Her til aften faldt jeg over fotografen Michael Wilsons websted, http://www.michaelwilson.pictures. Det er et besøg værd, hvis man vil se velkomponerede fotografier af kunstnere (musikere, komponister, skuespillere…) og ganske mange af navnene er nogen, man (dvs. jeg) kender godt til. Bl.a. billederne af Joe Ely er gode. Nogle vil vide, at Joe Ely i sin tid turnerede sammen med en engelsk rockgruppe, der hed The Clash. Det kom der forresten et ganske udmærket livealbum ud af.
Soft Cell er fra Leeds, studieværten i Liverpool-trøjen er BBC-legenden John Peel, mens Cindy Ecstacy, korsangerinden med den åbenlyse leadkvalitet, er opkaldt efter det hun leverede til synthpop-duoen…
Her til højre foran Cavern Club på Matthew Street i Liverpool. Hun var den første der i Hamburg fotograferede de helt unge The Beatles, før nogen andre gad gøre det.
Jeg er som bekendt ret glad for The Replacements’ musik, og en af deres fineste sange er “Skyway”, der er næstsidste nummer på Pleased To Meet Me fra 1987. Først for nylig tog jeg mig sammen til at slå op, hvad ordet egentlig dækker over – og det er en samling af overdækkede gangbroer mellem højhuse i Minneapolis, hvor Paul Westerberg og de andre boede. Billedet viser, hvordan der ser ud inde i en skyway.
(Er der egentlig andet end højhuse i amerikanske storbyer?)
Blondie’s guitarist Chris Stein fylder 70 år i dag. Deborah Harry’s boyfriend gennem Blondie’s gyldne new wave-år co-skrev også en del af bandets sange, som oftest i samarbejde med Miss Harry. Enkelte havde dog Chris Stein stående for både musik og tekst. ‘Sunday Girl’ er den mest kendte af disse, ‘In The Sun’, ‘Fade Away And Radiate’ og ‘Shayla’ de bedste. I de senere år har Chris Stein udsendt to bøger med sine absolut udgivelsesværdige fotografier fra årene med Blondie og punk-scenen i New York City. Og så er der jo stadig Blondie, hvis seneste Pollinator (2017) gennemgående er deres klart bedste album siden gendannelsen i 1997.
Den amerikanske fotograf Mick Rock har i dag i Beijing åbning på sin første udstilling i Kina, en samling af hans David Bowie-billeder.
Nyt album ude i dag…
På deres nye album Electric Lady Sessions, der vel bedst kan beskrives som et livepublikum uden publikum, åbner LCD Soundsystem ud med denne version af John F. Kennedy-nummeret ‘Seconds’ fra Human League’s popklassiske Dare (1981)…
Et grufuldt billede fra et nummer af Terror Illustrated af den amerikanske tegner Reed Crandall, kendt fra E.C. Comics i 1950’erne og senere også fra Warren Comics i 1960’erne og 1970’erne. Og forbindelsen til denne blog? Den overlader jeg læseren som øvelse!
Happy days i DDR. Med grå østeuropæisk brutalisme som baggrund har Thomas Hoepker fotograferet en ensom plakat af DDR-høvding Erich Honecker.
Hvis der skal vælges ét Elvis Costello-album her, vil det uværgeligt blive hans mesterligt speedede, uforstillede, indignerede og indtrængende This Years Model fra 1978. I dag er det 40 år siden pladen blev udsendt. Den dengang meget efterspurgte Barney Bubbles står bag dette Costello-ikoniske cover. Her fortæller dets fotograf Chris Gabrin om tilblivelsen af billedet:
– The concept of him behind a camera for the sleeve of This Year’s Model had already been chosen, so I decided to equip Elvis with exactly the same tripod and camera as I was using to create a ‘mirror’ for him. Alongside a powerful stereo I kept a large record collection at my Camden Studio, and artists would choose music they enjoyed or were interested in for their sessions. Just as we were about to start shooting, Elvis asked me if I had “Hotel California” by The Eagles, and could I play it? I was puzzled by his choice – until he told me that he loathed the record, but wanted to look really pissed off and angry in the shots! We played the record several times during the session and whilst I directed him, I was also aware of his copying some of my own actions as I took the photographs.
Fra 1978-79 og frem er NME/New Musical Express i nogle år velsignet med to af tidens allerbedste rockfotografer, Pennie Smith og den unge Anton Corbijn. Gennem deres udfordrende arbejde, der ofte bliver featuret på grafisk flot opsatte forsider, er de med til at springe grænser og danne skole inden for moderne visuel rockæstetik. Corbijn’s første møde i august 1981 med technopopperne fra Depeche Mode resulterer i følgende forside. Siden bliver han og DM uadskillelige samarbejdspartnere, og bandets siden så stærke visuelle profil kan kun tilskrives ham.
Det var et ikonisk postpunk-album med et ligeså ikonisk cover: Bandets medlemmer stående sammen, spejdende mod lyset og horisonten, langt derude bag det mørke hav. Echo & The Bunnymen udsendte på dags dato i 1981 Heaven Up Here, deres andet album, hvor lyden fra debuten Crocodiles blev trukket i widescreen, og sangskrivning nu stod mere langstrakt fladeagtig, en perfekt ramme for Ian McCulloch’s prangende unge stemmelængsel og guitarist Will Sergeant’s pludseligt meget anderledes rummelige spil. Det udendørs Heaven Up Here-artwork blev skudt af fotograf Brian Griffin, der i de år stod for Bunnymen’s naturdyrkende covers, på Porthcawl Beach i det sydlige Wales, ikke langt fra Rockfield Studios, albummets indspilningssted. Her nogle alternative coverfotos fra samme session, der ikke blev brugt…
Ifølge Griffin mente Bunnymen’s pladeselskab Korova langt hen, at billedserien var alt andet end anvendelig til et albumcover for deres håbefulde band. Lidt vildt at tænke på, nu Heaven Up Here et halvt år senere i NME helt fortjent blev kåret som årets albumcover.
Brian Griffin beretter at havmågerne på frontcoverbilledet (øverst) og bagcoverfotoet (herunder) ikke er en lykkelig tilfældighed. Større mængder af døde fisk blev brugt for at lokke dem til, og selv med naturens bedste bestikkelse var det svært at få fuglene i billedet, som Griffin ønskede det.
