Kategoriarkiv: Pop

40!

Fredag d. 27. november 1981 er en markant dag for tidens fremstormende synthpop. Dels udsender Sheffield’s The Human League fjerde single fra deres allerede udsendte Dare. ‘Don’t You Want Me’ er et pladeselskabskrav som single, da frontmand Phil Oakey ikke selv bryder sig om sangen. Naturligvis bliver den et verdenshit, og ligger nummer 1 i England i fem uger henover jul og nytår. Her en af flere optrædender på Top of the Pops med sangen, fulgt af Damon Albarn’s cover fra forrige uge i BBC…

Og dels udgiver Soft Cell sit debutalbum Non-Stop Erotic Dancing, der straks skal vise, at der er så meget mere til Leeds-duoen, end man har hørt på sensommerens letbenede tophit ‘Tainted Love’. Albummet fremviser en melodramatisk elektro-duo, der med amfetamin-drevet koldsved på panden besynger specielt bagsiden af ungt liv i illusionsløse Thatcher-England. Bedst som man hører albummet første gang, og tror man har luret alle Soft Cell’s tricks og virkemidler af, serverer de dette afslutningsnummer, en lille film af en historie i en af de smukkeste popsange, man vel nogensinde kommer til at høre, intet mindre. Jo, fredag d. 27. november 1981, en markant dag for tidens fremstormende synthpop…

1966 on my mind

Dagens internationale popnyhed er 55 år gammel. 24. november 1966 optræder australske The Easybeats på Top of the Pops i England med deres nye hit ‘Friday On My Mind’, en Swinging London-beatklassiker som David Bowie syv år enere laver sin version af på Pin Ups. Af de +300 TOTP-shows der sendes fra 1964 til 1970 har kun fem overlevet, så dette klip er aldrig set siden dengang, og formodedes tabt for altid, lige indtil australsk TV i dag kunne bringe det igen, fundet på en 16mm-filmrulle i et hus ude i Australiens Blue Mountains. Læs hele historien her, men se først det fine nummer herunder…

Dagens 40-års…

Et album vi hørte meget dengang det kom, men aldrig rigtig siden. Et par profileret stemningsladede popsange trænger sig dog stadig nemt på, som nu denne, en af hele to singler derfra med Jeanne D’Arc i titlen. 40 år i dag siden Liverpool’s unge synthpop-stjerner Orchestral Manoeuvres in the Dark – kaldet OMD – udgav sit tredje album Archtecture & Morality med det karakteristiske Peter Saville-cover herover. OMD, der faktisk udsendte sin første Martin Hannett-producerede single ‘Electricity’ på Factory, eksisterer stadigvæk i bedste velgående, og optrådte i weekenden på en britisk tour i Leeds og Cambridge, hvor samtlige numre fra A&M var på setlisten…

No thank you for the music

The Lemonheads’ Evan Dando steder her ABBA til hvile med en usminket version af ‘Knowing Me, Knowing You’, der i sin afskrællethed samtidig viser, hvor god en sang den er. I dag udsender ABBA ellers sit første album i 40 år, den stort opblæste Voyage, der businesswise vil kulminere næste forår med lanceringen af de der bizarre hologram-shows i London. At dømme efter dagens anmeldelser er det nye ABBA-album dog en sært mat affære, der trods overdådige arrangementer ikke genfanger den ubesværede svenske popmagi fra for så længe siden. ‘Out-of-time rather than timeless’ konkluderer The Guardian således. Og har man virkelig lyst til at høre Voyage? Efter de to musicaltunge comebacksingler bliver svaret herfra desværre et nej tak.

Dagens 40-års…

Jeg har to singler stående med Cambodia i titlen. Den ene indeholder et vildt californisk punknummer fra Dead Kennedys med rumklangsbadet surfguitar og djævelsk tempo fra helvede. Og den anden? Den anden udkom i dag for 40 år siden, ladet med savn og sødme og europopsynths af en anden, bedre verden. Tillykke til ‘Cambodia’ og Kim Wilde med den runde fødselsdag – evig ungdom!

Britisk efterår

Det er 1967, the summer of love er blevet brugt til det yderste og ligger forbi. Efteråret kaster nu sin klare skarpe luft ind over Storbritanniens endeløse rækker af ens huse. Hvem bedre til at sætte lyd og ord på den bittersøde følelse, hvis ikke The Kinks, bandet der – trods både The Beatles/The Rolling Stones’ større hitlisteevner og The Small Faces/The Who’s mere attitude-klare musik – vel står som det bedste af dem alle derovre fra i den generation. Ray Davies’ ‘Autumn Almanac’ udgives af The Kinks 13. oktober 1967, hvorefter den, bl.a. ved hjælp af denne TOTP-optræden, opnår tredjepladsen på den engelske singlehitliste…

Tall, tall, tall…

The Human League’s singleudsender dags dato 1979 ‘Empire State Human’. Det stive hvide beat er ankommet til hovedgaden i Sheffield, og fremstår på dette tidspunkt retteligt som lyden af fremtiden. Jeg køber selv singlen på import i Mimosa i Aarhus det efterår, og årtier efter – i et nyt og da fjernt årtusinde – huskes den på rygraden første gang selve Empire State Building besøges i New York City. Her fremfører Philip Oakey og den første version af The Human League – før to unge dansende kvinder med håndtasker bragte lyset ind i bandet – ‘Empire State Human’ dengang på TV. Punk møder Kraftwerk…

Introducing…Hamish Hawk!

For de af os der slet ikke kan med Morrissey mere, men dog længes efter det frydefulde klassisk-popmelodiske sug, han angreb verden med i forrige årtusinde. Helt sikkert en stor uret mod Edinburgh’s Hamish Hawk at trække hans nye sang ind i en så snæver skygge, men således falder associationerne altså umiddelbart, når man først hører denne iøvrigt uforbeholdent dejlige single, forløber for albummet Heavy Elevator, der udsendes om halvanden uge. ‘The Mauritian Badminton Doubles Champion, 1973’ må være ugens mest bemærkelsesværdige sangtitel…

The day before you came back

Fortiden vender tilbage forklædt som dystopisk fremtid; ABBA er blevet gendannet. Det sker visuelt uventet i noget der ligner sci-fi-tøj a la DDR. Fordi vi ikke har oplevet dem sammen i så mange årtier, så fremstår det som, de fire med uhyggelig effekt er blevet sminket meget ældre og sært farveløse. Med ABBA’s pludselige genkomst, kan vi måske så alle få de mere uskyldige personer, vi sikkert løgnagtigt husker os selv som dengang, tilbage igen? For det er vel det håb, der skal læses i den enorme begejstring, nyheden i aftes afstedkom verden over. Men hvordan med selve musikken? De to nye, uhm, sange bærer umiddelbart den rigtige sound, men tyder mest på, det er musical-ABBA – den side af bandet der udsendte musikalske rædselsscenarier a la ‘Thank You For The Music’, ‘Fernando’ og ‘Chiquitita’ – som er tilbage, ikke det fremragende poporkester med overlegent svungne melodier, veldresserede synths og dryppende svensk melankoli, som vinkede farvel fra singlen ‘The Day Before You Came’ og skilsmissealbummet over dem alle, The Visitors (1981). Og de kommende gigashows i en dertil specialbygget hal i London? Hologrammerne der skal optræde som ABBA fortæller os ultimativt, at de fire ikke længere selv gider komme til deres egne koncerter. Men hvorfor skulle vi andre så? Måske skulle man sit eget hologram afsted og suge indtryk fra den bizarre seance.

PS – Ser først nedenstående pressebillede nu. Hvorfor skal ABBA som avatarer/hologrammer ikke være deres egen alder? Den nye musik er jo tydeligvis i al sin gammeldags musikalske tyngde lavet af ikke-unge mennesker. At den fremføres af de fire mindst 40 år yngre fantasimonstre herunder giver ingen mening. Har ABBA virkelig ikke troet, deres eget publikum ville købe idéen om dem selv som ældre? Det er defensivt dårligt set. Havde givet dem både styrke og identifikationsspejling, at turde fremstå sårbare.

Bye-Bye, love

I denne weekend mistede verden den sidste af de to The Everly Brothers, da Don Everly fulgte lillebror Phil’s himmelfart syv år tidligere og gik bort i Nashville, Tennessee. Her de to sammen på den af deres sange, hvor deres så ensklingende stemmer måske lyder allerbedst sammen. ‘Bowling Green’ er navnet på den tredjestørste by i Kentucky, The Bluegrass State, hvor Don blev født i 1937, men altså også på en The Everly Brothers-single fra 1967. Svært i Europa helt at forstå, hvor store de to brødre sammen var i USA med hits som ‘Bye-Bye Love’, ‘Wake Up, Little Susie’ og ‘All I Have To Do Is Dream’, liggende solidt et kridhvidt sted mellem den første rocknroll og 60’ernes hitlistepop. Lad iøvrigt ikke denne sangs kærlige nik til samtidige The Byrds’ bløde amerikanske sound gå ubemærket hen. Don Everly RIP!