Lørdag aften deltog Depeche Mode på italiensk TV i den traditionelle San Remo Festival med en gæsteoptræden på to numre. ‘Personal Jesus’ kan vi udenad i søvne, langt mere interessant den nye single ‘Ghosts Again’, der overraskende nærmest bliver ved med at vokse for hver gennemlytning. Om det er sangens glødende melodiske kvalitet eller bare en overreaktion på tidens kalorienærige populærmusik, det skal endnu ikke kunne siges. Jo ældre Dave Gahan bliver, jo bedre synger han øjensynligt, og jo mere bringer hans fysiske fremtræden diskrete mindelser om LS’s egen Dr. Risell. Specielt det sidste er et stort kompliment til Dave…
Kategoriarkiv: Pop
The story of Wah!
The Crucial Three, den myteomspundne Liverpool-trio af (for) store egoer, der aldrig nåede nogetsomhelst inden den gik i opløsning, bestod af Ian McCulloch (snart sanger i Echo and the Bunnymen), Julian Cope (snart sanger i Teardrop Explodes) og så Pete Wylie, der ligeledes som forsanger fortsatte med sine Wah! Heat, der var akkurat ligeså lidenskabeligt dedikerede og Merseyside-karakterkæntrende stærke som de to førstnævnte bands. I dag er han sørgeligt nok lidt overset, glemt og borte fra de større scener, men det er ialfald ikke hans dengang fornemt profilerede sangskrivnings skyld. Her en liveoptagelse fra Channel 4 i 1983, et tidspunkt hvor han med Wah! når helt op i top-3 på den engelske hitliste med sin Merseysoul-hitsingle ‘The Story Of The Blues’, der i klassisk Wylie-stil rækker ud efter de helt store følelsers klimaks. Wylie havde lige da med Wah! hele verden – okay så, den engelske del af den – for sine fødder, men i klassisk Scouse enspænder-stil lykkedes det ham at miste momentum og formøble karrieren. Sangene fra hans lift-off er dog ret vidunderlige endnu, hør blot den her startende ‘The Story Of The Blues’ med sit næsten Marc Almond-svævende melodrama…
War is worth it?
Pet Shop Boys har netop lagt en ny sangdemo op, sunget i 1. person fra vinklen af en i dissekrigsplagede tider yderst omstridt statsleder. Bliver det hele for fodformet og afkodeligt uinteressant trods de gode intentioner? Måske, men den stærke melodi bærer godt igennem. Bemærkelsesværdigt er det også at Neil Tennant, som sangen udvikler sig et par steder nærmest vrænger med stemmen, noget aldrig nogensinde hørt før i normalt så køligt afmålte PSB, og det endda her, ovenpå en soft klaverballade…
DM øger indsatsen
Havde den stærke nye Depeche Mode-single her i går. I dag markeres 37-årsdagen for en anden. 10. februar 1986 udsendes forløbersinglen for Black Celebration, der skal udkomme måneden efter. Og ‘Stripped’ er vel det øjeblik, hvor DM smider sit musikalske hvalpefedt og for alvor leverer den grandiøse storhed, popudgivelserne op til da kun momentvis har antydet. ‘Stripped’, en tålmodigt dunkende elektroballade, der får luft under sine brede vinger tilsidst, da det simple men mægtige keyboardtema på tværs af de roligtstående akkorder sætter ind. Og som sådan forvarsler dette nummer vel ikke bare Black Celebration, men overordnet også tilgangen på de kommende mesterplader Music for the Masses (1987) og Violator (1990), der vil skyde DM’s karriere lodret op. Her ‘Stripped’ i den rørende version fra livealbummet 101, indspillet 18. juni 1988 i Rose Bowl, Pasadena, Californien…
Burt Bacharach RIP!
En sangskrivernes sangskriver, en der lavede så elegant svungne sange sammen med sin tekstforfatter Hal David, at næsten alle andre – samtidige som senere – bare måtte træde to skridt tilbage og anerkende den mesterlige musikalitet og enkeltlydende kompleksitet, der gav deres fælles katalog dets helt uforlignelige melodiske tone og overordnede identitet. Og hvor kender man dog mange af de sange, bevidst som ubevidst, når man går en liste igennem med samtlige. Kvalitetspakkede, tidsdefinerende swinging 60’s-pophits med Dianne Warwick, Dusty Springfield, Jackie DeShannon, Aretha Franklin, Carpenters, Gene Pitney, Tom Jones, Herb Alpert blandt de mere kendte. Her to af Bacharach/David’s hits, det ene sunget af Lyngbys egen Scott Walker i 1965, det andet en cover af punkbandet The Stranglers i 1978. Så stærkt defineret var Burt Bacharach melodisk, at hans sangs melodiske klasse ubesværet skinner igennem selv The Stranglers’ soniske, uhm, kvælertag på den…
Fransk mandag
I 1963 skriver Serge Gainsbourg sin langsomme vals ‘La Javanaise’ om svævende kærlighed til sangerinden Juliette Greco. Hun synger den teknisk langt bedre, specielt den så flot svungne melodi i omkvædet sætter hun langt mere forfinet elegant end Serge. Men hans version har mere sjæl, er mere tidsløs og fri i sin fortælling, så det er naturligt den som står øverst her…
Iggy Pop har indspillet en version på sit chansonflirtende-album Après (2012), og giver der denne vinkel på ‘sangen’La Javanaise’: “I just about flipped when I heard this song. The melody is so beautiful and obviously wounded, but does not become a bummer because of the great chorus and it is true that without love everything is fucked up but at the same time love is kind of a trick and maybe a problem” .
Fransk mandag
Kendte i 1983 en pige der var nede som au pair i Frankrig og kom hjem med et mini-album af et helt nyt new wave-synthband fra Paris ved navn Indochine. Åbningstitelnummeret og singlen derfra ‘L’aventurier’ blev spillet meget det år, stadig en top-catchy popsang i dag med sit mærkværdige mash-up af svajende speedet synthpop og Jørgen Ingmann’sk guitar-twang…
Hands and Feet, please!
Hands and Feet-Remix. Således hedder den bedste version af Depeche Mode’s ‘Enjoy The Silence’, der udkom på single for 33 år siden denne søndag. Alle kender nummeret til hudløshed, alligevel tåler det nemt et givende genhør mens der tælles ned til den nye single ‘Ghost Again’. For så overlegent kølige og majestætiske er dets virkemidler. Ikke ét ord for meget, ikke en lyd, et tema eller et anslag der ikke optimerer. Og så de der berusende, akkordbærende synths som netop er fremhævet på dette remix. Enjoy indeed!
The Carpenters
Der skete meget i dag for 40 år siden. Det mest tragiske og triste var nok Karen Carpenter’s død af spiseforstyrrelser kun 32 år gammel. Kan du lide The Carpenters? Tænker de er sådan et band, man kun kan klare i meget, meget små doser før det hele bliver for sukret og klaustrofobisk perfekt. Men deres dygtighed udi amerikansk popmusik af reneste 70’er-snit fornægter sig jo aldrig. Vi mindes Karen Carpenter her med denne sides absolutte favorit med dem, 1971-singlen ‘Superstar’, som også Sonic Youth overraskende har lavet en meget, meget fin version af. Men her er det The Carpenters, der altid lød allerbedst på de mest længselsfuldt sørgmodige og fortabte sange…
Technique 34
Mandag var det årsdagen for at New Order i 1989 udsendte Technique, den skarpe opfølger til anderledes rodede Brotherhood tre år tidligere. Indimellem de to var kommet singlen ‘True Faith/1963’, hvor New Order havde genfundet den popformlens skarphed, der tidligere i årtiet havde været bandets adelsmærke. Technique er grundindspillet på Ibiza, som på det tidspunkt var blevet en berygtet magnet for hedonister med hang til elektronisk acid-musik og drugs. Det høres tydeligt på albummet, det vel sidste rigtigt betydningsfulde fra Manchester-bandet…
Barett was a rolling stone
Barett Strong, en af de fremgangsrige Motown-sangskrivere der ikke var Holland-Dozier-Holland, er gået bort. Vi ærer ham naturligvis her, ikke med hans så kendte ‘Papa Was A Rolling Stone’ eller ‘War’, men istedet med den ‘I Heard It Through The Grapevine’, han i 1967 skrev sammen med Norman Whitfield, her i den fænomenalt gode 1979-version med The Slits, jeg selv hørte på John Peel før Marvin Gaye-hitversionen fra ’68. Fra smooth farvet Detroit-pop til kantet hvid London-feministpunk i sang og musik, så har man gjort en forskel i verden – tak for det, Barett Strong!
Dead pop stars…
Alle medlemmer i Glasgow-bandet Altered Images var i 1980 medlemmer af Siouxsie and the Banshees’ fanklub, så naturligvis var det en support-tour i Storbrittanien for Banshees på deres Kaleidoscope-tour samme år, som førte til en John Peel-session på BBC, der igen – via Peel’s åbenlyse forelskelse i dem (nærmere præciseret forsangerinden) – førte til en stor pladekontrakt. Førstesinglen ‘Dead Pop Stars’ (produceret af Banshees-bassist Steve Severin) blev ikke bemærket af mange udenfor indieland, men følgende singler som ‘Happy Birthday’ og ‘I Could Be Happy’ gjorde for et par år Altered Images til regulære popstjerner i Storbritannien. ‘Dead Pop Stars’ er dog øjeblikket for Altered Images, hvor det hele smelter sammen og giver mening. Clare Grogan’s besynderligt hikstende lillepigestemme fungerer langt bedre i denne kantede postpunk-ramme end på de senere pophits, hvor dens selvbevidste charme-koketteri meget hurtigt bliver belastende. Nogle bands ud af postpunken var som født til at stråle på en enkelt sang og så aldrig igen. Dette er Altered Images’ gyldne tre minutter og 20 sekunder i den forstand…
Nyt electro-år skudt ind
Berlin-baserede Julian Winding hæver synth-barren og brillerer med ‘Undead is the New Read’, dette spritnye og dunkeltsmukke elektroniske storby-track til Nicolas Winding Refn’s aktuelle Netflix-serie Copenhagen Cowboy…
Public Image Ltd i Eurovision
Dét ville jeg have forsvoret: John Lydon og hans Public Image Ltd stiller op i det irske Melodi Grand Prix i år med denne sang.
Alan Rankine RIP!
En trist nyhed fra Skotland: Ofte har denne side sendt kærlighed afsted i retning af Dundee-duoen The Associates, der fra 1979 og tre år frem frem udsendte noget af det mest ekstravagant eventyrlystne, vildt euforiske og udfordrende popmusik vel nogensinde. Sanger Billy Mackenzie tog sit liv i januar 1997, i dag meldes bandets musikalske ankermand Alan Rankine død i en alder af 64 år. Her en af The Associates’ mange eksperimenterende 1981-singler, der fremviser hvilken høj musikalsk sfære de selvoplærte Bowie-graduates Mackenzie og Rankine sammen bevægede sig ubesværet i…