Kategoriarkiv: Pop

500 albums fra Elvis

Kun ét af ovenstående fem albums er med på Elvis’ liste.

På denne blog er der nogen, der er glade for lister. (Jeg overvejer af og til at lave en liste over de mindst interessante lister, der har været bragt her, og det er i så fald ikke utænkeligt, at den vil være selvrefererende.)

I Far Out Magazine giver Elvis Costello et bud på en liste over de 500 bedste albums nogensinde.

Jeg bringer af pladshensyn ikke listen her, men det lille udpluk herunder afslører, hvor eklektisk listen (og dens ophavsmand) egentlig er.

The Beatles 
    o With The Beatles – 1963 
    o A Hard Days Night – 1964 
    o Help – 1965 
    o Rubber Soul – 1965 
    o Revolver – 1966 
    o Sgt Pepper – 1967 
    o Past Masters Vol. 2 – 1988 
• Beck 
    o Odelay 
• Bee Gees 
    o Best Of The Bee Gees 
• Ludwig Van Beethoven 
    o Otto Klemperer Live At The Concertgebouw – Symphony #9 – 1965 
    o Symphony #7 – 1975 
    o Late Quartets – 1997 
    o Violin Concerto – 1997 
• Derek Bell 
    o Derek Bell Plays With Himself – 1981 
• Tony Bennett And Bill Evans 
    o The Tony Bennett And Bill Evans Album – 1975 

The Replacements er på listen med All Shook Down, og Crowded House figurer med Temple of Low Men – bestemt ikke dårlige albums, men heller ikke deres bedste. Ej heller Ziggy Stardust er at finde blandt de 500 albums (!!!). Ovre i den klassiske genre bemærker jeg, at Gustav Mahlers 1. symfoni er nævnt i en indspilning fra 1968; underligt at f.eks. Barbirollis indspilning af den 5. symfoni ikke er der.

Men London Calling er selvfølgelig med. Alle kan tage det roligt.

Mesterlige The Visitors

ABBA’s The Visitors (1981) er så vild fordi den er voksenlivsskilsmisse i en helt normal og velfriseret popverden, så langt fra rock-tradition som tænkes kan, hvor den slags nedtursfokus er absolut no go, ialfald på vægtigt, seriøst plan. Fremragent svungne verdensklassemelodier dryppende af alene-sorg, hvor verden indeni skælver og langsomt men sikkert opløses undervejs. Den ‘øvelse’ er mesterligt sat op, suverænt troværdigt udført, ja, billedet står skræmmende skarpt. Mod alle odds det her album. Og dets livskrise er absurd nok blevet hørt og sunget med på af millioner af 5- til 83-årige verden over, da det det udkom i 1981. Sammenbrud forklædt som state of the art-mainstream. En smukkere trojansk hest finder du aldrig. Her giver Kylie Minogue live sit underspillede bud på en af dens sange, endda med Benny Andersson som backup på tangenter…

Samtidig, i 1977

Der kom en dag, hvor jeg for første gang valgte at lægge en video op med Gladys Knight og The Pips. De ser umiddelbart ud til at være tre let ufikse volleyball-trænere. Det var Gladys ikke. Sangen er skrevet af Van McCoy, måske bedst kendt for instrumentalnummeret “The Hustle”.

Robyn til en søndag

Undervældet skuffelse sidste efterår herfra da det seneste Robyn-album udkom. Kun slutsangen ‘Ever Again’ holdt det niveau forventninger var sat til. Det giver derfor mening, den endelig nu er blevet udsendt som almost perfect Robyn-popsingle i eget navn. Og med en promovideo, der satser sine tricks på stor opmærksomhed til afsenderen…

Bruce & Maureen

Hvilken fin fredag. Ikke blot udsender Bruce Springsteen med Western Stars sit bedste album siden Magic (2007), og det første i meget lang tid med sange istedet for numre. Tilmed sange der folder sig ud og vokser ved flere genlytninger. Nej, Sæbys moi Caprice, der velsignede 0’er-tilværelsen med en række fornemme synthpop-albums, er tilbage ud af intet med deres første single i over ti år. Og mikrofonholder Michael Møller har ikke mistet sit unikke talent for hverdagens kolossale drama…

Seems so long ago, Nancy

Fordi det ikke er hver dag den perfekte 60’er-popsangerinde Nancy Sinatra har fødselsdag. Og nej, man spørger ikke til en dames alder. Fantastisk TV-optagelse her af ‘Bang Bang’, sammen med arrangør, producer og guitarist Billy Strange…

Normsoftcore

Tilbage efter mange års fravær, stadig ligeså suverænt dygtige og vildt…irriterende. Vampire Weekend’s musik er lyden af virtuos normcore, og af et NYC-band, hvis hedeste drøm alt for ofte synes at være Paul Simon’s Graceland. Men catchy sange af glasklare popøjeblikke, det kan de ubesværet, som her. Naturligvis er VW blevet enorme.

The Trip

Den her sang forsvinder ofte i bevidstheden, men dukker så pludselig op igen efter flere måneders fravær. Finder aldrig ud af hvor ‘The Trip’ med den engelsk/amerikanske duo Still Corners tog hen, er mere bare taknemmelig for at den fandt helskindet tilbage. Næste onsdag giver Still Corners en sjælden dansk koncert på Loppen, Christiania…

Saturday Boy

Gives der meget mere forårsagtigt end en catchy Saint Etienne-single? Her den spritnye ‘Saturday Boy’, hvis akkordskelet næsten kun kan høres som en uforbeholden kærlighedserklæring til Pet Shop Boys…