Han døde som 23-årig, så som 23-årig vil han altid leve videre. Men hvad nu hvis ikke Ian Curtis havde hængt sig i det køkken i Macclesfield den forårsnat efter at have hørt Iggy Pops The Idiot og set Herzog-filmen Stroszek? Så var han to dage efter rejst afsted til sit bands første otte nordamerikanske shows. Umuligt at tro USA ville have forstået eller sat stor pris på dem.
Men hvad havde den fuldvoksne Ian Curtis mon udrettet i verden? Ville Joy Division have udsendt hele syv uforglemmelige albums inden de gik i opløsning? Og skulle vi derfor så aldrig have hørt ‘Blue Monday’ eller den mageløse New Order-musik der er Power, Corruption & Lies? Måske Ian Curtis var flyttet væk til sin platoniske affære Annik Honoré’s Bruxelles og var forsvundet helt ud af rockmusikkens søgelys.
Lærer aldrig de ubetrådte veje at kende; der er kun det der blev. Men Ian Curtis ville være fyldt 70 år i dag. Markerer ham herunder med et af de numre der er nået så vidt, at ligeledes nu afdøde George Michael udnævnte den Closer-pladeside ‘The Eternal’ optræder på som en af sine absolutte favoritter. Mon Ian Curtis ligeledes havde havde elsket GM’s ‘You Have Been Loved’…?
Lad os ikke snakke fodbold – hvad ved vi danskere også om det? – men Belgien har fyldt meget det seneste døgns tid. Tirsdagen fortsætter i den anerkendelse med en patosladet belgisk musik, der bemærker sig ved hverken at være Vive la Fête eller Plastic Bertrand. Istedet den mægtige Jacques Brel med ‘Fernand’, en af denne sides favoritter med den store sanger med det så udtryksfulde hesteansigt; livets nådesløse vilkår og flygtighed bekendt med voldsom feeling til en nær og netop død ven, den sagesløse Fernand…
Her er endnu et nyt nummer med The New Pornographers, “Pure Sticker Shock”. Den lover godt for det nye album, der kommer i næste måned.
A.C. Newman har altid skrevet iørefaldende melodier, men hans tekster har ofte været finurlige, grænsende til det kryptiske. Men denne sang tror jeg, jeg forstår – en sang om at tvivle stadigt mere på sig selv, efterhånden som årene går.
In a pure sticker shock At my price cut by half But you say I look happy And I start to laugh You see the problem I have
The heart is always here You forget it's beating The heart is always here You forget it's beating Like a gift that you didn't remember giving The gift you never remember giving
Det nye album med Mavis Staples hedder Sad and Beautiful World og befinder sig mellem to genrer, jeg holder meget af: Country og soul.
Titelnummeret er skrevet af Mark Linkous, der stod bag Sparklehorse, og den oprindelige udgave findes på Sparlehorse’s første album Vivadixiesubmarinetransmissionplot fra 1995. Linkous begik selvmord i 2010 efter mange års kamp mod depression. I hænderne på Mavis Staples, der efterhånden er blevet 86, har oplevet og deltaget i kampene mod apartheid i USA og nu igen ser mange og store forandringer, får teksten endnu et lag af betydning, og ét, jeg kan nikke genkendende til. Verden i 2025 er på én gang sørgelig og smuk.
På Sad and Beautiful World er der også sange som “Chicago” af Tom Waits og Kathleen Brennan og “Hard Times” af Gillian Welch og David Rawlings. Ligesom når man hører andre sangere, der er blevet gamle og har overlevet meget og mange – her tænker jeg på f.eks. John Cale, Patti Smith og salig Leonard Cohen – oplever man, at der er kommet en særlig form for malm i Mavis Staples’ stemme. Hendes udgave af netop Cohens “Anthem” er også at finde på Sad and Beautiful World, og også dén er værd at høre.
Joy Divisions debutalbum Unknown Pleasures blev optaget i Strawberry Studios i Stockport, ikke langt fra hvor mine to engelske søstre voksede op. Det udkom den 15. juni 1979 og blev et af de albums, mange af os har brugt ganske megen tid på at lytte til og stadig gerne lytter til. En hel masse andre senere bands ville ikke lyde, som de gjorde, hvis ikke det var for Unknown Pleasures. Det er nu også lidt underligt at tænke på, at denne blogs forfattere i dag er tæt på at være fyrre år ældre end Curtis, Hook, Morris og Summer var dengang.
Billedet er et negativ af radiobølgerne fra pulsaren CP 1919. En pulsar er en roterende neutronstjerne. Da CP1919 blev opdaget i 1967, troede astronomerne en kort overgang, at de regelmæssige radiobølger var tegn på at der var liv et sted derude.
Strawberry Studios var i øvrigt også det sted, hvor 10cc (som var fra Stockport – det var Joy Division ikke) optog deres første fire albums, men også dét er en anden historie.
Den geniale, men martrede sangskriver døde i dag, 82 år gammel. Misbrugsproblemer, overvægt og psykisk sårbarhed plagede ham i en stor del af voksenlivet, og i sine sidste år blev han ramt af demens. Dertil kom slægtsfejder – Beach Boys er endnu et af mange eksempler på at det ikke er en entydigt god idé at danne et band med sine søskende (for slet ikke at tale om at have en fætter med). Men så var der også musikken, og den er noget helt særligt. Her er et af Wilsons mesterværker fra det med rette legendariske Pet Sounds.
Her er Cameron Winter, en amerikansk sanger på vej frem. Hans debutalbum fra sidste år hedder Heavy Metal, men titlen er falsk varedeklaration. Jeg kan ikke helt gøre op med mig selv, hvad jeg synes om musikken. Nogle gange minder det om Roger Whittakers berusede barnebarn, andre gange er jeg noget mindre negativ. Hvad siger denne blogs læsere?
Marianne Faithfull kom frem i 1960’erne, men tiden med bl.a. The Rolling Stones endte i en grim tid med heroinmisbrug. Ved indgangen til 1980’erne fik hun sit comeback med Broken English og blev senere også en kompetent skuespiller.
Marianne døjede med helbredet gennem mange år. I 2020 fik hun COVID-19, og man troede ikke at hun ville overleve, svækket som hun var. Men også her var hun den store overlever og udgav sit 21. album, She Walks in Beauty, et år senere. I dag ville kroppen så ikke mere. Æret være hendes minde.
I dag er det præcis 50 år siden Nick Drake døde, kun 26 år gammel. Det var en radioudsendelse med Gorm Henrik Rasmussen i 1983, der første gang gjorde mig opmærksom på Nick Drakes korte liv og fascinerende værk.
Jeg fandt dette gamle klip med Elliott Smith fra juli 1995 fra amerikansk morgen-fjernsyn . Han synger “Clementine” fra albummet, der simpelthen hedder Elliott Smith. Der er noget sært uvirkeligt ved at se ham dér i sofaen mellem overfladisk smilende mennesker i farverigt sommertøj.
Et af de albums, jeg er glad for at have lyttet til i 2023, er Javelin af og med Sufjan Stevens. Han har været gennem en svær tid, men forunderligt er der ud af sorgen og helbredsproblemerne kommet et smukt album, der forener hans sarte folk-udtryk (som man kender fra bl.a. Carrie and Lowell fra 2017) og de mere storslåede og elektronisk prægede arrangementer, han også benytter sig af på nogle albums.
En af de sidste gange, jeg var på Roskilde Festival, var i 2017. En af de koncerter, jeg husker, er den med Lorde. Hun sang ikke “Swinging Party”, men her er den – en af sangene fra Tim og en særlig mulighed for at opdage The Replacements ad en uventet indfaldsvej.
Terrorangrebet i USA på denne dato var forfærdeligt, men det er vigtigt, at der på denne dag er særligt fokus på kuppet i Chile, der for 50 år siden væltede en demokratisk valgt præsident, førte til mange års undertrykkelse og tvang mennesker på flugt.
Et af ofrene for Pinochet var sangeren Victor Jara. Inden Jara skulle henrettes, smadrede soldaterne hans hænder, smed en guitar hen til og bad ham hånligt om at spille.
The Clash og U2 er blandt dem, der siden har sunget om Jara. Men her er det Calexico og deres “Victor Jara’s Hands”.
