Kategoriarkiv: Pop

Håkan’s lady hedder Kaos

Bedst som man helt har givet op på Håkan Hellström, hvilket desværre ikke faldt vanskeligt efter første halvleg af det todels-udsendte album Rampljus, så gør han noget så utippet, som at udsende et helt fint stykke ingenting af en pop-single. ‘Kaos Är Min Lady’ er forløber for anden del af Rampljus

Slow Motion 75

Det er den dag i verden, hvor Blondie’s Debbie Harry, engang det ganske symbol på vægtløs ungdom, bliver 75. Sådan her lød de og hun i 1979 på Eat to the Beat, Lower East Side-bandets fjerde album. Forstår stadig ikke, hvorfor ‘Slow Motion’ aldrig blev udsendt som tredje single fra den plade efter ‘Dreaming’ og ‘Atomic’. Mener, så kunne Blondie måske være blevet til noget ved musikken …

Sex Offender

I hvad kun vil være en spændende liste med perfekte debutsingler, bør denne have sin sikre deltagelse; 17. juni 1976 udsender Blondie ‘X Offender’, et så kort men bittersødt sammenstød mellem The Shangri-Las’ popmelodrama og New York City’s nye punkbølge…

Olof Palme i Discoland

Den nat Olof Palme blev myrdet i 1986 hørte jeg to sange igen og igen. Den ene var The Byrds ‘I Knew I’d Want You’, en fremragende Gene Clark-skrevet single-b-side til ‘Mr. Tambourine Man’, jeg netop havde fundet. Den anden var et stort hit i tiden, norske A-ha’s opfølger til gennembrudshittet ‘Take On Me’, den faktisk med distancer bedre ‘The Sun Always Shines On TV’, et nummer der ubesværet har klaret distancen til i dag uden synlige skrammer i sin højspændte popdramatik. Her i en optagelse fra 1986, hvor de så vildt renskurede nordmænd gæster det tyske ZDF-show Peter Illmann Treff. Måske Skandiamanden ser med den fjerne aften oppe fra Stockholm…

Nancy

Hun var i den lettere ende – i Lee Hazlewood’s så stilsikre iscenesættelse – en af 60’ernes store popsangerinder, hun var datter af Frank Sinatra, hun var indbegrebet af ubekymret Hollywood-sunshine. Stort tillykke til Nancy Sinatra, der bliver 80 i dag…

Lana DEl Rey siger fra

Sjældent har en seriøs amerikansk artist måtte tage så meget flak som Lana Del Rey, der lige fra debutsinglen ‘Video Games’ til nu er blevet fordømt med en tæt på hadefuld kritik, der i motivpålæggelse, personlige injurier og (ofte mandlige) beskyldninger om anti-feminisme så ofte har bevæget sig langt ud på den forkerte side af saglighedens grænse. I dag har hun på Instagram langt om længe givet svar på tiltale på den nærmest sygeligt besatte negative opmærksomhed omkring hendes værk og person…

Won’t get fooled again?

Sveriges kolostørste popstjerne Håkan Hellström er berygtet for, som en anden skamløs mestertyv at låne en-til-en med arme og ben fra hele den moderne musikhistorie. Men dagens fokuspunkt her, Pete Townshend, har han vel endnu ikke været på rov hos? Well, nu har han, for i fredags udkom Håkan’s nye album, hvis åbningsnummer er bygget på guitarriffet fra The Who’s ærketypiske ‘Baba O’Riley’ fra 1971. Døm herunder selv i sangens nye promovideo, der som hele albummet Rampljus Vol. 1 fremstår fattigt på mål, bevægelse eller nogen hørbar nødvendighed. Ærgelige ord om en mand, der kæmpede sig helt til tops på netop entusiasme, rå friskhed og en utæmmet vitalitet. Det gør derfor ondt i dette klip, at se en ikke længere ung Håkan, iklædt et blåt lirekassekostume med to triste rejer på ryggen, sætte sig bag trommer på det Nya Ullevi, der efterhånden mest af alt ligner hans drømmes succesfængsel, og sætte pligtskyldigt igang med de fire minutters gøgleri, der kulminerer i en danseduel med en fucking computeranimeret abe. Håkan Hellström er tydeligvis blevet voksen, og hans erfarne, her ensomme øjne bedrager den iscenesatte ubekymrethed. Man kunne tro, en så enorm succes som hans måtte afføde den ultimative kunstneriske frihed, men som både høres og ses, er det desværre alt andet end tilfældet. Håkan er fanget i sit eget enorme popstjernespil, og ingen sværm af imiterede Michael Jackson-moves vil kunne danse ham fri. Tværtimod.

Jane Birkin & Iggy Pop

Serge Gainsbourg’s dødsdag mandag blev denne uge markeret på Jimmy Fallon’s The Tonight Show med en sælsom Gainsbourg-duet mellem Serge’s muse Jane Birkin og hele verdens Iggy Pop, sidstnævnte endda atypisk fuldt påklædt. Man siger, det er tanken der tæller, så ingen grund her til hårdhed overfor denne noget senior-løse version af Gainsbourg’s ‘Elisa’…

Yugo popstar

Hvor heldig kan man være? En jugoslavisk Scott Walker-EP fra 1967 med fire af de bedste sange – ‘Mathilde’, ‘Amsterdam’, ‘The Lady Came From Baltimore’ og ‘Angelica’ – fra hans debutalbum samme år. Her er det Scott’s sprudlende overskudstake på Jacques Brel’s ‘Mathilde’, som sender EP’en med tidsikonisk Radio-Televizija Beograd-label afsted…