I skrivende stund er jeg i Rom (dvs. uden for de lidt for spændende COVID-19-plagede regioner i Italien). Her til aften brugte jeg en god stund hos LaFeltrinelli, en italiensk kæde af boghandler, der også har et særdeles godt udvalg af musik-cd’er, dvd’er og blu-ray.
Endnu engang blev jeg mindet om glæderne ved at have musik og film på fysiske medier. Streaming er tillokkende, men det er bestemt ikke gratis for miljøet. Det var også rigtig dejligt at se et så stort udbud af film som hverken var udsendt for nylig eller kom fra Hollywood og omegn. Italien er jo selv et vigtigt filmland.
Desværre er mit italienske slet ikke godt, og mange af skiverne med italienske film ikke med undertekster på andet end italiensk. Jeg fandt dog en blu-ray-udgivelse af Fellinis La Dolce Vita med engelske undertekster.
Det nye år begynder her i 1957, hvor countrystjernen Marty Robbins udsender denne doo-wop-omfavnende single om uigengældt kærlighed, som hvem end har set Martin Scorcese’s nye all-american helaftensfilm The Irishman, vil genkende fra bowlingscenen med Joe Pesci og Robert De Niro…
Her på årets sidste nat sendes i TV science fiction-filmen Rollerball fra 1975. Da Under En Sort Sol, Sods’ andet album, udkom i 1980 var der pludselig sidst på side 1 en Ortved/Peter Peter-tour de force netop ved navn ‘Roller Ball’. Sods/Sort Sol har altid kunnet deres kunstreferencer, så nummerets titel må formodes at være inspireret af den Norman Jewison-film, det bedømt herfra dog klart overklasser…
Klaveret spiller denne søndag i mol for Anna Karina, Danmarks store filmstjerne, der som ung tog til Paris, blev new wave-instruktøren Jean-Luc Godard’s muse/hustru, og her danser syngende tæt i stilfuldt sort/hvidt med Serge Gainsbourg. Anna Karina døde i går i Paris, 79 år gammel, RIP!
Nyrestaureret af musikvideokunstneren Nacho og netop lagt op på Vimeo, her instruktøren John Smith’s kunstneriske doku Shine So Hard, om da helt nye og så formstærke Echo and the Bunnymen’s koncertbesøg på Buxton Pavillion i Yorkshire, den iskolde postpunk-vinter 1980/81…
Det er 1987, to lange år før Jerntæppet falder. Nye elektropop-vinde blæser ind fra det så forjættede Vest og sætter naturligvis sine spor i USSR’s unge musik. Moskva-nyrockerne Альянс (= Alliance) er her på sovjetisk TV med den nye lyd og et storladent melodisk løft, ikke så langt fra tyske Alphaville. Nyd lige de prægtige russiske periode-visuals på denne vilde optagelse…
PS – En speciel, personlig og fin film om USSR-nyrock kan iøvrigt ses i danske biografer lige nu. Sommer (originaltitel: Leto) skildrer Leningrad-bandet Kino’s besværlige vej op til de røde stjerner i et stift samfund, hvor samfundets styrende censur og mistro til ungdomskultur står centralt.
Dagens Tour de France-etape flimrer netop gennem Orange i Provence-Alpes-Côte d’ Azur. Turistkameraet i en af løbets helikoptre stiller grundigt ind på byens antikke romerske amfiteater, og mange er vi nok, der straks tænker på sortklædte The Cure. For var det mon ikke på netop denne arena, Robert Smith & co. blev foreviget live på The Cure in Orange tilbage i 80’erne?! En hurtig research bekræfter dette. Over tre aftener i starten af august 1986 indspiller The Cure’s da faste video-director Tim Pope sin 113 minutter lange koncertfilm på Théâtre antique d’Orange (ikke at forveksle med det nærliggende amfiteater Arènes de Nîmes, hvor Rammstein i sommeren 2005 laver et identisk vellykket projekt). Her ‘The Push’ og The Cure i Orange…
Som det regner på lysende London! Filmen Play Dirty, med dengang så fænomenale Michael Caine i hovedrollen, er fra 1969, så billedet her ned mod Picadilly Circus må være fra det år. Bedste Caine-film? Jeg elsker Get Carter (1971). Men den har sit omdrejningspunkt i nordøstlige og langt mindre glamourøse Newcastle.
I aften optræder NYC-punklegenden Richard Hell i Tulsa, Oklahoma, hvor han på Bob Dylan Center vil introducere 1955-filmen Kiss Me Deadly. Hvilket ville være evigt ligegyldigt for os her i den europæiske nat, hvis ikke lige NYC-fotografen Godlis her til aften havde indkapslet begivenheden i dette så eksotisk fængslende retro-americana-skud. Det er en post som denne, der giver denne blog mening. En så skrøbelig men poetisk verdensrealisme fortjener direkte transmission…
