Scarlett Johansson har fået meget kritik for sin sangstemme. Ikke herfra dog. Hørte hende først i Lost in Translation, hvor hun karaoke-synger Pretenders’ ‘Brass In Pocket’ overfor en beundrende Bill Murray. Siden er det blevet til en soloplade med udvalgte Tom Waits-sange, samt et duet-album med Pete Yorn. Hendes mørke, uskolede og lidt stive sangstemme er noget for sig, men slet ikke dårlig til at bære en sang. Det høres her på en sessionudgave af en af sangene fra Tom Waits-pladen. Scarlett Johansson bliver 40 i dag…
Kategoriarkiv: Film vi har set
Bilbao Song en søndag
Efterårs-inferno
Nu det er blevet oktober kan Lee Hazlewood endelig synge, at med efterårets komme må enhver selvopholdelse hjertens gerne sejle sin egen sø, alt imens Romy Schneider står på vandski i slowmotion og verden går i sin smukkeste opløsning…
Stribet solskin fra i går
En ihærdigt ambitiøs The Go-Betweens-tilhænger har lavet en uafhængig video til ‘Twin Layers Of Lightning’, et af Robert Forster’s mindre kendte numre fra den i Brisbane-bandets diskografi fornemt stående Liberty Belle and The Black Diamond Express (1986). Resultatet af det con amore-projekt er overraskende stærkt…
Alain Delon RIP!
Det franske stilikon, skuespilleren Alain Delon døde i går, 88 år gammel. Herover ses han som covermodel for The Smiths i 1986 med et still-billede fra 1964-filmen L’Insoumis. Vi husker ham vel også især fra den sydfranske La Piscine (1969) hvor han spillede overfor sit livs kærlighed, Romy Schneider. Han havde sig også et turbulent bekendtskab med Nico, der afstedkom en søn Ari, han siden ikke ville kendes ved. Nu er de alle borte.
8 1/2
Serge & Jane
Efter en grå novemberkold uge skulle solen bare lige kigge frem i dag med nogle få ekstra varmegrader, før Paris-stemmen Serge Gainsbourg lød som den helt rigtige artist terrible at sætte på pladespilleren. Her er han derfor med sin elskede Jane Birkin på en af de mange soundtrack-sange, han yndede at påtage sig. Og ja, er det ikke påfaldende som denne sang synes at bære det melodiske dna som italiensk/japanske Blonde Redhead er gjort af? Og det siger jeg ikke blot fordi New York City-bandet har lavet en cover af netop denne sang. Originalen her er dog markant bedre. Vi må have noget mere Serge Gainsbourg på siden her i den kommende tid, tænker jeg. Det her er ialfald en god start…
Efter Berlin
I dagens Sunday Times fortæller Eighth Wonder-sangerinden Patsy Kensit om sit møde på Absolute Beginners-filmsettet med Bowie…
Gensyn med Stop Making Sense
Her til aften fik jeg genset Stop Making Sense, koncertfilmen fra 1984 med Talking Heads. Jeg så filmen da den kom frem i 1984, og jeg så den i biografen i Nørresundby. Det var en anden tid – alene fordi der var en biograf i Nørresundby (faktisk var der hele to). Stop Making Sense gjorde et stort indtryk på mig, fordi den på en gang viser en helt fantastisk velspillet og intens rockkoncert fra et band på toppen af deres formåen og er en nøje udtænkt og koreograferet optræden, tilpasset filmmediets udtryk. Musikerne spiller og synger, men de danser og løber og hopper så sandelig også!
Hvis man kender filmen, vil man vide at den byder på en perlerække af sange fra årene op til og med albummet Speaking In Tongues. Det var dengang, gruppen var blevet meget inspireret af soul og funk og den David Byrne fremstod som en slags blanding af Charlie Chaplin og Buster Keaton og svedige herrer som James Brown og Al Green. Et år senere lavede Talking Heads den lettere country-inspirerede (og i øvrigt ganske gode) Little Creatures, der var meget langt fra den hektiske puls på Stop Making Sense. Få år senere blev David Byrne og de andre medlemmer uvenner, og så var det slut.
Her 39 år senere har Talking Heads tilsyneladende sluttet fred. Det oprindelige negativ til Stop Making Sense er blevet genfundet og lyd- og billedside er blevet shinet gevaldigt op.
Det var en glæde at gense Stop Making Sense på det store lærred – nu under mit ophold i København og i Dagmar-biografen ved Rådhuspladsen. Filmen var præcis lige så god som jeg huskede den!
Længere nede ad rækken i biografen sad to andre tilskuere og snakkede under store dele af filmen. Også dét bidrog unægtelig til fornemmelsen af faktisk at være til en koncert. Det kunne jeg nu godt have undværet.
Byrne, Frantz, Weymouth & Harrison
Nu sker der dét, jeg ville have forsvoret: Talking Heads er sammen igen på en scene! Det er dog ikke til en koncert, men til en samtale med Spike Lee i forbindelse med premieren på den restaurerede udgave af Jonathan Demmes koncertfilm Stop Making Sense. Jeg har altid haft et indtryk af at det endte skidt med Talking Heads, fordi de fire musikere kom op at toppes om et eller andet med hvilken retning det musikalske udtryk skulle tage – og i særdeleshed fordi David Byrne ikke var nem. (Det hjalp næppe heller, at to af de andre er gift med hinanden.) Senere har jeg fået et noget mere nuanceret indtryk af Byrne og så bl.a. hans koncertfilm til CPH:DOX for et par år siden. Den var god.
David Byrne siger til Pitchfork:
“As a younger person, I was not as pleasant to be around. When I was working on some Talking Heads shows, I was more of a little tyrant,” he explained. “And then I learned to relax, and I also learned that collaborating with people, both sides get more if there’s a good relationship instead of me telling everybody what to do.” Speaking to his relationship with his former bandmates today, Byrne said, “We have a cordial relationship now. We’re sort of in touch, but we don’t hang out together.”
Det glæder mig altid, når nogle mennesker kan bliver klogere og mere afrundede personer med tiden.
Jeg har gode minder om at have set Stop Making Sense i biografen – endda i Nørresundby! Siden købte jeg filmen på dvd, men hverken billede eller lyd gjorde filmen ære. Det var synd. Jeg glæder mig til at se den nye udgave. Hvis den endda kommer på et disk-format bedre end dvd, bliver jeg endnu gladere. Jeg er så gammel og sær, at jeg holder af at se film på skiver. Og som man vel derudover allerede har observeret, har jeg generelt ikke noget imod at man restaurerer film eller genmixer musik, når det sker med respekt for originalen.
Her er traileren.
Søndag med Serge
Hvilket fint stykke musik Serge Gainsbourg har indspillet og indhvisket/sunget til 1972-filmen ved navn ‘Sex Shop’…
Ang. Oppenheimer
På Okay Okay Boys (1982), Kliché’s svære andet – og sidste – album er der to tracks der stilistisk skiller sig ud fra mængden. Dels brug-og-smid-væk-nummeret ‘Bravo Charlie’, der ikke uden en vis ironi sært kunne lyde som det tidlige TV-2 der leger Kliché. Dels ‘Oppenheimer’s Formiddag’, noget så sjældent som en guitarbaseret Kliché-ballade, hvis sangskrivning og tonesprog synes anderledes traditionelt end normalt fra bandets ukonventionelle ståsted.
Biografpremieren lige nu på Christopher Nolan’s store biopic om J Robert Oppenheimer gør igen sidstnævnte nummer relevant. Husker jeg aldrig selv dengang i 1982-83, da vi så rigtigt mange Kliché-shows rundt omkring, fandt stor glæde ved ‘Oppenheimer’s Formiddag’. Genhørt nu forstår jeg ikke helt hvorfor, for det er jo faktisk en stærk sang med sit fine omkvæd, der folder sig så mantra-gentagende ud, som altid i Kliché sunget formidabelt i mål af den dengang evigt sitrende Lars Hug. Hilmer var omvendt ret forelsket i sangen, præcis som han også på Okay Okay Boys især var det i instrumentalnummeret ‘IKB’, hvor hans eget uforlignelige guitarspil står så vægtløst i centrum. Oppenheimer bliver genoplivet gennem filmen lige nu, som han også blev det i efteråret 1982 gennem disse toner og ord…
Da Serge G mødte Jane B
Ovenpå den triste nyhed i går om Jane Birkin’s bortgang bliver vi lige hængende dér. Havde ikke forventet så overvældende en reaktion som nu viste sig i de mange anerkendende kærlighedserklæringer i engelske og franske medier, samt af mere privat karakter på Facebook, Insta og Twitter; hun var fortjent overalt i går. Og her igen med en sang fra det øjeblik i 1968, hvor hun møder og bliver stormfuldt forelsket i Serge Gainsbourg. Det sker på settet af filmen Slogan, hvor de to spiller overfor hinanden og til dens soundtrack duet-indspiller denne typisk udfordrende Gainsbourg-sang, hvor det i Jane Birkin’s vers står meget klart, et cool band som Blonde Redhead også står i gæld både til hende og til ham…