Og ordet “love” blev stort set halveret i løbet af 50 år fra omkring 400 til 200 forekomster, hvorimod ordet “hate” som indtil 1990’erne stort set ikke forekom i sange i top 100, nu dukker op mellem med mellem 20 og 30 forekomster om året i sange, der ligger i top 100.
Men hvorfor er det blevet sådan? Forskerne har flere forklaringsmodeller, som de nu vil undersøge. De skriver
The rise of negative lyrics in popular English-language songs is a fascinating phenomenon, and we showed that this can be due to a widespread preference for negative content plus some other, yet to be discovered, causes. Given this preference, what we need to explain is why pop-song lyrics before the 1980s were more positive than today. It could be that a more centralised record industry had more control on the songs that were produced and sold. A similar effect could have been brought about by the diffusion of more personalised distribution channels (from blank cassette tapes to Spotify’s ‘Made For You’ algorithmic tailoring). And other, broader, societal changes could have contributed to make it more acceptable, or even rewarded, to explicitly express negative feelings.
Fra Why are pop songs getting sadder than they used to be? (https://aeon.co/ideas/why-are-pop-songs-getting-sadder-than-they-used-to-be)
Hvis du er, så kunne det måske være fordi, det er nationalsanger Kim Larsens fødselsdag i dag? Den lyd af opvækst, ungdom, ja, en hel tidsalders fælles soundtrack, hvis så genkendelige, udtryksfulde stemme gik bort for lidt over et år siden. Så syng for os, Kim, en for gamle dages skyld…
Fandt og købte i en brugtpladebutik i dag den berlinske sangskriver Lutz Ulbrich’s soloalbum Lüül fra 1981. Albummet er en tidstypisk rodet vestberlineraffære med sange om junk og ubahns og disco-tingeltangel, men midst i det hele dukker en drøm af en sang kaldet ‘Reich Der Träume’ op, sunget hjem af ingen andre end Ulbrich’s daværende veninde Nico…
Jeg stod op her mandag morgen til den triste nyhed om at Ric Ocasek er fundet død i sin lejlighed i New York. Han blev enten 70 eller 75 år – det er der faktisk usikkerhed om.
Ud over årene i The Cars og med solokarriere husker mange af os Ocasek som producer for navne som Bad Brains, Bad Religion, Suicide, Weezer og Nada Surf.
På en dag som denne er The Cars’ største hit, “Drive”, et passende valg.
Jens nævnte Mashrou Leila for lidt siden. Scenerne i denne musikvideo til sangen “Cavalry” er skræmmende, men er samtidig hverdagskost for palæstinenserne på Vestbredden, ved jeg fra bekendte, der har besøgt området.
Endnu en sang fra I Am Easy To Find, endnu et vellykket album med The National. Denne gang er det præget af duetter med kvindelige vokalister – her er det selveste Gail Ann Dorsey.
39 år siden i dag at Ian Curtis hørte Iggy Pop’s The Idiot og hang sig i køkkenet i sit hus i Macclesfield, syd for Manchester, dagen før Joy Division skulle afsted for første gang til USA…
For snart en del år siden lyttede jeg rigtig meget til Henryk Górecki’s 3. symfoni fra 1976 i en smuk indspilning med Dawn Upshaw, David Zinman og London Sinfonietta. Jeg prøvede siden at finde ind til andre af Góreckis værker, men ingen af dem har bevæget mig som den 3. symfoni, der har undertitlen Symphony of Sorrowful Songs (på engelsk).
Nu er der så kommet en live-optagelse af samme symfoni i en udgave med Polens Nationale Radiosymfoniorkester. Dirigent er selveste Krzysztof Penderecki (ham med Trenodi for Hiroshimas ofre og mange, senere og noget mere tilgængelige værker) , og solisten er – Beth Gibbons fra Portishead. Hun har som bekendt ikke klassisk baggrund, hendes vokal er mere hæs og sårbar end Upshaws og hun har egentlig heller ikke så godt styr på sit vibrato. Og så synger hun jo på polsk. Trods alle disse tilsyneladende forhindringer virker det også og alligevel. Hermed anbefalet.
(Start med at lytte til 2. sats, hvis I ikke kender denne symfoni.)
Den texanske sanger og sangskriver Townes Van Zandt, hvis kreative storhedstid lå fra 1968 og godt fem år frem, villle være blevet 75 i dag, havde hans heftige livsstil ikke slået ham ihjel 1. januar 1997. Men hvem er da denne Townes med det mærkelige navn, vil nogen måske spørge. Jo, han har f.eks. til en start skrevet en af de bedste og mest ensomme sange nogensinde. ‘Waiting Around To Die’ lyder sådan her
Må ikke glemme britiske Insecure Men, der tidligere på året udsendte et debutalbum, der næsten vel var ligeså godt som det var lowlife-engelsk trist, og det var altså meget trist. Her en forholdsvis ny og lettere bizar video til albummets ‘Cliff Has Left The Building’. Insecure Men er lige nu aktuelle med coveralbummet Karaoke For One: Vol.1.
Endte ved et tilfælde torsdag aften til koncert med tidligere så beundrede Lykke Li, hvis seneste album aldrig har fundet hjem her. Så en glæde at blive positivt overrasket af et show med præcis den kant og nerve, der synes for fraværende på So Sad, So Sexy. Og fint at se artisten Lykke Li, der synes at nyde en næsten Lana Del Rey-lignende idolstatus blandt sine tilhængere. I hendes show-koreografi var der ligeledes flænger af akavethed og fejl, hvis sårbarhed blev vendt til styrke, opbakning og sammenhold af en ubetinget Lykke Li-elskende sal. Hendes nordic noir-bølge ruller altså ufortrødent videre, selv på det nye brændstof af amerikansk hitlistemusik. Snart skal vi vel prøve at høre det nye album igen…
Jens har allerede sagt det, mange andre også, og endnu flere vil sige det i dag og i de uger, måneder og år, der nu kommer.
Jeg vil også gerne sige det, for det skal siges: Tak for sangene, Kim. Det er en kold tid, som vi lever i – og nu skal vi prøve at klare os i den uden dig.
Dem her må jeg skam meddele, at jeg ikke kender. Men “Cold Damn Truth” med He Arrived By Helicopter (mystisk navn til et ensemble) er værd at lytte til. Den eneste anden sang, jeg har kunnet finde med dem, hedder… “He Arrived By Helicopter”. (Aner man en moderne pendant the The House Of Love, der sang om The House Of Love og kaldte indtil flere af deres albums for The House Of Love?)
