Kategoriarkiv: Film vi har set

Nile Rodgers gjorde en Giorgio Moroder-sang fortræd

R-1640402-1431761575-2590.jpeg

De fleste af os tænker vel på David Bowie’s filmtitelsang ‘Cat People’ – hey, hvad blev der egentlig af Nastassja Kinski?! – som en svulstig, nærmest uendelig rocksang. Men det er nok først og fremmest fordi vi mest husker den genindspillede Nile Rodgers-version fra Bowie’s Let’s Dance-hitalbum (1983), der stopfodrede sangen med musikalske steoider, distanceblænderi og muskelmasse. Original-singlen med ‘Cat People’, indspillet af sangens komponist Giorgio Moroder allerede i sommeren 1981, er mere nådig at sætte på i dag, med sin bemærkelsesværdigt slankere produktion og overskuelige spilletid…

Hvor materien flød

Muriel Gray og Mark Reeder i Berlin (billede fra filmen).
Muriel Gray og Mark Reeder i Berlin (billede fra “B-Movie: Lust & Sound in West-Berlin”).

“Berlinmuren, Ronni! Berlinmuren symboliserer den vestlige imperialismes dekadente forfald – det er der materien flyder …Jeg vil vædde med at den mur står der når vi en gang er døde” sagde Ronnis digterkæreste i De skrigende halse.

Filmen B-Movie: Lust & Sound in West-Berlin handler om netop dette – det Berlin (eller rettere Vestberlin), som drog så mange unge musikere, forfattere m.fl. til sig op gennem 1970erne og 1980erne. Og Ralf Christensen anmelder denne dokumentarfilm i Information på en sådan måde, at man får lyst til at se den. Den bliver vist i København på søndag; jeg håber at den også når frem til mig en dag.

Det interessante ved Berlin i 1970erne har været netop den “materie der flød” – at byen ikke var perfekt eller gentrificeret, sådan som den nu er på vej til at blive, men tværtimod en by

“…[hvor] ordenen slog revner og irrationaliteten sprøjtede gennem sprækkerne. Hvor en byggetomt ikke var lig med metrobyggeri, men med uforløst potentiale.”

som Ralf Christensen skriver. Selv har jeg ikke været i Berlin mere end nogle få gange og har kun kunnet ane efterdønningerne af denne irrationalitet, men denne blogs anden forfatter har ofte sendt stemningsrapporter fra det, der nu er den tyske hovedstad.

Jeg husker Muriel Gray på billedet ovenfor fra min tid i Skotland i forrige århundrede; hun var rektor ved University of Edinburgh.

I Am The Cosmos

iamthecosmos

I går aftes fik jeg efter flere års tilløb omsider set Nothing Can Hurt Me, der er Olivia Costas dokumentarfilm fra 2012 om Big Star. Det er en gribende skildring af et rocknavn, jeg holder meget af. DVD’en har stået på min reol i godt stykke tid; jeg bestilte filmen i USA. Når man har en regionsfri dvd-afspiller er dette ikke en hindring.

Jeg fik først købt #1 Record/Radio City på en fælles cd i sensommeren 1992, da jeg for første gang besøgte USA. Senere fik jeg fat i RykoDiscs udgivelse af Third/Sister Lovers. De tre albums er klassikere, som alle med interesse i amerikansk og britisk rock bør have i deres samling.

I Nothing Can Hurt Me lægger jeg for alvor mærke til den tragiske historie om Chris Bell, der dannede Big Star men forlod bandet efter #1 Record. Hans soloalbum I Am The Cosmos blev først udsendt i 1992, 14 år efter Bells tragiske død som 27-årig i en bilulykke. Filmen skildrer Chris Bells sjælekvaler, misbrugsproblemer og religiøse anfægtelser men går meget let hen over det at Chris Bell var bøsse; i en sidebemærkning nævner hans storebror at der var “noget med hans seksualitet”. Ej heller Andy Hummel, der ud over at være bassist i Big Star gik på college med Bell kommer ind på dette. Til gengæld er der en del omtale af Alex Chiltons stormfulde forhold til Lesa Aldredge. Denne underlige mangel på omtale af Chris Bells seksuelle orientering er min eneste anke mod Nothing Can Hurt Me.

Måske undrer det mig også lidt at Paul Westerberg ikke bliver interviewet i filmen; han er tydeligt inspireret af Alex Chilton, der som bekendt også endte med at være gæstemusiker og producere for The Replacements. Men i et gammelt klip fra 1987 dukker Westerberg op, så glemt er han ikke. En mulig forklaring er at Paul Westerberg kan være lidt sky. Westerberg har ligesom Chilton ( (omend vel ikke i helt samme grad) været kendt for at undsige det, han tidligere har gjort, og for at forfalde til ikke altid helt vellykkede eksperimenter med sit enorme talent, men der er et vist åndsfællesskab. Og ligesom Alex Chilton efter mange år alligevel gendannede Big Star med sin trofaste makker, sådan gendannede Westerberg også til sidst The Replacements.

Nothing Can Hurt Me bliver nu med 3 års forsinkelse omsider udsendt på dvd i Europa, og om nogle få måneder bliver I Am The Cosmos også genudgivet. På dette album bliver det igen klart hvor stor en andel Chris Bell havde i Big Stars lyd.

Her er “You And Your Sister”, b-siden til “I Am The Cosmos” – den eneste sang på albummet, der er optaget i Ardent-studierne. Harmonivokalen her skyldes Alex Chilton og hele stemningen på nummeret er et sidste minde om stemningen fra #1 Record.