Nej, vi hører næsten aldrig U2. Den fornøjelse har Bono Vox taget fra os. Men der var andre tider. Dags dato 1991 udsender U2 albummet Achtung Baby, en reaktion mod den pludselig snærende amerikanske musikarv og voldsomme mainstream-succes albummet Joshua Tree (1987) har bragt over bandet. Man er rejst til Berlin med et af de sidste fly inden Muren falder, og der forsøger man over et par måneder kreativt at nulstille og genskabe sig selv gennem afsøgende indspilninger i myteomspundne Hansa Studio. Genfødslen bliver alt andet end harmonisk, nem eller uden enorme interne konflikter, men det endelige resultat står stærkt op for sig selv og ses i dag som en bredspektret klassiker af sin moderne brydningstid. Her fortabelsesbekendelsen ‘Love Is Blindness’ fra før sangen finder sin mere stringente og mindre martrede form på det endelige album…
En ny Thåström-video til denne grå november-lørdag? Åbningsnummeret fra hans aktuelle album tilsat visuelt fokus på det store pariserhjul fra Wien? Det til sangord som både kommer forbi Kim Bodnia og et natligt nybyggeri, der lyder som et Neubauten-soundcheck? Samt en rolig, groundet elektrisk guitar ført af danske Jesper Lehmkuhl, der bor nede i berlinske Wedding? Så gerne…
Haha, istedet for en ny, anden single op til fredagens albumudgivelse af Somliga Av Oss har Thåström-lejren denne morgen udgivet en video på kun ti sekunder. Men selv den snas lyder jo lovende med afrundet mørk klang og nær sang. Lad os dog forsøgsvis sammen prøve at digte bare en smule videre: “…Läs det högt, läs det högt för mig / Just innan jag somnar / Läs det igen och igen och igen / Om alting langt där borta / Om det bästa av allt / Om det bästa av allt…”. På fredag.
Måske du ligesom jeg går op i sanglængderne på et kommende album, der ventes på? For ligesom at kunne danne sig et intuitivt forestillings-billede af, hvad det er for en slags plade som er på vej. Her er de på Somliga Av Oss, det kommende Thåström-album – samlet spilletid 40:22 – der udkommer 18 oktober…
BBC Radio 4 havde nu i lørdags premiere på en times udsendelse om David Bowie’s transformation i Vestberlin mellem 1976-78. Har endnu ikke selv fundet tid til at høre programmet, der er bygget på adskillige interviews med en stor del af personkredsen omkring ham dengang, men kan det ikke næsten kun være interessant?! Bowie in Berlin kan høres lige her.
I dag udkommer Thåström endelig med sin første nye musik i tre år. Og albumforløberen ‘Solen I Den Vänstra’ lyder straks som en smuk vinder, der i association her denne hede nat umiddelbart kaster pile tilbage til så forskellige tidligere Thåström-fakler som ‘Beväpna Dig Med Vinger’, ‘Die Mauer’ og ‘Aldrig Av Med Varandra’. Men egentlig er det forkert at skrive den slags, for først og fremmest smager denne nye ubeskrevne sang jo heldigvis af noget nyt og ukendt; altid på vej. Enjoy!
Dagens nye musik kommer fra Kreuzberg i Berlin, hvor ‘deutschpunk’-bandet Acht Eimer Hühnerherzen – ja, ‘otte spande kyllinghjerter’, håbløst! – har udsendt denne single, der ikke er punk i nogen traditionel forstand, men mere minder om den slags håbløse men vanedannende laissez faire-udflugter Parquet Courts, når de var mest interessante, har taget sine lyttere med på…
En sen augustdag i Berlin sidste år, hvor en tung hedebølge gjorde byens dagtimer ubekvemme at være i, tog jeg S-bahntoget til Grunewald for at finde og besøge den kirkegård langt ude i skoven, hvor Nico ligger begravet. Stedet, der tidligere i folkemunde har været kendt som Der Selbstmörder-Friedhof, er ikke nemt at finde, men tilsidst stod jeg der, alene på en forfalden og tilvokset kirkegård blandt ramponerede kors og vildtvoksende grøn natur. Fandt med lidt mere besvær Nico’s gravsten, hun ligger der sammen med sin mor, hvor små billeder af hende, lysestager, tingeltangel og personlige breve lå foran på jorden som vidnesbyrd om andres besøg. Middagshedens summende sværme af frokostsultne skovmyg gjorde enhver stilstand ved graven til en kamp, så forlod Nico og fandt istedet gennem skovens dybe stille ned mod floden Havel til en forfriskende dukkert. I dag er det 36 år siden Nico døde på Ibiza. Her er hendes debutsingle med folk-pop, fra før New York City blev hjembyen og dens musik hendes…
Altid en skuffelse når Blixa Bargeld med den smukke tyske diktion vælger et andet sprog at ‘synge’ på, men den nye Einstürzende Neubauten-single fortjener alligevel at blive hørt. For et par dage siden havde vi her på siden engelske Fat White Family, der brugte deres nye musik til vel at afbillede traumeaffødt stress, hvor EN her går ligeså radikalt til værks i deres udtryk, men uden et så aflæseligt mål. En überheftig bassfigur iøvrigt…
The Idiot, Iggy Pop og David Bowie’s første album sammen i 1977 fik 19. marts det år, dagen efter sin udgivelse, denne anmeldelse i det engelske musikmagasin Sounds. I dag ser man tilbage på den tids klassikere og tænker automatisk de må være blevet værdsat, båret frem og sat op på en piedestal af deres samtid, men ofte hænger det slet ikke sådan sammen. Det er den her besynderlige anmeldelse af et album, hvis ry i dag står pletfrit, et stærkt eksempel på. Her Iggy + David en måned senere på Dinan Shore’s amerikanske TV-show…
Det fortælles os, det i dag er 13 år siden R.E.M. udsendte svanesangen Collapse Into Now, bandets hørt herfra stærkeste og mest frit inspirerede album siden New Adventures in Hi-Fi (1995). Specielt hele side 1-sekvensen med de første seks numre er R.E.M. i topklasse. Her det sidste af dem, ballade-underet ‘Every Day Is Yours To Win’, der mærkværdigvis nok ikke er en af albummets fire singler. Der spilles velgørende live her på klippet fra Vestberlin, nærmere præcis Meistersaal i Hansa Studios, hvor hele albummet var blevet indspillet nogle måneder tidligere. Læg mærke til at Peter Buck og Mike Mills har byttet instrumenter; et velfungerende kollektiv er sjældent fastlåst. Forløsende at R.E.M. kunne gå ud på så højt et niveau efter mange pinefulde år i åbenlys kreativ krise…
Der er specielle koncerter hvis datoer brænder sig fast og kommer op hvert eneste år, når tid er. En af dem her er det show Nick Cave and the Bad Seeds spillede i Admiralspalast på Friedrichstrasse i Østberlin 13. februar 2013, fem dage før udgivelsen af Push the Sky Away. Koncerten med strygere og et stort børnekor var en af vist kun to lignende europæiske koncerter i London og Paris, Cave gav som præsentation for sin snartkommende nye udgivelse. Albummet er det hidtil sidste fra Cave, der her for alvor har vundet genklang. Han har lavet stærke ting efter, absolut, men dels er før så toneangivende The Bad Seeds blevet kørt ud på et fjernt sidespor, dels har pladerne i sagens tragiske natur nu haft mere karakter af personlig terapi for Cave selv end af noget andet. Under alle omstændigheder var det en overskudsglæde i Berlin at opleve disse nye Push the Sky Away-sange kronologisk fremført så dugfriske og sprøde. Her en radiooptagelse af ‘Waters’ Edge’ fra aftenen…
