Lou Reed døde i dag for 13 år siden. Derfor her en for Reed atypisk fredfyldt sang fra Transformer (1972), hans gennembrud produceret af Mick Ronson/David Bowie. Gennemusikalske Ronson spiller klaveret og Bowie høres tydeligt på kor i outroen. Den uofficielle video er naturligvis med levende billeder fra sci-fi-dramaet The Man Who Fell to Earth (1975), hvor Bowie mere eller mindre får lov at spille sig selv. De er alle tre savnet.
En overbevisende sang til at begynde ugen med? 12. juni 1971 udsender The Rolling Stones Sticky Fingers-albumtracket ‘Wild Horses’ på single. Her er sangen, der først ser dagens lys på plade året før i en coverversion med Gram Parsons’ Flying Burrito Brothers, tilsat mageløse privatoptagelser fra forrige års doku om Keith Richards’ mangeårige kæreste Anita Pallenberg…
Hvilken kommunikativ finesse og elektronisk elegance i dette versionerede stykke musik, hvor franske Zaho de Sargazan synger femte og sidste sæson af Babylon Berlin, der også snart kommer på dansk TV, ind. Vi befinder os her i Berlin i det herrens år 1933…
Lidt forundret over ikke før at have hørt den her fra marts 1964 med Sylvie Vartan. Filmsangen ‘La Plus Belle Pour Aller Danser’ holdt førstepladsen på den franske hitliste i 11 uger. Videoens forbløffende tekniske kvalitet må skyldes en blanding af dens filmbaggrund og så vel den efterhånden allestedsnærværende AI-tryllestav. Også først nu det rammer her, at Saint Etienne’s single ‘Sylvie’ kun kan være en hommage til Vartan….
Billeder fra Cimitiére Père Lachaise, besøgt på denne solskinsdag i juli 2026. Her førte gåturen til besøg ved Edith Piaf, Frédéric Chopin, Anna Karina, Mano Solo, Claude Chabrol, Marie Trintignant, Miguel Ángel Asturias og Jim Morrison. Og til alle mindesmærkerne for folkedrabene i Bosnien, Rwanda og i de nazistiske koncentrationslejre. Gribende, men vigtigt. I denne verden vil jeg ikke være trist.
Frankrig er naturligvis også kendt for sine mange store forfattere. En af dem er Marguerite Duras, hvis koloniale opvækst i Fransk Indokina (nu Vietnam) er et gennemgående tema i hendes fortællinger om længsel, erindring og ensomhed. Her er det Skids-forsanger Richard Jobson som på en otte-minutters seng af klaver teatralsk men også mindeværdigt gribende fortolker hendes filmatiserede skuespil India Song…
Findes der noget bedre fransk end at følge den stormende forelskelse, der var Serge Gainsbourg og Jane Birkin’s, op ad Champs Elysses mod Triumfbuen i en åben Renault 4?
Talte om effekten af at parre musik med sekvenser fra spillefilm. Her er det den sidste sang på det sidste The Smiths-album der clasher med liv, længsel og skuffelse i Peter Bogdanvich’s The Last Picture Show fra 1971…
Lige nu heatattack mod Nordeuropa; Berlin varsles 39 grader, Hamburg 37, Danmark en smule mindre. Havde en samtale i går, om hvilken slags musik der går bedst til stærk varme. Tre umiddelbare bud: Punk rock, jamaicansk bluebeat/roots reggae, vintage amerikansk girlgroup-pop. Electro-duoen Suicide fra New York City rammer to af de tre på ‘Surrender’.
Interessant apropos netop dette klip at der er flere og flere uofficielle musikvideoer inden for den senere tid, der leger med at bruge gamle spillefilms-sekvenser som visuelt modspil til sin musik. Her til Suicide er det endda to film der rippes fra; Martin Scorsese’s New York-klassiske Taxi Driver fra 1976 og Paul Schrader’s Californien-baserede Hardcore fra 1979. Den fragmenterede klipning og manglende lineære historie manipulerer med oplevelsen af musikken og gøre den til et åbent tidsdigt, hvor det mere er sammenstødet mellem lyd og film der sætter dagsordenen, snarere end de to bestandeles egentlige indhold hver for sig.
Hvem bedre til at synge den amerikanske drøm om fjerlette Marilyn Monroe på dagen i dag, den forlængst tabte Hollywood-dronnings 100-års dag, end Lana Del Rey? Father John Misty har skrevet denne sang så djævelsk elegant, at den blaserte kynisme der oftest synes kernen af hans begavede sjæl, her hverken høres eller bemærkes. Sikke en kærlighedsaffære USA havde sig med Monroe, hvis uforklarlige unge død i sensommeren 1962 efterlod et kollektivt uskyldstab, der skulle blive fuldbyrdet året efter med mordet i Dallas, Texas på John F. Kennedy.
Endnu en sang her, men i modsætning til den ovenover, som kun på billedsiden har direkte relevans til Monroe, så køber Some Bizarre-synthbandet b-Movie fra England ind på hendes skæbne på denne lidt billige, men egentlig ret fine 1981-single…
Lana Del Rey synger en af Father John Misty’s absolut bedre sange her. Hendes tilstedeværelse i og levering af FJM’s ‘Buddy’s Rendezvous’ tager hans kroniske kynisme ud og erstatter det tabte med den længselsfulde amerikanske sorg, ingen i disse år mestrer som Del Rey. Læg dertil denne uoffcielle fan-videos udsøgte levende billeder af Marilyn Monroe’s Hollywood-verden og ikke et øje er tørt. Ialfald ikke her…
En nøgtern sang at begynde en ny uge med her. John Cale’s perle på Lou Reed og hans hyldestplade Songs for Drella (1990) om og til Andy Warhol efter dennes død i 1987. Når folk dør og deres liv beskrives, kan selv det mest hverdagsagtige fremstå lyrisk. Således også i denne sang, hvor vi møder Andy Warhol, der i Cale’s førsteperson fortæller sit arbejdsliv…
Her er en samling af klip fra The Man Who Fell To Earth. Jeg må se at få den set snart. Instruktøren Nicholas Roeg har jeg stor respekt for.
Musikken i filmen er ikke af David Bowie. Det er lidt underligt. Men i et af klippene vil man kunne genkende forsiden af Station to Station; forsidebilledet er et billede fra The Man Who Fell To Earth.
Filmens hovedperson ender med at få et misbrugsproblem, hvilket er særdeles ironisk, givet David Bowies tilstand dengang i 1975-1976.
Om en uge er der premiere på EPiC: Elvis Presley in Concert af den australske instruktør Baz Luhrmann. Den er på sin vis en opfølger til hans spillefilm om Elvis fra 2022. EPiC: Elvis Presley in Concert vandt en pris ved den internationale filmfestival i Toronto i september 2025, så helt dårlig er den næppe.
Når jeg ser traileren bliver jeg glad for at se, hvor godt det hele ser ud til at fungere. Luhrmann og hans filmhold har tydeligvis gjort meget for at skabe en film med gode billeder og lige så god lyd, og det kan jeg da også læse mig til at de har. Men jeg tænker også på, at jeg selv har haft en underlig, doven fordom om at Elvis var tyk og træt, da han kom til Las Vegas. Men det var han jo ikke endnu; tværtimod vidner traileren om at der stadig var liv og energi i ham dengang sidst i 1960’erne. Han var omsider sluppet væk fra de film, han egentlig længe havde været træt af. På den måde gør det egentlig historien om hans sidste år endnu mere tragisk.