Kategoriarkiv: Turnéliv

Thåström genopstået

Da Thåström gik af scenen efter veludført arbejde på Way Out West en hed augustaften i Göteborg, lå det ligesom i kortene, det var det sidste man skulle komme til at se til ham i længere tid. Men nej, i forgårs blev en snarlig klubtour med 14 shows i fire byer pludselig annonceret ud af det blå; tre aftener på The Tivoli i havnen i Helsingborg, to på den trods navnet lille Vulkan Arena i Oslo, tre på indieklubben Pustervik i Göteborg, samt hele seks på Orionteatern på Söder i Stockholm. Efter forårets Dom Som Skiner-arenatour, der kulminerede med finale i den monstrøse Avicii Arena, er det et dejligt overraskende skridt nu at rykke med band ned på små scener, helt tæt på publikum…

Post-coverfoto

Her er det netop sket. På Palladium i New York City har The Clash’s Paul Simonon i et anfald af frustration netop smadret sin Fender P-bass. Fotograf Pennie Smith, der er med fra England, trykker før hun når at stille skarpt, og får således det ikoniske billede, der senere på året vil pryde coveret af London Calling. På hendes næste billede – det herover – er bassen netop afgået ved døden, dens banemand står endnu bøjet indover. Det hele sker 20. september 1979.

I aften i Leeds…

Det her gad man godt: Autofiction-aktuelle Suede spiller i aften – som del af en aktiv instore-promovering i UK – et udsolgt live outstore show i den lille Brudenell Social Club i Leeds, som kun kan rumme 400 sjæle. Her et billede af den intime scene, Suede’s løfterige sange fra det nye album skal spilles ud fra, når det først er blevet aften i Yorkshire.

Introducing…Crushed Kid?

I aften spiller bandet Crushed Kid på The Deaf Institute (kapacitet kun 260) i Manchester, det efter livedebuten fandt sted i aftes på MOTH Club (kapacitet 300) i London’s nordøstlige Hackney. Crushed Kid, der på aftenens venue i Manchester beskrives som ‘brand sparkling new post punk band’, er naturligvis – tjek billedet ovenfor – Suede i forklædning, der bruger de to shows til hemmelig live-præsentation af det nye album Autofiction, der udsendes om halvanden uge. Her en løsrevet stemningsrapport fra i aftes på Twitter:

“banging night of Suede playing the new LP as ‘Crushed Kid’ at Moth club, especially as it was with my oldest pal (and oldest Suede friend) from school. We worked out that Suede are nearer to Hysteria-era Def Leppard than Britpop eg. The Bluetones, and that is why they’re amazing.”

På den minimale scene bagerst her spiller Suede i aften; The Deaf Institute, Manchester.

En lysende postpunk-stjerne

En tanke til John McGeoch, en af postpunkens fremmeste guitar-esser, der gennem sit virke i specielt Magazine og Siouxsie and the Banshees, var en af de helt definerede kræfter i genrens måde at nytænke guitarens rolle som et atmosfærisk svævende instrument. Her er han i ubesværet storform med Siouxsie and the Banshees i 1981, fremførende to af deres samtidige klassiske singler, ‘Happy House’ og ‘Arabian Knights’. Det er den desværre nu afdøde McGeoch’s fødselsdag i dag…

Thåström på W.O.W.

TV4 Play transmitterede en række af de svenske koncerter denne weekend på Way Out West. Således også Thåström’s show sent lørdag aften på Göteborg-festivalens store Flamingo-scene. En venlig sjæl har lagt optagelsen op på YouTube, så indtil den af rettighedsårsager sikkert snart bliver fjernet kan hele Thåström-koncerten derfor streames lige her – enjoy!

Slutspil i Göteborg

Altid godt at se Thåström live, for selv hans bundniveau er bedre end de fleste andre artisters peak, men lad os være ærlige; sent i aftens på Flamingo-scenen på Way Out West – en forbilledlig fin festival iøvrigt! – midt i Göteborg’s Slotsskogen måtte han virkelig lede efter at være så naturligt i musikken som normalt. Og det blev aldrig tilnærmelsesvis så skarpt som de sidste weekends på forårstouren, da både hans band og han havde spillet sangene ind, så de kunne gives på ren intuition. Men det er vel prisen for (mærkværdigvis) kun at spille halvanden koncert denne sommer? Dejligt alligevel i aften, naturligvis, men hvilken følelsestung afsked tilsidst fra scenen – og hvad betød dét? Hvornår kommer gensynet, og hvem i dette band overlever næste skridt fremad? Bassist/trommeslager har ialfald løftet den svære opgave fra Rockis og Weeping Willows-trommeslageren over al forventning. Så flere kolde Stella Artois til Herr Woland og hans band som erkendtlighed for store oplevelser i haller, klubber, arenaer og nu på WOW de seneste måneder. Gør det snart igen, lad der ikke gå fire år som sidst, mange tak!

Lamont Dozier RIP!

Der arbejdes i Detroit: Lamont Dozier foran klaveret, Holland-brødrene bagved, The Supremes omkring.

En tredjedel af Motown’s gyldne sangskriver/producer-trio Holland-Dozier-Holland meldes gået bort. Det var de tre der i Motown’s guldalder i 1960’erne skrev og producerede et utal af Detroit-pladeselskabets bedste og største hits til The Four Tops, til The Supremes, til Martha and the Vandellas, til The Isley Brothers, til JR Walker and the All-Stars, til Kim Weston, til R. Dean Taylor og til Marvin Gaye, blot for at nævne de allermest fremtrædende. Ofte skamløst melodiøse men stærkt velswingende popsange med store omkvæd, men imellem de sungne kærlighedserklæringer også med hjerteknusende tekster af svigt og dunkel ensomhed. De tre skabte nærmest egenhændigt den farvede poptradition, der stod som stærk kontrast til den mere regelrette soul, USA også var så rig på i de selvsamme 60’er-år. Og uden Motown-trioens visionære musikalitet og stildannende popmusik var farvede artister næppe blevet højt værdsat hverdagskost på de til da traditionelt kridhvide hitlister. Her synger en storsvedende Levi Stubbs og hans The Four Tops et af Holland-Dozier-Holland’s utallige hits i Paris i 1967…

Lawrence til Danmark!

Et af denne sides førende engelske favoritindiebands i 1980’erne var Felt fra Birmingham, der 100% tilhørte excentrikeren Lawrence, hvis udtalte popstjernedrøm med dem desværre aldrig tilnærmelsesvis gik i opfyldelse. Ti albums – nogle af dem vildt stærke! – og ti profilerede singler på ti år blev det til med Felt, inden Lawrence dannede Denim, der i sin spirende britpop-samtid nok burde have haft en chance med en kvik bitterhumoristisk blanding af rendestens-glam og cheesy engelsk pop, men nej, også de fejlede fælt i pladebutikkernes salgskasser. Siden har Lawrence haft sig en prøvet tilværelse som on/off-hjemløs i London, men indimellem er det blevet til udgivelser med hans nuværende, uhm, ironipop-projekt Go-Kart Mozart, der sidste år tog navneforandring til Mozart Estate. Så ja, som ikke kan skjules er det en kultfigur, vi har at gøre med her. Ikke mindre overraskende derfor, at den ustabile Lawrence kommer til DK med Mozart Estate til to shows, på Stairway i Vanløse 21. oktober og på Radar i Aarhus aftenen efter. Aner ikke hvad Mozart Estate kan på en scene, men Lawrence er helt sikkert stadig en aften værd. Til anskueliggørelse af den lange musikalske løbebane her et nummer med hver af hans tre bands til nu. Specielt det første af de bands her havde fortjent – og fortjener – et langt større publikum…

Get away, get away…

8. august 1980 udsender The Clash sin tiende single. ‘Bankrobber’ er indspillet i Manchester’s upåagtede Pluto Studios, og som tydeligt høres på stilen er det The Only Band That Matters’ ven, den jamaicanske sanger og producer Mikey Dread at the controls. ‘Bankrobber’ står således højt og stolt som The Clash’s mest roots-reggae-inspirerede A-single ever…

Cincinatti på Amager

I forvarslet tropevarme i aften starter den københavnske efterårskoncertsæson på Amager. The Afghan Whigs, Cincinatti, Ohio’s vel – undskyld, Isley Brothers! – bedste band ever, vil tage sit helt specielle sammenstød af blødende soul, machismo, hård alt-rock og altings forgængelighed ind på Amager Bio’s scene som del af den nordeuropæiske klubtour, der lige nu bl.a. byder på smagsprøver fra How Do You Burn?, det til september kommende nye album. Der er stadig billetter at få til besøget af Greg Dulli’s band, der her ses i et overbevisende liveklip fra dengang, dets musik velsignede TV…