Kategoriarkiv: Sørgelige sange

At forlade New York er lidt som at dø

Og det ved R.E.M., det lille store band fra Athens, Georgia alt om. Her er de på toppen af verden i 2004, et tysk TV-aftenshow, der får sig en alvorligt voksen og bredvinget popsang, som vi sjældent modtager dem længere nu 12-13 år senere. Tredje dag i træk med R.E.M. her på siden. De har bidt sig fast for lige nu, og det føles godt på den bittersøde måde. Hvornår gives der mon slip igen?

Farvel, Georgios Panayiotou

Jeg var vel aldrig så dybt inde i George Michaels værk – dengang for tre årtier syntes jeg, at han var alt for idolagtig og glat. Men at han var en gennemmusikalsk popvokalist og sangskriver, det kunne selv jeg høre, og med tiden fik jeg meget større respekt for ham.

Skønt han havde stemmen og musikaliteten og udseendet med sig, og skønt han oprindelig virkede som indbegrebet af det glamourøse popstjerneliv,  blev det efterhånden tydeligt, at George Michael havde store indre dæmoner at slås med og at det ofte var dem, der tyngede hans karriere. Og juledag 2016 ville hjertet så ikke mere.

Det var herfra han kom

Fra overlegne ‘Jubilee Street’ på karrieremesterværket Push the Sky Away, der udkom i februar 2013. Fredag udsender Nick Cave sammen med sine The Bad Seeds sit nye album Skeleton Tree, der på forhånd har vakt stor genlyd grundet de tragiske familieomstændigheder, det er blevet til under. Vil den sorgramte Cave her igen kunne sno hele rockverdenens forudsigelighed om sin lillefinger og tage os alle et forunderligt sted hen, vi ikke vidste eksisterede? Svært at tro på det mirakel fra sidst igen, men spændende er det sgu. Har haft pladen liggende her hele torsdagen, men ikke villet høre et sekund af den, da jeg har billetter til One More Time With Feeling, som bør ses med åbent sind uden nogen forhørt viden om musikkens tilstand, retning og indhold. Det har ikke været nemt, men her torsdag aften kl. 19.35 er jeg glad for at frsitelsen blev modstået. Vi ses på den anden side, hvor ‘Jubilee Street’ er blevet fortid, afløst af det nye…

Jesus Alone

Første sang er undsluppet fra Nick Cave’s Skeleton Tree, der udommer fredag i næste uge. At ‘Jesus Alone’ bærer tung vægt med sig er ingen overraskelse…

You fell from the sky
Crash landed in a field near the River Adur
Flowers spring from the ground
Lambs burst from the wombs of their mothers

In a hole beneath the bridge you convalesce
You fashion masks of clay and twigs
You cry beneath the dripping trees
Ghost song lodged in the throat of a mermaid

With my voice
I am calling you

You’re a young man waking
Covered in blood that is not yours
You’re a woman in a yellow dress
Surrounded by a charm of hummingbirds
You’re a young girl full of forbidden energy
Flickering in the gloom
You’re a drug addict lying on your back
In a Tijuana hotel room

With my voice
I am calling you
With my voice
I am calling you

You’re an African doctor
Harvesting tear ducts
You believe in God but you get no special dispensation for this belief now
You’re an old man sitting by a fire
You’re the mists rolling off the sea
You’re a distant memory in the mind of your creator
Don’t you see

With my voice
I am calling you
With my voice
I am calling you

Let us sit together
Until the moment comes

With my voice
I am calling you

Let us sit together in the dark
Until the moment comes

With my voice…

© Nick Cave

Somme 1916

Ikke mindst apropos PJ Harvey’s koncert på Roskilde – læs Webmaster Pastor’s øjenvidneberetning under denne post – og hendes nye sange om vores krige samt deres ofre, begyndte 1. juli for 100 år siden et af de blodigste militære slag nogensinde i europæisk historie, hvilket der gøres meget ud af ved store mindehøjtideligheder i både England og Frankrig i dag. Ved Somme i Nordfrankrig blev engelske soldater beordret op af deres skyttegrave og sendt afsted mod tyske maskingeværstillinger bag ingenmandsland. Første dag ved Somme blev 20.000 engelske soldater dræbt og omkring 40.000 såret. Da slaget, der iøvrigt havde ringe militær betydning for krigen, endeligt var ovre, november samme år, havde det krævet mere end en million ofre, heraf over 300.000 døde. Efter 1. Verdenskrig vendte de overlevende soldater fra den desillusionerede såkaldte tabte generation hjem for at leve almindelige tilværelser, hvilket ikke var nemt, da de som oftest var ødelagte af krigstraumer og menneskelige katastrofer. Det er den virkelighed PJ Harvey også synger om på sine to seneste plader…

I’ve seen and done things I want to forget
I’ve seen soldiers fall like lumps of meat
Blown and shot out beyond belief
Arms and legs were in the trees

I’ve seen and done things I want to forget
Coming from an unearthly place
Longing to see a woman’s face
Instead of the words that gather pace

The words that maketh murder
These, these, these are the words
The words that maketh murder
These, these, these are the words…

Oh, Bruce…

…Once I dreamed we were together again
Baby you and me
Back home in those old clubs the way we used to be
We were standin’ at the bar
It was hard to hear
The band was playin’ loud and you were shoutin’ somethin’ in my ear
You pulled my jacket off and as the drummer counted four
You grabbed my hand and pulled me out on the floor
You just stood there and held me, then you started dancin’ slow
And as I pulled you tighter I swore I’d never let you go

Well I saw you last night down on the avenue
Your face was in the shadows but I knew that it was you
You were standin’ in the doorway out of the rain
You didn’t answer when I called out your name
You just turned, and then you looked away
Like just another stranger waitin’ to get blown away

Point blank, right between the eyes
Point blank, right between the pretty lies you fell
Point blank, shot right through the heart…

En sorgfuld Bruce Springsteen med sit The E Street Band, Parken, København, juni 2016.

Regnen, der falder

Her er et meget langt og meget smukt nummer med Karl Blau, der trods sit tyskklingende navn er fra USA. Han har gennem mere end tyve år lavet og udsendt musik uden så megen opmærksomhed, og det er da også først nu, jeg bliver opmærksom på ham. “Fallin’ Rain” befinder sig et sted mellem country og soul, og sangen (skrevet af salig Link Wray, der boede i København i de sidste år af sit liv) giver mindelser om både en u-ironisk og følsom udgave af Lambchop og om den varme 1970’er-lyd på Marvin Gaye’s klassiker What’s Going On?, der er et af mine absolutte yndlingsalbums. Sangen (der i øvrigt også er blevet indspillet af Calexico) er at finde på Introducing Carl Blau, der i øvrigt er produceret af Tucker Martin, som er gift med Laura Veirs – som jeg har nævnt tidligere i dag. Og således hænger alting smukt sammen.

Lyt og svøm hen i de næste 9 minutter og 38 sekunder!