Kategoriarkiv: Film vi har set

Hver mandag morgen kommer

Og har brug for strålende musik til, at få luft under vingerne. Denne ikke mindre ovenpå Liverpool FC’s absurde 2-7-kollaps i Birmingham i aftes. Så her et klassisk og ret så fremragende Brett Anderson/Bernard Butler-nummer med London’s Suede, tilsat levende Berlin-billeder fra Christiane F – Wir Kinder am Bahnhof Zoo. Ja, sangtitlen ‘Heroine’ ligger jo som ord side om side med det narkotiske stof, Christiane og hendes forhutlede venner jager den berlinske nat ned for at få fat på. Suede udsender i disse dage et best of-dblalbum, som desværre ikke har ‘Heroine’ med på sin tracklist, medmindre altså man køber den udvidede 8-LP/4CD-version med 56 (!) tracks. Men den afstikker med så mange numre er jo som opsamling set det rene wahnsinn…

The Replacements som film?

Den amerikanske filminstruktør Josh Boone har planer om at lave en film om The Replacements. Manuskriptet foreligger, og rollerne er besat. Nat Wolfe skal spille Paul Westerberg, og Owen Teague skal have rollen som Tommy Stinson.

Manuskriptet til den kommende film er baseret Trouble Boys, Bob Mehrs bog om The Replacements. Den har jeg læst, men jeg må indrømme, at den ikke fik mig til at synes bedre om dem – tværtimod. Det var tydeligt, at Westerberg, Stinson og andre andre gik både hinanden og de fleste andre på nerverne og ofte var dybt uudholdelige. Nogle gange griber jeg mig selv i at tænke, at netop denne gruppe ville stå sig bedst ved kun at blive husket for deres sange – som var usædvanligt gode. Fordi The Replacements aldrig blev nær så kendte som mange af deres samtidige, vil filmatiseringen nemt ende med endegyldigt at cementere billedet af dem som usympatiske.

Skal jeg se filmen? Det skal jeg vel.

The Good, The Bad & The Clash

The Only Man That Matters? I en stor del af deres turnerende karriere – således også i Idrætshuset på Østerbro 14. maj 1981 – gik The Clash hver aften på scenen til storladen Ennio Morricone-musik, nærmere bestemt ‘Sixy Seconds To What’ fra soundtracket til For A Few Dollars More (1965). Få selv et indblik i den opbyggelige storhed fra 2:17 og frem i dette klip fra en af The Clash’s 17 New York City-shows på Times Square’s Bonds Casino i slut-maj/start-juni 1981…

Ennio Morricone er død

Ennio Morricone døde i dag i en alder af 91. Ikke mange ved, at Ennio Morricone i sin ungdom var en dygtig fodboldspiller, men forlod en lovende karriere i A.S. Roma for at koncentrere sig om musikken.

Man forbinder ham ofte med filmene af landsmanden Sergio Leone, og her måske med de tidlige “spaghettiwesterns”, men Morricone var meget mere end dét, og han mestrede mange forskellige udtryk. Hollywood havde også bud efter ham, og han nåede at lave musik til hele 500 film. Her dirigerer Ennio Morricone selv Deborahs tema fra Once Upon A Time In America, der var Sergio Leones sidste film.

Mille grazie per la musica, Ennio.

Endnu en butik med skiver

I skrivende stund er jeg i Rom (dvs. uden for de lidt for spændende COVID-19-plagede regioner i Italien). Her til aften brugte jeg en god stund hos LaFeltrinelli, en italiensk kæde af boghandler, der også har et særdeles godt udvalg af musik-cd’er, dvd’er og blu-ray.

Endnu engang blev jeg mindet om glæderne ved at have musik og film på fysiske medier. Streaming er tillokkende, men det er bestemt ikke gratis for miljøet. Det var også rigtig dejligt at se et så stort udbud af film som hverken var udsendt for nylig eller kom fra Hollywood og omegn. Italien er jo selv et vigtigt filmland.

Desværre er mit italienske slet ikke godt, og mange af skiverne med italienske film ikke med undertekster på andet end italiensk. Jeg fandt dog en blu-ray-udgivelse af Fellinis La Dolce Vita med engelske undertekster.

Voksne tårer

Det nye år begynder her i 1957, hvor countrystjernen Marty Robbins udsender denne doo-wop-omfavnende single om uigengældt kærlighed, som hvem end har set Martin Scorcese’s nye all-american helaftensfilm The Irishman, vil genkende fra bowlingscenen med Joe Pesci og Robert De Niro…

Rollerball Vs. Roller Ball

Her på årets sidste nat sendes i TV science fiction-filmen Rollerball fra 1975. Da Under En Sort Sol, Sods’ andet album, udkom i 1980 var der pludselig sidst på side 1 en Ortved/Peter Peter-tour de force netop ved navn ‘Roller Ball’. Sods/Sort Sol har altid kunnet deres kunstreferencer, så nummerets titel må formodes at være inspireret af den Norman Jewison-film, det bedømt herfra dog klart overklasser…