Et grufuldt billede fra et nummer af Terror Illustrated af den amerikanske tegner Reed Crandall, kendt fra E.C. Comics i 1950’erne og senere også fra Warren Comics i 1960’erne og 1970’erne. Og forbindelsen til denne blog? Den overlader jeg læseren som øvelse!
Happy days i DDR. Med grå østeuropæisk brutalisme som baggrund har Thomas Hoepker fotograferet en ensom plakat af DDR-høvding Erich Honecker.
Hvis der skal vælges ét Elvis Costello-album her, vil det uværgeligt blive hans mesterligt speedede, uforstillede, indignerede og indtrængende This Years Model fra 1978. I dag er det 40 år siden pladen blev udsendt. Den dengang meget efterspurgte Barney Bubbles står bag dette Costello-ikoniske cover. Her fortæller dets fotograf Chris Gabrin om tilblivelsen af billedet:
– The concept of him behind a camera for the sleeve of This Year’s Model had already been chosen, so I decided to equip Elvis with exactly the same tripod and camera as I was using to create a ‘mirror’ for him. Alongside a powerful stereo I kept a large record collection at my Camden Studio, and artists would choose music they enjoyed or were interested in for their sessions. Just as we were about to start shooting, Elvis asked me if I had “Hotel California” by The Eagles, and could I play it? I was puzzled by his choice – until he told me that he loathed the record, but wanted to look really pissed off and angry in the shots! We played the record several times during the session and whilst I directed him, I was also aware of his copying some of my own actions as I took the photographs.
Fra 1978-79 og frem er NME/New Musical Express i nogle år velsignet med to af tidens allerbedste rockfotografer, Pennie Smith og den unge Anton Corbijn. Gennem deres udfordrende arbejde, der ofte bliver featuret på grafisk flot opsatte forsider, er de med til at springe grænser og danne skole inden for moderne visuel rockæstetik. Corbijn’s første møde i august 1981 med technopopperne fra Depeche Mode resulterer i følgende forside. Siden bliver han og DM uadskillelige samarbejdspartnere, og bandets siden så stærke visuelle profil kan kun tilskrives ham.
Det var et ikonisk postpunk-album med et ligeså ikonisk cover: Bandets medlemmer stående sammen, spejdende mod lyset og horisonten, langt derude bag det mørke hav. Echo & The Bunnymen udsendte på dags dato i 1981 Heaven Up Here, deres andet album, hvor lyden fra debuten Crocodiles blev trukket i widescreen, og sangskrivning nu stod mere langstrakt fladeagtig, en perfekt ramme for Ian McCulloch’s prangende unge stemmelængsel og guitarist Will Sergeant’s pludseligt meget anderledes rummelige spil. Det udendørs Heaven Up Here-artwork blev skudt af fotograf Brian Griffin, der i de år stod for Bunnymen’s naturdyrkende covers, på Porthcawl Beach i det sydlige Wales, ikke langt fra Rockfield Studios, albummets indspilningssted. Her nogle alternative coverfotos fra samme session, der ikke blev brugt…
Ifølge Griffin mente Bunnymen’s pladeselskab Korova langt hen, at billedserien var alt andet end anvendelig til et albumcover for deres håbefulde band. Lidt vildt at tænke på, nu Heaven Up Here et halvt år senere i NME helt fortjent blev kåret som årets albumcover.
Brian Griffin beretter at havmågerne på frontcoverbilledet (øverst) og bagcoverfotoet (herunder) ikke er en lykkelig tilfældighed. Større mængder af døde fisk blev brugt for at lokke dem til, og selv med naturens bedste bestikkelse var det svært at få fuglene i billedet, som Griffin ønskede det.
Christian Rosenskjold tog lørdag aften dette snapshot i DR Koncerthuset.
Vi har for få rumhunde her på siden. Belka og Strelka var de første dyr, der – det skete i august 1960 – vendte levende tilbage til Jorden efter kredsløb i Rummet.
Jim Jarmusch og James Osterberg – AKA Iggy Pop – i Cannes til præsentation af Gimme Danger, Jarmusch’s nye doku-film om Iggy’s gamle band The Stooges.
Andre end siden her, der hver mandag nyder HBONordic’s nye Scorcese-producerede serie Vinyl, som udspiller sig i New York City’s pladeselskabs- og musikmiljø i 70’erne? Ovenfor et Robert Godlis-snapshot fra lukketid kl. 4.00 om natten af den bar og det spillested, CBGB’s på The Bowery i East Village, der om noget står som epicenter for den punk/no wave/new wave-eksplosion, der skulle skrive New York City i de musikalske historiebøger med vital, fuldfed skrift. Og hvem kan bare fornemme dette billedes atmosfære og ikke få stor lyst, at tage en tidsmaskine tilbage til den nat og det lokale, der nu så typisk for Manhattan’s udvikling istedet huser en sterilt fashionabel tøjbutik, og være på bar med folkene fra Blondie, The Ramones, Patti Smith Group, Talking Heads, Suicide, Television, Richard Hell & The Voidoids, Dead Boys, Mink DeVille, The Dictators, The Cramps og alle de andre, der i de år havde CBGB’s som deres naturlige omdrejningspunkt…?
Wow, reminiscenser af Scott Fitzgerald’s The Great Gatsby, Edward Hopper’s ensomhed, Jack Kerouac’s endeløse vej, tidernes brutale skiften, samt næsten enhver amerikansk drøm fanget i ét og samme foto!
Drengen på billedet her, til højre for sin far, bliver senere kendt med sit rockband – hvem er det vi ser?
Det har næppe på årets Glastonbury Festival skortet på hundredetusinde af tændte lightere og masse-singalongs til alle sangene med håb om en bedre og renere verden. Men hvad forskel gør en så stor samling mennesker med de rigtige holdninger, når alt de i praksis gør er….ingenting?! Billederne her viser lidt hvordan Glasto så ud efter at folk var draget bort. På mandag bringes samme svineri nok i medierne igen, da er det bare fra Dyrskuepladsen i Roskilde.
Det udsagn må Interpol selv svare for, men forkert synes det ialfald at NYC-bandet nu udsender ‘Everything Is Wrong’, et af de mere anonyme og ligegyldige tracks fra efterårets El Pintor-album, som single. Forsanger Paul Banks har co-directed videoen…