Kategoriarkiv: En aften i byen

Okkervil River – i Glasgow

2016-11-13-21-06-39
Okkervil River.
2016-11-13-19-19-52
Den lille koncertsal i kælderen.

Jeg har været i Glasgow i den seneste uges tid, og før det i Manchester, så der er en god forklaring på at jeg ikke har været at finde i hverken Berlin eller Vendsyssels Berlin, dvs. Hjørring.

Men min uge i Glasgow sluttede med en koncert med Okkervil River, et af mine yndlingsbands – på Stereo, der tilmed er et vegansk spisested med godt øl.

2016-11-13-19-48-07
Michael Nau.

Opvarmningsnavnet var Michael Nau og hans trio, også fra USA. Han var et temmelig nyt bekendtskab for mig, og jeg er stadig ikke sikker på hvad jeg synes om hans musik. Mange af sangene i det korte sæt bevægede sig i samme tempo, og først til sidst kom der lidt stemning over tingene. Selve fremførelsen var desværre heller ikke synderligt karismatisk. Okkervil River har meget bedre sangmateriale end Michael Nau, og bandet er teknisk meget dygtigere end den lidt lærerværelsesagtige trio.

Som nogle læsere af denne blog ved, blev jeg først opmærksom på Okkervil River i 2007, da de udsendte albummet The Stage Names. Sangen “Lost Coastlines” fra det album burde være blevet et hit. Der har været store udskiftninger i gruppen siden 1998, og eneste gennemgående medlem er sanger og sangskriver Will Sheff. Deres nye album fra i år, Away, er blandt deres bedste, spørger man mig.

Aftenens koncert blev også en god oplevelse, og det var samtidig bandets sidste koncert i 2016 – i morgen går turen hjem til USA. Med præsidentvalgets resultat i baghovedet var det ikke noget, Will Sheff så frem til.

Der var mange sange fra Away – startende med “afskedssangen” “Okkervil R.I.P.” (!!) – men også en del indslag fra bagkataloget, ikke mindst The Stage Names, og herunder bl.a. den smukke “A Girl In Port”. Undervejs fik vi en fin udgave af “So Long Marianne” som Okkervil Rivers hyldest til Leonard Cohen, og i ekstranumrene kom vi helt tilbage til Black Sheep Boy.

Okkervil River er forholdsvis afdæmpede og ofte mere melankolske end ellers på Away, men til aftenens koncert var de ikke bange for at rocke igennem, bl.a. i det, der vel nu er blevet signatursangen, den dystre, men samtidig fængende “Down The Deep River”. Bandets medlemmer er alle dygtige musikere, og bandet er godt sammenspillet. Især lagde jeg mærke til guitaristen Will Graefe. Ligesom keyboardspiller m.m. Sarah Pedinotti har han en solokarriere.

Bagefter fik jeg hilst ganske kort på Will Sheff og fik sagt ham tak for en god koncert. For det var det.

Opsummering

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © sCANPIX
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © sCANPIX

PJ Harvey gav en af de bedste koncerter, jeg nogensinde har været til med nogen. Neil Young gav den bedste Neil Young-koncert, jeg har set. Sturgill Simpson fik teltet til at løfte sig (metaforisk set, selvfølgelig) og mindede os alt det, countrymusikken kan. Jeg vidste det godt, men ham foran mig i Mercyful Fate-t-shirten vidste det måske ikke. De tre koncerter vil jeg for alvor tage med mig fra årets Roskilde-festival.

Der var selvfølgelig også andet. Tame Impala gav en koncert med flot lyd og et overbevisende indtryk. New Order var solide, men lidt kedelige. Hurray for the Riff Raff er en lille perle af countryrock fra New Orleans.

Men jeg må indrømme, at jeg i dag mere og mere finder glæde ved også at lytte til de lidt mindre kendte navne og især ved at møde musik fra andre verdensdele. Calypso Rose fra Trinidad og Officerfishdumplings fra Marokko og Orchestra of Syrian Musicians med de mange gæstesolister var dejlige oplevelser. De hvide mænd (og kvinder) med guitar kan ikke udgøre hele verden.

Der var meget, jeg ikke nåede at høre, som jeg gerne ville have hørt – LCD Soundsystem, Peaches, Anna Tijoux, James Blake, Gojira… Sådan må det nødvendigvis være.

PJ Harvey 2016

1467349353_20160630-213428-l-1000x667we
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © sCANPIX

Da jeg fandt ud at PJ Harvey skulle give koncert på festivalen, købte jeg billet med det samme. Jeg var til hendes koncert i 1995, men alligevel ikke rigtig. Dengang havnede jeg langt væk fra scenen og kunne hverken se eller høre ordentligt (det var før de gode storskærmes tid), og det var ærgerligt.

Denne gang nåede jeg op nogenlunde tæt ved scenen med god udsigt til både scene og skærm. De første tyve minutter stod vi som sild i en tønde, men enhver rutineret festivaldeltager ved at man bare skal holde ud, for så begynder de mindre rutinerede og udholdende i publikum at sive væk igen. Og ganske rigtigt: Derefter stod jeg godt og kunne endda læne mig op af rækværket.

Koncerten i år var hele festivalbilletten værd. PJ Harvey er en eminent sangskriver og en lige så eminent performer. Hovedvægten lå på de seneste to albums, The Hope Six Demolition Project og Let England Shake. Så det var en alvorlig koncert, præget som den var af disse to albums sange om krig og ulighed og nationalisme; først efter knap en time smilede PJ Harvey til publikum – og introducerede sit band med ikke mindst de uforlignelige Mick Harvey og John Parish. Derefter fik vi sange fra ældre albums (“When Under Ether” fra White Chalk, sange fra To Bring You My Love og såmænd også “50 Ft. Queenie” helt tilbage fra Rid Of Me), og PJ Harvey var nu gået fra at være fjerklædt og sorgfuld/indigneret diva i front for et band med saxofoner og marchtrommer kørt i stilling til sin mere rockede/udadvendte fremtoning med miniskørt. Hele koncerten var præget af et enormt nærvær fra Harvey og hendes band. Lyden var så tydelig at man kunne høre enhver detalje, og de sort-hvide live-billeder på storskærmen understregede helhedsindtrykket særdeles overbevisende.

Koncerten med PJ Harvey på Roskilde-festivalen 2016 er ganske enkelt en af de bedste koncerter, jeg har været til i mange år.

En onsdag på Roskilde

IMG_20160629_182825

I disse dage er jeg til Roskilde Festival.

I går åbnede Orange Scene med en koncert som jeg havde jeg set frem til, og den endte med at blive en god oplevelse for mig, også selv om den bestemt ikke var stramt afviklet. Damon Albarn optrådte sammen med Orchestra of Syrian Musicians og mange gæstesolister fra Mellemøsten og Afrika – og et enkelt indslag fra den vestlige popverden, nemlig Julia Holter fra USA. Det syriske orkester havde med sig et smukt syngende kor. Blandt solisterne lagde jeg især mærke til den algeriske rapper Malikah. Jeg kan desværre ikke arabisk så hvad hun rapper om, ved jeg desværre ikke. Objektivt set var det måske ikke en perfekt koncert, og fans af Blur eller af Damon Albarn ville måske har forventet noget andet , men for mig var det meget gribende at høre kunstnere fra lande ramt af krig og undertrykkelse besynge livet, lyset og glæden.  Alene det at det store orkester, der nu er i landflygtighed, har kunnet samles igen (og så med de voldsomme danske visumregler in mente) er fantastisk.

Bagefter tog jeg hen til sidste halvdel af koncerten med Slayer, et band jeg har lyttet til med mellemrum men nok aldrig rigtig lært at holde helt af som andre af deres samtidige i genren. Beklager. Men jeg kan ikke lade være med at bemærke hvor godt de trods alt gør det live. Tom Araya virkede bevæget da han tog afsked. Bandet har trods alt også været hårde ting igennem, ikke mindst tabet af Jeff Hanneman i 2013. Hanneman blev da også mindet i det allersidste nummer.

To timer senere spillede At The Drive-In på samme scene. Lidt nede bagved kunne jeg se en del mænd, der vel var først i fyrrerne, der nikkede med til musikken. De er vel vokset op med dette band, der havde sin storhedstid omkring årtusindeskiftet og nu er gendannet. At The Driv-In er også hårdtslående, men i modsætning til Slayer har de stedvis brug af melodika.

Til sidst mødte jeg to bekendte fra Aalborg og på den måde blev den sidste koncert med Red Hot Chili Peppers baggrundsmusik. Vi konstaterede dog at koncerten uden på nogen måde at være imponerende god faktisk var noget bedre end hin berygtede optræden fra samme band tilbage i 2007. Om det så var godt nok til at berettige en optræden på Orange Scene er en anden snak (det er jeg noget i tvivl om).

En aften med Rhiannon Giddens

2015-07-07 21.33.08

Jeg skal ikke undlade at nævne at jeg i går aftes var på gæstevisit i Rigets Centrum med det ene formål at opleve en koncert med Rhiannon Giddens. Jeg har skrevet en udførlig anmeldelse andetsteds, men kan dog godt røbe at det blev en af de rigtig gode koncertoplevelser, der så rigeligt var en lang togtur værd. Hvorfor dette amerikanske country/folk-navn er havnet på Copenhagen Jazz Festivals program, vil jeg nok aldrig helt forstå, men det er egentlig også ligegyldigt. Hendes album Tomorrow Is My Turn, produceret af T-Bone Burnett, er en af årets bedste albumudgivelser, hvis man spørger mig. Anbefalet til alle der kan lide Gillian Welch/David Rawlings og Alison Krauss. Så ja, det var (måske bortset fra et enkelt nummer af Sister Rosetta Tharpe) ikke rocknroll, men der var til gengæld masser af solidt akustisk musicianship, som det hedder på nudansk.

Og skal det være rocknroll med damen indblandet, så har Rhiannon Giddens gode bidrag på The New Basement Tapes, der kom sidste år, hvor hun sammen med Elvis Costello, Jim James, Marcus Mumford m.fl. sætter musik til gamle tekster af Bob.

Kathryn Calder og de andre

2015-06-01 21.28.15

Det er ikke så meget, jeg har skrevet her i et stykke tid. I dag er det to uger siden jeg blev ramt af en bil på en meget lidt trafikeret sidegade i Aalborg; jeg fik et brud på min højre albue. Når man som jeg er højrehåndet, lægger den slags en dæmper på mulighederne for at skrive og jeg har koncentreret mig om ikke at lægge min egen blog død. Det går bedre nu, men først om tre måneder, når sommeren er forbi, er min arm helt sig selv igen.

Jeg sluttede en uges sygemelding med at tage til koncert med The New Pornographers i Aarhus den 1. juni. Dan Bejar og Neko Case var (som så ofte før) ikke med, men man savnede dem slet ikke. Vi fik en perlerække af numre fra alle seks albums, afleveret tight og nærværende med vokaler der så godt som altid sad lige i skabet. Carl Newman ved hvad han gør, og hans niece Kathryn Calder er vokalt helt på højde med Neko Case i de numre, der på plade er hendes.

Ved slutningen af det egentlig ikke så lange sæt på en time og et kvarter var det tydeligt både i salen og på scenen at det havde været en vellykket koncert.  Selv var jeg glad for første gang at kunne glemme den dumme arm lidt og leve mig ind i et univers af sange, som jeg sætter højt.

Bagefter kunne man købe plader og cd’er i garderoben; det var Kathryn Calder herself der stod for salget og vi fik en lille snak. Jeg har alle albums med bandet, så jeg købte hendes soloalbum fra i år (det hedder såmænd bare Kathryn Calder) og fik det signeret. Jeg fik endda 20 kr nedslag i prisen på grund af min dårlige arm!  Så kom der da alligevel noget godt ud af den sygemelding.

Her er en sang fra albummet. Det minder ikke så meget om The New Pornographers (eller Neko Case, som Kathryn Calder stemmemæssigt minder en hel del om), men det er vellykket på sin egen måde.

Indtryk fra “Before The Dawn”

IMG_3845-0.JPG

IMG_3838-0.JPG

Så blev det omsider tid til at gå til koncert. Jeg havde været nødt til at købe en såkaldt hospitality-pakke, der inkluderede et gourmetmåltid og et koncertprogram. Så inden koncerten mødte jeg andre koncertgængere; de kom fra henholdsvis Tyskland og England. Vi fik talt en masse om hvor svært det havde været at få billetter, om Kate Bush og hendes musik – og om fodbold. Jeg indrømmede at Tyskland er en stor fodboldnation, og tyskerne (den ene var nu faktisk en irer bosat i Tyskland, opdagede jeg) fortalte om deres fascination af det danske landshold i 1992.

Vi aftalte at se om vi kunne ses igen på en bestemt pub i nærheden bagefter. Nu var det tid til at gå over til Eventim Apollo; teateret er smukt og gammelt – det er tydeligt at der er en masse traditioner forbundet med det.

Kl. 19.45 kom bandet på scenen og sidst af alle Kate Bush selv – til en nærmest øredøvende jubel. Koncerten startede som en traditionel koncert, og vi fik en række numre der viser en umiddelbar og nogle gange også lidt soulpræget side af Kate Bush – ikke mindst hittene “Hounds of Love” og “Running Up That Hill” og Joanni fra Aerial. Denne del af koncerten viste med stor tydelighed at Kates stemme stadig er stor og smuk. Kate selv er også stadig smuk og karismatisk; i en alder af 56 har hun fået en anderledes og i ordets bedste forstand moderlig udstråling. Ligesom to andre sangerinder med baggrund i hippie-tiden, nemlig Patti Smith og vores egen Anisette, var Kate Bush barfodet til denne koncert. Kate takker sit band som hun kalder shit hot — og det er de. Med er David Rhodes, den fænomenale bassist John Giblin og hele to tromneslagere, den ene den legendariske Omar Hakim.

Efter den første afdeling skiftede koncerten pludselig helt gear; en stor portion konfetti blev skudt ud i salen. Oppe på balkonen var det ikke muligt for mig at få fat i et stykke – en af tyskerne havde fortalt mig at de var meget eftertragtede!

Nu fulgte en afdeling som bedst kan beskrives som en teaterkoncert – en overrumplende gennemført fortolkning af hele den del af Hounds Of Love-albummet, der hedder The Ninth Wave. Denne cyklus af sange om en skibbruden kvinde, der kæmper for ikke at dø, er en slags modstykke til de første, mere hitorienterede sange på albummet – og samtidig en del af Kate Bush’s værk som jeg ikke nemt kunne se visualiseret. Men det lykkes at fortælle historien. Den irsk inspirerede “Jig Of Life” var ligesom den indledende, tindrende smukke pianoballade “And Dream Of Sheep” højdepunkter både på albummet og til denne koncert. Det visuelle udtryk var en gennemført blanding af lyseffekter, film, dans og teater. Her så vi for første gang Kate Bush’s søn Albert i en talerolle.

Slutningen på denne del af koncerten var den smukke “The Morning Fog”, hvor alle var på scenen og Kate Bush brugte sangen til at takke musikere og dansere og (ikke mindst) Albert. Også publikum fik en stor tak fra hende; det var tydeligt at også denne aften (dette var koncert nummer 16 i serien) var en god oplevelse for hende.

Efter pausen blev det tid til endnu en teaterkoncert-afdeling, nu med sangene fra disk 2 af Aerial fra 2005. Denne del er en hyldest til naturen og døgnets gang; jeg er dog ikke helt så fortrolig med den lange suite som jeg er med The Ninth Wave.

Her var der igen smuk brug af dans, dukketeater (en trædukke i barnestørrelse, der forestiller en dukke som billedkunstnere bruger) og film. Albert har rollen som kunstmaler, og på et tidspunkt får han endda sunget sin egen sang (eller er der min hans mors komposition?) mens han maner månen frem. Han er en solid ung sanger, men ikke på højde med sin mor.

Til sidst i denne del af koncerten har alle musikere og dansere fået fuglemasker på! Nu kommer finalen på Aerial hvor guitarist David Rhodes og Kate Bush får en slags danse-dialog ud af afslutningen – der ender med at et stort træ tilsyneladende bliver hamret igennem flyglet!

Nu er koncerten næsten færdig, men et medlem af crew, Steve Taylor, har fødselsdag i dag, så Kate får alle til at være med til at synge Happy birthday to you til ham. Igen takker Kate publikum.

De sidste to numre er en sang fra 50 Words for Snow med Kate alene ved flyglet og ikke mindst “Cloudbusting”, hvor hele bandet er tilbage og alle i salen har rejst sig og synger med.

I Danmark har vi set mange teaterkoncerter, men dette var kunstneren selv der stod for fortolkningen – og så var det som bekendt ikke hvemsomhelst!

Efter en så overvældende koncertoplevelse må jeg stå lidt udenfor og føle mig almindelig igen.
Jeg ser en af dem, jeg spiste sammen med, og vi følges ned til pubben. Her møder vi tyskerne fra før – og et par fra Amsterdam. Manden så Kate Bush tilbage i 1979, og hans hustru giver mig et stykke konfetti fra koncerten. På det står et citat fra Tennysons digt The Ninth Wave.

Før “Before The Dawn”

IMG_3819.JPG

IMG_3823.JPG

Det er i aften, jeg skal se Kate Bush give koncert – én ud af hele 22 koncerter under fællestitlen Before The Dawn. Det bliver samtidig første gang, jeg er til koncert på det legendariske koncertsted Hammersmith Odeon – der nu hedder Eventim Apollo.

Jeg tilbragte morgen og formiddag sammen med familien på besøg i Warner Bros.-filmstudierne, hvor min Harry Potter-begejstrede datter på 13 fik set kulisser og special effects fra filmene.

Nu er det så blevet min tur. Jeg stod i en forholdsvis kort kø kl. 15.55, fem minutter før billetkontoret åbnede. Bag mig stod en australsk mand i orange jakke – han ville vide om dette var køen for afbudsbilletter.
Nej, desværre. Jeg håber ikke han var taget hele vejen herop bare for at prøve at få en afbudsbillet. Kl. 16.00 kunne jeg gå forbi alle de formodentlig forgæves ventende, vise pas og en email-udskrift og hente den uhyggeligt dyre billet. Jeg kan stadig ikke helt fatte at jeg rent faktisk skal opleve den sangerinde, jeg i mange år kun har læst om og lyttet til på et lille antal albums. Anmeldelserne lover rigtig godt; jeg håber de har ret.

Northside: Arcade Fire

20140615-230229-82949693.jpg

Arcade Fire leverede et vellykket og farverigt show på lidt over halvanden time med de forskellige musikalske udtryk, der kendetegner dem – og der var både alvor og fest. Koncerten startede med konfetti fra kanoner og hen mod slutningen dukkede de berømte papmachéhoveder frem. Både Pastorinden og jeg holder af The Suburbs, og dette album var også godt repræsenteret. Til gengæld var der kun ét nummer fra Neon Bible. Karnevalsagtigt? Ja, bestemt. Godt? Ja, bestemt også!

Northside: The Pixies

20140615-225613-82573587.jpg

Det var en tur ned ad mindernes allé med The Pixies – og der var tydelig genkendelsesbegejstring ved “Wave of Mutilation”, “Here Comes Your Man”, “La La Love You” og hvad der nu ellers kom fra bagkataloget. Meget kan man sige om Frank Black (eller hvad han nu hedder nutildags), men han er så afgjort ikke en af de rockmusikere der er blevet lidt godt i stand som årene et gået.

Northside: Cold Specks

20140615-163602-59762387.jpg

Dagens første koncert for mig på Northside var med canadiske Cold Specks. Mange ved hvor meget jeg holdt af debutalbummet I Predict A Graceful Expulsion fra 2012. Der kommer et nyt album til august, og det hedder Neuroplasticity, røbede Al Spx, der reelt er Cold Specks. De fleste sange i dagens sæt var nye sange – Al Spx sagde selv at hun var træt af de gamle sange nu. Heldigvis fik vi dog også en håndfuld sange fra debut’en, heriblandt “Blank Maps” og som et ekstranummeret titelnummeret fra det første album. De nye sange er lidt mere keyboardprægede og måske også mere “rå”, men helhedsindtrykket er lovende for Neuroplasticity.

A Case For Shame

Hvis man læser denne blog, ved man måske at jeg er meget begejstret for canadiske Cold Specks’ debutalbum I Predict A Graceful Expulsion, endda så begejstret at albummet var nummet 1 på min årsliste sidste år. Hendes/deres koncert på Roskilde i 2012 var også rigtig vellykket. Nu er der omsider nyt fra Cold Specks – dog kun i form af en gæsteoptræden på et nummer med Moby. Jeg er sent ude her; nummeret kom for et par måneder siden. Man kan hente MP3’en her.

Jeg vil ikke lægge skjul på at det er Cold Specks’ medvirken, der gør nummeret interessant for mig. Mobys udglattende produktion siger mig ikke så meget.

Vejen hjem

20130708-120212.jpg

Jeg lover at det bliver det sidste indlæg fra mig om Roskilde-festivalen 2013, og jeg kan lige så godt bruge det til at få ørerne i maskinen. For jeg er ikke enig med den holdning, der ofte gives udtryk for: At der skal være nogle flere Velkendte Bands Og Solister Der Spiller Rigtig Rock, og at Roskilde-festivalen svigter Alle Os Sande Musikelskere. Dette er en holdning, Jens og en bestemt musikanmelder fra Ekstra Bladet er overraskende enige om.

Som man forhåbentlig kan udlede af det, jeg har skrevet, havde jeg pænt mange gode musikoplevelser og kun én reel skuffelse (det var Animal Collective der er et Velkendt Band der så måske ikke spiller Rigtig Rock). Selvfølgelig kunne det da have været hyggeligt også at opleve f.eks. The Walkmen og Blur og Arcade Fire og alle de andre, Jens og jeg plejer at rose til skyerne og sikkert ejer alle officielle (og en god portion mindre officielle) udgivelser med. Men disse musiknavne er heller ikke hele verden, de er “kun” en del af den.

Der er vel tre typer koncertoplevelser, man kan have, og De Der Savner Velkendte Bands Og Solister Der Spiller Rigtig Rock, går så vidt jeg kan se efter én bestemt af dem. Lad mig prøve at eksemplificere.

Der var i år flere navne, som jeg havde et godt kendskab til og har oplevet tidligere. Det kunne være f.eks. Calexico eller Kraftwerk. Oplevelsen af en koncert med et så velkendt navn kan blive en gensynsglæde, en forventning (Spiller de mon “Computerlove”? Kommer der nye numre? ) som enten bliver indfriet helt, delvis eller slet ikke. Når Jens skriver om koncerter med bands, han holder af, mærker man tydeligt denne blanding af gensynsglæde og forventning.

Så var der andre navne, hvis musik jeg kendte godt, men som jeg aldrig tidligere har været til koncert med. Det kunne være f.eks. James Blake eller John Grant eller Animal Collective. Oplevelsen er ikke en gensynsglæde, men en forventning (Spiller han mon “Marz”? Er han mon lige så god på en scene som i studiet?). Set ud fra dette forventningsperspektiv var Blake rigtig god, Grant fænomenal og Animal Collective en fuser.

Og så er der navne, hvis musik jeg slet ikke kendte til. Det kunne være f.eks. Sohn eller Meher & Sher Ali. Her er oplevelsen i høj grad en opdagelsesrejse, der kan ende med at man farer vild eller opdager et nyt sted. I år var der mest tale om gode oplevelser i denne kategori; et par var endog rigtig gode.

En koncert med en enkelt kunstner kan også rumme denne blanding af det velkendte og det nye, og mange gange har musikerne planlagt sætlisten nøje – der skal være noget velkendt, noget ikke så kendt og måske også noget nyt, de vil prøve af. Hvis man tænker på en musikfestival ikke kun som en stor samling koncerter men også som sådan en planlagt helhed med noget velkendt, noget mindre kendt og noget helt ukendt, bliver det klart hvorfor det at sammensætte repertoiret til en stor musikfestival er så kompliceret og hvorfor forventningen om Det Band Eller Den Solist Jeg Kender ligner forventningen om Den Sang Jeg Kender så meget.

Den enighed, som De Der Savner Velkendte Bands Og Solister Der Spiller Rigtig Rock ofte postulerer, er desuden mindre reel end vi ofte tror. Vi har en tendens til at tro at det segment, vi selv færdes i og har lært at kende, udgør verden. Da tænker jeg på en 50-års-fødselsdag jeg var til for nylig et sted på Sjælland, hvor der herskede en uudtalt konsensus om at verden begynder og ender med hvad man kan høre på The Voice.

Eller jeg på tænker i går eftermiddags, hvor jeg stod i kø ved en bar, og lige bag ved stod tre unge fyre der snakkede om sidste års Roskilde-festival, der havde været deres første. Hvem var det nu, der var de vigtige navne på Orange Scene sidste år? grublede de lidt. Nå ja, det var da Magtens Korridorer og Tyler The Creator.

Der er ikke ret mange store rocknavne, der kan samle bredt. Det er ikke rockmusikkens skyld, men et udtryk for at der er mange segmenter. Rige Hanne siger mig ikke rigtig noget, men jeg kunne fornemme at ganske mange festivalgæster var glade for hende. Mit bud er det i lige så høj grad er rendyrkede popnavne som hende, Beyoncé, Lady Gaga m.fl. der vil kunne samle et stort bredt publikum.

Nå, fred med det. For at det hele ikke skal kamme over i hellighed er det nok bedst at jeg husker at nævne at jeg lige nu sidder og lytter til Calexico, mens IC3-toget klatrer nordpå.

Roskilde: Calexico

20130707-215703.jpg

En smuk, smuk, medrivende afslutning på Odeon med fabelagtige Calexico. Det swingede som ind i himlen, og selv om jeg var træt i fødderne og i hovedet efter fire dages koncerter (eller måske netop derfor?) var det vemodigt at vide at dette var sidste omgang musik. Godt at det netop var Joey Burns og John Convertino og kompagni, der rundede af her.

Og som et nik til rockhistorien fik vi endda fyldige citater af “Guns Of Brixton” og “Love Will Tear Us Apart”, inden det hele sluttede med en cumbia. Og vagterne nede foran dansede med – dette var også deres sidste aften!