Kategoriarkiv: Pop

Dagens 40-års…

Nej, desværre ikke Deborah Harry der runder de 40 i dag, men derimod en af hendes og Blondie’s allerskarpeste new wave-singler, Eat to the Beat-forløberen ‘Dreaming’, der udkom på denne heldige dato i 1979. Præsentationen på britiske Top of the Pops fejler heller ikke noget…

Drømmeland…?

Nej, det altid frygtsomme øjeblik, hvor man for første gang skal høre en spritny Pet Shop Boys-single. I de hæsblæsende 80’ere var den slags ikke noget at frygte, tværtom var forventningen spændt til det yderste. Og som oftest med stor glæde til følge. Men ak, formkurven skulle dykke fælt, PSB-singlerne mistede for ofte troen på sig selv, kom uden den oprindelige eufori og naturlige fødselsret til verdens centrum, kunne lyde som Neil Tennant-skrevne under dyne og med varmedunk på dunkle, influenzasvage aftener i London, så affældigt svage fremstod de uheldigste af dem. Her er så ‘Dreamland’, endnu et nyt single-udbrudsforsøg – featuring Years & Years – fra skyggen af fordoms storhed.

Lana Del Fucking Rey!

Sandelig om ikke Lana Del Rey på fredagens nye album, Norman Fucking Rockwell!, hæver sig langt over den formkrise og idemæssige indelukkethed, der syntes skinne igennem det meste af seneste udspil, Lust for Life (2017). Ikke blot er de lunkne, kommercielt orienterede gæsteoptrædender fra det album – hvor ASAP Rocky, The Weeknd, Sean Lennon og Stevie Nicks dukkede unødigt op – lagt på hylden. Nej, kursen er overordnet omlagt, nu fjernt fra gængs hitlistepop, til fordel for et mere nøgent og følsomt stemningsoverlegent set sange, der rækker fra svimmel Ultraviolence-klasse til indtrængende, indimellem nærmest soft-psykedeliske forløb. Et stort ansvar for det positive skift må kunne lægges på Del Rey’s skift af musikalsk modspil. Væk er hendes tidligere sparringspartner, musikfabrikken (!) Rick Nowels, afløst istedet af man of the moment Jack Antonoff, der de seneste år har gjort stor amerikansk karriere (ligeledes som co-songwriter og producer) for så stærkt sangprofilerede nye kvinder som Taylor Swift, St. Vincent og Lorde. Det skift har melodisk givet Lana Del Rey’s nye, ofte klaverbårne sange skarpere profil, samt afstedkommet en frygtløs produktion ind i det stemningsfortabende. Ja, nyd blot som eksempel de sidste 6-7 mindblowing minutter af det her følgende track, ‘Venice Bitch’, der vel næppe lyder som musik fra nogensinde før. Og albummets sangfortællinger? Denne gang lever den altid så sikre stilist Del Rey’s sangord ikke på en streng diæt af Hollywood-kitsch, men kommer nærmest konceptuelt stærke, som de personlige sansninger, reminiscenser og levende billeder af en verden på vej mod opløsning, de synes at være. Norman Fucking Rockwell! er en modig vinder.

PS – Først på vinyludgavens store cover vi her bemærker, at bakkerne på hele den californske kystlinje inde bag Lana står i frådende flammer og undergang…!

Małomiasteczkowy

Den for flere år siden tidligere polske X Factor-vinder – i Danmark forsvinder den slags dressurheste gerne som dug for solen – Dawid Podsiadlo fik sig sidste år et gigantisk hit i sit hjemland med dette fint rastløse poptrack. Den majestætisk lydende sangtitel ‘Malomiasteczkowy’ oversættes vistnok til dansk som ‘provinsiel’. Sangens protagonist besynger de små byer, der fostrer store drømme, og ender i sangen med at ville flytte bort fra sin storby – Warszawa mon? – så dens kynisme, overfladiske spejling og strålende hårdhed ikke skal gå i arv til hans børn. I omkvæddet gentages linierne ‘jeg kører til dig alene igen / jeg kører til dig’. Banalt, helt sikkert, men ikke uden effekt til den energiske og sørgmodigt håbefulde melodi…

It’s the end of the world and Lana knows it…

…I miss New York and I miss the music / Me and my friends‚ we miss rock ‘n’ roll / I want shit to feel just like it used to / When‚ baby, I was doing nothing the most of all / The culture is lit and if this is it, I had a ball / I guess that I’m burned out after all / I’m wasted / Don’t leave‚ I just need a wake-up call / I’m facing the greatest / The greatest loss of them all / The culture is lit and I had a ball / I guess that I’m burned out after all / If this is it, I’m signing off / Miss doing nothing, the most of all / Hawaii just missed that fireball / L.A. is in flames‚ it’s getting hot / Kanye West is blond and gone / “Life on Mars” ain’t just a song / Oh, the livestream’s almost on…

FAK synger Silver Jews

Ovenpå Silver Jews/Purple Mountains’-fyrtårnet Dave Berman’s pludselige død for to uger siden, har den sydstockholmske harmoniduo First Aid Kit været i studiet, og kan således i dag udsende en hyldestsingle til ham med to numre. ‘Strange Beauty’ har de selv skrevet, men her er det det andet, deres cover af Silver Jews’ ‘Random Rules’. Interessant at høre en Silver Jews-sang med rigtige sangere, der kan bære en melodi. Da hører man måske først egentlig hvor velfungerende melodisk den er…

…I asked the painter why the roads are colored black.
He said, “Steve, it’s because people leave
and no highway will bring them back.”…

Surprise for Joe

Fordi det i dag er Joe Strummer’s fødselsdag, og nu han, som kan ses her nedenunder, er i New York City, har man fået selveste Dean Martin fløjet ind fra Californien, for personligt at synge en af Strummer’s favoritsange, ‘Little Ole Wine Drinker Me’, for ham. Ja, alt kan lade sig gøre, når man er feteret forsanger i The Clash…

WAY OUT WEST, DAG 3

Sidste dag på Way Out West begyndte med – regn. Regnvejret endte mer at fylde en del, for af og til var regnen temmelig kraftig. Musikfestivaler afviklet i silende regn kan i bedste fald skabe sammenhold blandt publikum og i værste fald skabe en følelse af ekstrem trøstesløshed. Heldigvis blev det sidste ikke tilfældet.

Første koncertoplevelse var med Titiyo, der er Neneh Cherrys søster (og dermed også bror til Christian Cherry fra TV-avisens vejrudsigt). Jeg oplevede kun de sidste 15 minutter af denne koncert og kender ikke Titiyos musik så godt, men mit indtryk er dog at selvom begge de to søstre er dygtige vokalister, er det dog Neneh Cherry, der har det mest interessante materiale og satser mest.

Næste koncert var også med et svensk navn, nemlig gruppen Amason, der nu snart er albumaktuelle. Regnen var rigtig voldsom op til koncerten; vi var mange der krøb i ly inde under en slags skulptur med lange tjavser af stof. Men da Amason gik på scenen, var vi også mange, der kom ud af skjulet. Det blev en god koncertoplevelse, trods regnen, der af og til stilnede af. Amanda Bergman, den af de to sangere som er mest i forgrunden, er en rigtig dygtig vokalist. Stilmæssigt er Amason egentlig svært bestemmelige. Nogle gange var vi over i et svensk 70’er-univers, men andre gange var helhedsindtrykket overraskende funky, Der blev endda også tid til en forunderlig udgave af det gamle, sentimentale Foreigner-hit “I Want To Know What Love Is”. Amason har sange på både svensk og engelsk; min fornemmelse er, at de svenske sange fik en særligt god modtagelse af publikum, og det er da også denne del af deres repertoire, der står mit hjerte nærmest.

Christine and The Queens fra Frankrig leverede vel dagens største koncertoplevelse (og regnen var holdt op for en stund). Ét er sangene, og Christine er en dygtig pop-sangskriver og ditto vokalist, der ikke lægger skjul på om sin egen modsætningsfyldte og åbne seksuelle og kønslige identitet. Et andet er hele det visuelle udtryk; Christine optræder med en trup af meget dygtige dansere, og store dele af koncerten var et præcist koreograferet og udtryksfuldt danseshow, der udgjorde en på én gang original og trofast formidling af sangenes budskab. Noget helt tredje, er at Christine dertil er en usædvanligt karismatisk og tiltalende person på en scene.

Så blev det tid til en burger. Da manden bag disken talte om “bestilling nummer niogfyrre”, gik det op for mig at han faktisk var dansk. Det var den eneste dansker, jeg stødte på til denne svenske festival.

Derefter blev det tid til Erykah Badu, og hun er ikke blevet mindre excentrisk med årene – tværtimod. Med sin guldparyk og 10 armbåndsure (!!) og appeller til at man skal fokusere på træerne (!!!) var hun så afgjort et af de mere specielle bekendtskaber. Musikalsk er Badu stadig særdeles kompetent, og hendes jazzede tilgang har på nogle måder dannet skole inden for R&B, men det hele truede ofte med at blive overskygget af primadonnanykker. Erykah Badu gik langt over tiden. Hvem tør afbryde en selvproklameret diva? Det gjorde arrangørerne! Til sidst blev lyden simpelthen slukket af hensyn til næste koncert på scenen overfor. Hvorefter Stormzy omsider kunne gå på scenen med en forsinkelse på 20 minutter, der alene skyldtes Erykah Badu.

Jeg har aldrig oplevet Stormzy på en scene før, men hans bud på engelsk hiphop var særdeles vellykket og en god måde at slutte festivalen på. Musikken er ofte vred og kraftfuld, men Stormzy afslører sig selv som en venlig mand med hjertet på rette sted. Og også han fik røbet undervejs, at han havde haft en depression.

Det interessante for mig ved Way Out West er, at festivalen er meget velorganiseret og ikke nær så præget af de udskejelser som man kender fra danske festivaler (her tænker jeg bl.a. på krænkende og ubehagelig adfærd over for andre pga. druk og på nogle mænds trang til at tisse hvor det passer dem). Musikprogrammet er interessant og har gjort det nemt for mig at få nogle musikoplevelser, der bringer mig ud over den standardoplevelse med “hvide mænd med guitarer”, der engang var så typisk for mig, Jeg holder meget af rockmusik og mange af mine musikalske helte er hvide mænd, men verden er større end dét!

Way Out West, dag 2

I nat skulle jeg til koncert med Orville Peck på et spillested inde i Göteborg; det er nemlig sådan at Way Out West-festivalen efter midnat fortsætter rundt om på byens spillesteder.

Men mange andre havde fået samme idé, så jeg kunne ikke blive lukket ind, men måtte stå i kø indtil tilstrækkeligt mange fra publikum var gået ud igen. Jeg faldt i snak med en jævnaldrende mand fra Sverige, og vi kom selvfølgelig til at snakke om musik. Det viste sig at vi havde været til den samme koncert med Green On Red på en Roskilde-festival for meget længe siden. Først til sidst blev vi lukket ind og nåede at høre to numre med den gådefulde canadiske country-crooner. De var til gengæld rigtig gode, og jeg ærgrede mig over ikke at have hørt mere.

Bagefter tog jeg og min svenske følgesvend sporvognen tilbage, og her røbede han, at et af de bands han altid har sat meget højt, såmænd var Gasolin!

Der er korfestival i Göteborg og ikke helt få kor fra rundt om i verden er indkvarteret på hotellet. Her til formiddagen havde vi derfor den særegne oplevelse at kunne sidde på værelset og lytte med, mens korene øvede i hotellets gård. Det var overrumplende smukt!

Bagefter gik Pastorinden og jeg en tur for at købe kontaktlinserensevæske hos Synoptik (det har de også her!), og vi kom forbi domkirken. Her i denne kirke, der med sin enkle indretning ser så anderledes ud end danske kirker, var der en lille koncert med svensk folkemusik arrangeret for violin og harmonika. Jeg opsøger sjældent harmonikamusik, men dette var smukt og besad den længselsfulde, melankolske tone som er så karakteristisk for nordisk musik.

Dagens første egentlig koncertoplevelse blev den japansk-amerikanske sangerinde Mitski. Som en del af sit omhyggeligt koreograferede sceneshow brugte hun to rekvisitter: et bord og en stol. Musikken var (som noget, der ikke var så meget af på denne festival) egentlig rock, og her med tydelige momenter af tidlig 1990’er-rock som man stødte på den hos B-holdet i datidens “alternative rock” (Veruca Salt, Velocity Girl osv.). Men var det virkelig Martin Krasnik på guitar?

Stereolab så jeg første gang for 25 år siden. Deres musikalske udtryk, der på en og samme tid er naivistisk og cool, har de stadig. For de uindviede: forestil jer et extended remix af en udgave af “One Note Samba” indspillet af Can med Juliette Greco som gæstevokalist. Jeg lyttede en del til Stereolab dengang i 1990’erne, men selv om jeg har flere af deres album, må jeg desværre indrømme at jeg ikke kunne huske nogen af deres numre. Det vidste gruppen nu godt, for Laetitia Sadier præsenterede på et tidspunkt selvironisk et nummer som “et af vores hits”. Hvis der er noget, Stereolab aldrig har haft, er det nemlig hits. Men når det lykkes for Stereolab (og det gjorde det ofte i dag), skaber de en særlig tilstand – og det er også noget, musik kan.

Veronica Maggio er en af de helt store svenske popstjerner, og det er helt fortjent. Det store svenske publikum kunne synge med, og trods det at mange af hendes iørefaldende sange har en umiskendelig snert af melankoli (man aner igen den nordiske tone), var stemningen god. Undervejs drev to luftballoner – en gul og en blå – ind over festivalpladsen og hen over scenen. Det var et usædvanligt syn; om det var timet med netop denne koncert, ved jeg ikke.

Khruangbin er en trio fra USA, og jeg havde ikke noget systematisk kendskab til dem. De er en traditionel rocktrio med guitar, bas og trommer, men musikken er stilmæssigt svært karakteriserbar med elementer af rock, funk, afrikansk og østasiatisk musik og sikkert også andet.

Khruangbin er et usædvanligt tæt sammenspillet lille ensemble, og bassisten Laura Lee havde endda så stort musikalsk overskud, at hendes bevægen sig rundt på scenen ofte antog karakter af en slags dans. Ligesom Stereolab er Khruangbin et band der går efter at skabe en tilstand med deres musik; det skete efterhånden og især sidste halve time var rigtig vellykket i så henseende.

Aftenens sidste koncert var med The Cure. Alle musiknavne appellerer til bestemte, ofte aldersbestemte, segmenter, og her skulle man tro at netop The Cure ville appellere til mig af demografiske årsager. Jeg har da også enkelte af The Cures albums; Pornography og Disintegration er rigtig vellykkede, men ikke specielt muntre (tværtimod!). Men jeg har set The Cure nogle gange i årenes løb på festivaler, og det er desværre ikke lykkedes dem at ældes med ynde.

Kun Robert Smith er tilbage fra de glade (???) dage dengang, og han er kommet til at fremstå som Den Syngende Bedstemor. På musiksiden er der gået fuldstændig bulderrock i foretagendet, og det virker efterhånden barokt at forsøge at opildne til en form for fest med selvmedlidende sange med linjer som f.eks. “Yesterday I felt so old, I thought that I would die”. Nu måtte det være goth nok, konkluderede min hustru og jeg og tog hjem. På vej ned til sporvognen passerede vi forbi en koncert med norske Charlotte Bendiks og jeg måtte indrømme, at det elektroniske univers efterhånden appellerer meget mere til mig end The Cure ville kunne gøre det.