Joy Divisions debutalbum Unknown Pleasures blev optaget i Strawberry Studios i Stockport, ikke langt fra hvor mine to engelske søstre voksede op. Det udkom den 15. juni 1979 og blev et af de albums, mange af os har brugt ganske megen tid på at lytte til og stadig gerne lytter til. En hel masse andre senere bands ville ikke lyde, som de gjorde, hvis ikke det var for Unknown Pleasures. Det er nu også lidt underligt at tænke på, at denne blogs forfattere i dag er tæt på at være fyrre år ældre end Curtis, Hook, Morris og Summer var dengang.
Billedet er et negativ af radiobølgerne fra pulsaren CP 1919. En pulsar er en roterende neutronstjerne. Da CP1919 blev opdaget i 1967, troede astronomerne en kort overgang, at de regelmæssige radiobølger var tegn på at der var liv et sted derude.
Strawberry Studios var i øvrigt også det sted, hvor 10cc (som var fra Stockport – det var Joy Division ikke) optog deres første fire albums, men også dét er en anden historie.
Den geniale, men martrede sangskriver døde i dag, 82 år gammel. Misbrugsproblemer, overvægt og psykisk sårbarhed plagede ham i en stor del af voksenlivet, og i sine sidste år blev han ramt af demens. Dertil kom slægtsfejder – Beach Boys er endnu et af mange eksempler på at det ikke er en entydigt god idé at danne et band med sine søskende (for slet ikke at tale om at have en fætter med). Men så var der også musikken, og den er noget helt særligt. Her er et af Wilsons mesterværker fra det med rette legendariske Pet Sounds.
Her er Cameron Winter, en amerikansk sanger på vej frem. Hans debutalbum fra sidste år hedder Heavy Metal, men titlen er falsk varedeklaration. Jeg kan ikke helt gøre op med mig selv, hvad jeg synes om musikken. Nogle gange minder det om Roger Whittakers berusede barnebarn, andre gange er jeg noget mindre negativ. Hvad siger denne blogs læsere?
Marianne Faithfull kom frem i 1960’erne, men tiden med bl.a. The Rolling Stones endte i en grim tid med heroinmisbrug. Ved indgangen til 1980’erne fik hun sit comeback med Broken English og blev senere også en kompetent skuespiller.
Marianne døjede med helbredet gennem mange år. I 2020 fik hun COVID-19, og man troede ikke at hun ville overleve, svækket som hun var. Men også her var hun den store overlever og udgav sit 21. album, She Walks in Beauty, et år senere. I dag ville kroppen så ikke mere. Æret være hendes minde.
I dag er det præcis 50 år siden Nick Drake døde, kun 26 år gammel. Det var en radioudsendelse med Gorm Henrik Rasmussen i 1983, der første gang gjorde mig opmærksom på Nick Drakes korte liv og fascinerende værk.
Jeg fandt dette gamle klip med Elliott Smith fra juli 1995 fra amerikansk morgen-fjernsyn . Han synger “Clementine” fra albummet, der simpelthen hedder Elliott Smith. Der er noget sært uvirkeligt ved at se ham dér i sofaen mellem overfladisk smilende mennesker i farverigt sommertøj.
Et af de albums, jeg er glad for at have lyttet til i 2023, er Javelin af og med Sufjan Stevens. Han har været gennem en svær tid, men forunderligt er der ud af sorgen og helbredsproblemerne kommet et smukt album, der forener hans sarte folk-udtryk (som man kender fra bl.a. Carrie and Lowell fra 2017) og de mere storslåede og elektronisk prægede arrangementer, han også benytter sig af på nogle albums.
En af de sidste gange, jeg var på Roskilde Festival, var i 2017. En af de koncerter, jeg husker, er den med Lorde. Hun sang ikke “Swinging Party”, men her er den – en af sangene fra Tim og en særlig mulighed for at opdage The Replacements ad en uventet indfaldsvej.
Terrorangrebet i USA på denne dato var forfærdeligt, men det er vigtigt, at der på denne dag er særligt fokus på kuppet i Chile, der for 50 år siden væltede en demokratisk valgt præsident, førte til mange års undertrykkelse og tvang mennesker på flugt.
Et af ofrene for Pinochet var sangeren Victor Jara. Inden Jara skulle henrettes, smadrede soldaterne hans hænder, smed en guitar hen til og bad ham hånligt om at spille.
The Clash og U2 er blandt dem, der siden har sunget om Jara. Men her er det Calexico og deres “Victor Jara’s Hands”.
Forleden skrev jeg om Tommy Stinsons nye album. Her er endnu et nummer fra genudgivelsen af Tim, det midterste album med hans gamle band The Replacements. Det er såmænd endnu en udgave af “Can’t Hardly Wait”, og en, som jeg ikke havde hørt før.
Sangen findes også i en udgave fra samme år med et fuldt band (i dette tilfælde måske endda i mere end én betydning), men denne her er med Paul Westerberg og en cellist. Ideen er egentlig god, men det lykkes ikke rigtig. Westerberg holder sig til en skødesløs og rå vokal, som han så ofte gjorde dengang, og dette virker som en demo, er det måske også. Der er langt til “Cello Song” fra Nick Drake!
Som man kan høre på de gamle versioner fra Tim-tiden var “Can’t Hardly Wait” en temmelig morbid sag om at længes efter at klatre op i et vandtårn for at springe ud og slå sig selv ihjel. På Pleased To Meet Me er “Can’t Hardly Wait” blevet en anderledes sang om længslen efter at vende hjem – iført hele det store Memphis-arrangement med horn og strygere og en lidt mere kontrolleret sangpræstation. Det er dén udgave, jeg bedst kan lide.
Men når dét er sagt, er det interessant at følge en sangs historie på denne måde.
Jeg husker filmen Searching for Sugarman om den amerikanske singer/songwriter Sixto Rodriguez, der lavede to albums omkring 1970 og derefter blev glemt – bortset fra i Sydafrika, hvor hans musik blev et samlingspunkt for hvide unge, der i sangene fandt en form for systemkritik, der ellers ikke var mulig for dem under apartheid.
Et af de numre, jeg især husker, er “Cause” fra Coming from Reality, der blev indspillet i 1970 i London. Første gang, jeg hørte dette nummer, tænkte jeg at det mindede mig om “Hazey Jane II” fra Bryter Layter, som Nick Drake, indspillede – også i London, også i 1970. Det er ikke det eneste sted, man aner et musikalsk slægtskab . Om Rodriguez kendte til Drake, ved jeg ikke.
I denne uge fik jeg læst Nick Drake: The Life, en ny biografi af den engelske forfatter Richard Morton Jack. Der er tidligere udkommet flere bøger om Nick Drakes liv; en af de første er endog dansk og skyldes Gorm Henrik Rasmussen. Men den nye biografi udmærker sig ved at være særdeles grundig og indlevet og ender formodentlig (og forhåbentlig) med at blive den definitive biografi om Nick Drake, ligesom Robert Mehrs Trouble Boys vel er den definitive skildring af The Replacements’ karriere.
Bogen udkommer samme år som et hyldestalbum til Nick Drake hvor bl.a. Philip Selway, Feist og Fontaines D.C. er med. Men dette album har jeg endnu ikke fået hørt ordentligt, så det vil jeg ikke skrive om her.
Mange ved at Nick Drake kun nåede at indspille tre albums, inden han blev trukket ned af det, der enten var en depression eller hvad man kalder “simpel skizofreni” (en sjælden form for skizofreni uden stemmehøring eller paranoia) og gjort stum. Den sidste del af Nick Drake: The Life skildrer denne mørke afslutning, tiden fra 1972 til selvmordet i november 1974. Det er hård læsning, også fordi det er tydeligt at familien og vennerne og folk fra pladeselskabet faktisk gerne ville gøre noget, men endte med at være helt magtesløse.
Et lighedspunkt med The Replacements er at dette er fortællingen om en særdeles talentfuld musiker, der ikke får den succes, alle spåede ham og syntes at han fortjente, fordi han ikke ville (og måske ikke kunne) spille med i det underlige spil, som musikbranchen udgør. Nick Drake kunne ikke fordrage at optræde foran et ligegyldigt publikum (og det er ikke blevet bedre siden hvad angår publikums ligegyldighed, vil jeg mene). Den helt store forskel var at The Replacements ofte saboterede deres egne koncerter og kontakt til producere og pladeselskab ved at være berusede og uforskammede og i det hele taget var nogle pisseugler. Det er derimod tydeligt af bogens skildring, at Nick Drake var en venlig, men introvert mand.
Musikken står tilbage, og den er i modsætning til meget anden musik fra den tid tidløs på en speciel måde. I Nick Drake: The Life kan jeg læse at bl.a. Joe Strummer holdt af Nick Drakes musik på et tidspunkt i 1970’erne hvor sangskriver med akustisk guitar ellers var dømt ude.
På Drakes midterste album, Bryter Layter fra 1971, var der mange prominente gæstemusikere med. De kom fra Fairport Convention og fra Beach Boys’ studie-band, og så var der også John Cale.
I Nick Drake: The Life får vi en skildring af mødet mellem Nick Drake og John Cale, som er fascineret af Drakes musik og gerne vil bidrage til Bryter Layter i en pause i indspilningerne af et album med Nico. Han er med på tre numre, “Fly”, “Northern Sky” og “Hazey Jane I”.
Jeg har hørt “Fly” mange gange, men det var først før ganske nylig, jeg indså at John Cales bratsch-stemme løber gennem hele nummeret sammen med Cales cembalo-akkompagnement, og at bratschen udgør en ordløs andenstemme i sangen. Da jeg forstod dét, blev sangen pludselig endnu smukkere, og slægtskabet med The Replacements bliver tydeligt igen.
For John Cale dukker også op med sin bratsch på The Replacements’ svanesang, All Shook Down, nemlig på “Sadly Beautiful”, et nummer så langt fra The Replacements’ garagerock som tænkes kan.
Netop her er det som Paul Westerberg når til det samme sted, hvor sårbarhed møder ønsket om at række ud til verden, som Nick Drake beboede. Og i begge sange er det John Cale, der formår at få denne følelse frem.
…så lytter jeg med stor interesse til P.J. Harveys nye album, I Inside the Old Year Dying. I denne sang er der tydelige Elvis-referencer på tekstsiden (jvf. Jens’ opslag fra de seneste dage), og ikke kun i sangens titel.
