Husker at det føltes lidt kunstigt med et nyt engelsk band opkaldt efter et fransk modemagasin. Men deres debutsingle lød dødfrisk og spændende, positivt som en slags ungdomsklubudgave af Kraftwerk. Stilen var strictly keyboard/rytmebox-baseret og blev kaldt synth pop. En ny lyd til en ny tid. 70’erne var uigenkaldeligt forbi. I dag er det 40 år siden Depeche Mode’s debutsingle ‘Dreaming Of Me’ blev udsendt…
Hun er kommet her på bloggen i dag for at sige, hun skulle gå. Françoise Cactus, den franske halvdel af den Berlin-baserede musik-legestue Stereo Total, døde i går, 56 år gammel. Her synger hun med på duoens i dag derfor endnu mere sørgmodige underverdens-version af Serge Gainsbourg’s klassiker ‘Je Suis Venu Te Dire Que Je M’en Vais’…
I dag for 35 år siden udsendte Depeche Mode singlen ‘Stripped’ som forløber for Black Celebration. Dens små fire minutter demonstrerede klart, DM-frugten nu endelig var blevet plukkemoden…
Dreampop-duoen Still Corners fra London, som tidligere er blevet spillet ud på denne blog med sine would-be-hits ‘The Trip’ og ‘Black Lagoon’, udsendte i forrige uge sit femte album. Her en indsmigrende appetizer fra The Last Exit…
Den var nærmest et chok af høre først. Borte var de normale Leonard Cohen-rammer af sindige melodier og hans bløde nylonstrengede ak-guitar. Istedet nu et akkompagnement af diskret men umiskendelig moderne verden; trommemaskiner, synths, sequencers. Var det en practical joke, eller havde traditionalisten L. Cohen taget nutidens lyd som brugbart gidsel? Sangene og og deres ord var af en sådan overlegen kvalitet, det hurtigt stod klart, svaret var det sidste. I dag for 33 år siden udkom I’m Your Man, Leonard Cohen’s mest succesfulde album, der ikke mindst i Skandinavien gjorde ham til en yderst overraskende superstjerne.
Nej, normalt vil Orup’s svenske popunderholdning ikke gøre indtog på denne blog, men her en berettiget undtagelse. I 1992 er Pet Shop Boys på sin karrieres kommercielle højdepunkt. Duoens kolde synthlyd med de elegant iskoldt-producerede sange topper hitlister, og derved inspirerer andre popartister i nær og fjern. Tydeligvis også Orup, hvis første enorme hit-popularitet da er lidt på retræte. Måske derfor tager han PSB’s hitformel så helhjertet til sig, og skriver/producerer derved sit livs bedste sang, som qua sin dygtige helstøbthed transcenderer PSB-kopi og bliver sin helt egen. Velnok fordi Orup synger den på svensk, og tilmed lander sangens ord i et koldt Stockholm, han ikke længere kan spejle sit liv i. Neil Tennant og Chris Lowe ville formodentlig selv være stolte af denne mesterlige sang, hvor alt, selv det skarpt stryger-stikkende C-stykke, er stilsikkert kørt hjem i deres ånd. ‘Stockholm’ er en vintersang til kolde temperaturer, perfekt til lige nu…
Her er et nyt nummer med den amerikanske sangerinde Ruby. Hun hedder Ruby Stinson, og ja, hendes far er Tommy Stinson fra The Replacements. Retfærdigvis skal det siges, at vi er endog rigtig langt fra hans musikalske univers, ovre i et tidstypisk pop-land.
Dødsdagen for Billy Mackenzie er i dag og årstallet 1997, da The Associates-sangeren tager sit eget liv i et fåreskur i den skotske landsby Auchterhouse, ikke langt fra Dundee, hvorfra Mackenzie og hans makker Alan Rankine i slut-70’erne har sendt bandet afsted. Som så mange andre på den tid starter Associates som strictly (men legesyg) arthouse-indie, informeret af især David Bowie’s modernistiske landvindinger, men finder hurtigt, via et vildt talent men også den tids forunderlige accept af musikalsk mainstream-mangfoldighed, vej til hitlisterne, hvor Billy Mackenzie’s uforlignelige stemme lyser op som et fyrtårn en kulsort novembernat. Her en af overskudssangene fra Sulk (1982), der står som duoens vel fornemmeste præstation…
Egentlig har Phil Oakey en kold stemme, blottet som den er for vibrato, fraseringsomveje eller andre særegenskaber, der kan afsløre lidt personlighed. Så meget desto større en præstation at han som forsanger i Human League alligevel er istand til at trænge så klart gennem bandets kølige synth-pop, og give sine enkle hverdagshistorier en sårbar, ofte ensomhedsfyldt menneskelighed. Som her på vinternummeret ‘Life On Your Own’ fra Top of the Pops i 1984, hvor Oakey ikke længere ligner det unge Bowie-udskud fra Sheffield, der først bankede på. Nu er han indenfor som voksen popstjerne…
I sommeren 1961 producerer Phil Spector også en single for Gene Pitney’s uforligneligt vægtløse popstemme. ‘Every Breath I Take’ er skrevet til lejligheden af hit-sangskriverparret Goffin/King, og Spector, der endnu ikke har opfundet sin endelige Wall of Sound-lyd, pakker sangen med skælvende violiner, The Halos’ overskudsudstrålende doo-wop-kor, dramatiske Hal Blaine-trommer og længsel, længsel, længsel. En sang af så høj kvalitet, den kunne bære en nøglescene i en detaljeperfekt Martin Scorsese-periodefilm…
Efter geniale/gale Phil Spector’s covid-19-død i et californsk fængselshospita denne weekend, trænger hans mægtige Wall of Sound sig på. Phil Spector’s produktioner gjorde fra en tidlig alder mange af os afhængige af det drømmeslot af længsel, hans så specielt overdådige popmusik åbnede dørene op på vid gab ind til. Her en top-10 over personlige favoritsange Spector står bag, alle som producer, de fleste af dem også som sangskriver. Han kaldte engang sine egne værker (!) for little symphonies for the kids. Deres langtidsholdbarhed har vist, de så sandelig også er for voksne…
Françoise Hardy fylder år i dag. Her er hun dybt i den gyldne drøm…
Han var en skidt person. Beretningerne om hvordan han truede Leonard Cohen med en pistol under indspilningen af Death of A Ladies’ Man, om den underlige indspilning af End of The Century med The Ramones og om hans behandling af sin daværende hustru Ronnie er vidnesbyrd om en psykisk ustabil mand, der var særdeles ubehagelig at være i nærheden af. Under sin tilbagetrukne periode sidst i 1960’ere holdt han efter sigende Ronnie indespærret i deres hus, og hun sagde, at han også gemte hendes sko for at forhindre at hun gik udenfor. Den 13. april 2009 blev Phil Spector kendt skyldig i mord på skuespilleren Lana Clarkson. I denne weekend døde han af COVID-19, stadig under afsoning.
Samtidig er det Phil Spector, der producerede nogle album, jeg sætter højt, ikke mindst de første soloalbums med John Lennon (især Plastic Ono Band) og George Harrison (det uforlignelige All Things Must Pass) og julealbummet A Christmas Gift For You. I sandhed et blandet eftermæle.
Og det er Frankie Valli der hentydes til, ja, den amerikanske sanger der her i landet er mest kendt for titelsangen til John Travolta-filmen Grease. I sit hjemland har han dog fra start-60’erne og frem en anderledes stor popkarriere. Valli’s måske allerbedste single bliver dog mærkværdigvis ikke noget bredt hit. I 1972 i England singleudsendes nummeret ‘The Night’, der hverken gør væsen af sig på hitlisterne eller i radioen. Måske netop derfor begynder ‘The Night’ at blive spillet – med helt anderledes succés – på de obskuritetselskende northern soul-klubber i Nordengland, som f.eks. Wigan Casino i Wigan, The Mecca i Blackpool, The Torch i Stoke og Twisted Wheel i Manchester, og får derigennem et langt og stadig vedvarende sangliv. Helt fortjent fordi ‘The Night’ trods (eller måske netop pga.) sin bastardstatus – et mærkværdigt sted mellem nærmest skamløs pop og indædt soul – har en særegen melankolsk lidenskab, der virkelig får den til at stå ud. Vi har bragt Valli’s original tidligere, så her istedet den stolte cover Soft Cell singleudsender i 2003. Soft Cell-frontmand Marc Almond kommer i sine helt unge dage i Leeds selv på northern soul-klubber, hvilket også afspejles på to af de helt tidlige Soft Cell-7’ere, ‘Tainted Love’ og ‘What’, der begge er covers af northern soul-regulars. Og faktisk går historien, at Soft Cell allerede dengang først prøver kræfter med ‘The Night’, men istedet vælger at gå med ‘Tainted Love’ som single. The rest is technopop-history…