Det var blevet fjerde søndag i advent, og i hver sin ende af landet satte hver sin mand sig med hver sin MacBook og åbnede for iChat. To liter Coke Zero (Kbh), en kop julete (N’sundby) og en alt for lille skål pebernødder (også N’sundby) blev konsumeret mens omtrent følgende samtale udspandt sig.
Jens: Så er 2010 jo næsten gået. Som altid skal det nævnes at…
Pastoren: …The Clash har lavet det bedste album. Måske er det bare enormt forudsigeligt efterhånden, hvad vi synes om? Denne albumliste er ene og alene udtryk for vores subjektive indtryk. Jeg har kun hørt Kanye Wests meget roste album cirka halvanden gang, så det tør jeg f.eks. ikke udtale mig om her.
Jens: Jeg har kun hørt lidt inde på iTunes, og mere behøvede jeg derefter sådan set ikke.
Pastoren: Realistisk set tror jeg aldrig, jeg kan nå at komme ind i mere end 15-20 albums på et år.
Jens: Men man kommer i berøring med langt, langt flere. Det handler vel egentlig meget om ikke at lade udbuddets overvældende tyngde spænde ben for fordybelsen i og tidsforbruget på de plader, som viser sig virkelig at sende på ens hjertes bølgelængde. Uden at man må blive alt for ignorant af den grund…
Jens: Min nummer 10 i år er Robyn – Body Talk. Hendes tre EP’er i årets løb gjorde ikke det banebrydende for mig hørt hver for sig, men longplayer-opsamlingen af dem fremmer forståelsens glæde. Der er skarpt skrevne og overlegent producerede popting på dette album; hvis man sammenligner med tilsvarende forsøg herhjemme (f.eks. Medina),kan man høre, hvor imponerende højt et plan Robyn bevæger sig på. State of the art indenfor letfængende elektronisk pop, vel kun et blufærdigt hestehoved bag Lady Gaga. Nøglespor: “Dancing On My Own”.
Pastoren: Når det skal være hitlistepop – og det skal det indimellem – så lad det være denne elektronisk pumpede og pumpende musik, der samtidig viser en trodsighed og selvstændighed, der forekommer mig mindre villet end hvad man kan finde hos f.eks. Lady Gaga (uden at jeg af den grund kaster vrag på hendes uomtvistelige kvaliteter). Det er interessant, at der kom 3 EP’er og nu i ordets egentligste forstand et opsamlingsalbum. Nøglespor: “Hang With Me”.
Pastoren: Hot Chip: One Life Stand. Her gik det op for mig – og vel også for Hot Chip selv – hvilke kvaliteter, de egentlig har som band. Den lidt hø-hø-agtige stemning, der dukkede op på de foregående albums – selv om de bestemt havde gode popnumre dengang også – er afløst af et meget mere reflekteret udtryk, hvor der både er dansable numre og mere eftertænksomme stemninger. Der er en lang ballade midt i, der får albummet til at gå lidt død – men ellers er det godt. Ærkeengelsk er det hele vejen igennem, og det er en kvalitet – jvf. vores temmelig amerikansk prægede liste. Nøglesporet er: “One Life Stand”.
Jens: Crystal Castles: Crystal Castles. En canadisk duo, jeg ikke havde noget forhold til før i år. Det, jeg godt kan lide ved dem nu er, at de på samme tid er et elektronisk punk- og et popband, og endda et med hang til de himmelstræbende molakkorder. Crystal Castles er hysteriske i udtryk, og derfor ikke til at holde ud at høre, hvis ikke man som lytter er i et vist fandenivoldsk humør, men når såfremt, er de i den grad velgørende. Nøglesporet skal være “Baptism”, med sit over-the-top-chorus.
Pastoren: Dem har jeg ikke hørt så meget. Jeg kommer lidt til at tænke på Atari Teenage Riot. Nogle gange er det lidt for forvrænget hysterisk til mine ører.
Pastoren: John Grant: Queen of Denmark. Blød rock fra den tidligere sanger i The Czars – og det er blød rock uden at det er pinligt.
Jens: Årets bedste plade fra 1973?
Pastoren: Midlake spiller bedre som backingband end som sig selv, og John Grant synger i mere end én forstand som en drøm. Queen of Denmark er et velklingende, underspillet og samtidig konfronterende opgør med en kompliceret opvækst som bøsse i et dybt religiøst hjem i USA – og titlen er samtidig en hyldest til Danmark og det danske sprog, som John Grant holder af. Godt, at der stadig er folk i udlandet, der har det sådan med os. Nøglespor: “I Wanna Go To Marz”.
Jens: Blonde Redhead: Penny Sparkle. Mere rolig og mere introvert neddæmpet end fra den kant tidligere. Det er faldet mange for brystet, at Blonde Redhead nu har bevæget sig imod noget, der lyder langt pænere og mere strømlinet, end den Sonic Youth-hyldest de vel nærmest først fremstod som. Men de to italienske brødre og hende fra Japan kan her noget helt særligt fintfølende med melodi og stemning. Jeg troede, albummet ville blive hyldet af en begejstret musikpresse, som et naturligt fremskridt af Blonde Redhead’s særpræg, men nej. Nøglespor: “Love Or Prison”.
Pastoren: Jeg synes, det er for glat. 23 kunne jeg godt lide.
Pastoren: Roky Erickson & Okkervil River: True Love Cast Out All Evil. Et stærkt gribende gensyn med en mand, der konfronterer sine tab og de mange års kamp med den i virkeligheden helt invaliderende psykiske sygdom, der hedder skizofreni. Stemmen er ru og hærget og udstråler en helt særlig livserfaring. Okkervil River træder i baggrunden som et loyalt backingband, og det er en fremragende kombination. Produktionen afslører Will Sheffs sikre hånd og kærlighed til traditionelle amerikanske genrer som soul og country. Nøglespor: “Think Of As One”.
Jens: Jeg ville have valgt “Goodbye Sweet Dreams”. Det er et af de bedste tracks, jeg har hørt i år – med nogen artist.
Pastoren: Det kunne jeg også have gjort, for det er bestemt et fantastisk nummer – men dén sang er så trist og ikke helt repræsentativ for albummets stemning, synes jeg.
Jens og Pastoren: Beach House: Teen Dream.
Jens: De bedste blåtonede melodiske kvaliteter fra tidlig Band Of Horses krydset med et svævende skud Cocteau Twins. Der gik lang tid, før jeg opdagede, det var en kvinde, der sang.
Pastoren: Og hun er Michel Legrands datter. Beach House har en fransk-amerikansk lyd af svundne somres vemod (som filmen The Summer of 42); der er ikke nær så meget teenagedrøm over musikken, som albumtitlen kunne antyde. Dette er voksenmusik. Men drømmepop i ordets bedste forstand, det er det. Tilbagelænet uden at være søvnigt.
Jens: Idyllisk bevægende og beroligende uden at være fersk. Nøglespor: “Lover Of Mine”.
Pastoren: Nøglespor: “Walk In The Park”.
Jens: Edwyn Collins: Losing Sleep. Historien med Edwyn Collins er, at han har kæmpet sig tilbage fra at have været helt lammet efter en hjerneblødning til nu “kun” at være lammet i sin ene side. jeg synes dette er hans bedste soloplade nogen sinde. Han kommer langt tilbage fra Orange Juice, der var indbegrebet af evig ungdom og uskyld til dette trodsige album, hvor han synger om at kæmpe med alder og tab. Ikke en opgivende plade, men en med livsvilje og kraft og sarkasme og sangbare omkvæd – både Northern Soul og Iggy Pop-agtige 8/8-numre er der plads til. Nøglespor: “I Still Believe In You”.
Pastoren: The New Pornographers – Together. Sparks in memoriam og A.C. Newmans powerpop. Hvis der var nogen retfærdighed til, gav hitlisterne genlyd af The New Pornographers. De er forresten et særdeles tæt sammenspillet live-navn, kunne man opdage her i efteråret. Det tror man måske ikke, med så stor en besætning og alle de vokalharmonier – men det fungerer! Det er Kathryn Calder, der i høj grad bærer som kvindelig vokalist (egentlig ikke så meget Neko Case, som hun ofte bliver forvekslet med). Nøglespor: “The Crash Years”.
Jens: Håkan Hellström: 2 Steg Från Paradise. Hvor Håkan fortsætter med at blande vel svensk visetradition med yderst kvikke tyverier fra de seneste 50 års populærmusik. Jeg var lidt skuffet, lige da jeg fik den. Men den er vokset meget! Han er så rørende og 100% tilstede, når han synger – det andre, som også står bag en mikrofon, drømmer om, men så sjældent kommer i nærheden af. Nøglespor: “River En Vacker Dröm”
Pastoren: Han kommer også tit i nærheden af de rigtige toner. Håkan Hellström kan bestemt være et charmerende bekendtskab. En vigtig grund til at jeg aldrig er blevet helt så vild med Hellström som du er, er dog nok den, at han nogle gange lever lige vel meget på charmen efter min smag.
Jens: MGMT: Congratulations, som er en charmerende melankolsk popplade med klare tresser-semipsykedeliske referencer. Fra endnu et band, der i år blev udskældt for at gå nye veje. Meget melodisk, letbenet og farverig. En kringlet plade, der tager sig mange givende omveje at køre med på.
Pastoren: Det er en holdning, man kan have.
Jens: Nøglespor: “Congratulation”.
Pastoren: Er det ikke Cliff Richard?
Pastoren: Robert Plant: Band Of Joy. Dette album er den naturlige opfølger til samarbejdet med Alison Krauss og en tiltrængt påmindelse om at der er veteraner, der stadig kan overraske positivt. Robert Plant er langt fra den sireneagtige vokal fra dengang i Led Zeppelin – manden er en fantastisk vokalist nu – og denne aldrende englænders fortrolighed med amerikansk country- og bluesmusik er intet mindre end respektindgydende. Fik jeg nævnt, at Patty Griffin og Buddy Miller også er med hele vejen igennem? Udvalget af numre er interessant, Bl.a. får vi to numre af Low og Plants fortolkning af et af Townes Van Zandts sidste numre, der aldrig er udsendt med manden selv. Nøglesporet er netop dette: “Harm’s Swift Way”.
Jens og Pastoren: Arcade Fire: The Suburbs.
Pastoren: Canadierne gør det mindst lige så godt på treeren som på Neon Bible. Den ikke helt så stort opsatte lyd og lysten til at afprøve forskellige musikalske udtryk gør dette til endnu en god oplevelse; sangskrivningen er igen af en helt upåklagelig standard, og der er ikke ét nummer, der ikke er iørefaldende. Ligesom The National er Arcade Fire med til at definere en slags “indadvendt stadionrock”, der på én gang vender blikket indad og rækker ud mod publikum med en bred appel. Jeg så dem i KB-Hallen i sin tid, og det var et stort show i bedst tænkelige forstand. Nøglespor: “The Suburbs”.
Jens: Helt enig; den sangs stemning og tekst er en meget præcis indgang til albummet. Og det er jo faktisk et konceptuelt tænkt album.
Pastoren: Ja, men samtidig er den store styrke ved dette koncept er, at sangene sagtens kan høres hver for sig og står frem uafhængigt af hinanden. Man kan sætte sin iPod på shuffle, og ingen bliver kede af det.
Jens: Det er samtidig en meget personlig plade, som længes efter det, der var. Arcade-sangskriver Win Butler bruger forstaden som symbol på noget der er tabt, noget der er forandret og aldrig kan komme tilbage. Et album der længes efter spildt uskyld, mistet ungdom, en enklere verden.
Pastoren: Samtidig er det en historie, der er almen.
Pastoren: Min 2’er er The Walkmen: Lisbon. Og nummer 1 på min liste er The National: High Violet.
Jens: Det er lige omvendt hos mig!
Pastoren: De to bands kunne slå sig sammen som The National Walkmen, og alle ville være glade.
Jens: Det er forkert. Så var der kun et fremragende band at følge istedet for to.
Jens: High Violet er det bedste album, The National nogensinde vil komme til at lave. Det er helt perfekt afstemt og i harmoni med sig selv på alle måder. Matt Berninger synger bedre end nogensinde. Hans tekster er abstrakte, men alligevel til at gå til og fortabe sig i. Dessner-brødrenes synergi er helt exceptionel; de skaber guitarmønstre, der væver sig ud og ind. Det er enkel musik, men alligevel med så mange lag, at man kan gå ind i musikken igen og igen. Det er et album, der tør tænke pop og tør være pop, men på egne præmisser.
Pastoren: Ja, dette var bestemt et af de albums, vi så frem til med spænding på bloggen. Og det skuffede bestemt heller ikke. High Violet viser, som du siger, et band på højden af deres kunnen. På Alligator kom de gode sange for alvor, og på Boxer fintunede de produktionen. Nærværende albums er syntesen af alt dette. Det bliver mere og mere tydeligt for mig, at The National minder om The House Of Love og Guy Chadwick både i melodierne og teksterne – og det er en ros til begge bands! Nøglesporet er “Conversation 16.”
Jens: Nemlig. Det er jo et delikat univers; sjældent har fremmedgørelse, og det at miste sig selv, lydt så besnærende.
Pastoren: Linjen “…tell you miserable things after you are asleep” er en helt exceptionel formulering.
Jens: Teksterne har den særlige kvalitet, at de skaber små film inde i éns hoved.
Pastoren: “Show, don’t tell” på den bedst tænkelige facon. Matt Berninger er ikke dum!
Jens: Men jeg havde troet, at dette album ville toppe alle årslisterne rundt omkring. Det gør det jo langt fra.
Pastoren: Det er der to forklaringer på. 1. Albummet kom tidligt på året. 2. Anmelderne har ikke læst denne blog.
Jens: Videre til Lisbon. Ikke så overordnet perfekt som The National-pladen, men det adelsmærke synes heller ikke at være ambitionen hos The Walkmen, der som altid i den grad dyrker begrebet intuition i undfangelsesprocessen. Lisbon var en svær plade at gå ind til som lytter, fordi forgængeren stadig stod så imponerende i oplevelse og bevidsthed. De styrede her væk fra den knugende melankoli på You & Me over til noget næsten positivt. Grunden til at The Walkmen tager førstepladsen hos mig (og det er jo trist at være så forudsigelig) er, at når de lykkes helt – på 4-5 sange undervejs – rammer de højder, som er unikke.
Pastoren: Lisbon er et både klangligt og tematisk lysere album end You & Me. Først var jeg skuffet, men da jeg først kom ind i dets univers og indså denne forskel, var jeg igen solgt. Og så leverede de jo også – det må vi ikke glemme – et mindre brag af en koncert her i efteråret. The Walkmen er ligesom flere af de andre navne, jeg nævner, funderet i en solid rocktradition og er gode musikere – men har deres egen lyd og et sangmateriale, der kan holde til det. Også dette er et album med sin egen lyd, men samtidig med en egen variation fra det snetyste “While I Shovel The Snow” over “Woe Is Me” med det lidt Orange Juice-agtige riff til “Stranded” med alle juletrompeterne. Til sidst, på det smukke titelnummer mødes de to yderpunkter – det tyste og juletrompeterne – så nøglesporet er derfor netop “Lisbon”.
Jens: Nøglesporet for mig er nok åbningsnummeret “Juveniles”, som jeg først hørte i sin tid på en liveoptagelse forklædt som en enkel ballade, da nummeret lige var blevet lavet. Jeg tænkte, det nok ville blive en okay single-B-side eller noget. Men siden har “Juveniles” været igennem 3-4 forskellige arrangementer, og fordi bandet tør spille på den måde de gør, får de nu sangen op i højeste klasse med egentlig meget små virkemidler. The Walkmen får det til at virke så nemt med enkelhed, men alle der har siddet med en guitar, ved at sådan er det jo ikke! Jeg synes ikke, de minder om nogen som helst andre bands.
Pastoren: Nemlig. Man kan sagtens finde en masse referencer, men The Walkmen er originale. De kan lave noget, der på én gang er så småt og så stort.
Jens: Hvilket naturligvis også skyldes Hamilton Leithauser’s specielle måde at synge på. Så ligefrem og ukrukket i fremtoning, hivende sin stemme op til sangenes højeste toner.
En skuffelse
Jens: Interpol har lavet et uforklarligt modløst album, jeg ikke engang kan overveje til årslisten.
Pastoren: Det var en nå-plade, going through the motions. Jeg købte albummet, hørte det og tænkte, “nå, det lyder som det plejer, bare kedeligere”. De har malet sig selv inde i et hjørne. Arcade Fire og The Walkmen har deres egen lyd, men de formår samtidig at variere deres udtryk.
Jens: Jeg havde store forventninger, jeg ville sige noget hårdere end bare “nå”.
Andre udgivelser, det var værd at nævne.
Pastoren: Massive Attack: Heligoland. En tilbagevenden på flere måder – fra at være et enmandsprojekt nu igen en duo. Som så ofte før har Massive Attack fundet interessante gæstevokalister, denne gang bl.a. Tunde Adebimpe fra TV On The Radio, Guy Garvey fra Elbow og Hope Sandoval. Især hendes bidrag er rigtig vellykket.
Jens: Så vil jeg nævne Avi Buffalo: What’s In It For? En stærk og selvstændig debut fra et ungt håbefuldt band – lyden af solskin, forår gående mod sommer.
Pastoren: Medlemmerne i Avi Buffalo er 20 år gamle. TILSAMMEN.
Pastoren: LCD Soundsystem: This Is Happening. Et værdigt farvel, og arven fra tredive års rocktradition forvaltes på én gang respektløst og trofast.
Jens: De fik lavet “Nightclubbing” og “Heroes” med nye og dårligere akkorder. Why bother?!? Håkan kunne måske lære LCD et og andet om at hugge stikket hjem med stil – det handler om at efterlade eget fingeraftryk, ikke ‘bare’ kopiere.
Pastoren: Spørgsmålet er, hvor meget det reelt indebærer at opløse et band, hvor James Murphy er vokalist, James Murphy er guitarist, James Murphy er bassist, James Murphy er trommeslager og keyboardmand og alle sange er skrevet af James Murphy.
Jens: Der er også en cool asiatisk keyboard-pige.
Pastoren: Det er James Murphy, der er klædt ud.
Jens: Tame Impala. Innerspeaker, et band fra Perth i Australien, der nærmest lyder som hvis The Cure var blevet dannet i 1968 og ikke 1978. Lidt for, uhm, hashrygende til man altid kan holde ud at høre på dem i ædruelig tilstand, men også et band med sin egen fine, klare chorus/flangersvimle lyd. Og så kan australsk musik jo noget særligt.
Pastoren: Broken Bells: Broken Bells. Et velproduceret – og kort – album fra Mercer og Brian Burton (alias Dangermouse) med mindelser om britisk 1970’er-rock i den lidt blødere ende.
Jens: Kent: En plats i solen. En hurtig lavet plade, kan man godt høre – den kom i slipstrømmen, vel kun 8-9 måneder efter forgængeren, Röd. Albummet føjer ikke decideret nyt til Kent-sangkataloget, men bandet kan igen deres nordiske melankoli her, så de er en fornøjelse at være sammen med.
Pastoren: En plats i solen har et lidt mere organisk udtryk end på de to foregående, temmelig klinisk lydende albums. Den elektroniske lyd har fået en mere naturlig plads. “Passagerare” har et særligt vemod, og din ukendte tvilling Rebecka Törnqvist (f. d. 26. april 1964) er en velkommen gæst. Forhåbentlig er dette et tegn på at der igen givet mere plads til den slags eftertænksomme stunder i Kents univers – også på den musikalske side.
Pastoren: Two Cow Garage: Sweet Saint Me. Amerikansk garagerock med country-inspiration, der giver mindelser om såvel Uncle Tupelo som The Replacements. Jeg tror, det her band kan blive pænt store en dag, når de helt har afklaret deres udtryk. Der er to sangere, og den ene er klart den bedste. Dem har du sikkert hørt meget?
Jens: Enormt. Jeg har ikke lavet andet.
Jens: Deerhunter: Halycon Digest. Her til gengæld en amerikansk udgivelse, som næsten er mere hypet end dens fint lydorkestrerede, men ikke altid lige spændende indie-sangindhold kan bære. Og dog – for den centrale sang “Desire Lines” er hele indgangsprisen værd, med sin Pixies-drøm af en berusende endeløs instrumental-outro. Og lidt til.
Jens: Titus Andronicus: The Monitor. Deres mærkværdige epos, der lyder som en blanding af James Joyce, The Pogues og amerikansk hardcore stoppet ned i en kødhakker og kværnet sammen. Et fascinerende album, som man dog kan blive temmelig mæt af.
Pastoren: Der er som om der er flere veje at gå, hvis man er inspireret af Bruce Springsteen. Nogle vælger det tyste udtryk, andre vælger fest-i-gaden-vejen som f.eks. Jesse Malin. Titus Andronicus har (ligesom The Hold Steady, men endnu mere udpræget) så valgt det aspekt af Springsteens musik, der er brølerocken. Det er virkelig non-stop brølerock. Nogle gange bliver det anstrengende; det er jo enormt lange sange.
Jens: Men stadig langt mere appetitligt end f.eks. The Gaslight Anthem: American Slang.
Pastoren: Enig. Der er nogle gode sange rundt omkring, men desværre er albummet præget af en næsten gumpetung tilgang til det Springsteen’ske univers.
Jens: Ja, “gumpetung” er desværre det rette ord. Jeg sammenlignede det selv med Big Country her på siden. Desværre ikke helt ude i skoven. Den her plade kan Gaslight Anthem’s store talent og vilje næsten ikke være bekendt.
Pastoren: Jesse Malin & The St. Marks Social Club: Love It To Life. Et meget bedre bud på Springsteen-rock end The Gaslight Anthem leverer. Interessant nok er de gæster på hinandens albums! Jesse Malin er en sympatisk solist. Nogle gange er det gået lidt “vi skal lige få det til at rime”- hurtigt med teksterne.
Jens: Nej, han er ikke ligefrem nogen stor sanger eller sangskriver, men en sympattisk letvægter.
Jens: Cocorosie: Grey Oceans. En fin stemningsplade ovre i retning af Björk City, fra de to ekcentriske søstre.
Pastoren: Det album er der andre mennesker, der har anskaffet sig.
Pastoren: Plan B.: The Defamation of Strickland Banks, som er et britisk soulalbum i traditionen fra Smokey Robinson
Jens: Problemet er, man udelukkende får lyst til at sætte en rigtig Motown-plade på.
Pastoren: Det specielle indslag er at sangeren (der ikke hedder Strickland Banks) også ind imellem rapper, og så lyder det pludselig meget som The Streets med Motown-backing. Nogle gange lykkes det.
Pastoren: Spoon: Transference. Sangeren lyder stadig som en mere fordragelig udgave af Liam Gallagher, og lyden er stadig mere Manchester end Texas. Denne gang er der dog langt flere eksperimenter – og det kan Spoon godt lide – men sangene er ikke helt på samme niveau som på forgængeren Ga Ga Ga Ga Ga. Nogle gange står det bare for stille. Hvis f.eks. “The Mystery Zone” kun var 3 minutter langt, kunne det være blevet et hit, men det skulle absolut være 4 minutter og 59 sekunder.
Jens: Wolf Parade: Expo 86. Det var et band, jeg faktisk slet ikke kendte for et år siden. Der er 80’er-agtige “nyrock”-elementer på spil. Ind imellem kan det godt blive lidt for wacky, men jeg synes, de når som bedst formår at bygge en stemning op i deres musik, som man kun kan lade sig rive med af.
Pastoren: Underworld: Barking. Et vellykket lille comeback; det er tankevækkende, at et så hipt 90-er-electroband i dag kan være så retro.
Genudsendelser
Pastoren: Bruce Springsteen: The Promise. Tænk, hvad den mand enten kasserede eller gav væk til andre! Det er samtidig interessant at følge, hvordan tekst- og melodistumper lever videre i andre sange, der kom med på de endelige albums.
Jens: Enig. Der var også David Bowie: Station To Station. Remastered, så den lyder bedre end nogensinde. Og med et helt show, der viser manden i topform på Station To Station-turneen.
Pastoren: Utroligt, at han lød så godt på et tidspunkt, hvor han var ude i tovene. David Bowie lavede i det hele taget ikke nogen svipsere i hele den lange periode fra Space Oddity til og med Scary Monsters.
Pastoren: Så kom der jo også The Jam: Sound Affects. Her slipper Weller, Foxton og Buckler for alvor punkrocken og lader sig inspirere af “postpunk”, “new wave” eller hvad det nu hed. The Jam er på en måde min personlige tidsmaskine.
Jens: Det var også en plade, jeg hørte meget, da den kom. Det er dog ikke min yndlingsplade med The Jam, men nok det Beatles-album, jeg bedst kan lide…
Pastoren: På genudgivelsen får vi på bonusdisken foruden den fremragende “Dreams Of Children” faktisk “And Your Bird Can Sing” og “Rain” fra Beatles’ Revolver-tid.
Pastoren: Tænk, at han er endt med at lave sådan en gang bovlam hyggerock.
Jens: Og at han lyder så indædt og vred, selv når han spiller sin dadrock. ‘Hvad er der dog med ham?’, tænker man. Måske han er i familie med Bertel Haarder?
Danske udgivelser
Jens: Lad os tage de danske udgivelser uden rang og orden…
Pastoren: Henrik Olesen: Ukendt under andet navn. Henrik kan sagtens selv – det vidste vi nu egentlig godt, men på denne lidt Go Betweens-inspirerede EP burde de sidste skeptikere tie for stedse. Nu ser vi frem til Peters album, for han kan jo også sagtens selv. Det er jo to fremragende sangskrivere!
Jens: Enig. Jeg synes også, Henriks bidrag til Kain og Abel fik for lidt opmærksomhed.
Jens: De eneste to: De eneste to. De klæder hinanden godt!
Pastoren: Det gør de. Peter Sommer har altid haft ordet i sin magt, og det er tydeligt, at han er med til at inspirere Simon Kvamm til at tage flere chancer også. Omvendt har Simon Kvamm en tilgang til produktion og sound, som Peter Sommer bliver inspireret af.
Jens: Man kan høre, at de har så godt gang i deres respektive karriere, at det er et lyst-projekt. Det er en fornøjelse at købe en dansk mainstream-udgivelse med sange på et højt niveau, som man både kan nærlytte og høre i baggrunden en fredag aften, hvis man vil.
Pastoren: Trentemøller: Into The Great Wide Yonder. Engang var Trentemøllers musik meget dansabel,men nu er han nogle steder ved at røre ved noget, der kunne være dark ambient. Det er godt nok dystert nogle steder.
Jens: Der er også klar inspiration fra Raveonettes. Det er godt, at der er nogen, der vil forbinde to genrer, der sjældent mødes.
Pastoren: Der er også en række særdeles vellykkede vokale bidrag, især fra Marie Fisker. Hun er ikke nogen dårlig vokalist.
Jens: A Broken Garden: Golden Sea. Dem så vi, da de var opvarmning for The Walkmen.
(Pastoren flytter et stort træ af pap.)
Jens: En rørende smuk plade med dragende melodiforløb, der langsomt vokser. Hvis den ikke lige var dansk, ville den komme med på min internationale liste.
Pastoren: Nu ved vi, hvordan det ville lyde, hvis Enya fik råd til en trommeslager.
Jens: Kira: Look Up Ahead. Kira var på Island over sommeren, at lave dette afdæmpede men intense stemningsalbum, hendes bedste til dato. Sangen “Copenhagen” er et must, også for andet end sin titel!
Jens: Og så er der Niels Skousen: Lyt til din coach. Skousen har som altid masser på hjerte og tør synge det ud. Han har skarp samfundsvinkel på, men tager i sine tekster ofte udgangspunkt i egen person og gør det med stor værdighed, indsigt og elegance.
Jens: Og Nikolaj Nørlund lavede en dejlig EP – Plan A – hvor han lidt gik den elektroniske vej, med synths og to trommeslagere; han er en af vores bedste og mest udtryksfulde sangere. Åbningsnummeret “Den Første” er en drøm af en køresang. Håber der vil komme en Plan B med en sang om “Den Anden” på!
Jens: Giana Factory: Save The Youth. Nørlund havde også en god duet med Louise Foo fra Giana Factory, på den juleplade, han producerede i efteråret. Giana Factory albumdebuterede selv med en elektronisk og diskret plade, der er dejlig at høre om natten i København. Spændende hvor de krautrock-lyttende piger kan og vil bevæge sig hen herefter.
Jens: Og Chimes & Bells lavede et fint, mørkt debutalbum.
Pastoren: En hyldest til trommeslageren fra The Clash?
Jens: Chimes & Bells lavede et fint, mørkt debutalbum.
Pastoren: En hyldest til trommeslageren fra The Clash?
Jens: Tror ikke Chimes & Bells nogensinde har hørt om Terry Chimes, der havde det logiske punknavn Tory Crimes. Overordnet vil jeg blot sige, at mange andre danske navne kunne have været nævnt for deres udgivelser. Musikscenen her i landet har vel aldrig nogensinde før været så righoldig og varieret spændende som nu.
Og det kommende år…
Pastoren: Jeg ser frem til nyt fra Elbow og Doves – jeg har læst, at de endda vil arbejde sammen. Guy Garvey var jo med hos Massive Attack i år. Og så skulle der ifølge en sædvanligvis velunderrettet kilde (A.C. Newman) komme nyt fra Okkervil River. Det er også på tide; så kan vi få en ny nummer ét på næste års liste.
Jens: Og REM. Og PJ Harvey. Og Gaga. Og Pete Doherty. Og Bright Eyes. Og British Sea Power. Og….men der vil forhåbentlig også komme de helt nye og uprøvede sultne kræfter. Det er dem, der skal komme med det nye uhørte og gøre musikåret til noget ekstra specielt.
Herefter begyndte de at tale om Bob Dylan og Nick Cave, inden samtalen til sidst gled over i en diskussion af navngivne ministres alkoholforbrug.
Listerne:
Pastoren:
1. The National: High Violet
2. The Walkmen: Lisbon
3. Arcade Fire: The Suburbs
4. Robert Plant: Band Of Joy
5. Robyn: Body Talk
6. The New Pornographers: Together
7. Beach House: Teen Dream
8. Roky Erickson & Okkervil River: True Love Cast Out All Evil.
9. John Grant: Queen of Denmark
10. Hot Chip: One Life Stand
Jens:
01. The Walkmen: Lisbon
02. The National: High Violet
03. Arcade Fire: The Suburbs
04. MGMT: Congratulations
05. Håkan Hellström: 2 Steg Från Paradise
06. Edwyn Collins: Losing Sleep
07. Beach House: Teen Dream
08. Blonde Redhead: Penny Sparkle
09. Crystal Castles: Crystal Castles
10. Robyn: Body Talk