Kategoriarkiv: Film vi har set

De Niro 75

Stort tillykke til en af de allerstørste spillere fra de år, amerikanske film positivt var med til at gøre os alle til dem vi blev. På billedet ses De Niro med The Clash’s Joe Strummer, backstage på Bonds i New York 1981. At dømme udfra De Niro’s frisure og moustache er han på dette tidspunkt igang med at indspille Martin Scorcese’s King of Comedy, der havde premiere året efter.

Independence Day

Når vi skriver Independence Day her igen i dag, er det naturligvis ikke Trump’s USA vi fejrer, men idéen om The Promised Land derovre: Pioneerånden, frihedsdrømmen, udlængslen, smeltediglen, diversiteten, musikken, filmene, litteraturen, historien, myterne, alt det ubetaleligt gode, uden hvilken vores egen kulturs grundstamme, som vi kender den, ville være så godt som ikke-eksisterende. Her er – hvem andre?! – Bruce Springsteen & The E Street Band til at synge 4. juli ind med en besjælet 1978-liveoptagelse fra Largo, Maryland af ‘4th Of July, Asbury Park (Sandy)’ fra The Wild, the Innocent & the E Street Shuffle (1973)…

Ingen synger blues som Jeffrey Lee Pierce

The Gun Club-sanger og wild man Jeffrey Lee Pierce døde 37 år gammel i Salt Lake City, Utah i 1996. Den californsk-fødte tidligere præsident for Blondie’s amerikanske fanklub står som tiden går mere og mere som en af de helt store sangere og sangskrivere i det yderst brogede miljø, der var 80’ernes punkefterslæb. Det høres specielt på de tidlige plader, han med The Gun Club nåede at indspille og udsende. Både debuten Fire of Love (1981) og toeren Miami (1982) er således stærkt anbefalelsesværdige klassikere, der skyder ud fra den skæbnesvangre og ildevarslende amerikanske underklasse-tradition, Lee Pierce’s ven Nick Cave med sine Bad Seeds – inkl. Gun Club-guitarist Kid Congo Powers ombord – nogle år senere også skulle tage afsæt i. Jeffrey Lee Pierce ville være blevet 60 år i dag.

Top-5 i bedste The Gun Club-albums:

1. Miami (1982)
2. Fire of Love (1981)
3. The Las Vegas Story (1984)
4. Mother Juno (1987)
5. Lucky Jim (1993)

Venter på Roxy

Er i disse dage i gang med at læse Michael Bracewell’s Roxy – The band that invented an era-biografi (2007) om Roxy Music. Er nået til side 282 (ud af 393) og bandet er endnu ikke blevet dannet, ej heller har man endda mødt hinanden endnu. Mens den tålmodige læser venter – gennem øjensynligt uendelige og hyperdetaljerede beskrivelser af sen-60’ernes kunststrømninger og universitetsmiljøer i de kommende Roxy-medlemmers baggrundsbyer Newcastle, Reading og London – på at noget skal ske, her denne sides ubetingede yndlingsnummer fra Roxy’s selvbetitlede debutalbum (1972). ‘If There Is Something’ hakket ret fornemt op og brugt i den britiske 2008-film Flashbacks of a Fool

Pontius Pilatus

På denne langfredag kommer jeg til at tænke på, hvordan jeg for 30 år siden så Martin Scorceses film The Last Temptation of Christ (der aldrig har fået en dansk titel), der er bygget på Nikos Kazantzakis’ roman. Filmen var dengang meget kontroversiel, fordi den viser hvordan Jesus bliver fristet af djævelen og tilsyneladende giver efter for at stige ned af korset, blive gift med Maria Magdalene (!) og få børn. Filmens og romanens pointe er dog faktisk, at det netop ikke sker og at djævelen bliver besejret. Men det overså de kristne fundamentalister.

Det er i al fald en film, det er værd at se. Harvey Keitel er en overraskende velvalgt Judas. Men den store overraskelse for mig var at opdage, hvem der spillede Pontius Pilatus. Jeg forventede (og håbede vel også) at han ville sige, at we can be heroes, just for one day.

And the winner is…

Adam Peters, der som arrangør, cellist og keyboardspiller i den grad satte sit præg på Echo & the Bunnymen og deres mesterlige Ocean Rain (1987), siden var højre hånd på The Triffids tre store – og sidste – albums, og derefter havde et tæt studiesamarbejde med bl.a. Lloyd Cole, blev i går nat Oscar-vinder, da den Netflix-dokumentarfilm Icarus – om doping i Rusland – han har lavet musik til, gik helt til tops ved årets Academy Awards. Her kan høres hvordan Peters’ musik lyder i dag. Billederne har intet med filmen at gøre, skal nævnes.

The Bowie who fell to earth

Lad os da endelig markere den store omrejsende David Bowie-udstillings åbning i Brooklyn, New York City i dag med en Bowie-post. En af de mest spændende og tilfredsstillende kunstneriske ting der sker omkring David Bowie i disse år, er Bowie-entusiasten Nacho’s uofficielle videoværker, hvor han – hovedsageligt via sin egen konto på YouTube – restaurerer og/eller skaber nye højkvalitets Bowie-videoer ud fra gamle optagelser. Her en imponerende net-doku han tilmed har lavet om David Bowie’s hovedfilm, Nicholas Roeg’s The Man Who Fell To Earth. Nacho’s egen introduktion til den følger under Vimeo-biografen her.


David Bowie is The Man Who Fell To Earth – 2017

This is a film about a film – Nic Roeg’s 1976 esoteric science fiction movie – The Man Who Fell to Earth. Roeg’s film has beguiled and baffled audiences since it’s release. It explores, often in abstraction and allegory, the themes of alienation, power, love, trust and betrayal.

David Bowie is The Man Who Fell To Earth is an attempt to partly explain the movie. And it is a look at the way the film came together and at Roeg’s working methods, and at the creative process itself. And because it is a film about the creative process, it was felt that it should also in itself, try to also be creative.

It is quite widely known that Bowie and his music were greatly influenced by Roeg and the time he spent working on the film. And so David Bowie is The Man Who Fell To Earth also tries to paint a small portrait of Bowie and his music during the era – from latter part of ’74 up to the January 1977 album, Low. Bowie also created music that was intended for the soundtrack to The Man Who Fell to Earth. Famously, it was never used and remains almost unheard to this day. However, parts of the unused music were later incorporated into his albums Station To Station and Low. And so, as part of the story telling in David Bowie is The Man Who Fell To Earth, some of Bowie’s music from those albums is used with re-edits of scenes from the movie, worked in with the interviews and commentary.

Whether or not David Bowie is The Man Who Fell To Earth is actually successful in these endeavors, you may judge for yourself. At the very least it is an hour in the brilliant and highly enjoyable company and art of Nic Roeg, David Bowie and Candy Clark.