Her til aften fik jeg genset Stop Making Sense, koncertfilmen fra 1984 med Talking Heads. Jeg så filmen da den kom frem i 1984, og jeg så den i biografen i Nørresundby. Det var en anden tid – alene fordi der var en biograf i Nørresundby (faktisk var der hele to). Stop Making Sense gjorde et stort indtryk på mig, fordi den på en gang viser en helt fantastisk velspillet og intens rockkoncert fra et band på toppen af deres formåen og er en nøje udtænkt og koreograferet optræden, tilpasset filmmediets udtryk. Musikerne spiller og synger, men de danser og løber og hopper så sandelig også!
Hvis man kender filmen, vil man vide at den byder på en perlerække af sange fra årene op til og med albummet Speaking In Tongues. Det var dengang, gruppen var blevet meget inspireret af soul og funk og den David Byrne fremstod som en slags blanding af Charlie Chaplin og Buster Keaton og svedige herrer som James Brown og Al Green. Et år senere lavede Talking Heads den lettere country-inspirerede (og i øvrigt ganske gode) Little Creatures, der var meget langt fra den hektiske puls på Stop Making Sense. Få år senere blev David Byrne og de andre medlemmer uvenner, og så var det slut.
Her 39 år senere har Talking Heads tilsyneladende sluttet fred. Det oprindelige negativ til Stop Making Sense er blevet genfundet og lyd- og billedside er blevet shinet gevaldigt op.
Det var en glæde at gense Stop Making Sense på det store lærred – nu under mit ophold i København og i Dagmar-biografen ved Rådhuspladsen. Filmen var præcis lige så god som jeg huskede den!
Længere nede ad rækken i biografen sad to andre tilskuere og snakkede under store dele af filmen. Også dét bidrog unægtelig til fornemmelsen af faktisk at være til en koncert. Det kunne jeg nu godt have undværet.