Kategoriarkiv: Sørgelige sange

Lento E Largo: Tranquillissimo

For snart en del år siden lyttede jeg rigtig meget til Henryk Górecki’s 3. symfoni fra 1976 i en smuk indspilning med Dawn Upshaw, David Zinman og London Sinfonietta. Jeg prøvede siden at finde ind til andre af Góreckis værker, men ingen af dem har bevæget mig som den 3. symfoni, der har undertitlen Symphony of Sorrowful Songs (på engelsk).

Nu er der så kommet en live-optagelse af samme symfoni i en udgave med Polens Nationale Radiosymfoniorkester. Dirigent er selveste Krzysztof Penderecki (ham med Trenodi for Hiroshimas ofre og mange, senere og noget mere tilgængelige værker) , og solisten er – Beth Gibbons fra Portishead. Hun har som bekendt ikke klassisk baggrund, hendes vokal er mere hæs og sårbar end Upshaws og hun har egentlig heller ikke så godt styr på sit vibrato. Og så synger hun jo på polsk. Trods alle disse tilsyneladende forhindringer virker det også og alligevel. Hermed anbefalet.

(Start med at lytte til 2. sats, hvis I ikke kender denne symfoni.)

Townes 75

Den texanske sanger og sangskriver Townes Van Zandt, hvis kreative storhedstid lå fra 1968 og godt fem år frem, villle være blevet 75 i dag, havde hans heftige livsstil ikke slået ham ihjel 1. januar 1997. Men hvem er da denne Townes med det mærkelige navn, vil nogen måske spørge. Jo, han har f.eks. til en start skrevet en af de bedste og mest ensomme sange nogensinde. ‘Waiting Around To Die’ lyder sådan her

Still so insecure

Må ikke glemme britiske Insecure Men, der tidligere på året udsendte et debutalbum, der næsten vel var ligeså godt som det var lowlife-engelsk trist, og det var altså meget trist. Her en forholdsvis ny og lettere bizar video til albummets ‘Cliff Has Left The Building’. Insecure Men er lige nu aktuelle med coveralbummet Karaoke For One: Vol.1.

So glad so sexy

Endte ved et tilfælde torsdag aften til koncert med tidligere så beundrede Lykke Li, hvis seneste album aldrig har fundet hjem her. Så en glæde at blive positivt overrasket af et show med præcis den kant og nerve, der synes for fraværende på So Sad, So Sexy. Og fint at se artisten Lykke Li, der synes at nyde en næsten Lana Del Rey-lignende idolstatus blandt sine tilhængere. I hendes show-koreografi var der ligeledes flænger af akavethed og fejl, hvis sårbarhed blev vendt til styrke, opbakning og sammenhold af en ubetinget Lykke Li-elskende sal. Hendes nordic noir-bølge ruller altså ufortrødent videre, selv på det nye brændstof af amerikansk hitlistemusik. Snart skal vi vel prøve at høre det nye album igen…

Han ankom i helikopter

Dem her må jeg skam meddele, at jeg ikke kender. Men “Cold Damn Truth” med He Arrived By Helicopter (mystisk navn til et ensemble) er værd at lytte til. Den eneste anden sang, jeg har kunnet finde med dem, hedder… “He Arrived By Helicopter”.  (Aner man en moderne pendant the The House Of Love, der sang om The House Of Love og kaldte indtil flere af deres albums for The House Of Love?)

Jan Johansson

Jeg husker Jazz på svenska med Jan Johansson og Georg Riedel; albummet udkom det år denne blogs forfattere blev født og også dét er en del af mine musikalske barndomsminder – og ligesom alle de svenske sangere og sangskrivere, vi ofte hylder her på bloggen, er det udtryk for noget, der kommer helt inde fra den bedste del af Sveriges sjæl.

Song to the Siren

Jeg oplevede selv Jeff Buckley på Roskilde-festivalen i 1995, og det var slet ikke skidt. Men når man har nævnt ham, bør man også nævne Tim Buckley, der ligesom sin søn døde alt, alt for ung. Han blev kun 28, så han døde, da Jeff kun var ni år gammel. Musikalsk kom Tim Buckley vidt omkring, fra folk til rock og jazz. Her er en smuk udgave af “Song to the Siren”, som nogle sikkert kender med This Mortal Coil.

En bemærkelsesværdig krølle på historien er, at Elizabeth Fraser, der sang på This Mortal Coils udgave, senere (efter skilsmissen fra Robin Guthrie) faktisk i en periode havde et forhold til Jeff Buckley.

Happy birthday, Nico

Ved godt den overskrift lyder helt forkert. For var der noget Nico udadtil aldrig fremstod i bare den fjerneste kontakt med, så var det ‘happy’. I den pre-udgave af Love Shop der hed Lit de Parade havde Hilmer og jeg fornøjelsen at spille support for – og møde – hende og hendes Manchester-band på Montmartre i København. Og ved den lejlighed virkede hun akkurat så fortabt, fjern og slukket som myten om hende foreskriver. Hun sagde ikke mange ord der backstage, hvor hun det meste af tiden siddende hvilede sit tunge hoved på et spisebord, ventende tålmodigt på koncertarrangørens leverance af junk. Få år efter døde hun på Ibiza af et hjerteanfald under en cykeltur. Forbindelsen til The Velvet Underground og Warhol har siden holdt hendes stjerne lysende meget klart på rockhimlen, men hvad mange overser er, at hendes egen senere musik ofte har en særegen stærk kvalitet og absolut kan være værd at dykke ned i, hvis det mentale overskud er dertil. Her følger svajende sorgfulde ‘Purple Lips’ fra Drama of Exile (1981), et meget blandet album, der også præsenterer en iskold og nærmest imponerende illusionsløs version af David Bowie’s ‘Heroes’, nej, man skulle næsten ikke tro det muligt. I dag ville Nico være blevet 79 år…