Kategoriarkiv: Berlin

Dusty i Berlin

Den største sangerindestemme i 60’ernes britiske popmusik tilhører Dusty Springfield. Her har hun 15. marts 1969 taget den helt til Vestberlin for på Freies Berlin-senderen at synge til ARD-Eurovisionen Gala-Abend der Schallplatte, en live-fremførsel med stort orkester af en blandt de allermægtigste Dusty-sange, den da aktuelle ‘I Close My Eyes And Count To Ten’-single. Danske Nina & Frederik medvirker også ved showet den aften, men det er Grethe Ingmann der snart herhjemme indspiller Chris Westlake’s Dusty-sang på dansk…

LS-Bericht

Overstået weekend med tre ret så fantastiske aftener i AARHUS, HARBOØRE og BERLIN. Tak som fanden til alle jer der kom ud, op og ned sammen med os; memories are made of this. Forude ligger en ny ubrugt weekend med VÆRLØSE (fredag), HVALSØ (lørdag), og vi begynder nu også at kunne skimte finalen på hjemmebane i Store Vega, KØBENHAVN, 13. april, en onsdag aften før skærtorsdag. Vi ser frem! Billetter: https://gig.to/LS22

Sex Pistols i Berlin

14. oktober 1977 udsendes Sex Pistols’ fjerde single ‘Holidays In The Sun’, som tager sit udspring i den ferietur Johnny Rotten, Steve Jones, Paul Cook og Sid Vicious sammen tager til Vestberlin 25-27 marts 1977, her forklaret af førstnævnte: “Being in London at the time made us feel like we were trapped in a prison camp environment. There was hatred and constant threat of violence. The best thing we could do was to go set up in a prison camp somewhere else. Berlin and its decadence was a good idea. The song came about from that. I loved Berlin. I loved the wall and the insanity of the place. The communists looked in on the circus atmosphere of West Berlin , which never went to sleep, and that would be their impression of the West”

Og Thåström synger Maria Magdalena

Fredagen tilhører Thåström, der med Dom Som Skiner udsender sit første album i fire år og vel to måneder. Ventetiden har føltes lang, indimellem næsten uendelig, men nu er ni nye sange her endelig. Og hvordan lyder de? Som altid er Thåström helt sin egen, ingen løben efter tidens trends eller nogens forventninger. Hans ellers så fremragende band gennem de seneste mange år er usentimentalt fyret, der er ikke levende trommer, knapt nok skyggen af guitar på dette elektroniske album, hvis dunkende puls dog hjælpes på vej af noget så menneskeligt som klaver, kvindestemmer, akustisk guitar, samt et søgende horn på dette følgende nummer, der udspiller sig på Thåström’s strasse i berlinske Neukölln, og undervejs endda besynger Sandra og hendes ‘Maria Magdalena’. Ja, hvem havde set dét komme fra den kant?! Det sværeste ved dette nye album har faktisk været at glemme forrige så Thåström-ultimative Centralmassivet, og derigennem kunne åbne op for nye landvindinger. Men lytter man først efter, så er de der i righoldigt mål…

Kling-klang musik

Lang ventetid forløses i aften kl. midnat, når Thåström udgiver sin første nye musik i fire år. Den ekspressive kunst her ovenfor er coveret til singlen ‘Papperstunna Väggar’, en duvende elektroballade med mørke synths, nattestemning, stift trommemaskinebeat og klangligt besøg af den stockholmske sangerinde Titiyo. Og naturligvis Thåström selv, der observerer storbyens usminkede liv omkring sig, som kun han kan gøre det. Det har været savnet.

Ståaldrigstill!

Vi må tale alvor et øjeblik her. Det drejer sig om Thåström, der udsender ny single senere denne måned. Da den – sam nyt album til november, samt tour næste år – blev annonceret for to uger siden meldte Ulf “Rockis” Ivarsson, den perfekte bassist i Thåström’s band ud, han ikke længere er med, og siden august sidste år har forladt alt, der har med Thåström at gøre. Ovenpå den nyhed begyndte snakken straks at gå bekymret blandt Thåström-tilhængere i Sverige. For netop det bands besætning har i grænselandet mellem elektronik og rocknroll spillet med så velgørende en skarphed, at logikken ikke ønsker det som fortid. Men fortid er det, for siden her erfarer fra nærmeste hold, hele bandet definitivt er opløst og ikke længere kommer til at spille med Thåström. Men hvem spiller så på den nye plade og kommende tour? Visse stemmer tror, tiden er kommet til en akustisk solo-Thåström. Men så ville enorme haller som Avicii Arena (SHLM) og Scandinavium (GBG) aldrig være blevet hyret ind. Andre håber på, at Thåström’s venner i The Hellacopters er blevet kontaktet. De spillede en svensk vise bag ham på svensk TV først på året, og selvom det var nok så fint, fortalte den performance dog også, at et retro-marineret rocknrollband som dem ikke har snittet til Mesteren, der under mottoet ‘stå aldrig still’ har kigget anderledes fremad lige siden dag 1 i Ebba Grön. Tourplakaten bærer et sort/hvidt-billede fra 60’erne af en synligt livstræt svensk klovn, hvilket giver næring til endnu en teori nu, nemlig at Dom Som Skiner vil være en Weimar-tysk-inspireret cabaretplade med afsæt i samme tradition som Imperiet’s ‘Kanonsång’ og hans egen ‘Ingen Sjunger Blues Som Jeffrey Lee Pierce’. En sidste luftet teori går på, at Thåström, der bruger meget af sin tid i Berlin, denne gang har et band af udenlandske musikere omkring sig. Kun én ting synes sikker udfra alt dette: Thåström singleudgivelse 24. september, hans første nye materiale i fire år, imødeses nu bredt med om muligt endnu mere spænding end da først annonceret. Mens der ventes, så nyd her Thåström og hans nu forgangne band en iskold aften i Västerås, november 2017, en af deres sidste og nok mest uforglemmelige sammen…

Thåström kører igen

Okay, det her er fakta: Sidst Thåström optrådte live bliver næste weekend tre år siden, da han lukkede koncerterne for Centralmassivet (2017) ned en sensommeraften på Gröna Lund i Stockholm. Netop i dag er billetter blevet sat i salg til en ny stor tour, der kører 17 aftener i marts, april og maj til næste år. Touren hedder Dom Som Skiner Turné 2022 og tager sit udgangspunkt i det nye album, der meldes udgivelse på til november. Dog fåes allerede 24. september en forsmag i form af albummets første og endnu unavngivne single. Stil, produktion og mandskab? Ikke meget står klart endnu, kun at Ulf “Rockis” Ivarsson, Thåström’s faste kraftværk af en bassist, samt producer på tre af hans seneste fire albums, har trukket sig fra ‘alt som har med Thåström at gøre’, som Rockis selv udtrykker det. Og Danmark? Jo, torsdag d. 19 maj i Den Grå Hal på Christiania i København. Der er meget at se frem til. Her er hele tourplanen:

18. marts – Fyrishov, Uppsala 
19. marts – Saab Arena, Linköping
25. marts – KalmarSalen, Kalmar
26. marts – Brinova Arena, Karlskrona 
1. april – Värmekyrkan, Norrköping
2. april – Conventum, Örebro 
8. april – Nöjesfabriken, Karlstad 
9. april – Huskvarna Folkets Park, Huskvarna
22. april – Västerås Arena, Västerås
23. april – Magasinet, Falun
29. april – Väven, Umeå 
30. april – Sara Kulturhus, Skellefteå 
6. maj – Scandinavium, Göteborg 
7. maj – Spektrum, Oslo
19. maj – Den Grå Hal, København
20. maj – Malmö Arena, Malmö 
21. maj – Avicii Arena, Stockholm

I bevægelse

Kan se, Pastoren prøver tvinge en tilbage her øverst på bloggen med indlæg om Joni Mitchell og 70’er-soul. Og det virker tydeligvis. For her en manisk rejsesang fra et britisk band, der i bagspejlet er ret fantastiske til og med 1982, derefter aldrig igen. Hvilket mere passende sted for unge Jim Kerr at synge ‘I Travel’, den piskende åbningssang på Simple Minds’ europæiske kærlighedserklæring Empires and Dance (1980), end f.eks. på en fransk eller spansk TV-kanal? Hørte hele albummet i nat, en moderne klassiker…

Françoise Cactus RIP!

Hun er kommet her på bloggen i dag for at sige, hun skulle gå. Françoise Cactus, den franske halvdel af den Berlin-baserede musik-legestue Stereo Total, døde i går, 56 år gammel. Her synger hun med på duoens i dag derfor endnu mere sørgmodige underverdens-version af Serge Gainsbourg’s klassiker ‘Je Suis Venu Te Dire Que Je M’en Vais’…

Eventide

Jens holder af Low, og det gør jeg også. Noget af det, jeg forbinder med dette album, er den usædvanlige måde, lilletrommen lyder på – “bagvendt” og en anelse syntetisk, men så alligevel ikke. Prøv at lytte til f.eks. trommeintroen til “Sound and Vision”. Det, vi hører, er en effekt, der skyldes en Eventide Harmonizer, en tidlig pitch shifter, som Tony Visconti var blevet rigtig glad for.

Visconti siger i et interview med Uncut fra 1999 dette:

UNCUT: Is it true that, when David asked what your Eventide Harmonizer did, you blurted “It messes with the fabric of time!”? How revolutionary do you think that sound was you created? And its influence in later years? 

VISCONTI: I must’ve been quoted in a family magazine. I actually said, “It fucks with the fabric of time,” much to the delight of David and Brian, who were on a conference call with me at the time. It was a radical sound, especially on the drums.

Dengang var det en udfordring at kunne ændre tonehøjden uden at ændre hastigheden. I dag er den slags lige som så meget andet, der engang var store kasser, bare et lille stykke software.