Hvis der skal vælges ét Elvis Costello-album her, vil det uværgeligt blive hans mesterligt speedede, uforstillede, indignerede og indtrængende This Years Model fra 1978. I dag er det 40 år siden pladen blev udsendt. Den dengang meget efterspurgte Barney Bubbles står bag dette Costello-ikoniske cover. Her fortæller dets fotograf Chris Gabrin om tilblivelsen af billedet:

– The concept of him behind a camera for the sleeve of This Year’s Model had already been chosen, so I decided to equip Elvis with exactly the same tripod and camera as I was using to create a ‘mirror’ for him. Alongside a powerful stereo I kept a large record collection at my Camden Studio, and artists would choose music they enjoyed or were interested in for their sessions. Just as we were about to start shooting, Elvis asked me if I had “Hotel California” by The Eagles, and could I play it? I was puzzled by his choice – until he told me that he loathed the record, but wanted to look really pissed off and angry in the shots! We played the record several times during the session and whilst I directed him, I was also aware of his copying some of my own actions as I took the photographs.

Fra 1978-79 og frem er NME/New Musical Express i nogle år velsignet med to af tidens allerbedste rockfotografer, Pennie Smith og den unge Anton Corbijn. Gennem deres udfordrende arbejde, der ofte bliver featuret på grafisk flot opsatte forsider, er de med til at springe grænser og danne skole inden for moderne visuel rockæstetik. Corbijn’s første møde i august 1981 med technopopperne fra Depeche Mode resulterer i følgende forside. Siden bliver han og DM uadskillelige samarbejdspartnere, og bandets siden så stærke visuelle profil kan kun tilskrives ham.

Det var et ikonisk postpunk-album med et ligeså ikonisk cover: Bandets medlemmer stående sammen, spejdende mod lyset og horisonten, langt derude bag det mørke hav. Echo & The Bunnymen udsendte på dags dato i 1981 Heaven Up Here, deres andet album, hvor lyden fra debuten Crocodiles blev trukket i widescreen, og sangskrivning nu stod mere langstrakt fladeagtig, en perfekt ramme for Ian McCulloch’s prangende unge stemmelængsel og guitarist Will Sergeant’s pludseligt meget anderledes rummelige spil. Det udendørs Heaven Up Here-artwork blev skudt af fotograf Brian Griffin, der i de år stod for Bunnymen’s naturdyrkende covers, på Porthcawl Beach i det sydlige Wales, ikke langt fra Rockfield Studios, albummets indspilningssted. Her nogle alternative coverfotos fra samme session, der ikke blev brugt…

Ifølge Griffin mente Bunnymen’s pladeselskab Korova langt hen, at billedserien var alt andet end anvendelig til et albumcover for deres håbefulde band. Lidt vildt at tænke på, nu Heaven Up Here et halvt år senere i NME helt fortjent blev kåret som årets albumcover.

Brian Griffin beretter at havmågerne på frontcoverbilledet (øverst) og bagcoverfotoet (herunder) ikke er en lykkelig tilfældighed. Større mængder af døde fisk blev brugt for at lokke dem til, og selv med naturens bedste bestikkelse var det svært at få fuglene i billedet, som Griffin ønskede det.

Andre end siden her, der hver mandag nyder HBONordic’s nye Scorcese-producerede serie Vinyl, som udspiller sig i New York City’s pladeselskabs- og musikmiljø i 70’erne? Ovenfor et Robert Godlis-snapshot fra lukketid kl. 4.00 om natten af den bar og det spillested, CBGB’s på The Bowery i East Village, der om noget står som epicenter for den punk/no wave/new wave-eksplosion, der skulle skrive New York City i de musikalske historiebøger med vital, fuldfed skrift. Og hvem kan bare fornemme dette billedes atmosfære og ikke få stor lyst, at tage en tidsmaskine tilbage til den nat og det lokale, der nu så typisk for Manhattan’s udvikling istedet huser en sterilt fashionabel tøjbutik, og være på bar med folkene fra Blondie, The Ramones, Patti Smith Group, Talking Heads, Suicide, Television, Richard Hell & The Voidoids, Dead Boys, Mink DeVille, The Dictators, The Cramps og alle de andre, der i de år havde CBGB’s som deres naturlige omdrejningspunkt…?

Drengen på billedet her, til højre for sin far, bliver senere kendt med sit rockband – hvem er det vi ser?