Kategoriarkiv: Pop

Velkommen tilbage, Morten

For hvem end der på et tidspunkt er blevet henført af A-ha og da ikke mindst Morten Harket’s uforlignelige, længselsfulde stemme, er det – ovenpå nyheden for et års tid siden om alvorlig sygdom – decideret rørende at høre ham ud af intet på denne comeback-single, der udkommer i dag…

Tag mig hjem nu, Gustav Winckler…

Det er en skam tekstoversættelsen ikke er bedre og mere løfterig på denne danske version af ‘Will The Circle Be Unbroken’. For Gustav Winckler synger så mesterligt sangen om livets cirkel helt op og hjem. Nørrebro-croonerens egen løbebane blev sluttet syd for Viborg en frostkold januarnat i 1979, da hans blå Mercedes i glat føre kørte af vejen ikke langt fra Thorning…

Parallelle liv

Siden bragte først denne post 8. september. Prematurt, viser det sig nu. For Blondie’s tredje album blev udsendt den dato i USA, men først 23. september her i Europa. Beklager vi ikke har mere styr på vores stof., Her sendes de kulørte raketter afsted mod himlen igen…

Blondie’s store gennembrud, den neon-smeltende og stilikoniske Parallel Lines udkommer 8.september 1978. Efter Blondie (1976) og Plastic Letters (1977), som begge er produceret af 60’erpop-vibestærke Richard Gottehrer, har NYC-bandets tredje album den helt anderledes stramt perfektionistiske og ambitiøse engelske hitmester Mike Chapman siddende på magten bag lydpulten. Med hans klare fingeraftryk udover ti selvskrevne sange og to covers bliver Parallel Lines pejlemærket for, hvordan det lyder når punkgenerationen med succes går helhjertet ind på popmusik. ‘Picture This’ er den første af hele seks singler, der bliver udsendt fra albummet. Husker promovideoens betagende enkelhed her fra Jørgen De Mylius’ Eldorado’ på DR, hvor den vistnok endda bliver præsenteret som punk rock; ja, det er en anden tid. Men 48 år i dag, stort tillykke!

…I will give you my finest hour
The one I spent watching you shower…

Den sidste turné

Saint Etienne stopper i år efter kun lidt over tre årtier. Det var der en god (og lidt vemodig) artikel om i The Irish Times i lørdags.

Vi har tit rost den engelske trio her på på bloggen. Nogen ville måske indvende, at vore dages popmusik lyder temmelig meget anderledes end hvad Bob Stanley, Sarah Cracknell og Pete Wiggs frembragte. Men egentlig gør det ikke noget. Deres sange, hvor det vemodige og det finurlige ofte stod side om side på iørefaldende vis, var og er noget særligt. Og hvor havde f.eks. The Cardigans været uden Saint Etienne?

Jeg har kun været til én koncert med Saint Etienne; det var på Roskilde-festivalen i 2000. Stemningen på scenen og blandt publikum var god, og jeg husker, at det faktisk var en dejlig koncert, Men da jeg og min gode ven Per kom ud fra teltet, var alt forandret efter en afbrudt koncert med Pearl Jam.

Everybody’s got to learn sometimes

Havde det stramt i 1980 med de stille vers på engelske The Korgis’ hitsingle ‘Everybody’s Got To Learn Sometimes’. Klaver-akkorderne stod sært udvaskede på den vestamerikanske singer-songwritermåde fra før punk. Og sangordenes banalitet lød som fra samme historiske kompost. Og så var den endda den meget voksne violinsolo i C-stykket. Men altså, omkvædet, det var tæt på uimodståeligt med sin molløftende og svimlende vemodige Prophet 5-tsunami, specielt som det udviklede sig hen mod slutningen af sangen, hvor trommer var faldet ind, vokal ud og både synths samt Solina-strings bare blev skruet op og op i mixet. En vildt forførende musik. Faldt over singlen forleden og må tilstå nu, det var en stor fejl dengang at afskrive sangen på baggrund af de vers, der funktionelt lægger så underspillet perfekt op til den store forløsning. Ja, alle skal blive klogere på et tidspunkt, som titlen siger det. Her tog det så 46 år…

At drømme er gratis

Denne Blondie-single kommer helt sikkert ind på en top-10 over personlige favorit-7″ere ever her. ‘Dreaming’, forløbersingle for Eat to the Beat, blev udsendt 14. september 1979. Om så det skyldes Clem Burke’s dynamit-eksplosive trommespil eller Debbie Harry’s isbjergssmeltende stemmebevægelse i front, har verden som sådan aldrig været den samme siden. Her Blondie på BBC’s Top of the Pops i England, hvor sangen nåede næstøverst op på singlehitlisten…

Fransk Stranglers-drøm

Tror man kender det hele, for alt er jo allerede opdaget, udlevet og registreret. Men så kommer der heldigvis en sang eller en plade ud af ingenting og fortæller en helt anden historie. Denne uge har således ved et tilfælde bragt et album op til overfladen, hvis eksistens på ingen måde var kendt her. The Stranglers’ fransk/engelske bassist Jean-Jacques Burnel udsender i 1988 det fransksprogede soloalbum Un Jour Parfait, hvor han i tæt samarbejde med Stranglers-keyboardmaestro Dave Greenfield giver en række eftertænksomme sange i et mellemeuropæisk moltoneleje, der her bringer stærke mindelser om The Stranglers’ med tiden så positivt voksende elektroniske 1983-popalbum Feline. Jean-Jacques’ mørke tale-vokal kaster i sit franske sprog tillige en direkte forbindelse til Serge Gainsbourg’s senere værker. Er det forkert at anbefale en plade, man kun netop har hørt og anskaffet sig? Isåfald beklager vi herfra.

Precious kid…

Foråret 1987, lige udenfor Aarhus. Sent en aften er Hilmer Hassig, Lars Hug og jeg på vej i taxi i retning Mols, hvor Kliche-trommeslager Anders Brill har annonceret en lille fest i sit kolonihavehus. Taxiens radio spiller ‘Don’t Get Me Wrong’, Hug kan hvert et ord og gør den omme på forsædet straks til en Hug-sang med sin skarpe jodlen. Og hvorfor nu den historie? Fordi det er nemt at glemme hvor store The Pretenders var dengang, hvor markant og vigtig en stemme i tiden bandleader, sanger og sangskriver Chrissie Hynde var. Pretenders’ debutalbum i januar 1980 var straks en hit-sensation fra den nye bølge, for her var vel en engelsk – Hynde var emigreret til Storbritannien fra Akron, Ohio for at komme hjem til rocknroll – pendant til amerikanske Blondie, datidens store new wave-smagende popband. Skarptskårne sange af klassisk snit med attitudestærke omkvæd, spillet af et skarpt band og ført an af en stærk, kvindelig stemme, der hverken i lyd eller frasering lød som nogen anden. Debuten er den dag i dag stadig et fremragende vitalt album og klart bandets bedste, for hurtigt mistede Pretenders, trukket ned af London’s hårde stoffer, musikalsk klarsyn. To af fire medlemmer døde af drugs i 1982-83 og herefter var det mere som singlehit-band Pretenders gjorde sig gældende. Disse ord for at markere Chrissie Hynde fylder 75 i dag. Her er hun med Pretenders på BBC’s Top Of The Pops i 1979 med den nær-perfekte andensingle ‘Kid’…

Du gamle, du engang så frie

Det er ikke ligefrem noget at fejre, men dog markere, at det i dag er præcis ti år siden Håkan Hellström sidst udsendte et album med kvalitet. Da Du Gamla, Du Fria udkom 26. august 2016 var dens afsender allerede blevet svensk Nya Ullevi-superstjerne, men hørt nu var der endnu den søgen i musikken og tagen sig selv alvorligt som artist, der siden synes gået helt tabt i det umuligt store show-cirkus af en karriere. Hvilket illustreres af denne livefremførsel på svensk TV fra dengang af pladens lyse åbningsnummer. Læg mærke til, Hellström for ti år siden endnu ikke gemmer sig bag cirkushat, bag stok, bag for eksalteret publikumskontakt, bag endeløse Michael Jackson-trin, men istedet bare som en voksen sanger lægger indsats, fokus og sjæl i sin, ja, sang. Og bandet? Hvor de denne sommer atter har været klædt ud som en flok farveblinde børn til fastelavn, kommer de her – ligesom sangeren – anderledes værdigt i deres eget voksentøj. Man skulle tro så meget succes var en sikker billet til kunstnerisk frihed, men virkeligheden i GBG har desværre vist det modsatte. Du Gamla, Du Fria er den bittersøde afsked med det sidste af det frie…

Et skamferet Frankrig

Hvad var en protestsang i de socialbevidste 1970’ere? Her i landet var der vel – groft sagt naturligvis – to veje at gå. Den solidariserende med de undertrykte ville oftest være sunget ovenpå nogle frelserakkorders meget jævne beatmusik af en flok belæste langhårede, der slog et slag ovenfra for arbejderklassen. Den anden vej var indigneret, nærmest hidsig og blev fremført af den lille mand på gulvet himself. Man glemte ikke sådan lige John Mogensens vredes-boogie på ‘Der Er Noget Galt I Danmark’.

Men fra Frankrig i samme periode er her et helt andet take på protest mod tiden. Playboy, fransk popstjerne, Francoise Hardy-kæreste og enfant terrible Jacques Dutronc udsender i 1973 ‘La France Défigurée’, hvor han på tre minutter får stemplet sit hjemland som skamferet, forurenet og falsk. Det er så hvad det er, men sunget med nøgtern sørgmodighed og tilsat noget så uventet som en ret overdådig klassisk popmelodi, samt et bredvinget orkester-arrangement, er vi pludselig et sted, hvor det hele kan være svært at afkode. Fuldtræffer eller total-forbier, døm selv. Teksten står Google Translate-oversat herunder…

Jeg ville ønske du hed Marie
og var fuld af ynde
men du hedder Frankrig
og du er skamferet

Ja du er mit skamferede Frankrig
mit Frankrig med betonblokke og fældede skove
mit Frankrig belagt med brutale højhuse
mit Frankrig med spildevand og sorte have

Jeg ville ønske du hed Marie
og var fuld af ynde
men du hedder Frankrig
og du er skamferet

Ja du er mit skamferede Frankrig
mit Frankrig med urobetjente og forvredet metal
mit Frankrig i nød med hormonfyldt kyllingekød
mit Frankrig med fedtet papir og forfalsket vin

Jeg ville ønske du hed Frankrig
og at du blev som du var
som dengang vi plejede at tage hen og drikke
den lille hvidvin fra Nogent
som d
a vi plejede at tage hen og se
det lyserøde kirsebærtræ og det hvide æbletræ

The ones that got away

Der er bands til enhver årstid. Et der høres meget her om sommeren er Lower East Side’s Blondie, hvis neonsmeltende new wave er tilpas kølig til at lindre selv de varmeste dage og nætter. I sin første periode – altså den de er kendte og berømte for – udsendte Blondie seks albums. To af dem er lovende gode, tre decideret mesterlige, mens det sidste skilsmissealbum halter mærkbart efter. Tredjealbummet Parallel Lines (1978) blev det store gennembrud og kastede ikke mindre end seks singler af sig. At ‘11.59’ ikke var en af dem er meget svært at forstå. Keyboardspiller Jimmy Destri’s sang har alt det drama, heartbreak og melodiske schwung en klassisk stærk popsang ofte er gjort af. Her playbacker Debbie Harry og co. ‘11.59’ under et besøg i efteråret 1978 på hollandske Toppop…

August yé-yé

Lidt forundret over ikke før at have hørt den her fra marts 1964 med Sylvie Vartan. Filmsangen ‘La Plus Belle Pour Aller Danser’ holdt førstepladsen på den franske hitliste i 11 uger. Videoens forbløffende tekniske kvalitet må skyldes en blanding af dens filmbaggrund og så vel den efterhånden allestedsnærværende AI-tryllestav. Også først nu det rammer her, at Saint Etienne’s single ‘Sylvie’ kun kan være en hommage til Vartan….

Ny musik: Nat og dag

Vi har brug for ny musik. Kan ikke udelukkende leve af lyde fra i går. Derfor bør man altid være lidt taknemmelig, når der er en ny sang, et netop udsendt album eller en råfrisk artist, der taler til en. Fordi livet også har brug for at blive spejlet i her og nu. Herunder er Charli xcx’s nye single ‘Camera’. Kan jeg lide den? Måske, arbejder på det netop i dette øjeblik. Men hendes forrige om at vende dansegulvet ryggen og dyrke rocknroll, den kunne et eller andet, både i indhold og musik. Den credit i banken indløser hun lige her…