De af os der ikke havde fornøjelsen af PJ Harvey i Randers 14. august, kan søge trøst hos BBC, som live-sendte hendes headliner-show på den walisiske Green Man Festival søndag aften. Linket er lige her, selve PJ-showet starter 2:15:40 inde i programmet

En hel sæsons hårdt slidt for at ende i den top-4, der åbnede op til den forjættede Champions League. Så langt så godt, men her kommer problemet så. 4. pladsens vilkår er en kvalkamp om at komme i selve turneringen, og her har Liverpool trukket opkomlingen Hoffenheim, der overraskede alt og alle med en fornem 4. plads i Bundesligaen. Sydvesttyskerne spiller en solid gang bold, og er iøvrigt det hold som nu seneste sæson scorede flest mål på set pieces, en vigtig disciplin, LFC i sæsondebuten i Watford i lørdags med gru demonstrerede ikke at være blevet et hak bedre til over sommeren. Det vil være en fiasko af dimensioner, skulle CL glide Liverpool af hænde over de to kval-kampe. Ikke mindst fordi man har haft en hel sommer til at arbejde med åbenbare spilmæssige svagheder, samt med en påkrævet forstærkning af specielt et kronisk rystende usikkert forsvar. På sidstnævnte punkt er der til nu ikke sket meget. Jo, man har købt Jack Robinson, en skotsk venstre back i Hull, men han var ikke engang med i truppen mod Watford, hvor Moreno uforklarligt startede istedet og spredte vanligt kaos. LFC er rejst til Tyskland uden en småskadet Sturridge, uden en langtidsskadet Lallana og uden en transferskadet Coutinho. Så det er – trods en absolut godkendt offensiv – en bekymrende bleg trup til så vigtig en kamp. Det bliver nervepirrende spændende.

Hoffenheim – Liverpool, tirsdag, kl. 20.45, 3+/downthelocal

Ovenpå en super weekend med specielt et helt igennem uforglemmeligt godt, vitalt Iggy Pop-show på den debuterende og meget fint anlagte Haven Festival – vi håber du er kommet til København for at blive, Haven! – starter vi denne august-uge med et netop sluppet uptempo-nummer fra det nye, snartkommende The War On Drugs-album. Udfra de fire sange der hermed er sluppet ud, lyder A Deeper Understanding til at blive en af efterårets helt essentielle udgivelser. Hvis man ikke er til heartbreak malet af smeltende, svævende, distortet el-guitar, så gå langt udenom…

Efter at Iggy Pop fredag aften har kastet napalm over Københavns nye Haven Festival på Refshaleøen, vil det være op til hypnoseartisterne Beach House at samle tidens vraggods, begå svævende gør-det-selv-stjernekasteri og sende Haven-folket ud i natten med lysende øjne. I aftes spillede Baltimore-amerikanerne det første af fem europæiske sommershows. På Kampnagel i Hamburg gik setlisten således:

Levitation
Wild
Walk in the Park
PPP
Equal Mind
Silver Soul
Space Song
10 Mile Stereo
One Thing
New Year
Master Of None
Wishes
Elegy to the Void
Take Care
Sparks
+ + +
Wherever You Go
Myth

Fredag ser en ny og kunstnerisk meget ambitiøs dansk musikfestival løbe af stablen. På Refshaleøen i København inviterer The National’s Dessner-brødre, kokken Claus Meyer og bryggeriet Mikkeler til Haven Festival, et træf der over to eftermiddage/aftener præsenterer så fornemme internationale navne som Iggy Pop, Beach House, Conor Oberst, Bon Iver, Band of Horses, Feist, Perfume Genius, Tinariwen, samt Dessner-brødrens egne snart albumaktuelle The National. Der meldes på forhånd så godt som udsolgt, så noget kunne tyde på at Hovedstaden, selv med konkurrence fra så prominente danske musikfestivaler som Roskilde, Tinderbox, Heartland og Northside, kan bære så stort et tiltag. Her lørdag aftens headlinere The National med ‘Carin At The Liquor Store’, et spritnyt nummer, hvor formen synes i top op til albumudgivelsen i starten af september. Yndlingsøjeblikket her er fra 2:34 og frem: Aldrig har nogen The National-guitar lydt mere sfærisk svævende og potentielt hjerteknusende…

Ikke uden en vis frygt at gå i Vega mandag aften for for første gang nogensinde at stå ansigt til ansigt med barndomsheltene fra Sparks. Dengang spillede de kun to gange i Danmark – det var i Tivolis Koncertsal, København i efteråret ’74 og ditto ’75 – og det var slet ikke noget en ikke engang teenager fra Jylland kunne komme i nærheden af. Først i 2017 er Sparks så i DK igen, endda med en verdenspremiere på den tour, der først for alvor ruller afsted, når duoens 23. album Hippopotamus udsendes til september.

Der er noget sundt over et band, der insisterer på nyt materiale på setlisten, og ikke henfalder til den sikre tur ned af memory lane, der i længden kun kan blive en taberfest. Sparks skulle vise sig at have mange nye numre på setlisten denne aften, selvom det hurtigt stod klart på Vega’s reaktion, at salen hovedsageligt var der pga. de tre gyldne Sparks-albums Kimono My House (1974), Propaganda (1974) og Indiscreet (1975).

Sanger Russell Mael er nu 68 og bror Ron på keyboard, ham der skriver alle bandets sange, bliver 72 på lørdag, så en vis frygt indfandt sig pre-show om skarpheden stadig er intakt. Det var den så heldigvis hos de to hovedpersoner. Russell’s vilde melodibærende stemme kunne stadig de mange voldsomme spring fra full voice til falset uden mærkbart besvær og bror Ron’s levering ved keyboardet var bortset fra en kort mærkværdig dans – de måske uhyggeligste godt 20 sekunder endnu i 2017 – ulastelig og stenansigtskåret, helt som rollen foreskriver det. Dog desværre minus Hitler-overskæg.

Kritikken skal derimod falde over det medbragte band, der sjældent formåede at spille sig op over et fermt men anonymt musikskoleniveau. Entusiasmen var der, men evner og indstilling rakte ikke til at spille de mange vanskelige sange med nok personlighed og dynamik. Mest hired hand-akavet blev det i de mere elektronisk anlagte numre, hvor specielt de to guitarister og trommeslageren med sine 42 toms kørte decideret i grøften. Sangene fra glam-alderen var heldigvis langt mere funktionelt vellykkede, selvom hverken afdøde Adrian Fischer (guitar-es) eller Dinky Diamond (tromme-es) fra den originale besætning dengang har måttet vende sig i graven af frygt for at blive overgået og glemt.

Sidste ekstranummer, singlehittet ‘Amateur Hour’ fra 1973, fik taget i Vega til at lette, i en grad så Mael-brødrende rørende synes taget på sengen af benovelse. Et ekstra-ekstranummer blev aftalt i en fart på scenen og Sparks landende desværre så begejstringen med den anderledes ikke-bjergtagende ‘Nicotina’. Havde jeg vidst i 1974 på drengeværelset i midtjyske Dollerup Bakker, at en aften i sci-fi-året 2017 skulle deles med de store helte fra Sparks, ville det nok have fremkaldt ikke så lidt undren om liv, forløb og tidsperspektiv. Som det var og som det blev, føltes det om ikke andet indfriende godt endelig at få set selveste Sparks i levende live. I 1974 sloges alle jeg kendte om hvorvidt Sweet eller Slade var bedst. I min verden var det Sparks.

PS – Men stopper det her?! Efter den Giorgio Moroder-producerede No. 1 in Heaven (1979) gik det stejlt ned ad bakke i nutidigt forhold til Sparks. En række håbløse 80’er-udgivelser hægtede helt af, og det er først de senere albums, som på afstand i deres kunstneriske tilgang har kunnet vække en vis interesse. Men her kommer så en helt ny single fra det kommende album, og den kommer stærkt med en melodisk genklang af Billy MacKenzie og hans storekcentriske Associates, der i start-80’erne netop lånte så meget i skæv tilgang fra Sparks (og en vis David Bowie). Tal lige om at slutte cirkler.

13. juli 1977 i Sex Pistols-world starter denne dag for 40 år siden med at Sid Vicious og Nancy Spungen bliver smidt ud af deres lejlighed i London, idet nogle Johnny Rotten-bekendte har hærget den. Efterfølgende kommer Sid for sent til det fly, resten af bandet tager til København, hvor en skandinavisk tour starter samme aften. Sid dukker dog op senere og er klar til showtime til den første af to aftener på Daddy’s Dance Hall, en af hans første overhovedet som ny bassist i bandet. Hvor mange spiller Pistols for i København?! Vi ved det ikke præcist, men det er i sagens natur utvivlsomt et lille crowd. Medlemmer af det endnu ikke dannede Sods er tilstede denne aften, ligeså LS’s Thomas Risell. Pistols livedebuterer ‘Holidays In The Sun’ og Johnny Rotten/Steve Jones ses dagen efter i danske og sydsvenske aviser fotograferet ude foran Tivoli. Den skandinaviske tour, som manager Malcolm McLaren har hemmeligholdt for den britiske presse (det kunne man åbenbart før www-tiden), kører hele to uger og indtager nogle vidunderligt dubiøse steder. Hvem ville ikke gerne have oplevet Sex Pistols på diskotek Mogambo i Helsingborg eller på restaurant Pingvinen i Oslo…?! Her er tourplanen:

13.7.77 Daddy’s Dance Hall, Copenhagen, Denmark
14.7.77 Daddy’s Dance Hall, Copenhagen, Denmark
15.7.77 Beach Disco, Diskotek Ostra Stranden, Halmstad, Sweden
16.7.77 Mogambo Disco, Helsingborg, Sweden
17.7.77 Discotheque 42, Jonkoping, Sweden
19.7.77 Club Zebra, Kristinehamn, Sweden
20.7.77 Pingvinen Restaurant, Oslo, Norway
21.7.77 Studenter Samfundet, Trodheim, Norway
23.7.77 Barbarellas Disco, Vaxjo, Sweden
24.7.77 Barbarellas Disco, Vaxjo, Sweden
27.7.77 Happy House, Student Karen, Stockholm, Sweden
28.7.77 Happy House, Student Karen, Stockholm, Sweden

Hyde Park i London lørdag aften. Er det ikke et civilistationens hvide opgivende flag, når et band, der intetsomhelst har at byde på i nuet, og udelukkende holder forretningen kørende på fortidens skarpe popmeritter, kan samle så crazy mange mennesker til deres act?! Her er hvad The Killers spillede, og jo, det tandløse Joy Division-cover er med endnu, så alt for mange år efter det først blev introduceret…

The Man
Somebody Told Me
Spaceman
Jenny Was a Friend of Mine
The Way It Was
Smile Like You Mean It
This River Is Wild
Bling (Confession of a King)
Shadowplay
Human
For Reasons Unknown
A Dustland Fairytale
Read My Mind
Runaways
All These Things That I’ve Done
+ + +
This Is Your Life
Shot at the Night
When You Were Young
Mr. Brightside

Echo & The Bunnymen turnerede i 1985 Skandinavien med en opstilling, hvor de først spillede support til sig selv. Det opvarmningsset bestod næsten udelukkende af covers af sange, Bunnymen selv var blevet inspireret af og så op til. Der var et Nuggets-cover (The Litter’s ‘Action Woman’), der var Television, Dylan, naturligvis The Velvet Underground, Modern Lovers, Talking Heads og Rolling Stones. Og så selvfølgelig også The Doors, hvis ‘Soul Kitchen’ ligger lige til Bunnymen-højrebenet, som kan høres i denne optagelse fra vistnok Sverige. I Danmark blev der den april i 1985 spillet over to aftener, på Saga i København og på Stakladen i Aarhus. Begge shows var mageløse…

På musikwebsiden The Quitus talte Ian McCulloch i 2013 om sine favoritalbums. Blandt de 12-13 udvalgte – som inkluderede både to Bowie- og The Velvet Underground-plader, samt Bunnymen’s egen Ocean Rain (1984) – var også The Doors’ Morrison Hotel (1970). Her Ian McCulloch’s begrundelse hvorfor:

– I never got into the ‘Celebration Of The Lizard’ stuff, and I’m still not mad on it. In the minibus on early Bunnymen tours we’d play a lot of Doors, and I got into it. I think they wrote some of the best three-minute pop songs ever. Robby Krieger came up with some of their best pop songs. Even though I prefer the Velvets as a group, The Doors are the most perfect and compatible four musicians in the history of time. The stuff they were doing was unbelievable. Even some of the madder stuff I can handle. If you listen to the musicianship, Ray Manzarek’s keyboard playing is so recognisable from just being a bluesy player, and it never gets on your wick. Some keyboard playing you’re like, “oh, fuck off”. The band had the best drummer, keyboardist, guitarist and frontman – and it never got muso. Morrison looked incredible. If he was alive today he’d still be just as good, not so mysterious perhaps, but more of an Allen Ginsberg or Nick Nolte, swatting flies from his face on Venice Beach with a bevvy in his hand. He’d still be at it. And therefore, a heroic figure, looking like he’d been up for three weeks growing the world’s largest beard. I love the way ‘Peace Frog’ runs into ‘Blue Sunday’. The singing was incredible. I just don’t understand how The Doors weren’t even bigger.

I disse kaotiske tider kunne verden som sådan så godt bruge et internationalt klasseband som R.E.M. til at holde modet, håbet og klarsynet oppe. I går offentliggjorde REMHQ denne video af ‘Living Well Is The Best Revenge’ fra bandets fem aftener på Olympia Theatre i Dublin for præcis ti år siden. Det gør godt og det gør ondt at se dem så tæt på, så langt væk..

Nogen lokkede vist Lorenzo fra Baby Woodrose/Spids Nøgenhat med i Parken i aftes…

Desværre ikke meget at sige tillykke for i dag til Gun Club-skæbnesangeren Jeffrey Lee Pierce, der blev født i Montebello, Californien for 59 år siden. Det var længe før han blev præsident for Blondie’s amerikanske fanklub i Los Angeles, længe før han mødte guitar-es Kid Congo Powers og sammen med ham dannede uforlignelige The Gun Club, længe før han blev afhængig af the drugs og langsomt men sikkert kørte sig selv, sit band, sit talent, sin karriere og sit liv i grøften, som den slags går. Her giver Jeffrey Lee Pierce i Slovenien i 1994 en akustisk ‘Breaking Hands’ (fra Mother Juno (1987)), to år før han allerede som 37-årig var fortid. Mother Juno er iøvrigt netop blevet udsendt som Mother Berlin i en alternativ version, der indeholder de kantede og rå førsteindspilninger til albummet, Gun Club begik i Hansa Studios i Vestberlin…

I savn af Verdens Bedste Band her en optagelse af deres show på London Calling-festivalen på Paradiso i Amsterdam 3. november 2012. Og hvilket kvalitativt overflødighedshorn af en setliste der bydes os…

0:00:00 Line by Line
0:05:30 The Love You Love
0:08:51 Heartbreaker
0:12:17 Blue as Your Blood
0:17:30 Angela Surf City
0:21:15 On the Water
0:24:43: In the New Year
0:30:05 138th Street
0:34:28 Everyone Who Pretended to Like Me Is Gone
0:38:41 All Hands and the Cook
0:44:56 Juveniles
0:48:52 The Rat
0:53:36 Love Is Luck
0:57:28 We Can’t Be Beat
1:02:44 Heaven