The Twilight Sad er i Danmark i dag, hvor aarhusianerne på Northside kan nyde godt af skotternes fuldtonede molmusik. Smart af festivalen at booke et band, der i lydniveau er så vanskeligt at snakke henover. For nylig havde vi her åbningsnummeret fra aktuelle The Long Goodbye (2026), men der er andre høreværdige øjeblikke på albummet med det faretruende kulørte cover…
Kategoriarkiv: Turnéliv
Iceage i det røde hav
En hvirvelvind blæser gennem Vega. Den kommer fra en minimal scene ude på gulvet, en nærmest synkende ø af rødt lys midt i salens oprørte hav af kroppe i bevægelse. Den er Iceage som præsenterer hele sit nye album live. Bandet der her i landet trækker en sær parallel til The Raveonettes, hvor de mest synes kendte for at være respekterede ude i verden. Denne aften synes verden at være kommet til Iceage. Der er japanske kvinder med selfmade fan-shirts, der høres spansk i baren, alskens hudfarver og aldersgrupper er tilstede. Et smalt band der når bredt ud. Fyrtårnets lanterne er Elias Rønnenfelt, en sanger der ikke har den store interesse for toner, men kan den sjældne scenekunst at sætte folk fri. Det ses i øjnene af de vildt dansende, det ses på to kvindelige fotografer ved scenen, der begge smiler fordi de instinktivt ved, at det sjældne de stiller skarpt på er fortabelse. Det er også forgudelse af en stjerne i zenit. For Rønnenfelt er indbegrebet af den udstråling. Han er fucking ligeglad, helt upåvirket af den intense opmærksomhed. Et så uangribeligt selvværd giver det yndefulde ydre og dets intuitive flugtbevægelser den helt rigtige tyngde. Men de tolv nye sange? Det var så hvirvelvinden der blæste. Iceage jager hurtigt på sit nye album. Tolv blødende, rastløse numre, ofte i et decideret rasende tempo. Fundne stumper af popmelodier samles op og smadres, enhver skødesløs idé forfølges helhjertet lige til den hastigt brænder væk. Der er løse ender en masse; fragmenterne et erklæret mål. Rønnenfelts evigt søgende stemme er den guide, der så gerne vil fares vild. Det lyder samlet denne lyse aften fra scenen som et mægtigt sommeralbum til en kaotisk tid.
Art of the poster
Amerikanske bands og spillesteder har en lang tradition for særegne artplakater i forbindelse med enkelte shows eller hele turnéer. Det levede Sixteen Horsepower op til i Höganäs lørdag aften, hvor disse to udsøgte designs var i salg.
Ronno
Findes der nogen klassiske rockguitarhelte, som ikke fremstår mere eller mindre komiske? Jeg kan vist umiddelbart kun tænke på en: David Bowie’s løjtnant på Ziggy Stardust-raketten. Mick Ronson blev født i dag for 80 år siden i beskedne Hull på den engelske østkyst. At Bowie fyrede ham da de nåede til tops er stadig et uløst mysterie, men gav selvfølgelig en total frihed til at kunne genre-hoppe udenfor guitarbaseret rocknroll. Her klæder de to i den grad hinanden på Hammersmith Odeon’s scene i 1973 på slutningen af Ziggy-touren. Har normalt ikke meget tid til guitarsoloer som sådan, men Ronson’s her på ‘Moonage Daydream’ transcenderer begrebet og bliver noget langt større…
Ingen synger blues som David Eugene Edwards
Var forhindret i tirsdags, da gendannede 16 Horsepower gav koncert på Amager Bio. Reaktionerne bagefter fra flere tilstedeværende lød ensrettet, at det bestemt ikke var en oplevelse man skulle være gået glip af. Så fangede Denver, Colorado-bandet oppe på den svenske vestkyst lørdag aften, hvor de i (indtil da) idylliske Höganäs trådte op på en stor udendørsscene inde bag den lokale Garage Bar.
Og hvilken aften med sanger David Eugene Edwards og hans alvorens brydningstag med livets udfordringer støbt ned i en skarp række gammeltestamentlige molblues-udladninger, spillet værdigt ud med både finesse og eksplosion af et fremragende band. Det startede i den lyse svenske forårsaften, det sluttede længe efter mørket havde sænket sig over kystbyen, der da lå indhyllet i drivende scenerøg og efterklang af de mange sanges lodrette skæbne-heartbreak.
Har ikke været så mærkbart tæt på ånden fra Jeffrey Lee Pierce og hans tidlige/bedste The Gun Club siden 1984, da den version af bandet blæste forbi København. Men 16 Horsepower spiller med en helt anderledes virtuos tyngde og skal ikke stå i skygge af nogen, da heller ikke det klassiske, pre-Warren Ellis Bad Seeds, som der også åbenlyst trækkes blodrøde tråde til gennem fælles tilgang til den amerikanske musikarv. Herover tre numre fra en rystende stærk aften med 16 Horsepower bag Garage Bar i Höganäs. Musik kan.
Southern Gothic
Efter 20 års pause er Denver, Colorado-bandet 16 Horsepower lige nu på den europæiske genforenings-tour, der i aften bringer bandet og dets altid ildevarslende amerikanske prædikant-musik til et udsolgt Amager Bio. Dette nummer fra bandets debutalbum Sackcloth ‘n’ Ashes, der er ret fyldestgørende for hvor 16 Horsepower står musikalsk, vil helt sikkert være på setlisten…
The Pogues i Dublin
17. maj 1986 løber en stor velgørenhedskoncert til bekæmpelse af Irlands store arbejdsløshed af stablen i Dublin. Blandt mange flere irske optrædende til den såkaldte Self-Aid er U2, Elvis Costello, Van Morrison, Boomtown Rats, Rory Gallagher, samt expat-folkeheltene fra London, The Pogues, som det år endnu kan præstere en Shane MacGowan helt fit for fight og på toppen af sine evner. Her er deres 15 minutters berømmelse på dagen…
Jagerfly over København
I aften befinder dette band sig godt 3 km og 46 år fra Rockmaskinen på Christiania, hvor folderne først blev slået. Tid er en forunderlig ting. Sods blev til Sort Sol, som lige nu igen er aktive og på sin første regulære tour siden Stor Langsom Stjerne (2018). Og i aften står bandet med den centrale danske rockhistorie på scenen i Vega. Her er det unge Sods på dansk TV en glemt aften i oktober 1980…
Kig ind i fremtiden
15. maj 1980. Det sidste foto af Ian Curtis. Taget til hans pas, da Joy Division skulle afsted og spille sin første tour i USA bare en uge efter. Det skete som bekendt desværre aldrig.
Copenhagen welcomes…
14. maj, vi skal til det, ingen vej udenom. Visse datoer af stor betydning kan stå indprentet, så man husker dem i søvne. Denne i dag er sådan en, for det var 14. maj 1981 The Clash for første, sidste og eneste gang gav koncert i København. På Østerbro lagde Idrætshuset sin håndboldhal med tvivlsom akustik og store ovenlysvinduer til, da The Only Band That Matters på sin europæiske Impossible Mission Tour var afsted i anledning af decembers Sandinista! (1981). 26 numre blev spillet den aften, der huskes som fragmenterede stykker hvirvelvind af kantet lyd og skarpt lys. For at kunne forestille sig nogenlunde hvordan det hele tog sig ud her en filmoptagelse fra to-tre uger senere i New York City, da The Clash spillede 17 shows i Bonds Casino på Times Square. Ennio Morricone’s spaghettiwestern-drama i starten er det stykke musik, de altid gik på scenen til, således også på Østerbro…
Kjellvander 50
Christian Kjellvander fylder 50 i dag. Herfra kender og værdsætter vi mest ham som Thåström’s så specielle nye guitarist, men før det har en mand med et så unikt talent naturligvis masser af musik på sin samvittighed. Ikke mindst solo har hans lavmælt alvorlige/intense plader vundet frem og fundet et publikum i Europa. Lyder stilen og stemmen herover meget amerikansk? Jamen, Kjellvander voksede op i Seattle, Washington fra seks til 15 år, så det er lovligt undskyldt. Herunder er han som Thåström’s lyn og torden fra K.B. Hallen på endnu en besat tur i ‘Ingen Sjunger Blues Som Jeffrey Lee Blues’. Måske denne version faktisk er endnu mere stærkest end den fra Göteborg på det nye livealbum? Altså, den overflod. Grattis, Christian!
Solen fra Frederiksberg
En ledsagende sang til denne søndag? Hvis du oplevede den heftige aften med Thåström i K.B. Hallen på Frederiksberg sidste år, så er du med på denne definitive version af ‘Solen I Den Vänstra’, som på optagelsen fra hans nye livealbum kommer med en mere tonet fysik end studieversionens fra Somliga Av Oss (2024). Det glødende nærvær i stemmen er også svært ikke at bemærke…
JLP fra GBG
Thåström har på sit nye livealbum igen inkluderet en liveudgave af den mægtige ‘Ingen Sjunger Blues Som Jeffrey Lee Pierce’. Årsagen til at genbesøge nummeret må udefra hørt skulle findes i hans nye guitarist Christian Kjellvander, som på denne version fra Liseberg i Göteborg lægger et skæbnesvangert drama af en anden verden ind over Thåström’s sang-pendant til det gamle Nick Cave and the Bad Seeds’ akkurat ligeså ildevarslende ‘Tupelo’…
Viva!
8. maj 2026: Ja, leve Søren Ulrik Thomsen! Denne dag tilhører i alfald ham her på siden. Og da vi kommer fra musikkens verdenshjørne, bliver det digterens berøring med den hans 70-års dag her markeres med. Sods var de første der brugte hans ord, men snart fulgte sangeren fra Aarhus-bandet Kliché efter. Og det var helt sikkert en af de bedste idéer Lars Hug nogensinde fik; at sætte musik og sin stemme af livssulten vildskab til Thomsens debutsamling City Slang. Albummet med samme titel fra 1984 var Hugs første efter bruddet med Kliché og forblev en forholdsvis velbevaret hemmelighed. Men det er så sandelig heller ikke en samling numre, der satser på den bløde mellemvares store publikum. Vi var tilstede den aften i Saltlageret, København, da denne performance-koncert – det begreb var en ukendt ting da – satte ny standard for hvad dansk rockmusik også kunne. Det havde næppe været mulighed uden dens kerne, som var Søren Ulrik Thomsens uafrystelige tekster, der nu var blevet til kantet, lysende, levende lyd. Men bilvraget på scenen? Lars Hug optrådte først solo under navnet Lars Autoophug…
Tak kun et fattigt ord
For godt en måned siden tog LS afsted på tour landet rundt. Vi havde et nyt album med og på sin vis også et nyt band. Der var aftener i Birkerød, Odense, Aalborg, Viborg, Aarhus, Kolding, Rødovre, Køge, Roskilde, Silkeborg, Grenaa og tilsidst Struer i lørdags. Det hele startede absolut lovende, blev endnu skarpere undervejs og sluttede med at være den med afstand mest givende turné, LS har været på i årevis. Tak som fanden til alle jer der kom ud, løftede med og modtog os så overvældende – en fornøjelse!