Før det første af de tre shows på Wuhlheide i Berlin forleden må Simon Gallup pludselig melde fra med en indtil videre stadig ikke oplyst sygdom. Gode råd dyre, for hvad gør man så, aflysning eller…? Nødplanen bliver i sidste øjeblik at Simon’s søn, Eden Gallup, der som helt ny er med på denne tour på tredjeguitar og andetkeyboard, træder uforberedt til samme dag for at udfylde sin fars markante og i The Cure så vigtige rolle. Alle der har spillet musik ved, hvor stor, nærmest umulig stor opgave det er med så kort varsel. Specielt i et band som The Cure med lange udviklende passager og skiftende setlister hver aften. Men det er gået over al forventning med unge Eden. Her en optagelse af ‘A Forest’ fra den første aften. Man kan se hvordan Robert Smith med synlig nervøsitet giver ham al mulig støtte igennem det lidt tricky bass-introstykke og så kører det ellers. I aften spiller The Cure i Athen. Mon ikke Eden står der igen for sin far?

Der sker ofte noget sært når guitarspillende sangere bliver befriet for instrumentet og pludselig har to hænder at skulle gøre godt med i deres kropssprog. Nogle vælger – altid uheldigt! – luftguitaren, mens mange andre får en stiv, nærmest teatralsk fremtræden, fordi de bliver så bevidste om deres pludselige fri hænder, enhver intuition og naturlighed forsvinder. Her er det Placebo’s Brian Molko som til en David Bowie/Ziggy Stardust-hyldestkoncert forleden i Royal Festival Hall i London slås med fænomenet…

The Cure er på sommerens Europa-tour nået til Østberlin, hvor der fra i morgen aften er tre shows i rad på Wuhlheide ude i Union Berlin-land mod Köpenick. Responsen syntes meget positiv på Roskilde-showet for to uger siden, hvor ikke engang skuffelse over en retro-only setliste kunne overskygge bandets stærke præstation på scenen. Et af de sjældne numre den aften var Pornography‘s ‘A Strange Day’, som på trods af sin generelle eksklusivitet også blev luftet senest i København i Royal Arena…

Og nu er det lidt sent, for datoen er overskredet, men det bør vel nævnes at 4. juli 1976 var en skæringsdag for punkrock i England. Det var dagen hvor The Ramones fra Queens, New York City satte flaget ned for første gang i England; deres nu så myteomspundne 4. juli-show på The Roundhouse i Camden, hvor alle de der blev til noget på punkscenen synes at have været tilstede og være blevet ændret. Undtagen de to vel snart vigtigste bands, for oppe i Sheffield på en pub ved navn The Black Swan livedebuterede The Clash som medbragt opvarmning for de lidt mere rutinerede Sex Pistols. Næste aften – det må så være i aften for 50 år siden – var de begge tilbage i London og kunne der overvære The Ramones’ koncert på Dingwalls, hvor billeder også blev taget bagefter af de langhårede amerikanere i blå jeans og t-shirts sammen med nye engelske venner. Og denne blog? Gemt væk på en familieferie oppe i Skotland, lykkeligt uvidende om alt det som skete sydpå. Hvilket har været et behandlingsværdigt traume næsten lige siden. Her et covernummer som var på The Clash’s første setliste oppe på The Black Swan i Sheffield…

Hvor kom Bruce Springsteen’s monolit ‘The Promised Land’ fra? Wikipedia fortæller kort den konkrete baggrund for det stolte, mægtige, trodsige amerikanske stykke musik:

Wikipedia: “The Promised Land” originated through a trip to Utah and Nevada on August 16–20, 1977, with photographer Eric Meola (who shot the Born to Run cover) and guitarist Steven Van Zandt. After flying to Salt Lake City and renting a red 1965 Ford Galaxie, the group set out towards Reno, Nevada, Meola looking for photo ops, Springsteen to see some of the places he envisioned in his dreams. He was also upset, because one of his heroes, Elvis Presley, had just died. Springsteen “wanted to take every single side road that we could in Nevada”, according to Meola. On the trip, they slept in the Galaxie, saw the wilderness and got caught in a thunderstorm.

Versionen af ‘The Promised Land’ her er fra The River-touren i 1980, optaget i Tempe, Arizona. E Street Band spiller den aften – som kotumen var de sæsoner – så fornemt helhjertet, at selv Sugar Miami Steve har taget beret og fint tøj på. Bittersødt i dag at overvære sådan en performance af netop den sang, for alt hvad der siden er sket med det forjættede land i baghovedet. Springsteen og E Street Band spiller den stadig næsten ved hvert eneste show, men nu mere som et idealistisk billede fra en anden tid, en fælles arv af styrke og modstandskraft.

Iceage får mange roser for en højelektrisk åbning onsdag af Roskilde, hvor de kvitterede ved at spille hele deres nye album kronologisk. Dagene da Roskilde-koncerter blev optaget og transmitteret af en årvågen DR-kulturredaktion er desværre blevet sparet brutalt væk, så her istedet en håndholdt entusiast-optagelse fra The George Tavern i East End fra for fire uger siden, da Iceage holdt en lignende præsentationskoncert for et lille London-publikum. Elias Rønnenfelt er en stjerne og midt i en poptid er det en befrielse at have et ungt rockband som Iceage i Danmark til at give noget andet og mere ophidsende end refrain-musik…

27 numre på setlisten hos The Cure på Roskilde Orange i aftes. Dog ikke et eneste af dem fra forrige års så overraskende mesterlige og i superlativer bredt roste requiem Songs of a Lost World. Den slags er svært at forstå. Når et gammelt band med så sjældne udgivelsesmæssige nedslagspunkter i dette årtusinde endelig går ind og med velgørende konsekvens favner sin nutid, hvorfor så ikke spille den lyslevende ud når scenen og lejligheden er så fornem som i aftes? Her et af de nye numre, der utvivlsomt havde gjort lykke med sin bastant huggende Simon Gallup-bass i centrum…

En kortfilms-montage af Justin Lockey, der veksler mellem forberedelse til sommerens første Editors-koncert (i Roubaix) og umiddelbart efter show på Pink Pop to dage efter…