatet er amerikansk pop-rock med en vis Beatles-inspiration; jeg kender ikke deres tidligere albums, der efter sigende er mere “s\u00e6re”. Nogle af sangene har klart hitpotentiale; is\u00e6r “The Underdog”, der underligt nok ogs\u00e5 minder mig om noget, Billy Joel, kunne have lavet. M\u00e5ske er dette album i virkeligheden en “sniger”, der om nogle m\u00e5neder viser sig at burde have rangeret h\u00f8jere?<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Ryan Adams: Easy Tiger<\/em>. Den s\u00e6dvanlige h\u00f8je standard, men ikke s\u00e5 markant. Den minder mest om Cold Roses<\/em>, som jeg bedre kunne lide.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Alt for mange kedelige sange uden noget p\u00e5 spil. Og dermed langt til standarden fra Heartbreaker<\/em> og Love Is Hell<\/em>.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Band Of Horses: Cease To Begin<\/em>. \u00c5rets smukke efter\u00e5rsplade med klare vokalharmonier og ringende guitarer. En appetitlig letmellemv\u00e6gter.<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Son Volt: The Search<\/em>. Af de to gamle Uncle Tupelo-frontfigurer er det efter min mening i \u00e5r Jay Farrar, som har lavet det mest overbevisende album. Det er ikke den gamle Son Volt-bes\u00e6tning fra det flotte debutalbum Trace<\/em>, der er med. Det er meget Neil Young\u2019sk med en lille bl\u00e6ser p\u00e5 af og til. Udtrykket er udvidet fra country-rock uden at forlade det helt.<\/p>\n

Jens<\/strong>: M.I.A.: Kala<\/em>. En supersp\u00e6ndende udgivelse, der tager electronica og hip-hop nye steder hen. M.I.A. sang-sampler her The Clash, The Pixies og New Order. Hun har et par 11-\u00e5rige afrikanske fyre med, der rapper hashagtig tilbagel\u00e6net.<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Sp\u00e6ndende, men jeg synes hendes vokal savner autoritet. Efter min mening har vores egen Natasja gjort det bedre inden for en meget besl\u00e6gtet genre.<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Cherry Ghost: Thirst For Romance<\/em>. En blandet forn\u00f8jelse – nogle af sangene er rigtig fine ballader og et bud p\u00e5 britisk alt-country, andre lander usk\u00f8nt i Coldplay-land, og s\u00e5 st\u00e5r jeg helt af. Vokalen er et sted mellem Michael Stipe og Henrik Hall.<\/p>\n

Jens<\/strong>: S\u00e5 er den vist ikke i falset.<\/p>\n

Danske udgivelser<\/h3>\n

\"natasja-album.jpg\"<\/a><\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Natasja: I Danmark er jeg f\u00f8dt<\/em>. Det er interessant at h\u00f8re dancehall p\u00e5 dansk, og hun sang godt og havde et rigtig fint flow. F\u00e6ngende og danseegnet er det altid; det er samtidig vemodigt at h\u00f8re hendes upbeat-fest-numre nu. Is\u00e6r gribende er det at h\u00f8re hendes sang om hvordan hun gerne vil have det, n\u00e5r hun bliver gammel.<\/p>\n

Jens<\/strong>: S\u00e5 hende live p\u00e5 en ladvogn til en Jagtvej 69-demo. Det er altid godt n\u00e5r nogen har noget p\u00e5 hjerte, men en hindring for mig er, at hendes mere politiske tekster er lige lovlig halvfjerdser-protest-agtige og firkantede.<\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Ikke uenig. De bedste af Natasjas tekster er dem, hvor der ikke er s\u00e5 meget p\u00e5 spil – f.eks. i det suver\u00e6ne \u00e5bningsnummer \u201cIldebrand i byen\u201d. Jeg n\u00e5ede at opleve hende til Trax-showet i Randers sidste \u00e5r; hun var ikke d\u00e5rlig. Det er interessant, at to danskere med anden etnisk baggrund (Isam B er den anden) begge valgte at indsynge en udgave af den gamle sang “I Danmark er jeg f\u00f8dt”.<\/p>\n

\"michalmoeller_sex_02112007_top.jpg\"<\/a><\/p>\n

Jens<\/strong>: Michael M\u00f8ller: Every Streetcar Has A Name.<\/em> En smuk, smuk plade med masser af sange om sex og beg\u00e6r og jalousi og den slags. I mods\u00e6tning til de fleste af os andre her i landet der st\u00e5r med en mikrofon, er han en rigtig stor sanger, hvis stemme her nyder ekstra godt af de enkle arrangementer. Teksterne skal ogs\u00e5 n\u00e6vnes; den absolut bedste engelsksprogede danske novellesamling, jeg fik p\u00e5 plade i \u00e5r.<\/p>\n

\"olesen-olesen.jpg\"<\/a><\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Olesen og Olesen: Kain og Abel.<\/em> Et v\u00e6rdigt punktum for en interessant og kunstnerisk s\u00e6rdeles vellykket karriere fra br\u00f8dreparret. Det er interessant at h\u00f8re hvad Henrik kan selv. Hans tekstunivers er enklere end Peters; Peter laver de s\u00e6dvanlige fine tekster.<\/p>\n

Jens<\/strong>: Henrik har altid v\u00e6ret en god sanger, lige fra han i 80’erne indspillede primitive 4-spors-demoer i min gamle lejlighed ude p\u00e5 Islands Brygge. Det er en forn\u00f8jelse at h\u00f8re ham synge selv; han har en pop-sensibilitet og lethed, som er dejlig. Peter giver til geng\u00e6ld ordet \u201csortsyn\u201d en ny og dybere mening. Specielt afslutningsnummeret \u201cDet sk\u00f8nne og det sande\u201d kan jeg godt lide. Har allerede foresl\u00e5et ham at kalde sit eget pladeselskab Misantropa.<\/p>\n

\"figurines.jpg\"<\/a><\/p>\n

Jens<\/strong>: Figurines: When The Deer Wore Blue<\/em>. En meget anderledes og spraglet plade end forg\u00e6ngerne. De viser her en st\u00f8rre bevidsthed omkring rockhistorien og pr\u00f8ver udfra den mange modige ikke-Figurinesagtige ting af. Hver gang sanger Christian Hjelm \u00e5bner munden, er det en seri\u00f8s forn\u00f8jelse.<\/p>\n

\"lust.jpg\"<\/a><\/p>\n

Jens<\/strong>: The Raveonettes: Lust, Lust, Lust<\/em>. Sune Wagner beviser endnu engang at han er en superguitarist og meget stilsikker sangskriver. En og anden kunne m\u00e5ske godt \u00f8nske sig at han gav mere los, som dengang i Psyched Up Janis. Men man skal nok istedet bare v\u00e6re glad for, hvad man f\u00e5r – for det er ikke d\u00e5rligt, som du plejer at sige.<\/p>\n

Herefter fortonede samtalen sig i almindelig decembersnak. Solen var for l\u00e6ngst g\u00e5et ned, familierne kr\u00e6vede igen de samtalendes opm\u00e6rksomhed, og endnu en weekend var ved at n\u00e5 sin midterlinje.<\/em><\/p>\n

N\u00e6vnev\u00e6rdige genudgivelser<\/strong><\/p>\n

\u2022 Tindersticks: BBC Sessions<\/em><\/p>\n

\u2022 Joy Divisions: Unknown Pleasures\/Closer<\/em><\/p>\n

\u2022 The Triffids: Calenture<\/em><\/p>\n

\u2022 Sonic Youth: Daydream Nation<\/em><\/p>\n

Jens’ top 10<\/strong><\/p>\n

1. Blonde Redhead – 23<\/em><\/p>\n

2. Interpol – Our Love To Admire<\/em><\/p>\n

3. Radiohead – In Rainbows<\/em><\/p>\n

4. Wilco – Sky Blue Sky<\/em><\/p>\n

5. Bruce Springsteen – Magic<\/em><\/p>\n

6. Burial – Untrue<\/em><\/p>\n

7. P.J. Harvey – White Chalk<\/em><\/p>\n

8. S\u00e4llskapet – S\u00e4llskapet<\/em><\/p>\n

9. Clap Your Hands Say Yeah – Some Loud Thunder<\/em><\/p>\n

10. LCD Soundsystem – Sound Of Silver<\/em><\/p>\n

Pastorens top 11<\/strong><\/p>\n

1. Arcade Fire – Neon Bible<\/em><\/p>\n

2. Okkervil River – The Stage Names<\/em><\/p>\n

3. The New Pornographers – Challengers<\/em><\/p>\n

4. Robert Plant & Alison Krauss – Raising Sand<\/em><\/p>\n

5. The National – Boxer<\/em><\/p>\n

6. Feist – The Reminder<\/em><\/p>\n

7. Manic Street Preachers – Send Away The Tigers<\/em><\/p>\n

8. Patrick Wolf – The Magic Position<\/em><\/p>\n

9. Panda Bear – Person Pitch<\/em><\/p>\n

10. Lucinda Williams – West<\/em><\/p>\n

11. Gui Boratto – Chromophobia<\/em><\/p>\n

<\/fb:like><\/div>
<\/div><\/div>","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

En r\u00e5kold l\u00f8rdag eftermiddag ringede telefonen et sted p\u00e5 kontinentet, og f\u00f8lgende samtale udspandt sig. Jens: N\u00e5r man laver en liste som vi g\u00f8r, er det g\u00e5et op for mig, at der i langt h\u00f8jere er tale om vores personlige oplevelser, end om en udelukkende kvalitativ rangorden. Hvis vi var musikjournalister, ville der komme helt … L\u00e6s videre Udgivelser i 2007<\/span> →<\/span><\/a><\/p>\n