REPO MAN, Harry Dean Stanton, 1984. (c) Universal Pictures.
Ja, formidable Harry Dean Stanton, der 91 år gammel døde i Californien i går, havde et udseende slet ikke ulig Henrik Hall. Han nåede som disciplineret arbejdnarkoman at medvirke i intet mindre end 114 Hollywood-spillefilm – bla. The Wrong Man, How the West Was Won, In the Heat of the Night (nej, ikke Sandra-klassikeren), Cool Hand Luke, Kelly’s Heroes, Godfather II, kultklassikeren Repo Man, Paris, Texas, Wild at Heart, The Last Temptation of Christ, ja, selv Pretty in Pink – samt et lignende antal TV-dramaer, senest vel David Lynch’s nye sæson af Twin Peaks – rest in peace, Repo Man!
Slet ikke umuligt hvis i nærheden af København, hvor den spritnye dokumentarfilm om Iggy’s album American Valhalla (2016) og den efterfølgende verdensklasse-tour har en enkeltstående snigpremierevisning i Grand Teatrets store sal fredag aften kl. 21.30. Billetter kan købes lige her.
Bambi’s mor dør og ikke et øje er tørt. Disse to minutter fra Disney’s 1942-værk Bambi er noget af det mest hjerteskærende rene, der vel er lavet i film som sådan. Hvilket mod dengang fra Disney-folkene, at turde smide den slags i hovedet på…børn.
Wilco’s Jeff Tweedy har den perfekte stemme til de store amerikanske ballader, dem med kontinentes sug af opbrud, længsel og alt der kunne have været. Den senere musicalforfatter Will D. Cobb skrev i 1901 som kun 15-årig ordene til ‘When The Roses Bloom Again’, et egentlig temmelig banalt narrativ om skæbnesvanger kærlighed under krig. De ord er siden blev holdt levende i USA af mange forskellige artister (bl.a Sons of The Pioneers, Woody Guthrie, Johnny Cash) til en efterhånden pinefuldt gammeldags, utidssvarende musikalsk backing. Det var først da Tweedy lavede ny og anderledes gribende musik til teksten – i forbindelse med Mermaid Avenue-indspilningerne i 1998 – at dens fortælling blev løftet op og ind i nutid. Hjerteknusende romantisk, sværmende tragisk på én og samme tid, kom ‘When The Roses Bloom Again’ aldrig med på Mermaid Avenue-albummet, men så istedet verdens lys på soundtracket til Ethan Hawke-filmen Chelsea Walls (2001)…
Ny dokumentar om Iggy Pop’s kreative genkomst med sidste års Post Pop Depression, samt den sublime tour der fulgte i kølvandet, får premiere til sommer…
The Afghan Whigs-sangeren i intenst kærligt livtag med USA’s Tamla Motown-fortid. Og det er ikke The Supremes’ ‘Come See About Me’, som findes på Afghan Whigs’ soulcover-EP Uptown Avondale (1992), men derimod The Marvelettes-debutsinglen ‘Please Mr. Postman’ (1961), det første # 1-singlehit fra Motown, som Dulli synger på soundtracket til Beatles-spillefilmen Backbeat (1994). Soundtracket består af 12 raw versioner af de sange, Liverpool’s Mop Tops optrådte med i de tidlige år i Hamburg, og er indspillet af et absolut udsøgt hold bestående af bl.a. Greg Dulli (sang), Sonic Youth’s Thurston Moore (guitar), R.E.M.’s Mick Mills (bass) og Nirvana’s Dave Grohl på trommer. Filmen er ok, The Backbeat Band-soundtracket langt bedre…
PS – Burde måske stoppe her, men det ville snyde en sikkert intetandende verden for Greg Dulli’s fænomenale take fra samme filmsoundtrack på The Isley Brothers’ ‘Twist & Shout’ (1962)…
Og den i overskriften nævnte Dean er den Dean Wareham, hvis NYC-band Luna til dags dato står sørgeligt oversete. Deres bedste albums Pup Tent (1997) og The Days of Our Nights (1999) er indenfor Lou Reed/Velvet Underground-tradition begge givende fornøjelser at opsøge…
Et smukt, smukt billede fra den by, hvor R.E.M.’s Michael Stipe senere skulle finde sin ungdom. Se ham her blive interviewet i St Louis – fra 1:25 er det ham med Blue Öyster Cult-logoet på jakken – i en TV-reportage i sen-70’erne om The Rocky Horror Show…
Da R.E.M. ikke mange år senere TV-debuterer – på David Letterman’s TV-show i New York City – er Stipe’s frisure, om end ikke hans tøj, endnu til at genkende fra St. Louis-tiden…
