Opfandt dette album ikke nærmest hele americana-genren? Springsteen gemte sig væk efter al larmen omkring The River (1980), ude af sync med sin store succes og hvem han følte sig som i den. Tilbage kom han 30. september 1982 med den dengang nærmest chokerende lavmælte Nebraska, bestående kun af Springsteen selv optaget på en lille Tascam-recorder langt borte i Nordamerika’s bagkulisser. Han havde præsenteret disse optagelser for E Street Band, men Sugar Miami Steve havde hurtigt sagt til ham, de dystert underspillede demoer ydede de nye monokrome sanges galleri af utilpassede amerikanske skæbner langt større retfærdighed, end Springsteen’s eget band nogensinde ville være i stand til. Godt set, og nok også derfor Nebraska så ofte nævnes som favorit Springsteen-plade hos de, der normalt ikke kan lide ham. Det er en anden intim og usminket musik, et helt anderledes håndholdt kamera i fortællingen, end normalt fra hans hånd. Den voldsomme modreaktion til Nebraska skulle komme små to år efter i form af efterfølgeren, en helt anderledes oppumpet og manufaktureret verdensbesejrer kaldet Born in the USA. Men her handler det om Nebraska; den udkom for 40 år siden i dag.
