For en gangs skyld er det ikke denne blogs flittige forfatter, der er at finde i den tyske hovedstad. Så på en måde er det jo snyd. Og jeg nævner hverken Thåström eller Hellström. Hov, nu gjorde jeg det jo alligevel.
Jeg er her kun helt kort, havnet i slutspurten til valgkampen og på det tidspunkt hvor sensommeren i Schöneberg så småt skifter til september og efterhånden bliver til egentligt efterår.
Tyske Esther Friedman, Iggy Pop’s kæreste i Vestberlin, tog i og omkring 1977 billeder af deres ture rundt i byen sammen. De findes nu i hendes fotobog The Passenger: Iggy Pop 1977-1983. Her er to håndfulde af dem…
Har man været ofte i Berlin ved man sikkert alt for godt, hvor kønsløst, sterilt og mondænt der ser ud ved Hansa Studio i Köthener Straße, lige bag Potsdamer Platz . Sådan var det ikke altid, og da slet ikke da David Bowie/Iggy Pop indspillede deres respektive 1977-mesterværker i Hansa’s da ret udbombede Meistersaal. Her et billede af bygningens så berlintypiske benhårde forfald 1976…
På mandag hænges dette fornemme skilt op på husfacaden ved Hauptstraße 155 i Schöneberg. Med al respekt for omstændighederne omkring den periode skiltet hædrer, og den fantastiske musik der kom ud af den, ville det slet ikke have været forkert hvis Iggy Pop også var nævnt. For han og Bowie var i hele det eventyr sammen, som dels resulterede i den på skiltet nævnte Berlin-trilogi, men også i Iggy Pop’s The Idiot og Lust For Life, tillige to af de mest inspirerede, tidsløse og fritførte albums indenfor rocknroll-historien. Men okay, Iggy Pop findes lyslevende derude, så det går nok ikke for de tyske bureaukrater at nævne, også han havde sine dage og nætter på trafikerede Hauptstraße 155 i det nu så mytiske Vestberlin…
Vil du med på diskotek Dschungel i Nürnbergerstrasse, lige ved KaDeWe, i aften, hvor de vestberlinske zeitgeist-stjerner indefor film, teater og musik hænger ud, eller skal vi hellere tage over til Hansa-by-the-wall og høre en nymixet sang fra Bowie’s kommende album? Okay så, U1 over østpå…
Det er os en stor fornøjelse at kunne meddele Love Shop for første gang nogensinde spiller i Berlin. Det foregår torsdag 3. november kl. 20.00 på Auster Club i Kreuzberg. Vi håber at denne specielle aften vil appelere både til de, der holder af at tage en sviptur ned fra Danmark, samt til jer, der bor fast i Berlin. Billetter er netop sat til salg lige her. Wir freuen uns!
Tror ikke vi har haft noget før med eller om Parquet Courts, og sikkert derfor har New York City-bandet skrevet en sang om Berlin, da alle nok ved den slags lægges positivt mærke til her på siden. Og ‘Berlin Got Blurry’ har så ovenikøbet sin egen rastløse, usminkede, nærmest tidlig-Elvis Costello-agtige charme, plus en travelogue-video der tager os rundt med Parquet Courts i Mauerstadt by night. Human Performance, deres femte album, udsendes til april…
Det er efterår, 1977. Det italienske TV-program Odeon er i Berlin, at lave en reportage om David Bowie, desværre for os andre på italiensk. Undervejs optræder han med playback-versioner af ‘Sense Of Doubt’ og ‘Heroes’…
Flere af os har måske kørt U-bahn i Berlin med U7, og stået af ved Kleistpark, når på vej mod den meget velassorterede vinylbutik Dodo Beach. Når man kommer op fra underggrundsstationen er det til Schöneberg’s Hauptstrasse, hvor David Bowie i 1977 boede med Iggy Pop lidt henne af vejen. Kleistpark var således deres lokale U-bahnstation. Men Bowie ville hellere cykle – livsfarligt i Berlin! – eller køre i sin sorte Mercedes 600, som han om lørdagen hentede delikatesser i ovre fra KDW. Her venter Iggy på sit tog…
8. januar, 1977: David Bowie fejrer sin 30-årsdag på baren Anderes Ufer (i dag Neues Ufer) på Hauptstrasse i Schöneberg, Berlin, sammen med bl.a. Iggy Pop og Romy Haag.
ZEITmagazin: Did you call Iggy Pop “Jim” from the very start?
Esther Friedman: Yes, his proper name is James Osterberg, but I always called him Jim, never Iggy. He named himself Iggy when he was 18. His first band was the Iguanas, so that’s where that came from. David [Bowie] always used to call him Jimmy in Berlin, his parents called him Jim. Iggy is his stage name. And there are actually two characters, there’s Iggy, and there’s James.
ZEITmagazin: What is the difference between the two?
Esther Friedman: The difference is rather large. Iggy is 99 percent unbearable. And James, Jim, is 99 percent bearable.
Esther Friedman: Berlin left Jim alone. In Berlin Jim could just be Jim when he wanted to, he could live, sit in the local bar next door and drink a beer. He loved it. David had studied the literature and art that came from Berlin or took place in Berlin. Christopher Isherwood’s book Goodbye to Berlin from 1939, the works of the “Die Brücke” group—all of that fascinated David, and he took Jim with him. They often went to the Brücke Museum. “The Passenger” …
ZEITmagazin: …Iggy Pop’s greatest hit…
Esther Friedman: …well, it’s a hymn to Berlin’s S-Bahn [Stadtschnellbahn, light rail system]. Jim went on the S-Bahn almost every day. Those trips inspired him to write the song, especially the section that goes out to the Wannsee. Jim and David also frequently traveled together to East Berlin, in a Mercedes-Benz 600 that David’s chauffeur took care of.
ZEITmagazin: Is it true that Iggy Pop was in a telephone booth and some punk locked him in from the outside?
Esther Friedman: Yes, that happened at three o’clock in the morning. Telephone booths actually used to have locks. Jim had just come from the Dschungel Club in Nürnberger Strasse and called me: “Listen, I’m locked in a telephone booth here! You have to help me!” I said, “Think up a better story. How come you’re calling me at three in the morning and waking me up?” Then I hung up.
ZEITmagazin: Why?
Esther Friedman: Maybe I can explain it this way: When he called at three in the morning, it was not Jim on the line, but Iggy.
ZEITmagazin: The boisterous punk rocker.
Esther Friedman: The poor guy, he sat in that phone booth until six in the morning. A taxi driver discovered him and was able to open the door with a master key. To this day we don’t know who locked him in there.
© ZEITmagazin
“Berlinmuren, Ronni! Berlinmuren symboliserer den vestlige imperialismes dekadente forfald – det er der materien flyder …Jeg vil vædde med at den mur står der når vi en gang er døde” sagde Ronnis digterkæreste i De skrigende halse.
Filmen B-Movie: Lust & Sound in West-Berlin handler om netop dette – det Berlin (eller rettere Vestberlin), som drog så mange unge musikere, forfattere m.fl. til sig op gennem 1970erne og 1980erne. Og Ralf Christensen anmelder denne dokumentarfilm i Information på en sådan måde, at man får lyst til at se den. Den bliver vist i København på søndag; jeg håber at den også når frem til mig en dag.
Det interessante ved Berlin i 1970erne har været netop den “materie der flød” – at byen ikke var perfekt eller gentrificeret, sådan som den nu er på vej til at blive, men tværtimod en by
“…[hvor] ordenen slog revner og irrationaliteten sprøjtede gennem sprækkerne. Hvor en byggetomt ikke var lig med metrobyggeri, men med uforløst potentiale.”
som Ralf Christensen skriver. Selv har jeg ikke været i Berlin mere end nogle få gange og har kun kunnet ane efterdønningerne af denne irrationalitet, men denne blogs anden forfatter har ofte sendt stemningsrapporter fra det, der nu er den tyske hovedstad.
Jeg husker Muriel Gray på billedet ovenfor fra min tid i Skotland i forrige århundrede; hun var rektor ved University of Edinburgh.
