Kategoriarkiv: Turnéliv

Narcissus Star

Ulige Numre’s Carl Emil Petersen giver den visuelt ret overbevisende her i rollen som oversminket 1975-Mick Jagger, der eksalteret nyder sig selv, fremførende The Rolling Stones’ egentlig overraskende gode Goat Head Soup-boogie ‘Star Star’. Imens tager Keith Richards og de andre tre anderledes køligt den musikalske opvask…

Passaic Night

I nat er det 40 år siden Bruce Springsteen & The E Street Band, afsted på deres syv-måneder lange Darkness Tour, spillede den første af tre aftener på hjemmebanen i Passaic, New Jersey’s Capitol Theater. Det ret så massive show blev transmitteret live på college-radiostationen WNEW ude på østkysten, og opnåede siden – enten som Passaic Night eller Piece de Resistance – stor berømmelse blandt Springsteen-tilhængere, som en af de to-tre definitive bootleg-koncerter fra den muligvis allerstærkeste tour i Springesteen og bandets historie. Her ovenfor gælder det aftenens første set på godt 80 minutter, med uofficielle sort/hvide levende billeder via teatrets inhouse-kameraer – enjoy!

Badlands
Streets of Fire
Spirit of the Night
Darkness on the Edge of Town
Independence Day
Promised Land
Prove it all Night
Racing in the Street
Thunder Road
Meeting Across the River
Jungleland

I en sammenfatning af Springsteen’s ti bedste shows nogensinde skriver musikwebsitet Consequence of Sound disse højtravende ord om deres nummer et pålisten:

The crown jewel and the undisputed heavyweight champion of Springsteen’s live shows took place 20 minutes outside of Newark, New Jersey, at Passaic’s rustic 1,800-capacity Capitol Theater. If the Darkness tour really was Springsteen’s greatest run of dates, then this gig was the moment where it all came together. Broadcast over WNEW Radio, this was the first show of a three-night stand, and the stunning recordings that have been passed down throughout the years make it clear that Springsteen and the E Street Band tore the roof off the joint.

Springsteen’s always managed to imbue a high degree of fire and brimstone into his songs, but the material here is red hot with arguably the greatest performances of “Racing in the Streets”, “Because the Night”, “Fire”, and “Thunder Road”. Despite those gasps of musical transcendence, the emotional high point of the entire affair arrived when “Professor” Roy Bittain’s 1978-only piano instrumental kicked off a volcanic rendition of “Prove It All Night”. Never before has Springsteen sounded as powerful or energized than he does in the 10 minutes of that one song.

Penneven med ham her?

Dear All,

Not so long ago, I did a series of events on the East coast of America called Conversations with Nick Cave. I did not have the chance to address all the questions that were asked and so I thought I might take the opportunity of answering these questions through a series of mail drops. In the Conversations with events I talked about the idea of a more direct communication with the audience that sidestepped some of the more conventional ways of getting information across. If you have any questions or comments, observations or inspirations, join my new mailing list ‘The Red Hand Files’. You can ask me anything. Like the Conversations with events there will be no moderator. This will be between you and me. Let’s see what happens.

Much love, Nick

Sideshow by the seashore

Det der med at ærgre sig over koncerter, man aldrig fik købt billetter eller kom afsted til. Ser nedenstående setliste fra de bløde og alt for underratede NYC-cowboys Luna’s besøg på Loppen, Christiania i aftes og indser, det nok må have været rigtig godt, som i langt, langt bedre end det besynderligt undervældende/ukarismatiske show de gav sammesteds for år tilbage, før deres opløsning og genfødsel. Så hvordan var det, sandhedsvidner?!

GTX3
Sideshow by the Seashore
Fire in Cairo
Math Wiz
Speedbumps
Still at Home
Chinatown
Malibu Love Nest
I Want Everything
23 Minutes in Brussels
Bewitched
One Fine Summer Morning
Friendly Advice
+ + +
Blue Thunder
Moon Palace
Car Wash Hair

Men hey, Atlas, Aarhus aftenen før fik faktisk en endnu bedre setliste, ses nu. Trods alt en form for trøst, nu det var København man gik glip af…

GTX3
Chinatown
Fire in Cairo
Math Wiz
Anesthesia
Beggar’s Bliss
Malibu Love Nest
Sideshow by the Seashore
23 Minutes in Brussels
Lost In Space
Black Postcards
Moon Palace
Friendly Advice
+ + +
Flowers
Bonnie and Clyde
+ + +
Indian Summer

Stage 40

Trods sit smukke og stiliserede cover er David Bowie’s dbl-album Stage ret beset ikke en stor liveplade. Men det var den der ofte stod til udlån på Viborg Centralbibliotek, og således de versioner af specielt Ziggy Stardust-sangene jeg selv først lærte at kende. Allerbedst er dog de magiske otte minutter og 55 sekunder der udgør ‘Station To Station’ først på side 2. I dag er det 40 år siden Stage blev udsendt.

Conway Savage RIP

The Bad Seeds’ stoisk mesterlige pianist og orgelspiller Conway Savage er i går aftes gået bort efter en tid med hård sygdom. Australske Savage blev Bad Seeds-medlem efter The Good Son (1990). Musikalsk vil hans ubesværede tone og klassisk melodiske tilgang være stærkt savnet i Nick Cave’s band. Her er de alle sammen – også udbryderen Blixa – i 1994 i franske Lyon.

nickcaveofficialCONWAY SAVAGE
Our beloved Conway passed away on Sunday evening. A member of Bad Seeds for nearly thirty years, Conway was the anarchic thread that ran through the band’s live performances. He was much loved by everyone, band members and fans alike. Irascible, funny, terrifying, sentimental, warm-hearted, gentle, acerbic, honest, genuine – he was all of these things and quite literally “had the gift of a golden voice,” high and sweet and drenched in soul. On a drunken night, at four in the morning, in a hotel bar in Cologne, Conway sat at the piano and sang Streets of Laredo to us, in his sweet, melancholy style and stopped the world for a moment. There wasn’t a dry eye in the house. Goodbye Conway, there isn’t a dry eye in the house. Love, Nick and the Bad Seeds.

Centralmassivet i mål

Denne side var tilstede torsdag aften på Djurgården i Stockholm, da Thåström afsluttede sin sommertour – og hele den samlede live-kampagne for Centralmassivet – på Stora Scenen i havneforlystelsesparken Gröna Lund. Et album har sit helt eget tourliv, hvor både setlister og måder at spille de enkelte sange på ofte falder yderst forskelligt ud, i alfald hvis man sammenstiller første og sidste show.

Centralmassivet udkom 29. september 2017, og ved den efterfølgende indedørs tour, der startede med to højspændte aftener i Lisebergshallen i Göteborg, skulle de nye sange i hovedfokus umiddelbart spilles til og justeres til koncertvirkelighed med publikum. Således var f.eks. kolossen ‘Karaokebaren’ fra Centralmassivet først domineret af sylespidse strygersamplinger og bjergkædehøje key-flader, hvorimod nummeret til sommeren var blevet navigeret om, så Ulf Rockis Ivarsson’s distortede basspuls fyldte mere og mere, tilsidst næsten det hele. ‘Karaokebaren’ tog således undervejs en helt anden karakter.

Guitarist Pelle Össler fik i lydbillede langt mere spillerum og frihed som efterår blev til sommertour. Tilsidst var hans kvalitative indslag af en helt anden ekspressiv og indimellem udpræget solistisk karakter, som hørt klart både på tourslutningens nærmest guitarskælvende ‘St. Ana Katedral’ og ligeså kontant eksekverede ‘Ingen Sjunger Blues Som JLP’.

Og Sveriges nationalsanger? Lige fokuseret og grebet hele vejen igennem, men med en anderledes frigjort udstråling denne sommer, som nød han virkelig at fortabe sig i det hele på scenen, og gøre det som ingen andre kan. Her er hvad Stockholm fik med sig hjem den allersidste aften på Centralmassivet

Körkarlen
Bluesen i Malmö
Kort biografi med litet testamente
Karaokebaren
Kom med mig
Ingen sjunger blues som Jeffrey Lee Pierce
Beväpna dig med vingar
Die Mauer
Alltid va på väg
Old Point Bar
St Ana katedral
Alla vill till himlen
Om Black Jim
+ + +
Jag är en idiot
Centralmassivet
+ + +
Var e’ vargen

En flygtning krydser sit spor

Stockholm’s retro-popkonger Weeping Willows spiller hver sommer pr. tradition nogle aftener på Södra Teaterns biergarten Mosebacketerrassen på Söder. Således også i aften, hvor en af gæsterne på scenen med Magnus Carlson & co. var Joakim Thåström, der deler trommeslager med Weeping Willows. Han sang to sange med dem, dels hans egen ‘Brev Till 10:e Våningen’, dels – og langt mere opsigtsvækkende – Bellman-klassikeren ‘Märk Hur Vår Skugga’, som Thåström næppe har fremført siden årene i Imperiet, hvor deres elegante 1985-tolkning af visen, udsendt på en storsælgende singleplade, gjorde især ham verdenskendt i hele Sverige. Her aftenens version fra Söder…