I nat skulle jeg til koncert med Orville Peck på et spillested inde i Göteborg; det er nemlig sådan at Way Out West-festivalen efter midnat fortsætter rundt om på byens spillesteder.
Men mange andre havde fået samme idé, så jeg kunne ikke blive lukket ind, men måtte stå i kø indtil tilstrækkeligt mange fra publikum var gået ud igen. Jeg faldt i snak med en jævnaldrende mand fra Sverige, og vi kom selvfølgelig til at snakke om musik. Det viste sig at vi havde været til den samme koncert med Green On Red på en Roskilde-festival for meget længe siden. Først til sidst blev vi lukket ind og nåede at høre to numre med den gådefulde canadiske country-crooner. De var til gengæld rigtig gode, og jeg ærgrede mig over ikke at have hørt mere.
Bagefter tog jeg og min svenske følgesvend sporvognen tilbage, og her røbede han, at et af de bands han altid har sat meget højt, såmænd var Gasolin!
Der er korfestival i Göteborg og ikke helt få kor fra rundt om i verden er indkvarteret på hotellet. Her til formiddagen havde vi derfor den særegne oplevelse at kunne sidde på værelset og lytte med, mens korene øvede i hotellets gård. Det var overrumplende smukt!
Bagefter gik Pastorinden og jeg en tur for at købe kontaktlinserensevæske hos Synoptik (det har de også her!), og vi kom forbi domkirken. Her i denne kirke, der med sin enkle indretning ser så anderledes ud end danske kirker, var der en lille koncert med svensk folkemusik arrangeret for violin og harmonika. Jeg opsøger sjældent harmonikamusik, men dette var smukt og besad den længselsfulde, melankolske tone som er så karakteristisk for nordisk musik.
Dagens første egentlig koncertoplevelse blev den japansk-amerikanske sangerinde Mitski. Som en del af sit omhyggeligt koreograferede sceneshow brugte hun to rekvisitter: et bord og en stol. Musikken var (som noget, der ikke var så meget af på denne festival) egentlig rock, og her med tydelige momenter af tidlig 1990’er-rock som man stødte på den hos B-holdet i datidens “alternative rock” (Veruca Salt, Velocity Girl osv.). Men var det virkelig Martin Krasnik på guitar?
Stereolab så jeg første gang for 25 år siden. Deres musikalske udtryk, der på en og samme tid er naivistisk og cool, har de stadig. For de uindviede: forestil jer et extended remix af en udgave af “One Note Samba” indspillet af Can med Juliette Greco som gæstevokalist. Jeg lyttede en del til Stereolab dengang i 1990’erne, men selv om jeg har flere af deres album, må jeg desværre indrømme at jeg ikke kunne huske nogen af deres numre. Det vidste gruppen nu godt, for Laetitia Sadier præsenterede på et tidspunkt selvironisk et nummer som “et af vores hits”. Hvis der er noget, Stereolab aldrig har haft, er det nemlig hits. Men når det lykkes for Stereolab (og det gjorde det ofte i dag), skaber de en særlig tilstand – og det er også noget, musik kan.
Veronica Maggio er en af de helt store svenske popstjerner, og det er helt fortjent. Det store svenske publikum kunne synge med, og trods det at mange af hendes iørefaldende sange har en umiskendelig snert af melankoli (man aner igen den nordiske tone), var stemningen god. Undervejs drev to luftballoner – en gul og en blå – ind over festivalpladsen og hen over scenen. Det var et usædvanligt syn; om det var timet med netop denne koncert, ved jeg ikke.
Khruangbin er en trio fra USA, og jeg havde ikke noget systematisk kendskab til dem. De er en traditionel rocktrio med guitar, bas og trommer, men musikken er stilmæssigt svært karakteriserbar med elementer af rock, funk, afrikansk og østasiatisk musik og sikkert også andet.
Khruangbin er et usædvanligt tæt sammenspillet lille ensemble, og bassisten Laura Lee havde endda så stort musikalsk overskud, at hendes bevægen sig rundt på scenen ofte antog karakter af en slags dans. Ligesom Stereolab er Khruangbin et band der går efter at skabe en tilstand med deres musik; det skete efterhånden og især sidste halve time var rigtig vellykket i så henseende.
Aftenens sidste koncert var med The Cure. Alle musiknavne appellerer til bestemte, ofte aldersbestemte, segmenter, og her skulle man tro at netop The Cure ville appellere til mig af demografiske årsager. Jeg har da også enkelte af The Cures albums; Pornography og Disintegration er rigtig vellykkede, men ikke specielt muntre (tværtimod!). Men jeg har set The Cure nogle gange i årenes løb på festivaler, og det er desværre ikke lykkedes dem at ældes med ynde.
Kun Robert Smith er tilbage fra de glade (???) dage dengang, og han er kommet til at fremstå som Den Syngende Bedstemor. På musiksiden er der gået fuldstændig bulderrock i foretagendet, og det virker efterhånden barokt at forsøge at opildne til en form for fest med selvmedlidende sange med linjer som f.eks. “Yesterday I felt so old, I thought that I would die”. Nu måtte det være goth nok, konkluderede min hustru og jeg og tog hjem. På vej ned til sporvognen passerede vi forbi en koncert med norske Charlotte Bendiks og jeg måtte indrømme, at det elektroniske univers efterhånden appellerer meget mere til mig end The Cure ville kunne gøre det.
