Fredag og lørdag spiller Jens på Musikcafeen i Mejlgade i Århus.
Kategoriarkiv: En aften i byen
Fra studie 2
Tak til Christian R for dette billede fra optagelsen i går.
Fed fed Løkke til alle
Faraway, So Close
Hvilken aften…
I disse dage er jeg en kort tur i Rigets Centrum, fjernt fra lydene fra stadion. Jeg har talt for en lille, men undrende forsamling, og Jens har fået lidt Mac-hjælp (backup er nu sådan en god ting at tage). Efter sidste uges skuffelse i Manchester havde jeg valgt ikke at se returkampen. Så hellere se DRs symfoniorkester spille i det nye koncerthus, som jeg trods alt også har været med til at betale, end at ærgre mig trekvart ihjel langt hjemmefra.
Efter en aften oppe under loftet sammen med Grieg og Mahler, de store, romantiske følelser af håb, tab og forløsning – Mahlers 5. symfoni er en storslået film, et komediedrama hvis billeder dannes af lytteren, den med temaet fra Døden i Venedig – og den obligatoriske hosten mellem satserne kunne jeg tænde min mobil ude i garderoben. Min kone sms’ede, Jens SMS’ede – det her var spændende. I metroen blev jeg opdateret løbende, mens stillingen gik fra 0-0 over 1-0 til 2-0. I foyeren på hotellet sad jeg og så de 2 x 15 minutter uden lyd. Uden lyd.
En følelseskold person kom forbi den stol, jeg havde rykket ud, og sagde med hovedstadens velkendte sprogtone at “de klarer ikke presset, de røde”. Resten ved vi godt.
Jeg har aldrig set 2 x 15 minutter, der var velspillede og er træt af straffesparkskonkurrencer (når det hold, jeg holder med, taber). Men AaB faldt med ære!
(Og lyden i koncerthuset er fremragende. Desværre skal Backstage ikke optages her.)
Love Shop, 2009
Så så jeg det med egne øjne og hørte det med egne ører. Det var både festligt og bevægende – en slags motorvej til himlen, om man vil. For en stund var jeg en mand uden ord og indså at somme tider er sangene det eneste, vi har.
Jeg mødte en skare af denne blogs brugere efter koncerten. Vi endte på et værtshus med et så lille areal, at passiv rygning desværre var tilladt. (På den anden side havde de Limfjordsporter og Erdinger Dunkel). De gode brugere var her påfaldende interesserede i en cd, jeg havde i lommen. Det kunne desværre ikke lade gøre at afspille den, men så meget kan jeg fortælle: Den er ikke dårlig (f.eks. er sang nr. 5 kandidat til at blive en klassiker, hvis der ellers er retfærdighed til). En dag kan I købe jeres eget eksemplar.
Ved halvtretiden kravlede jeg ind i en natbus for at komme hen til en gammel studiekammerat og få tre-fire timers dyb søvn; jeg var brugt op, da jeg låste mig ind. Det lykkedes dog både at sove og at stå op til tiden, og så sad jeg ellers med iPod tændt hele vejen hjem i IC3-toget og hørte sang nr. 5 (og 1 og 2 og…) x gange for en stor værdi af x. Jeg blev også færdig med Jonas Bengtssons Submarino. En grum bog, en slags københavnsk Nordkraft – og det var et interessant sammentræf, at de eneste to gadenavne, der nævnes i romanen, netop var de gader, hvor koncerten fandt sted og værtshuset med passiv rygning ligger.
Der vil altid være nogen, der gerne fotograferer til en koncert, og der var mange kameraer fremme. Under Love Shops sæt tog jeg selv også en hel del billeder; undskyld til de mange tilskuere, jeg generede. De 19 fotos, jeg selv er mest tilfreds med, kan man nu hente i høj kvalitet som et zip-arkiv ved at klikke her. Et enkelt af dem kan I se ovenfor.
(og linket virker nu!)
En flod går gennem Århus
Det er vist temmelig tydeligt, at denne blog har sine favoritter. Okkervil River er blandt mine, og i aftes oplevede jeg dem for første gang i levende live på Voxhall i Århus. Det var første gang, jeg så dem. Jeg løb tilfældigt ind i én, der også havde set The Last Shadow Puppets i København, og han var enig med mig i at dén koncert var god. En utilsigtet lighed var, at også opvarmningen til Okkervil River gav uheldige mindelser om hvad man kunne se på Saltlageret i 1981-82 stykker. (Måske bliver opvarmningen valgt for at sætte hovednavnet i et endnu mere positivt lys?)
Okkervil River leverede en solid koncert. Indrømmet, det var et lidt underligt valg at starte med balladen “A Girl In Port”. Sange har både en inderlig melodi og en usædvanligt veldrejet tekst, men den var måske ikke det bedste startskud til et langt sæt. Nå, efterhånden steg intensiteten med numre som “Is There A Hand To Take Hold Of The Scene” og “Singer/Songwriter”, og til sidst kunne jeg konstatere, at vi havde med et solidt live-band at gøre. Det ene ekstranummer var en udgave af Lennons “Jealous Guy”, et nummer der viste sig at passe som fod i hose til Okkervil River – og ikke kun fordi sanger Will Sheff har Beatleshår og briller. Måske savnede jeg lidt det nye soul-nummer “Starry Stairs”, men man kan jo ikke få alt.
Den oprindelige guitarist Brian Cassidy er ikke længere med, og også Jonathan Meiburg, der synger fint på “Lost Coastlines” og har spillet lidt af hvert gennem årene, er væk. Til gengæld havde gruppen fået en dygtig multi-instrumentalist ved navn Lauren Gurgiolo med tydelig bluegrass/country-baggrund. Hun spillede mandolin, banjo, violin og også noget så almindeligt rockagtigt som en solid leadguitar. Og så kan man af billedet ovenfor også opdage, at hun heller ikke er grim.
Godt sted, godt spørgsmål
Her til aften spiste jeg på M&B Yummy, 1263 Queen Street West – noget så sjældent som en vegetarisk ethiopisk restaurant. Portionen var så stor, at jeg måtte levne. M&B er et intet mindre end godt lille spisested, som bør besøges af denne blogs læsere, hvis de skulle komme til Toronto. (Tag sporvogn 501 fra rådhuset.) Jeg fik en hyggelig snak med ejeren, en venlig dame, der spurgte mig:
Are you a pastor?
Kyndelmisse i Viborg
Jeg stødte til turen for en kort bemærkning i det let sneklædte Viborg, hvor der i midtbyen aldrig er langt til nærmeste pizzeria og hvor en urforretning har et udendørs ur med timeslag. Før, under og efter de tre sæt skete bl.a. følgende:
- Jeg hørte Jens’s nye podspeakere udsat for Robert Forster. Ikke dårligt.
- Jeg mødte medlemmer af det lokale dødsmetal-band Afskum, der samme aften gav koncert på det medborgerhus, der med udgangen af denne måned desværre lukker.
- Jeg snakkede med Jens’s far, med hvem jeg har et langvarigt Mac-fællesskab.
- Jeg hørte omsider Nikolaj fremføre “Mit herredømme”.
- Jeg hørte en nedbarberet, særdeles udtryksfuld udgave af “Drømmenes København”.
- En sang fra Aftenland Express blev tilegnet fodsportsforeningen.
- Jeg drak en flaske af den af Jens så frygtede stout.
- I tredje og afgørende sæt brød Mikkels slumrende maveonde frem og sendte ham til tælling.
- Jeg hørte rygter om hvordan man med hiv og sving alligevel kan pladedebutere.
- Jeg opdagede at alle veje fører til rom.
- Jeg indgik et væddemål med en noget overrislet FCK-tilhænger om udfaldet af superligaen.
- Auditoriums direktør forærede mig Resumé som dobbelt-LP. Nu mangler jeg bare en pladespiller.
- Jeg mødte en loyal AaB’er på Dickens.
- Og så fotograferede jeg løs undervejs. Ni af billederne kan ses ovenfor.
Morgenen efter, hærdet af få timers søvn på vandrerhjemmet på Vinkelvej, gik turen hjem til Nordens Paris, fastelavnsfest på min datters skole og en banankage, der havde fået lidt for meget.
(Vi nåede aldrig at høre Afskum, og jeg ved stadig ikke, hvem der vandt Melodi Grand Prix.)
Europa er vores legeplads
Det sneede i Østberlin den formiddag. Vi mødtes og indtog frokost i Ballhaus, en mørk og nedglitret dansehal fra DDR-tiden, i Auguststrasse. Fik bouletten – de lokale frikadeller, der i mindre form går som party-bouletten! – med kartoffelsalat og kæmpe fadøl til. Efter en uge alene godt at tale dansk. Skiltes igen 3 timer senere i bidende kulde ved Rosa-Luxemburg-Platz, hvorfra U-bahn tog væk og tilbage til Zentrum.
Som aftalt aftenen efter, ved Curry 36 på Mehringdamm i Kreuzberg. Havde ingen tid til at spise der, skråede istedet gennem Bergmannstrasse og de gamle brostensbelagte gader bagved, som krig har skånet. Kom således ned til Columbiahalle, der ligger skråt overfor Tempelhof-lufthavnen, selv i mørke et imponerende syn, med sine røde fejende lys mod kulsort himmel.
Columbiahalle pakket hårdt til det udsolgte show med Interpol. Brezel og mere tysk øl før kick-off. Forventningsfulde øjeblikke i en sal, før de bands, der virkelig er set frem til, går på. Denne aften når Interpol dog ikke samme højde, som i København i juni. Lyden vil længe ikke og de utallige jobs, verden over siden Vega, synes at have tæret på skarphed. Sekvensen med ‘Rest My Chemistry’ over i ‘Lighthouse’ over i ‘Take You On A Cruise’ vil selvfølgelig være imponerende. Ligeså første encore, ‘Untitled’, åbningssangen fra debut’en. Men det bliver ikke nok til at fravriste indtrykket af en forglemmelig arbejdssejr.
Helt anderledes med aftenens første band, italiensk/japanske (men New York-baserede) Blonde Redhead. Havde diskuteret dem dagen før, og købt den nye plade, ’23’. I Columbiahalle levede trioen op til dens luksuriøse indie-couture, her endnu mere præget af Kazu Makino’s insisterende sang plus vilde fremtoning. Det der på plade fremstår som et missing link mellem melankolsk men langt mere ekspressiv Mew-pop og en art næsten vægtløs My Bloody Valentine-sound, har live hårdere kant samt desperation én masse. Et inferno af høj, udspacet lyd og sukret melodi vandt på TKO denne aften overbevisende smukt for Blonde Redhead.
Senere vandrede vi til Die Ankerklause længere oppe i Kreuzberg, et gammelt bådhus ved kanalen, hvor to farvede sømænd kastede drinks og DJ’ede Ramones/Joy Division. Som ‘Love Will Tear Us Apart’ ringer endnu. Derefter mod noget at spise, et lille oplyst skur i mørket fra en park, med en større flok fedtdryppende kyllinger på roterende spyd. Morrissey ville ikke have brudt sig om det. Endte i Oranienstrasse, på blinkende bar blandt sovende festaber og drukne punks, direkte ind fra Sham 69-showet på SO36. Fandt der Astra, den fremragende øl fra Hamburg. Missede en sen U-bahn snert, tog glidende tyrkisk taxa istedet, de berusedes vej mod Zentrum uden drømme.
Kom i en anden verden til København, søndag aften over 22. Tilbage straks til kulørte avisforsider med Anders Fogh og Morten Olsen og Vild Med Dans. Fucking hell, DK! Ikke til at bære. Næste uge heldigvis afsted igen, til Liverpool, ånde mere frisk luft, se et par kampe med verdens bedste klub, måske gendanne The Beatles. Lyder som den rigtige ide.
I've Changed My Plea To Guilty
Det måtte jo komme en dag – Morrissey har fået sin egen musical. Titlen er identisk med titlen af dette indlæg. Se mere på DRs nyhedsside.
(Tegning snuppet fra http://www.nataliedee.com/)
En aften for Copenhagen
Tak til jer, som fik kæmpet jer ind i et propfyldt Ungdomshuset i går og gav os på scenen en så god og vild oplevelse som tilfældet blev. Vi – Rune K, Jesper L, Mikkel D, Nicolai M-H + overtegnede – var kommet på i allersidste øjeblik, så vi spillede uden nogen øvning, på lånt udstyr, uden lydprøve, med helt ny lydmand, hvilket før vi skulle på gav en uhm…interessant følelse af slet intet sikkerhedsnet. Desværre også et ret passende billede på Ungdomshusets egen situation, grunden til vi stillede op. Her er det korte set fra Jens U & Slagterne:
Happy Ending
Satans Yngel
Røde Lanterne
Alle Har En Drøm At Befri
Der Kommer En Morgen
Bagefter kom Mikael Simpson & Sølvstorm med en rigtig fin, overbevisende koncert. Adskillige siger Simpson på mange måder minder ikke så lidt om Lars Hug, dengang han brød igennem, og på en aften som igår, hvor falsetsang og publikumsfinter i de fineste nuancer flød fra den veloplagte showman, var det meget svært ikke at give dem ret. Aftenens højdepunkt var dog placeret andetsteds, nemlig i Steen Jørgensens fan-tas-tis-ke udgave af Sods’ egen gamle Copenhagen, udført med Sølvstorm som back up. En del negativt har været sagt og skrevet om Steen Jørgensen, men når man hørte ham i går, i blot en vital sang, herskede der ingen tvivl om her, at han er den største danske rocksanger ever. Store ord – I skulle have hørt Copenhagen i går!
Og Ungdomshuset? Det står heldigvis endnu…
En aften i Randers
Jeg havde vundet en plads på gæstelisten til DRs Trax-gallakoncert, der fandt sted i Ridehuset i Randers i går aftes. DRs Big Band var husorkester for hele koncerten.
Powersolo, der indledte aftenen, var det nærmeste, man kom på et lokalt indslag. De spiller tøfrock, som de selv synes er morsom. Når Powersolo glemmer at fjante og faktisk har det sjovt med at spille, opdager man, at de faktisk er en tight lille trio. Med et big band i ryggen var de dog ved at drukne i lyd, og Dorte fra ligeledes delvist lokale Hush kom på scenen for at deltage i dukkerten.
Martin Hall dukker op på danske spillesteder med et murmeldyrs lave frekvens, så det var faktisk ham, der fik mig til Randers. Fire numre blev det til – først et disharmonisk nummer på tysk, “Verschwenden”, så en udgave af “Moon River” hvor han for vild i den korte tekst, en udgave af et nummer fra Random Hold sammen med operasangerinden Andrea Pellegrini og så, til sidst, en swingudgave af “Brainwashed”, hvor det hele omsider gik op i en højere enhed.
Infernal forsøgte sig først med regulær jazz (Line Rafns stemme er dog for pæn og flad), men i sidste nummer lykkedes det ved hjælp af big bandet til at løsne gevaldigt på tæppebankeren, så et Infernal-nummer fremstod som et swingende bud på Philly-soul á la 1974. Pludselig dukkede Clemens Legolas Telling op og rappede; heldigvis forstod jeg ikke et ord af teksten. Mandens flow er der dog ikke noget i vejen ved.
Og endelig Natasja flankeret af Ms. Mukupa. Her druknede dancehall-bestræbelserne alt for ofte i big bandets messingsuppe, men vi fik dog en interessant ragga-udgave af Anne Linnets “Smuk og dejlig”.
Så var det slut. Og så alligevel ikke, for Jesper Dahl fra Hillerød var aftenens forud annoncerede overraskelse. Landets måske bedst kendte rapper kan stadig ikke overbevise mig om at han har været havnearbejder, men mange andre var glade for den der med havnen, så den fik vi, inden der blev lukket op for den ga(m)le pose. Hvis jeg skal vælge mellem Jokeren og Clemens, vælger jeg nok alligevel sidstnævnte.
En aften, der var alle pengene værd. Det er altid interessant at opdage, hvad Martin Hall har fundet på – nogle gange lykkes det, andre gange (som denne) ikke helt, atter andre slet ikke.
Med priser på 20 kr. for en lille sodavand og øl, der var dyrere end det, var der ingen risiko for at komme hjem i en brandert.
Og billedet? Det viser et udsnit af Martin Hall, den ældste bygning på West Virginia University i USA.