Der er altid mere. Også når det drejer sig om David Bowie’s tid i Vestberlin omkring 1977.
Kategoriarkiv: Berlin
Einstürzende Neubauten
Altid en skuffelse når Blixa Bargeld med den smukke tyske diktion vælger et andet sprog at ‘synge’ på, men den nye Einstürzende Neubauten-single fortjener alligevel at blive hørt. For et par dage siden havde vi her på siden engelske Fat White Family, der brugte deres nye musik til vel at afbillede traumeaffødt stress, hvor EN her går ligeså radikalt til værks i deres udtryk, men uden et så aflæseligt mål. En überheftig bassfigur iøvrigt…
Idioten
The Idiot, Iggy Pop og David Bowie’s første album sammen i 1977 fik 19. marts det år, dagen efter sin udgivelse, denne anmeldelse i det engelske musikmagasin Sounds. I dag ser man tilbage på den tids klassikere og tænker automatisk de må være blevet værdsat, båret frem og sat op på en piedestal af deres samtid, men ofte hænger det slet ikke sådan sammen. Det er den her besynderlige anmeldelse af et album, hvis ry i dag står pletfrit, et stærkt eksempel på. Her Iggy + David en måned senere på Dinan Shore’s amerikanske TV-show…
Da R.E.M. sagde farvel
Det fortælles os, det i dag er 13 år siden R.E.M. udsendte svanesangen Collapse Into Now, bandets hørt herfra stærkeste og mest frit inspirerede album siden New Adventures in Hi-Fi (1995). Specielt hele side 1-sekvensen med de første seks numre er R.E.M. i topklasse. Her det sidste af dem, ballade-underet ‘Every Day Is Yours To Win’, der mærkværdigvis nok ikke er en af albummets fire singler. Der spilles velgørende live her på klippet fra Vestberlin, nærmere præcis Meistersaal i Hansa Studios, hvor hele albummet var blevet indspillet nogle måneder tidligere. Læg mærke til at Peter Buck og Mike Mills har byttet instrumenter; et velfungerende kollektiv er sjældent fastlåst. Forløsende at R.E.M. kunne gå ud på så højt et niveau efter mange pinefulde år i åbenlys kreativ krise…
En aften i Admiralspalast
Der er specielle koncerter hvis datoer brænder sig fast og kommer op hvert eneste år, når tid er. En af dem her er det show Nick Cave and the Bad Seeds spillede i Admiralspalast på Friedrichstrasse i Østberlin 13. februar 2013, fem dage før udgivelsen af Push the Sky Away. Koncerten med strygere og et stort børnekor var en af vist kun to lignende europæiske koncerter i London og Paris, Cave gav som præsentation for sin snartkommende nye udgivelse. Albummet er det hidtil sidste fra Cave, der her for alvor har vundet genklang. Han har lavet stærke ting efter, absolut, men dels er før så toneangivende The Bad Seeds blevet kørt ud på et fjernt sidespor, dels har pladerne i sagens tragiske natur nu haft mere karakter af personlig terapi for Cave selv end af noget andet. Under alle omstændigheder var det en overskudsglæde i Berlin at opleve disse nye Push the Sky Away-sange kronologisk fremført så dugfriske og sprøde. Her en radiooptagelse af ‘Waters’ Edge’ fra aftenen…
DMandag
En lang vej fra det fintunede elektroniske popband, der lørdag aften i København viste sig selv og sin musikalske historie så fornemt frem, til denne spæde men entusiastiske begyndelse, pladedebuten på Some Bizzare’s 1981-opsamling med nye synth-baserede bands fra England. ‘Photographic’ genindspilles i en langt mere smooth version til debutalbummet Speak & Spell senere samme år, men dette er vel den definitive version. I morgen aften er de i Berlin…
Så hvor er vi nu?
Vi er i dag præcis 11 år efter den morgen, da David Bowie ovenpå otte års fravær pludselig uden varsel var tilbage med denne forunderlige sang af bittersød reflektion og forgangen tids længsel, centreret omkring Bowie’s hurtige år i Berlin. Vi er også på Bowie’s egen fødselsdag, og Elvis Presley ville kunne være blevet 89 i dag, wow! Og sidst men ikke mindst er vi på denne sides Webmaster Pastors fødselsdag. Solen stråler gennem frost, der er hvid sne på tagene, ja, det er rigtig vinter, vi ønsker ham et stort og hjerteligt tillykke. Musikken dertil bliver her førnævnte sang, som en Bowie-tilhænger på YouTube har iklædt levende billeder fra Christiane F – Wir Kinder Vom Bahnhof Zoo. Ja, det lyder corny, men resultatet er sine steder forunderligt gribende både for musik og film, det selvom den font, der stenograferer teksten ud undervejs, er helt fejlcastet. Tillykke, Hans!
Introducing…Twin Noir!
Et upbeat dog lidt sørgmodigt nummer om en Paul, der var punker med alt hvad den slags indebærer af gadekampe og dåseøl . Berlin-duoen Twin Noir hypes lige nu af Iggy Pop og er aktuelle med debutalbummet Two Punks and a Tapemachine. Måske en af dem endda hedder Paul…
Fra Ideal til New Order
Videoen til Ideal-singlen fra 1980 i forrige post minder ved eftertanke ikke så lidt om den langt nyere med New Order herunder, som engelske Mark Reeder har suppleret sine egne berlinske privat-optagelser til fra dengang, der stod en mur. Mark Reeder flyttede – sikkert ansporet af Bowie og Iggy Pop’s berømte færd – fra Manchester til Vestberlin i 1979, og er mest kendt for den stærke doku-film B-Movie: Lust & Sound in West-Berlin (2015), der er hans personlige flue på væggen-take på aktivist/punk-tiden i Mauerstadt. Men her hans samarbejde med New Order. Reeder kendte dem allerede fra Manchester og arrangerede derfor den koncert i Kant Kino på Kantstraße, som Joy Division spillede i januar 1980. Resten er historie og levende billeder af en by, der ikke findes mere…
Wir stehn auf Berlin!
Zeit Maschine 1980: Ideal udsender på eget Eitel Imperial-label (naturligvis med adresse i Oranienstraße i smadrede Kreuzberg) sin debutsingle, der er SÅ rastløs, levende vestberlinsk…
Strunge, 65 i dag
BERLIN
Kupeen stille alting…
Berlin, mit hoved…
Zigzag gennem erindringens by
der står som en stille dam med guldfisk.
Hybrider af ideer skinnende i en billig farve,
på bunden rådner årenes planter.
Mit hoved, Berlin, en planet i sig selv –
der er områder lukket for levende
og steder hvor alting brænder sammen.
Berlin, mit syn, glimt af gløder i natten,
cigaretternes grå lugt
og pistolernes metalsmæld i begge halvdele,
for fanden, mine knæ, Berlin, det golde guldlys
en kunsteufori, en glæde købt og ædt.
Berlin, mit ansigt, en by uden plan,
linier uden mål
for hvad skal jeg se hen til
og hvor skal jeg danse når musikken presses gennem filtre
mens køn passes til form gennem nylon.
Berlin, mit hjerte, en pumpe for blod, ikke andet!
Og blodets veje kan forudsiges
som turisternes rejser efter souvenirs.
Berlin, måske findes der et aldrigt fremkaldt billede
af en pige på Kürfürstendamm
det i et sekund så mig som mennesket i verden, Berlin
mit hoved er så uklart
hvordan skal jeg finde hendes læber i alt det støv?
Michael Strunge, 19. juni 1983
David Bowie om natten
Vestberlin 1977: David Bowie skriver en natlig note til sin producer Tony Visconti. Den drejer sig om nogle nye plader, Bowie gerne vil sørge for at Visconti får skaffet ham næste dag. Og hvilken musik vil Bowie så gerne lytte til den nat i 1977? Læs selv…
Mick Harvey har stadig en kuffert i Berlin
Det er nærmest en slags parallel rejse til David Bowie’s ‘Where Are We Now’ når The Bad Seeds’ tidligere kapelmester Mick Harvey på sit nye udspil tager en tur tilbage til sit tabte Vestberlin med Cave og Rowland og Anita og Simon og Blixa og alle de andre. Det sker gennem denne sørgmodige og let omskrevne tolkning af Marlene Dietrich’s gamle ‘Ich Hab’ Noch Ein Koffer in Berlin’…
Art of the cover
Så enkelt undfanget og tidsløst stilfuldt det ser ud. 46 år siden i dag at Vestberlin’s David Bowie udsendte sin Low.
Himlen under Berlin
Ser lige der også findes en regulær musikvideo med nye berlinske Die Verlierer, vi havde på besøg her med et heftigt punkudslip af et nummer i sidste uge. Dette er mere tilbageholdent, men slet ikke dårligere af den grund…