\nI mandags fejrede vi her p\u00e5 siden The Clash’s 3-dobbelte “Sandinista!”, der da rundede 25 \u00e5r. Og det forpligter, for d. 14. december 1979, kun 363 d\u00f8gn inden, udsendte selvsamme The Clash det dobbeltalbum, der indskriver sig blandt de allerst\u00f8rste udgivelser indenfor rocknroll. I musikmagasinet Rolling Stone’s bog over de 500 bedste rockplader nogensinde ligger “London Calling” p\u00e5 en 8. plads, hvilket selvf\u00f8lgelig er imponerende, men nok alligevel 6-7 pladser for lavt.<\/p>\n
For “London Calling” har det hele og lidt til. Aldrig f\u00f8r eller siden har noget band vel lige \u00e5bensindet sat vekselstr\u00f8m til sine i dette tilf\u00e6lde utallige musikalske inspirationskilder og transformeret dem til et s\u00e5 udfordrende og helt igennem personligt resultat. “London Calling” fremstod da den udkom n\u00e6rmest som en slags omfattende dannelsesrejse i subkulturelle musikgenrer. Og selvom Joe Strummer & co. her agerede menneskelig jukebox i forskellige stilarter, fremstod de utallige genrehop ikke skizofrent forvirrende, men snarere som en logisk afspejling af The Clash’s helst\u00f8bte f\u00f8ling med moderne multikulturel tids\u00e5nd og forst\u00e5else for tradition i bev\u00e6gelse.<\/p>\n
Men fuck de mange ord, for “London Calling” siger det hele meget bedre selv, uden un\u00f8dig intellektualisering og formidlingsst\u00f8v. En plade m\u00e5 v\u00e6re gjort af noget helt, helt specielt, n\u00e5r den ubesv\u00e6ret, med nu hele 26 \u00e5r p\u00e5 sit dynamiske Elvis-hyldest af et cover, form\u00e5r at lyde mere frisk, skarp, levende og relevant end 99% af alle udgivelser i dag – det g\u00f8r The Clash’s “London Calling”.<\/p>\n