Findes der nogen klassiske rockguitarhelte, som ikke fremstår mere eller mindre komiske? Jeg kan vist umiddelbart kun tænke på en: David Bowie’s løjtnant på Ziggy Stardust-raketten. Mick Ronson blev født i dag for 80 år siden i beskedne Hull på den engelske østkyst. At Bowie fyrede ham da de nåede til tops er stadig et uløst mysterie, men gav selvfølgelig en total frihed til at kunne genre-hoppe udenfor guitarbaseret rocknroll. Her klæder de to i den grad hinanden på Hammersmith Odeon’s scene i 1973 på slutningen af Ziggy-touren. Har normalt ikke meget tid til guitarsoloer som sådan, men Ronson’s her på ‘Moonage Daydream’ transcenderer begrebet og bliver noget langt større…
5 tanker om “Ronno”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Enig omkring Krieger, derfor jeg nævnte ham. Men sådan noget flamboyance som Hendrix var jo banebrydende dengang, at det så er blevet billigt kopieret for mange gange siden, det er nok rigtigt.
Krieger er jo netop ikke guitarhelt.
Hvis Hollywood er din ting, så gå i biografen.
Jens for fanden, det er jo musikerens måde at agere Dirty Harry på😄😜 de fleste guitarister ligner fysisk nogle afpillede løg, og indtil de fandt ud af at spille guitar, har de nok ikke haft så imponerende meget succes hos kvinder (og måske andre områder)…med guitarkunnen, kan de lige pludselig lege macho revolvermand på scenen…
Dog skal der fremhæves undtagelser, nu er jeg ikke ekspert på Mick Ronson, men f.eks. Robbie Krieger fra The Doors, har altid virket markant mere tilbageholdende og mere teknisk fokuseret…blot min observation
Taler skam ikke om det de spiller, men hele den stereotype rolle der som oftest indtages visuelt og heltedyrkelsesmæssigt. Sublimt guitarspil i sig selv har ingen her vel noget imod, men det klichéfyldte gunslinger-billede, jo.
Ja, dem alle;-) Primær årsag til at så godt som alt musik de sidste 20-30 år er ubegribeligt kedeligt, er manglen på god guitar i den rockede udgave, så det var det korte svar;-)