David Bowie er i november 1975 langt borte i USA på tredje år, da den engelske TV-personlighed Russell Harty, der tidligere har været i clinch med Bowie på TV, får et live satellit-interview med ham fra Burbank, LA i Californien. Fordi David Bowie ønsker en bred platform, hvor han kan annoncere sin så længe ventede live-genkomst til Storbritannien året efter, det der siden skal blive en del af touren for Station to Station (1976). Det helt igennem akavede men underholdende møde på britisk TV demonstrerer om ikke andet, hvor perfekt det engelske sprog er som instrument til, med knivskarp sarkasme som fødselshjælper, at udveksle ubehageligheder overfor hinanden på en på overfladen civiliseret facon. Specielt Bowie skal virkelig her finde sig i meget fra Rusell Harty, der tydeligvis intet som helst har tilovers for ham. Dele af interviewet indgår i den lige nu højaktuelle Bowie-doku Moonage Daydream, som på det heftigste kan anbefales som det fritfabulerende sansebombardement af alting Bowie den er…
Kategoriarkiv: Film vi har set
Berg’s nye anti-video
Kapsler med lykke til hovedet, for vi har Joakim Berg i blodet…
Cinema Suédoise
En måned før udgivelsen af det nye album Autofiction har Suede i dag udsendt en 18 minutter lang appetitvækker af en kortfilm…
Hjem til Memphis
Selv blandt Elvis’ med rette udskældte film-soundtracks gemmer der sig enkelte skjulte skatte. Her er det ‘Goin Home’, indspillet men ikke brugt til Elvis Presley’s tåkrummende western-komedie Stay Away, Joe i 1968, istedet plantet på soundtrack-albummet til samme års efterfølgende og ligeså intetsigende Speedway-racerfilm. Sangen er cheasy, men Elvis’ vokale format løfter op til noget større og mere episk end dens egentlige banalitet berettiger. Året er som sagt 1968, Elvis Presley synes så klar til at forlade Colonel Parker’s Hollywood-expolitation mod et comeback på egne præmisser i den rocknroll, hvis fundament han selv havde skabt 13 år tidligere…
Twist & shout i Cincinatti
Et af Cincinatti, Ohio-bandet The Isley Brothers’s store øjeblikke er deres 1962-adoption af ‘Twist & Shout’, som ikke mindst det helt tidlige The Beatles da i den grad får hørt og tændt sig selv fantastisk af på med vidtrækkende konsekvenser for verdenshistorien. Da The Beatles-i-Hamburg-spillefilmen Backbeat i 1994 udsendes kommer den med et eksplosivt soundtrack leveret af folk fra bl.a. R.E.M., Sonic Youth og The Afghan Whigs. Fra sidstnævnte er det Greg Dulli, der på soundtrackets genindspilninger af to håndfulde klassiske Star Club-standards hovedsageligt lægger sprød stemme til, og således også får mulighed for at give sin egen version af sine Cincinatti-soulbrødres gamle hit…
Never to be torn apart…
Skabte Siouxsie and the Banshees sig nogensinde et mere elegant og yndefuldt øjeblik end denne Peepshow-ballade fra 1988, der heldigvis også fik sit eget liv som enestående single?
RIP, goodfella!
The Lemonheads har virkelig ret i dag: It’s a shame about Ray.
Cinema Starman
Brett Morgen’s autobiografiske Moonage Daydream får biografpremiere til efteråret. Denne trailer kom i dag…
I will be King
Jeg så The Last Temptation of Christ i Cameo-biografen i Edinburgh tilbage i 1988. Det er efter min mening en af Martin Scorceses mest undervurderede film. Willem Dafoe er siden endt med skurkeroller, men sådan var det endnu ikke gået her. Scenen, hvor Jesus møder Pontius Pilatus, er god og stærk – og bryder samtidig illusionen lidt. Men tænk, at den sidste person, man når at tale med inden sin død er netop ham her.
L’avventura er forbi
Monica Vitti RIP!
In dreams
Efter iscenesættelsen herover i David Lynch’s Blue Velvet lød Roy Orbison’s ‘In Dreams’ aldrig ens igen. Dean Stockwell er død i Texas, 85 år gammel. Og var det ikke nok, så klarede Dennis Hopper resten…
Belmondo RIP!
Cinema VU
En ny film om 60’ernes måske mest indflydelsesrige band? Ja, tak. Dokumentaren The Velvet Underground har premiere i oktober. Dens trailer går sådan her…
Sparks går til filmen
Annette er en ny musicalfilm fra 2021 instrueret af Leos Carax – dette er hans første film på engelsk. Filmmanuskriptet er skrevet af Ron og Russell Mael fra Sparks sammen med Carax, og musikken er af Mael-brødrene. Filmen følger en stand-up komiker (spillet af Adam Driver, som nogle af os kender som Kylo Ren fra de seneste tre Star Wars-film) og hans hustru (Marion Cotillard), der er operasanger og hvordan deres liv bliver ændret, da de får deres første barn.
Man kan høre nummeret “So May We Start” fra filmen nu, og det er Adam Driver og Marion Cotillard, der synger sammen med Sparks. Musikalsk varsler det godt; vi har at gøre med et kongeeksempel på klassisk Sparks, spørger man mig. Lidt kættersk (undskyld, Jens) er det måske at sige, at nummeret også leder tankerne hen på The New Pornographers. Carl Newman er meget inspireret af Sparks, så det er vel ikke så underligt endda.
Jeg kan desværre ikke indlejre videoen fra YouTube på bloggen. Men se den ovre på YouTube. Og tag også et kig på traileren. Ron og Russell Mael er med i den.
Annette fik stående bifald ved årets festival i Cannes, hvor den var åbningsfilm (Christian Monggaard har en grundig anmeldelse i dagens udgave af Information); plakaten ovenfor røber, at Annette som så mange andre premierefilm siden pandemiens begyndelse også kan streames. Men film skal ses i biografen, når det er muligt.
Den sorte svane
Langt, langt borte, fra Perth i det vestlige Australien kom The Triffids, som i de sidste fem år af 1980’erne berigede med en lille håndfuld albums, der i klassisk sangskrivning, litterær ambition og australsk særegenhed på ingen måde stod tilbage for mesterlige The Go-Betweens fra Brisbane ovre på østkysten. David McComb, The Triffids strålende frontfigur, kunne være blevet 59 år i dag, hvis ikke han allerede i en alder af kun 36 var død som følge af både alkoholisme og heroinmisbrug. I går kom nyheden om en ny dokumentarfilm, Love In Bright Landscapes – The Story of David McComb of The Triffids, der stiller skarpt på ham og The Triffids. Her dens trailer, skarpt efterfulgt af den hjerteknusende slutsang på bandets sidste album The Black Swan (1989), inden de gik i opløsning og kravlede hjem til Australien. Det var alt for tidligt, men betinget af nogle sikkert alt for hektiske år, der ikke afstedkom den søgte bredere succes, der kunne have gjort bandlivet i en kuffert mindre hårdt. Faktisk præcis samme årsag som omkring samme tidspunkt sprængte føromtalte The Go-Betweens i stykker…