Sjældent har en seriøs amerikansk artist måtte tage så meget flak som Lana Del Rey, der lige fra debutsinglen ‘Video Games’ til nu er blevet fordømt med en tæt på hadefuld kritik, der i motivpålæggelse, personlige injurier og (ofte mandlige) beskyldninger om anti-feminisme så ofte har bevæget sig langt ud på den forkerte side af saglighedens grænse. I dag har hun på Instagram langt om længe givet svar på tiltale på den nærmest sygeligt besatte negative opmærksomhed omkring hendes værk og person…
Sveriges kolostørste popstjerne Håkan Hellström er berygtet for, som en anden skamløs mestertyv at låne en-til-en med arme og ben fra hele den moderne musikhistorie. Men dagens fokuspunkt her, Pete Townshend, har han vel endnu ikke været på rov hos? Well, nu har han, for i fredags udkom Håkan’s nye album, hvis åbningsnummer er bygget på guitarriffet fra The Who’s ærketypiske ‘Baba O’Riley’ fra 1971. Døm herunder selv i sangens nye promovideo, der som hele albummet RampljusVol. 1 fremstår fattigt på mål, bevægelse eller nogen hørbar nødvendighed. Ærgelige ord om en mand, der kæmpede sig helt til tops på netop entusiasme, rå friskhed og en utæmmet vitalitet. Det gør derfor ondt i dette klip, at se en ikke længere ung Håkan, iklædt et blåt lirekassekostume med to triste rejer på ryggen, sætte sig bag trommer på det Nya Ullevi, der efterhånden mest af alt ligner hans drømmes succesfængsel, og sætte pligtskyldigt igang med de fire minutters gøgleri, der kulminerer i en danseduel med en fucking computeranimeret abe. Håkan Hellström er tydeligvis blevet voksen, og hans erfarne, her ensomme øjne bedrager den iscenesatte ubekymrethed. Man kunne tro, en så enorm succes som hans måtte afføde den ultimative kunstneriske frihed, men som både høres og ses, er det desværre alt andet end tilfældet. Håkan er fanget i sit eget enorme popstjernespil, og ingen sværm af imiterede Michael Jackson-moves vil kunne danse ham fri. Tværtimod.
Med nye Hamilton-ord undervejs, der får sangen til at passe endnu bedre ind i den apokalyptiske nutid end Lana’s egne, som nu faktisk også gjorde et ret godt job ud af netop det i forvejen…
Serge Gainsbourg’s dødsdag mandag blev denne uge markeret på Jimmy Fallon’s The Tonight Show med en sælsom Gainsbourg-duet mellem Serge’s muse Jane Birkin og hele verdens Iggy Pop, sidstnævnte endda atypisk fuldt påklædt. Man siger, det er tanken der tæller, så ingen grund her til hårdhed overfor denne noget senior-løse version af Gainsbourg’s ‘Elisa’…
Hvor heldig kan man være? En jugoslavisk Scott Walker-EP fra 1967 med fire af de bedste sange – ‘Mathilde’, ‘Amsterdam’, ‘The Lady Came From Baltimore’ og ‘Angelica’ – fra hans debutalbum samme år. Her er det Scott’s sprudlende overskudstake på Jacques Brel’s ‘Mathilde’, som sender EP’en med tidsikonisk Radio-Televizija Beograd-label afsted…
Dags dato 1989 udsender New Order ‘Round & Round’ som single. Technique-nummeret er som resten af det så specielle album indspillet i Mediterranean Studios på Ibiza, efterbearbejdet i Peter Gabriel’s Real World Studios i engelske Box, Wiltshire. New Order kunne næsten ikke gøre noget forkert på dette tidspunkt…
Brugergaranti: Ingen blog på den nordlige halvkugle byder i aften på en bedre italiensk Elvis Presley-coverversion end denne med Gianni Morandi, der specielt i det elegant producerede nummers C-stykke sender en regulær italiensk soulraket afsted mod Elvis-himlen. Storslået popmusik con amore.
Svenske Nicole Saboune har i fredags singleudsendt denne optimerende cover af ‘Come Along’, Stockholm-divaen Titiyo’s 2001-hit, skrevet sammen af Joakim Berg og Peter Svensson, dengang hovedleverandører af sange i henholdsvis Kent og The Cardigans. Behov for mere svensk rockstjernestøv end det? Singlens sorthvide artwork er begået af Hurula…
Italians Do It Better-guruen Johnny Jewel har andre jern i ilden end Chromatics. Som medlem og producer af synth-trioen Desire udsendte han i går på IDIB denne nye cover af New Order’s ‘Bizarre Love Triangle’. Kan man gå galt i byen med et af menneskehedens største synth-øjeblikke?! Nej, sikkert ikke.
Hørte Tame Impala’s nye album i nat. Vild, mindblowing produktion, innovative lydlandskaber, fiktiv popmusik af en anderledes kulørt – og drugpåvirket? – verden. Men glød og nødvendighed fra de tidlige år borte. En lækker producerlegestue der på The Slow Rush gladeligt accepterer, at numrenes oftest fastlåste billeder ikke kommunikerer; de står der bare. Æstetisk formfuldendte og dygtigt gennemarbejdede, dog sært livsfjerne. Som passivt lydtapet er det imponerende, som engagerende musik desværre alt andet end. Her Tame Impala for efterhånden længe siden, dengang TI-mainman Kevin Parker havde hjemme i Perth, Vestaustralien og ikke som nu Los Angeles, CA, i den anderledes direkte, opsøgende styrke de først kom med…
Serge Gainsbourg nærer ingen illusioner om sit ydre. ‘Grim’ er ordet han bruger til at beskrive sit udseende. Den slags negative tanker kan hans samtidige popsangerkonkurrent i Paris, Jacques Dutronc, umuligt have om sig selv. For Dutronc ligner i slutningen af 60’erne en rigtig stjerne og har ovenikøbet et let, vindende væsen, der ligefrem stråler af selvværd. Det i en grad så selv yéyé-dronning Françoise Hardy på det tidspunkt er faldet hovedkuls for og siden skal blive gift med ham. Jacques Dutronc’s tidlige popsucces er gjort af små uafrystelige bagateller af lige dele selvsikker charme og sweet nothing. Smart skrevet, ubesværet leveret, flirtet over målstregen. Her er han på tysk sorthvid-TV i 1968 med ‘Le Plus Difficile’…
Serge Gainsbourg ser ensom ud i det blinkende lys herunder, uden nogen stærk drink i hånden at støtte sig til. Året er 1978, Gainsbourg er 50 og national superstjerne i Frankrig, allerede med en lang karriere bag sig, først i franske chansons, derefter spredende sig ud over jazz, pop, grandprix-schlagere, rocknroll-beat, samt ikke mindst tidsudfordrende film- og konceptmusik af høj eksperimenterende som orkestreret karat. Gainsbourg’s talent i de år er, at gøre hvilkensomhelst genre eller stilistisk afkrog han bevæger sig i til sin helt egen legeplads. I slut-70’erne skyder den Gauloises-storrygende komponist og sanger således stadig på alt hvad der rører sig, hvilket naturligvis bringer ham forbi disco. A-siden på denne single er typisk moderne Gainsbourg, altså en på overfladen lynproduceret throwaway-discopop, et stykke bad taste, som alligevel har det lokkende twist af noget andet, særligt, vemodigt og større, man får lyst til mere. Nej, Leonard Cohen’s ti år yngre album I’m Your Man var ikke første gang, en æstetisk forfinet mand krystalliserede sine sange ud gennem stiv rytme og billigt lydende keyboards. Men selve videoen her, den er altså intet mindre end ubetalelig…
Hvis Lewis Capaldi’s klichekæntrende tåreperser ‘Before You Go’ havde ligget nummer 1 på den engelske hitliste for 48 år siden, og ‘Telegram Sam’, T. Rex’ forunderligt twistede eventyr af et throwaway-popnummer, havde ligget der i dag, kunne man tale om jordskredsfremskridt for menneskeheden som sådan. Desværre forholder det sig lige omvendt.
Noget af en single Depeche Mode udsendte 5. februar 1990, som 2. forløber (‘Personal Jesus’ havde været den første) til albummet Violator. Sangen skulle vise sig mere langtidsholdbar end de tårne, DM her fremfører den fra toppen af…
