En nøgtern sang at begynde en ny uge med her. John Cale’s perle på Lou Reed og hans hyldestplade Songs for Drella (1990) om og til Andy Warhol efter dennes død i 1987. Når folk dør og deres liv beskrives, kan selv det mest hverdagsagtige fremstå lyrisk. Således også i denne sang, hvor vi møder Andy Warhol, der i Cale’s førsteperson fortæller sit arbejdsliv…
Kategoriarkiv: Film vi har set
Manden, der faldt ned på Jorden
Her er en samling af klip fra The Man Who Fell To Earth. Jeg må se at få den set snart. Instruktøren Nicholas Roeg har jeg stor respekt for.
Musikken i filmen er ikke af David Bowie. Det er lidt underligt. Men i et af klippene vil man kunne genkende forsiden af Station to Station; forsidebilledet er et billede fra The Man Who Fell To Earth.
Filmens hovedperson ender med at få et misbrugsproblem, hvilket er særdeles ironisk, givet David Bowies tilstand dengang i 1975-1976.
Elvis i Las Vegas
Om en uge er der premiere på EPiC: Elvis Presley in Concert af den australske instruktør Baz Luhrmann. Den er på sin vis en opfølger til hans spillefilm om Elvis fra 2022. EPiC: Elvis Presley in Concert vandt en pris ved den internationale filmfestival i Toronto i september 2025, så helt dårlig er den næppe.
Når jeg ser traileren bliver jeg glad for at se, hvor godt det hele ser ud til at fungere. Luhrmann og hans filmhold har tydeligvis gjort meget for at skabe en film med gode billeder og lige så god lyd, og det kan jeg da også læse mig til at de har. Men jeg tænker også på, at jeg selv har haft en underlig, doven fordom om at Elvis var tyk og træt, da han kom til Las Vegas. Men det var han jo ikke endnu; tværtimod vidner traileren om at der stadig var liv og energi i ham dengang sidst i 1960’erne. Han var omsider sluppet væk fra de film, han egentlig længe havde været træt af. På den måde gør det egentlig historien om hans sidste år endnu mere tragisk.
E-Bow the movie
En af de mest tilfredsstillende musikvidoer, jeg husker at have set. Den der svære øvelse, at en promovideos levende billeder skal lægge til i stemning, men aldrig tage fokus fra den sang og det band de er lavet til, lykkes virkelig optimalt her. Videon er instrueret af Jem Cohen, også kendt for sin video til ‘Nightswimming’. Hvilket band R.E.M. var!
Lynch
David Lynch døde i år, 15. januar. En af hans store gaver var talentet for at kunne bringe ro til kaos og vice versa. Som her på denne nærmest doowop-lydende sang fra 2013, hvor Lykke Li synger for, en harmonisk drømmetilstand, dog med en ildevarslende skygge lige på grænsen af synsfeltet. Twin Peaks revisited i både stemning og attraktion…
Joe Ely RIP!
Som Pastoren skriver herunder, så er det en amerikansk musiker fra persongalleriet omkring The Clash’s storhedstid, der er forsvundet med Joe Ely’s bortgang. Men hvordan lød denne softspoken texaner så, når han sang? Her synger han han det på en optagelse fra 2010 om at leve evigt, og nej, det er ikke den med Oasis…
Måske flere er stødt på ham i den vidunderlige dokumentar Be Here To Love Me om Townes Van Zandt, hvor Ely i filmens åbning (fra 1:48) fortæller om sit første , helt tilfældige møde i 1968 med blafferen Townes på en landevej udenfor Ely’s daværende hjemby Lubbock, Texas…
Her kommer efteråret
Et efterår ankommer ikke rigtigt på denne blog uden et eftersyn af dette lykkelige sammestød mellem musik og billeder. Sangen er Lee Hazlewood’s, filmen L’Enfer d’Henri-Georges Clouzot, drømmebilledet Romy Schneider, oplevelsen vores.
RR RIP!
Inspirationen bag True Faith
Jens nævnte “True Faith” med New Order her for ganske nylig, og musikvideoen af Philippe Decouflé husker jeg lige så godt som selve sangen. Her er den korte video, der var inspirationskilden bag. Den serbiske performancekunstner Marina Abramović og hendes daværende partner Ulay (alias tyske Frank Uwe Laysiepen) optræder i dette lille klip.
Senere gik de to fra hinanden og mistede kontakten. Der er et gribende klip på YouTube fra den dag, der mødtes igen efter mange års adskillelse. Abramović lavede performance-kunstværket The Artist is Present, og Ulay dukkede uanmeldt op.
Soundtrack til juli
Kapsler med lykke til hovedet, for vi har Bergman i blodet? En musikalsk glæde her ialfald, hvor Scott Walker på åbningsnummeret fra sin Scott 4 (1969) gennemlever den svenske instruktørs 1957-klassiker Det Syvende Segl på fem minutter, det til en musik hvis underfundigt orkestrerede drama bør stå perfekt til denne årets sidste julidag, velbekomme.
Soundtrack til juli
Mamma Roma
Scenen var endelig sat
Efter en række igen uforklarlige aflysninger ovre sydøstpå i Europa genoptog Morrissey og hans hårdtprøvede band i aftes deres tour i Gardone Riviera ved Gardasøen. Og sikke en dramatisk flot scene der ventede det håbefulde italienske publikum, som fik serveret dette smukke billede af Pier Paolo Pasolini som scene-backdrop før showtime. Mon Morrissey’s ‘Life Is A Pigsty’ iøvrigt skulle være inspireret af Pasolini’s 1969-film Svinestien?
Remember all the movies, Terry, we’d go see…
Filmen om Springsteen’s liv omkring Nebraska kommer til efteråret. I dag kom traileren. Det kan godt blive op ad bakke det her…
Paris 1968
Der er kommet nærværsfremmende farver og endda en oversættelse på det kendte klip af ‘Ne Dis Rien’, hvor det slår franske gnister imellem Serge Gainsbourg og Danmarks nouvelle vague-ikon Anna Karina…