Kategoriarkiv: Film vi har set

Den sorte svane

Langt, langt borte, fra Perth i det vestlige Australien kom The Triffids, som i de sidste fem år af 1980’erne berigede med en lille håndfuld albums, der i klassisk sangskrivning, litterær ambition og australsk særegenhed på ingen måde stod tilbage for mesterlige The Go-Betweens fra Brisbane ovre på østkysten. David McComb, The Triffids strålende frontfigur, kunne være blevet 59 år i dag, hvis ikke han allerede i en alder af kun 36 var død som følge af både alkoholisme og heroinmisbrug. I går kom nyheden om en ny dokumentarfilm, Love In Bright Landscapes – The Story of David McComb of The Triffids, der stiller skarpt på ham og The Triffids. Her dens trailer, skarpt efterfulgt af den hjerteknusende slutsang på bandets sidste album The Black Swan (1989), inden de gik i opløsning og kravlede hjem til Australien. Det var alt for tidligt, men betinget af nogle sikkert alt for hektiske år, der ikke afstedkom den søgte bredere succes, der kunne have gjort bandlivet i en kuffert mindre hårdt. Faktisk præcis samme årsag som omkring samme tidspunkt sprængte føromtalte The Go-Betweens i stykker…

N for Nico

Troede i mange år, at sarte ‘Das Lied Vom Einsamen Mädchen’ fra Nico’s Camera Obscura-album fra 1985 var hendes egen. Men naturligvis ikke, for så formfuldendt, elegant svunget en melodi var aldrig hverken Nico’s mål eller kompetence. De ensomme pigers sang viste sig istedet, at være en cover af den tyske diva Hildegard Knef, der som ung indspillede sin nærmest fortryllede originalversion (skrevet af Werner Richard Heymann og Robert Gilbert) til den tyske 1952-film Alraune. Her kan de to versioner – Depeche Mode’s Martin Gore har iøvrigt også lavet en – sammenlignes, hvilket nådesløst nok aldrig vil falde ud til Nico’s fordel…

…Was blieb von ihrem Leben
Ein Lied, das niemand sang
Sankt Peter ließ sie warten
Zwei ewigkeiten lang

Weil sie einsam war
Und so blond ihr Haar
Und ihr Herz so tot wie Stein
Dann rief er: “armes Kind, komm,
Sollst nie mehr einsam sein”

Rock’n’roll suicide?

Noget ikke at se frem til? Snart har Stardust, en ny spillefilm om David Bowie, premiere. I filmen vil ikke en indgå så meget som én tone David Bowie-musik, da rettighedshaverne – mandens familie – har været mod hele projektet. Ovenikøbet er det lykkedes filmskaberne, at finde en hovedrollefigur (Johnny Flynn), som på ingen måde, hverken i tale, udseende eller udstråling, minder det mindste om ham, han er sat til at spille. Samstemmende med alt dette er filmens nyudsendte trailer naturligvis også en betragtelig katastrofe…

Hver mandag morgen kommer

Og har brug for strålende musik til, at få luft under vingerne. Denne ikke mindre ovenpå Liverpool FC’s absurde 2-7-kollaps i Birmingham i aftes. Så her et klassisk og ret så fremragende Brett Anderson/Bernard Butler-nummer med London’s Suede, tilsat levende Berlin-billeder fra Christiane F – Wir Kinder am Bahnhof Zoo. Ja, sangtitlen ‘Heroine’ ligger jo som ord side om side med det narkotiske stof, Christiane og hendes forhutlede venner jager den berlinske nat ned for at få fat på. Suede udsender i disse dage et best of-dblalbum, som desværre ikke har ‘Heroine’ med på sin tracklist, medmindre altså man køber den udvidede 8-LP/4CD-version med 56 (!) tracks. Men den afstikker med så mange numre er jo som opsamling set det rene wahnsinn…

The Replacements som film?

Den amerikanske filminstruktør Josh Boone har planer om at lave en film om The Replacements. Manuskriptet foreligger, og rollerne er besat. Nat Wolfe skal spille Paul Westerberg, og Owen Teague skal have rollen som Tommy Stinson.

Manuskriptet til den kommende film er baseret Trouble Boys, Bob Mehrs bog om The Replacements. Den har jeg læst, men jeg må indrømme, at den ikke fik mig til at synes bedre om dem – tværtimod. Det var tydeligt, at Westerberg, Stinson og andre andre gik både hinanden og de fleste andre på nerverne og ofte var dybt uudholdelige. Nogle gange griber jeg mig selv i at tænke, at netop denne gruppe ville stå sig bedst ved kun at blive husket for deres sange – som var usædvanligt gode. Fordi The Replacements aldrig blev nær så kendte som mange af deres samtidige, vil filmatiseringen nemt ende med endegyldigt at cementere billedet af dem som usympatiske.

Skal jeg se filmen? Det skal jeg vel.

Til FRankrig

En hyldest til skuespillerinden Françoise Dorléac, Catherine Deneuve’s storesøster, der kun 25 år gammel i 1967 omkom i en Renault 10 på La Provençale-motorvejen vest for Nice, en hyldest til den store franske filmkomponist Michel Legrand, hvis ikoniske musik til 1971-filmen The Go-Between afspilles her, en hyldest til Frankrig på Bastilledagen i dag…

The Good, The Bad & The Clash

The Only Man That Matters? I en stor del af deres turnerende karriere – således også i Idrætshuset på Østerbro 14. maj 1981 – gik The Clash hver aften på scenen til storladen Ennio Morricone-musik, nærmere bestemt ‘Sixy Seconds To What’ fra soundtracket til For A Few Dollars More (1965). Få selv et indblik i den opbyggelige storhed fra 2:17 og frem i dette klip fra en af The Clash’s 17 New York City-shows på Times Square’s Bonds Casino i slut-maj/start-juni 1981…