Kategoriarkiv: Pop

11.59

Du finder dig selv langt oppe på et nyt årtusinde, i en konstant hektisk trafik af informationer, friktion og lydforurening. Men erindringen – du ved ikke længere om den er en velsignelse eller det modsatte – kræver også sin sin plads og sender dig til stadighed små referencepunkter fra det, du engang kom fra og som skød dig afsted. Små stik der gør virkelig godt, men også lidt ondt, på en og samme tid…

Vinylens comeback

I dag for 11 år siden udsendte Daft Punk deres Random Access Memories, dobbeltalbummet der red en jordskredssejr hjem på verdenshittet ‘Get Lucky’, men heldigvis ville og kunne så meget mere end det. RAM indeholdt en række udsøgte samarbejder med en række vidt forskellige artister, som Daft Punk elegant formåede at sætte i scene, så de fremstod mere som ikoniske udgaver af sig selv end blot egentlige samarbejdspartnere. Random Access Memories fremstod med sine ødsle arrangementer og finkalibrerede luksusproduktioner som et pop-mesterværk fra en forlængst tabt fortid, fra dengang pladebranchen gladeligt satsede millioner på teknisk overlegne studieproduktioner. Måske det var derfor dette album var en af de første nyudgivelser, jeg havde lyst til og købte på vinyl efter mange år væk på CD-mediet. Det føltes ekstravagant pludselig at kunne komme hjem igen med en firkantet plastikpose med en stor vinylplade i. Den slags kan man blive afhængig af, og det blev jeg som så mange andre. Her et af favoritnumrene fra RAM, sangen ‘Touch’ der, selvom den er sunget af den amerikanske sangskriver Paul Williams, konstant og hjerteskærende igen og igen får mig til at tænke på Pet Shop Boys…

Tirsdag med Serge

Fransk klasse af højeste karat på denne sort/hvide hyldest til Brigitte Bardot, der her i 1968 netop har forladt Serge Gainsbourg og er taget til sydspanske Almeria for vistnok at indspille en spaghetti-western. Kan der komme stor popmusik ud af den slags? Bien sûr! 

Kimono My House fylder 50

Det var den internationale rockplade der allerførst sendte mig afsted, det første udenlandske album jeg købte og hørte igen og igen og igen. I dag er det 50 år siden Sparks udsendte Kimono My House, brødrene Mael’s første udspil efter flugten fra USA til England og samtidig deres internationale gennembrud. I dag synes det absurd at en rockmusik så skæv og egenartet kunne ramme hitlisterne, men sådan var det dengang. Genhører albummet knaldhøjt i dette øjeblik, og det er overraskende dejligt at være tilbage i en vild og særegen musik, der lægger sig fint ind i slipstrømmen blandt den tids toneangivende engelske plader fra især David Bowie og Roxy Music. I 1974 var man i skolerne i Danmark enten Sweet eller Slade, men jeg var Sparks, de var mit erklærede band i to-tre år dér. Her albummets brillante åbningssang, der om noget sætter tonen for resten af albummets musikalske eskapader og tumultariske pop-eufori…

Serge & Jane

Efter en grå novemberkold uge skulle solen bare lige kigge frem i dag med nogle få ekstra varmegrader, før Paris-stemmen Serge Gainsbourg lød som den helt rigtige artist terrible at sætte på pladespilleren. Her er han derfor med sin elskede Jane Birkin på en af de mange soundtrack-sange, han yndede at påtage sig. Og ja, er det ikke påfaldende som denne sang synes at bære det melodiske dna som italiensk/japanske Blonde Redhead er gjort af? Og det siger jeg ikke blot fordi New York City-bandet har lavet en cover af netop denne sang. Originalen her er dog markant bedre. Vi må have noget mere Serge Gainsbourg på siden her i den kommende tid, tænker jeg. Det her er ialfald en god start…

King’s Cross

Noget med ulogiske associationer? Gik forbi den smuldrende københavnske ruin i dag, der var Børsen, og kom i tanke om denne sang, en af de vel fineste Pet Shop Boys lavede i deres første år. ‘King’s Cross’ der lukkede toeren Actually (1987) blev mod alle odds aldrig udsendt som single, men har alligevel – takket være instruktør Derek Jarman – en stærk billedeside, som nok vil ramme de fleste af os der har været på og omkring togstationen i Nordlondon. King’s Cross modtager passagertog med tilrejsende fra Nordøstengland, således altså også Newcastle, hvorfra Neil Tennant engang kom rejsende med sine drømme om et nyt liv…

Dana synger Moz

Den engelske sanger/skuespillerinde Dana Gillespie, der har sig en fjern fortid i start-70’erne omkring David Bowie/Mick Ronson (hun synger kor på Ziggy Stardust‘s ‘It Ain’t Easy’, og Hunky Dory’s ‘Andy Warhol’ blev oprindelig skrevet for hende) udsender ny single på fredag. Og på sin cover der af Morrissey’s seks år gamle ‘Spent The Day In Bed’ synes det umiddelbart lykkes Dana Gillespie at få betydeligt mere liv og spil ind i sangens jeg-holder-fridag-fra-det-hele-tekst end Morrissey formår på sin original…

Small Faces som yé-yé

Kendte ikke før i dag til denne overraskende gode, attitude-veloplagte franske yé-yé-cover af Small Faces’ 1966-single ‘Sha-La-La-La-Lee’. Der er altid mere…

Sangerinden Pussy Cat (AKA Evelyn Cortois) fra Paris kan der findes følgende oplysninger om under en opsamling med hendes udgivelser fra 1966-69:

“Pussy Cat was the most tough sounding of France’s ’60s ye-ye girls. She looked to Britain for her inspirations, not home-grown, upbeat Gallic pop. She covered Small Faces, the Moody Blues, the Hollies and the Zombies. Her original songs – she was a rarity and wrote her own – were energized, hard edged, melodic and stomping. She put a French twist on the Mod era.”

Mere Ramones

September, 1978: The Ramones udsender fjerde album på kun to og et halvt år. ‘She’s The One’ udsendes som den lidt mere muskuløst producerede Road to Ruin‘s tredje single. En promo-video til sangen bliver optaget og klippet men aldrig udsendt før for fem år siden. I 1978 lød Ramones som punk rock, hvor de i dag mere ‘bare’ lyder som et fremragende popband i lige linie med The Ronettes, tidlig The Beatles, The Shangri-Las og samtidig Blondie…

Kig ind i fremtiden, Mark!

26.marts 1984 udsendte Talk Talk singlen ‘Such A Shame’, der allerede var blevet udsendt og hørt på albummet It’s My Life en måneds tid tidligere. I dag nyder Talk Talk og deres desværre bortgangne frontfigur Mark Hollis ekstremt høj status blandt musikkendere, men dengang blev de set lidt ned på, som et band der var mere hitliste-fyld end egentlig rigtig musik. Sært at de to ting behøvede – eller behøver – at stå som modsætninger. Fremragende nummer ialfald, ‘Such A Shame’…

Lyden af hendes stemme er et brev fra 1978

The Dandy Warhols udsendte ny single fredag. Det har de ofte gjort uden nogen reaktion fra denne side, men denne fortjener næsten en. Ikke fordi den lidt sært hviskede sang i et 90’er-dovent luntetempo gør noget stort væsen af sig, men fordi Blondie’s Debbie Harry på få sekunder med sin uforlignelige klang, der nuomdage i sig selv er et kald fra en tabt 70’er-tid, da hendes cool NYC-band var den moderne lyd af verdens bedste popmusik, lyser Dandy Warhol-stykket op så det står som lysende neon…

Introducing…Chopper!

Oplevede københavnske Chopper spille support sidste år, da Lawrence fra Felt gæstede Vanløses Alice med sit nye band Mozart Estate, der over tre kvarter nåede at blive alt for endimensionelt sjove til deres eget bedste. Modsat ville Chopper heldigvis kun alvor den aften med en storladent elektro-skærende post-popmusik, der positivt osede af en nærmest Bowie-dekadent fortabelse og kæntrende storbynætter i apotekernes tegn. Derfor synes det helt efter bogen, at Chopper nu i fredags har udsendt denne neon-blødende single med titlen ‘Living For The Night’. Bliv da for guds skyld hængende til 1:16, for da flashes for første gang et af de vel mest slagkraftige omkvæd, der vil blive udsendt på denne planet i år…