Kategoriarkiv: Film vi har set

Gensyn med Stop Making Sense

Her til aften fik jeg genset Stop Making Sense, koncertfilmen fra 1984 med Talking Heads. Jeg så filmen da den kom frem i 1984, og jeg så den i biografen i Nørresundby. Det var en anden tid – alene fordi der var en biograf i Nørresundby (faktisk var der hele to). Stop Making Sense gjorde et stort indtryk på mig, fordi den på en gang viser en helt fantastisk velspillet og intens rockkoncert fra et band på toppen af deres formåen og er en nøje udtænkt og koreograferet optræden, tilpasset filmmediets udtryk. Musikerne spiller og synger, men de danser og løber og hopper så sandelig også!

Hvis man kender filmen, vil man vide at den byder på en perlerække af sange fra årene op til og med albummet Speaking In Tongues. Det var dengang, gruppen var blevet meget inspireret af soul og funk og den David Byrne fremstod som en slags blanding af Charlie Chaplin og Buster Keaton og svedige herrer som James Brown og Al Green. Et år senere lavede Talking Heads den lettere country-inspirerede (og i øvrigt ganske gode) Little Creatures, der var meget langt fra den hektiske puls på Stop Making Sense. Få år senere blev David Byrne og de andre medlemmer uvenner, og så var det slut.

Her 39 år senere har Talking Heads tilsyneladende sluttet fred. Det oprindelige negativ til Stop Making Sense er blevet genfundet og lyd- og billedside er blevet shinet gevaldigt op.

Det var en glæde at gense Stop Making Sense på det store lærred – nu under mit ophold i København og i Dagmar-biografen ved Rådhuspladsen. Filmen var præcis lige så god som jeg huskede den!

Længere nede ad rækken i biografen sad to andre tilskuere og snakkede under store dele af filmen. Også dét bidrog unægtelig til fornemmelsen af faktisk at være til en koncert. Det kunne jeg nu godt have undværet.

Byrne, Frantz, Weymouth & Harrison

Nu sker der dét, jeg ville have forsvoret: Talking Heads er sammen igen på en scene! Det er dog ikke til en koncert, men til en samtale med Spike Lee i forbindelse med premieren på den restaurerede udgave af Jonathan Demmes koncertfilm Stop Making Sense. Jeg har altid haft et indtryk af at det endte skidt med Talking Heads, fordi de fire musikere kom op at toppes om et eller andet med hvilken retning det musikalske udtryk skulle tage – og i særdeleshed fordi David Byrne ikke var nem. (Det hjalp næppe heller, at to af de andre er gift med hinanden.) Senere har jeg fået et noget mere nuanceret indtryk af Byrne og så bl.a. hans koncertfilm til CPH:DOX for et par år siden. Den var god.

David Byrne siger til Pitchfork:

“As a younger person, I was not as pleasant to be around. When I was working on some Talking Heads shows, I was more of a little tyrant,” he explained. “And then I learned to relax, and I also learned that collaborating with people, both sides get more if there’s a good relationship instead of me telling everybody what to do.” Speaking to his relationship with his former bandmates today, Byrne said, “We have a cordial relationship now. We’re sort of in touch, but we don’t hang out together.”

Det glæder mig altid, når nogle mennesker kan bliver klogere og mere afrundede personer med tiden.

Jeg har gode minder om at have set Stop Making Sense i biografen – endda i Nørresundby! Siden købte jeg filmen på dvd, men hverken billede eller lyd gjorde filmen ære. Det var synd. Jeg glæder mig til at se den nye udgave. Hvis den endda kommer på et disk-format bedre end dvd, bliver jeg endnu gladere. Jeg er så gammel og sær, at jeg holder af at se film på skiver. Og som man vel derudover allerede har observeret, har jeg generelt ikke noget imod at man restaurerer film eller genmixer musik, når det sker med respekt for originalen.

Her er traileren.

Ang. Oppenheimer

Okay Okay Boys (1982), Kliché’s svære andet – og sidste – album er der to tracks der stilistisk skiller sig ud fra mængden. Dels brug-og-smid-væk-nummeret ‘Bravo Charlie’, der ikke uden en vis ironi sært kunne lyde som det tidlige TV-2 der leger Kliché. Dels ‘Oppenheimer’s Formiddag’, noget så sjældent som en guitarbaseret Kliché-ballade, hvis sangskrivning og tonesprog synes anderledes traditionelt end normalt fra bandets ukonventionelle ståsted.

Biografpremieren lige nu på Christopher Nolan’s store biopic om J Robert Oppenheimer gør igen sidstnævnte nummer relevant. Husker jeg aldrig selv dengang i 1982-83, da vi så rigtigt mange Kliché-shows rundt omkring, fandt stor glæde ved ‘Oppenheimer’s Formiddag’. Genhørt nu forstår jeg ikke helt hvorfor, for det er jo faktisk en stærk sang med sit fine omkvæd, der folder sig så mantra-gentagende ud, som altid i Kliché sunget formidabelt i mål af den dengang evigt sitrende Lars Hug. Hilmer var omvendt ret forelsket i sangen, præcis som han også på Okay Okay Boys især var det i instrumentalnummeret ‘IKB’, hvor hans eget uforlignelige guitarspil står så vægtløst i centrum. Oppenheimer bliver genoplivet gennem filmen lige nu, som han også blev det i efteråret 1982 gennem disse toner og ord…

Da Serge G mødte Jane B

Ovenpå den triste nyhed i går om Jane Birkin’s bortgang bliver vi lige hængende dér. Havde ikke forventet så overvældende en reaktion som nu viste sig i de mange anerkendende kærlighedserklæringer i engelske og franske medier, samt af mere privat karakter på Facebook, Insta og Twitter; hun var fortjent overalt i går. Og her igen med en sang fra det øjeblik i 1968, hvor hun møder og bliver stormfuldt forelsket i Serge Gainsbourg. Det sker på settet af filmen Slogan, hvor de to spiller overfor hinanden og til dens soundtrack duet-indspiller denne typisk udfordrende Gainsbourg-sang, hvor det i Jane Birkin’s vers står meget klart, et cool band som Blonde Redhead også står i gæld både til hende og til ham…

Krigerne

I dag blev jeg ved et tilfælde mindet om Krigerne (engelsk: The Warriors), en amerikansk film fra 1979 instrueret af Walter Hill. Fra dengang, da filmen kom frem (jeg var 15 på det tidspunkt) husker jeg at filmen fik et ry som en, der var ekstrem og ansporede til vold. Der var da også nogle voldsepisoder (herunder tre drab) i USA i dagene efter premieren.

Her, set på fire årtiers afstand, virker filmen slet ikke ekstrem, skal man dømme efter dens indledning, som man kan se ovenfor. Den analoge filmoptagelse, hele farvebilledet og dialogen er på én og samme tid bedaget og noget, der ofte er sørgeligt fraværende i moderne Hollywood-produktioner. Ikke mange tænker på at filmen er inspireret af Xenofons Anabasis, som er beretningen om græske lejetroppers deltagelse i et mislykket internt oprør i Perserriget (til støtte for kong Kyros – en hovedperson i filmen hedder da også Cyrus) og efterfølgende lange tilbagetog til Grækenland i årene 401 f.Kr. – 399 f.Kr.

Noget, jeg ikke kan lade være med at bemærke, er underlægningsmusikken, der er meget tidstypisk (også på en god måde). Den har klare mindelser om en lyd, der bl.a. skyldes Giorgio Moroder og kunne høres lige fra Donna Summer (“Hot Stuff”) til Pink Floyd (“Another Brick In The Wall, Part 2”).

Jeg har faktisk stadig ikke fået set filmen, men nu får jeg lyst til det.

Ingen goodfella

Noget af et mysterie Martin Scorcese endnu ikke har brugt dette stykke musik til at sætte tonen i en af sine tidsdetalje-forelskede og gangsterfilm fra 1950’ernes New York City-kvarterer. Kan det være fordi nummerets sanger og sangskriver er født i Canada af forældre med baggrund i Mellemøsten? Ikke noget helt dårligt bud vel. Havde Paul Anka istedet været fra gaderne i New York med italiensk baggrund, ja så…

Golden tears

David Bowie er i november 1975 langt borte i USA på tredje år, da den engelske TV-personlighed Russell Harty, der tidligere har været i clinch med Bowie på TV, får et live satellit-interview med ham fra Burbank, LA i Californien. Fordi David Bowie ønsker en bred platform, hvor han kan annoncere sin så længe ventede live-genkomst til Storbritannien året efter, det der siden skal blive en del af touren for Station to Station (1976). Det helt igennem akavede men underholdende møde på britisk TV demonstrerer om ikke andet, hvor perfekt det engelske sprog er som instrument til, med knivskarp sarkasme som fødselshjælper, at udveksle ubehageligheder overfor hinanden på en på overfladen civiliseret facon. Specielt Bowie skal virkelig her finde sig i meget fra Rusell Harty, der tydeligvis intet som helst har tilovers for ham. Dele af interviewet indgår i den lige nu højaktuelle Bowie-doku Moonage Daydream, som på det heftigste kan anbefales som det fritfabulerende sansebombardement af alting Bowie den er…