Kategoriarkiv: Pop

Kendis for livet

De er der ikke længere, Kent fra Eskilstuna. De unge mænd der flyttede til Stockholm for at blive Sveriges største band, vandt hele kongeriget, men også tydeligvis betalte en høj indbyrdes pris, gik i 2016 i nøje planlagt opløsning. Den og bandets derfor sidste vemodige år sammen kom der året efter en stærk dokumentar ud af. Dens to timer og 20 minutter ligger på forunderlig vis til fri afbenyttelse lige her. Et lidt sørgmodigt men også opløftende blik på historien om Kent. Og befriende ovenpå den sidste uges debat herhjemme om et populært dansktop-orkester og dets dybt ensomme fans, at kunne gå ombord i sådan en doku om et band med musik, man rent faktisk kan føle noget for…

Oversete mestre?

Isle of Wight-duoen CHAMPS – bestående af David Champion og Michael Champion – har efterhånden fået udgivet tre vidt forskellige albums, dog uden det af den grund er lykkedes brødrene at få den bredere opmærksomhed, deres vokalstærke musik fortjener. Debuten Down Like Gold (2014) lyser stadig klarest, men efterfølgerne bærer også på sange af elegant stemningssat popmelodik. Seneste album The Hard Interchange (2019) tager en mere moderne produceret vej, hvilket høres på denne omkvædsstærke single, der i tilgang og lyd slet ikke ville lyde forkert anbragt på et Broken Bells- eller MGMT-album…

Art of the cover

Fra glam til punk: Man skulle ikke tro det, men der er syv år mellem disse to covers, henholdsvis et britisk glam-boyband på karrierens peak i 1973 og så en amerikansk punk-institution, der i 1980 på sit femte album søger en hovedvej ud af undergrunden og ind på hitlisterne…

Nostalgia ’74

Er tiden inde til en glam-revival? Ja, ifølge det københavnske band SilverGlam, der i dag, tungt bevæbnet med intuitiv forståelse for genren og en skarptskåret popsang, udsender singlen herunder. ’74’ oser af førstekærlighed til klassisk Chinn & Chapman, men giver sjovt nok også stærke mindelser om engelske Denim, der – med Felt’s Lawrence som mastermind – i start-90’erne ligeledes tog en attitudestærk tur i shiny platformhæle ned ad Desolation Boulevard…

Da fremtiden var ung

Man skulle måske ikke tro det ved at se nedenfor her på bloggen, men i 1977 er der meget andet end britisk punk og artschool-dropouts på speed, Station to Station og synthesizers. Klippet der følger er optaget en aften ved græske Partheon på Athens Akropolis. Det franske band Space er på besøg i rumgear for at fremføre deres store forårshit ‘Magic Fly’ – der rent faktisk udkommer tre måneder før Giorgio Moroder/Donna Summer’s visionære fremtidsmaskine ‘I Feel Love’ – for det italienske RAI-program Discomare. Daft Punk, gå hjem!

I’ll have a shower and then phone my brother up…

I dag for 25 år siden udenfor skotske Dundee – nærmere bestemt i et udhus i Auchterhouse – tog The Associates’ Billy Mackenzie sit liv, og satte derved et utidigt punktum for en af de vildeste stemmer i britisk musik. Med stærk anbefaling af The Associates’ excentriske pop-meisterwerk Sulk (1981) markerer vi Billy Mackenzie med en ubetaleligt attitudestærk TV-gennemkørsel af ‘Party Fears Two’, albummets gennembrudshit for Mackenzie og hans makker Alan Rankine, der mimer den akustiske guitar i baggrunden her. Hvor mange overværede iøvrigt Billy Mackenzie’s eneste optræden med The Associates i Danmark, da han i 1985 under en sort beret charmedansede eftermiddagen væk på Roskilde Festivals Grøn Scene, og øjensynligt stjal samtlige tilstedeværende hjerter? Et stort tab, han ikke er her mere.

The New Jersey Connection

1977: Springsteen ligger i langvarig retskonflikt med sin ex-manager Mike Appel, og må så længe den varer ikke udsende nyt materiale. Istedet går The E Street Band i studiet og indspiller en single med Ronnie Spector. Sugar Miami Steve producerer begge dens sider, og har endda komponeret B-siden ‘Baby, Please Don’t Go’. Hovednummeret ‘Say Goodbye To Hollywood’ er dog klart vinderen her, spillet hjem på fullblown popklassisk The E Street Band-vis. Og hvem dukker, trods sit forbud, op i C-stykket og synger kor?

Blondie var et band

Chris Stein og kat, Brooklyn, 1959…

Blondie’s ene guitarist, art-rocker og fotoentusiast Chris Stein fylder år i dag. Her sidens personlige favorit (i skarp konkurrence med ‘Fade Away And Radiate’) blandt de sange han selvstændigt skrev til Blondie. ‘Shayla’ ligger på side 1 på fjerdealbummet Eat to the Beat (1979), et af NYC-bandets bedste og mest udfordrende. Sang Debbie Harry – Chris Stein’s faste girlfriend dengang – nogensinde sin drømmende girlgroup-længsel mere hjerteknusende ud end her? Gjorde nogen?

40!

Fredag d. 27. november 1981 er en markant dag for tidens fremstormende synthpop. Dels udsender Sheffield’s The Human League fjerde single fra deres allerede udsendte Dare. ‘Don’t You Want Me’ er et pladeselskabskrav som single, da frontmand Phil Oakey ikke selv bryder sig om sangen. Naturligvis bliver den et verdenshit, og ligger nummer 1 i England i fem uger henover jul og nytår. Her en af flere optrædender på Top of the Pops med sangen, fulgt af Damon Albarn’s cover fra forrige uge i BBC…

Og dels udgiver Soft Cell sit debutalbum Non-Stop Erotic Dancing, der straks skal vise, at der er så meget mere til Leeds-duoen, end man har hørt på sensommerens letbenede tophit ‘Tainted Love’. Albummet fremviser en melodramatisk elektro-duo, der med amfetamin-drevet koldsved på panden besynger specielt bagsiden af ungt liv i illusionsløse Thatcher-England. Bedst som man hører albummet første gang, og tror man har luret alle Soft Cell’s tricks og virkemidler af, serverer de dette afslutningsnummer, en lille film af en historie i en af de smukkeste popsange, man vel nogensinde kommer til at høre, intet mindre. Jo, fredag d. 27. november 1981, en markant dag for tidens fremstormende synthpop…