Kategoriarkiv: Berlin

I bevægelse

Kan se, Pastoren prøver tvinge en tilbage her øverst på bloggen med indlæg om Joni Mitchell og 70’er-soul. Og det virker tydeligvis. For her en manisk rejsesang fra et britisk band, der i bagspejlet er ret fantastiske til og med 1982, derefter aldrig igen. Hvilket mere passende sted for unge Jim Kerr at synge ‘I Travel’, den piskende åbningssang på Simple Minds’ europæiske kærlighedserklæring Empires and Dance (1980), end f.eks. på en fransk eller spansk TV-kanal? Hørte hele albummet i nat, en moderne klassiker…

Françoise Cactus RIP!

Hun er kommet her på bloggen i dag for at sige, hun skulle gå. Françoise Cactus, den franske halvdel af den Berlin-baserede musik-legestue Stereo Total, døde i går, 56 år gammel. Her synger hun med på duoens i dag derfor endnu mere sørgmodige underverdens-version af Serge Gainsbourg’s klassiker ‘Je Suis Venu Te Dire Que Je M’en Vais’…

Eventide

Jens holder af Low, og det gør jeg også. Noget af det, jeg forbinder med dette album, er den usædvanlige måde, lilletrommen lyder på – “bagvendt” og en anelse syntetisk, men så alligevel ikke. Prøv at lytte til f.eks. trommeintroen til “Sound and Vision”. Det, vi hører, er en effekt, der skyldes en Eventide Harmonizer, en tidlig pitch shifter, som Tony Visconti var blevet rigtig glad for.

Visconti siger i et interview med Uncut fra 1999 dette:

UNCUT: Is it true that, when David asked what your Eventide Harmonizer did, you blurted “It messes with the fabric of time!”? How revolutionary do you think that sound was you created? And its influence in later years? 

VISCONTI: I must’ve been quoted in a family magazine. I actually said, “It fucks with the fabric of time,” much to the delight of David and Brian, who were on a conference call with me at the time. It was a radical sound, especially on the drums.

Dengang var det en udfordring at kunne ændre tonehøjden uden at ændre hastigheden. I dag er den slags lige som så meget andet, der engang var store kasser, bare et lille stykke software.

D for David Bowie

Vi kender alle historien til bevidstløshed: I 1976 flygter David Bowie med sin protegé Iggy Pop fra Los Angeles, USA, kokain, mælk, rød peber, paranoia, samt angst for at dø. De sejler (!) til Europa og slår sig ned i Vestberlin. Historien bliver kun ved med at være så interessant og mytisk, fordi opholdet i Berlin kaster ny musik af så høj og banebrydende kvalitet af sig, den stadig bruges som målestok for moderne rockmusik i dag. 14. januar 1977 udsender David Bowie det første af sine to albums det år. Low modtages umiddelbart lettere skeptisk af den engelske musikpresse, dog ikke af ledende New Musical Express, der betegner albummet som “stunningly beautiful…the sound of Sinatra reproduced by Martian computers”, intet mindre. Her et af de seks angiveligt, uhm, fremmedgjorte Sinatra-stykker fra Low‘s rytmiske side A, som fortolket på David Bowie’s Isolar II Tour året efter. Stort tillykke, Low – evig ungdom til en af verdens bedste og mest særegne rockplader!

Giv mig giften!

En forhåbentlig appetitvækkende smagsprøve på Max Rieger-bandet All Diese Gewalt’s nye album Andere, der udkom i fredags. Den effektive formel på ‘Gift’ her er velkendt og testet; nervøst kantede vers som forløses i de sørgmodigt fredfyldte omkvæd, der i afklaret resignation vil evig fred. Læg dertil sangens afsluttende klimaks med konfrontationens drama og stigende puls mod rødt. Det er stærke sager fra Berlin, det her…

Syng Babylon Berlin!

Et langt tidsstrækkende skud surrogat-Berlin, nu byen, stedet og tilstanden ligger sygdoms-underdrejet; Woods of Birnam’s ‘Du Bist Alles’ optrådte i mandags på TV i tredje hæsblæsende sæson af Weimar-eventyret Babylon Berlin. Men denne sang – her i opdateret 2020-version – bærer en glødende ro, den tumultariske tid, der skildres så medrivende i serien, helt mangler…

New Order kaldte Berlin

Som tiden glider umærkeligt bort i dette så dystopiske 2020. I dag allerede et år siden siden her så New Order komme forbi Berlin’s Tempodrom. En koncert der klart fungerede bedst, når New Order gik i kødet på sangene fra deres seneste album Music Complete (2015). De meget ældre og NO-klassiske sange blev mere gået ind i af både band og publikum som var de et køligt æstetisk museum over en svunden tid. Og at opleve New Order spille to Joy Division-sange til slut i koncerten, mens slo-mo-optagelser af salig Ian Curtis kørte på storskærm i baggrunden, gav endnu mere følelsen af New Order som en lidt for kalkulerende og rationel kustode i egen historie. Men her koncertens anderledes vitale åbningsnummer, hvis officielle video passende udspiller sig i 80’ernes Vestberlin…

Ich steh’ auf Berlin!

‘Ich steh’ auf Berlin’, råbesynger Ideal-frontkvinden Annette Humpe denne 1981-sommeraften på Vestberlin’s Waldbühne. Det hele skramler påtrængende, nervøst og konkret på den uskønne dog indtagende facon, der gik under betegnelsen Neue Deutsche Welle. Ideal var fra Vestberlin, havde postadresse på Oranienstrasse i Kreuzberg, og blev så store i Vesttyskland, deres navn, lyd og denne sang det år nåede helt op til Danmark. Gav sangen så lyst til at indhalere virkelighedens opdelte Berlin med sin kantede hektik og tekstreferencer til Bahnhof Zoo, Mariannenplatz, Ku’damm, Romy Haag, og Dschungel-diskoteket? Selvfølgelig gjorde den det. Det her var en meget anderledes og en-til-en-simpel vej ind til Bowie’s mytiske, Isherwoods forgangne, Cabaret’s dekadente, Christiane F’s narkotiske og Fassbinder’s Döblin-primale Berlin, som præsenteret usminket råt af en indfødt…

Vejen hjem fra rocknroll

Dagens 15-års fødselsdag tilhører dette debutalbum, indspillet i Vestberlin’s vinterkulde, udsendt 13. juni 2005. Kærlighed og taknemmelighed til Nikolaj Nørlund, Rune Kjeldsen, Mikkel Damgaard, Nicolai Munch Hansen og Jacob Høyer for proaktiv fødselshjælp.

Hvilket samtidig fortæller, at denne blog netop har rundet de 15 år…!

Tilbage til Vestberlin

Han er på et kreativt håbløst sted i sin karriere, alligevel er det mindeværdigt, at David Bowie 6. juni 1987 vender tilbage til sit Vestberlin og spiller et stort Glass Spider Tour-show på Platz der Republik lige ved Brandenburger Tor, med højtalere rettet mod Østberlin, hvor også tusindvis af DDR-borgere samles på deres side af Muren og er med. Her en optagelse af ‘Heroes’ fra præcis den aften, hvor sangen, indspillet ti år tidligere på Köthener Straße kun 500 meter væk, må have givet alverdens mening for Bowie at fremføre…