Endnu en comeback-sang fra A-ha’s englestemme Morten Harket. Det er pænt renskuret, men slet ikke uden vitaminer af den grund. Efteråret synges til et roligt klavers knastfyldte molakkorder. Vi er sandt at sige langt fra hans gamle bands blinkende synthesizer-park. Og så sætter et træk af strygere ellers ind som kamera zoomer ud og vi får sangens musikalske univers fra fugleperspektiv…
Kategoriarkiv: Pop
Velkommen til Depeche
Det første der høres til Depeche Mode er da nummeret ‘Photographic’ 30 januar 1981 udsendes på samlingsalbummet Some Bizarre hvor pladeselskabet af samme navn præsenterer en lang række nye, usignede bands. Kun tre uger senere udkommer DM’s første single ‘Dreaming Of Me’ på Mute Records og resten er synthpop-historie. På Basildon-bandets debutalbum åbner selvsamme ‘Photgraphic’ side 2, men i en ny genindspillet version, der er mere diskret, pæn og pop-venlig. Måske dog den første her er mest smittende?
Different Drum
Har kendt denne sang i en cover med Evan Dando og hans Lemonheads fra før de blev store, men aldrig hørt denne hitversion fra 1967 med Stone Poneys, der havde den senere så kendte Linda Ronstadt som sanger. Må tilstå at ‘Different Drum’ i den musikalske tidsånd og med hendes stemme stråler helt anderledes. Det er Mike Nesmith fra The Monkees som har skrevet sangen, der også siden er blevet spillet af bl.a. The Replacements’ Paul Westerberg, The Jayhawks, samt de ustemte skotske indiedarlings The Pastels…
Et slægtskab
Jens har tit skrevet om Billy Mackenzie og The Associates her. Og det forstår jeg bestemt; det var slet ikke dårlig musik. Og han har skrevet om A-Ha. De var heller ikke dårlige.
I går blev det min tur til atter at havne i retrohjørnet. Da nævnte jeg The Blue Nile, der ligesom The Associates var fra Skotland (nærmere bestemt Glasgow, hvor The Associates var fra Dundee).
Når jeg hører “Tinseltown In The Rain” fra albummet A Walk Across The Rooftops med The Blue Nile, kommer jeg til at tænke på A-Ha og Morten Harket. Andre gange minder A-Ha mig om The Associates. Og mens Billy havde hår, mindede han endda om Morten af udseende. På dén måde er verden lille. Det er storslået popmusik fra den tid, og lige præcis manieret nok til at undgå at blive træls.
Man bør ikke beskylde A-Ha for at være epigoner, selvom det uden tvivl er tilfældet at inspirationen flød fra Skotland mod Norge og A-Ha som de eneste fik egentlig idolstatus. A-Ha, The Blue Nile og The Associates slog igennem i samme æra. The Affectionate Punch udkom i 1980, A Walk Across The Rooftops udkom i 1984, og Hunting High And Low er fra 1985.
Oktober del Rey
Når nu hun ikke selv udsender det album, der har været ventet i langt over et år, men stadig ikke har en udgivelsesdato, må denne solrige oktobersøndag få sit skud Lana Del Rey andetsteds. Fredag udsendte amerikanske Zach Bryan denne sang, hvor Lana’s stemme synger efteråret. At det åbnende klavertema straks skyder bolden i klar retning af ‘Video Games’ synes kun en perfekt homage til sangens gæstestjerne…
Eat to the dead beat
Hvad skal man forvente af en ny Blondie-single i år 2026? Svært at blive det mindste engageret, for det står åbenlyst, Blondie i dag ikke er et band men et varemærke. Og præcis sådan ankommer dette livsfjerne visitkort, hvis sært AI-lydende musik er skrevet af Johnny Marr. At drømme er gratis, sang Debbie Harry triumferende i 1979. Hvad blev der af al den vitalitet? Det er egentlig umådelig trist. For der er ingen drømme her…
1965
Klasse fornægter sig aldrig. 1965 er et stort år i popmusik. The Marvelettes fra hitfabrikken Tamla i Detroit, Michigan på spil igen…
Cold Specks efter stilheden
For snart en del år siden (nemlig i 2012) udnævnte jeg her på bloggen I Predict A Graceful Expulsion med canadiske Cold Specks til årets albumudgivelse. Siden kom der to albums (Neuroplasticity fra 2014 og Fool’s Paradise fra 2017) der ikke var helt så overbevisende, og derefter var Ladan Hussein, som hun egentlig hedder, stille. Årsagen har desværre været længere indlæggelser med det, man oprindelig troede var skizofreni. Jeg må beskæmmet indrømme, at jeg simpelthen havde glemt hende.
For nylig opdagede jeg så ved et tilfælde, at hun sidste år havde udsendt sit fjerde album, Light for the Midnight, og det er særdeles vellykket. Sangskrivningen er god, og Ladan Husseins vokal er som sædvanlig noget helt særligt. Adrian Utley fra Portishead har været med til at producere, og Owen Pallett, der også har samarbejdet med Arcade Fire, har været med til at arrangere Satans sovsekande. Underligt nok har jeg kun set ganske på anmeldelser af denne tilsyneladende temmelig oversete udgivelse.
Det er svært helt at genrebestemme Cold Specks. Nogle har sammenlignet hende med Tracy Chapman og Billie Holiday, men det er en doven sammenligning, synes jeg – den bunder mest i at de alle tre har afrikansk baggrund. Der er soul i Cold Specks (ligesom Love Shop laver soul), men der er også folk og blues og regulær pop. Prøv bare at lytte til det sidste nummer på albummet, “Closer”, som ikke giver mindelser om Joy Division, men nok snarere sender os ud på en støvet forårsmark.
Vi vil altid have Berlin
Hvilken kommunikativ finesse og elektronisk elegance i dette versionerede stykke musik, hvor franske Zaho de Sargazan synger femte og sidste sæson af Babylon Berlin, der også snart kommer på dansk TV, ind. Vi befinder os her i Berlin i det herrens år 1933…
Velkommen tilbage, Morten
For hvem end der på et tidspunkt er blevet henført af A-ha og da ikke mindst sanger Morten Harket’s blændende formidling af en skandinavisk popsang, er det – ovenpå nyheden for et års tid siden fra ham om alvorlig sygdom – decideret rørende ud af intet at høre ham på denne comeback-single, der udkommer i dag. Den kvindelige stemme på den lyse sang tilhører hans datter, Tomine Harket, der også selv har en syngende karriere indenfor musik…
Dirty laundry
Pet Shop Boys udgiver nyt elektronisk track med Ruslands leder i centrum…
Tag mig hjem nu, Gustav Winckler…
Det er en skam tekstoversættelsen ikke er bedre og mere løfterig på denne danske version af ‘Will The Circle Be Unbroken’. For Gustav Winckler synger så mesterligt sangen om livets cirkel helt op og hjem. Nørrebro-croonerens egen løbebane blev sluttet syd for Viborg en frostkold januarnat i 1979, da hans blå Mercedes i glat føre kørte af vejen ikke langt fra Thorning…
Parallelle liv
Siden bragte først denne post 8. september. Prematurt, viser det sig nu. For Blondie’s tredje album blev udsendt den dato i USA, men først 23. september her i Europa. Beklager vi ikke har mere styr på vores stof., Her sendes de kulørte raketter afsted mod himlen igen…
Blondie’s store gennembrud, den neon-smeltende og stilikoniske Parallel Lines udkommer 8.september 1978. Efter Blondie (1976) og Plastic Letters (1977), som begge er produceret af 60’erpop-vibestærke Richard Gottehrer, har NYC-bandets tredje album den helt anderledes stramt perfektionistiske og ambitiøse engelske hitmester Mike Chapman siddende på magten bag lydpulten. Med hans klare fingeraftryk udover ti selvskrevne sange og to covers bliver Parallel Lines pejlemærket for, hvordan det lyder når punkgenerationen med succes går helhjertet ind på popmusik. ‘Picture This’ er den første af hele seks singler, der bliver udsendt fra albummet. Husker promovideoens betagende enkelhed her fra Jørgen De Mylius’ Eldorado’ på DR, hvor den vistnok endda bliver præsenteret som punk rock; ja, det er en anden tid. Men 48 år i dag, stort tillykke!
…I will give you my finest hour
The one I spent watching you shower…
Den sidste turné
Saint Etienne stopper i år efter kun lidt over tre årtier. Det var der en god (og lidt vemodig) artikel om i The Irish Times i lørdags.
Vi har tit rost den engelske trio her på på bloggen. Nogen ville måske indvende, at vore dages popmusik lyder temmelig meget anderledes end hvad Bob Stanley, Sarah Cracknell og Pete Wiggs frembragte. Men egentlig gør det ikke noget. Deres sange, hvor det vemodige og det finurlige ofte stod side om side på iørefaldende vis, var og er noget særligt. Og hvor havde f.eks. The Cardigans været uden Saint Etienne?
Jeg har kun været til én koncert med Saint Etienne; det var på Roskilde-festivalen i 2000. Stemningen på scenen og blandt publikum var god, og jeg husker, at det faktisk var en dejlig koncert, Men da jeg og min gode ven Per kom ud fra teltet, var alt forandret efter en afbrudt koncert med Pearl Jam.
Everybody’s got to learn sometimes
Havde det stramt i 1980 med de stille vers på engelske The Korgis’ hitsingle ‘Everybody’s Got To Learn Sometimes’. Klaver-akkorderne stod sært udvaskede på den vestamerikanske singer-songwritermåde fra før punk. Og sangordenes banalitet lød som fra samme historiske kompost. Og så var den endda den meget voksne violinsolo i C-stykket. Men altså, omkvædet, det var tæt på uimodståeligt med sin molløftende og svimlende vemodige Prophet 5-tsunami, specielt som det udviklede sig hen mod slutningen af sangen, hvor trommer var faldet ind, vokal ud og både synths samt Solina-strings bare blev skruet op og op i mixet. En vildt forførende musik. Faldt over singlen forleden og må tilstå nu, det var en stor fejl dengang at afskrive sangen på baggrund af de vers, der funktionelt lægger så underspillet perfekt op til den store forløsning. Ja, alle skal blive klogere på et tidspunkt, som titlen siger det. Her tog det så 46 år…