Titiyo – selv med Thåström ombord som gæst – undervældede desværre lidt (mest pga. selve sangen), Suede var befriende Suede-naturlige, men den største overraskelse var denne Paul Weller-single. Havde aldrig troet at skulle se den tidligere benhårde frontmand fra The Jam og siden så højtravende soul-purist kaste sig over en kridhvid, tårefyldt Bee Gees-ballade, og tilmed levere den med et så løftende, indfølt, helt igennem uironisk sangforedrag ovenpå de bristende strygere. Måske det bare er mig, men jeg oplever det her som virkelig godt …
Kategoriarkiv: Pop
1 år
Et år siden Françoise Hardy, indbegrebet af den franske yeye-popmusiks lyd, gik bort. Her er hun på toppen af sin karriere i 1969 med den italienske (og bedste version) af hendes eget franske bud på det engelske baroque pop-band Nirvana’s ‘Tiny Goddess’. Elsker hvert sekund af denne sørgmodigt-lyse sang og video med ulastelige Hardy i sort læderfrakke på en formodentlig italiensk travbane engang for længe siden…
Sail on, sailor
Tak til Brian Wilson for den særegne, sofistikerede popmusik og de ord, der nærmest eskapistisk præsenterede en bedre og mere salig verden end den, han egentlig besang. En vanskelig og udfordret person med et talent af de helt sjældne, for hvem det naturligvis undervejs måtte gå galt. Som f.eks. da hans psykolog Dr. Landy i en årrække fik fuld kontrol over Wilson’s liv og penge, ja, endda blev hans business manager, co-sangskriver og executive producer. Sådan noget sker ikke for normale mennesker. Men den slags bliver lige meget nu, hvor kun sangene fra Brian Wilson’s så følsomme indre står lyslevende tilbage. The Beach Boys er lyden af solskin…
Brian Wilson er død
Den geniale, men martrede sangskriver døde i dag, 82 år gammel. Misbrugsproblemer, overvægt og psykisk sårbarhed plagede ham i en stor del af voksenlivet, og i sine sidste år blev han ramt af demens. Dertil kom slægtsfejder – Beach Boys er endnu et af mange eksempler på at det ikke er en entydigt god idé at danne et band med sine søskende (for slet ikke at tale om at have en fætter med). Men så var der også musikken, og den er noget helt særligt. Her er et af Wilsons mesterværker fra det med rette legendariske Pet Sounds.
Drengene fra the Rum Runner +45 år senere
Duran Duran har været meget synlige de sidste dage, op til deres show på Amager i aftes. Der var fotos af dem til udstilling på Louisiana, foran Arne Jacobsen-benzintanken på Strandvejen, fanfotos foran hotellet, en fik underskrevet debutpladen med det hvide cover, og så alle koncertbillederne fra i aftes sendt afsted med gensynets kun hengivne ord. En avisanmeldelse i dag skriver dog, at Birmingham-bandet ikke havde hits nok til at styre aftenen sikkert i begejstringens havn. Lyder ret besynderligt at det skulle være tilfældet, specielt da setlisten kun havde tre sange med fra karriere-peaket Rio (1982). Det album købte jeg selv først for et par år siden i Berlin, en velholdt engelsk førsteudgave, den med det teksturerede pladecover. For de var aldrig mit band dengang overhovedet med highlife-posing og new romantic-letvægtspop, observerede dem kun på hitliste-afstand via deres mange (!) hitsingler. Af dem var ‘Planet Earth’ en tidlig guilty pleasure, som naturligvis blev spillet til showet i aftes, i modsætning til min egen absolutte DD-favorit her, som helt kriminelt ikke blev givet…
Er faklen tilbage?
Lokalt 12C, blæst og let regn her til aften er nok ikke hvad folk i Sverige havde drømt om, da de for længe siden købte billet til aftenens første af de tre juni-shows med Håkan Hellström på hans enorme Nya Ullevi-hjemmebane i midten af Göteborg. Håb herfra om at den svenske sanger, der på det seneste tydeligvis har ændret kurs og lige nu styrer mod en form for kunstnerisk rehabilitation, varmer sig selv, sit store band og de i aften +70.000 med de fire nye sange/numre han hidtil har udsendt i år…
Morten Harket
Alle gode ønsker herfra til Morten fra A-ha, der ifølge nyhederne fra Norge i går kæmper hårdt med Parkinsons…
Dem som forsvandt
Var det ikke, set nu i bakspejlet, et sært spøgelsesblegt comeback Kent begik i marts måned? En flygtig uge var de der – på stadion i Johanneshov og på alle de store medier – med en for ueventyrlig setliste, der gav os alle en lidt tam middle of the road-oplevelse af et band, der tidligere i levende live aldrig var netop dét. Og så var de ellers straks sporløst væk igen, næsten som var det hele bare en luftspejling. Hvis de seks koncerter og deres enormt anlagte scenografi trak tråde tilbage til noget i Kent’s egen historie, så var det jo afskedstouren i 2016. Og en genkomst der minder om det tunge farvel der gik op til, nej vel, det er en dræber. Men måske det hele alligevel var godt for noget. Måske den kollektive erkendelse af triste ens scenekostumer og de lidt for kolossus-stivbenede aftener i arenaen én gang for alle slog mange års heftige drømme ihjel om en egentlig Kent-genopstandelse, altså den med ny musik, noget på spil og de fire individualister, der engang var et så levende band. For den tanke ligger anderledes død nu. Herfra er der isåfald med Kent kun musikken tilbage. Men den fejler heldigvis stadig slet intet. Her er det Joakim Berg, der helt alene synger et nummer af Olle Ljungström. Som kun han kan gøre det…
Roxy’s sidste musik
Der er ikke mange TV-optrædender med Roxy Music fra omkring udgivelsen af bandets sidste album Avalon, som bliver udsendt 28. maj 1982. En af de meget få er på dette spanske TV-program, som besøges ugen lige efter udgivelsen. Den så Bryan Ferry-længselsfulde og über-romantiske Avalon bliver med sin state of the art-popproduktion, hvis luksuriøse lyddesign sætter en helt ny standard, den sommers udbredte lyd i Europa…
Svensk tysk italiensk
Molly Nilsson fra Sverige har tidligere udsendt synthmusik fra Berlin (vi hørte hendes ‘I Hope You Die’ en sommer), men om hun bor der endnu stiller denne italiensksprogede nye single fra hende åbent spørgsmål om. På denne sang, hvis titel oversættes til ‘lidt tættere på himlen’, er både tonesproget og billederne ialfald blevet markant sydlandsk lysere…
Introducing…The Smiths!
Det skramler og gynger, produktionen er alt andet end delikat, men sangens egenartede styrke ikke til at tage fejl af. 13. maj 1983 udsender det nye ukendte Manchester-band The Smiths sin første single og således, som en anden regngrå svaneunge, er et af de i dag retrospektivt vigtigste engelske bands sendt afsted…
Blondie-kærlighed
Var så heldig en nat i weekenden at være på en bar, der spillede Blondie’s Eat to the Beat (1979). Producer Mike Chapmann, der allerede året før stod bag lyden på gennembrudsværket Parallel Lines, var virkelig en guds gave for det indtil da ret så laissez-faire-skramlende Lower East Side-band, han virkelig fik strammet op og gjort new wave/pop-shiny. En ting der dog altid går mig på ved Eat to the Beat; hvorfor et af mine absolutte favoritnumre med bandet aldrig blev udsendt som single derfra. Er sikker på at kloden ville have set bedre ud i dag med en historie bag sig, hvor ‘Slow Motion’ havde velsignet samtlige den vestlige verdens hitlister…
Ingen weltschmertz
Dagens friske single fra norsk/danske Smerz. Noget sært dragende over den minimalistisk-sørgmodige backing under kvinderne, der transmitterer den søgende nats tanker og indtryk ude fra byen, den der øjensynligt skal danses væk til der ikke findes noget mere mere. Smerz’ nye album Big City Life udkommer på Escho sidst i maj…
Think I’ll miss you forever…
Den her cover fra sidste sommer fortjener næsten en gentagelse i forbindelse med de seneste dages opslag her: Patti Smith synger Lana Del Rey. Denne version måtte gerne komme i en studieindspilning. For nyligt roste Smith også Del Rey’s ‘Ride’. Måske der er mere på vej…
You were born to be the one to hold thе hand of the man who flies too close to thе sun…
Det er først denne overdådige liveudgave fra weekendens show på Stagecoach, der har fået det til at stå klart frem her, hvor god en sang Lana Del Rey’s nye single ‘Henry, Come On’ egentlig er…