Kategoriarkiv: Turnéliv

Historisk gode B-sider

20. februar 1981 debuterer Depeche Mode på Mute Records med singlen ‘Dreaming Of Me’, skrevet af daværende bandleader Vince Clarke. A-siden flopper fælt på hitlisten i England, og inkluderes nok derfor ikke på samme efterårs debutalbum Speak & Spell. Samme skæbne overgår singlens b-side, og det er mere synd, for ‘Ice Machine’ er i sin fængende øjebliksmelankoli en af de to-tre bedste sange Vince Clarke når at skrive for Depeche Mode, inden han allerede samme efterår forlader bandet. Optagelsen herunder er fra 26. september 1981, da DM på en ultrakort tour i Nordeuropa besøger Paradiso i Amsterdam…

Nåde!

Nick Cave and the Bad Seeds var et af verdens ypperste bands, sådan et der kunne forandre liv og slå koncertsale ihjel uden varsel. Her en sublim vintage-fremførsel af ‘Mercy’, sidste nummer på side 1 fra nedenfor nævnte og så mesterlige Tender Prey (1988)…

Ankomst Centralmassivet

Den sæsonforskudte Tour de France kører afsted og har i dag mål i Centralmassivet. Hvis ikke vi markerer det med et nummer fra Thåström’s seneste album af sammen navn, hvemgør så? Her livssituationsanskuende ‘Karaokebaren’ som siden her oplevede den en frostkold novemberaften i Bombardier Arena i Västerås. Ja, det var dengang der endnu fandtes rigtige koncerter, med folk der stod tæt og kunne svaje sammen til musikken…

krystalskibet kom ind

Præcis to år siden i dag, siden her tog expresstoget op til Stockholm, logerede sig ind i et hjørneværelse på Hotel Esplanade på prominente Strandvägen, og gik afsted til, hvad skulle blive en mægtig aften på Djurgården, hvor Thåström på scenen i forlystelsesparken Gröna Lund gav sin indtil videre seneste koncert. Her en kortfilm fra aftenen, da touren for Centralmassivet kom i mål…

Who can I be now?

Dagens mest spændende Record Store Day-udgivelse kunne nemt være David Bowie’s  I’m Only Dancing (The Soul Tour 74), endnu et livealbum fra den amerikanske Diamond Dogs-tour i 1974. Samme år dokumenterede den notorisk mudrede David Live første del af touren, og for tre RSDs siden tog Cracked Actor (Live Los Angeles ’74) sig langt mere fornemt af anden del. Men arkæologien manglede endnu dokumentation af tredje og sidste del af touren – kaldet The Soul Tour – hvor Bowie har skiftet rytmesektion (ind er kommet tromme-es Dennis Davis samt bassist Willie Weeks) og er taget målrettet afsted på den musikalske rejse ind i det soulland, der i marts 1975 skal resultere i Young Americans-albummet.

I’m Only Dancing (The Soul Tour 74) er som sådan et meget specielt livealbum. Sjette aften i træk i Detroit er stemmen mærkbart slidt, hvilket giver en flosset sårbarhed, der dog faktisk egentlig klæder Bowie’s take på Philly-soul. Setlisten er ændret fra tidligere på touren, og nu optræder for første gang de endnu uudsendte ‘Young Americans’, ‘Can You Hear Me’ og ‘Somebody Up There Likes Me’, samt en ‘Footstompin’-baseret jam-medley. Det er slet ikke perfekte takes af hverken disse sange eller de andre fra bagkataloget, men yderst givende er det alligevel at høre Bowie med et så velspillende (og anderledes) band i målrettet arbejde på, at transformere nyt som velkendt materiale over i en veldefineret, men endnu ikke stilistisk afrundet form. Og det er denne transformation og dens kreative proces som er dette livealbums styrke. I’m Only Dancing (The Soul Tour 74) fortæller nemlig endelig fyldestgørende historien om, hvilken vej David Bowie på kun ti måneder tog for at overkomme den enorme distance fra Diamond Dogs til Young Americans.

Lovesong 31

21. august 1989 udsender The Cure ‘Lovesong’ fra samme forårs Disintegration som single. Her en senere cover fra dansk TV af sangen (start 3:24). Noget af en slags hjemkomst at synge The Cure efter forgudelsen af dem omkring deres første fire albums way back. Mit band i Viborg stod til dengang (foråret 1981 i Saltlageret, København), at skulle spille support for The Cure på deres Faith-tour, men aftenen blev desværre aflyst nogle uger før pga. alt for få solgte billetter. De skulle blive større siden…

Følg den drøm!

Forleden var det fire år siden Bruce Springsteen & the E Street Band senest spillede i Danmark. Og den sommeraften på CASA Arena i Horsens skulle endda noget utippet blive en af de største aftener (hidtil) med Springsteen og hans band herhjemme. Her en af sangene på den meget heldige/fine setliste fra Horsens – hvilken start-firer den aften med ‘Dream Baby Dream’, ‘The Promised Land’, ‘Badlands’, ‘No Surrender’, og nævnes bør også første encore, en blåsort udladning af venskabstragedien ‘Backstreets’ – Springsteen’s til nu endnu aldrig udsendte versionering af Elvis Presley’s ‘Follow That Dream’, som indspillet under de sessions, der affødte verdensplagen Born in the USA

Location value

Tag billedets trøstesløshed ind. Er vi i Memphis, Tennessee på et søstermotel til Lorraine Motel, hvor Martin Luther King blev myrdet 4. april 1968? Nej, langtfra, vi skal lidt længere tilbage i tid for at finde relevans. 13. juli 1963 – for 57 år siden i dag – spiller The Rolling Stones sit første show udenfor London. Det sker som opvarmning for Manchester’s The Hollies. Hvem lægger scene til? En klub ved navn The Alcove – AKA Kirklevington Country Club eller The Kirk – lidt uden for dødsstødet Middlesbrough i North Yorkshire. Det er her vi her. Et år efter er situationen for bandet en ganske anden og horisonten noget større…

Señor

En af de sange som Gillian Welch og David Rawlings tolker på det nye album, Pastoren skriver om i indlægget herunder, er Bob Dylan’s mægtige ‘Señor (Tales of Yankee Power)’ fra hans for oversete 1978-album Street Legal. Dylan’s ældre sange er svære at finde i studieversioner på YouTube, så her må en absolut godkendt liveversion fra dengang af Street Legal‘s næstbedste sang gøre det.

Bandskilsmisse

Ifølge dagens bulletiner fra England, har Kasabian, stadionrockerne fra Leicester, mistet deres karismatiske forsanger Tom Meighan, som istedet nu åbenbart skal bruge al sin tid på, at slås med nogle uspecificerede personlige problemer. Ikke nemt at miste sin definerende forsanger, spørg bare hvilket som helst forlængst opbrudt band om det. Her er Tom Meighan med Kasabian i magt og vælde på Reading Festival efter seneste album. Udadvendte engelske rockbands fra det nye årtusinde er en udtalt mangelvare, men her kan man da i den grad tale om et. Hvad der herefter skal ske med Kasabian – guitarist Serge Pizzorno som ny forsanger er et muligt bud – forbliver uoplyst…

The Good, The Bad & The Clash

The Only Man That Matters? I en stor del af deres turnerende karriere – således også i Idrætshuset på Østerbro 14. maj 1981 – gik The Clash hver aften på scenen til storladen Ennio Morricone-musik, nærmere bestemt ‘Sixy Seconds To What’ fra soundtracket til For A Few Dollars More (1965). Få selv et indblik i den opbyggelige storhed fra 2:17 og frem i dette klip fra en af The Clash’s 17 New York City-shows på Times Square’s Bonds Casino i slut-maj/start-juni 1981…

Thåström i Østberlin

Fem år siden i aften at Thåström spillede Postbahnhof am Ostbahnhof i Berlin, der den dag lå i bemærkelsesværdige 36-37 graders varme. En stærk og stærkt sveddryppende ovn af en aften foran 300 opløste mennesker, næsten alle svenske, der endte i gigantiske tordenbrag og skøn dommedagsregn, da man gik forløst ud i natten bagefter. Her aftenens setliste…