Hvilken aften…

I disse dage er jeg en kort tur i Rigets Centrum, fjernt fra lydene fra stadion. Jeg har talt for en lille, men undrende forsamling, og Jens har fået lidt Mac-hjælp (backup er nu sådan en god ting at tage). Efter sidste uges skuffelse i Manchester havde jeg valgt ikke at se returkampen. Så hellere se DRs symfoniorkester spille i det nye koncerthus, som jeg trods alt også har været med til at betale, end at ærgre mig trekvart ihjel langt hjemmefra.

Efter en aften oppe under loftet sammen med Grieg og Mahler, de store, romantiske følelser af håb, tab og forløsning – Mahlers 5. symfoni er en storslået film, et komediedrama hvis billeder dannes af lytteren, den med temaet fra Døden i Venedig – og den obligatoriske hosten mellem satserne kunne jeg tænde min mobil ude i garderoben. Min kone sms’ede, Jens SMS’ede – det her var spændende. I metroen blev jeg opdateret løbende, mens stillingen gik fra 0-0 over 1-0 til 2-0. I foyeren på hotellet sad jeg og så de 2 x 15 minutter uden lyd. Uden lyd.

En følelseskold person kom forbi den stol, jeg havde rykket ud, og sagde med hovedstadens velkendte sprogtone at “de klarer ikke presset, de røde”. Resten ved vi godt.

Jeg har aldrig set 2 x 15 minutter, der var velspillede og er træt af straffesparkskonkurrencer (når det hold, jeg holder med, taber). Men AaB faldt med ære!

(Og lyden i koncerthuset er fremragende. Desværre skal Backstage ikke optages her.)