Kategoriarkiv: Retro

Blues Run The Game

Nogle musikere får en kort karriere og laver ét album, som man senere genopdager. En af dem er Jackson C. Frank. Han blev født i USA i 1943. Som helt ung oplevede han en forfærdelig ulykke: Der var brand på hans skole, og hans klassekammerater indebrændte. Jackson overlevede, men voldsomt forbrændt. Mens han lå på hospitalet, lærte han at spille guitar og fik som ambition at blive musiker. Han rejste til Storbritannien og indspillede sit eneste album dér, produceret af Paul Simon, som også var på britisk visit på den tid. I sangen ”Blues Run The Game” ovenfor synger han om netop sin tid i Storbritannien: ”Catch a boat to England baby, maybe to Spain/Wherever I have gone/wherever I have been and gone/the blues are the same.” Det er en dejlig sang, og det er ikke sært, at der findes ikke helt få coverversion af den nu.

Jackson C. Frank blev kæreste med Sandy Denny, som senere kom med i Fairport Convention og han mødte Al Stewart, Bert Jansch og andre og blev en overgang del af samme folk-miljø, hvor også Nick Drake færdedes.

Men få år senere blev Jackson C. Frank indlagt med depression (eller måske snarere PTSD udløst af den forfærdelige skolebrand) og vendte tilbage til USA, hvor han endnu engang havnede i psykiatrien og en overgang var hjemløs. Han døde i 1999, kun 56 år gammel.

Vi har aldrig nævnt Bert Jansch før her, men nævnes skal det at en af hans helt store fans såmænd er vores alle sammens Johnny Marr. Med rette: Skotske Bert Jansch var en særdeles god guitarist inden for sin genre. Herunder kan I se Johnny Marrs hyldest til ham.

Et slægtskab

Jens har tit skrevet om Billy Mackenzie og The Associates her. Og det forstår jeg bestemt; det var slet ikke dårlig musik. Og han har skrevet om A-Ha. De var heller ikke dårlige.

I går blev det min tur til atter at havne i retrohjørnet. Da nævnte jeg The Blue Nile, der ligesom The Associates var fra Skotland (nærmere bestemt Glasgow, hvor The Associates var fra Dundee).

Når jeg hører “Tinseltown In The Rain” fra albummet A Walk Across The Rooftops med The Blue Nile, kommer jeg til at tænke på A-Ha og Morten Harket. Andre gange minder A-Ha mig om The Associates. Og mens Billy havde hår, mindede han endda om Morten af udseende. På dén måde er verden lille. Det er storslået popmusik fra den tid, og lige præcis manieret nok til at undgå at blive træls.

Man bør ikke beskylde A-Ha for at være epigoner, selvom det uden tvivl er tilfældet at inspirationen flød fra Skotland mod Norge og A-Ha som de eneste fik egentlig idolstatus. A-Ha, The Blue Nile og The Associates slog igennem i samme æra. The Affectionate Punch udkom i 1980, A Walk Across The Rooftops udkom i 1984, og Hunting High And Low er fra 1985.

Lyden fra dengang

Min første cd-afspiller var en Sony Discman, som jeg købte i efteråret 1988. Den var jeg meget glad for, og den fulgte mig overalt. Men efterhånden fik jeg lyst til at eje en stationær afspiller – ja, faktisk til at købe mig et ordentligt musikanlæg. Min ven Søren og jeg tog ned til en radioforhandler og jeg tog nogle cd’er med, så jeg kunne vælge noget udstyr, der lød godt. Vi boede i Edinburgh dengang, så en del af udstyret var fra britiske mærker. Jeg kom hjem med en britisk Audiolab 8000A-forstærker, to lige så britiske højttalere af mærket Ruark med højttalerfødder til og en Philips CD634-afspiller (fremstillet et sted i Asien). Senere købte jeg en Aiwa-tuner (britisk fremstillet!) så jeg også kunne høre radio.

Men det er Philips-afspilleren, jeg for alvor husker. Den blev jeg meget glad for. To af de cd’er, jeg tog med, var albums, jeg tit har hyldet her på bloggen: Life’s Rich Pageant med R.E.M. og The Colour of Spring med Talk Talk. Begge albums er fra 1986 og er er velsignet med en kombination af stærke sange, gode arrangementer og et lydbillede, der står knivskarpt og hvor de enkelte instrumenter står tydeligt frem og faktisk lyder som de skal. Lyt til f.eks. Mike Mills’ bas på “Cuyahoga” eller Mark Hollis’ piano på “Chameleon Days”. Kontrasten til den alt for typiske firserlyd på forgængerne Fables of The Reconstruction (der er mudret og skidt mixet) og It’s My Life (der er underligt skinger) er meget tydelig. Philips CD634 havde en meget varmere og rarere lyd end min gamle discman, dét var tydeligt, og den passede godt til de to albums, jeg stadig sætter højt.

I dag stødte jeg på en artikel om 25 albums, der faktisk sagtens kan bruges til test-lytning og samtidig har musikalske kvaliteter. Og blandt de albums, der især bliver fremhævet, er netop The Colour of Spring. Et andet album, der bliver fremhævet, er i øvrigt A Walk Across the Rooftops med The Blue Nile (udgivet på Linn, der ud over at være et pladeselskab også lavede hifi-udstyr).

Syv år senere begyndte min Philips-afspiller desværre at svigte. Jeg købte en Marantz-afspiller i Aalborg; den lød præcis lige så godt og fjernbetjeningen til Philips virkede endda til den nye afspiller (fordi Marantz er et af Philips’ mærker). Dengang prøvede jeg afspilleren med Ladies and Gentlemen, We’re Floating in Space med Spiritualized, husker jeg. Den afspiller blev jeg også glad for. Men troløs som jeg var, sendte jeg den til København nogle år senere, hvor Jens fik glæde af den. Jeg havde nemlig fundet mig en anden afspiller, en Denon, der både kunne lyde som Marantz’en, når den spillede cd’er, og kunne vise film, når den fik en dvd.

Højttalerne fra Edinburgh holdt derimod helt frem til 2016. Seksogtyve år er dog også en alder.

Tillykke, Tommy Stinson!

I denne uge, nærmere bestemt i går, blev Tommy Stinson 60 år. Vi husker ham fra The Replacements og også (måske lidt modstræbende) fra Guns’n’Roses, hvor han en lang overgang var bassist og i den sammenhæng endda besøgte Aalborg. I dag er han (heldigvis) sig selv og er aktiv under eget navn. Cowboys in the Campfire var et godt album fra hans hånd. Samtidig er Tommy Stinson alene om at holde fanen højt som aktiv musiker efter årene med The Replacements.

Broderen Bob Stinson og dennes efterfølger som leadguitarist, Slim Dunlap, er døde. Chris Mars blev billedkunstner og Paul Westerberg har trukket sig helt tilbage.

I al fald: Tillykke herfra. Jeg fik aldrig oplevet The Replacements, men jeg håber at Tommy Stinson en dag når til Europa igen.

Den sidste turné

Saint Etienne stopper i år efter kun lidt over tre årtier. Det var der en god (og lidt vemodig) artikel om i The Irish Times i lørdags.

Vi har tit rost den engelske trio her på på bloggen. Nogen ville måske indvende, at vore dages popmusik lyder temmelig meget anderledes end hvad Bob Stanley, Sarah Cracknell og Pete Wiggs frembragte. Men egentlig gør det ikke noget. Deres sange, hvor det vemodige og det finurlige ofte stod side om side på iørefaldende vis, var og er noget særligt. Og hvor havde f.eks. The Cardigans været uden Saint Etienne?

Jeg har kun været til én koncert med Saint Etienne; det var på Roskilde-festivalen i 2000. Stemningen på scenen og blandt publikum var god, og jeg husker, at det faktisk var en dejlig koncert, Men da jeg og min gode ven Per kom ud fra teltet, var alt forandret efter en afbrudt koncert med Pearl Jam.

Her sluttede det

Jeg kan altid vende tilbage til The Beatles. Der er mange andre musiknavne, jeg sætter højt – det ved man, hvis man følger med her. Men de fire fra Liverpool var pionerer og usædvanligt gode til deres håndværk, der samtidig havde det med at være stor kunst. For tiden hører jeg af en eller anden grund Abbey Road, det sidste album, de kunne blive enige om – og hvilken afslutning det er! Jeg vender tilbage til det store medley, der slutter albummet. “The End” er det sidste nummer, Lennon, McCartney, Harrison og Starr indspillede sammen, og her når hver af de fire at spille en solo inden lyset bliver slukket for en historie om excentriske påfund, kærlighed venskab, uvenskab og ikke mindst stor kreativitet – som fortsætter bagefter. For så kommer Plastic Ono Band, Ram, Ringo og ikke mindst All Things Must Pass. Men lidt vemod er der nu alligevel altid forbundet med at lytte til “The End”:

En skønne dag tager vi væk herfra

Billeder fra Cimitiére Père Lachaise, besøgt på denne solskinsdag i juli 2026. Her førte gåturen til besøg ved Edith Piaf, Frédéric Chopin, Anna Karina, Mano Solo, Claude Chabrol, Marie Trintignant, Miguel Ángel Asturias og Jim Morrison. Og til alle mindesmærkerne for folkedrabene i Bosnien, Rwanda og i de nazistiske koncentrationslejre. Gribende, men vigtigt. I denne verden vil jeg ikke være trist.

Ou sommes-nous?

Jeg kan ikke være med i Odense i aften, for jeg holder sommerferie i Bretagne lige nu. Men jeg lagde mærke til Jens’ opslag om Desireless og spekulerede på, hvad der blev af Claudie Fritsch-Mentrop, som hun rigtigt hed. “Voyage Voyage” er nemlig et fermt stykke fransk pop, og det er umiddelbart sært, at der ikke blev fulgt bedre op på det.

Claudie voksede op i Normandiet og begyndte sin musikkarriere i 1980’erne som del af et band, der hed Air (ikke at forveksle med duoen, der lavede Moon Safari mange år senere).

Der kom flere singler efter “Voyage Voyage”, og de var med på hendes album François fra 1989, men ikke flere hits. Her er en af dem.

Claudie Fritsch-Mentrop laver stadig musik af og til. Der kom et album i 2015 og endnu ét i 2022, men min fornemmelse er at også hun primært er blevet del af firserpopnostalgi-segmentet.

Mary Margaret O’Hara

Ind imellem er der kunstnere, der kun udsender ét enkelt album, som man så til gengæld husker for det gode. Jens vender ofte tilbage til engelske The La’s. Jeg har selv tænkt på svenske Jakob Hellman og hans …Och stora havet– indtil han med 32 års forsinkelse omsider udsendte den svære toer i 2021.

Og så er der Mary Margaret O’Hara fra Canada, der udsendte Miss America i 1988, med et musikalsk udtryk et sted mellem country, jazz og singer-songwriter (er det egentlig en genre?) og en vokal, der minder om Billie Holiday og Patsy Cline på én og samme tid. Produceren var Michael Brook (ham med den særlige Infinite Guitar). Live-optagelser fra dengang afslører en pænt udseende dame med excentriske manerer grænsende til det søsyge. Se bare det gamle, tidstypiske klip ovenfor.

Siden dengang har Mary Margaret O’Hara ladet høre fra sig med sange til en film og med en jule-EP, men der er aldrig kommet et nyt album fra hende. Hun har ind imellem også været at finde på scener rundt omkring på uventede tidspunkter. Engang i 1999 dukkede hun op hos R.E.M., hvor Michael Stipe roste hende til skyerne. Og hun sang baggrundsvokal hos Morrissey på “November Spawned A Monster”. (Så er vi tilbage i det vante univers her hos os.)

Jeg har fundet senere live-optagelser med Mary Margaret O’Hara, og her er det desværre, som om det excentriske er kammet over og er kommet til at virke sølle, her hvor hun har passeret de 70.

Hør hellere denne gode koncertoptagelse med hende fra London fra 1989.

Sørgeligt oversete

BBC har en liste med rockgrupper fra USA, der ikke fik den anerkendelse, de fortjener/fortjente. Interessant nok er listen at finde på et sted, hvor man ellers læser om klassisk musik!

På listen er der bl.a. The Walkmen og Uncle Tupelo, to ensembler, jeg sætter meget højt. Der er også 1980’ernes Wire Train, der ikke helt var i samme størrelsesklasse som de to førnævnte (spørger man mig), men som godt kunne have fået mere anerkendelse. Ovenfor er en sang med dem.

Det er ikke dem


Der var faktisk også engang et band, der kaldte sig The New Order. Det blev dannet af Ron Asheton efter The Stooges gik i opløsning, og der var ikke så meget som skyggen af en synthesizer eller en sequencer indblandet. The New Order var rock med stort Å, ikke så langt fra The Stooges’ enkle proto-punk-udtryk (eller MC5 for den sags skyld).

The New Order var sammen fra 1975 til 1976, og så var det også slut med dem. Sandy Pearlman, der producerede Give ‘Em Enough Rope (The Clash’s svære toer), var en overgang faktisk også producer for The New Order. Noget egentligt album blev det aldrig til, men nogle tidlige demoer blev udsendt som udgivelsen Declaration of War. Ude på streaming-tjenesterne kan man finde en opsamling, der bare hedder The New Order.

Femte april for fyrre år siden – og i år

Inden endnu en påskesøndag er omme, skal vi have denne smukke forårssang om datoen i dag fra The Colour of Spring, der udkom i 1986. Den firserlyd, der plagede It’s My Life, er helt væk. The Colour of Spring er det spændende sted, hvor Mark Hollis og Tim Friese-Greene stadig skriver sange, men er på vej ind i et ganske særligt, i mere end én forstand tidløst lydunivers, der slår igennem på den mindst lige så mesterlige Spirit of Eden. De sidste tre albums med Talk Talk lever et sted, som ingen andre rigtig har formået at bebo på samme overbevisende måde.

Lou og Vaclav

Lou Reed var selv interviewer ved to lejligheder i sit liv. Den ene gang i 1990, hvor han interviewede Vaclav Havel, der på tidspunkt var nyvalgt præsident for det daværende Tjekkoslovakiet. Så vidt jeg kan se, er interviewet desværre kun tilgængeligt fra et gammelt nummer af bladet Musician og i Reeds bog Between Thought and Expression.

Vaclav Havel var en præsident af en slags, som man ikke ser i Østeuropa (eller i Europa i det hele taget) mere. Han havde været systemkritiker under det sovjetisk kontrollerede regime, men han var i særdeleshed også en meget anerkendt forfatter. Inden den sovjetiske invasion i 1968 besøgte Vaclav Havel New York og hørte Velvet Underground dér. Han blev glad for White Light/White Heat.

En del musikere fra Tjekkoslovakiet var inspireret af Velvet Underground, bl.a. bandet The Plastic People of the Universe fra videoen ovenover. Deres sanger og rytmeguitarist indtil 1973 var Paul Wilson, der var fra Canada. Han blev deporteret i 1977. Rock’n’roll var ikke noget, regimet brød sig om. Den fredelige revolution i Tjekkoslovakiet blev på engelsk kendt som The Velvet Revolution. Måske var det ikke et tilfælde.

Havel var i øvrigt også glad for Frank Zappa; ham gjorde han til Tjekkoslovakiets kultur-ambassadør. Læs mere f.eks. her.

Det er ikke mange mennesker, der har været venner med både ham, der skrev “Runaround Sue”, og ham, der fik lufthavnen i Prag opkaldt efter sig (den hedder ikke “Dion DiMucci Airport”).

Lou Reed og de andre

Jeg havde en lang overgang en opfattelse af Lou Reed som sindbilledet på den humørsyge og negative amerikaner. Og ja, han var en sammensat herre; det har Jens tit nævnt her. Min fornemmelse er, at en af grundene til at Lou var så sur og besværlig som yngre, var at han ikke var særlig tolerant over for hvad han opfattede som middelmådighed og forstillelse.

Men i de rette sammenhænge var Lou Reed en anden. Jeg husker især et dejligt interview med Elvis Costello, hvor stemningen er god og afslappet. Costello og Reed har stor respekt for hinanden, og det fører noget godt med sig gennem hele samtalen. Og Lou Reed holdt altid af helt umiddelbare herrer som Dion DiMucci (der blev hans gode ven) og Sam Moore.

Jeg tror også, det var godt at Lou Reed mødte den alt andet end middelmådige Laurie Anderson. Hans hustru betød mere for ham, end man skulle tro, og jeg vil mene, at det modnede ham sent i livet.

Så kommer jeg til at tænke på “Street Hassle”, hvor Bruce Springsteen dukker op (helt ukrediteret) 9 minutter inde i titelsangen.

Simple Minds var også glade for Lou Reed – og indspillede en udgave af ovenstående nummer på deres første kedelige bulder-album, Sparkle In The Rain. Nogle år senere dukkede Lou Reed selv op på “This Is Your Land” (2 minutter og 10 sekunder inde).

Og så var der jo også Metallica, der indspillede et helt album med ham. Langt fra alle forstod, hvad de ville. Det var formodentlig at komme væk fra bulder-musikken og et andet sted hen. Lou Reed blev en slags faderskikkelse for Lars Ulrich og de andre.

Dette nummer fra Lulu, “Junior Dad”, er næsten lige så langt som “Street Hassle”, og jeg kan godt lide det – overraskende på en god måde er det.

Run Westy Run

For nylig blev Minneapolis sørgeligt kendt rundt omkring på grund af ICEs brutale fremfærd. Men denne by i USA har også haft en musikscene, der har i 1980’erne gav os The Replacements, Husker Dü, Soul Asylum og selvfølgelig også Prince himself. Og ovre i den mere country-prægede afdeling har der været The Jayhawks med Gary Louris og Mark Olson. Et helt tredje medlem af The Jayhawks var en lang overgang Kraig Johnson, der også var med i Run Westy Run sammen med sine brødre Kirk og Kyle. Derudover har han været med i Golden Smog.

Først for ganske nylig har jeg fået taget mig sammen til at lytte til Run Westy Run. Deres første album var produceret af Steve Fjelstad, der var producer for Husker Dü, og deres tredje album var produceret af selveste Peter Buck. Men Run Westy Run minder ikke om hverken Husker Dü eller R.E.M. De minder egentlig heller ikke om The Jayhawks. Run Westy Run har aldrig været i opløsning, men de har holdt nogle endog meget lange pauser.

Det er svært at finde gode live-optagelser med Run Westy Run, for de vil uvægerligt give den umiddelbare, naive beskuer et indtryk af at vi har at gøre med en samling ældre mænd i kikset tøj, der spiller tøfrock og bruger koklokke. Men så enkel er sandheden selvfølgelig ikke. En del af Run Westy Runs sange er gode, og ikke mindst Kraig Johnson er en særdeles kompetent herre (der er grunde til at han var med i The Jayhawks og Golden Smog!) . Prøv at lytte til f.eks. “Milkyway’s Mainframe” eller den sang, der er herover.