Denne Blondie-single kommer helt sikkert ind på en top-10 over personlige favorit-7″ere ever her. ‘Dreaming’, forløbersingle for Eat to the Beat, blev udsendt 14. september 1979. Om så det skyldes Clem Burke’s dynamit-eksplosive trommespil eller Debbie Harry’s isbjergssmeltende stemmebevægelse i front, har verden som sådan aldrig været den samme siden. Her Blondie på BBC’s Top of the Pops i England, hvor sangen nåede næstøverst op på singlehitlisten…
Tror man kender det hele, for alt er jo allerede opdaget, udlevet og registreret. Men så kommer der heldigvis en sang eller en plade ud af ingenting og fortæller en helt anden historie. Denne uge har således ved et tilfælde bragt et album op til overfladen, hvis eksistens på ingen måde var kendt her. The Stranglers’ fransk/engelske bassist Jean-Jacques Burnel udsender i 1988 det fransksprogede soloalbum Un Jour Parfait, hvor han i tæt samarbejde med Stranglers-keyboardmaestro Dave Greenfield giver en række eftertænksomme sange i et mellemeuropæisk moltoneleje, der her bringer stærke mindelser om The Stranglers’ med tiden så positivt voksende elektroniske 1983-popalbum Feline. Jean-Jacques’ mørke tale-vokal kaster i sit franske sprog tillige en direkte forbindelse til Serge Gainsbourg’s senere værker. Er det forkert at anbefale en plade, man kun netop har hørt og anskaffet sig? Isåfald beklager vi herfra.
Blondie’s store gennembrud, den neon-smeltende og stilikoniske Parallel Lines udkommer 8.september 1978. Efter Blondie (1976) og Plastic Letters (1977), som begge er produceret af 60’erpop-vibestærke Richard Gottehrer, har NYC-bandets tredje album den helt anderledes stramt perfektionistiske og ambitiøse engelske hitmester Mike Chapman siddende på magten bag lydpulten. Med hans klare fingeraftryk udover ti selvskrevne sange og to covers bliver Parallel Lines pejlemærket for, hvordan det lyder når punkgenerationen med succes går helhjertet ind på popmusik. ‘Picture This’ er den første af hele seks singler, der bliver udsendt fra albummet. Husker promovideoens betagende enkelhed her fra Jørgen De Mylius’ Eldorado’ på DR, hvor den vistnok endda bliver præsenteret som punk rock; ja, det er en anden tid. Men 48 år i dag, stort tillykke!
…I will give you my finest hour
The one I spent watching you shower…
Foråret 1987, lige udenfor Aarhus. Sent en aften er Hilmer Hassig, Lars Hug og jeg på vej i taxi i retning Mols, hvor Kliche-trommeslager Anders Brill har annonceret en lille fest i sit kolonihavehus. Taxiens radio spiller ‘Don’t Get Me Wrong’, Hug kan hvert et ord og gør den omme på forsædet straks til en Hug-sang med sin skarpe jodlen. Og hvorfor nu den historie? Fordi det er nemt at glemme hvor store The Pretenders var dengang, hvor markant og vigtig en stemme i tiden bandleader, sanger og sangskriver Chrissie Hynde var. Pretenders’ debutalbum i januar 1980 var straks en hit-sensation fra den nye bølge, for her var vel en engelsk – Hynde var emigreret til Storbritannien fra Akron, Ohio for at komme hjem til rocknroll – pendant til amerikanske Blondie, datidens store new wave-smagende popband. Skarptskårne sange af klassisk snit med attitudestærke omkvæd, spillet af et skarpt band og ført an af en stærk, kvindelig stemme, der hverken i lyd eller frasering lød som nogen anden. Debuten er den dag i dag stadig et fremragende vitalt album og klart bandets bedste, for hurtigt mistede Pretenders, trukket ned af London’s hårde stoffer, musikalsk klarsyn. To af fire medlemmer døde af drugs i 1982-83 og herefter var det mere som singlehit-band Pretenders gjorde sig gældende. Disse ord for at markere Chrissie Hynde fylder 75 i dag. Her er hun med Pretenders på BBC’s Top Of The Pops i 1979 med den nær-perfekte andensingle ‘Kid’…
Serge Gainsbourg’s 1973-klassiske ‘Je Suis Venue Te Dire Que Je M’en Vais’, den om at Gainsbourg er kommet for at sige han går, udsat i 1981 for den belgiske new wave-duo Jo Lemaire + Flouze’s kølige synth-take. Den franske nationalsanger var efter sigende selv meget betaget af denne version…
Det er ikke ligefrem noget at fejre, men dog markere, at det i dag er præcis ti år siden Håkan Hellström sidst udsendte et album med kvalitet. Da Du Gamla, Du Fria udkom 26. august 2016 var dens afsender allerede blevet svensk Nya Ullevi-superstjerne, men hørt nu var der endnu den søgen i musikken og tagen sig selv alvorligt som artist, der siden synes gået helt tabt i det umuligt store show-cirkus af en karriere. Hvilket illustreres af denne livefremførsel på svensk TV fra dengang af pladens lyse åbningsnummer. Læg mærke til, Hellström for ti år siden endnu ikke gemmer sig bag cirkushat, bag stok, bag for eksalteret publikumskontakt, bag endeløse Michael Jackson-trin, men istedet bare som en voksen sanger lægger indsats, fokus og sjæl i sin, ja, sang. Og bandet? Hvor de denne sommer atter har været klædt ud som en flok farveblinde børn til fastelavn, kommer de her – ligesom sangeren – anderledes værdigt i deres eget voksentøj. Man skulle tro så meget succes var en sikker billet til kunstnerisk frihed, men virkeligheden i GBG har desværre vist det modsatte. Du Gamla, Du Fria er den bittersøde afsked med det sidste af det frie…
Hvad var en protestsang i de socialbevidste 1970’ere? Her i landet var der vel – groft sagt naturligvis – to veje at gå. Den solidariserende med de undertrykte ville oftest være sunget ovenpå nogle frelserakkorders meget jævne beatmusik af en flok belæste langhårede, der slog et slag ovenfra for arbejderklassen. Den anden vej var indigneret, nærmest hidsig og blev fremført af den lille mand på gulvet himself. Man glemte ikke sådan lige John Mogensens vredes-boogie på ‘Der Er Noget Galt I Danmark’.
Men fra Frankrig i samme periode er her et helt andet take på protest mod tiden. Playboy, fransk popstjerne, Francoise Hardy-kæreste og enfant terrible Jacques Dutronc udsender i 1973 ‘La France Défigurée’, hvor han på tre minutter får stemplet sit hjemland som skamferet, forurenet og falsk. Det er så hvad det er, men sunget med nøgtern sørgmodighed og tilsat noget så uventet som en ret overdådig klassisk popmelodi, samt et bredvinget orkester-arrangement, er vi pludselig et sted, hvor det hele kan være svært at afkode. Fuldtræffer eller total-forbier, døm selv. Teksten står Google Translate-oversat herunder…
Jeg ville ønske du hed Marie
og var fuld af ynde
men du hedder Frankrig
og du er skamferet
Ja du er mit skamferede Frankrig
mit Frankrig med betonblokke og fældede skove
mit Frankrig belagt med brutale højhuse
mit Frankrig med spildevand og sorte have
Jeg ville ønske du hed Marie
og var fuld af ynde
men du hedder Frankrig
og du er skamferet
Ja du er mit skamferede Frankrig
mit Frankrig med urobetjente og forvredet metal
mit Frankrig i nød med hormonfyldt kyllingekød
mit Frankrig med fedtet papir og forfalsket vin
Jeg ville ønske du hed Frankrig
og at du blev som du var
som dengang vi plejede at tage hen og drikke
den lille hvidvin fra Nogent
som da vi plejede at tage hen og se
det lyserøde kirsebærtræ og det hvide æbletræ
Der er bands til enhver årstid. Et der høres meget her om sommeren er Lower East Side’s Blondie, hvis neonsmeltende new wave er tilpas kølig til at lindre selv de varmeste dage og nætter. I sin første periode – altså den de er kendte og berømte for – udsendte Blondie seks albums. To af dem er lovende gode, tre decideret mesterlige, mens det sidste skilsmissealbum halter mærkbart efter. Tredjealbummet Parallel Lines (1978) blev det store gennembrud og kastede ikke mindre end seks singler af sig. At ‘11.59’ ikke var en af dem er meget svært at forstå. Keyboardspiller Jimmy Destri’s sang har alt det drama, heartbreak og melodiske schwung en klassisk stærk popsang ofte er gjort af. Her playbacker Debbie Harry og co. ‘11.59’ under et besøg i efteråret 1978 på hollandske Toppop…
Lidt forundret over ikke før at have hørt den her fra marts 1964 med Sylvie Vartan. Filmsangen ‘La Plus Belle Pour Aller Danser’ holdt førstepladsen på den franske hitliste i 11 uger. Videoens forbløffende tekniske kvalitet må skyldes en blanding af dens filmbaggrund og så vel den efterhånden allestedsnærværende AI-tryllestav. Også først nu det rammer her, at Saint Etienne’s single ‘Sylvie’ kun kan være en hommage til Vartan….
Vi har brug for ny musik. Kan ikke udelukkende leve af lyde fra i går. Derfor bør man altid være lidt taknemmelig, når der er en ny sang, et netop udsendt album eller en råfrisk artist, der taler til en. Fordi livet også har brug for at blive spejlet i her og nu. Herunder er Charli xcx’s nye single ‘Camera’. Kan jeg lide den? Måske, arbejder på det netop i dette øjeblik. Men hendes forrige om at vende dansegulvet ryggen og dyrke rocknroll, den kunne et eller andet, både i indhold og musik. Den credit i banken indløser hun lige her…
Billeder fra Cimitiére Père Lachaise, besøgt på denne solskinsdag i juli 2026. Her førte gåturen til besøg ved Edith Piaf, Frédéric Chopin, Anna Karina, Mano Solo, Claude Chabrol, Marie Trintignant, Miguel Ángel Asturias og Jim Morrison. Og til alle mindesmærkerne for folkedrabene i Bosnien, Rwanda og i de nazistiske koncentrationslejre. Gribende, men vigtigt. I denne verden vil jeg ikke være trist.
Barndomshelte burde aldrig dø. Ham her var min første. Dyrkede Kevin Keegan intenst mens han var i Liverpool. Købte Shoot! Magazine hver eneste onsdag for at læse den ugentlige spalte i hans navn, han helt sikkert aldrig selv skrev. Samlede på billeder, både sort/hvid og farve. Hørte hans kampe med Liverpool på engelsk radio. Så ham i TV når det endelig kunne lade sig gøre. Efterspillede kampe med ham alene på gruspladsen ude foran mine forældres hus. Han var der hele tiden. Men fra i dag er han der slet ikke mere. Helte burde aldrig dø.
Efter Liverpool tog Keegan – i bedste The Beatles-stil – nogle år i Hamburg. Det var der han i 1979 indspillede og udsendte denne single, skrevet/produceret til ham af Chris Norman/Pete Spencer fra Smokie. Da var jeg selv forlængst videre, men lige i dag føles det alligevel ikke helt sådan. Hvis en så banal plastik-popsang kan ramme en nu, så bør der vist strammes gevaldigt op…
De depressive Cure-år lå i bagspejlet. Nu var der istedet catchy popsingler og energiske omkvæd, alle kunne synge med på. Dags dato i 1985 udkom singlen ‘Inbetween Days’ som forløber for Head on the Door. Det var det år hvor New Order pludselig lød som The Cure og The Cure samtidig lånte tricks fra New Order, hvad denne single da også ved første afspilning gav indtryk af. Her en liveudgave dengang fra et TV-show somewhere…
Vi startede denne 14. juli med det nyforelskede par Jane og Serge i sommerlige Paris . Men siden da har Frankrig i aften tabt semifinalen ved VM i fodbold. Så nu slutter vi den franske nationaldag her i 1973 med vinter i St. Tropez. Væk er ubekymrede smil, fjern er tilværelsens ulidelige lethed. Her synger Serge til sin kommende ekskone, at han er kommet for at sige han går. På de levende billeder ser det ud som om hun godt ved, det en dag kommer til at ske. Men der er syv år til endnu…
Denne måske absolutte favorit med Françoise Hardy har været postet på siden før, men fortjener et genhør, idet sangen kun findes som skyggespor på EP’en med centrale ‘Voila’ fra 1967 og som sådan står skammeligt overset. Når denne brise først spiller på grammofonen, så forestiller vi os gerne, at Mademoiselle Hardy i 1967 havde taget Amerika-damperen fra Le Havre til New York og der havde fået drejet hovedet på Andy Warhol i en grad, så hans opfindelse Nico var blevet droppet som sangerinde til The Velvet Underground, der istedet ville have lydt præcis sådan her featuring Françoise…