Kategoriarkiv: Berlin

Ich steh’ auf Berlin!

‘Ich steh’ auf Berlin’, råbesynger Ideal-frontkvinden Annette Humpe denne 1981-sommeraften på Vestberlin’s Waldbühne. Det hele skramler påtrængende, nervøst og konkret på den uskønne dog indtagende facon, der gik under betegnelsen Neue Deutsche Welle. Ideal var fra Vestberlin, havde postadresse på Oranienstrasse i Kreuzberg, og blev så store i Vesttyskland, deres navn, lyd og denne sang det år nåede helt op til Danmark. Gav sangen så lyst til at indhalere virkelighedens opdelte Berlin med sin kantede hektik og tekstreferencer til Bahnhof Zoo, Mariannenplatz, Ku’damm, Romy Haag, og Dschungel-diskoteket? Selvfølgelig gjorde den det. Det her var en meget anderledes og en-til-en-simpel vej ind til Bowie’s mytiske, Isherwoods forgangne, Cabaret’s dekadente, Christiane F’s narkotiske og Fassbinder’s Döblin-primale Berlin, som præsenteret usminket råt af en indfødt…

Vejen hjem fra rocknroll

Dagens 15-års fødselsdag tilhører dette debutalbum, indspillet i Vestberlin’s vinterkulde, udsendt 13. juni 2005. Kærlighed og taknemmelighed til Nikolaj Nørlund, Rune Kjeldsen, Mikkel Damgaard, Nicolai Munch Hansen og Jacob Høyer for proaktiv fødselshjælp.

Hvilket samtidig fortæller, at denne blog netop har rundet de 15 år…!

Tilbage til Vestberlin

Han er på et kreativt håbløst sted i sin karriere, alligevel er det mindeværdigt, at David Bowie 6. juni 1987 vender tilbage til sit Vestberlin og spiller et stort Glass Spider Tour-show på Platz der Republik lige ved Brandenburger Tor, med højtalere rettet mod Østberlin, hvor også tusindvis af DDR-borgere samles på deres side af Muren og er med. Her en optagelse af ‘Heroes’ fra præcis den aften, hvor sangen, indspillet ti år tidligere på Köthener Straße kun 500 meter væk, må have givet alverdens mening for Bowie at fremføre…

Joyride Berlin

Det er i disse dage 15 år siden Nikolaj Nørlund og jeg en eftermiddag i hans Volvo-stationcar, tungt læsset med instrumenter, kørte mod Berlin. Over en uges tid indspillede vi i Tritonus Studio på Schlesische Strasse i Kreuzberg de sange, der skulle blive til mit første soloalbum. Fra København blev de bedst tænkelige musikere fløjet ind: Rune Kjeldsen guitar, Nicolai Munch-Hansen bass, Jacob Hoyer trommer og LS’s egen Mikkel Damgaard på klaver, Hammond-orgel, glockenspiel og div. vintage keyboards. De fire boede i en lejlighed ovre mod Schöneberg, mens Nørlund, tekniker Morten Bue og jeg holdt til lige ved Kottbusser Damm, hvor vi samlede kræfter og hørte vores to referenceplader i denne periode; Interpol’s Antics og David Bowie’s Diamond Dogs. Vi mødtes i Tritonus, der lå inde i en typisk berlinsk 2. baggård på 4. sal, hver morgen kl. 10, og kørte så derudaf. I modsætning til LS’s arbejdsmetoder på det tidspunkt var der her tale om takes, altså at hele bandet spillede og optog sange samtidig, med hvad det kan give af dynamik og liv. Den metode var dernede en decideret befrielse for mig, dels fordi musikere af omtalte første klasse er en fryd at høre på i samspil, men da især fordi jeg selv kom direkte fra et band i nedbrud over LS’s dengang så endeløse samlebåndsarbejde. Planen i Tritonus var at nå i gennemsnit to numre pr. dag, så koncentration og travlhed herskede. Vi havde sammen trænet materiale sporadisk hjemmefra, så der ikke skulle spildes meget studietid på akkorder og infrastruktur, men istedet være fokus på arrangementer og overordnet feeling. Og det blev intenst, men også ret festligt. Hver dag, når den arbejdsmæssige konklusion nærmede sig, var studiets uudtømmelige supply af Beck’s Bier forlængst kommet i anvendelse. Nogle aftener fik vi noget at spise først, andre røg vi direkte ud på barer; enten den lokale Cake Club (som nu netop er lukket) lige nedenfor, Nick Cave’s gamle stamsted Wiener Blut eller sailorbaren Die Ankerklause. For rytmegruppen fortsatte fejringen af de godt fremskridende indspilninger ofte længere; et par morgener i studiet dukkede de op i taxi fra Østberlin uden at have fanget nogen søvn. Efter igang en lille uge, som hele vejen havde de frostkolde rammer kun Berlin kan levere dem, kom LS-fotograf Morten Larsen kørende ned og hang ud med os. En søndag morgen tog han og jeg ud i byen for at tage en række billeder. Ja, måske han kunne fange noget, der kunne bruges som coverfoto til det kommende album. Efter at have klapret tænder udendørs i morgentyste Kreuzberg, endte vi nede i den gamle og da endnu fungerende Tempelhof-lufthavn. Dens historiske og smukke indre lå den søndag formiddag ligehedes helt blottet for mennesker, og lignede fra første skud det pladecover, den siden skulle blive til.

Hjemme igen i Københavns almindelige verden overdubbede vi i Black Tornado ude på B&W og i Sauna på HC Ørstedsvej, hvor albummet også blev mixet. Coveret blev til i tæt samarbejde med Moneypenny, og titlen gav nemt sig selv efter LS’s køren i grøften på klassisk vis året før. Var jeg bange for at fejle helt alene? Ikke såvidt huskes, og slet ikke da vi først kom igang med at indspille nede i Tritonus, for da stod det hurtigt klart, at disse sange og deres nyfundne udtryk nemt kunne bære. Alligevel var der selvfølgelig anmelderne og den officielle modtagelse at være nervøs for. En solodebutant har af alle mest brug for al den medvind og moralske luft under vingerne, en god modtagelse kan give. Og her var der ovenikøbet så langt mere på spil, da dette album samtidig var det centrale partsindlæg fra min side i LS’s interne krig, der ikke mindst handlede om arbejdsmetoder. Så de seks hjerter på forsiden af Politiken på udgivelsesdagen føst på sommeren gjorde godt. Men hey, Vejen Hjem Fra Rocknroll er heldigvis så meget mere end det. Det album vil via sin tilblivelse, sine sange – og den modningsproces de udgjorde – stå som et af de tre-fire LS/JU-albums, jeg er mest stolte af.

Dårlige nerver

Udsolgt og et tæt pakket i Lido i råkolde Kreuzberg, hvor Die Nerven skulle tage stikket hjem. Men en svært halvbagt affære blev det. Se, bandet havde mere fokus på at underholde salen med selvbevidste jokes og halvmorsomme scenefinter, end på den råklare Die Nerven-musik, hvis altopædende kraft plejer at sende trioen fra Stuttgart – og dens publikum – afsted mod nuets forglemmelse og sjælelige afklarethed. Og det duer altså bare ikke at spille sitrende postpunk og hygge sig uforpligtende samtidig. Die Nerven’s vilde samspil stod som altid knivskarpt virtuost, men grundfølelsen af ingenting på spil gjorde seancen til en paradekørsel i tom vogn. Tilsidst – efter at selv magtdemonstrationsstykket ‘Angst’ var blevet reduceret til musik-musik – blev trommeslageren alene tilbage på scenen, hvor han førte an i en meningsløs fællessang af Queen’s ‘We Are The Champions’, I kid you not. For Die Nerven var den udsolgte sal tiltrods alt andet end mestre denne aften. Den lange pause de går ud til nu er der brug for. Kunsten at tage sig selv seriøst vil tage tid og sult at genlære.

Livets musik

Fra sit oktober, 1977-promobesøg på italiensk TV’s Odeon, der her i går kunne ses gennem en playback-version af ‘Heroes’, nu også her en optagelse, hvor David Bowie udspiller den fænomenalt flot komponerede/orkestrerede ‘Sense Of Doubt’ fra “Heroes”‘s mere vanskelige side 2. I forbindelse med ‘Heroes’-playbacket blev Bowie interviewet, og der skulle hertil bruges levende musikbilleder til ind- og udklip. Disse er først for et år siden af videokunstneren Nacho blevet sat sammen til en egentlig video for instrumentalnummeret. Enjoy!

Standing by The Wall…

‘Man måste alltid jämföra’, siger den lille dreng Ingemar gentagende i Lasse Hallström’s Mit Liv Som Hund (1985). At sammenligne i dag er også at lægge mærke til, at samme dag – 14. oktober 1977 – David Bowie udsender sit epokegørende album “Heroes”, udgiver de nye London-kaosraketter fra Sex Pistols deres fjerde – og sidste rigtige – single, den Berlin-tematiske ‘Holidays In The Sun’. Ja, sådan hænger tingene sammen, også på denne fredag i 1977…

New Order i Tempodrom

Det var klar efterårsaften med New Order i Vestberlin. Sequencere bankede dna-genkendelige rundgange, lodret indstillede sceneprojektører præsenterede lichtdom, og ud til den udsolgte, runde sal sprang genreklassiker på genreklassiker, så mange overbevisende momenter. Men også fornemmelsen af en nu forgangen aktiv tids støv, som en fad smag af…museum. Der var videoer på storskærm til samtlige tracks, så en følelse af forestilling – snarere end koncert – indfandt sig hurtigt. Blivende billede? Synet af Bernard Sumner, der i samtlige tre omkvæd på ‘True Faith’ klappede hænder taktfast over sit hoved MENS han sang, åh jo. Og salig Ian Curtis i epileptiske dog graciøse, levende slo-mo-billeder på storskærm under en monumental ‘Decades’ – hvad mon han ville have fået ud af det hele?! Manchester/Berlin-personaen Mark Reeder (instruktør af B-Movie: Lust & Sound in West-Berlin 1979-1989) var iøvrigt tilstede og introducerede aftenens supportband, et teknologisk yderst tjekket, toneafskyende og bevidst ondt act fra Kina ved navn Stolen. Gik ud i aftenkulden, efter ‘Love Will Tear Us Apart’ lukkede ned, oplivet af, hvor godt musikken fra Manchester kom i slut-70’erne (fik fire Joy Division-numre)/1980’erne. Samt at de numre, der på aftenen havde mest liv og størst nødvendighed, faktisk var den håndfuld fra nyeste Music Complete (2015), hvor NO’s elektroniske hjerte pludselig slog over i nutid. Det føles altid bedst.

Fripp mod Bowie

Robert Fripp, den engelske art rock-guitarist der så ekspressionistisk hørbart medvirker på Bowie’s “Heroes” (1977) og Scary Monsters (1980), er gået i juridisk clinch med David Bowie’s bo, da dets repræsentanter ikke vil anerkende Fripp’s rolle som ‘featured player’ – kan vel oversættes som ‘solist’ – på de to omtalte albums. Her refereres den ‘nyhed’ som perfekt undskyldning for, at kunne bringe billedet foroven af Fripp, Brian Eno og Bowie i Hansa Tonstudio, Vestberlin, sommeren 1977.

Nico i drømme

Fandt og købte i en brugtpladebutik i dag den berlinske sangskriver Lutz Ulbrich’s soloalbum Lüül fra 1981. Albummet er en tidstypisk rodet vestberlineraffære med sange om junk og ubahns og disco-tingeltangel, men midst i det hele dukker en drøm af en sang kaldet ‘Reich Der Träume’ op, sunget hjem af ingen andre end Ulbrich’s daværende veninde Nico…