\nFame, fame, fatal fame! F\u00f8r Strokes udsendte 2001-debut’en Is This It, var de allerede af den samlede internationale musikpresse blevet hyldet som guitarrockens frelsere. D\u00e9n f\u00f8rste plade \u00e6ndrede overordnet set ikke p\u00e5 meget, men var dog i sig selv et n\u00f8dvendigt, forfriskende \u00e5ndehul af kort, tungen-lige-i-munden New Yorker-rocknroll, lavet i en tidsmaskine, der gik hele den lange vej tilbage til 1977.<\/p>\n
S\u00e5 at der for Strokes var tale om fremragende revisionisme, mere end om egentlig udvikling af rocknroll, herskede der med det samme ingen tvivl om. Is This It var medrivende lytning, men mest fordi bandet gjorde sin popart-ting s\u00e5 helhjertet og fordi Julian Casablancas attitude som sanger var fremragende udtryksfuld.<\/p>\n
Men det er ikke nemt at g\u00e5 med lyset. Efterf\u00f8lgeren Room on Fire blev til under store forventningspressede besv\u00e6rligheder. Man pr\u00f8vede f\u00f8rst en tidligere Radiohead-producer, for siden at vende tilbage til Gordin Raphael’s lyd og identiske opskrift fra Is This It. Nu hvor verden havde v\u00e6nnet sig til hans sound og tilgang, l\u00f8d Strokes pludselig lidt gammeldags og – hvad v\u00e6rre var – bange for at komme videre i teksten.<\/p>\n
Vel var der gode \u00f8jeblikke p\u00e5 Room on Fire, og Strokes gav efterf\u00f8lgende en cool koncert i KB-hallen i K\u00f8benhavn, men deres momentum var alligevel g\u00e5et tabt. De nye stjerner havde vist menneskelig svaghed, hvilket m\u00e5ske er okay for almindelige d\u00f8delige bands, men ikke for verdensfrelsere. Og det var jo n\u00e6rmest det Strokes var kommet til os som.<\/p>\n
I g\u00e5r udkom First Impressions of Earth, Strokes “sv\u00e6re” 3’er, som l\u00e6gger yderst overbevisende ud med nogle catchy, direkte sange, sk\u00e5ret skarpt og helt ind til benet. Men alt for hurtigt s\u00e6tter store problemer ind og Strokes sl\u00e5r sig siden som en hest i t\u00f8jret henover resten af pladen. At produktionen er blevet mere hi fi-konventionel kl\u00e6der is\u00e6r ikke pretty-boy-sanger Julian Casablancas, der, st\u00e5ende alene og bar i forgrunden, forg\u00e6ves pr\u00f8ver at tr\u00e6de vande og f\u00e5 tiden til at g\u00e5.<\/p>\n
Det er materialets kvalitet der udg\u00f8r hans st\u00f8rste problem. “I’ve got nothing to say” vr\u00e6ler Julian et sted, og ironien er pinagtig sv\u00e6r at f\u00e5 \u00f8je p\u00e5. De sange, der i de 6-7 v\u00e6rste tilf\u00e6lde vel knappest kan kaldes sange, har en melodisk kluntethed, som ikke engang Nick Valensi og Hammond Jnr’s opfindsomme guitararbejde kan skjule. Man bruger en cello i \u00e9n sang, et gammelt omkv\u00e6d fra Barry Manilow’s “Mandy” i en anden. Ligemeget er det. Strokes, der var indbegrebet af str\u00f8mlinet lethed, fremst\u00e5r tr\u00e6tte, r\u00e5dvilde, tunge.<\/p>\n
“The End Has No End” hedder en af de bedste sange fra Room on Fire. En titel der g\u00f8r ondt, n\u00e5r man lytter til First Impressions of Earth, hvor den endelige afslutning for Strokes som band synes lige om n\u00e6ste hj\u00f8rne.<\/p>\n
Normalt spilder vi her p\u00e5 siden ikke plads og entusiasme p\u00e5 udgivelser der decideret skuffer, men Strokes har tidligere givet s\u00e5 gode oplevelser, at selv deres forfald fortjener en vis opm\u00e6rksomhed. Og s\u00e5 er \u00e5bningsnummeret “You Only Live Once” sammen med “Heart In A Cage” – trods alt – n\u00e6sten indgangsprisen v\u00e6rd.<\/p>\n