I aften opfører Echo and the Bunnymen – til lejligheden forstærket med The Royal Liverpool Philharmonic Orchestra – klassikeren Ocean Rain (1984) i London’s Royal Albert Hall. Her en koncertoptagelse fra første gang Bunnymen indtog samme mægtige hal i sommeren 1983. Ved den lejlighed var endnu ikke indspillede ‘The Killing Moon’ og ‘Silver’ fra Ocean Rain også på setlisten. Det glemmes ofte vidt og bredt hvor lynende stærke Echo and the Bunnymen var i de år. Derfor er det smukt, der findes dokumentation som nu denne…
Kategoriarkiv: Turnéliv
Her falder Imperiet
Rockstjernemanererne hos Imperiet er lige til at få øje på, da Sveriges største rockband op gennem 80’erne spiller sin sidste koncert nogensinde. Det sker i Stockholm på rockklubben Ritz i aften for 35 år siden. Imperiet har været meget rundt på hårdt arbejde og spiller tight som fanden her sidst i karrieren, hvor ingen på Ritz kan betvivle, at en stor solokarriere bare MÅ ligge vente på bandets altoverskyggende midtpunkt Joakim Thåström. Her er hele aftenen på Södermalm d. 11. september 1988…
En lørdag aften i 1972
David Bowie med Mick Ronson og The Spiders på Ziggy Stardust-touren og Bryan Ferry’s Roxy med Brian Eno, ude med første album, hvem gad ikke tage en tur i tidsmaskinen til et helt andet London og give 75P for at opleve de to samme aften, denne weekend i 1972?
Paul’s invitation
13. august 1976: Paul Simonon inviterer til at komme op til Rehearsal Rehearsals i Camden og være med til The Clash’s første London-optræden. Værd at overveje.
Maximum R&B
En tidsmaskine denne lørdag aften afsted til 1977, helt op i hovedet på Paul Weller og hans amfetamin-svedende The Jam, der på Electric Circus i Manchester punk-racer gennem The Beatles’ cover fra Star-Club-tiden i Hamburg af Larry Williams’ 1958-Specialty-single ‘Slow Down’…
We were young despite the times
R.E.M’s måske allerbedste album bliver udsendt 28. juli 1986. Det tvivlrådige ‘måske’ hænger sin frakke på en side 2, hvor den sjældent så ufejlbarlige sekvens af albummets fire første numre lades lidt i stikken af materiale, der måske samlet udstråler for lidt tid til at skrive nye sange. Man havde da også turneret nonstop og samtidig udsendt et album hvert år siden 1983, anderledes tider. Men som fintunet band rammer R.E.M. den rent hele vejen igennem her. Væk er de ikke altid lige charmerende børnesygdomme med ulogiske musikalske afkørsler fra sangenes hovedveje, væk er Michael Stipe’s lyst til som vokal fakkelbærer ikke at stå lysende klart op i midten af lydbilledet. Læg dertil et forrygende musikalsk sultent, dynamisk og intuitivt stilsikkert sammenspil, præget af de tusindvis af kilometer på landevejenes talløse scener, og en stor plades omrids tegner sig. R.E.M. kom desværre først her til landet på næste album, den så anderledes selvbevidst alvorlige Document (1987), og det er synd, for omkring Life’s Rich Pageant var R.E.M. (ifølge samtidige liveoptagelser) flyvende, endnu et forunderligt vægtløst sted mellem indie og mainstream, hvor alt syntes og var muligt. Albummet udkom for 37 år siden i dag og lyder stadig som bærer det på en usagt sandhed, verden har brug for…
Barbaric Blur
Tirsdag opførte Blur kronologisk hele sit nye album The Ballad of Darren på London’s udsolgte Eventim Apollo. Aftenen blev webcastet live, så derfor er der nu officielle billeder fra showet i form af denne live-version af ‘Barbaric’, et af de mere klassisk Blur-lydende numre fra den nye plade…
Ang. Kliché
Fotoentusiasten Chris Stein fra Blondie har taget dette billede af Devo i 1978 i Akron, Ohio. Der går en tyk lige linie fra deres look til Klichés stærke visuelle præsentation et par år senere i Danmark. Tradition og fornyelse, som man siger, og godt gået af Kliché. Men Aarhus-klovnepunkerne Lost Kids ikke blot lånte, de stjal Devo’s ‘Mongoloid’ og krediterede (først) sig selv som sangskrivere på ‘Asocial’. Lost Kids er forlængst fortid, Devo spiller i august på Amager.
Før Moz mistede den
I aften spiller Morrissey for de, der endnu kan holde ham ud, i den gamle biograf Troxy i London. Vi andre kan så istedet fint nøjes med den store musik fra før bitterheden og hadet tog fast bo i The Smiths-stjernens forfinede sangstemme. Det var også før hans bedste, rockabilly-funderede band blev spredt for alle vinde og et inferiørt sammenrend af musikalske yes-men tog over. Favoritalbummet fra dengang her er Southpaw Grammar (1995), en helstøbt samling kontante rocksange rammet ind af et anderledes langt og omfangsrigt åbningsnummer og en afslutning der heller ikke ligefrem holder sig tilbage hverken følelses- eller tidsmæssigt. Det sidste bærer titlen ‘Southpaw’ og findes i en uudgivet tidligere version. Naturligvis matcher denne undervejs-udgave ikke den endelige mesterlige fra albummet, hvor guitarist Alain Whyte da virkelig stråler, men outroen her med sit evigt gentagne violin-tema kan alligevel noget helt specielt skæbnesvangert…
Editors uediteret
Fir små tre uger siden spillede Editors den belgiske Werchter Festival. Her ligger hele koncerten med prof billede og lyd…
Ingen twist men en masse shout
Okay, så ingen ‘Twist & Shout’ i København torsdag aften, men det ville være utaknemmeligt at klage over mangler, når så meget andet blev givet og stod så helt anderledes vitalt end man ialfald her havde frygtet. Hvad på forhånd lignede et sørgmodigt send-off til noget, der engang havde funklet smukkere, blev istedet en hæsblæsende aften med Springsteen og hans enorme band (18 mand på scenen i alt), der over tre timer blæste København bagover med forrygende versioner af numre, man troede ikke kunne spilles så lidenskabsfuldt relevant længere. Højdepunkter? Den måske vredest tungtsvingende version af ‘Darkness On The Edge Of Town’ ever, en luftigt drømmefyldt ‘The Promised Land’, majestætisk indædte ‘Backstreets, indpiskende ‘Prove It All NIght’, samt fine, fine udgaver af ikke så få andre. Aldrig hørt så differentieret god – og høj! – lyd til et Springsteen-show, hvilket positivt åbnede sangene op og gav dem, uhm, sonisk dybde-dimension. Måske også derfor vi som aldrig før bemærkede, hvor stor en guitarist Springsteen egentlig er. Der var specielt en to-tre soloer på aftenen, hvor han nærmest genopfandt den i denne tid så udskammede rockguitar som tidsrelevant malerpensel, heftigt udskærende, uden noget blær eller fedt, nervesitrende. Så en fænomenal aften på Østerbro som lysende baggrund til at ønske jer, der tager Bruce Springsteen & E Street Band på Volksparkstadion i Hamburg i morgen den samme fornøjelse. Musik kan!
PS – Hvis Hamburg får ‘Twist & Shout’ eller ‘Racing In The Street’ lørdag aften, så vanker der, Boss!
Bossnight 2
‘Twist & Shout’ er hidtil kun blevet spillet to gange på Springsteen’s lange tour. Det var tredje aften i Göteborg, hvor sangen med E Street Band har mytologisk Ullevi-status som ‘the stadiumbreaker’ og det var anden aften forleden i Hyde Park i London, hvor Springsteen ligesom skyldte sangen, da den samme sted blev afbrudt af curfew år tilbage, sidst han spillede der. Ikke desto mindre har denne side en urokkelige overbevisning om at den bliver spillet i aften. Fordi Springsteen skylder efter en meget trofast setliste tirsdag, og fordi han indimellem må krydre sin shows med det uventede – GBG 2 fik således som de eneste hidtil på touren ‘Racing In The Streets’ i fuld bandudgave – for at holde håbet oppe hos det publikum, han selv har opdraget til at forvente det uventede. Det vil han gøre med denne så simple men fine sang i aften. The Top Notes hed de vist, dem der indspillede den først. Men det var Isley Brothers, der med følgende indspilning gjorde ‘Twist & Shout” til et hit, og det var den version The Beatles hørte og tog afsæt fra i deres banebrydende heftige indspilning i 1963. Henrik Hall fortalte hvilken eufori det var for ham og hans venner første gang de hørte John Lennon’s vilde skrig på den version. De begyndte da de spillede den ude i Husum straks selv at skrige højt og ukontrolleret, erindrede Hall videre med glød i øjnene. Rocknroll-fortabelsen var født. Og også derfor bør Bruce Springsteen & E Street Band spille den i aften. Ak, al den løse snak for ikke at måtte nævne, hvor meget man glæder sig til at høre mægtige, blåsorte, torden-ildevarslende ‘Backstreets’…
Før Springsteen torsdag
Tænk at indspille en ballade som den herunder, og så beslutte ikke at udsende den. Det var hvad Springsteen gjorde i 1978, da langsomt svulmende og svajende ‘The Way’ ikke blev fundet god nok, hverken til inklusion på Darkness on the Edge of Town eller dog bare som b-side på en af albummets tre singler.
Tirsdag spillede Springsteen det første af to shows i Parken. Og alle dem tilstede, vi har talt med, udtrykker stor begejstring over hvad blev givet. I morgen (torsdag) aften kl. 20.00 starter det hele igen. Forventningerne her var ikke voldsomt store for få dage siden, men nu er de vokset betragteligt…
Bossnight 1
Ham her spiller med sit band sit første show af to i aften i København. Havde egentlig planlagt at tage begge danske aftener på denne den vel formodentlig sidste tour med E Street Band, men rapporter om for Springsteen helt uvant ens setlister, samt ikke så lidt hvisken i krogene om et band og dets forsanger, der virkelig skal banke rust af de første par timer hver aften før det hele begynder at lyde af noget, der måske kan konkurrere med den standard, bandet indtil for 8-10 år siden selv har sat, har gjort at førsteaftenen her er blevet droppet. Men anmeldelserne fra touren? De kan deles i to grupper. Dem der konstaterer selv Springsteen åbenbart kan spille gennemsnitlige shows, og så dem der skriver, det hele aldrig har været bedre. For sidstnævntes vedkommende tænker man, de måske er faldet i Iggy Pop-fælden, hvor det indimellem tydeligvis er mandens legacy, samt det prisværdigt insisterende i at fortsætte så langt, så langt, der udløser de superlative anmeldelser snarere end koncerterne selv. Omvendt kan det også være en sørgmodig men smuk oplevelse at overvære westernheltens sidste showdown sendt afsted med vilje og stolthed, men nu pludselig tynget af bevidstviden om egen dødelighed. Spændende hvad Springsteen – og E Street Band – får ud af to aftener i Parken på Østerbro i juli 2023, 45 år efter bandets velnok allerbedste tour nogensinde…
Sange Elvis sang
Man skal ikke være utaknemmelig. Slet ikke omkring Elvis der nåede at indspille så meget storslået musik. Så når vi her forestiller os sange han kunne have sunget, skal det ikke skygge for hans righoldige sangkatalog fra det virkelige liv. Hvor er det f.eks. vildt at Elvis Presley, da hans karriere ellers er hensunket til håbløse Hollywood-soundtracks og papirtynde komedier med ham selv i tåkrummende hovedroller, indspiller en Bob Dylan-sang. Og hvilken en. Historien er at Elvis hører folk/spirirtual-sangerinden Odetta’s version af Dylan’s ‘Tomorrow Is A Long Time’ og bliver så begejstret han 26. maj 1966 indspiller sin egen. Der findes tusinder af Dylan-covers, men denne har manden selv efter sigende omtalt som sin favorit blandt dem. Det forståes…
Og her kommer Thåström pludselig også ind i billedet. For i Sverige udsender progrock-gruppen Nationalteatern i 1978 albummet Barn Av Vår Tid, hvorpå bandets frontfigur Ulf Dageby synger sin egen svenske oversættelse af “Tomorrow Is A Long Time”. Den unge Joakim Thåström hører ‘Men Bara Om Min Älskade Väntar’, der åbenbart gør så markant et indtryk, han selv mange år efter synger sin egen version på Kärlek Är För Dom (2009). Thåström spillede den i Sverige så værdsatte version ved sin eneste koncert i år, til Rosendal Garden Party-festivalen i Stockholm i juni…