Endte ved et tilfælde torsdag aften til koncert med tidligere så beundrede Lykke Li, hvis seneste album aldrig har fundet hjem her. Så en glæde at blive positivt overrasket af et show med præcis den kant og nerve, der synes for fraværende på So Sad, So Sexy. Og fint at se artisten Lykke Li, der synes at nyde en næsten Lana Del Rey-lignende idolstatus blandt sine tilhængere. I hendes show-koreografi var der ligeledes flænger af akavethed og fejl, hvis sårbarhed blev vendt til styrke, opbakning og sammenhold af en ubetinget Lykke Li-elskende sal. Hendes nordic noir-bølge ruller altså ufortrødent videre, selv på det nye brændstof af amerikansk hitlistemusik. Snart skal vi vel prøve at høre det nye album igen…
Jens har allerede sagt det, mange andre også, og endnu flere vil sige det i dag og i de uger, måneder og år, der nu kommer.
Jeg vil også gerne sige det, for det skal siges: Tak for sangene, Kim. Det er en kold tid, som vi lever i – og nu skal vi prøve at klare os i den uden dig.
Dem her må jeg skam meddele, at jeg ikke kender. Men “Cold Damn Truth” med He Arrived By Helicopter (mystisk navn til et ensemble) er værd at lytte til. Den eneste anden sang, jeg har kunnet finde med dem, hedder… “He Arrived By Helicopter”. (Aner man en moderne pendant the The House Of Love, der sang om The House Of Love og kaldte indtil flere af deres albums for The House Of Love?)
Jeg husker Jazz på svenska med Jan Johansson og Georg Riedel; albummet udkom det år denne blogs forfattere blev født og også dét er en del af mine musikalske barndomsminder – og ligesom alle de svenske sangere og sangskrivere, vi ofte hylder her på bloggen, er det udtryk for noget, der kommer helt inde fra den bedste del af Sveriges sjæl.
Jeg oplevede selv Jeff Buckley på Roskilde-festivalen i 1995, og det var slet ikke skidt. Men når man har nævnt ham, bør man også nævne Tim Buckley, der ligesom sin søn døde alt, alt for ung. Han blev kun 28, så han døde, da Jeff kun var ni år gammel. Musikalsk kom Tim Buckley vidt omkring, fra folk til rock og jazz. Her er en smuk udgave af “Song to the Siren”, som nogle sikkert kender med This Mortal Coil.
En bemærkelsesværdig krølle på historien er, at Elizabeth Fraser, der sang på This Mortal Coils udgave, senere (efter skilsmissen fra Robin Guthrie) faktisk i en periode havde et forhold til Jeff Buckley.
Ved godt den overskrift lyder helt forkert. For var der noget Nico udadtil aldrig fremstod i bare den fjerneste kontakt med, så var det ‘happy’. I den pre-udgave af Love Shop der hed Lit de Parade havde Hilmer og jeg fornøjelsen at spille support for – og møde – hende og hendes Manchester-band på Montmartre i København. Og ved den lejlighed virkede hun akkurat så fortabt, fjern og slukket som myten om hende foreskriver. Hun sagde ikke mange ord der backstage, hvor hun det meste af tiden siddende hvilede sit tunge hoved på et spisebord, ventende tålmodigt på koncertarrangørens leverance af junk. Få år efter døde hun på Ibiza af et hjerteanfald under en cykeltur. Forbindelsen til The Velvet Underground og Warhol har siden holdt hendes stjerne lysende meget klart på rockhimlen, men hvad mange overser er, at hendes egen senere musik ofte har en særegen stærk kvalitet og absolut kan være værd at dykke ned i, hvis det mentale overskud er dertil. Her følger svajende sorgfulde ‘Purple Lips’ fra Drama of Exile (1981), et meget blandet album, der også præsenterer en iskold og nærmest imponerende illusionsløs version af David Bowie’s ‘Heroes’, nej, man skulle næsten ikke tro det muligt. I dag ville Nico være blevet 79 år…
Det er Ian Curtis bryllupsdag i dag. Gift med Deborah i 1975, borgerligt festklædt på vej mod et kort uforløst liv, fanget mellem pligt og fornøjelse, arbejde og musik, kone med baby kontra belgisk muse. Oh, Manchester, so much to answer for.
Og Glen Campbell dør, efter en længere tids hård og meget offentlig kamp mod demens. Manden vi først kendte for harmløs Nashville-pop i 70’erne, men som vi senere lærte havde indspillet gyldne, sørgmodige 60’er-popevergreens via især hans originalversioner af Jimmy Webb’s mesterlige ballader ‘Wichita Lineman’, ‘By The Time I Get To Phoenix’ og ‘Galveston’. At han så ovenikøbet var en superskarp guitarist og derigennem Wrecking Crew-studiemusiker for bla. Phil Spector, Frank Sinatra, Dean Martin, Nancy Sinatra, Elvis Presley, The Monkees og The Beach Boys – han spiller med på Pet Sounds (1966) – samt personlig ven af Elvis, gør jo intet mindre, tværtimod. Æret være hans minde.
The King + The Rhinestone Cowboy, 5. december 1970.
