Det er i disse dage 15 år siden Nikolaj Nørlund og jeg en eftermiddag i hans Volvo-stationcar, tungt læsset med instrumenter, kørte mod Berlin. Over en uges tid indspillede vi i Tritonus Studio på Schlesische Strasse i Kreuzberg de sange, der skulle blive til mit første soloalbum. Fra København blev de bedst tænkelige musikere fløjet ind: Rune Kjeldsen guitar, Nicolai Munch-Hansen bass, Jacob Hoyer trommer og LS’s egen Mikkel Damgaard på klaver, Hammond-orgel, glockenspiel og div. vintage keyboards. De fire boede i en lejlighed ovre mod Schöneberg, mens Nørlund, tekniker Morten Bue og jeg holdt til lige ved Kottbusser Damm, hvor vi samlede kræfter og hørte vores to referenceplader i denne periode; Interpol’s Antics og David Bowie’s Diamond Dogs. Vi mødtes i Tritonus, der lå inde i en typisk berlinsk 2. baggård på 4. sal, hver morgen kl. 10, og kørte så derudaf. I modsætning til LS’s arbejdsmetoder på det tidspunkt var der her tale om takes, altså at hele bandet spillede og optog sange samtidig, med hvad det kan give af dynamik og liv. Den metode var dernede en decideret befrielse for mig, dels fordi musikere af omtalte første klasse er en fryd at høre på i samspil, men da især fordi jeg selv kom direkte fra et band i nedbrud over LS’s dengang så endeløse samlebåndsarbejde. Planen i Tritonus var at nå i gennemsnit to numre pr. dag, så koncentration og travlhed herskede. Vi havde sammen trænet materiale sporadisk hjemmefra, så der ikke skulle spildes meget studietid på akkorder og infrastruktur, men istedet være fokus på arrangementer og overordnet feeling. Og det blev intenst, men også ret festligt. Hver dag, når den arbejdsmæssige konklusion nærmede sig, var studiets uudtømmelige supply af Beck’s Bier forlængst kommet i anvendelse. Nogle aftener fik vi noget at spise først, andre røg vi direkte ud på barer; enten den lokale Cake Club (som nu netop er lukket) lige nedenfor, Nick Cave’s gamle stamsted Wiener Blut eller sailorbaren Die Ankerklause. For rytmegruppen fortsatte fejringen af de godt fremskridende indspilninger ofte længere; et par morgener i studiet dukkede de op i taxi fra Østberlin uden at have fanget nogen søvn. Efter igang en lille uge, som hele vejen havde de frostkolde rammer kun Berlin kan levere dem, kom LS-fotograf Morten Larsen kørende ned og hang ud med os. En søndag morgen tog han og jeg ud i byen for at tage en række billeder. Ja, måske han kunne fange noget, der kunne bruges som coverfoto til det kommende album. Efter at have klapret tænder udendørs i morgentyste Kreuzberg, endte vi nede i den gamle og da endnu fungerende Tempelhof-lufthavn. Dens historiske og smukke indre lå den søndag formiddag ligehedes helt blottet for mennesker, og lignede fra første skud det pladecover, den siden skulle blive til.
Hjemme igen i Københavns almindelige verden overdubbede vi i Black Tornado ude på B&W og i Sauna på HC Ørstedsvej, hvor albummet også blev mixet. Coveret blev til i tæt samarbejde med Moneypenny, og titlen gav nemt sig selv efter LS’s køren i grøften på klassisk vis året før. Var jeg bange for at fejle helt alene? Ikke såvidt huskes, og slet ikke da vi først kom igang med at indspille nede i Tritonus, for da stod det hurtigt klart, at disse sange og deres nyfundne udtryk nemt kunne bære. Alligevel var der selvfølgelig anmelderne og den officielle modtagelse at være nervøs for. En solodebutant har af alle mest brug for al den medvind og moralske luft under vingerne, en god modtagelse kan give. Og her var der ovenikøbet så langt mere på spil, da dette album samtidig var det centrale partsindlæg fra min side i LS’s interne krig, der ikke mindst handlede om arbejdsmetoder. Så de seks hjerter på forsiden af Politiken på udgivelsesdagen føst på sommeren gjorde godt. Men hey, Vejen Hjem Fra Rocknroll er heldigvis så meget mere end det. Det album vil via sin tilblivelse, sine sange – og den modningsproces de udgjorde – stå som et af de tre-fire LS/JU-albums, jeg er mest stolte af.
