Slet ikke umuligt hvis i nærheden af København, hvor den spritnye dokumentarfilm om Iggy’s album American Valhalla (2016) og den efterfølgende verdensklasse-tour har en enkeltstående snigpremierevisning i Grand Teatrets store sal fredag aften kl. 21.30. Billetter kan købes lige her.
Kategoriarkiv: Film vi har set
Morrissey – The Movie
No kidding, potentiale for katastrofe forude. Her er traileren…
Like lovers do
I en anden verden: Alain Delon og Romy Schneider, Paris, 1961.
From all of us…
Bambi’s mor dør og ikke et øje er tørt. Disse to minutter fra Disney’s 1942-værk Bambi er noget af det mest hjerteskærende rene, der vel er lavet i film som sådan. Hvilket mod dengang fra Disney-folkene, at turde smide den slags i hovedet på…børn.
Louis Malle, Paris, 1963
Wilco til en søndag
Wilco’s Jeff Tweedy har den perfekte stemme til de store amerikanske ballader, dem med kontinentes sug af opbrud, længsel og alt der kunne have været. Den senere musicalforfatter Will D. Cobb skrev i 1901 som kun 15-årig ordene til ‘When The Roses Bloom Again’, et egentlig temmelig banalt narrativ om skæbnesvanger kærlighed under krig. De ord er siden blev holdt levende i USA af mange forskellige artister (bl.a Sons of The Pioneers, Woody Guthrie, Johnny Cash) til en efterhånden pinefuldt gammeldags, utidssvarende musikalsk backing. Det var først da Tweedy lavede ny og anderledes gribende musik til teksten – i forbindelse med Mermaid Avenue-indspilningerne i 1998 – at dens fortælling blev løftet op og ind i nutid. Hjerteknusende romantisk, sværmende tragisk på én og samme tid, kom ‘When The Roses Bloom Again’ aldrig med på Mermaid Avenue-albummet, men så istedet verdens lys på soundtracket til Ethan Hawke-filmen Chelsea Walls (2001)…
Anita, Cannes, 1967
En film vi må se
Ny dokumentar om Iggy Pop’s kreative genkomst med sidste års Post Pop Depression, samt den sublime tour der fulgte i kølvandet, får premiere til sommer…
Greg Dulli synger Motown
The Afghan Whigs-sangeren i intenst kærligt livtag med USA’s Tamla Motown-fortid. Og det er ikke The Supremes’ ‘Come See About Me’, som findes på Afghan Whigs’ soulcover-EP Uptown Avondale (1992), men derimod The Marvelettes-debutsinglen ‘Please Mr. Postman’ (1961), det første # 1-singlehit fra Motown, som Dulli synger på soundtracket til Beatles-spillefilmen Backbeat (1994). Soundtracket består af 12 raw versioner af de sange, Liverpool’s Mop Tops optrådte med i de tidlige år i Hamburg, og er indspillet af et absolut udsøgt hold bestående af bl.a. Greg Dulli (sang), Sonic Youth’s Thurston Moore (guitar), R.E.M.’s Mick Mills (bass) og Nirvana’s Dave Grohl på trommer. Filmen er ok, The Backbeat Band-soundtracket langt bedre…
PS – Burde måske stoppe her, men det ville snyde en sikkert intetandende verden for Greg Dulli’s fænomenale take fra samme filmsoundtrack på The Isley Brothers’ ‘Twist & Shout’ (1962)…
Mary Lou & Thomas
The Man Who Fell to Earth-hovedrolleindehaverne Candy Clark og David Bowie, 1976.
Thomas & Mary Lou
The Man Who Fell to Earth-hovedrolleindehaverne David Bowie og Candy Clark, 1976.
Dean & Britta synger søndagen ud
Og den i overskriften nævnte Dean er den Dean Wareham, hvis NYC-band Luna til dags dato står sørgeligt oversete. Deres bedste albums Pup Tent (1997) og The Days of Our Nights (1999) er indenfor Lou Reed/Velvet Underground-tradition begge givende fornøjelser at opsøge…
Grand Avenue, St. Louis, Missouri, 1944
Et smukt, smukt billede fra den by, hvor R.E.M.’s Michael Stipe senere skulle finde sin ungdom. Se ham her blive interviewet i St Louis – fra 1:25 er det ham med Blue Öyster Cult-logoet på jakken – i en TV-reportage i sen-70’erne om The Rocky Horror Show…
Da R.E.M. ikke mange år senere TV-debuterer – på David Letterman’s TV-show i New York City – er Stipe’s frisure, om end ikke hans tøj, endnu til at genkende fra St. Louis-tiden…
Screentest for Warhol, 1965
Edie Sedgwick kigger ind i fremtiden…
Palads
Ovenpå en mulig ny byplan for området lige omkring Vesterport Station kører diskussionen lige nu. Nogle københavnere mener den deraf truede Palads-bygning bør bevares for enhver pris, idet den er et stående monument over maler Poul Gernes’ koloristiske stil. Det var ham der gav bygningen dens nuværende så skrigende farver i 1989.
Her forholder vi os hellere til bygningens musikhistoriske meritter. Palads-bygningen indeholdt stedet og scenen – Daddy’s Dance Hall lå i kælderen – hvor The Ramones, Television, Iggy Pop, Sex Pistols og Patti Smith først blæste deres musik ud i Danmark. Begivenheder af stor rockhistorisk betydning, der i ethvert larmende hjerte godt kan kalde på en bevarelse.
Og dog, for Palads er først og fremmest hæslig at se på, som en lørdag formiddag i et overfyldt Ikea. Og Gernes udsmykning af bygningen tåler ikke sammenligning med hans mere vellykkede værker. Derfor er det et åbent spørgsmål om andre end de mest stædige kunstnostalgikere virkelig skulle kunne savne at se pink clashe med orange clashe med lilla?
En bedre løsning kunne være blot at bringe nogle tønder hvid maling og pensle hele rædderligheden over, så den i sig selv helt tilforladelige bygning kan vende tilbage til sit historiske og langt mere elegante udgangspunkt, fra før den fik klovnetøj på i 1979?!
