Serge Gainsbourg’s dødsdag mandag blev denne uge markeret på Jimmy Fallon’s The Tonight Show med en sælsom Gainsbourg-duet mellem Serge’s muse Jane Birkin og hele verdens Iggy Pop, sidstnævnte endda atypisk fuldt påklædt. Man siger, det er tanken der tæller, så ingen grund her til hårdhed overfor denne noget senior-løse version af Gainsbourg’s ‘Elisa’…
Kategoriarkiv: Pop
Yugo popstar
Hvor heldig kan man være? En jugoslavisk Scott Walker-EP fra 1967 med fire af de bedste sange – ‘Mathilde’, ‘Amsterdam’, ‘The Lady Came From Baltimore’ og ‘Angelica’ – fra hans debutalbum samme år. Her er det Scott’s sprudlende overskudstake på Jacques Brel’s ‘Mathilde’, som sender EP’en med tidsikonisk Radio-Televizija Beograd-label afsted…
Ibiza Vs. Manchester 0-1
Dags dato 1989 udsender New Order ‘Round & Round’ som single. Technique-nummeret er som resten af det så specielle album indspillet i Mediterranean Studios på Ibiza, efterbearbejdet i Peter Gabriel’s Real World Studios i engelske Box, Wiltshire. New Order kunne næsten ikke gøre noget forkert på dette tidspunkt…
The Shangri-Las til hver en søndag
Elvis på italiensk
Brugergaranti: Ingen blog på den nordlige halvkugle byder i aften på en bedre italiensk Elvis Presley-coverversion end denne med Gianni Morandi, der specielt i det elegant producerede nummers C-stykke sender en regulær italiensk soulraket afsted mod Elvis-himlen. Storslået popmusik con amore.
I Joakim Bergs fodspor
Svenske Nicole Saboune har i fredags singleudsendt denne optimerende cover af ‘Come Along’, Stockholm-divaen Titiyo’s 2001-hit, skrevet sammen af Joakim Berg og Peter Svensson, dengang hovedleverandører af sange i henholdsvis Kent og The Cardigans. Behov for mere svensk rockstjernestøv end det? Singlens sorthvide artwork er begået af Hurula…
Bizarre Desire Triangle
Italians Do It Better-guruen Johnny Jewel har andre jern i ilden end Chromatics. Som medlem og producer af synth-trioen Desire udsendte han i går på IDIB denne nye cover af New Order’s ‘Bizarre Love Triangle’. Kan man gå galt i byen med et af menneskehedens største synth-øjeblikke?! Nej, sikkert ikke.
Fantasimusik
Hørte Tame Impala’s nye album i nat. Vild, mindblowing produktion, innovative lydlandskaber, fiktiv popmusik af en anderledes kulørt – og drugpåvirket? – verden. Men glød og nødvendighed fra de tidlige år borte. En lækker producerlegestue der på The Slow Rush gladeligt accepterer, at numrenes oftest fastlåste billeder ikke kommunikerer; de står der bare. Æstetisk formfuldendte og dygtigt gennemarbejdede, dog sært livsfjerne. Som passivt lydtapet er det imponerende, som engagerende musik desværre alt andet end. Her Tame Impala for efterhånden længe siden, dengang TI-mainman Kevin Parker havde hjemme i Perth, Vestaustralien og ikke som nu Los Angeles, CA, i den anderledes direkte, opsøgende styrke de først kom med…
Salut les copains
Serge Gainsbourg nærer ingen illusioner om sit ydre. ‘Grim’ er ordet han bruger til at beskrive sit udseende. Den slags negative tanker kan hans samtidige popsangerkonkurrent i Paris, Jacques Dutronc, umuligt have om sig selv. For Dutronc ligner i slutningen af 60’erne en rigtig stjerne og har ovenikøbet et let, vindende væsen, der ligefrem stråler af selvværd. Det i en grad så selv yéyé-dronning Françoise Hardy på det tidspunkt er faldet hovedkuls for og siden skal blive gift med ham. Jacques Dutronc’s tidlige popsucces er gjort af små uafrystelige bagateller af lige dele selvsikker charme og sweet nothing. Smart skrevet, ubesværet leveret, flirtet over målstregen. Her er han på tysk sorthvid-TV i 1968 med ‘Le Plus Difficile’…
French disco
Serge Gainsbourg ser ensom ud i det blinkende lys herunder, uden nogen stærk drink i hånden at støtte sig til. Året er 1978, Gainsbourg er 50 og national superstjerne i Frankrig, allerede med en lang karriere bag sig, først i franske chansons, derefter spredende sig ud over jazz, pop, grandprix-schlagere, rocknroll-beat, samt ikke mindst tidsudfordrende film- og konceptmusik af høj eksperimenterende som orkestreret karat. Gainsbourg’s talent i de år er, at gøre hvilkensomhelst genre eller stilistisk afkrog han bevæger sig i til sin helt egen legeplads. I slut-70’erne skyder den Gauloises-storrygende komponist og sanger således stadig på alt hvad der rører sig, hvilket naturligvis bringer ham forbi disco. A-siden på denne single er typisk moderne Gainsbourg, altså en på overfladen lynproduceret throwaway-discopop, et stykke bad taste, som alligevel har det lokkende twist af noget andet, særligt, vemodigt og større, man får lyst til mere. Nej, Leonard Cohen’s ti år yngre album I’m Your Man var ikke første gang, en æstetisk forfinet mand krystalliserede sine sange ud gennem stiv rytme og billigt lydende keyboards. Men selve videoen her, den er altså intet mindre end ubetalelig…
Top of the pops
Hvis Lewis Capaldi’s klichekæntrende tåreperser ‘Before You Go’ havde ligget nummer 1 på den engelske hitliste for 48 år siden, og ‘Telegram Sam’, T. Rex’ forunderligt twistede eventyr af et throwaway-popnummer, havde ligget der i dag, kunne man tale om jordskredsfremskridt for menneskeheden som sådan. Desværre forholder det sig lige omvendt.
Dagens 30-års…
Noget af en single Depeche Mode udsendte 5. februar 1990, som 2. forløber (‘Personal Jesus’ havde været den første) til albummet Violator. Sangen skulle vise sig mere langtidsholdbar end de tårne, DM her fremfører den fra toppen af…
Vestberlin synger
Nord for Tiergarten ligger bydelen Moabit, som er hjemsted for tysk-polske Balbina, der med udspring i Berlin’s elektroniske scene netop har udsendt fjerdealbummet Punkt. Den nyeste single derfra er den dramatiske sangerindes livtag med Rammstein’s hymneklassiske ‘Sonne’…
This is not David Bowie?
Musikken til ‘This Is Not America’ er skrevet til filmen The Falcon and the Snowman af jazz-musikerne/komponisterne Pat Metheny og Lyle Mays, indspillet af Pat Metheny Group, mens sangtekst/leadvokal er af David Bowie himself. Nummeret, der blev singleudsendt i dag for 35 år siden, kom som en lille oase i den periode, som kunstnerisk nok var Bowie’s allersløjeste, nemlig lige efter Tonight (1984). Dette så æstetisk gennemførte øjeblik var klasser over dens stand by-AOR, og gav håb om bedre tider for en vaklende helt. Der skulle dog gå meget længere end nogen anede, før det blev indfriet…
moi Caprice er klar
Sæbys fremmeste synthromantikere benytter musiktomrummet i januar til at berige verden med en ny single…