En ny sang fra Jesse Malin, udsendt her op til næste uges præsidentvalg, udtrykker netop dét, man ofte ikke har lyst til at blive mindet om: At USAs rigdom er skabt af andres smerte.
Conor Oberst’s gendannede Bright Eyes udsendte i fredags bandets første plade i ni år. Og hvilket fint comeback-album Down in the Weeds, Where the World Once Was er, ikke helt lidt Arcade Fire/The Suburbs-agtigt i sin rigt melodiske instrumentering og tilbageskuende melankoli. På Pitchfork fortalte Conor Oberst i weekenden om, hvordan han først hørte Townes Van Zandt, verdens ensommeste tragedie…
– There was this record store called the Antiquarium that was the epicenter for all things left of the dial in Omaha. It was quintessential, straight out of High Fidelity, but even worse. It was in the basement of a bookstore, run by the most pretentious people—this guy Dave Sink would sit behind the counter and chain-smoke cigarettes all day. It was mostly used things and vinyl. Dave would make fun of me for buying CDs. I was like, “But I don’t have a record player!” I guess he ended up being right.
– Dave passed away, and the store is gone now. But he was very generous in the sense that he would let kids hang out there all day and talk shit about music. I became really good friends with him and [songwriter] Simon Joyner, who would work there on occasion. At that point, I had started writing more in the zone of folk-type stuff. I was getting a little more evolved in my interests. One day, they were like, “You ever heard of Townes Van Zandt? I think you’re gonna like it.” For better or worse, it totally changed my life.
– I think everybody is a combination of their influences, but Townes is the deep, dark part that I carry around. It’s like there’s no anesthetic. It’s just straight to your heart, some of the most beautiful but painful feelings a person can have. His best friend Guy Clark said something to the effect of, “Everyone wants to write and sing like Townes, but no one should want to be like Townes.” And that’s coming from his best friend! I got really into Elliott Smith around that same period. When you’re young, it’s easy to romanticize the tortured artist kinda thing. I absolutely fell for it.
En af de store og gode overraskelser for mig er udgivelsen af Boots No. 2 The Lost Songs, vol. 1 med Gillian Welch (og David Rawlings). Her kan man høre hendes udgave af sangen “Valley of Tears”, som også er blevet indspillet af selveste Solomon Burke, sanger og vækkelsesprædikant. Burke var 70, da han indspillede sin udgave, og det giver sangen en særlig vægt at høre den fra ham. Den bliver i hans fortolkning til en refleksion over et langt liv – ikke helt ulig Johnny Cash’s udgave af “Hurt”.
(De af jer, der kan kroatisk, kan læse oversættelsen af teksten.)
Højt oppe på listen over de albums, jeg holder mest af og altid vender tilbage til, er What’s Going On af og med Marvin Gaye. Det er på én og samme tid et vidnesbyrd om det tidløse i Marvin Gayes musik og om hvor dybtliggende problemerne er i USA (og andre steder), at dette albums sange også nu, i sommeren 2020, næsten fem årtier efter udgivelsen, står frem som om de kunne være skrevet i dag.
Og ordet “love” blev stort set halveret i løbet af 50 år fra omkring 400 til 200 forekomster, hvorimod ordet “hate” som indtil 1990’erne stort set ikke forekom i sange i top 100, nu dukker op mellem med mellem 20 og 30 forekomster om året i sange, der ligger i top 100.
Men hvorfor er det blevet sådan? Forskerne har flere forklaringsmodeller, som de nu vil undersøge. De skriver
The rise of negative lyrics in popular English-language songs is a fascinating phenomenon, and we showed that this can be due to a widespread preference for negative content plus some other, yet to be discovered, causes. Given this preference, what we need to explain is why pop-song lyrics before the 1980s were more positive than today. It could be that a more centralised record industry had more control on the songs that were produced and sold. A similar effect could have been brought about by the diffusion of more personalised distribution channels (from blank cassette tapes to Spotify’s ‘Made For You’ algorithmic tailoring). And other, broader, societal changes could have contributed to make it more acceptable, or even rewarded, to explicitly express negative feelings.
Fra Why are pop songs getting sadder than they used to be? (https://aeon.co/ideas/why-are-pop-songs-getting-sadder-than-they-used-to-be)
Hvis du er, så kunne det måske være fordi, det er nationalsanger Kim Larsens fødselsdag i dag? Den lyd af opvækst, ungdom, ja, en hel tidsalders fælles soundtrack, hvis så genkendelige, udtryksfulde stemme gik bort for lidt over et år siden. Så syng for os, Kim, en for gamle dages skyld…
Fandt og købte i en brugtpladebutik i dag den berlinske sangskriver Lutz Ulbrich’s soloalbum Lüül fra 1981. Albummet er en tidstypisk rodet vestberlineraffære med sange om junk og ubahns og disco-tingeltangel, men midst i det hele dukker en drøm af en sang kaldet ‘Reich Der Träume’ op, sunget hjem af ingen andre end Ulbrich’s daværende veninde Nico…
Jeg stod op her mandag morgen til den triste nyhed om at Ric Ocasek er fundet død i sin lejlighed i New York. Han blev enten 70 eller 75 år – det er der faktisk usikkerhed om.
Ud over årene i The Cars og med solokarriere husker mange af os Ocasek som producer for navne som Bad Brains, Bad Religion, Suicide, Weezer og Nada Surf.
På en dag som denne er The Cars’ største hit, “Drive”, et passende valg.
Jens nævnte Mashrou Leila for lidt siden. Scenerne i denne musikvideo til sangen “Cavalry” er skræmmende, men er samtidig hverdagskost for palæstinenserne på Vestbredden, ved jeg fra bekendte, der har besøgt området.
Endnu en sang fra I Am Easy To Find, endnu et vellykket album med The National. Denne gang er det præget af duetter med kvindelige vokalister – her er det selveste Gail Ann Dorsey.
39 år siden i dag at Ian Curtis hørte Iggy Pop’s The Idiot og hang sig i køkkenet i sit hus i Macclesfield, syd for Manchester, dagen før Joy Division skulle afsted for første gang til USA…
For snart en del år siden lyttede jeg rigtig meget til Henryk Górecki’s 3. symfoni fra 1976 i en smuk indspilning med Dawn Upshaw, David Zinman og London Sinfonietta. Jeg prøvede siden at finde ind til andre af Góreckis værker, men ingen af dem har bevæget mig som den 3. symfoni, der har undertitlen Symphony of Sorrowful Songs (på engelsk).
Nu er der så kommet en live-optagelse af samme symfoni i en udgave med Polens Nationale Radiosymfoniorkester. Dirigent er selveste Krzysztof Penderecki (ham med Trenodi for Hiroshimas ofre og mange, senere og noget mere tilgængelige værker) , og solisten er – Beth Gibbons fra Portishead. Hun har som bekendt ikke klassisk baggrund, hendes vokal er mere hæs og sårbar end Upshaws og hun har egentlig heller ikke så godt styr på sit vibrato. Og så synger hun jo på polsk. Trods alle disse tilsyneladende forhindringer virker det også og alligevel. Hermed anbefalet.
(Start med at lytte til 2. sats, hvis I ikke kender denne symfoni.)
Den texanske sanger og sangskriver Townes Van Zandt, hvis kreative storhedstid lå fra 1968 og godt fem år frem, villle være blevet 75 i dag, havde hans heftige livsstil ikke slået ham ihjel 1. januar 1997. Men hvem er da denne Townes med det mærkelige navn, vil nogen måske spørge. Jo, han har f.eks. til en start skrevet en af de bedste og mest ensomme sange nogensinde. ‘Waiting Around To Die’ lyder sådan her
