David Bowie’s udstråling og performance på Top of the Pops for næsten præcis 30 år siden får straks hans kollaboratører i Pet Shop Boys til at blegne og blive to grå mus. Der er vist kun ét ord for den slags; karisma. Og hvad kan man sige om David Bowie og Brian Eno’s nummer? Det kom med energi som en frisk brise, men stor langtidsholdbarhed var ikke dets fremmeste styrke, hverken i melodi eller nu dette hitsøgende lyddesign af PSB til endnu et kapitel i den fortsatte historie om Bowie-karakteren Major Tom…
Kategoriarkiv: Pop
Goodbye Spaceboy
BBC6 markerede også 10-årsdagen for Bowie’s bortgang forleden. Her en halv times udsendelse hvor Pet Shop Boys’ Neil Tennant bl.a. fortæller om sin opvækst med og sit forhold til ham, 70’erne i London, Bowie’s musik, hans seksualitets betydning, glam og PSB’s senere Bowie-samarbejde på ‘Hello Spaceboy’. Velartikulerede Tennant, naturligvis en glimrende fortæller, gør det her til god radio.
Tillykke, Ron!
Og nu vi alligevel er i gang med at hylde mine med-fødselarer, må vi ikke glemme Ron Sexsmith, der faktisk både deler fødselsdag og fødselsår med mig. Ligesom Elvis og David er min canadiske tvilling Ron en god mand, og jeg ville ønske, han ikke så så trist ud så tit.
Tillykke med de 89, Shirley
Ud over Elvis Presley og David Bowie er jeg så heldig at dele fødselsdag med Shirley Bassey. I dag fylder hun 89. Her er hun med en sang, hendes landsmænd The Manic Street Preachers skrev til hende i sin tid. Sangen lyder på én gang som noget, den walisiske trio selv kunne have indspillet (nok med en lidt anden tekst), og noget, der hører hjemme hos James Bond.
Da fremtiden var ung
Den kortlivede franske elektroduo The Droids (Fabrice Cuitad og Yves Hayat) besøger i 1977 italiensk TV og optræder der – flankeret af space-danserinde Chantal Dardenne – med deres single ‘The Force’. Året efter er nummeret med på bandets eneste album Star Peace – titlen afledt af Star Wars – og så er det forbi, et hurtigt elektrisk stød. ‘The Force’ giver i sin samtid fuld honnør til både Kraftwerk og Giorgio Moroder ovre i Vesttyskland. Godt tyve år senere høres det, at Daft Punk må have lyttet med i Paris…
Her apropos den engelske 1976-punker og musikjournalist Jon Savage’s ord om den tids discomusik, der oftest blev hængt ud som det laveste af det lave:
Forget all the Disco Sucks bollocks, this was where the creativity was. Many of the qualities of Disco that were so derided were mirror images of those qualities that were celebrated in Punk: an annihilating insistence on sex as opposed to puritan disgust; a delight in a technology as opposed to a Luddite reliance on the standard Rock group format; acceptance of mass production as opposed to individuality. It was the difference between 1984and Brave New World: between a totalitarian nightmare or a dystopia accomplished through seduction. […] Disco’s stateless, relentlessly technological focus lent itself to space/alien fantasies which are a very good way for minorities to express and deflect alienation: if you’re weird, it’s because you’re from another world. And this world cannot touch you.
Er du LykkeLi nu?
Forleden hørte vi her David Lynch med Lykke Li som forsangerinde på hans musikalske yndlingsbesættelse af skæbnesvanger amerikansk uskyldspop fra forgangne tider. Her er den svenske torch singer i eget navn med en af de ni sange fra I Never Learn (2014), hendes hidtil måske mest vellykkede album…
BB RIP!
Brigitte Bardot skal ikke huskes her for det hun blev, men langt snarere for hvad hun var; et ungt europæisk symbol på den sorgløse epoke af tidlig popkultur. Og jo, så var hun samtidig selveste Serge Gainsbourg’s muse, før Jane Birkin gjorde sin entré i Paris. Hør nu bare her…
Hjerternes fest
En glædelig hjerternes fest fra Pastor Webmaster og jeg til jer alle. Kunne have valgt den før spillede ‘Fairytale Of New York’ som musikalsk ledsagelse, men i år må De Gyldne Løver med irsk blod i hjertet vige for det stive hvide beat fra Nordengland med en sang, der har placering i LS-folklore. Desuden var det netop PSB’s version af ‘Always On My Mind’, der i julen 1987 holdt den verdens bedste julesang med The Pogues fra førstepladsen på den engelske singlehitliste. Og sådan kan skæbnen være så lunefuld, selv ved juletid. Spørg bare den lille pige med svovlstikkerne om dét. Måske det er hende Neil Tennant her synger ud til fra Top of the Pops’ varme studier i White City, London…
Antony Price RIP!
Bryan Ferry har i går delt denne TV-reportage fra 1986 om det engelske modeunikum Antony Price, Ferry/Roxy Music’s tøjdesigner, art director og coverstylist, der døde forleden i London…
Musik for voksne mennesker anno 2025
Trænger vi ikke til noget country efterhånden? Eller hvad med noget new wave?
Nu kan I i al fald læse en uprioriteret liste over albums, jeg har lyttet til i året, der snart vil være “sidste år”. Læs mere her – det er vores nye feature. Denne blogs anden forfatter har allerede skrevet om sit bud på årets album, der i hans tilfælde udkom i 1979. Men måske kommer han også med en bemærkning eller to.
Sandinista 45!
Sangeren rabler en masse sange af sig. Guitaristen tager mikrofonen på en håndfuld tracks. Bassisten synger for på et nummer. Trommeslageren har også et. Sangerens busker-ven, den violinspillende Tymon Dogg fra deres fælles besætterdage i London, synger en sang. Dennes små børn er også med i studiet og har et gammelt nummer, hvor de synger for med deres lyse stemmer. Måske billedet tegner sig her af det gigantiske musikalske kludetæppe The Clash’s tredobbelte album Sandinista! – der blev udsendt i dag for 45 år siden – er. Nogle stærke regulære sange, og så en masse (!) løse jams/stileksperimenter, der tilsammen udgør en meget uoverskuelig, dog generelt også sært varm, charmerende rodebutik. Et state of mind-album, hvor den afstukne kurs med konsekvens hele tiden ændres; verdens mest rastløse jukebox. Naturligvis havde albummet vundet i fokus ved at blive stærkt nedbarberet. Fo regulært markante sange, der ville have klaret sig med på en normal Clash-plade? ‘The Magnificent Seven’, ‘Something About England’, ‘Rebel Waltz’, ‘Somebody Got Murdered’, ‘Up On Heaven’, ‘One More Time’, The Equals-coverversionen ‘Police On My Back’, ‘The Equaliser’, ‘The Call Up’, ‘Washington Bullets’, ‘Charlie Don’t Surf’ og vel ‘Street Parade’, altså ungefähr kun 12 ud af de 36 tracks på de seks pladesider. Men nej, stædigheden vandt og dét er vel også smukt i en branche, der elleve ud af ti gange skærer hjørner, optimerer og tager den slagne, velbevandrede vej. Den kender vi kun for godt. Så tillykke til eventyrlystne og alt-for-meget-på-en-gang-insisterende Sandinista! i dag.
Teen Idol
William Michael Albert Broad – bedre kendt som Billy Idol – bliver 70 denne søndag. Ikke en artist med stor tyngde, snarere en figur som med det rette punk-look – og den rigtige pre-Sid Vicious-overlæbe – på det rette punk-tidspunkt smart fandt sig en karriere som gammeldags popstjerne uden højere til loftet end talentet kunne bære. Mindeværdige øjeblikke? Mange vil nok sige et af hans to-tre MTV-solohits fra 80’erne, men herfra er der lidt mere tid til den første tid i punkbandet Generation X, hvis første tre singler egentlig gjorde det de skulle i grænselandet mellem street-punk og Sweet-glam. Her den første af dem…
Glemt hit fra Merseyside
Havde helt glemt det her one hit wonder fra 1983, en musik, der når omkvædet kommer svævende ind på kaleidoskopisk lys, udelukkende kan være fra Liverpool. Icicle Works lavede såvidt vides her aldrig noget af helt samme uafviselige klasse…
Art of the cover, cover of the art
Må have en post her om det spanske fænomen Rosalia’s nye album Lux, så om ikke andet et af årets mest tilfredsstillende æstetiske pladecovers kan pryde denne blog. Lux udkommer netop nu til så superlative anmeldelser, albummet muligvis kan blive en gamechanger indenfor global mainstream-pop. En popmusik der på Lux er klædeligt melodisk tro mod sine spansk-europæiske rødder og aldrig forfalder til det amerikanske R&B-game, flertallet af hendes kollegaer blandt tidens superstjerner spiller. Lux er et overvældende sansebombardement, hvis rastløse musikalske effektjagt ofte skyder tankerne i retning af grandiøs, semiklassisk filmmusik til nutidens Hollywood-blockbusters. Tænk ‘Bohemian Rhapsody’ på Lady Gaga-amfetamin. Eller storslåede arier sunget af Maria Callas for længe siden på et mægtigt teater i Milano. 1000 strygere spillere dramatisk op, kor flænser luften bag Rosalia’s hyperadrætte og altid passionerede stemme. Alt er i spil og kan vendes på hovedet i næste sekund. Redefinerer man så den brede musik her, eller sættes barren så ambitionsmæssigt højt, tidens pop-slam vil fortsætte med at flyde ufortrødent videre under den? Når Rosalia rammer den helt rette melodi – og det sker – er der rørende øjeblikke med hende i centrum foran al staffage og de ekstravagante kulisser i sangenes dybe rum. Men det er svært ikke at blive udmattet af 49 minutters så koncentreret intensitet med konstant skiftende temperament. Lux er umiddelbart som markør en imponerende distanceblænder. Måske endda det utålmodige, aldrig hvilende album også kan meget mere end det, men det er nok for tidligt at sige endnu.
Den originale coverversion?
Man støder på en ny sang, men det er som om den ikke er ny. Den føles som en coverversion af en sang, man aldrig har hørt får, fra et andet band man engang kendte. I dette tilfælde drejer det sig om åbningsnummeret fra det nye, andet album med London-bandet The Last Dinner Party, der her lyder som et nummer Sparks-brødrene Ron og Russel Maek kunne have skrevet og indspillet omkring 1974, men det har de bare ikke. Her er det alligevel. The Last Dinner Party er blændende dygtige. Måske endda lidt for kompetente for deres eget bedste? Hvis man kan det hele ubesværet, kan det være svært at finde sin egen musik. Det hedder Nina Hagen-syndromet…