Kategoriarkiv: Film vi har set

Blog, Film vi har set

I will be King

Skriv en kommentar

Jeg så The Last Temptation of Christ i Cameo-biografen i Edinburgh tilbage i 1988. Det er efter min mening en af Martin Scorceses mest undervurderede film. Willem Dafoe er siden endt med skurkeroller, men sådan var det endnu ikke gået her. Scenen, hvor Jesus møder Pontius Pilatus, er god og stærk – og bryder samtidig illusionen lidt. Men tænk, at den sidste person, man når at tale med inden sin død er netop ham her.

Blog, Film vi har set

Sparks går til filmen

1 kommentar

Annette er en ny musicalfilm fra 2021 instrueret af Leos Carax – dette er hans første film på engelsk. Filmmanuskriptet er skrevet af Ron og Russell Mael fra Sparks sammen med Carax, og musikken er af Mael-brødrene. Filmen følger en stand-up komiker (spillet af Adam Driver, som nogle af os kender som Kylo Ren fra de seneste tre Star Wars-film) og hans hustru (Marion Cotillard), der er operasanger og hvordan deres liv bliver ændret, da de får deres første barn.

Man kan høre nummeret “So May We Start” fra filmen nu, og det er Adam Driver og Marion Cotillard, der synger sammen med Sparks. Musikalsk varsler det godt; vi har at gøre med et kongeeksempel på klassisk Sparks, spørger man mig. Lidt kættersk (undskyld, Jens) er det måske at sige, at nummeret også leder tankerne hen på The New Pornographers. Carl Newman er meget inspireret af Sparks, så det er vel ikke så underligt endda.

Jeg kan desværre ikke indlejre videoen fra YouTube på bloggen. Men se den ovre på YouTube. Og tag også et kig på traileren. Ron og Russell Mael er med i den.

Annette fik stående bifald ved årets festival i Cannes, hvor den var åbningsfilm (Christian Monggaard har en grundig anmeldelse i dagens udgave af Information); plakaten ovenfor røber, at Annette som så mange andre premierefilm siden pandemiens begyndelse også kan streames. Men film skal ses i biografen, når det er muligt.

Blog, Film vi har set, Rocknroll, Turnéliv

Den sorte svane

Skriv en kommentar

Langt, langt borte, fra Perth i det vestlige Australien kom The Triffids, som i de sidste fem år af 1980’erne berigede med en lille håndfuld albums, der i klassisk sangskrivning, litterær ambition og australsk særegenhed på ingen måde stod tilbage for mesterlige The Go-Betweens fra Brisbane ovre på østkysten. David McComb, The Triffids strålende frontfigur, kunne være blevet 59 år i dag, hvis ikke han allerede i en alder af kun 36 var død som følge af både alkoholisme og heroinmisbrug. I går kom nyheden om en ny dokumentarfilm, Love In Bright Landscapes – The Story of David McComb of The Triffids, der stiller skarpt på ham og The Triffids. Her dens trailer, skarpt efterfulgt af den hjerteknusende slutsang på bandets sidste album The Black Swan (1989), inden de gik i opløsning og kravlede hjem til Australien. Det var alt for tidligt, men betinget af nogle sikkert alt for hektiske år, der ikke afstedkom den søgte bredere succes, der kunne have gjort bandlivet i en kuffert mindre hårdt. Faktisk præcis samme årsag som omkring samme tidspunkt sprængte føromtalte The Go-Betweens i stykker…

Blog, Deutschland, Film vi har set, Musik, Rocknroll

N for Nico

Skriv en kommentar

Troede i mange år, at sarte ‘Das Lied Vom Einsamen Mädchen’ fra Nico’s Camera Obscura-album fra 1985 var hendes egen. Men naturligvis ikke, for så formfuldendt, elegant svunget en melodi var aldrig hverken Nico’s mål eller kompetence. De ensomme pigers sang viste sig istedet, at være en cover af den tyske diva Hildegard Knef, der som ung indspillede sin nærmest fortryllede originalversion (skrevet af Werner Richard Heymann og Robert Gilbert) til den tyske 1952-film Alraune. Her kan de to versioner – Depeche Mode’s Martin Gore har iøvrigt også lavet en – sammenlignes, hvilket nådesløst nok aldrig vil falde ud til Nico’s fordel…

…Was blieb von ihrem Leben
Ein Lied, das niemand sang
Sankt Peter ließ sie warten
Zwei ewigkeiten lang

Weil sie einsam war
Und so blond ihr Haar
Und ihr Herz so tot wie Stein
Dann rief er: “armes Kind, komm,
Sollst nie mehr einsam sein”

At drikke for at glemme, Blog, Film vi har set, Rocknroll

Rock’n’roll suicide?

2 kommentarer

Noget ikke at se frem til? Snart har Stardust, en ny spillefilm om David Bowie, premiere. I filmen vil ikke en indgå så meget som én tone David Bowie-musik, da rettighedshaverne – mandens familie – har været mod hele projektet. Ovenikøbet er det lykkedes filmskaberne, at finde en hovedrollefigur (Johnny Flynn), som på ingen måde, hverken i tale, udseende eller udstråling, minder det mindste om ham, han er sat til at spille. Samstemmende med alt dette er filmens nyudsendte trailer naturligvis også en betragtelig katastrofe…