{"id":4213,"date":"2008-12-21T10:40:33","date_gmt":"2008-12-21T08:40:33","guid":{"rendered":"http:\/\/www.jensunmack.dk\/wordpress-3\/?page_id=4213"},"modified":"2008-12-21T10:40:33","modified_gmt":"2008-12-21T08:40:33","slug":"arets-udgivelser-2008","status":"publish","type":"page","link":"http:\/\/www.jensunmack.dk\/wordpress-3\/feature\/arets-udgivelser-2008\/","title":{"rendered":"\u00c5rets udgivelser 2008"},"content":{"rendered":"

Det var en m\u00f8rk og lidet stormfuld eftermiddag, da telefonen ringede et sted i kongeriget.<\/em><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>Velkommen til 2008-udgaven af \u201cHvide m\u00e6nd med guitar\u201d, indsamlet p\u00e5 29-\u00e5rsdagen for London Calling. <\/em>Det er vores yndlingsalbum osv. og Joe Strummer var bare s\u00e5 osv. I \u00e5r har vi dog indkaldt et lille antal gidsler for at p\u00e5ber\u00e5be os en vis, fortsat legitimitet.<\/p>\n

Jens: <\/strong>Fornemmer jeg en vis sarkasme? Jamen…tak for velkomsten. Vi kunne ogs\u00e5 have talt for 2 dage siden p\u00e5 Sandinistas\u2019<\/em> f\u00f8dselsdag.<\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>M\u00e5ske er 2008 ikke et overv\u00e6ldende \u00e5r for albumudgivelser, men af en eller anden grund har jeg f\u00e5et h\u00f8rt endnu mere musik i \u00e5r end jeg plejer. S\u00e5 jeg har meget at snakke om. Der er godt nok meget amerikansk musik i \u00e5r. Enten h\u00f8rer jeg for lidt musik fra resten af verden, eller ogs\u00e5 er den britiske musikscene, jeg tidligere satte s\u00e5 h\u00f8jt, ikke den samme scene, som den var engang. De interessante udgivelser er i al fald kun i begr\u00e6nset omfang dem, der kommer fra hvide m\u00e6nd med guitar.<\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>Vi kan i al fald hurtigt blive enige om at den britiske scene st\u00e5r svagt i \u00e5r. De b\u00f8lger, der ind imellem rammer derfra, har lagt sig for en tid. Vi befinder os i et langt mellemrum, hvor der generelt er alt for vindstille fra England.<\/span><\/p>\n

\u00c5rets top 10<\/h2>\n

\"acceleratecoveruk2.jpg\"<\/strong><\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>R.E.M: Accelerate.<\/em> R.E.M. genopfandt sig selv ved en satsning p\u00e5 at lyde som bandet selv for omkring 22 \u00e5r siden. M\u00e5ske ikke s\u00e5 fremadretttet et move<\/em>, men ikke desto mindre udf\u00f8rt med skarp vitalitet. Selv om pladen ikke s\u00e5 st\u00e6rkt nu, som lige da den kom, er den alligevel en k\u00e6mpe opmuntring.<\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>Accelerate <\/em>er et i mange henseender vellykket fors\u00f8g p\u00e5 at f\u00e5 pulsen op efter det foreg\u00e5ende, kedelige album. Det sidste, Around The Sun,<\/em> var virkelig en gaber. Jeg m\u00e5 indr\u00f8mme, at jeg var lidt skeptisk over for valget af Jacknife Lee som producer – han stod trods alt bag et af de mest tilbageskuende U2-albums l\u00e6nge. Men i R.E.M.s tilf\u00e6lde var det en gevinst, for de er vendt tilbage til at spille traditionel amerikansk rock med stort \u00c5, og det g\u00f8r ikke spor. Hvis sangmaterialet havde v\u00e6ret st\u00e6rkere, kunne dette for alvor have v\u00e6ret R.E.M.\u2019s genkomst.<\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>Der manglede m\u00e5ske netop lige de par klassiske REM-ballader, der kunne have givet det der ekstra. En \u201cPerfect Circle\u201d eller \u201cFind The River\u201d, der kunne have f\u00e5et Accelerate<\/em> til at lande helt rigtigt. Det som alligevel fremstod s\u00e5 velg\u00f8rende var at bandet sloges mod sig selv og sine alt for indgroede uvaner. P\u00e5 den m\u00e5de var det en fascinerende udgivelse fra et langlivet band, der desperat pr\u00f8vede at hive sig selv op af sine egne ukrudtsr\u00f8dder. Og langt hen af vejen lykkedes med det.<\/span><\/p>\n

\"carriedtodust\"<\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>F\u00f8rst vil jeg godt n\u00e6vne \u00e5rets The Verve-album, der er Carried To Dust<\/em> af og med Calexico. Det en tilbagevenden til dyderne fra Feast of Wire. <\/em>Jeg kan godt lide det \u201cst\u00f8vede\u201d lydbillede, hvor der b\u00e5de er lidenskabelige ballader, improviserede guitarforl\u00f8b og de spanske\/latinamerikanske indslag, der er noget helt s\u00e6rligt for Calexico. Der er ikke tale om Giant Sand-agtig slaskethed (jeg opdagede dem via Giant Sand, hvor Joey Burns og John Convertino oprindelig spillede); tv\u00e6rtimod bliver der her sunget og spillet igennem, og hele det musikalske udtryk rummer en forbilledlig lidenskab og ofte en poetisk funderet samfundskritik. Min absolutte yndling er \u201cMan-Made Lake\u201d, som faktisk er en meget kritisk lang om stormfloden, der ramte New Orleans, men har en tekst, der er vinklet meget smukt og lyrisk.<\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>Jeg forst\u00e5r slet og ret ikke din Verve-reference, men kan kun give dig ret i resten. Det er en ret undersk\u00f8n plade. Jeg var til koncert med Calexico for nylig og den oplevelse fik sangene fra Carried To Dust til at st\u00e5 endnu bedre frem. Jeg har l\u00e6st at Howe Gelb fra Giant Sand er noget uforst\u00e5ende omkring Calexicos succes, som set herfra synes ret velfortjent, da sidstn\u00e6vnte arbejder med en helt anden perfektion og finish end Giant Sand, og netop ikke som Howe Gelb dyrker det tilf\u00e6ldige og slackede.<\/span><\/p>\n

Pastoren:<\/strong> Udtales: “slaskede”.<\/span><\/p>\n

\"anywherehead\"<\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>S\u00e5 har jeg listet Scarlett Johanssons: Anywhere<\/em> I Lay My Head<\/em> – m\u00e5ske lidt i trods. Hun blev gjort til syndebuk for sin uortodokse m\u00e5de at fortolke Tom Waits p\u00e5, samt for at v\u00e6re en musikfork\u00e6let Hollywood-starlet. Men faktisk er det et fortryllende univers, der bliver manet frem her – produceret af Dave Sitek fra TV On The Radio. Hvis man ikke betragter uortodokse fortolkninger af Tom Waits som helligbr\u00f8de i sig selv, er det faktisk nogle uhyre interessante udgaver, hun kommer med i 1980\u2019er-new wave-elektroniske rammer. Opfattelsen af at Scarlett ikke kan synge, er st\u00e6rkt overdrevet. Hun har sin helt egen m\u00f8rke og n\u00e6sten lidt mekaniske stemme. Var en anderledes ukendt 22-\u00e5rig debuteret med denne plade, ville modtagelsen have v\u00e6ret langt mere \u00e5bent positiv, er jeg sikker p\u00e5. Rubricer under nattemusik.<\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>Og hvor godt synger Tom Waits egentlig? Jeg holder forresten meget af Tom Waits.<\/span><\/p>\n

\"lindstroem\"<\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>\u00c5rets norske techno-gidsel er Lindstr\u00f8m: Wherever You Go I Go Too.<\/em> Det foreg\u00e5ende album bestod af en r\u00e6kke korte numre; denne gang er den absolutte hovedattraktion det 28 minutter lange titelnummer, der starter som ambient og efterh\u00e5nden folder sig ud til en regul\u00e6r rumrejse. Det er perfekt cykelmusik og sikkert heller ikke d\u00e5rlig til l\u00f8b. En meget klar, men aldrig bastant puls. Hans Peter Lindstr\u00f8m har baggrund som hvid mand med guitar, s\u00e5 det er ikke s\u00e5 overraskende, at hans guitar dukker op i baggrunden mange steder. Og det fungerer faktisk.<\/span><\/p>\n

Jens:<\/strong> Jeg kender ikke Lindstr\u00f8m. Men jeg vil gerne h\u00f8re ham.<\/span><\/p>\n

\"pe_catpower_jukebox.jpg\"<\/span><\/p>\n

Jens:<\/strong> S\u00e5 vil jeg n\u00e6vne Cat Power: Jukebox<\/em>. Den kom for snart et \u00e5r siden og var ogs\u00e5 en udgivelse, der fik en del t\u00e6sk. Chan Marshall’s forandring fra at v\u00e6re en utilpasset indie-vokalist til at v\u00e6re en topklasse\u00a0southern soul<\/em>-sangerinder er vild. Somme tider er hendes sangvalg underligt, for hun v\u00e6lger til tider nogle lidt udtr\u00e5dte sange med for f\u00e5 modhager. Men n\u00e5r det s\u00e5 til geng\u00e6ld fungerer, er det storsl\u00e5et. Cat Power’s udgaver af \u00a0f.eks. \u201cNew York, New York\u201d og “Ramblin’ Man” er magel\u00f8se. Selv n\u00e5r Chan er mest fucked up og ensom lyder hendes stemme som gylden honning.<\/span><\/p>\n

\"nadasurflucky-1.jpg\"<\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>Nada Surf: Lucky. <\/em>Et modent popalbum med tekster, der er eftert\u00e6nksomme i ordets bedste forstand og i\u00f8refaldende melodier over hele linjen. V\u00e6rd at k\u00f8be alene for \u00e5bningsnummeret \u201cSee These Bones\u201d, der er en af de bedste sange, jeg har h\u00f8rt om menneskets d\u00f8delighed – og en af de bedste popsange fra 2008 overhovedet.<\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>Jeg har selv samtlige albums med Nada Surf. M\u00e5ske savner man efterh\u00e5nden at de kommer fra klassen med powerpop-agtige sange op til noget med lidt tungere stemninger. Melodimaterialet og specielt den m\u00e5de, de spiller det p\u00e5, er meget letv\u00e6gts. Det er ikke i sig selv et problem, men der er m\u00e5ske en gentagelse i form fra tidligere Nada Surf-albums, der g\u00f8r at man ikke lytter s\u00e5 n\u00f8je efter. N\u00e5r der alts\u00e5 ikke er tale om s\u00e5 helt uimodst\u00e5elige sange som netop \u00e5bningsnummeret.<\/span><\/p>\n

\"sultensav\"<\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>Tindersticks: The Hungry Saw<\/em>. Efter et de seneste par skuffende Tindersticks-plader finder man formen igen p\u00e5 dette album. En meget speciel, rugende og skyggefuld musikstil har Tindersticks. Stuart Staples er en vokalist der arbejder med de helt sm\u00e5 nuancer, og som oftest, n\u00e5r Tindersticks er bedst, stj\u00e6ler han hele showet. P\u00e5 sin egen n\u00e6rmest selvudslettende facon naturligvis.<\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>Engang ville jeg have sagt, at jeg foretr\u00e6kker den rigtige Nick Cave, men det er jeg ikke s\u00e5 sikker p\u00e5 mere. Det siger desv\u00e6rre mest om Nick Cave for tiden. <\/strong>Nej, giv mig s\u00e5 i stedet Santogold. <\/span><\/p>\n

\"santogold-cover\"<\/span><\/p>\n

Santogold<\/em> er f\u00f8rste udspil fra en ny pop-prinsesse, og det er endda en pop-prinsesse med substans. Her er musikalske mindelser om s\u00e5 forskellige navne som M.I.A. (det siger alle jo) og The Pretenders. Santogold er ikke nogen hvid mand, men der er faktisk et enkelt nummer, hvor hun spiller guitar. Nogle ville m\u00e5ske sige, at Santogold lyder som Gwen Stefani, men det er efter min mening en lidt for letk\u00f8bt sammenligning. Andre ville sige, at hun lyder som M.I.A., men det er heller ikke en god sammenligning – den firkantede revolutionsromantik og de nogle gange fort\u00e6nkte forl\u00f8b slipper vi for her. Santogold er pop med en ikke uv\u00e6sentlig reggae\/ska-komponent.<\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>Jamen, jeg synes ogs\u00e5 det var en imponerende fin popplade med regul\u00e6re 2-Tone<\/em>-indslag. Santogold <\/em>pr\u00e6sterer b\u00e5de skarp sangskrivning og en selvst\u00e6ndig stemme. Hendes sange er st\u00e6rkt profilerede; der er som regel et decideret hook eller en bem\u00e6rkelsesv\u00e6rdig baslinje, som f\u00e5r dem til at st\u00e5 frem. Uptempo-popsange er sv\u00e6re at lave, men d\u00e9t kan hun. Det er i\u00f8vrigt ret ubegribeligt at \u201cI\u2019m A Lady\u201d aldrig blev en single. Nu vi taler Santogold skal hendes legende mixalbum sammen med Diplo, Top Ranking<\/em> hedder det, anbefales p\u00e5 det varmeste. Den indeholder bl.a. Santogold’s egen Brooklyn-version af Clash-sangen “The Guns Of Brixton”.<\/span><\/p>\n

Pastoren<\/strong>: S\u00e5 lykkedes det at f\u00e5 n\u00e6vnt The Clash.<\/span><\/p>\n

\"21-300x288\"<\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>Conor Oberst: Conor Oberst. <\/em>Her er der vel egentlig ikke noget nyt under Bright Eyes-solen bortset fra, at han udgav dette album under eget navn og at solopladen gav ham mulighed for at have nogle lidt bedre musikere med end normalt. Efter den lidt skuffende Cassadaga<\/em> n\u00e6rmer han sig her igen h\u00f8jderne p\u00e5 I\u2019m Wide Awake It\u2019s Morning<\/em>, en plade hvis t\u00e5rnh\u00f8je kvalitet han nok altid skal k\u00e6mpe imod. Jeg overv\u00e6rede denne plade blive spillet h\u00f8jt ud en aften i Berlin af Oberst og hans Mystic Valley Band – det var ret vildt! <\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>I mangt og meget er dette en forts\u00e6ttelse af stilen fra Bright Eyes, og det er ikke overraskende. Det kl\u00e6der Conor Oberst at have skruet yderligere ned for den b\u00e6vende drengestemme og at teksterne for alvor bev\u00e6ger sig ud over at handle om ham selv.<\/span><\/p>\n

Jens<\/strong>: T\u00f8r vi ligefrem kalde det en voksenplade?<\/span><\/p>\n

\"51068okkervil\"<\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>Okkervil River: The Stand Ins.<\/em> Dette er albummet med \u00e5rets ukendte hit, \u201cLost Coastlines\u201d. Egentlig er der vel tale om anden omb\u00e6ring efter sidste \u00e5rs f\u00e6nomenale The Stage Names<\/em>, men det kan jeg slet ikke h\u00f8re. Der er i al fald ikke noget andenrangs over dette album, hvor der er en kl\u00e6delig procentdel inspiration fra 60\u2019er-soul p\u00e5 numre som netop \u201cLost Coastlines\u201d og p\u00e5 \u201cStarry Stairs\u201d. Will Sheffs us\u00e6dvanligt gode tekster er af en slags, der ikke burde v\u00e6re sangbare, men er det alligevel – lidt som Steffen Brandt, uden sammenligning i \u00f8vrigt. Det g\u00f8r ikke noget, at albummet er kort, for alle sangene er vellykkede.<\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>Jeg h\u00f8rte The Stage Names <\/em>fra 2007 mere. The Stand Ins<\/em> fik umiddelbart mit n\u00f8rdometer til at sl\u00e5 for meget ud; m\u00e5ske fordi jeg s\u00e5 et uheldigt klip med dem p\u00e5 YouTube, hvor de fremstod alt for studentikose.<\/span><\/p>\n

Pastoren:<\/strong> Jeg var omsider til koncert med Okkervil River i efter\u00e5ret, og der var de gode. Intet studentikost d\u00e9r!<\/span><\/p>\n

\"rf.jpg\"<\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>Robert Forster: The Evangelist.<\/em> Det var jo en slags genkomst efter at Grant Mclennan d\u00f8de og Robert Forster syntes at have trukket sig lidt tilbage en overgang. The Evangelist<\/em> er det mest fokuserede fra Forsters h\u00e5nd siden debuten, Danger In The Past<\/em>. The Evangelist <\/em>er p\u00e5 mange m\u00e5der en hyldest til Grant Mclennan og en plade der flere steder refererer meget direkte til ham. Jeg synes at Robert Forsters senere soloting har v\u00e6ret en kende for uforl\u00f8ste – og det kommer alts\u00e5 fra \u00e9n der har k\u00f8bt alle hans udgivelser. De har ofte v\u00e6ret en noget blandet landhandel, men The Evangelist<\/em> var top hele vejen igennem. Og \u201cFrom Ghost Town\u201d er et helt utroligt slutnummer.<\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>Jeg er enig. Der er altid en fascinerende kontrast mellem Robert Forsters ulastelige ydre og det sangforedrag, nogle ville kalde sk\u00f8desl\u00f8st, andre slasket.<\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>Og andre for manieret. Mig, jeg synes han bare han er en stor personlighed, et musikalsk stilikon, en ekcentrisk verdensmand rejsende i molakkorder.<\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>Der er b\u00e5de plads til inderlighed (som i \u201cDemon Days\u201d, der netop tager udgangspunkt i et sangforl\u00e6g af Grant Mclennan og s\u00e5 vidt jeg kan h\u00f8re handler om tabet af ham) og noget, der er langt mere let (\u201cLet Your Light In\u201d og \u201cDon\u2019t Touch Anything\u201d), uden at albummet af den grund kn\u00e6kker over.<\/span><\/p>\n

\"\"<\/p>\n

Pastoren: <\/strong>TV On The Radio: Dear Science.<\/em> Her stod jeg p\u00e5 og forstod omsider hvorfor dette band fra New York (hvor kun netop ham med guitaren er en hvid mand) er s\u00e5 hyped. <\/em>Det er intet mindre end en bedrift at f\u00e5 s\u00e5 forskellige musikalske elementer som Interpol-agtig new wave, Prince-agtig funk og strygerballader til at leve sammen p\u00e5 original vis. \u201cFamily Tree\u201d er n\u00e6sten helt pastoralt! Og s\u00e5 er der en n\u00e6sten obligatorisk kritik af Irak-krigen i den hiphop-inspirerede \u201cRed Dress\u201d.<\/span><\/p>\n

Jens:<\/strong> Jeg har s\u00e5 ikke helt forst\u00e5et hvad hypen<\/em> drejer sig om endnu. Jo, kan nemt h\u00f8re at de er originale, men oplever ikke s\u00e5 meget andet endnu. Der h\u00f8res en del 70\u2019er-Bowie i deres udtryk som f.eks. \u201cGolden Age\u201d, men bandets sangskrivning lader en del tilbage at \u00f8nske i forhold til rammerne, der indr\u00f8mmet er sp\u00e6ndende.<\/span><\/p>\n

Pastoren<\/strong>: Jeg synes faktisk sangene er gode, og det var d\u00e9t, der omsider fik mig overbevist.<\/span><\/p>\n

\"portishead3\"<\/p>\n

Jens:<\/strong> Portishead: Third<\/em>. M\u00e5 lige tilst\u00e5 jeg aldrig har lyttet meget til Portishead f\u00f8r; der var noget omkring dem, jeg ikke kunne forlige mig med. Ligesom TV On The Radio arbejder de med elektronisk musik p\u00e5 en meget frisindet m\u00e5de, men har sange, der ofte lige s\u00e5 godt kunne spilles p\u00e5 en akustisk guitar. Jeg har ikke h\u00f8rt Third<\/em> non-stop, men n\u00e5r jeg endelig har gjort det, har jeg v\u00e6ret i dyb forundring og beundring over, hvor godt dette album er. Det er ikke nogen behagelig plade at lytte p\u00e5. Den er sv\u00e6r at tr\u00e6nge ind i og rimelig angstfuld; s\u00e5 meget af det musik, man st\u00f8der p\u00e5 rundt omkring, kommer til \u00e9n med \u00e5bne omklamrende arme, s\u00e5dan er det slet ikke med Portishead.<\/p>\n

Pastoren: <\/strong>Portisheads musikalske udtryk er blevet mere kammer-agtigt og mindre filmisk, men er ikke blevet mindre knugende med \u00e5rene. Jeg har altid syntes, Portishead var nemmere at anerkende og beundre end at leve mig ind i og holde af. Det er godt ikke nogen munter udgivelse. Og iTunes klassificerer det som dance<\/em> ! Man skal h\u00f8re Closer<\/em> og Pornography<\/em> bagefter for at komme i bedre hum\u00f8r.<\/span><\/p>\n

Jens:<\/strong> Pornography <\/em>er det rene teenagepop ved siden af Third. <\/em>Denne plades “The Rip” er en af \u00e5rets sange. S\u00e5 god at selv Radiohead har m\u00e5ttet lave en cover af den.<\/span><\/p>\n

\"boniver\"<\/em><\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>Bon Iver: For Emma, Forever Ago. <\/em>Her oppe i toppen af listen er konkurrencen h\u00e5rd. For Emma, Forever <\/em>Ago er et af de albums, man kun kan holde af. Det er i ordenes egentligste betydninger country (musik fra landet) og soul (musik med sj\u00e6l); lyden af vinter og eftert\u00e6nksomhed. Vokalarrangementerne er et kapitel for sig. Af og til kan der g\u00e5 lidt kammerkor i tingene, men det tilgiver jeg gerne. Et meget smukt album! Mit yndlingsnummer er \u201cRe:Stacks\u201d.<\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>Jeg er enig i at det er et meget specielt og fint album. Dog vil jeg ikke give dig ret i, at der er nogetsomhelst kammerkor over vokalarrangementerne – de multitrackede vokaler giver en helt anderledes stemning, og der er en s\u00e6rlig r\u00e5hed over Bon Iver, i mods\u00e6tning til den \u00e6stetiske musiceren, der kan pr\u00e6ge f.eks. de overvurderede Fleet Foxes. Selv om s\u00e5 historien bag albummet, havde v\u00e6ret kedelig – hvad den ikke er – ville det alligevel v\u00e6ret blevet talt og skrevet meget om Bon Iver. Virkelig en dejlig plade!<\/span><\/p>\n

\"seldomseenkid\"<\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>Elbow: The Seldom Seen Kid.<\/em> Her er noget s\u00e5 sj\u00e6ldent som britisk rock, der hverken er den frygtede \u201clandfill indie\u201d som The Kaiser Chiefs eller Razorlight ud\u00f8ver, <\/em>poppunk fra idolagtige ungdomshelte, poleret Coldplay-klynk eller tilbageskuende retro-\u00f8velser. Guy Garveys tekster og hele hans sangforedrag rummer en erfaring, som man nok heller ikke ville kunne have forventet af musikere, der var 10 \u00e5r yngre. Elbow er – ud over det musikalske sl\u00e6gtskab med f.eks. The Doves – indbegrebet af lyden af Manchester komplet med nordengelsk udtale af vokaler og referencer til steder i Greater Manchester. P\u00e5 The Seldom Seen Kid <\/em>pr\u00e6sterer gruppen s\u00e5 samtidig d\u00e9t, der for mig er adelsm\u00e6rket ved god rock og pop, nemlig at v\u00e6re i\u00f8refaldende og lettilg\u00e6ngelige men samtidig rumme en dybde i sangskrivningen og arrangementerne, der skaber noget, der kan leve videre som et v\u00e6rk.<\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>M\u00e5ske er det netop d\u00e9t at Elbow lyder s\u00e5 meget af Manchester, samt den h\u00e5bl\u00f8se cover-forside, der g\u00f8r at jeg ikke har f\u00e5et givet\u00a0The Seldom Seen Kid <\/em>en \u00e6rlig chance. Jeg m\u00e5 f\u00e5 gjort noget ved det!<\/span><\/p>\n

\"tlsp.jpg\"<\/p>\n

Jens:<\/strong> Min 2’er i \u00e5r er The Last Shadow Puppets: The Age Of The Understatement<\/em>. Hvor skal jeg starte? At kunne lave et fritidsprojekt p\u00e5 s\u00e5 t\u00e5rnh\u00f8jt et niveau, er i sig selv en bedrift. At to fyre i starten af tyverne kan tage fat i en tradition fra vel is\u00e6r Scott Walker, og skabe en s\u00e5 helst\u00f8bt, naturlig og tidsl\u00f8s popmusik udfra den, er vildt. Der er bestemt ikke tale om den retro, britisk musikpresse havde proklameret p\u00e5 forh\u00e5nd. Godt jeg ikke l\u00e6ngre kun skal n\u00f8jes med at beundre Alex Turner fra The Arctic Monkeys for hans indiskutable talenter, men nu ogs\u00e5 kan finde direkte gl\u00e6de ved at lytte til den musik, han laver.<\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>Det er et album, der er en ofte meget vellykket stil\u00f8velse. D\u00e9t, der tr\u00e6kker lidt ned for mig, er at vokalerne er mere pub end pop og at sangskrivningen er god, men m\u00e5ske ikke s\u00e5 personlig. Men ved koncerten i Store Vega oplevede jeg hvorfor The Last Shadow Puppets er et s\u00e5 fascinerende stykke musikalsk h\u00e5ndv\u00e6rk; det er sjovt at se to unge fyre p\u00e5 22 leve deres fascination af den orkestrale tresserpop ud p\u00e5 s\u00e5 gennemf\u00f8rt og fornem vis. En god koncert! Jeg vil h\u00e5be at de holder fast i dette udtryk.<\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>Pastor, det her er alt<\/em> for vellykket og medrivende til at kunne blive stemplet som en stil\u00f8velse. M\u00e5 jeg ogs\u00e5 godt sige, jeg synes Last Shadow Puppets, trods tradition og namedropping og beat-frisurer og coverversioner, er mindst lige s\u00e5 personlige som hvadsomhelst, vi ellers har gang i her! I en bedre verden bliver Arctic Monkeys og The Rascals snart opl\u00f8st, s\u00e5 at Alex og Miles f\u00e5r mere tid til denne pophimmel af en konstellation. <\/strong><\/span><\/p>\n

\"walkmenyoume-stor\"<\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>Og i toppen har vi \u00e5rets U2-udgivelse, nemlig The Walkmen: You & Me. <\/em>U2-mindelserne er nu meget begr\u00e6nsede denne gang. You & Me<\/em> er et gennemf\u00f8rt organisk album; The Walkmen har med tiden fundet deres helt eget udtryk, der imidlertid ikke stj\u00e6ler opm\u00e6rksomheden fra sangene. Sangskrivning og arrangementer underst\u00f8tter hinanden fornemt. Bassen er en \u00e6gte bas, der lyder som den slags gerne m\u00e5 – som en r\u00f8st fra dybet (mon ikke det er en Rickenbacker?) Det kl\u00e6der ogs\u00e5 sangene at der af og til er en lille bl\u00e6ser p\u00e5. \u201cRed Moon\u201d er en af mine personlige yndlinge p\u00e5 dette meget, meget vellykkede album.<\/span><\/p>\n

Jens:<\/strong> Det er ogs\u00e5 min etter. T\u00e6nk at vi kan v\u00e6re enige om et album, der endnu ikke er udkommet her i landet! Hamilton Leithauser har en fantastisk stemme, og ordene han synger, er enkle, associerende, billeddannende. Der er meget f\u00e5 h\u00f8rlige overdubs p\u00e5 pladen. Rumklangssvimle guitarer sp\u00e6nder sangene ud i ofte ret simple men noget akavede akkordm\u00f8nstre. Det er alts\u00e5 helt\u00a0vanvittigt <\/em>at dette album ikke er udsendt i Danmark og at det ikke figurerer i den britiske musikpresses liste over \u00e5rets udgivelser. Det er et mesterv\u00e6rk, det her. Selv om det er en relativt enkel plade, er der alligevel tale om en musik der bliver ved med at afsl\u00f8re nye detaljer – det er en helt anden m\u00e5de at spille rock p\u00e5, end hvad der er typisk i dag. L\u00e6g f.eks. m\u00e6rke til hvordan trommeslageren ofte spiller \u201cp\u00e5 tv\u00e6rs\u201d af musikken som en slags v\u00e6ltende cirkustrommeslager i stedet for bare at holde et konservativt rockbeat.<\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>Helt, helt enig.<\/span><\/p>\n

S\u00e6rlig omtale<\/h2>\n

\"andrealbums\"<\/p>\n

Pastoren: <\/strong>Neon Neon: Stainless Style<\/em>. Dette er endnu et bud p\u00e5 genoplivning af firsernes synth-pop, og s\u00e5 bestemt blandt de bedre. Jeg kan godt lide Gruff Rhys\u2019 vokaler; det er sjovt at h\u00f8re ham holde fri fra Super Furry Animals. Endda vil jeg g\u00e5 s\u00e5 vidt som til at h\u00e6vde, at det kunne v\u00e6re t\u00e6t p\u00e5 den perfekte popplade, men hiphop-indslagene forstyrrer mig en del, fordi de ikke passer s\u00e5 godt ind.<\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>Cut Copy: In Ghost Colours<\/em> tr\u00e6kker p\u00e5 mange af de samme inspirationskilder. Hvis man er til \u00e5rgang 1984-85 Talk Talk og ditto New Order, har denne plader un\u00e6gtelig charme. Et australsk hitlisteband med store kvaliteter indenfor stemningsflader og optimistisk melankoli.<\/span><\/p>\n

Pastoren:<\/strong> Det var ikke et album, der sagde mig s\u00e5 meget.<\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>Vampire Weekend: Vampire Weekend. <\/em>En charmerende, uh\u00f8jtidelig bagatel af et album, der viser at man godt kan v\u00e6re inspireret af sydafrikansk township jive<\/em> uden at v\u00e6re corny. Det er til tider temmelig letbenet, men hvis gruppen spiller deres kort rigtigt, er der kimen til en sp\u00e6ndende albumkarriere her.<\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>Det har jeg slet ikke h\u00f8rt. <\/strong>Men s\u00e5 er der Felice Brothers: The Felice Brothers<\/em>, der lavede en mindev\u00e6rdig americana-plade lidt under devisen \u201cfuld Bob Dylan synger undersk\u00f8nne The Pogues-ballader\u201d. <\/span><\/p>\n

Pastoren:<\/strong> Nogle gange er det lige lovlig t\u00e6t p\u00e5 Bob (og jeg holder meget af Bob!).<\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>Glasvegas: Glasvegas.<\/em> I firserne var der to s\u00e6t Reid-br\u00f8dre fra Skotland. Craig og Charlie Reid spillede samfundskritiske sange med skotsk dialekt og folketone i The Proclaimers, mens Jim og William Reid spillede forfalds-fascinerede sange med fuzz-guitar og inspiration fra amerikansk tresserpop. En dag m\u00e5tte der komme nogen, der var lige inspireret af begge s\u00e6t Reid-br\u00f8dre, og det er s\u00e5 sket nu. Glasvegas har lavet et interessant debutalbum, men jeg vil sige noget, jeg ogs\u00e5 kunne have sagt om Vampire Weekend, og det er: Fordi det musikalske og tekstlige udtryk er klart allerede fra f\u00f8rste f\u00e6rd, er det p\u00e5 den ene side med til at definere gruppen, p\u00e5 den anden side med til at kunne placere dem i en kunstnerisk sp\u00e6ndetr\u00f8je, man skal v\u00e6re mere end almindeligt snedig for at k\u00e6mpe sig ud af.<\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>Ret enig. Det er meget velfungerende og forfriskende, men man kunne m\u00e5ske godt have \u00f8nsket lidt mindre fodboldkor-stemning over sangforedraget. Omvendt er det dog dejligt at h\u00f8re den k\u00f8lige musikstil, som f.eks. ogs\u00e5 The Raveonettes er s\u00e5 kendt for, udsat for utilsl\u00f8rede f\u00f8lelser. Ret uncool p\u00e5 en ret cool m\u00e5de. Nu vi taler Glasvegas, bliver jeg helt mismodig over de ikke er med p\u00e5 min top-10. For det er virkelig en god og helst\u00f8bt plade, med st\u00e6rke, st\u00e6rke sange. Jule-minialbummet med Glasvegas, der udkom for f\u00e5 uger siden, er slet heller ikke ringe. “Fuck You, It’s Over” derfra er topklassisk Glasvegas-heartbreak! <\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>Nick Cave: Dig Lazarus, Dig!<\/em> Det album lider b\u00e5de under en for flad produktion og de altid enorme forventninger, man kun kan have til Nick Cave. Der er som altid sp\u00e6ndende ting p\u00e5, og hvis ikke hans foreg\u00e5ende album i eget navn havde v\u00e6ret s\u00e5 absolut fremragende, ville dette album nok st\u00e5 st\u00e6rkere. Hans fantastiske koncert i KB-Hallen i maj viste hvor godt<\/em> sangene kunne have lydt her, med en mindre uhm…demob\u00e5ndsagtig lyd. Overordnet set m\u00e5 man acceptere, at der vil v\u00e6re \u201cmellemstationer\u201d – de store navne navne kan i sagens sv\u00e6re og udfordrende natur ikke ramme bulls eye hver eneste gang.<\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>Jeg var lidt skuffet. Jeg forventer meget af en mand som Nick Cave, for han er en af de dygtigste sangskrivere i vor tid. Desv\u00e6rre er indholdet af dette album blevet lidt for forudsigeligt for mig; specielt synes jeg blandingen af \u201cjeg er s\u00e5 bel\u00e6st\u201d-tendenserne og den villede r\u00e5hed er blevet mere synlig end godt er i nogle af teksterne. Man l\u00e6gger jo meget m\u00e6rke til Nick Caves tekster, n\u00e5r man er s\u00e5 godt vant. Det er vel Grinderman-inspirationen, der lever lidt videre her. <\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>\u00c5rets Neil Finn-album er Gary Louris: Vagabonds. <\/em>Det minder meget om The Jayhawks, og det er ikke et d\u00e5rligt tegn for mig. Is\u00e6r vil jeg godt fremh\u00e6ve titelnummeret \u201cVagabonds\u201d og \u201cTo Die A Happy Man\u201d, der er meget afd\u00e6mpet, men slutter som en slags gospel. Is\u00e6r gl\u00e6der jeg mig dog til det kommende album, hvor Gary Louris for f\u00f8rste gang i mange \u00e5r er sammen med Mark Olson.<\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>\u00c5rets Ryan Adams-album er Ray Lamontagne: Gossip In The Grain. <\/em>Et album, jeg f\u00f8rst opdagede for ganske nylig. Men vellykket, det er det. Grundstammen er country, men der er ogs\u00e5 en varm folketone over flere af sangene – og \u00e5bningsnummeret er t\u00e6t p\u00e5 at lyde som Al Green uden p\u00e5 noget tidspunkt at kamme over i pastiche. Hvis jeg havde haft bedre tid til at lytte p\u00e5 det, var det m\u00e5ske r\u00f8get ind p\u00e5 top 10.<\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>Tomas Andersson Wij: En sommar p\u00e5 speed<\/em> er et album, jeg nok holder mere af end jeg burde. Det er nemlig ofte utilsl\u00f8ret sentimentalt, og strygerne g\u00f8r ogs\u00e5 deres til at forst\u00e6rke dette indtryk. Men titelnummeret, der er TAWs meget vellykkede forsvenskning af et ret ordin\u00e6rt nummer af Andreas Mattsson (ham fra Popsicle), r\u00f8ber bedst hvad temaet er, nemlig at blive \u00e6ldre og efterh\u00e5nden n\u00e6rme sig midten af livet. Og TAW har det svenske sprog i sin magt.<\/span><\/p>\n

Jens:<\/strong> Hvis du fra Sverige virkelig skal omtale den fuser, m\u00e5 jeg n\u00e6vne H\u00e5kan Hellstr\u00f6m: F\u00f6r sent f\u00f6r edelweiss<\/em> – den bedste plade fra vores H\u00e5kan siden debuten. Edelweiss<\/em> viser en mere voksen og ansvarsbevidst H\u00e5kan.\u00a0Men frygt ikke, han kan stadig tyvstj\u00e6le de gode pop-refrains. H\u00e5kan har i\u00f8vrigt br\u00e6ndt sit matrost\u00f8j – og kl\u00e6der sig nu strictly\u00a0new wave<\/em>! <\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>S\u00e5 er der David Byrne & Brian Eno: Everything That Happens Will Happen Today, <\/em>der er endnu et album om at blive \u00e6ldre. Hvis man havde forventet en direkte forts\u00e6ttelse af My Life In The Bush Of Ghosts, <\/em>ville man blive meget skuffet. Dette er et stort, lille album. Det er sangorienteret med David Byrnes s\u00e6dvanligt snurrige tekster – og ligesom hos TAW handler det meget om at blive \u00e6ldre, denne gang om at v\u00e6re midt i livet, godt og vel enddag. \u201cLife Is Long\u201d er en meget gribende og positiv, let uptempo sag om at v\u00e6re midaldrende.<\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>Death Cab For Cutie: Narrow Stairs. <\/em>Hvis Coldplay ikke var s\u00e5 ufatteligt kedelige…<\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>…men det er de jo…<\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>… og hvis deres fors\u00f8g p\u00e5 at forny sig ikke var s\u00e5 fort\u00e6nkte og lidet vellykkede, ville de m\u00e5ske lyde s\u00e5dan her. Det cirklende \u201cI Will Possess Your Heart\u201d er albummets h\u00f8jdepunkt; et fremragende og vellykket fors\u00f8g p\u00e5 at beskrive en bes\u00e6ttelse.<\/span><\/p>\n

Jens:<\/strong> Death For Cab Cutie har aldrig besat mig.<\/span><\/p>\n

Uden for konkurrence:<\/h2>\n

\"carlcraig.jpg\"<\/p>\n

Pastoren: <\/strong>Carl Craig: Sessions<\/em>. Et af de albums, jeg h\u00f8rte mest i \u00e5r – fra \u00e9n, der ikke er en hvid mand med guitar. Sessions <\/em>er et fantastisk vue over karrieren hos en af den elektroniske musiks moderne pionerer. \u201cFuturelovetheme\u201d rammer som f\u00e5 andre numre i genren den perfekte blanding mellem kulde og varme, fremtid og nutid og er et nummer ,der altid giver mig en behagelig form for g\u00e5sehud. Jeg h\u00f8rte i sin tid den oprindelige udgave af albummet, hvor der var et remix af Cesaria Evoras \u201cAngola\u201d, der p\u00e5 \u00e9n gang var overraskende og forl\u00e6gget tro. Det remix er s\u00e5 desv\u00e6rre ikke med her, men alligevel et Sessions <\/em>et meget vellykket album. <\/span><\/p>\n

\"clashshea\"<\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>The Clash: Live at Shea Stadium. <\/em>Liveplader er alt for sj\u00e6ldent noget ved, men fra denne aften p\u00e5 Shea Stadium, hvor The Clash var support for The Who, kan man givende h\u00f8re hvor h\u00e5rdt de k\u00e6mpede for deres sag og hvorfor de fik et s\u00e5 sensationelt godt musikalsk efterm\u00e6le.<\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>Et p\u00e6nt album der ikke l\u00e6gger mange alen til historien om The Clash, men vil gl\u00e6de nostalgikerne.<\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>Ligesom en klaverkoncert af Beethoven vil gl\u00e6de nostalgikerne?\u00a0Jeg synes overhovedet ikke det er nostalgi, n\u00e5r musik og udtryk overlever tidens gr\u00e5dige tand og st\u00e5r dugfriskt. Det er essensen af rocknroll, vi har at g\u00f8re med her fra Shea! <\/span><\/p>\n

\"telltalesigns\"<\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>Bob Dylan: Tell-Tale Signs: Bootleg Series Vol. 8<\/em> med alt fra uudgivne numre til soundtrack-sj\u00e6ldenheder til live-numre. Der er forbl\u00f8ffende mange virkelig gode ting p\u00e5. Adskillige af sangene optr\u00e6der i andre versioner p\u00e5 albums fra 1991 og frem; sp\u00e6ndende at h\u00f8re hvad han valgte fra og valgte til. Et nummer som \u201cMississippi\u201d optr\u00e6der i hele tre udgaver – samme akkorder, samme tekst, men Dylan synger det p\u00e5 en ny m\u00e5de hver gang. Det er m\u00e5ske derfor, s\u00e5 mange mennesker har det sv\u00e6rt med Dylan; denne evige uro. Det er jo netop derfor, han aldrig bliver reduceret til nostalgi – det \u00a0at han hele tiden udfordrer og redefinerer sig selv og sit eget sangkatalog. <\/span><\/p>\n

Danske udgivelser<\/h2>\n

Pastoren: <\/strong>Jeg m\u00e5 hellere huske at sige, at jeg endnu ikke har f\u00e5et h\u00f8rt Sune Wagners nye album, der kom i mandags.<\/span><\/p>\n

\"sunewagner\"<\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>Men det har jeg. Jeg synes, Sune Wagner afsl\u00f8rer mere af sig selv her, end p\u00e5 sine foreg\u00e5ende amerikanske plader med The Raves. Sune er en sublim guitarist og sangskriver. Man kan godt h\u00f8re, han har boet uden for landets gr\u00e6nser i nogle \u00e5r – sproget ligger lidt specielt i hans mund. Teksterne rammer ofte noget n\u00e6sten dansktopagtigt enkelt i den m\u00e5de, f\u00f8lelse og livskvalme kommer til udtryk p\u00e5.<\/span><\/p>\n

\"petersommer\"<\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>Peter Sommer: Til rotterne, til kragerne, til hundene.<\/em> Dette er \u00e5rets bedste danske album. Peter Sommer havner p\u00e5 dette nye album et sted mellem C.V. J\u00f8rgensen og Henrik Hall – der er den spleen<\/em>, vi kender fra C.V. og p\u00e5 en del af numrene beats og sangforedrag, der kan minde om hvad Henrik laver. Teksterne er i s\u00e6rklasse – indledningslinjen \u201cHan har s\u00e5 meget at sige, der ikke kan komme p\u00e5 tale\u201d i titelnummeret er mit foretrukne citat fra i \u00e5r. <\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>Peter Sommer fors\u00f8ger givetvis ikke at efterligne C.V. J\u00f8rgensen, men han bev\u00e6ger sig i et parallelt tekstunivers. Titelnummeret og ogs\u00e5 slutnummeret er specielt fine – og s\u00e5 naturligvis den opbyggende \u201cHimmelflugt\u201d, der nok er en af de sange, jeg selv h\u00f8rte allermest over sommeren.<\/span><\/p>\n

\"wehadfacesthen\"<\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>moi Caprice: We Had Faces Then.<\/em> Jeg er hooked p\u00e5 Michael M\u00f8llers dr\u00f8mmende melankolske, skandinaviske livssyn, som han formidler s\u00e5 fint p\u00e5 dette album, der m\u00e5ske ikke er helt s\u00e5 instant-pop-umiddelbart som de foreg\u00e5ende mC-albums, men bel\u00f8nner gavmildt ved gentagne gennemlytninger. Den ultimative efter\u00e5rs\/vinterplade.<\/span><\/p>\n

\"henrik-hall_sukchokkoma-p.jpg\"<\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>Henrik Hall: Chok, suk og koma.<\/em> Det er underligt at skulle sige det, men jeg synes faktisk Henriks nye album er st\u00e6rkest, n\u00e5r det kommer til balladerne – og dem m\u00e5tte der godt have v\u00e6ret flere af. Han skal ogs\u00e5 passe p\u00e5 at ordspillene ikke begynder at tage magten alt for meget i teksterne.<\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>En meget fin plade. Henrik lyder helt ovenp\u00e5 situationen, selv i sine sorteste sange. En vital og kontant opf\u00f8lger til Solo.<\/em><\/span><\/p>\n

\"35331_full\"<\/em><\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>The <\/strong>Rhonda Harris: Here’s\u00a0The Rhonda Harris. <\/em>Det fremst\u00e5r vel som nepotisme at jeg n\u00e6vner Rhonda, selvklart. Men grundene til at jeg oprindelig gerne ville samarbejde med N\u00f8rlund findes i rigt m\u00e5l p\u00e5 denne dr\u00f8m af en plade. Den atmosf\u00e6riske og organiske produktion. Og s\u00e5 disse lidt krogede men afsl\u00f8rende sange, som \u00e5bner sig langsomt op og afsl\u00f8rer sig blandt de bedste i \u00e5r. Min danske yndlingsplade 2008, tror jeg.<\/span><\/p>\n

\"busck\"<\/span><\/p>\n

Pastoren: <\/strong>Karen Busck: En k\u00e6rlighedsaff\u00e6re.<\/em> Jeg har aldrig haft nogen som helst positive forventninger til Karen Busck, men her er faktisk tale om et album, der peger den helt rigtige vej. Da Klaus Lynggaard skrev en meget positiv anmeldelse, var min interesse vakt. V\u00e6k er firser-plathederne, pop-funken og duetter med Erann D.D., erstattet af et helt igennem organisk lydbillede, der rammer en meget nordisk tone. En k\u00e6rlighedsaff\u00e6re <\/em>er et album, der p\u00e5 \u00e9n gang er s\u00f8dmefuldt og meget melankolsk i sin stemning. Teksterne er nogle steder ret s\u00e5 kluntede, men andre steder er hun p\u00e5 helt rette vej. F.eks. er \u201cL\u00e6rkernes sang\u201d et eksempel p\u00e5 en naturbeskrivelse, der samtidig er et billede p\u00e5 indre uro.<\/span><\/p>\n

Jens: <\/strong>Hvor surrealistisk at du skal rose en plade med Karen Busck. Den havde jeg ikke set komme i krystalkuglen.<\/span><\/p>\n

Pastoren:<\/strong> Nemlig. Hvis ikke man skal lade sig overraske, er man allerede p\u00e5 forudsigelighedens vej.<\/p>\n

Jens: <\/strong>Vildt\u00a0du n\u00e6vner det – d\u00e9r har jeg netop for kun en s\u00e6tning siden k\u00f8bt en 12-v\u00e6relsers lejlighed.<\/p>\n

Jens: <\/strong>Kira:\u00a0The Rail Train, The Meadow, The Freeway And The Shadows. <\/em>Kira kom st\u00e6rkt tilbage med nyt band og ny lyd. Der er fine og r\u00f8rende sange p\u00e5 denne plade, som er afd\u00e6mpet og m\u00f8rk, men samtidig mere \u00e5bent melodi\u00f8s end tidlgere h\u00f8rt fra hende. Vi talte tidligere om Chan Marshall som en soulsangerinde – det samme g\u00e5r for Kira, der vokalm\u00e6ssigt bev\u00e6ger sig udfra andre regler og parametre end dem i almindelig rock. En fantastisk stemme!<\/p>\n

Pastoren: <\/strong>Mike Sheridan: I syv sind.<\/em> Nogle synes, Mike Sheridan minder om Trentem\u00f8ller, men stemningen er langt mere kuldsl\u00e5et og ofte ovre i n\u00e6rheden af regul\u00e6r ambient. Og s\u00e5 er der to sange med dansk tekst. Den k\u00f8lige stemning, der er over albummet, og den beherskede brug af beats giver mig i det hele taget mindelser om go\u2019e gamle April Records og navne som Double Muffled Dolphin, Dub Tractor og Thomas Knak – specielt interessant, n\u00e5r man t\u00e6nker p\u00e5 at de navne huserede, da Mike Sheridan gik i vuggestue!<\/span><\/p>\n

Og herefter fortonede samtalen sig i decembers\u00f8ndag.<\/em><\/span><\/p>\n

Jens’ top 10<\/h3>\n
\n
01. The Walkmen – ‘You & Me’
\n02. The Last Shadow Puppets – ‘The Age Of The Understatement’
\n03, Bon Iver – ‘For Emma, Forever Ago’
\n04. Portishead – ‘Third’
\n05. Robert Forster – ‘The Evangelist’
\n06. Conor Oberst – ‘Conor Oberst’
\n07. Tindersticks – ‘The Hungry Saw’
\n08. Cat Power – ‘Jukebox’
\n09. Scarlett Johansson – ‘Whereever I Lay My Head’
\n10. R.E.M. – ‘Accelerate’<\/strong>
\n<\/span><\/div>\n<\/div>\n

Pastorens top 10<\/h3>\n

1. The Walkmen: You & Me
\n2. Elbow: The Seldom Seen Kid
\n3. Bon Iver: For Emma, Forever Ago
\n4. TV On The Radio: Dear Science
\n5. Okkervil River: The Stand Ins
\n6. Santogold: Santogold
\n7. Nada Surf: Lucky
\n8. Robert Forster: The Evangelist
\n9. Lindstr\u00f8m: Wherever You Go I Go Too
\n10. Calexico: Carried To Dust<\/strong><\/p>\n

<\/fb:like><\/div>
<\/div><\/div>","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

Det var en m\u00f8rk og lidet stormfuld eftermiddag, da telefonen ringede et sted i kongeriget. Pastoren: Velkommen til 2008-udgaven af \u201cHvide m\u00e6nd med guitar\u201d, indsamlet p\u00e5 29-\u00e5rsdagen for London Calling. Det er vores yndlingsalbum osv. og Joe Strummer var bare s\u00e5 osv. I \u00e5r har vi dog indkaldt et lille antal gidsler for at p\u00e5ber\u00e5be … L\u00e6s videre \u00c5rets udgivelser 2008<\/span> →<\/span><\/a><\/p>\n