Det er nærmest en slags parallel rejse til David Bowie’s ‘Where Are We Now’ når The Bad Seeds’ tidligere kapelmester Mick Harvey på sit nye udspil tager en tur tilbage til sit tabte Vestberlin med Cave og Rowland og Anita og Simon og Blixa og alle de andre. Det sker gennem denne sørgmodige og let omskrevne tolkning af Marlene Dietrich’s gamle ‘Ich Hab’ Noch Ein Koffer in Berlin’…
Kategoriarkiv: Berlin
Art of the cover
Så enkelt undfanget og tidsløst stilfuldt det ser ud. 46 år siden i dag at Vestberlin’s David Bowie udsendte sin Low.
Himlen under Berlin
Ser lige der også findes en regulær musikvideo med nye berlinske Die Verlierer, vi havde på besøg her med et heftigt punkudslip af et nummer i sidste uge. Dette er mere tilbageholdent, men slet ikke dårligere af den grund…
Tidens tyske tempo
I Tyskland er Die Nerven ikke ene om at spille flænsende tysksproget musik. Her er det punkbandet Die Verlierer fra Berlin, der udsendte debutalbum tidligere i år, som på åbningsnummeret derfra spiller med indsats som for selve livet. Så en amerikansk anmeldelse af Die Verlierer, hvor netop ‘Die Zeit’ her bliver sammenlignet med vores egne Sods, som de lød omkring Minutes to Go (1979). Giver det mening? Bedøm selv…
45 års evig ungdom
Sikke en plade, Iggy Pop’s eneste rigtige berlinerplade Lust For Life, der udkom dags dato i 1977, midt i en heftig punktid. Den synes jo så ligefrem og enkel, så hvorfor er det, den stadig formår at sprede nutidig glæde vidt og bredt så mange år efter? Noget af det handler naturligvis om David Bowie’s tilstedeværelse. For både som medsangskriver, arrangør og producer løfter han simple rocknroll-game, som er Lust For Life‘s hjemmebane, til helt andre højder med den kvalitet i detalje, formfuldtendhed og overordnet feeling, Bowie i de år var garant for. Hans eget stærkt sammensatte studieband til de samtidige “Heroes”-indspilniger i Hansa Studios (med Sales-brødrene på trommer/bass og Carlos Alomar’s guitar) hjælper naturligvis også. Men først og fremmest er det vel Iggy Pop selv, der, trukket bort til Vestberlin af David Bowie efter mange års amerikansk smadder og hærg, lyder decideret genfødt, sansende ung og ja, sulten på livet. Den tilstand har naturligvis sin flygtige tid, og allerede på efterfølgeren New Values (1979) er meget anderledes og mindre rent end her, hvor Iggy Pop er eksponent for – og indfanget på toppen af – livets muligheder og ungdommens fantastiske tro på egen udødelighed, intet mindre. Lust For Life fylder 45 i dag – indtag dens evige ungdom højt i aften!
Thåström i Berlin
Facebook fortæller, det i aftes var syv år siden Thåström senest spillede i sin nuværende hjemby Berlin, en helt speciel søndag aften i 36 graders kogende varme på Postbahnhof am Ostbahnhof. En gentagelse er savnet. Her køreplanen…
Dusty i Berlin
Den største sangerindestemme i 60’ernes britiske popmusik tilhører Dusty Springfield. Her har hun 15. marts 1969 taget den helt til Vestberlin for på Freies Berlin-senderen at synge til ARD-Eurovisionen Gala-Abend der Schallplatte, en live-fremførsel med stort orkester af en blandt de allermægtigste Dusty-sange, den da aktuelle ‘I Close My Eyes And Count To Ten’-single. Danske Nina & Frederik medvirker også ved showet den aften, men det er Grethe Ingmann der snart herhjemme indspiller Chris Westlake’s Dusty-sang på dansk…
LS-Bericht
Overstået weekend med tre ret så fantastiske aftener i AARHUS, HARBOØRE og BERLIN. Tak som fanden til alle jer der kom ud, op og ned sammen med os; memories are made of this. Forude ligger en ny ubrugt weekend med VÆRLØSE (fredag), HVALSØ (lørdag), og vi begynder nu også at kunne skimte finalen på hjemmebane i Store Vega, KØBENHAVN, 13. april, en onsdag aften før skærtorsdag. Vi ser frem! Billetter: https://gig.to/LS22
Hilsen fra Vestberlin
Ideal’s tidsrastløse debutsingle fra 1980 hedder ‘Wir Stehn Auf Berlin’. Aldrig set videoen her før, men hvor klæder den sangen; hektisk, uforstillet, livssulten. Som byen den omfavner…
Sex Pistols i Berlin
14. oktober 1977 udsendes Sex Pistols’ fjerde single ‘Holidays In The Sun’, som tager sit udspring i den ferietur Johnny Rotten, Steve Jones, Paul Cook og Sid Vicious sammen tager til Vestberlin 25-27 marts 1977, her forklaret af førstnævnte: “Being in London at the time made us feel like we were trapped in a prison camp environment. There was hatred and constant threat of violence. The best thing we could do was to go set up in a prison camp somewhere else. Berlin and its decadence was a good idea. The song came about from that. I loved Berlin. I loved the wall and the insanity of the place. The communists looked in on the circus atmosphere of West Berlin , which never went to sleep, and that would be their impression of the West”…
Og Thåström synger Maria Magdalena
Fredagen tilhører Thåström, der med Dom Som Skiner udsender sit første album i fire år og vel to måneder. Ventetiden har føltes lang, indimellem næsten uendelig, men nu er ni nye sange her endelig. Og hvordan lyder de? Som altid er Thåström helt sin egen, ingen løben efter tidens trends eller nogens forventninger. Hans ellers så fremragende band gennem de seneste mange år er usentimentalt fyret, der er ikke levende trommer, knapt nok skyggen af guitar på dette elektroniske album, hvis dunkende puls dog hjælpes på vej af noget så menneskeligt som klaver, kvindestemmer, akustisk guitar, samt et søgende horn på dette følgende nummer, der udspiller sig på Thåström’s strasse i berlinske Neukölln, og undervejs endda besynger Sandra og hendes ‘Maria Magdalena’. Ja, hvem havde set dét komme fra den kant?! Det sværeste ved dette nye album har faktisk været at glemme forrige så Thåström-ultimative Centralmassivet, og derigennem kunne åbne op for nye landvindinger. Men lytter man først efter, så er de der i righoldigt mål…
Berlin blitz
Det er os en glæde at meddele, Love Shop igen spiller i Berlin. Billetter sættes til salg nu fredag kl. 10.00 på følgende link. Wir freuen uns! https://bit.ly/3GeFdlL
Thåström’s Berlinske nat
Her er den så, dagens nye Thåström-single, forløber for albummet Dom Som Skiner, der udsendes 12. november…
Kling-klang musik
Lang ventetid forløses i aften kl. midnat, når Thåström udgiver sin første nye musik i fire år. Den ekspressive kunst her ovenfor er coveret til singlen ‘Papperstunna Väggar’, en duvende elektroballade med mørke synths, nattestemning, stift trommemaskinebeat og klangligt besøg af den stockholmske sangerinde Titiyo. Og naturligvis Thåström selv, der observerer storbyens usminkede liv omkring sig, som kun han kan gøre det. Det har været savnet.
Ståaldrigstill!
Vi må tale alvor et øjeblik her. Det drejer sig om Thåström, der udsender ny single senere denne måned. Da den – sam nyt album til november, samt tour næste år – blev annonceret for to uger siden meldte Ulf “Rockis” Ivarsson, den perfekte bassist i Thåström’s band ud, han ikke længere er med, og siden august sidste år har forladt alt, der har med Thåström at gøre. Ovenpå den nyhed begyndte snakken straks at gå bekymret blandt Thåström-tilhængere i Sverige. For netop det bands besætning har i grænselandet mellem elektronik og rocknroll spillet med så velgørende en skarphed, at logikken ikke ønsker det som fortid. Men fortid er det, for siden her erfarer fra nærmeste hold, hele bandet definitivt er opløst og ikke længere kommer til at spille med Thåström. Men hvem spiller så på den nye plade og kommende tour? Visse stemmer tror, tiden er kommet til en akustisk solo-Thåström. Men så ville enorme haller som Avicii Arena (SHLM) og Scandinavium (GBG) aldrig være blevet hyret ind. Andre håber på, at Thåström’s venner i The Hellacopters er blevet kontaktet. De spillede en svensk vise bag ham på svensk TV først på året, og selvom det var nok så fint, fortalte den performance dog også, at et retro-marineret rocknrollband som dem ikke har snittet til Mesteren, der under mottoet ‘stå aldrig still’ har kigget anderledes fremad lige siden dag 1 i Ebba Grön. Tourplakaten bærer et sort/hvidt-billede fra 60’erne af en synligt livstræt svensk klovn, hvilket giver næring til endnu en teori nu, nemlig at Dom Som Skiner vil være en Weimar-tysk-inspireret cabaretplade med afsæt i samme tradition som Imperiet’s ‘Kanonsång’ og hans egen ‘Ingen Sjunger Blues Som Jeffrey Lee Pierce’. En sidste luftet teori går på, at Thåström, der bruger meget af sin tid i Berlin, denne gang har et band af udenlandske musikere omkring sig. Kun én ting synes sikker udfra alt dette: Thåström singleudgivelse 24. september, hans første nye materiale i fire år, imødeses nu bredt med om muligt endnu mere spænding end da først annonceret. Mens der ventes, så nyd her Thåström og hans nu forgangne band en iskold aften i Västerås, november 2017, en af deres sidste og nok mest uforglemmelige sammen…