NYC-outsiderdarlings Yeah Yeah Yeahs er i dag tilbage efter (for) mange års fravær med et nyt album og en ny sound langt fra den bevidst støjende guitardrevne primal-energi, som var trioens udgangspunkt way back. Her Karen O & co. med en opdateret skarp og synth-ladet lys popmusik, som vel næppe findes ret meget mere opløftende i kaosåret 2022…
Kategoriarkiv: Pop
Yuro pop
De fleste af os hørte først ‘Interlude’ som en duet-cover med Morrissey og Siouxsie (uden sine Banshees), men som det ofte er med den slags viser originalen sig stærkest. Svært ikke at smelte efter introen på den, når italiensk-amerikanske Timi Yuro’s deluxe-stemme kommer på og fører åndeløst gennem sangens drøm af uforbeholden kærlighed. Som det nævnes et sted i kommentarerne på YouTube, burde ‘Interlude’ sendes afsted i en rumkapsel, så eventuelle fjerne rumvæsener en dag kunne støde på den og få et måske løgnagtigt men til gengæld fornemt skønmalet billede af menneskeracens forfinede ædelhed. Eller sagt med andre ord: Vi er lysår fra TikTok her…
Aldrig, Tom, aldrig!
Den unge Rune Kjeldsen-lookalike Tom Jones i en alt-eller-intet-version af tåremægtige ‘I’ll Never Fall In Love Again’, der også fåes renere soulet med Timi Yuro eller i en langt mere imposant alles-ist-verloren-udgave med Elvis Presley, fra da Priscilla var endegyldig fortid og mørket havde sænket sig for altid over Graceland’s konge. Men denne lørdag aften i sen september er walisiske Tom Jones en vinder, liggende sært komfortabelt et harmonisk sted i ingenmandsland mellem dybt inderlig og ret Las Vegas-cheasy…
Against the odds
På forhånd dømt til at være CBGB-bandet, hvis punkede retro-pop ikke kunne tages helt alvorligt, dem fra New York City-kuldet der aldrig skulle blive til noget. Men sådan gik det heldigvis ikke. Blondie blev gennem en imponerende hurtig udvikling på tre år og tre albums det band fra den nye amerikanske bølge, der satte sig øverst på hitlisterne og foran på magasinerne, stærkt hjulpet afsted af en eminent popforståelse, et dynamisk stilsikkert sammenspil, samt en sangerinde med decideret ikon-potentiale. Blondie har netop i fredags udsendt Against The Odds 1974-1982, en voldsom box i flere formater, hvis størrelse man alt efter Debbie Harry-afhængighed og kompletisme-sult kan vælge ud og dykke ned i. Mange vil måske fint kunne nøjes med en almindelig best of oveni de regulære studiealbums, men disse forskellige box-versioner fulde af rarities, demoer, covers, alternative takes og sjældenheder, samt mulighed for to forskellige vedlagte deluxe-bøger, der kronologisk fortæller historien om Blondie’s første otte år, er i sin seriøse kompletisme virkelig en gave, som giver et knivskarpt indblik i Blondie’s hektiske arbejdsproces og personlige kemi. What’s not to like?!
Eat to the beat
Sex Pistols’ Glen Matlock turnerer lige nu USA som bassist i Blondie. I lørdags blev han 66, så Blondie-trommeslager Clem Burke havde jordbærkage med til showet i Chicago.
I’m taking a ride with my best friend…
24. august 1987 er en gylden dag i Depeche Mode-historie, for da udkommer DM-ikoniske ‘Never Let Me Down Again’ som anden forløber-single – ‘Strangelove’ er allerede udsendt afsted i april – til snartkommende Music for the Masses. Og hvilket stærkt, profileret nummer med en perfektsiddende state of the art-produktion det stadig er efter alle disse år. Her ‘Never Let Me Down Again’ til Anton Corbijn-klippet der vel samtidig satte nye standarder for MTV-musikvideo som kunstform. Og fik mange af os til at drømme om at eje en kabinescooter. Det er Dave til høje, danske Valdemar til venstre på billedet herunder…
35 års substans
På en liste over bedste opsamlinger ever med et enkelt band vil New Order’s dbl-album Substance, der kronologisk præsenterer Manchester-bandets A-singlesider (plus B-siden ‘1963’) fra 1981 til 1987, altid stå højt. Fra det klassisk Factory-enkle Peter Saville-cover sættes tonen allerede for kølig, intuitiv stilbevidsthed, og gennem New Order’s forrygende udvikling over de fire vinylsider byder denne opsamling på noget af det ypperste state of the art-popmusik fra England i 1980’erne. Imponerende så slidstærke, emotionelle og foran de fleste andre dengang New Order fremstår, når man hører dem her i dag, hvor det præcis er 35 år siden Substance blev udsendt. Her den omtalte B-side (til ‘True Faith), der faktisk kunne og burde have været en selvstændig single i eget navn. Den slags hedder overskud…
En cowboy i Sverige
Amerikanske Lee Hazlewood er meget mere end Nancy Sinatra’s perfekte sangskriver, duetpartner og producer. Her et af hans mesterstykker i eget navn fra 1970, da Hazlewood er skatteemigreret til Stockholm, hvor han også kunstnerisk finder sig en ny start…
Shout!
Fordi verden tørster efter lyden af en vel næsten overjordisk skønhed, men sandelig også fordi det er Ronnie Spector’s fødselsdag i dag. Dette heftige klip med The Ronettes på det amerikanske The T.N.T. Show er fra 1966…
Lamont Dozier RIP!
En tredjedel af Motown’s gyldne sangskriver/producer-trio Holland-Dozier-Holland meldes gået bort. Det var de tre der i Motown’s guldalder i 1960’erne skrev og producerede et utal af Detroit-pladeselskabets bedste og største hits til The Four Tops, til The Supremes, til Martha and the Vandellas, til The Isley Brothers, til JR Walker and the All-Stars, til Kim Weston, til R. Dean Taylor og til Marvin Gaye, blot for at nævne de allermest fremtrædende. Ofte skamløst melodiøse men stærkt velswingende popsange med store omkvæd, men imellem de sungne kærlighedserklæringer også med hjerteknusende tekster af svigt og dunkel ensomhed. De tre skabte nærmest egenhændigt den farvede poptradition, der stod som stærk kontrast til den mere regelrette soul, USA også var så rig på i de selvsamme 60’er-år. Og uden Motown-trioens visionære musikalitet og stildannende popmusik var farvede artister næppe blevet højt værdsat hverdagskost på de til da traditionelt kridhvide hitlister. Her synger en storsvedende Levi Stubbs og hans The Four Tops et af Holland-Dozier-Holland’s utallige hits i Paris i 1967…
Lawrence til Danmark!
Et af denne sides førende engelske favoritindiebands i 1980’erne var Felt fra Birmingham, der 100% tilhørte excentrikeren Lawrence, hvis udtalte popstjernedrøm med dem desværre aldrig tilnærmelsesvis gik i opfyldelse. Ti albums – nogle af dem vildt stærke! – og ti profilerede singler på ti år blev det til med Felt, inden Lawrence dannede Denim, der i sin spirende britpop-samtid nok burde have haft en chance med en kvik bitterhumoristisk blanding af rendestens-glam og cheesy engelsk pop, men nej, også de fejlede fælt i pladebutikkernes salgskasser. Siden har Lawrence haft sig en prøvet tilværelse som on/off-hjemløs i London, men indimellem er det blevet til udgivelser med hans nuværende, uhm, ironipop-projekt Go-Kart Mozart, der sidste år tog navneforandring til Mozart Estate. Så ja, som ikke kan skjules er det en kultfigur, vi har at gøre med her. Ikke mindre overraskende derfor, at den ustabile Lawrence kommer til DK med Mozart Estate til to shows, på Stairway i Vanløse 21. oktober og på Radar i Aarhus aftenen efter. Aner ikke hvad Mozart Estate kan på en scene, men Lawrence er helt sikkert stadig en aften værd. Til anskueliggørelse af den lange musikalske løbebane her et nummer med hver af hans tre bands til nu. Specielt det første af de bands her havde fortjent – og fortjener – et langt større publikum…
Diskretionens mester
Den tidligere Sort Sol-sangskriver og -bassist Knud Odde udsendte sidste fredag uden varsel pludselig sit første soloalbum, Strejftog I Hjemegnen, en overraskende men længe ventet og gennemdejlig samling af udvalgte, genbehandlede titler fra nogle af Oddes 7’er-singler, samt nye sange. Af de sidstnævnte ville man knuselske her at kunne poste den så heftige ‘Det Knaldhårde Mørke’ – med tekst af Søren Ulrik Thomsen – men den ligger endnu ikke på YouTube, ligesom albummet til nu også udelukkende kan fåes og høres på vinyl. Dog minus denne luftige undtagelse af en ny sang, der allernådigst er blevet lagt op…
Dagens idolplakat
Françoise Hardy – The Velvet Underground-years…!
Horses
Den betragtelige mentalitetsforskel på USA og Skandinavien spejlet i to pladecovers; Kent’s spejlvendte fra 2007, Beyonce’s fra i dag…
Cold as ice cream but still as sweet…
Blondie fanget i absolut zenit 19. januar 1979 på det amerikanske TV-show Midnight Special. De største amerikanske popbands ever? The Ronettes, The Shangri-Las og Blondie. Siden rammer vel ingen samme himmelske klasse?!