Kategoriarkiv: Sørgelige sange

Darkness on the edge of country

Opfandt dette album ikke nærmest hele americana-genren? Springsteen gemte sig væk efter al larmen omkring The River (1980), ude af sync med sin store succes og hvem han følte sig som i den. Tilbage kom han 30. september 1982 med den dengang nærmest chokerende lavmælte Nebraska, bestående kun af Springsteen selv optaget på en lille Tascam-recorder langt borte i Nordamerika’s bagkulisser. Han havde præsenteret disse optagelser for E Street Band, men Sugar Miami Steve havde hurtigt sagt til ham, de dystert underspillede demoer ydede de nye monokrome sanges galleri af utilpassede amerikanske skæbner langt større retfærdighed, end Springsteen’s eget band nogensinde ville være i stand til. Godt set, og nok også derfor Nebraska så ofte nævnes som favorit Springsteen-plade hos de, der normalt ikke kan lide ham. Det er en anden intim og usminket musik, et helt anderledes håndholdt kamera i fortællingen, end normalt fra hans hånd. Den voldsomme modreaktion til Nebraska skulle komme små to år efter i form af efterfølgeren, en helt anderledes oppumpet og manufaktureret verdensbesejrer kaldet Born in the USA. Men her handler det om Nebraska; den udkom for 40 år siden i dag.

Be Here To Love Me

Opdager ved et tilfælde, at Be Here To Love Me, Margaret Brown’s suverænt fine, fornemt cinematografiske og skæbne-afdækkende 2004-dokumentar om Townes Van Zandt netop er blevet lagt op på YouTube. For de der aldrig har set filmen, eller i det hele taget ikke kender så meget til Townes’ så specielle univers, er den en gave…

He’s gone down the river of sadness…

Der er ikke mange billeder af The Gun Club’s Jeffrey Lee Pierce, hvor han smiler. Så i den forstand er det herover lidt af en sjældenhed. Jeffrey (helt til højre) udstråler endda nærmest fysisk sundhed i selskab med de californske punks The Weirdos og Blondie’s Debbie Harry. Så det må være et foto taget inden den lange rejse ud – og ned – i mørket med kaos-omspundne Gun Club, hvis skæbne blev hårde stoffer og en håbløs jagt på kommerciel succés. I dag er det 26 år siden Jeffrey Lee Pierce forlod denne verden. Vi markerer med en moderne klassiker fra Miami (1982), hans anden longplayer med The Gun Club, hvis fire første albums alle indeholder amerikansk musik af allerhøjeste karat. Og placerer Jeffrey Lee Pierce som besat sanger helt deroppe med sine store helte. Betragt lige billedet herover en sidste gang, og bemærk Düsseldorf’s afmålte Kraftwerk bag Gun Club-manden. En større kulturel og menneskelig kontrast gives næppe…

Kendis for livet

De er der ikke længere, Kent fra Eskilstuna. De unge mænd der flyttede til Stockholm for at blive Sveriges største band, vandt hele kongeriget, men også tydeligvis betalte en høj indbyrdes pris, gik i 2016 i nøje planlagt opløsning. Den og bandets derfor sidste vemodige år sammen kom der året efter en stærk dokumentar ud af. Dens to timer og 20 minutter ligger på forunderlig vis til fri afbenyttelse lige her. Et lidt sørgmodigt men også opløftende blik på historien om Kent. Og befriende ovenpå den sidste uges debat herhjemme om et populært dansktop-orkester og dets dybt ensomme fans, at kunne gå ombord i sådan en doku om et band med musik, man rent faktisk kan føle noget for…

Havet, der stiger

Foto: https://www.scotland.anglican.org/special-edition-of-inspires-online-for-cop26/

Lige nu, mens musikken spiller og vi lever i vores hverdag, er der COP26 i Glasgow. På lørdag er der klimamarch rundt om i Danmark. Uden for er der noget galt; det har der været længe.

Nede i Australien er Midnight Oil sammen igen og har et nyt nummer klar. Læs teksten herunder og se musikvideoen ovre på YouTube.

Every child put down your toys
And come inside to sleep
We have to look you in the eye and say we sold you cheap
Let's confess we did not act
With serious urgency
So open up the floodgates
To the rising seas

Temperature rising
Climate denying
Fever is gripping
Nobody's listening
Lustre is fading
Because nobody's trading
Wall Street is jumping
Still the music keeps pumping

If you can't decide
Between wrong and right
If you can't see through
All that you hold true

Queen of the firmament
Lord of all beneath
Masters of the universe
We're all refugees
And in many countries they adore celebrities
Open up the floodgates
To the rising seas

Dinosaur stories
Reliving past glories
Lusting for gold
Fishing for souls
They said it was coming
We knew it was a-coming

If you lift your game
Put your toys away
Well it looks like rain
On that western plain

Queen of the firmament
Lord of all beneath
Masters of the universe
We're all refugees
And in many countries they adore celebrities
Open up the floodgates
To the rising seas
To the rising seas
To the rising seas

Mercy Mercy Me

Jeg fortsætter markeringen af 50-året for What’s Going On lidt endnu.

Dette er nok den sørgeligste sang, jeg kender – ikke mindst fordi også denne tekst af Marvin Gaye kunne være skrevet i 2021.

Mercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
Where did all the blue skies go?
Poison is the wind that blows from the north and south and east

Mercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
Oil wasted on the ocean and upon our seas
Fish full of mercury

Mercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
Radiation under ground and in the sky
Animals and birds who live nearby are dying

Mercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
What about this overcrowded land
How much more abuse from man can she stand?

Den rigtige Townes

Conor Oberst’s gendannede Bright Eyes udsendte i fredags bandets første plade i ni år. Og hvilket fint comeback-album Down in the Weeds, Where the World Once Was er, ikke helt lidt Arcade Fire/The Suburbs-agtigt i sin rigt melodiske instrumentering og tilbageskuende melankoli. På Pitchfork fortalte Conor Oberst i weekenden om, hvordan han først hørte Townes Van Zandt, verdens ensommeste tragedie…

– There was this record store called the Antiquarium that was the epicenter for all things left of the dial in Omaha. It was quintessential, straight out of High Fidelity, but even worse. It was in the basement of a bookstore, run by the most pretentious people—this guy Dave Sink would sit behind the counter and chain-smoke cigarettes all day. It was mostly used things and vinyl. Dave would make fun of me for buying CDs. I was like, “But I don’t have a record player!” I guess he ended up being right.

– Dave passed away, and the store is gone now. But he was very generous in the sense that he would let kids hang out there all day and talk shit about music. I became really good friends with him and [songwriter] Simon Joyner, who would work there on occasion. At that point, I had started writing more in the zone of folk-type stuff. I was getting a little more evolved in my interests. One day, they were like, “You ever heard of Townes Van Zandt? I think you’re gonna like it.” For better or worse, it totally changed my life. 

– I think everybody is a combination of their influences, but Townes is the deep, dark part that I carry around. It’s like there’s no anesthetic. It’s just straight to your heart, some of the most beautiful but painful feelings a person can have. His best friend Guy Clark said something to the effect of, “Everyone wants to write and sing like Townes, but no one should want to be like Townes.” And that’s coming from his best friend! I got really into Elliott Smith around that same period. When you’re young, it’s easy to romanticize the tortured artist kinda thing. I absolutely fell for it.

Tårernes dal

En af de store og gode overraskelser for mig er udgivelsen af Boots No. 2 The Lost Songs, vol. 1 med Gillian Welch (og David Rawlings). Her kan man høre hendes udgave af sangen “Valley of Tears”, som også er blevet indspillet af selveste Solomon Burke, sanger og vækkelsesprædikant. Burke var 70, da han indspillede sin udgave, og det giver sangen en særlig vægt at høre den fra ham. Den bliver i hans fortolkning til en refleksion over et langt liv – ikke helt ulig Johnny Cash’s udgave af “Hurt”.

(De af jer, der kan kroatisk, kan læse oversættelsen af teksten.)

Hvad sker der?

Højt oppe på listen over de albums, jeg holder mest af og altid vender tilbage til, er What’s Going On af og med Marvin Gaye. Det er på én og samme tid et vidnesbyrd om det tidløse i Marvin Gayes musik og om hvor dybtliggende problemerne er i USA (og andre steder), at dette albums sange også nu, i sommeren 2020, næsten fem årtier efter udgivelsen, står frem som om de kunne være skrevet i dag.

Songs of Love and Hate

I en artikel hos webmagasinet Aeon skriver forskerne Alberto Acerbi og Charlotte Brand om deres analyse af sangtekster i engelsksproget popmusik fra hitlisterne fra 1960’erne og frem. Acerbi og Brand klassificerede ord alt efter om de gav udtryk for negative eller positive følelser. Deres analyse (sædvanlig lineær regression) viser at der i vore dages hits er flere negative ord end for 50 år siden.

Og ordet “love” blev stort set halveret i løbet af 50 år fra omkring 400 til 200 forekomster, hvorimod ordet “hate” som indtil 1990’erne stort set ikke forekom i sange i top 100, nu dukker op mellem med mellem 20 og 30 forekomster om året i sange, der ligger i top 100.

Men hvorfor er det blevet sådan? Forskerne har flere forklaringsmodeller, som de nu vil undersøge. De skriver

The rise of negative lyrics in popular English-language songs is a fascinating phenomenon, and we showed that this can be due to a widespread preference for negative content plus some other, yet to be discovered, causes. Given this preference, what we need to explain is why pop-song lyrics before the 1980s were more positive than today. It could be that a more centralised record industry had more control on the songs that were produced and sold. A similar effect could have been brought about by the diffusion of more personalised distribution channels (from blank cassette tapes to Spotify’s ‘Made For You’ algorithmic tailoring). And other, broader, societal changes could have contributed to make it more acceptable, or even rewarded, to explicitly express negative feelings.

Fra Why are pop songs getting sadder than they used to be? (https://aeon.co/ideas/why-are-pop-songs-getting-sadder-than-they-used-to-be)