Jeg fandt dette gamle klip med Elliott Smith fra juli 1995 fra amerikansk morgen-fjernsyn . Han synger “Clementine” fra albummet, der simpelthen hedder Elliott Smith. Der er noget sært uvirkeligt ved at se ham dér i sofaen mellem overfladisk smilende mennesker i farverigt sommertøj.
Kategoriarkiv: Sørgelige sange
Skønheden og sorgen
Et af de albums, jeg er glad for at have lyttet til i 2023, er Javelin af og med Sufjan Stevens. Han har været gennem en svær tid, men forunderligt er der ud af sorgen og helbredsproblemerne kommet et smukt album, der forener hans sarte folk-udtryk (som man kender fra bl.a. Carrie and Lowell fra 2017) og de mere storslåede og elektronisk prægede arrangementer, han også benytter sig af på nogle albums.
Bring your own lampshade
En af de sidste gange, jeg var på Roskilde Festival, var i 2017. En af de koncerter, jeg husker, er den med Lorde. Hun sang ikke “Swinging Party”, men her er den – en af sangene fra Tim og en særlig mulighed for at opdage The Replacements ad en uventet indfaldsvej.
Netop i dag
I dag skriver vi den 11. september.
Terrorangrebet i USA på denne dato var forfærdeligt, men det er vigtigt, at der på denne dag er særligt fokus på kuppet i Chile, der for 50 år siden væltede en demokratisk valgt præsident, førte til mange års undertrykkelse og tvang mennesker på flugt.
Et af ofrene for Pinochet var sangeren Victor Jara. Inden Jara skulle henrettes, smadrede soldaterne hans hænder, smed en guitar hen til og bad ham hånligt om at spille.
The Clash og U2 er blandt dem, der siden har sunget om Jara. Men her er det Calexico og deres “Victor Jara’s Hands”.
The Replacements – med cello
Forleden skrev jeg om Tommy Stinsons nye album. Her er endnu et nummer fra genudgivelsen af Tim, det midterste album med hans gamle band The Replacements. Det er såmænd endnu en udgave af “Can’t Hardly Wait”, og en, som jeg ikke havde hørt før.
Sangen findes også i en udgave fra samme år med et fuldt band (i dette tilfælde måske endda i mere end én betydning), men denne her er med Paul Westerberg og en cellist. Ideen er egentlig god, men det lykkes ikke rigtig. Westerberg holder sig til en skødesløs og rå vokal, som han så ofte gjorde dengang, og dette virker som en demo, er det måske også. Der er langt til “Cello Song” fra Nick Drake!
Som man kan høre på de gamle versioner fra Tim-tiden var “Can’t Hardly Wait” en temmelig morbid sag om at længes efter at klatre op i et vandtårn for at springe ud og slå sig selv ihjel. På Pleased To Meet Me er “Can’t Hardly Wait” blevet en anderledes sang om længslen efter at vende hjem – iført hele det store Memphis-arrangement med horn og strygere og en lidt mere kontrolleret sangpræstation. Det er dén udgave, jeg bedst kan lide.
Men når dét er sagt, er det interessant at følge en sangs historie på denne måde.
Sixto Rodriguez døde i går
Jeg husker filmen Searching for Sugarman om den amerikanske singer/songwriter Sixto Rodriguez, der lavede to albums omkring 1970 og derefter blev glemt – bortset fra i Sydafrika, hvor hans musik blev et samlingspunkt for hvide unge, der i sangene fandt en form for systemkritik, der ellers ikke var mulig for dem under apartheid.
Et af de numre, jeg især husker, er “Cause” fra Coming from Reality, der blev indspillet i 1970 i London. Første gang, jeg hørte dette nummer, tænkte jeg at det mindede mig om “Hazey Jane II” fra Bryter Layter, som Nick Drake, indspillede – også i London, også i 1970. Det er ikke det eneste sted, man aner et musikalsk slægtskab . Om Rodriguez kendte til Drake, ved jeg ikke.
I går døde Sisto Rodriguez, 81 år gammel.
Nick Drake – og John Cale
I denne uge fik jeg læst Nick Drake: The Life, en ny biografi af den engelske forfatter Richard Morton Jack. Der er tidligere udkommet flere bøger om Nick Drakes liv; en af de første er endog dansk og skyldes Gorm Henrik Rasmussen. Men den nye biografi udmærker sig ved at være særdeles grundig og indlevet og ender formodentlig (og forhåbentlig) med at blive den definitive biografi om Nick Drake, ligesom Robert Mehrs Trouble Boys vel er den definitive skildring af The Replacements’ karriere.
Bogen udkommer samme år som et hyldestalbum til Nick Drake hvor bl.a. Philip Selway, Feist og Fontaines D.C. er med. Men dette album har jeg endnu ikke fået hørt ordentligt, så det vil jeg ikke skrive om her.
Mange ved at Nick Drake kun nåede at indspille tre albums, inden han blev trukket ned af det, der enten var en depression eller hvad man kalder “simpel skizofreni” (en sjælden form for skizofreni uden stemmehøring eller paranoia) og gjort stum. Den sidste del af Nick Drake: The Life skildrer denne mørke afslutning, tiden fra 1972 til selvmordet i november 1974. Det er hård læsning, også fordi det er tydeligt at familien og vennerne og folk fra pladeselskabet faktisk gerne ville gøre noget, men endte med at være helt magtesløse.
Et lighedspunkt med The Replacements er at dette er fortællingen om en særdeles talentfuld musiker, der ikke får den succes, alle spåede ham og syntes at han fortjente, fordi han ikke ville (og måske ikke kunne) spille med i det underlige spil, som musikbranchen udgør. Nick Drake kunne ikke fordrage at optræde foran et ligegyldigt publikum (og det er ikke blevet bedre siden hvad angår publikums ligegyldighed, vil jeg mene). Den helt store forskel var at The Replacements ofte saboterede deres egne koncerter og kontakt til producere og pladeselskab ved at være berusede og uforskammede og i det hele taget var nogle pisseugler. Det er derimod tydeligt af bogens skildring, at Nick Drake var en venlig, men introvert mand.
Musikken står tilbage, og den er i modsætning til meget anden musik fra den tid tidløs på en speciel måde. I Nick Drake: The Life kan jeg læse at bl.a. Joe Strummer holdt af Nick Drakes musik på et tidspunkt i 1970’erne hvor sangskriver med akustisk guitar ellers var dømt ude.
På Drakes midterste album, Bryter Layter fra 1971, var der mange prominente gæstemusikere med. De kom fra Fairport Convention og fra Beach Boys’ studie-band, og så var der også John Cale.
I Nick Drake: The Life får vi en skildring af mødet mellem Nick Drake og John Cale, som er fascineret af Drakes musik og gerne vil bidrage til Bryter Layter i en pause i indspilningerne af et album med Nico. Han er med på tre numre, “Fly”, “Northern Sky” og “Hazey Jane I”.
Jeg har hørt “Fly” mange gange, men det var først før ganske nylig, jeg indså at John Cales bratsch-stemme løber gennem hele nummeret sammen med Cales cembalo-akkompagnement, og at bratschen udgør en ordløs andenstemme i sangen. Da jeg forstod dét, blev sangen pludselig endnu smukkere, og slægtskabet med The Replacements bliver tydeligt igen.
For John Cale dukker også op med sin bratsch på The Replacements’ svanesang, All Shook Down, nemlig på “Sadly Beautiful”, et nummer så langt fra The Replacements’ garagerock som tænkes kan.
Netop her er det som Paul Westerberg når til det samme sted, hvor sårbarhed møder ønsket om at række ud til verden, som Nick Drake beboede. Og i begge sange er det John Cale, der formår at få denne følelse frem.
Herunder er de to sange.
Men derudover…
…så lytter jeg med stor interesse til P.J. Harveys nye album, I Inside the Old Year Dying. I denne sang er der tydelige Elvis-referencer på tekstsiden (jvf. Jens’ opslag fra de seneste dage), og ikke kun i sangens titel.
Summertime lateness
Lana Del Rey skulle lørdag aften kl. 22.30 på Glastonbury’s såkaldte Other Stage give sit første britiske show i fire år. Derfor ret vildt at vores popnoir-dronning dukkede op en hel halv time for sent, angiveligt fordi hun skulle have sat hår. Konsekvens? Da klokken slog midnat, curfew på Glastonbury, blev strømmen slukket på scenen. Da var Del Rey netop færdig med ‘White Mustang’. Som kan ses på køreplanens hensigt herover gik Glastonbury’s publikum på den baggrund glip af en håndfuld af Del Rey’s største slow-bangers. Et bud herfra er at hun om to uger starter sit show i Hyde Park, der også har streng curfew, til tiden.
Et møde i Tanger
I næste måned kommer det, der formodentlig er den definitive biografi om Nick Drake. I bogen fortæller de, der kendte ham bedst, om hans liv, og en af de overraskende beretninger fra dem er den om dengang, hvor Nick Drake mødte The Rolling Stones under Drakes rejse til Marokko. Jeg har aldrig læst noget fra Mick Jagger eller andre fra The Rolling Stones om dette møde (måske fordi de var “bombed out of their minds” ?). Men her er en kort udgave:
By coincidence the Stones were also in the crowd, making a field recording. The friends revived the idea of getting Nick to play for them. Having established that they were staying in an old French colonial hotel, La Mamounia, they went there that evening. Upon discovering that they were in its grand dining room, says Julian, “Rick went in with Nick and told them how great Nick was at the guitar. Nick then played for them.” It’s striking that Nick was willing to perform alone and at close quarters in front of such an intimidating audience. Rick does not recall what he played, but when he stopped, continues Julian:
(fra Nick Drake: The Life af Richard Morton Jack – her citeret fra https://www.theguardian.com/music/2023/may/27/nick-drake-the-life-richard-morton-jack-biography-extracts)
“We all sat down. It was a large room with a long table immediately on the left, deserted but for the Stones and their entourage. Mick Jagger was at the head, and in my memory Nick sat at the opposite end. It was like a scene from The Decameron, with food everywhere, which they invited us to help ourselves to. We were very grateful, because we were starving. They were bombed out of their minds yet clearly impressed by Nick. At the end of the encounter Mick said to him: ‘You must come and see us when you’re back in London,’ which I doubt he said to everyone.”
Тебе Жду
Af en eller grund skulle der gå meget lang tid, inden jeg blev mindet om The Ukrainians, der begyndte som et sideprojekt for Peter Solowka – oprindelig guitarist i The Wedding Present fra Leeds (dem er der sikkert læsere, der kan huske). Som efternavnet antyder, har Peter Solowka ukrainsk baggrund. Тебе Жду betyder i øvrigt “Jeg venter på dig” – både på ukrainsk og på russisk.
Lisa Marie RIP!
Den lille junkie med svovlstikkerne
Fandt for et par uger siden i Stockholms bidende kulde denne fine sang på 7’er-single. London-bandet The Only Ones ankommer i 1977 på new wave-bølgen, hvor deres ret traditionelle rockmusik straks står let genkendelig, ikke mindst pga. sanger Peter Perret’s mørke og livsprøvede stemme. Og livsprøvet er den øjensynligt, for The Only Ones bliver hurtigt forbundet med både stoffer og de musikere (Johnny Thunders, Phil Lynott, etc) i London, der lever gennem dem, og efter sigende er det også heroin-problemer som står bag bandets senere opløsning efter tre albums. Det bedste af dem er to’eren Even Serpents Shine (1979), som ‘Out There In The Night’ her ligger på, men det er en anden tidligere sang, 1978-singlen ‘Another Girl, Another Planet’, som er blevet The Only Ones’ klassiker, deres raison d’etre på alverdens punk/new wave-opsamlinger, og siden spillet som cover af så stærke bands som The Replacements og The Libertines, begge stærkt inspireret af The Only Ones’ romantiske taberrock…
Hvad jeg lyttede til i 2022
I kan nu læse lidt om de albums, jeg lyttede til i det år, der nu går på hæld. Det er den nye feature. Desværre er det kun mig, der har bidraget denne gang, og jeg har ikke mod på at rangordne noget som helst. Ikke desto mindre håber jeg, at I vil bruge et par minutter på min oversigt alligevel.
I kviksandet
I’m living in a silent film
Portraying Himmler’s sacred realm
Of dream reality
I’m frightened by the total goal
Drawing to the ragged hole
And I ain’t got the power anymore
…
I’m tethered to the logic of Homo Sapiens
Can’t take my eyes from the great salvation
Of bullshit faith
If I don’t explain what you ought to know
You can tell me all about it on the next Bardo
I’m sinking in the quicksand of my thoughts
And I ain’t got the power anymore
“Quicksand” fra Hunky Dory er en af de mange sange fra David Bowies hånd, jeg sætter højt. I denne underlige tid, hvor det er så nemt at føle personlig afmagt og tvivl på alt, ikke mindst på én selv, på en klode fyldt med despotiske ledere og trusler om undergang, er sangen forunderligt aktuel. Her er en live-udgave fra 1997 med Bowies fortræffelige band, hvor han har den ovenud fortræffelige Gail Ann Dorsey ved sin side.