Kategoriarkiv: Pop

H for Human league

Egentlig har Phil Oakey en kold stemme, blottet som den er for vibrato, fraseringsomveje eller andre særegenskaber, der kan afsløre lidt personlighed. Så meget desto større en præstation at han som forsanger i Human League alligevel er istand til at trænge så klart gennem bandets kølige synth-pop, og give sine enkle hverdagshistorier en sårbar, ofte ensomhedsfyldt menneskelighed. Som her på vinternummeret ‘Life On Your Own’ fra Top of the Pops i 1984, hvor Oakey ikke længere ligner det unge Bowie-udskud fra Sheffield, der først bankede på. Nu er han indenfor som voksen popstjerne…

G for Gene

I sommeren 1961 producerer Phil Spector også en single for Gene Pitney’s uforligneligt vægtløse popstemme. ‘Every Breath I Take’ er skrevet til lejligheden af hit-sangskriverparret Goffin/King, og Spector, der endnu ikke har opfundet sin endelige Wall of Sound-lyd, pakker sangen med skælvende violiner, The Halos’ overskudsudstrålende doo-wop-kor, dramatiske Hal Blaine-trommer og længsel, længsel, længsel. En sang af så høj kvalitet, den kunne bære en nøglescene i en detaljeperfekt Martin Scorsese-periodefilm…

Top-10 i Phil Spector

Efter geniale/gale Phil Spector’s covid-19-død i et californsk fængselshospita denne weekend, trænger hans mægtige Wall of Sound sig på. Phil Spector’s produktioner gjorde fra en tidlig alder mange af os afhængige af det drømmeslot af længsel, hans så specielt overdådige popmusik åbnede dørene op på vid gab ind til. Her en top-10 over personlige favoritsange Spector står bag, alle som producer, de fleste af dem også som sangskriver. Han kaldte engang sine egne værker (!) for little symphonies for the kids. Deres langtidsholdbarhed har vist, de så sandelig også er for voksne…

Phil Spector er død

Sådan vil nogle gerne huske ham. Fra Rock and Roll hall of Fame after party… 6. marts, 2000 N.Y.C. Foto: John Mathew Smith. ( Creative Commons Attribution-Share Alike 2.0 Generic)

Han var en skidt person. Beretningerne om hvordan han truede Leonard Cohen med en pistol under indspilningen af Death of A Ladies’ Man, om den underlige indspilning af End of The Century med The Ramones og om hans behandling af sin daværende hustru Ronnie er vidnesbyrd om en psykisk ustabil mand, der var særdeles ubehagelig at være i nærheden af. Under sin tilbagetrukne periode sidst i 1960’ere holdt han efter sigende Ronnie indespærret i deres hus, og hun sagde, at han også gemte hendes sko for at forhindre at hun gik udenfor. Den 13. april 2009 blev Phil Spector kendt skyldig i mord på skuespilleren Lana Clarkson. I denne weekend døde han af COVID-19, stadig under afsoning.

Samtidig er det Phil Spector, der producerede nogle album, jeg sætter højt, ikke mindst de første soloalbums med John Lennon (især Plastic Ono Band) og George Harrison (det uforlignelige All Things Must Pass) og julealbummet A Christmas Gift For You. I sandhed et blandet eftermæle.

F for Frankie

Og det er Frankie Valli der hentydes til, ja, den amerikanske sanger der her i landet er mest kendt for titelsangen til John Travolta-filmen Grease. I sit hjemland har han dog fra start-60’erne og frem en anderledes stor popkarriere. Valli’s måske allerbedste single bliver dog mærkværdigvis ikke noget bredt hit. I 1972 i England singleudsendes nummeret ‘The Night’, der hverken gør væsen af sig på hitlisterne eller i radioen. Måske netop derfor begynder ‘The Night’ at blive spillet – med helt anderledes succés – på de obskuritetselskende northern soul-klubber i Nordengland, som f.eks. Wigan Casino i Wigan, The Mecca i Blackpool, The Torch i Stoke og Twisted Wheel i Manchester, og får derigennem et langt og stadig vedvarende sangliv. Helt fortjent fordi ‘The Night’ trods (eller måske netop pga.) sin bastardstatus – et mærkværdigt sted mellem nærmest skamløs pop og indædt soul – har en særegen melankolsk lidenskab, der virkelig får den til at stå ud. Vi har bragt Valli’s original tidligere, så her istedet den stolte cover Soft Cell singleudsender i 2003. Soft Cell-frontmand Marc Almond kommer i sine helt unge dage i Leeds selv på northern soul-klubber, hvilket også afspejles på to af de helt tidlige Soft Cell-7’ere, ‘Tainted Love’ og ‘What’, der begge er covers af northern soul-regulars. Og faktisk går historien, at Soft Cell allerede dengang først prøver kræfter med ‘The Night’, men istedet vælger at gå med ‘Tainted Love’ som single. The rest is technopop-history…

Det er mit liv

Favoritsingle med Talk Talk? Min er denne, et hestehoved eller to foran opfølgeren, den ligeså europop-forcerende ‘Such A Shame’.

13. januar 1984 udsender Talk Talk forløbersingle for sit andet album. Singlen bærer albummets titel og er et syvmileskridt fremad fra debutalbummets hvalpede og lidt gennemsigtige new romantic-pop…

Apocalypse wow!

Har fulgt Lana Del Rey’s turbulente men ultimativt succesfulde færd gennem ikke så lidt hån, latterliggørelse og unødvendige anklager om manglende autencitet, det lige siden ‘Video Games’ sendte karrieren afsted forklædt som one hit wonder for snart ti år siden, så bliver af dagens nye single/video nærmest stolt over det stadigt stigende og efterhånden mesterligt høje ambitionsniveau i hendes udtryk. Vi, der holder af Lana Del Rey, tager hende måske næsten for personligt til os, men så igen er det vel netop den hengivenhed både Lana og den allerbedste musik gerne skal afføde. Her spejler hun, i en tysk bil på jagt efter USA’s tabte uskyld, nutidens mareridt mere smerteligt, end de fleste i hendes brede mainstream-position tør eller formår…

Vinyl Finals ’80

I årets sidste New Musical Express i 1980 faldt NME-redaktionens dom over årets bedste singler og albums. Det havde været et år i skyggen af fyrtårnet Ian Curtis’ selvmord, så intet var vel mere forudsigeligt, end at begge lister skulle toppes af Joy Divisions og hans isnende klare beyond this world-udgivelser fra samme sommer. Men tjek som inspiration de 49 placeringer derunder, som i al deres diversitet fremviser en forrygende vital og vigtig tid for rockmusik som sådan. At The Clash (aktuelle i 1980 med to stærke singler og et nyt tredobbelt album) ikke figurerer, er dog retrospektivt vanvittigt. Sådan var NME i de år; hurtig til at omfavne, endnu hurtigere til at distancere sig. Det nye var altid gud, gårsdagens hype noget man hånligt og usentimentalt skød ned. Men musikken var i de år istand til at levere skift og nye retninger i et tempo, så intet tomrum opstod. Det skulle siden ændre sig drastisk.