I dag Engage på Kastellet…
Kategoriarkiv: Turnéliv
Lørdagaftenspunkrock
13. januar 1980 er lovende The Ruts i Frankrig for at give koncert på Antenne 2-programmet Chorus. Her er de fra aftenen med en rock-heftig version af debutsinglen ‘In A Rut’…
Boss!
‘Boss’ på scouse-dialekt i Liverpool fortæller at noget er fremragende. Men i aften på Merseyside er det også tilnavnet på ham, der spiller sin anden koncert på fem dage oppe på Anfield. Her en mægtig sang – i optagelse fra Darkness-touren i 1978 – der endnu ikke har været på setlisten i Europa dette forår. Måske i aften, hvis de er heldige i Liverpool?
Drengene fra the Rum Runner +45 år senere
Duran Duran har været meget synlige de sidste dage, op til deres show på Amager i aftes. Der var fotos af dem til udstilling på Louisiana, foran Arne Jacobsen-benzintanken på Strandvejen, fanfotos foran hotellet, en fik underskrevet debutpladen med det hvide cover, og så alle koncertbillederne fra i aftes sendt afsted med gensynets kun hengivne ord. En avisanmeldelse i dag skriver dog, at Birmingham-bandet ikke havde hits nok til at styre aftenen sikkert i begejstringens havn. Lyder ret besynderligt at det skulle være tilfældet, specielt da setlisten kun havde tre sange med fra karriere-peaket Rio (1982). Det album købte jeg selv først for et par år siden i Berlin, en velholdt engelsk førsteudgave, den med det teksturerede pladecover. For de var aldrig mit band dengang overhovedet med highlife-posing og new romantic-letvægtspop, observerede dem kun på hitliste-afstand via deres mange (!) hitsingler. Af dem var ‘Planet Earth’ en tidlig guilty pleasure, som naturligvis blev spillet til showet i aftes, i modsætning til min egen absolutte DD-favorit her, som helt kriminelt ikke blev givet…
Tidsmaskinen
Året er 1977. Tre stærke bands på én aften for £2.00, mindre end en LP kostede da.
Er faklen tilbage?
Lokalt 12C, blæst og let regn her til aften er nok ikke hvad folk i Sverige havde drømt om, da de for længe siden købte billet til aftenens første af de tre juni-shows med Håkan Hellström på hans enorme Nya Ullevi-hjemmebane i midten af Göteborg. Håb herfra om at den svenske sanger, der på det seneste tydeligvis har ændret kurs og lige nu styrer mod en form for kunstnerisk rehabilitation, varmer sig selv, sit store band og de i aften +70.000 med de fire nye sange/numre han hidtil har udsendt i år…
The Teardrop Explodes
Der var førerhundene Echo and the Bunnymen fra Liverpool. Og lige under dem ved Merseyfloden – men dog højere på singlehitlisterne i England – lå Ian McCulloch’s rival Julian Cope og hans The Teardrop Explodes. De nåede at lave to regulære, absolut høreværdige albums, inden epicenter Julian Cope og band gik i opløsning. Her hovedsinglen ‘Treason’ fra det første, der både viser hvordan bandet havde hitpotentiale, men også lader ane mellem linjerne, hvor nemt det helt kunne gå galt. Som det også meget hurtigt gjorde, da Cope insisterede på at spille popkarrieren i Smash Hits-projektørerne ud på helt egne ubøjelige præmisser. En enkelt dansk koncert nåede det at blive til, i vinterferien 1982 i Saltlageret på Gammel Kongevej, hvor Cope var engelsk popstjerne i ordets mest excentriske og elskelige forstand…
Twist & Shout på Merseyside
Springsteen’s første koncert nogensinde i Liverpool blev spillet onsdag aften på Anfield og gik sådan her…
Dem som forsvandt
Var det ikke, set nu i bakspejlet, et sært spøgelsesblegt comeback Kent begik i marts måned? En flygtig uge var de der – på stadion i Johanneshov og på alle de store medier – med en for ueventyrlig setliste, der gav os alle en lidt tam middle of the road-oplevelse af et band, der tidligere i levende live aldrig var netop dét. Og så var de ellers straks sporløst væk igen, næsten som var det hele bare en luftspejling. Hvis de seks koncerter og deres enormt anlagte scenografi trak tråde tilbage til noget i Kent’s egen historie, så var det jo afskedstouren i 2016. Og en genkomst der minder om det tunge farvel der gik op til, nej vel, det er en dræber. Men måske det hele alligevel var godt for noget. Måske den kollektive erkendelse af triste ens scenekostumer og de lidt for kolossus-stivbenede aftener i arenaen én gang for alle slog mange års heftige drømme ihjel om en egentlig Kent-genopstandelse, altså den med ny musik, noget på spil og de fire individualister, der engang var et så levende band. For den tanke ligger anderledes død nu. Herfra er der isåfald med Kent kun musikken tilbage. Men den fejler heldigvis stadig slet intet. Her er det Joakim Berg, der helt alene synger et nummer af Olle Ljungström. Som kun han kan gøre det…
Darkness
Bruce Springsteen er ankommet til Liverpool, hvor han i morgen spiller den første af to koncerter på Anfield. I går havde hans Darkness on the Edge of Town – den første plade jeg selv i 1978 lærte ham at kende igennem – fødselsdag. Den markeres her med en af de store sange der blev frasorteret og lagt på langtidslager, fordi de ikke passede ind i Springsteen’s koncept om præcis, hvad Darkness skulle være for en plade. Mageløse ‘The Way’ her ville nu have klædt albummet uanset, en ubetalelig skam vi ikke fik den med også som soundtrack dengang til liv på vej…
More more Pulp
Tre live-numre for Jools Holland og hans BBC Later-program blev det også tid til på den imponerende travle dag for Pulp i London. To nye sange og ‘Something Changed’…
More Pulp
Og her seks-syv andre Pulp-numre – nye som gamle – i en optagelse fra samme sted, men denne til BBC Radio 6. En sjældent spillet B-side-favorit her, ‘Seconds’, er utippet inkluderet…
Pulp
Pulp udsender nyt album på fredag. Her kan fire af de nye numre høres -sammen med en håndfuld gamle klassikere – i en helt ny koncertoptagelse for BBC 2…
The Clash’s metronom
Udover ekstremt dynamiske Clem Burke fra Blondie, var der så mere virtuose og teknisk velfunderede trommeslagere på punkscenen end The Clash’s Topper Headon, som fylder 70 i dag? Lidt af et mirakel at en mand med så store og udtalte narkoproblemer er her endnu. Her er Headon, som efter sigende nu har været clean siden 2004, i hovedrollens storform med The Clash i december 1979 til Concert for Kampuchea…
Heaven Up Here
Ikke hver dag Echo and the Bunnymen’s mesterlige Heaven Up Here fylder år. Pladen med det smukke cover udkommer 29. maj 1981 og katapulterer bandet op fra sin status som yderst lovende til et af tidens allervigtigste. Hemmeligheden bag dette kvantespring skal muligvis findes i trommeslager Pete Freitas, der godtnok allerede er kommet med på 1980-debuten Crocodiles, men på Heaven jo fremstår helt anderledes dynamisk integreret i Bunnymen’s måde at lave og spille musik på. Det giver også pote ude på scenerne, hvor der fra nu af ikke tages nogen gidsler. Dette specielle klip fra YouTube dokumenterer Echo and the Bunnymen i aktion på en fransk festival i sommeren 1981. Godt at disse optagelser findes, der viser præcis hvad som gjorde Liverpool’s bedste band til netop det og så meget mere fra 1981 og håndfuld gyldne år frem…
I forbindelse med albumcoveret her foroven fortjener pladens eneste single ‘A Promise’ også eksponering, da de to visuelt spiller så godt op mod hinanden. Det er den engelske fotograf Brian Griffin som står bag disse fotos og iøvrigt coverbillederne til samtlige fire første Bunnymen-albums. Griffin ses også mange andre steder i pladereolerne, ikke mindst på de tidlige Depeche Mode-plader.
