Havde et øre på Mylène Farmer’s plader i 90’erne og det ledte naturligt videre til hendes protegé – godt fransk ord! – Alizée, som hun senere skrev for og til. Tænk at opleve en tilsvarende legesyg, let og kvik poptekst som den her fra en mainstream-popsangerinde herhjemme. Måske den allerede findes og har et kæmpe publikum, håber det. Alizée’s stramt koreograferede TV-optræden herunder er et studie i de visuelle virkemidler fransk popmusik historisk set så ofte har solgt sig med. Men selve musikken, jeg hører både Jocke Berg og Pet Shop Boys i melodien af dette mousserende vægtløse smid-væk-pophit…
Kategoriarkiv: Europop
Niagara falls
Faldt over en single, jeg havde med hjem fra Frankrig i august 1987. Tiden har ikke været god ved meget af den tids europæiske pop, men duoen Niagara’s ‘Quand La Ville Dort’ har stadig noget ubestemmeligt lokkende i sin grundsubstans. Husker ikke at det dagregnede voldsomt den sommer, men optagelsen her fra et fransk TV-show fører bevis for det…
Den originale coverversion? 2
Man støder på en ny sang, men det er som om den ikke er ny. Den føles som en coverversion af en sang, man aldrig har hørt får, fra et andet band man engang kendte. I dette tilfælde drejer det sig om 70’er-discodivaen Amanda Lear, der åbenbart har stablet et comeback på benene. Og good luck herfra med det, men denne spritnye Amanda Lear-single spiller og dog er det Pet Shop Boys som farer igennem hovedet her. Akkorderne, melodien, discoteks-universet, den kitschet-melankolske tilgang i teksten, alt er næsten som noget der kunne være en vellykket PSB-single. Det er det bare ikke…
Legoklods fra Indokina?
Havde et par år i start-80’erne med følelser for det franske eyeliner-band Indochine, som med deres twangguitar-temaer i molramt synthpop-eufori lå et selvskabt sted i grænselandet mellem den moderne postpunktid og konceptuel-kitschet hitlistepop. Den umiddelbare charme ved Indochine’s musik fortog sig dog hurtigt som de voksede sig enorme i Frankrig, man spillede musikalsk smartere og dybere end formatet var til, så de dykkede bort fra denne radar. Her dog Indochine’s nye single – den fjerde fra sidste års Babel Babel, deres 14. album – som faktisk overrasker positivt med catchy, strømlinede synth-akkorder og en stædigt enkel sangmelodi, netop den optimalt simple legoklods-kvalitet de ellers gav køb på…
Sandra fra Saarbrücken
1985, det var en vanskelig situation; skulle man flytte ned til München og blive forenet med Sandra, eller gå efter London og Kim Wilde istedet, livets store valg. Gad vide om førstnævnte (og Michael Cretu) egentlig var klar over, hvor mægtigt et værk (!) de satte i verden med det års debutalbum The Long Play. Havde det på den ene side af en C90-kassette på min Sony Walkman allerførste gang i Vestberlin. ‘Maria Magdalena’ er den europop-klassiker – Thåström har med slet skjult kærlighed kaldt sangen for “piss-disco” – som huskes bredt derfra i dag, men alligevel er der mindst to numre på The Long Play som vel faktisk har endnu mere klasse. Her det ene af dem i en TV-optagelse samme år fra Finland, hvor Michael Cretu på synth for en sjælden gangs skyld er med og synlig i Sandra’s playback-band…