Før Neil Diamond blev amerikansk housewife-listening i 1970’erne, da havde han en karriere med en række skarpe popsingler. De to måske allerbedste af disse er ‘Girl, You’ll Be A Woman Soon’ og ‘Solitary Man’. Sidstnævnte fra 1966 er sangen denne side i dag vil drømme, at Elvis Presley havde taget og lavet en indspilning af. Diamond’s version herunder er i sig selv fremragende, men hvordan havde den så ikke lydt med Kongens uforlignelige shine og nattog af uartikuleret spiritualitet over sig?!
Kategoriarkiv: Pop
Lana Del London
Denne hede søndag står London i Lana Del Rey’s tegn. Efter at Springsteen lukkede i Hyde Park i aftes med bl.a. uventede ‘Twist & Shout’ skal Del Rey i aften bevise på samme scene, at hun – i modsætning til på Glastonbury for to uger siden – kan time et helt show uden overlagt strømsvigt fra arrangørernes side. Denne LDR-klassiker meldes på setlisten…
To the sea of love…
Phil Phillips gør det upåklageligt på sit 1959-hit ‘Sea Of Love, men også denne sang – i går her var der det Tedd Browne’s ‘The Everglades’ – ville have gjort sig fantastisk med Elvis’ uforlignelige shine og nattog af uartikuleret spiritualitet over sig. Havde han sunget for var den garanteret nået langt højere op på hitlisten i USA end den 2. plads det rent faktisk blev til. Den her sang er så markant, der i 1989 blev lavet en ret overbevisende Al Pacino-thriller som både bar dens navn og musik som omdrejningspunkt. Og i England fik Kim Wilde’s far Marty sig i 1959 sit eget hit med en mere renskuret version. Bagsiden på hans single hedder ‘Teenage Tears’. Så er alt vist perfekt…
PS – Og så udsender Iggy Pop også en kendt version – måske ikke ligefrem karrierens højdepunkt – på sin ellers lidt undervurderede Party (1981)…
PSB i KBH
Pet Shop Boys spiller i København i aften. Har set setlisten og hvilken overlegen hitparade denne best of-tour har med sig. Når der her tænkes favoritnumre med duoen, hvis betydning og fremstående plads i 1980’ernes popkultur ofte glemmes, så træder fire overdådige titler umiddelbart først frem: ‘Being Boring’, ‘Domino Dancing’, 12″er-udgaven af ‘Love Comes Quickly’ og understående ‘Paninaro’ med sin klassiske Chris Lowe-vokal. De to sidste er med på det stemnings-gennemførte remix-album Disco, der udkom i november 1986. Havde Disco med på kassettebånd i en Sony Walkman på dannelsesrejse til Vestberlin i marts 1987. Dengang lød ‘Paninaro’ her af glitrende, strømlinet nutid på vej. I dag har den stadig sin friskhed, men også noget helt anderledes bittersødt over sig, som vel kun de allerbedste ting får det på levet afstand. Må I der skal i Royal Arena få en stor aften!
Blondie tog den
New York City’s Randy & the Rainbows med en strømlinet doowop-sang fra 1963, som Blondie hørte, indspillede, samt brugte på 2’eren Plastic Letters (1978) og samtidig fik et stort single-hit i England med. Originalen hed ‘Denise’, Blondie ændrede køn til ‘Denis’…
Blondie tog den
San Francisco’s The Nerves med en profileret sang fra deres enlige 1976-EP, som Blondie snart hørte, indspillede, brugte som åbningsnummer på Parallel Lines (1978) og snart derefter fik et stort single-hit i England med…
Alle elsker Debbie
I aften, når Debbie Harry går på scenen med Blondie i Crystal Palace Park, vil hun nok blive mødt med fødselsdagssang af publikum.Da heller ikke hver dag man er på scenen og fylder 78 år. I det sydlige London spiller Blondie før den to år yngre Iggy Pop, som Blondie først supportede på dennes amerikanske tour i 1977. Til arrangementet Dog Day Afternoon spiller endvidere Buzzcocks, Stiff Little Fingers og Generation Sex, der som navnet spiller på er Billy Idol og bassisten fra hans gamle Generation X, samt Steve Jones og Paul Cook fra Sex Pistols. Blondie’s bass spilles lige nu af Sex Pistols’ Glen Matlock, så Johnny Rotten’s gamle punkband er stærkt repræsenteret i Crystal Palace. Men dagen, den tilhører Debbie.
Buzzcocks on 45
Buzzcocks er et af den engelske punkscenes stærkeste og mest profilerede singlebands. Favoritten her blandt perlerækken af deres tidlige 45″ere – kan høres samlet på den perfekte compilation Singles Going Steady – bliver muligvis ‘Love You More’, deres fjerde single, der udkom denne weekend for 45 år siden, usch! Det synes absurd lang tid nu, til gengæld varer selve sangens rejse kun et minut og 45 sekunder…
Depeche Mode på Østerbro
Parken er hvad Parken er; en svær forhindring at overkomme for ethvert stort band, der i dens brutale rammer ofte ender med at spille andenviolin til selve begivenhedens monstrøsitet, samt den berygtede elendige lyd inde i betonklodsen. Med den svære baggrund in mente en forbløffende stærk aften af Depeche Mode mandag aften. Om det skyldes det nylige dødsfald eller det faktum, at man med årets Memento Mori turnerer det bedste DM-album i vel en tre årtier, det er ikke til at sige, men der var en alvor over seancen i går som gav aftenen en klædelig tyngde, så anderledes end de næsten for pleasende shows, man har været rundt med de seneste gange. Dave Gahan’s kvaliteter som frontmand og sælger af varen er vidt beskrevet, alligevel stod man benovet gennem aftenen af hans evne til konstant at skubbe nuet ind i sangene og musikkens indre liv så langt udover scenekanten. 41 år siden denne side i 1982 først så Depeche Mode, da de i Saltlageret på Gammel Kongevej charmede 3-400 teenagers med deres dengang så spinkle techno-pop. Så jo, det band er kommet en mirakuløs lang vej. Smukt at man bærer både sin alder som band og egen historie så værdigt som tilfældet var i Parken i aftes.
Careless George
George Michael ville være fyldt 60 år i dag. Tog superstjerne-fængslet livet af ham? Han befandt sig ialfald tydeligvis ikke godt i den verden af evig bevågenhed og kolossal forventning, som var blevet hans efter himmelfarten med Wham! sammen med skyggepartner Andrew Ridgeley. Fra tidlig plastik-Motown-pop med dem til en senere luksuriøs solomusik for alverdens dansegulve, samt nogle uafrysteligt stærke ballader, altsammen udført med nærmest Bryan Ferry’sk elegance.
Her som markering af hans runde dag den eneste George Michael-single jeg ejer, en 12″er med en extended version af hans store 1984-single ‘Careless Whisper’. Hver tone, hvert anslag, hver frasering på dette stykke fremragende hifi-pop er rendyrket perfektion. Ja, selv saxafon-temaet giver fuldbyrdet mening. Og der findes næppe en blødere og mere lindrende lyd end de synth-strings. Alle har mindst ét minde de forbinder med ‘Careless Whisper’. Mit er vistnok placeret dengang under sommernætter på den franske Riviera…
Summertime lateness
Lana Del Rey skulle lørdag aften kl. 22.30 på Glastonbury’s såkaldte Other Stage give sit første britiske show i fire år. Derfor ret vildt at vores popnoir-dronning dukkede op en hel halv time for sent, angiveligt fordi hun skulle have sat hår. Konsekvens? Da klokken slog midnat, curfew på Glastonbury, blev strømmen slukket på scenen. Da var Del Rey netop færdig med ‘White Mustang’. Som kan ses på køreplanens hensigt herover gik Glastonbury’s publikum på den baggrund glip af en håndfuld af Del Rey’s største slow-bangers. Et bud herfra er at hun om to uger starter sit show i Hyde Park, der også har streng curfew, til tiden.
Alex Turner’s jukebox
Hvilken lyd kan inspirere et nyt album? Hvad skaber den musikalske bevægelse mod et kommende værk? Her en spændende liste over sange, numre, musik Alex Turner brugte som referencepunkter i sangskrivning og produktion af Arctic Monkeys’ seneste Car (2022)…
Versioner af originaler
På en musikweekend, hvor i morgen lørdag byder på The Walkmen, Iggy Pop, ja, selv The War on Drugs, og søndag aften har årets eneste Thåström-show – det sker til Rosendal Garden Party på Djurgården i Stockholm – går vi lige nu og her en helt anden vej med en stærk version fra den Madonna-coverplade, Italians Do It Better-mastermind Johnny Jewel sammensatte, producerede og udsendte for to år siden. Har Madonna’s ‘Holiday’ nogensinde lydt bedre end her, hvor Sally Shapiro iklæder sangen hudblødt fløjl og varm elektronisk eufori? Det hele lykkes lige omkring 2:28, da Shapiro’s vokal svares tilbage på af de måske mest morfin-behagelige vocoders siden New Order’s på ‘Bizarre Love Triangle’ i vinteren 1986…
Farvel, Peter
Peter Belli døde i går efter længere tids sygdom. Æret være hans minde.
Stjernen der gik ud
Deres musik var ligeså vægtløs, ufysisk og klinisk renset for støv, urenheder, samt menneskelige begrænsninger som Sade’s, som The Carpenters’, som Roxy Music’s på Avalon (1982). Prefab Sprout kom ellers fra beskidte nordengelske Newcastle, og udsendte der på byens indieselskab Kitchenware Records en række imponerende stædigt selvstændige og musikalsk komplicerede pop-plader, der ofte var langt nemmere at beundre end at holde af, men som når sangskrivningen ramte helt rent stod drømmeverdens-uvirkeligt lysende. Som på den følgende single her fra 1990. Bandets frontfigur og sangskriver Paddy McAloon fylder år i dag, forlængst forsvundet fra det popmusikkens krævende projektørlys, hans musik næsten syntes for delikat og skrøbelig til…