Kategoriarkiv: Pop

Thank you for the music

At blande musik til sit humør er vel ligesom at mixe cocktails. Nogle sammensætninger fungerer bare ikke, mens andre passer perfekt, og nærmest bliver en større sum end dets ingredienser tør love. Denne lørdag middag har budt på et overraskende perfekt 1-2-stød her; The Gun Club’s übervitalistiske 2’er Miami (1982) afløst af ABBA’s svanesang af et mesterværk, skilsmissealbummet The Visitors (1981). Sikker på at salig Jeffrey Lee Pierce – der qua sit formandsskab af Blondie’s amerikanske fanklub må have sat pris på hjerteramt popmusik – ville være stolt af at høre sin sitrende sult i Gun Club-sang efterfulgt af Björn og Benny’s hjemsøgte længselsakkorder i nordisk mol, udlevet af deres to nyskilte ekskoner. Her ABBA’s ‘Slipping Through My Fingers’ i sin eneste liveopførsel nogensinde, på The Dick Cavett Show i 1981…

Fri os fra det onde, PSB

Det med velmenende protestsange er heller ikke nemt i 2019. Trods helt sikkert gode intentioner viser Pet Shop Boys på dagens nye singleudspil hvor galt det kan gå, når satirevinklen, som var det en anden skolekomedie eller revy der skulle lægge scene til, benyttes. Det var det desværre bare ikke. PSB kan være så meget skarpere end dette, når politisk morale ikke med løftet pegefinger presses ned i hvert eneste firkantet konkrete og komplet ulyriske sangord. Neil Tennant er alt for begavet til det her.

Hands and feet, please!

Har Depeche Mode nogensinde været bedre, end da de 5. februar 1990 udsendte singlen ‘Enjoy The Silence’, forløber til Violator, der skulle komme ikke længe efter?! ‘Enjoy The Silence’ er den perfekt opbyggede, udførte og producerede popsang, der passer som hånd i handske til bandets elegant-kontante, her endnu Alan Wilder-designede elektrolyd og til forsanger Dave Gahan’s maskulinitet af en skridsikker stemme. Og ingen version af sangen er vel mere vellykket end Francois Kevorkian’s såkaldte Hands And Feet Mix på den blå – ja, der er også en gul og en sort – 12-inch-single, hvor dens elektrolækre særpræg bliver dyrket og fremelsket, så det næsten ikke er til at bære. På den positive måde altså.

Once I had a love…

Et studie i stil, musikalsk overskud og udstråling. For præcis 40 år siden i disse dage ramte Blondie den engelske singlehitlistes øverste plads med ‘Heart Of Glass’. Nummeret var længe før fremkommet som en intern bandjoke, et uforpligtende pisstake i øvelokalet på den da omsiggribende disco. I hænderne på Parallel Lines-producer Mike Chapmann blev ‘Heart Of Glass’ noget langt mere brugbart. Her Blondie’s samtidige og new wave-ikoniske Top of the Pops-optræden på BBC…

Technique 30

New Order’s skelsættende Ibiza-album Technique har mistet sin første ungdom og bliver 30 år i dag. Efterfølgeren til den mis-mixede rodebutik Brotherhood (1986) lød da den udkom som intet andet i New Order’s historie, det skulle i produktionsmæssig lethed måske lige være den da forrige års mestersingle ‘True Faith’ / ‘1963’. Coveret er et fornemt Peter Saville-artwork, en digitaliseret modernisering af klassisk kunst, naturligvis uden hverken titel eller bandnavn på; overlegne var Saville/New Order af princip når de lancerede nye plader. De kraftige farver på coveret går igen på pladens indhold, der står som et endegyldigt albumfarvel til det New Order, der bygger på Joy Division’s musikalske ruiner. Technique er – trods sin vinterudgivelses omsigliggende kulde – vibrerende lyd af sommer, lys og vitalitet, som eksemplificeret her på en Top of the Pops-fremførelse af albummets heftige 1. single…

Introducing…JUGGS!

Los Angeles-duoen JUGGS udsender deres første – og den anden – single på Alan McGee’s nye pladeselskab Creation23. ‘Super Cool Time’ har en aura af tidlig Pet Shop Boys over sig, noget ufærdigt og friskt. Umuligt at sige om bandet forsvinder og aldrig bliver hørt igen, eller om der er flere fuldtræffere i kanonen, men for nu er det her helt fint; en summerfeel-single sidst i januar…

Vampire Weekend tilbage

Hele seks år år efter Modern Vampires of the City med sin ultrarene produktion og multibegavede popharmonier placerede sært studentikose Vampire Weekend i et excentrisk hjørne for sig selv på indie-scenen, er NYC-bandet – vi troede længe de var opløst – pludselig tilbage med en ny single fra et kommende album ved navn Father of the Bride. Og ‘Harmony Hall’ spilder ingen tid, men går straks til angreb med VW’s trademark-kvaliteter indenfor skamløs solskinsmusik. Og de ordløse omkvæd her lyder mærkværdigt men skønt som R.E.M. der på en virkelig god dag leger The Beach Boys. Eller også er det omvendt…

Lady Casino

Vi fulgte Lady Gaga tæt her på bloggen dengang hun var rigtig god, lige omkring ‘Bad Romance’-albummet The Fame Monster (2009). Siden har karrieren kørt derud af for hende, desværre uden samme skarpe blanding af æstetisk grænseleg og euforisk state of the art-hitlistepop. I nat indledte Gaga i Las Vegas, Nevada et to års-engagement, der minimum vil byde på 74 shows (!) i kasino-ørkenen med hende. Billedet herover er fra premieren på kasinoet/hotellet Park MGM, det er setlisten herunder også…

Just Dance / Poker Face / LoveGame / Dance In The Dark / Beautiful, Dirty, Rich / The Fame / Telephone / Applause / Paparazzi / Aura / Scheiße / Judas / Government Hooker / The Edge Of Glory / Alejandro / Million Reasons / You And I/ Bad Romance / Born This Way // Shallow

Årets albumudgivelser 2018

Så blev det atter tid til at reflektere over albums, som denne blogs forfattere nåede at høre i det år, der nu snart er omme. Jens har travlt for tiden, så vi har endnu engang skrevet hver sit essay.

Jens skriver om sine bud på firser-retro.

Og jeg skriver om årets countryudgivelser.

Ingen af os nævner det nye album med Greta Van Fleet. Så langt er vi enige.

Muligvis iørefaldende pop

Her er “Boyfriend”, et nummer med den australske gruppe  Confidence Man. Det er et på én gang iørefaldende og underligt irriterende nummer. Confidence Man er i øvrigt fra Brisbane, dvs. fra samme by som Robert Forster og salig Grant MacLennan. Men her hører al lighed op.