Kategoriarkiv: Turnéliv

So glad so sexy

Endte ved et tilfælde torsdag aften til koncert med tidligere så beundrede Lykke Li, hvis seneste album aldrig har fundet hjem her. Så en glæde at blive positivt overrasket af et show med præcis den kant og nerve, der synes for fraværende på So Sad, So Sexy. Og fint at se artisten Lykke Li, der synes at nyde en næsten Lana Del Rey-lignende idolstatus blandt sine tilhængere. I hendes show-koreografi var der ligeledes flænger af akavethed og fejl, hvis sårbarhed blev vendt til styrke, opbakning og sammenhold af en ubetinget Lykke Li-elskende sal. Hendes nordic noir-bølge ruller altså ufortrødent videre, selv på det nye brændstof af amerikansk hitlistemusik. Snart skal vi vel prøve at høre det nye album igen…

Kærlighed til Sami

Sommeren 2012: Kent er på sommertour i Sverige. Udendørskoncerterne starter ud med, at Kent spiller i et lille kunstigt værelse midt på scenen, som var det gamle Kent-dage og bandet endnu var lillebitte. Altså dengang, fra længe før den store synth-drevne dødspop, da Sami Sirviö’s guitar tegnede og løftede lydbilledet. Det gør den igen her på en rystende god version af ‘Klåparen’ fra Du & Jag Döden (2004). Øjeblikket på 3:16 da breakdown-verset afløses af full on-attack på b-stykket er magisk…

Soul love 74

Dags dato er det 44 år siden David Bowie udsendte sit meget udskældte dbl-livealbum David Live. Albummet, der er optaget på Tower Theatre i Upper Darby, Pennsylvania, fanger Bowie under hamskiftet fra Ziggy til white soul boy, og der er her endnu noget ubekvemt bastardagtigt over de tilsoulede-versioner af hans før så kridhvide glam-raketter. Læg dertil en teknisk mudret optagelse, som krævede adskillige studieoverdubs for at gå hjem, og et gustent billede tegner sig. Det bliver nu også mærkeligt på et livealbum, at høre Bowie synge korharmonier til sin egen hovedstemme, som tilfældet f.eks. er det på den iøvrigt gotisk smukke ‘Sweet Thing’. David Live blev lydmæssigt restaureret og genudsendt i 2005, men forbliver den dag i dag Bowie’s mest hemmelige (= unødvendige) livealbum. RSD-dbl-liveslbummet Cracked Actor (Live Los Angeles ’74) (2017), optaget tre måneder senere, er en på alle måder langt mere fuldbyrdet og tilfredsstillende affære.

Down

Den her bastard af et skrivekrampe-ramt R.E.M.-album – det første uden trommeslager Bill Berry – udkom i dag for 20 år siden. Lærte aldrig at blive god ven med det, hverken hvad galdt de for R.E.M. så kluntede sangstrukturer, den retningsløse produktion, eller Stipe’s stift låste ord. Når det er sagt, så er ‘Lotus’ og ‘Walk Unafraid’ stadig veldrejede rocknumre, ‘At My Most Beautiful’ en musikalsk fornem Beach Boys-tribute, og ‘Parakeet’ en ballade så smuk, den end ikke ville have gjort sig til skamme ved siden af ‘Nightswimming’ og ‘Find The River’, der sidst på Automatic for the People (1992). Det var og er bare ikke nok til at redde et helt R.E.M.-album. Her føromtalte ‘Lotus’ optaget på efterårets promotour, der bl.a. bød på seks TV-transmitterede shows på små klubber. Ikke mindst Stockholm’s Grand Hotel bød på en mindeværdig aften, der gav et langt mere vitalt og positivt indtryk end det album, man var afsted for at tjene…

Svensk eksorcisme

Onsdag, torsdag og fredag er der i Odense (Posten), Aarhus (Voxhall) og Aalborg (Studenterhuset) mulighed for at opleve Jenny Wilson, kvinden bag en af årets stærkeste svenske plader. Den internationalt roste Excorcism, der udkom i marts, er Wilson’s bearbejdelse af en konkret voldtægt, et personligt smertearbejde mejslet i vintage electronica, der fremstår grumt, hårdt og sårbart, men også sært forløsende i sin fuck you-knejsende selvstændige styrke. Har oplevet Wilson live to gange i Sverige i år, og hendes shows er særpræget insisterende affærer, der ikke tager nogen gidsler. I slotsparken på Sofiero, nord for Helsingborg, hvor hun spillede for-support for Thåström, fik Jenny Wilson således Sveriges nok største sommerskovtur til, at få rosévinen helt galt i halsen over den radikale tilgang og ditto lyd. Ja, der var faktisk usminket væmmelse malet i ansigterne på ikke så få af de mange, der var kommet for næste forband, de helt modsat feel good-harmløse og musikalsk velfriserede First Aid Kit. Den slags tager vi hatten af for. Her et skarpt track fra Excorcism