Kategoriarkiv: Turnéliv

LS3 Re-Make/Re-Model!

LS3-turnéen skulle have startet i aften. De hårde omstændigheder lige nu gør, at den naturligvis ikke kan gennemføres som planlagt. Det er dog heldigvis lykkedes vores bagland, at finde nye datoer og derfor lægges LS3-touren ikke ned, men udskydes til november/december. Dog må Aalborg desværre aflyses, da det ikke har været muligt at finde en ny dato dér. Der arbejdes på en anden løsning og hvis den falder i hak, så hører I fra os. Mere generelt, så hold fast i jeres billet eller kontakt spillested/billetudbyder, hvis den nye dato ikke passer ind i jeres planer. En dag begynder livet igen bag alt det her. Vi ser frem!

It’s a HIT

Ud af ingenting skyder en sang fra tidszonen 1987 pludselig ind på den amerikanske iTunes top-100-hitliste. Bandet der spiller hedder R.E.M. og kommer fra Athens, Georgia. Måske de en skønne dag bliver til noget stort i den nådesløse underholdningsindustri…

The Thin White Soul Man

2. november 1974, midt i den her nedenfor omtalte tredje del af touren for Diamond Dogs i oktober/november 1974 (isoleret set kaldet The Soul Tour), besøger David Bowie og hans nyt sammensatte band The Dick Cavett Show i New York City for et langt interview (siden berygtet, takket være en usædvanligt rastløs, verdensfjern Bowie med stok) og to livenumre med fuldt band. Her spiller de først og fremmest en vild version af ‘Young Americans’, en ny sang der først udsendes på plade 21. februar året efter. Bowie’s stemme lyder bag sin hektiske energi raspet og brugt, ikke mærkeligt, da hans fem foregående aftener har budt på shows i Manhattan’s Radio City Music Hall, hvor han endda endnu har to optrædender igen. Senere samme aften ser hans setliste der således ud:

  1. Memory of a Free Festival
  2. Rebel Rebel
  3. John, I’m Only Dancing (Again)
  4. Sorrow
  5. Changes
  6. Young Americans
  7. 1984
  8. Footstompin’
  9. Rock ‘n’ Roll With Me
  10. It’s Gonna Be Me
  11. The Jean Genie
  12. Moonage Daydream
  13. Can You Hear Me
  14. Somebody Up There Likes Me
  15. Suffragette City
  16. Rock ‘n’ Roll Suicide

I’m only soul dancing…

For tredje gang på fire år byder Record Store Day til april på et nyt livealbum med David Bowie. I år gælder det i’monlydancing(thesoultour74), der for første gang dokumenterer tredje del af Diamond Dogs-touren i 1974, hvor Bowie fik tromme-es Dennis Davis og bassist Willie Weeks med i bandet, og på setlisten begyndte at inkludere flere numre fra næste års Young Americans. Troede Bryan Ferry allerede her i februar havde vundet konkurrencen om dette års bedste livealbum fra 1974, men nu får han vist seriøs konkurrence. Grund til at glæde sig, jovist.

Fra 1974 til fremtiden

Mat Osman, Suede’s bassist, siger det på Twitter: “I’ve always loved Bryan Ferry’s version of ‘A Hard Rain’s A-Gonna Fall’ – something in that mix of camp and apocalypse just flicks my switches – and this teaser from the new Live at the Albert Hall ’74 is magnificent”. Var ikke på forhånd bevæget ved tanken om et Ferry-livealbum fra 1974, men er nu til gengæld forbløffet over, hvor skarp, veloplagt og udfarende Roxy Music-sangeren fremstår på dets 14 livslystne tracks, bestående af materiale fra hans til da to udsendte hovedsagelige coveralbums. At band udgøres af Roxy-musikere, tre korkvinder, samt et tilhørende orkester på hele ti mand, der alle spiller sig ud som for livet, skaber en musikalsk overdådig ramme for Bryan Ferry, der trækker disse indimellem refrain-banale sange fra 60’erne op i relevant, sprællevende nutid ved konstant insisteren på, at tage deres kvaliteter både alvorligt og med kærlighedens glimt i øjet. Roxy Music havde måneden før udsendt Country Life, og Bryan Ferry var vel i sit livs form, nok aldrig hørt mere veloplagt end her. Ja, hvem der blot havde været i Royal Albert Hall d. 19. december 1974. Livealbums er ofte tamt selskab. Ikke det her.

Move the curtains aside…

The Felice Brothers, det bedste band de aldrig har hørt om. Fire nordiske shows spillede orkestret fra The Catskills, New York den forløbne uge; Göteborg, København, Oslo og Stockholm. Kun én publikation – svenske Dagens Nyheter – kom, oplevede og anmeldte. Det skal ikke være nemt med historie i bagagen, at få opmærsomhed og nå lidt bredere ud. Slet ikke når man skriver store små sange om at dø i første forsøg…

Appalachia

Det skulle og burde have været en let, fritsvævende, alkoholiseret fredag/lørdag aften, og ikke en isnende konkret mandag som brandtilfældet var, men det er så også eneste beklagelse omkring uglamourøse The Felice Brothers’ første besøg i Danmark en aften på Pumpehusets intimscene. Fremragende sangskrivere af rullende musik og livets øjeblikke, ditto spillere, stor poesi med sin rod dybt i amerikansk jord, og en prisværdig evne til også at kunne male med vild pensel, rive det hele i stykker, så billedet aldrig blev pænt, livløst eller kedeligt. Kom snart igen en weekend!

Felice Brothers rykket

Attenzione!!! The Felice Brothers, det ukuelige americana royal-band fra Catskill Mountains, New York, ja, dem med de så lysende sangord og sært Dylan-kolliderer-med-The Pogues-råpoetiske sange, var sat til københavnsk show lørdag aften i Lille Vega. Men grundet branden der i sidste uge er koncerten nu istedet mandag i Pumpehuset. Her en sang fra forrige album, optaget på den aktuelle europæiske tour forleden i nordirske Belfast…

Voxhall & Iceage

Hvem der bare var i Aarhus i aften og kunne tage på Voxhall, hvor Iceage – som nu i januar allerede har givet to afteners høj værdi på København’s Bremen og nu i lørdags i den skummelt beliggende Malmö-fabrikshal Plan B – med sikkerhed vil søge fortabelsens frigørelse gennem bl.a. denne elegante nye sang, her dokumenteret ved bandets Beyondless-homecoming i Vega, København i marts sidste år…

Love Technique

Fra coverets digitaliserede virkelighed til musikkens koldt dopede – den var trods alt indspillet på Ibiza – synths. Ja, New Order’s Technique, der blev udsendt dags dato i 1989, både fremstod og lød som var døren fra 80’erne her blevet åbnet ud til fremtiden. Måske netop derfor stråler Technique i dag nærmest kært oldskool, mere som en lyd af en tid end som en lyd af et band. Et fornemt helstøbt album er det dog, vel New Order’s mest vellykkede og bedste samling sange sammen med Power, Corruption & Lies (1983) og Low-Life (1985). Føles dog stadig helt forkert, at slutnummeret ‘Dream Attack’ – musikalsk en slags fætter/kusine-sang til 1987-singlen ‘True Faith’ – aldrig blev udsendt på single.