Kategoriarkiv: Berlin

Da R.E.M. sagde farvel

Det fortælles os, det i dag er 13 år siden R.E.M. udsendte svanesangen Collapse Into Now, bandets hørt herfra stærkeste og mest frit inspirerede album siden New Adventures in Hi-Fi (1995). Specielt hele side 1-sekvensen med de første seks numre er R.E.M. i topklasse. Her det sidste af dem, ballade-underet ‘Every Day Is Yours To Win’, der mærkværdigvis nok ikke er en af albummets fire singler. Der spilles velgørende live her på klippet fra Vestberlin, nærmere præcis Meistersaal i Hansa Studios, hvor hele albummet var blevet indspillet nogle måneder tidligere. Læg mærke til at Peter Buck og Mike Mills har byttet instrumenter; et velfungerende kollektiv er sjældent fastlåst. Forløsende at R.E.M. kunne gå ud på så højt et niveau efter mange pinefulde år i åbenlys kreativ krise…

En aften i Admiralspalast

Der er specielle koncerter hvis datoer brænder sig fast og kommer op hvert eneste år, når tid er. En af dem her er det show Nick Cave and the Bad Seeds spillede i Admiralspalast på Friedrichstrasse i Østberlin 13. februar 2013, fem dage før udgivelsen af Push the Sky Away. Koncerten med strygere og et stort børnekor var en af vist kun to lignende europæiske koncerter i London og Paris, Cave gav som præsentation for sin snartkommende nye udgivelse. Albummet er det hidtil sidste fra Cave, der her for alvor har vundet genklang. Han har lavet stærke ting efter, absolut, men dels er før så toneangivende The Bad Seeds blevet kørt ud på et fjernt sidespor, dels har pladerne i sagens tragiske natur nu haft mere karakter af personlig terapi for Cave selv end af noget andet. Under alle omstændigheder var det en overskudsglæde i Berlin at opleve disse nye Push the Sky Away-sange kronologisk fremført så dugfriske og sprøde. Her en radiooptagelse af ‘Waters’ Edge’ fra aftenen…

DMandag

En lang vej fra det fintunede elektroniske popband, der lørdag aften i København viste sig selv og sin musikalske historie så fornemt frem, til denne spæde men entusiastiske begyndelse, pladedebuten på Some Bizzare’s 1981-opsamling med nye synth-baserede bands fra England. ‘Photographic’ genindspilles i en langt mere smooth version til debutalbummet Speak & Spell senere samme år, men dette er vel den definitive version. I morgen aften er de i Berlin…

Så hvor er vi nu?

Vi er i dag præcis 11 år efter den morgen, da David Bowie ovenpå otte års fravær pludselig uden varsel var tilbage med denne forunderlige sang af bittersød reflektion og forgangen tids længsel, centreret omkring Bowie’s hurtige år i Berlin. Vi er også på Bowie’s egen fødselsdag, og Elvis Presley ville kunne være blevet 89 i dag, wow! Og sidst men ikke mindst er vi på denne sides Webmaster Pastors fødselsdag. Solen stråler gennem frost, der er hvid sne på tagene, ja, det er rigtig vinter, vi ønsker ham et stort og hjerteligt tillykke. Musikken dertil bliver her førnævnte sang, som en Bowie-tilhænger på YouTube har iklædt levende billeder fra Christiane F – Wir Kinder Vom Bahnhof Zoo. Ja, det lyder corny, men resultatet er sine steder forunderligt gribende både for musik og film, det selvom den font, der stenograferer teksten ud undervejs, er helt fejlcastet. Tillykke, Hans!

Fra Ideal til New Order

Videoen til Ideal-singlen fra 1980 i forrige post minder ved eftertanke ikke så lidt om den langt nyere med New Order herunder, som engelske Mark Reeder har suppleret sine egne berlinske privat-optagelser til fra dengang, der stod en mur. Mark Reeder flyttede – sikkert ansporet af Bowie og Iggy Pop’s berømte færd – fra Manchester til Vestberlin i 1979, og er mest kendt for den stærke doku-film B-Movie: Lust & Sound in West-Berlin (2015), der er hans personlige flue på væggen-take på aktivist/punk-tiden i Mauerstadt. Men her hans samarbejde med New Order. Reeder kendte dem allerede fra Manchester og arrangerede derfor den koncert i Kant Kino på Kantstraße, som Joy Division spillede i januar 1980. Resten er historie og levende billeder af en by, der ikke findes mere…

Strunge, 65 i dag

BERLIN

Kupeen stille alting…

Berlin, mit hoved…
Zigzag gennem erindringens by
der står som en stille dam med guldfisk.
Hybrider af ideer skinnende i en billig farve,
på bunden rådner årenes planter.
Mit hoved, Berlin, en planet i sig selv –
der er områder lukket for levende
og steder hvor alting brænder sammen.

Berlin, mit syn, glimt af gløder i natten,
cigaretternes grå lugt
og pistolernes metalsmæld i begge halvdele,
for fanden, mine knæ, Berlin, det golde guldlys
en kunsteufori, en glæde købt og ædt.
Berlin, mit ansigt, en by uden plan,
linier uden mål
for hvad skal jeg se hen til
og hvor skal jeg danse når musikken presses gennem filtre
mens køn passes til form gennem nylon.
Berlin, mit hjerte, en pumpe for blod, ikke andet!
Og blodets veje kan forudsiges
som turisternes rejser efter souvenirs.
Berlin, måske findes der et aldrigt fremkaldt billede
af en pige på Kürfürstendamm
det i et sekund så mig som mennesket i verden, Berlin
mit hoved er så uklart
hvordan skal jeg finde hendes læber i alt det støv?

Michael Strunge, 19. juni 1983

David Bowie om natten

Vestberlin 1977: David Bowie skriver en natlig note til sin producer Tony Visconti. Den drejer sig om nogle nye plader, Bowie gerne vil sørge for at Visconti får skaffet ham næste dag. Og hvilken musik vil Bowie så gerne lytte til den nat i 1977? Læs selv…

Mick Harvey har stadig en kuffert i Berlin

Det er nærmest en slags parallel rejse til David Bowie’s ‘Where Are We Now’ når The Bad Seeds’ tidligere kapelmester Mick Harvey på sit nye udspil tager en tur tilbage til sit tabte Vestberlin med Cave og Rowland og Anita og Simon og Blixa og alle de andre. Det sker gennem denne sørgmodige og let omskrevne tolkning af Marlene Dietrich’s gamle ‘Ich Hab’ Noch Ein Koffer in Berlin’…

Tidens tyske tempo

I Tyskland er Die Nerven ikke ene om at spille flænsende tysksproget musik. Her er det punkbandet Die Verlierer fra Berlin, der udsendte debutalbum tidligere i år, som på åbningsnummeret derfra spiller med indsats som for selve livet. Så en amerikansk anmeldelse af Die Verlierer, hvor netop ‘Die Zeit’ her bliver sammenlignet med vores egne Sods, som de lød omkring Minutes to Go (1979). Giver det mening? Bedøm selv…

45 års evig ungdom

Sikke en plade, Iggy Pop’s eneste rigtige berlinerplade Lust For Life, der udkom dags dato i 1977, midt i en heftig punktid. Den synes jo så ligefrem og enkel, så hvorfor er det, den stadig formår at sprede nutidig glæde vidt og bredt så mange år efter? Noget af det handler naturligvis om David Bowie’s tilstedeværelse. For både som medsangskriver, arrangør og producer løfter han simple rocknroll-game, som er Lust For Life‘s hjemmebane, til helt andre højder med den kvalitet i detalje, formfuldtendhed og overordnet feeling, Bowie i de år var garant for. Hans eget stærkt sammensatte studieband til de samtidige “Heroes”-indspilniger i Hansa Studios (med Sales-brødrene på trommer/bass og Carlos Alomar’s guitar) hjælper naturligvis også. Men først og fremmest er det vel Iggy Pop selv, der, trukket bort til Vestberlin af David Bowie efter mange års amerikansk smadder og hærg, lyder decideret genfødt, sansende ung og ja, sulten på livet. Den tilstand har naturligvis sin flygtige tid, og allerede på efterfølgeren New Values (1979) er meget anderledes og mindre rent end her, hvor Iggy Pop er eksponent for – og indfanget på toppen af – livets muligheder og ungdommens fantastiske tro på egen udødelighed, intet mindre. Lust For Life fylder 45 i dag – indtag dens evige ungdom højt i aften!