19. juni spiller ukuelige Iggy Pop med sit franske band Zitadelle Spandau, vest for Berlin. ARTE er tilstede og optager hele koncerten, som denne weekend i sin fulde længde er blevet lagt på YouTube til offentlig afbenyttelse. Ann Arbor, Michigan-croonerens setliste var meget ens henover sommeren, således også denne lyse aften i Berlin; Kun ni numre fra Iggy’s lange solokarriere, hele 10 fra Stooges-årene optil, altså fra før solodebuten The Idiot (1977)…

Homecoming for gendannede Babyshambles søndag aften på O2 Academy i Brixton…

Må ikke glemme hvor Ramones-perfekte på deres helt egen måde de første års engelske Buzzcocks er som melodiøs punk-raket. Her er Manchester-bandet med sin tidlige klassiker ‘Boredom’, der nok mest er kendt/berygtet for sin punk-etos med en udtrukket guitarsolo på kun to toner. Den gives endda hele to gange i denne positivt hæsblæsende 1980-optagelse af nummeret fra et show i Boston, Massachusetts. På bandets debut – DIY-EP’en Spiral Scratch (1977) – var det bandets første sanger Howard Devoto (som gik ud af Buzzcocks og dannede Magazine) der synger ‘Boredom’, men det klæder egentlig sangen her med Pete Shelley’s mere presserende, mindre bitter-sarkastiske vokal…

Joy Division i Vestberlin, 21. januar 1980, fotograferet af exil-mancunian Mark Reeder

Har ikke haft det nemt med seneste Hamilton Leithauser-album, så overraskende dejligt i Lille Vega onsdag aften endelig at høre dets sange blive spillet i mål i hjertet med hans så specielle mix af nordamerikansk Østkyst-ligefremhed og så den der uforligneligt brændende vokale intensitet i levering, han har taget med over fra The Walkmen. Vega nærmest svajede af glæde tilsidst, mens Hamilton lovede at møde i t-shirt-boden, hvor han ville komme med whiskey, man skulle bare selv bringe en mund. Han fik næsten Vega til at glemme savnet af The Walkmen et øjeblik der…

Det var onsdag aften i et fyldt Amager Bio. Johnny Marr tændte oktober-guirlander med sin verdensklasse-guitar, som for en beundrende sal var selve lyset fra de gyldne The Smiths-år, da Manchester-esset begik og havde afsluttet sit fyldige livsværk inden han var fyldt 24. Men ligeså generøst melodisk og klangfuld hans guitar stadig lyder, ligeså tamt bliver det når Johnny synger dens mange gamle klassikere, alle gode intentioner tiltrods. Marr skal være undskyldt, for det skal ikke være nemt for nogen ikke-vokalist som ham at fylde sange ud, som oprindeligt blev båret af Morrissey’s enorme karisma og ditto stemme.

En langt mere naturligt født frontmand og et band, der helt anderledes spiller for i morgen, stod opvarmningen, det unge, skinny Dublin-band The Clockworks for, som at dømme efter publikumsrespons med sult, nerve og hooks spillede sig ind i hjerterne hos mange denne aften. The Clockworks har til nu lavet ét album, hvis svaghed og styrke synes det samme, nemlig et klart fællesskab med Fontaines DC i både virkemidler og tilgang. Men de gode numre synes mange og The Clockworks spillede denne onsdag med en nødvendighedens sult, Marr og hans iøvrigt stensikkert spillende fodsoldater godt kunne ønske sig meget mere af. Så stærkt som herover lyder The Clockworks på debutalbummet Exit Strategy (2023), hvorimod nummeret lige herunder er efterårets nye single fra dem…

Med Buzzcocks som klassisk support fra punk-årene har The Stranglers lige nu påbegyndt en to ugers tour i England. I aftes var det O2 Academy i Leeds, i aften gælder det O2 Academy i Manchester. Da punk brød ud i England var det tæt på umuligt at læse en omtale af The Stranglers uden musikalske samligninger med The Doors. Dette skyldtes naturligvis det nu afdøde keyboard-es Dave Greenfield, hvis hurtige, rullende orgelspil i sin klassiske form uværgeligt gav lydassociationer til The Doors’ Ray Manzarek.

Døm selv herunder om Doors-referencen har noget på sig på startnummeret fra Leeds i aftes, som tillige er åbningsnummer på Rattus Norvegicus, debutalbummet, der udkom i april 1977. Iøvrigt en interessant og yderst brutal basslinie, Jean Jacques Burnel får spillet. Så travl i sine løb, at JJB undtagelsesvis har måttet bede Hugh Cornwell om hjælp til at synge sin farvelsang til moderens hjemby Toulouse.

Rattus Norvegicus bliver iøvrigt genudgivet netop i dag på gennemsigtig grøn vinyl. Kan kun sende de varmeste anbefalinger af albummet herfra til hvem, der ikke måtte kende det. Selvom udgivelsen dengang kom påstemplet som punkplade har den så mange andre musikalske og melodiske facetter, som tager den helstøbt udover og frem til i dag fra sin sikkerhedsnåls-påhæftede samtid…