Kategoriarkiv: Film vi har set

Blog, Film vi har set, Rocknroll, Turnéliv

Grædesange?

Skriv en kommentar

Mentalt klar til fredagens nye Nick Cave & The Bad Seeds-album, det første ovenpå Cave-familiens ubærlige tragedie sidste sommer? Torsdag aften afsløres tilblivelsen og indholdet af Skeleton Tree i One More Time With Feeling, en dokumentar, der for kun denne aften vises i biografer den vestlige verden over, her i København således i både Empire og Grand. Her ‘The Weeping Song’ fra mindre sorgfulde Cave-tider, filmet år tilbage, dengang både Blixa og Harvey endnu var med, på Le Transbordeur i Lyon…

Blog, Film vi har set

Apocalypse Cannes

Skriv en kommentar

0x600

Festival de Cannes, 1979: Kirk Douglas tager sig af Martin Sheen, der er på festivalen for at repræsentere Apocalypse Now, hvori han hovedrollespiller den amerikanske Captain Benjamin L. Willard, der sendes op ad floden og ind i fjendeland for at eksterminere den amokløbne Colonel Kurtz.

0x600-1

Festival de Cannes, 1979: Otte-årige Sofia Coppola, der siden selv skal få en stor filmkarriere, på ryggen af sin far, fantast og filminstruktør Francis Ford Coppola, på festivalen med sin Apocalypse Now, der det år vinder De Gyldne Palmer.

At drikke for at glemme, Blog, Film vi har set

Luis Buñuel laver dry martini

Skriv en kommentar

“The day before your guests arrive, put all the ingredients — glasses, gin, and shaker — in the refrigerator. Use a thermometer to make sure the ice is about twenty degrees below zero (centigrade). Don’t take anything out until your friends arrive; then pour a few drops of Noilly Prat and half a demitasse spoon of Angostura bitters over the ice. Shake it, then pour it out, keeping only the ice, which retains a faint taste of both. Then pour straight gin over the ice, shake it again, and serve.
The making of a dry martini should resemble the Immaculate Conception, for, as Saint Thomas Aquinas once noted, the generative power of the Holy Ghost pierced the Virgin’s hymen “like a ray of sunlight through a window — leaving it unbroken.”
(fra Luis Buñuel’s book “My Last Sigh”)

PS – Tak til Ronnie Rocket for link!

Blog, Film vi har set, Rocknroll

Nile Rodgers gjorde en Giorgio Moroder-sang fortræd

5 kommentarer

R-1640402-1431761575-2590.jpeg

De fleste af os tænker vel på David Bowie’s filmtitelsang ‘Cat People’ – hey, hvad blev der egentlig af Nastassja Kinski?! – som en svulstig, nærmest uendelig rocksang. Men det er nok først og fremmest fordi vi mest husker den genindspillede Nile Rodgers-version fra Bowie’s Let’s Dance-hitalbum (1983), der stopfodrede sangen med musikalske steoider, distanceblænderi og muskelmasse. Original-singlen med ‘Cat People’, indspillet af sangens komponist Giorgio Moroder allerede i sommeren 1981, er mere nådig at sætte på i dag, med sin bemærkelsesværdigt slankere produktion og overskuelige spilletid…

Berlin, Blog, Film vi har set

Hvor materien flød

Skriv en kommentar
Muriel Gray og Mark Reeder i Berlin (billede fra filmen).
Muriel Gray og Mark Reeder i Berlin (billede fra “B-Movie: Lust & Sound in West-Berlin”).

“Berlinmuren, Ronni! Berlinmuren symboliserer den vestlige imperialismes dekadente forfald – det er der materien flyder …Jeg vil vædde med at den mur står der når vi en gang er døde” sagde Ronnis digterkæreste i De skrigende halse.

Filmen B-Movie: Lust & Sound in West-Berlin handler om netop dette – det Berlin (eller rettere Vestberlin), som drog så mange unge musikere, forfattere m.fl. til sig op gennem 1970erne og 1980erne. Og Ralf Christensen anmelder denne dokumentarfilm i Information på en sådan måde, at man får lyst til at se den. Den bliver vist i København på søndag; jeg håber at den også når frem til mig en dag.

Det interessante ved Berlin i 1970erne har været netop den “materie der flød” – at byen ikke var perfekt eller gentrificeret, sådan som den nu er på vej til at blive, men tværtimod en by

“…[hvor] ordenen slog revner og irrationaliteten sprøjtede gennem sprækkerne. Hvor en byggetomt ikke var lig med metrobyggeri, men med uforløst potentiale.”

som Ralf Christensen skriver. Selv har jeg ikke været i Berlin mere end nogle få gange og har kun kunnet ane efterdønningerne af denne irrationalitet, men denne blogs anden forfatter har ofte sendt stemningsrapporter fra det, der nu er den tyske hovedstad.

Jeg husker Muriel Gray på billedet ovenfor fra min tid i Skotland i forrige århundrede; hun var rektor ved University of Edinburgh.