Kategoriarkiv: Retro

Phil Spector er død

Sådan vil nogle gerne huske ham. Fra Rock and Roll hall of Fame after party… 6. marts, 2000 N.Y.C. Foto: John Mathew Smith. ( Creative Commons Attribution-Share Alike 2.0 Generic)

Han var en skidt person. Beretningerne om hvordan han truede Leonard Cohen med en pistol under indspilningen af Death of A Ladies’ Man, om den underlige indspilning af End of The Century med The Ramones og om hans behandling af sin daværende hustru Ronnie er vidnesbyrd om en psykisk ustabil mand, der var særdeles ubehagelig at være i nærheden af. Under sin tilbagetrukne periode sidst i 1960’ere holdt han efter sigende Ronnie indespærret i deres hus, og hun sagde, at han også gemte hendes sko for at forhindre at hun gik udenfor. Den 13. april 2009 blev Phil Spector kendt skyldig i mord på skuespilleren Lana Clarkson. I denne weekend døde han af COVID-19, stadig under afsoning.

Samtidig er det Phil Spector, der producerede nogle album, jeg sætter højt, ikke mindst de første soloalbums med John Lennon (især Plastic Ono Band) og George Harrison (det uforlignelige All Things Must Pass) og julealbummet A Christmas Gift For You. I sandhed et blandet eftermæle.

Eventide

Jens holder af Low, og det gør jeg også. Noget af det, jeg forbinder med dette album, er den usædvanlige måde, lilletrommen lyder på – “bagvendt” og en anelse syntetisk, men så alligevel ikke. Prøv at lytte til f.eks. trommeintroen til “Sound and Vision”. Det, vi hører, er en effekt, der skyldes en Eventide Harmonizer, en tidlig pitch shifter, som Tony Visconti var blevet rigtig glad for.

Visconti siger i et interview med Uncut fra 1999 dette:

UNCUT: Is it true that, when David asked what your Eventide Harmonizer did, you blurted “It messes with the fabric of time!”? How revolutionary do you think that sound was you created? And its influence in later years? 

VISCONTI: I must’ve been quoted in a family magazine. I actually said, “It fucks with the fabric of time,” much to the delight of David and Brian, who were on a conference call with me at the time. It was a radical sound, especially on the drums.

Dengang var det en udfordring at kunne ændre tonehøjden uden at ændre hastigheden. I dag er den slags lige som så meget andet, der engang var store kasser, bare et lille stykke software.

Albums fra året der svandt

Så blev det igen tid til en samtale om et tungtvejende emne. I kan se hvad denne blogs forfattere talte om på en søndag i december på den side, der er vores aktuelle feature. Hvor på listen ligger Megan Thee Stallion mon? Det må I læse jer frem til.

Der er ikke meget, der går den rette vej for tiden, men mon ikke virksomheden bag Zoom undgår afskedigelser?

Og nå ja, – glædelig jul!

Pleased To Meet Me

I dag ankom et længe ventet bokssæt fra Rhino med posten. Det gamle album fra 1987, hvor The Replacements var reduceret til en trio, har en spilletid på 33 minutter, men ingen af sangene er overflødige. Det hele slutter på smukkeste vis med “Skyway” og “Can’t Hardly Wait”.

Bokssættet har naturligvis en spilletid på noget over 33 minutter, thi det består af tre cd’er og en lp. CD’erne rummer en remastered udgave af det oprindelige album plus B-sider fra singlerne, demoer fra Blackberry Way-studiet og det oprindelige Rough Mix. LP’en er Rough Mix. Og så er der et fyldigt hæfte skrevet af Bob Mehr (forfatteren til Trouble Boys, den definitive Replacements-biografi) med bidrag fra bl.a. Stinson og Westerberg og producer Jim Dickinson. Dette er en værdig opfølger til Dead Man’s Pop, bokssættet bag den lidt undervurderede Don’t Tell A Soul.

The Gin Blossoms

Jeg havde en god ven i USA, som jeg besøgte et par gange først i 1990’erne. Vi snakkede tit om musik, og hun lyttede til meget af det samme som jeg lyttede til dengang. Underligt nok kendte hun ikke The Replacements eller Big Star, men til gengæld var hun rigtig glad for albummet New Miserable Experience med The Gin Blossoms. Dét album blev solgt i omkring fem millioner eksemplarer – det er omkring fire og en halv million flere eksemplarer end der er solgt af The Replacements’ albumudgivelser. Verden er underlig og ikke helt retfærdig.

Det ironiske er, at netop Big Star og The Replacements var The Gin Blossoms’ store forbilleder. New Miserable Experience blev endda indspillet i Ardent Studios i Memphis, hvor begge disse forbilleder indspillede nogle af deres mest berømmede albums. Sangskriveren bag “Hey Jealousy”, guitaristen Doug Hopkins, led en Bob Stinson-agtig skæbne. Hans misbrugsproblemer gjorde, at han blev smidt ud at The Gin Blossoms. Men hans bittersøde sange beholdt bandet, og de blev deres største hits. Da New Miserable Experience udkom, havde Doug Hopkins slået sig selv ihjel. Verden er underlig og ikke helt retfærdig.

Her, otteogtyve år senere, genhører jeg The Gin Blossoms. Deres musik er ikke på højde med hvad Alex Chilton eller Paul Westerberg har præsteret, selv om det bestemt er solidt håndværk, men det er nok heller ikke realistisk at forlange.

Oujee

Finsk er et forbløffende godt valg til en coverversion af denne ikke helt ukendte sang, her fortolket af finlandssvenske Lasse Mårtenson.

Yrtsi, tuote luonnon vihreän
Yskävaaran takaa tuli hän
Muuttui Stadin tapaiseks,
Ajoi kulmat ja säärikarvansa veks
Noniin Yrtsi, miltä meno maistuu?
Noniin Yrtsi, miltä meno nyt maistuu?
Joko osataan: duddududdu…

Kaiken, mitä sain, Kake möi
Toisen kamallakin rahoiks löi
Kakelta myös lainaa saa,
Korko vaan on vähän korkeempaa
Noniin Kake, miltä meno maistuu?
Niinpä niin Kake, miltä meno nyt maistuu?

Disko Siskon päässä aina soi
Nyt kai se jo mankankin myydä voi
Bussin jarru jos vinkaisee, siinä on taas joku jeejeejee
No hei Sisko, miltä meno maistuu?
Hei Sisko, miltä meno nyt maistuu?
Oujee
Jee

Leiska kulkee taas pilvissään
Meni sateenkaaria kiipeemään
Se ei viihdy enää tässä
Se tähtää korkeelle elämässä
Noniin Leiska, miltä meno maistuu?
Niinpä niin Leiska, miltä meni nyt maistuu?
Kuule hei! Duddududdu…

For 30 år siden

Vi markerer ganske mange fødselsdage og jubilæer for tiden, og derfor vil jeg selvfølgelig også nævne, at det i denne uge (helt præcis i fredags, den 25. september) er 30 år siden at All Shook Down, der skulle blive det sidste album med The Replacements, blev udsendt. Jeg kom sent i gang med at sætte mig ind i The Replacements’ værk, og All Shook Down blev derfor det andet album, jeg fik købt – det første var Don’t Tell A Soul.

Nu, hvor jeg har et andet overblik over gruppens bagkatalog, er det tydeligt, hvor meget der skete på de ti år fra Sorry Ma…Forgot to Take Out the Trash og frem til All Shook Down. Den fandenivoldske og upolerede, men også destruktive og ubehagelige side af The Replacements var med tiden i stort omfang blevet erstattet af den eftertænksomhed og melankoli, der ofte har præget især Paul Westerbergs soloudgivelser. Med All Shook Down, der oprindelig skulle have været Westerbergs første soloalbum, var forvandlingen tilendebragt, og gruppen gik fra hinanden.

All Shook Down er “Sadly Beautiful”, der med sin enkle og skrøbelige form er hele albummet værd.

Jeg har lovet mig selv, at jeg en dag vil skrive et brev til Paul Westerberg. Hvis jeg får brevet forfattet og afsendt, og hvis han svarer, vil I få det vide.

Can’t Hardly Wait

The Replacements var aldrig glade for at lave musikvideoer, og de første af slagsen virkede mest som om de var lavet under protest. Der er et bokssæt med Pleased To Meet Me fra 1987 lige på trapperne fra Rhino, og i den anledning er der lavet en musikvideo til “Can’t Hardly Wait”, den trodsigt triumferende sang, der runder albummet af. Jeg holder meget af sangen, men er videoen god? Jeg ved det ikke rigtig.

The Replacements som film?

Den amerikanske filminstruktør Josh Boone har planer om at lave en film om The Replacements. Manuskriptet foreligger, og rollerne er besat. Nat Wolfe skal spille Paul Westerberg, og Owen Teague skal have rollen som Tommy Stinson.

Manuskriptet til den kommende film er baseret Trouble Boys, Bob Mehrs bog om The Replacements. Den har jeg læst, men jeg må indrømme, at den ikke fik mig til at synes bedre om dem – tværtimod. Det var tydeligt, at Westerberg, Stinson og andre andre gik både hinanden og de fleste andre på nerverne og ofte var dybt uudholdelige. Nogle gange griber jeg mig selv i at tænke, at netop denne gruppe ville stå sig bedst ved kun at blive husket for deres sange – som var usædvanligt gode. Fordi The Replacements aldrig blev nær så kendte som mange af deres samtidige, vil filmatiseringen nemt ende med endegyldigt at cementere billedet af dem som usympatiske.

Skal jeg se filmen? Det skal jeg vel.

Hvad er livet?

Det er underligt og nærmest naturstridigt at denne fuldendte popsang af George Harrison ikke fandt nåde hos de andre medlemmer af The Beatles (nok især Lennon og McCartney, der var blevet lidt for godt vant til at det var dem, der leverede de gode sange), men måtte vente til det tredobbelte solo-debutalbum All Things Must Pass. Det er så til gengæld også et brag af et album.

Det er også underligt at tænke på, at Let It Be efter Beatles-standarder var et mindre vellykket album efter at den senere så berygtede Phil Spector havde haft fingrene i det, men at Lennon og Harrison begge lod samme mand producere deres første soloalbum. Plastic Ono Band har en enkel produktion, mens All Things Must Pass tydeligt lyder af Spector. Og Ringo Starr spiller med begge steder (omend ikke på “What Is Life?”).

Snart var det forbi

I disse dage genbesøger jeg The Jam, som nogle vil have opdaget.

De to sidste singler med trioen fra London var forunderligt melankolske på hver deres måde. Den sidste single var “Beat Surrender”, den næstsidste var “The Bitterest Pill (I Ever Had To Swallow)”. Forunderligt at Paul Weller kun fem år efter “In The City” i 1982 var havnet netop på det sted, hvor den ulykkelige kærlighed råder.

I den bedste sendetid

Jeg nåede desværre aldrig at opleve en koncert med The Jam. Siden har jeg været til koncert med Paul Weller, men uagtet mandens store kvaliteter, var det alligevel ikke helt det samme. Der ligger alt muligt derude på YouTube, og i denne uge har jeg omsider fundet den koncertoptagelse med The Jam fra dansk fjernsyn, som jeg husker så godt.

Et glimt ind i hvor gode The Jam var, fik jeg ved at se koncertoptagelsen fra TV-Byen fra foråret 1982 i de sidste få måneder af min tid på matematisk-fysisk gren. Det var dengang, hvor The Jam for alvor havde ladet sig inspirere af soulmusikken uden at de dog havde sagt farvel til rockfundamentet eller var blevet så polerede, som The Style Council senere blev. Deres sidste album, The Gift, var lige kommet med sange som “Precious” og “A Town Called Malice”, der da også var på sætlisten i i TV-byen.

Jeg så The Jam på min mors farve-tv og blev behørigt imponeret den fredag aften i april. Det bliver jeg stadig, når jeg ser ovenstående lille koncert på YouTube.

Verdens ældste pladeforretning

I skrivende stund er jeg på Malta. Det hævdes, at verdens ældste pladeforretning findes i Valletta. Butikken, Anthony D’Amato, påstår det i al fald gerne selv. Udenfor hænger et stort, gammelt skilt med His Master’s Voice og billedet af hunden med tragtgrammofonen.

Det var forunderligt nostalgisk at se en velassorteret forretning med hyldevis af cd’er, dvd’er, blu-ray-skiver og lp’er. Ikke mindst det klassiske udvalg var godt. For ikke engang 10 år siden var den slags hverdag. Jeg kunne ikke bestemme mig til hvad jeg ville købe, men jeg har sat mig for at købe ét eller andet, som jeg har lyst til at lytte til på den gode diskafspiller derhjemme. Den kan spille både cd’er, dvd’er og blu-ray-skiver, så det udsætter min beslutning yderligere.

Inde i butikken kunne man høre et typisk eksempel på en samtale på Malta:

– Don’t worry!

– < noget på maltesisk >

– Grazie.

– Thank you.