Det var en mørk og stormfuld tid ud på eftermiddagen, da Pastoren satte sig ved tastaturet.

Dette er meget tæt på at være en liste over årets country- og new wave-udgivelser. Man kan med rette anklage mig for ikke at høre ret meget nyt og for at vende tilbage til de samme gamle yndlingskunstnere, der bare bliver ældre og ældre. Og resultatet er en uprioriteret liste over musik, jeg hørte i årets løb.

Mavis Staples: Sad and Beautiful World. Mavis Staples er efterhånden blevet 86 år gammel og er det sidste tilbageværende medlem af det, der engang var The Staples Singers. Sangene kommer fra anerkendte sangskrivere fra både en yngre generation – folk som Kevin Morby, Mark Linkous og Gillian Welch/David Rawlings – og en jævnaldrende – Leonard Cohen – og de passer perfekt. Titelnummeret, som den for længst afdøde Mark Linkous indsang til Sparklehorse’s debutalbum Vivadixiesubmarinetransmissionplot fra 1995. I dén udgave er den en sang fra en yngre mand på 33, der led af depression. I Mavis Staples’ smukke udgave bliver sangen til en helt anderledes sang om at se verden med et gammelt menneskes øjne og fortvivles og undres. Albummets eneste helt nye sang, “Human Mind”, er ret beset endnu bedre. Log ud fra ChatGPT og lyt til en viis gammel dame, der synger om menneskesindet.

På Sad and Beautiful World vrimler det med kendte musikere i biroller – Jeff Tweedy (der tidligere har produceret for Mavis Staples), Buddy Guy og Bonnie Raitt, for nu bare at nævne nogle af dem.

Nation of Language: Dance Called Memory. Jeg oplevede Nation of Language til en koncert i Sverige i august 2024. Min grandfætter havde hørt nogle numre med mig, hvorefter han udbrød: “Er de englændere?”. Det er de slet ikke – de tre kommer fra New York (i USA). Men de har taget lyden fra Orchestral Manoeuvres In The Dark (som de lød omkring Architecture and Morality og Dazzle Ships) til sig på særdeles overbevisende facon med hvad der godt kunne være analoge synthesizere i lydbilledet. En lille ændring er, at der er mere vokalharmoni på Dance Called Memory end på de tidligere albums – og det gør faktisk ikke spor.

Dean Johnson: I Hope We Can Still Be Friends. Ham havde jeg ikke hørt før. Han er så også en ret sen debutant. Dean Johnson udsendte sit første album i 2023, og da var han lige blevet 50. Sangskrivningen fejler ikke noget, og hans lyse stemme kan minde lidt om Ray LaMontagnes. Men hvor LaMontagne kan være højstemt og lidt sentimental, er Johnson ofte tørt konstaterende og ironisk.

Her er nogle linjer fra “Death of the party”, der giver et glimrende indblik i Dean Johnsons særegne tekstunivers:

Two good ears, one on either side your head
I notice you don’t care to use them
I said I notice that you never use them
Someone’s got a story they begin to tell
You got to take a stand if it’s going over well
You cut them off and it’s forgotten
Buddy, you can always top them

Neko Case: Neon Grey Midnight Green. Denne gang har Case selv produceret, og der er en mellemstor udgave af Satans Sovsekande med. Resultatet er et af hendes bedste albums i lang tid. Og der er også gået lang tid siden seneste album – Hell-On helt tilbage fra 2018. Igen kan man høre John Convertino (ham fra Calexico) på trommer her og der, og man fornemmer også at Tucker Martine, der producerede Case/Lang/Veirs-albummet og et album med Karl Blau, har været med som lydmand og mixer.

S.G. Goodman: Planting By The Signs. Hende kendte jeg faktisk ikke; hun er fra USA også, Kentucky nærmere bestemt. Også her er vi ovre i country-rock/americana/etellerandet-land, men det er ofte mere rock and country. Forsiden viser en skildpadde – og den dukker også op i en af sangene., “Snapping Turtle”. Bonnie Prince Billy (alias Will Oldham) er med, men vi er langt fra hans ofte nedbarberede udtryk. Nogle gange kommer jeg til at tænke på H.C. McEntire, som jeg tidligere har omtalt særdeles positivt her på bloggen. Prøv at høre en sang som “Solitaire”, og I vil forstå hvad jeg mener.

Suede;: Antidepressants. Det har aldrig været mig, der skrev om Suede her på bloggen – den slags har vi nemlig altid haft folk til. Efter de første par albums mistede verdens begejstring for Suede lidt pusten, og bandet holdt en pause. Suede nåede heller ikke over Atlanten som Blur, Pulp og Oasis gjorde; en overgang var det som om de kun var verdensberømte i Danmark. Men på dette sene album har de nu solidt midaldrende englændere genfundet energien og fået den respekt, de fortjener i hjemlandet. Det klæder dem i høj grad, at den desperation, der før i tiden har præget mange af Suedes sange (og som nogle gange har været lidt udvendig og villet) er kanaliseret over i et solidt, reflekteret og mere pågående udtryk – en form for rock med stort Å på den gode måde. Klar anbefaling herfra.

Pulp: More. Jeg var til koncert med Pulp i sommeren 2024 og min umiddelbare tanke var, at de engang var unge og hippe men efterhånden var blevet nogle gamle nisser. Så gik det op for mig, at musikerne i Pulp faktisk er jævnaldrende med mig. More er reelt en genforening af Pulp, og de lyder som de plejer – og det på en god måde.

Sharon Van Etten and The Attachment Theory: Sharon Van Etten and The Attachment Theory. Sharon Van Etten har fået sig et band, og resultatet er strengt taget endnu en gang new wave med 40 års forsinkelse, men det er det på den gode måde. Man kan høre Siouxsie and The Banshees i lydbilledet, men man kan også høre ABBA i sangskrivningen. Og så er bassisten særdeles prominent på den gode måde. Hvis man hørte Sharon Van Ettens duet med Angel Olsen, vil man vide, hvad jeg mener. Jeg er overbevist om at “Afterlife” ville være blevet et hit og spillet på P3 i månedsvis, hvis det var blevet udsendt dengang. Lad os heller ikke glemme at Sharon Van Etten ikke stod bag døren, da der blev delt sangstemmer ud.

Bon Iver: Sable, Fable. Dette er et lidt sammensat album. Hvis man husker debutalbummet, som Jens roste til skyerne i sin tid, vil man huske vokalharmonierne og den akustiske guitar. Siden tog autotune og anden elektronik over, og Bon Iver endte på sæt og vis med at blive beslægtede med Frank Ocean og James Blake. På Sable, Fable er den akustiske guitar og de enkle arrangementer tilbage på de første numre, og siden kommer der også nogle forholdsvis poppede indslag. Man er aldrig i tvivl om at vi har med Bon Iver at gøre, og på én måde er det vel som om Justin Vernon denne gang graver i sin efterhånden store kasse med soniske virkemidler.

Alan Sparhawk with Trampled By Turtles: Alan Sparhawk with Trampled By Turtles. Alan Sparhawk var med i trioen Low og var gift med Mimi Parker fra selvsamme ensemble. Hun døde i 2022, og i sangene på dette album mærker man tydeligt Sparhawks voldsomme sorg over tabet af hustruen. Trampled By Turtles har jeg altid kendt som et lidt uregerligt og temmelig utraditionelt bluegrass-orkester. Det kom lidt bag på mig, at de ville slå pjalterne sammen med Alan Sparhawk, men deres akustiske udtryk passer som fod i hose til det, han vil med sine sange.

Og lad os så komme til Danmark for en stund.

Peter Sommer: Verdens Volume. Dette blev kaldt hans politiske album, men spørger man mig, er der ikke mere politisk kommentar på Verdens Volume end man hører så mange andre steder. Hvis jeg fornemmer noget i Peters tekster (der som altid er velskrevne og velovervejede), er det hans afdæmpede reaktion på den usikre og urolige tid, vi er havnet i. Musikken er ofte i det rolige hjørne, og netop her fornemmer man måske en form for resignation.

Den Sorte Skole: Ghosts and Robots er ikke bare endnu et mashup-album fra Martin Højland og Simon Dokkedal. Ambitionsniveauet er blevet højt med tiden. Denne gang er der et tydeligt aftryk af kompositionsmusik (Copenhagen Phil og det islandske kor Staka er med), og vi har gøre med musik, som man kan fordybe sig i og lytte til i fred og ro, uden at det går hen og bliver egentlig ambient.

Henrik Olesen: Sange. Jeg var til Henriks første, sidste og eneste koncert i 2025 den 5. december, hvor han spillede sange fra… Sange og ganske meget andet, Henriks sange kombinerer folk, en inspiration fra The Go-Betweens og deres åndsfæller og et enkelt udtryk med beats og lidt synth på en god og afklaret måde. Begrebet singer-songwriter passer glimrende på ham, og han fylder rollen meget ud, end jeg fornemmer at han nogle gange selv tror at han gør.

Og til sidst…

Bruce Springsteen: Tracks 2: The Lost Albums. Hvis jeg skal nævne årets største overraskelse, må det være dette bokssæt. 1990’erne var en sløj periode for manden fra New Jersey. Human Touch og Lucky Town var ikke pinlige, men ganske enkelt svage og kedelige. Og så kom de omtrent samtidig med det helt anderledes gode debut-album fra nogen, der hedder Suede. Siden den tid har Bruce Springsteen været en solid koncertoplevelse, men også en noget svingende albumkunstner.

Først frygtede jeg, at han havde en masse rester, der var om muligt endnu kedeligere end Human Touch og Lucky Town. For Tracks 2: The Lost Album er en samling af hidtil uudgivne Bruce Springsteen-albums.

Tracks 2: The Lost Album er imidlertid ikke en samling af albums, der er overflødige sekunda-varer. Tværtimod. Umiddelbart ville jeg have troet, at L.A. Sessions fra tiden mellem Nebraska og Born In The USA ville fænge mest, men sådan er det ikke. Næ, den ære tilfalder derimod Streets of Philadelphia Sessions. Sangene bygger videre på lydbilledet fra “Streets of Philadelphia” (der ikke er med her) med loops og beats, og sangskrivningen er vital. Jeg vil også nævne Somewhere North of Nashville, der er et country-album med nogle overraskende nyfortolkninger af mindre kendte sange fra mesterens hånd. Og den allerstørste overraskelse for mig er vel Twilight Hours med sange, der er en slags melankolsk modpol til Western Stars. Her er vi ovre i en tradition, man kender fra sangskrivere som Burt Bacharach og Jimmy Webb og sangere som Glen Campbell, og meget langt fra det billede af Bruce Springsteen, mange kender.. Mest forbløffende er at – det virker fortræffeligt. Hvor er det underligt, at disse gode albums har ligget i en skuffe indtil 2025.