BERLIN

Kupeen stille alting…

Berlin, mit hoved…
Zigzag gennem erindringens by
der står som en stille dam med guldfisk.
Hybrider af ideer skinnende i en billig farve,
på bunden rådner årenes planter.
Mit hoved, Berlin, en planet i sig selv –
der er områder lukket for levende
og steder hvor alting brænder sammen.

Berlin, mit syn, glimt af gløder i natten,
cigaretternes grå lugt
og pistolernes metalsmæld i begge halvdele,
for fanden, mine knæ, Berlin, det golde guldlys
en kunsteufori, en glæde købt og ædt.
Berlin, mit ansigt, en by uden plan,
linier uden mål
for hvad skal jeg se hen til
og hvor skal jeg danse når musikken presses gennem filtre
mens køn passes til form gennem nylon.
Berlin, mit hjerte, en pumpe for blod, ikke andet!
Og blodets veje kan forudsiges
som turisternes rejser efter souvenirs.
Berlin, måske findes der et aldrigt fremkaldt billede
af en pige på Kürfürstendamm
det i et sekund så mig som mennesket i verden, Berlin
mit hoved er så uklart
hvordan skal jeg finde hendes læber i alt det støv?

Michael Strunge, 19. juni 1983