Kategoriarkiv: Retro

Glen Campbell efter døden

Nu kommer der et posthumt album, hvor kendte nulevende sangere synger duet med Glen Campbell – lidt på samme måde som Natalie Cole sang duetter med sin afdøde far. Det er en underlig øvelse, synes jeg.

Og så kan jeg se, hvem der er med. Den usympatiske Eric Clapton, der gennem en menneskealder har forklædt sig som syngende formningslærer, men reelt bare er en ikke-rehabiliteret racist og konspirationsteoretiker, er med. Til gengæld er manden, der skrev “Ghost On The Canvas” til Glen Campbell, nemlig Paul Westerberg, ikke med. Jeg håber at fraværet simpelthen skyldes at Paul Westerberg i al stilfærdighed har trukket sig tilbage som sanger og sangskriver, sådan som jeg længe har fornemmet.

(Paul Westerberg er til gengæld med i den oprindelige musikvideo til sangen – prøv at lede efter den på YouTube.)

Dengang i Minneapolis

En af de lidt oversete sange med Prince (synes jeg) er hans “I Could Never Take The Place Of Your Man” fra Sign O’ The Times, der udkom i 1987 – samme år som The Replacements udsendte Pleased To Meet Me. Både Prince og The Replacements kom som bekendt fra Minneapolis, og hvis man læser Bob Mehrs Trouble Boys og interviews med Paul Westerberg, vil man opdage at disse temmelig forskellige bysbørn faktisk kendte hinanden. The Replacements indspillede endda i Prince’s Paisley Park-studie.

Det særligt interessante er, at “I Could Never Take The Place Of Your Man” både på tekst- og melodisiden lyder umiskendeligt som noget, Paul Westerberg sagtens selv kunne have skrevet.

Var Prince så inspireret af Paul Westerberg? Næppe – for der er faktisk en indspilning med Prince selv fra helt tilbage i 1979. 

I dag opdagede jeg så, at The Replacements kendte “I Could Never Take The Place Of Your Man” og faktisk lavede en vellykket cover-udgave af den. Hør bare ovenfor.

Årets albumudgivelser (sådan da)

Der bliver desværre heller ikke nogen samtale om årets albumudgivelser i år. Jens skriver

Har kigget på Uncut og Mojo’s årslister. Jeg kan simpelthen ikke finde plader til en top-10 i år. Hvis du er heldigere stedt, kan du så ikke lave en større ting med dine favoritter fra i år?

Jeg er åbenbart heldigere stedt. Her er mine bud.

Gensyn med Stop Making Sense

Her til aften fik jeg genset Stop Making Sense, koncertfilmen fra 1984 med Talking Heads. Jeg så filmen da den kom frem i 1984, og jeg så den i biografen i Nørresundby. Det var en anden tid – alene fordi der var en biograf i Nørresundby (faktisk var der hele to). Stop Making Sense gjorde et stort indtryk på mig, fordi den på en gang viser en helt fantastisk velspillet og intens rockkoncert fra et band på toppen af deres formåen og er en nøje udtænkt og koreograferet optræden, tilpasset filmmediets udtryk. Musikerne spiller og synger, men de danser og løber og hopper så sandelig også!

Hvis man kender filmen, vil man vide at den byder på en perlerække af sange fra årene op til og med albummet Speaking In Tongues. Det var dengang, gruppen var blevet meget inspireret af soul og funk og den David Byrne fremstod som en slags blanding af Charlie Chaplin og Buster Keaton og svedige herrer som James Brown og Al Green. Et år senere lavede Talking Heads den lettere country-inspirerede (og i øvrigt ganske gode) Little Creatures, der var meget langt fra den hektiske puls på Stop Making Sense. Få år senere blev David Byrne og de andre medlemmer uvenner, og så var det slut.

Her 39 år senere har Talking Heads tilsyneladende sluttet fred. Det oprindelige negativ til Stop Making Sense er blevet genfundet og lyd- og billedside er blevet shinet gevaldigt op.

Det var en glæde at gense Stop Making Sense på det store lærred – nu under mit ophold i København og i Dagmar-biografen ved Rådhuspladsen. Filmen var præcis lige så god som jeg huskede den!

Længere nede ad rækken i biografen sad to andre tilskuere og snakkede under store dele af filmen. Også dét bidrog unægtelig til fornemmelsen af faktisk at være til en koncert. Det kunne jeg nu godt have undværet.

The Replacements genoplevet

I dag fik jeg bokssættet Tim – Let It Bleed Edition. De fleste har været begejstrede for denne luksus-genudgivelse af dette, det midterste album i The Replacement’s album-diskografi. Især Ed Stasiums nye mix har fået mange lovord.

Også jeg er særdeles tilfreds. Det er som at høre alle sangene fra 1985 igen, bare på en ordentlig og lytteværdig måde befriet for en høreskadet ungarers firserproduktion. Selv “Dose of Thunder” og “Lay It Down Clown”, som er de to numre, jeg altid har haft lyst til at springe over, viser sig nu at rumme kvaliteter. “Little Mascara” er blevet længere, og Ed Stasium har fundet optagelser frem med Bob Stinsons guitarsoli, der faktisk gør dette i forvejen særdeles gode nummer endnu bedre. “Here Comes A Regular” bliver i mine ører endnu mere gribende i det nye mix, hvor man omsider kan høre pianoet ordentligt. Helhedsindtrykket er, at Tim nu er blevet et album fuldt på højde med Pleased To Meet Me, hvor sangene er af samme høje kvalitet, men hvor lydsiden aldrig har fejlet noget.

Hvis man ikke kan leve uden Tommy Erdélyis skingre gamle mix, er der en cd med det i boksen også. Der er en skive med outtakes, bl.a. de optagelser, Alex Chilton producerede, og et tidligt nummer skrevet af Tommy Stinson, “Having Fun”. Og endelig er der et live-sæt fra 1986. Det er rimeligt, men ikke så godt som det selvstændige live-album For Sale: Live at Maxwell’s, 1986 (det lyder og er en del mere uldent).

Hvad synes The Replacements selv om det nye mix? Af et interview med Ed Stasium kan man lære, at Paul Westerberg og Tommy Stinson blev spurgt til råds under arbejdet. Den eneste af dem (og af The Replacements i det hele taget), der stadig er aktiv musiker og har kontakt med medierne, er Stinson.

I Star Tribune, der er det lokale dagblad i Minneapolis, hvor The Replacements kom fra, er der et interview med ham om netop denne genudgivelse. Tommy Stinson udtaler her

“Tommy [Erdélyi] would’ve been the first to tell you his ears weren’t great. So he had to listen to things on headphones to hear what was going on. That’s the only person I’ve ever worked with who mixed on headphones. There’s a lot of audio quality missed that way.”

…”The original mix to me always sounded almost nasally. It had this weird kind of one-dimensional, midrange sound that really didn’t sound like our instruments and how we recorded them. I remember the amps and instruments we were using back then and how they sounded in the room, but a lot of that never got across.”

(Tommy Stinson explains why the Replacements’ 1985 ‘miracle’ album merited a new box-set remix, Star Tribune 21. september 2023https://www.startribune.com/tommy-stinson-explains-why-the-replacements-1985-miracle-album-merited-a-new-box-set-remix/600306348/)

Hele genudgivelsen kan også opleves på i hvert fald nogle streaming-tjenester. Jeg ved selv, at det findes på Apple Music.

The Replacements – med cello

Forleden skrev jeg om Tommy Stinsons nye album. Her er endnu et nummer fra genudgivelsen af Tim, det midterste album med hans gamle band The Replacements. Det er såmænd endnu en udgave af “Can’t Hardly Wait”, og en, som jeg ikke havde hørt før.

Sangen findes også i en udgave fra samme år med et fuldt band (i dette tilfælde måske endda i mere end én betydning), men denne her er med Paul Westerberg og en cellist. Ideen er egentlig god, men det lykkes ikke rigtig. Westerberg holder sig til en skødesløs og rå vokal, som han så ofte gjorde dengang, og dette virker som en demo, er det måske også. Der er langt til “Cello Song” fra Nick Drake!

Som man kan høre på de gamle versioner fra Tim-tiden var “Can’t Hardly Wait” en temmelig morbid sag om at længes efter at klatre op i et vandtårn for at springe ud og slå sig selv ihjel. På Pleased To Meet Me er “Can’t Hardly Wait” blevet en anderledes sang om længslen efter at vende hjem – iført hele det store Memphis-arrangement med horn og strygere og en lidt mere kontrolleret sangpræstation. Det er dén udgave, jeg bedst kan lide.

Men når dét er sagt, er det interessant at følge en sangs historie på denne måde.

Byrne, Frantz, Weymouth & Harrison

Nu sker der dét, jeg ville have forsvoret: Talking Heads er sammen igen på en scene! Det er dog ikke til en koncert, men til en samtale med Spike Lee i forbindelse med premieren på den restaurerede udgave af Jonathan Demmes koncertfilm Stop Making Sense. Jeg har altid haft et indtryk af at det endte skidt med Talking Heads, fordi de fire musikere kom op at toppes om et eller andet med hvilken retning det musikalske udtryk skulle tage – og i særdeleshed fordi David Byrne ikke var nem. (Det hjalp næppe heller, at to af de andre er gift med hinanden.) Senere har jeg fået et noget mere nuanceret indtryk af Byrne og så bl.a. hans koncertfilm til CPH:DOX for et par år siden. Den var god.

David Byrne siger til Pitchfork:

“As a younger person, I was not as pleasant to be around. When I was working on some Talking Heads shows, I was more of a little tyrant,” he explained. “And then I learned to relax, and I also learned that collaborating with people, both sides get more if there’s a good relationship instead of me telling everybody what to do.” Speaking to his relationship with his former bandmates today, Byrne said, “We have a cordial relationship now. We’re sort of in touch, but we don’t hang out together.”

Det glæder mig altid, når nogle mennesker kan bliver klogere og mere afrundede personer med tiden.

Jeg har gode minder om at have set Stop Making Sense i biografen – endda i Nørresundby! Siden købte jeg filmen på dvd, men hverken billede eller lyd gjorde filmen ære. Det var synd. Jeg glæder mig til at se den nye udgave. Hvis den endda kommer på et disk-format bedre end dvd, bliver jeg endnu gladere. Jeg er så gammel og sær, at jeg holder af at se film på skiver. Og som man vel derudover allerede har observeret, har jeg generelt ikke noget imod at man restaurerer film eller genmixer musik, når det sker med respekt for originalen.

Her er traileren.

Robbie Robertson er død

Foto: Heinrich Klaff – Creative Commons Attribution-Share Alike 2.0 Generic

Jeg fulgte ikke Robbie Robertson ret nøje, men det var tydeligt for enhver (også mig), at han var en dygtig mand. Jeg husker ham og resten af The Band fra Planet Waves og selvfølgelig også The Basement Tapes. Og så er der jo The Last Waltz. Og hvor ville alt-country have været uden The Band?

Nogle gange er det som om alle dør. Sådan er lidt det i denne uge.

Sixto Rodriguez døde i går

Jeg husker filmen Searching for Sugarman om den amerikanske singer/songwriter Sixto Rodriguez, der lavede to albums omkring 1970 og derefter blev glemt – bortset fra i Sydafrika, hvor hans musik blev et samlingspunkt for hvide unge, der i sangene fandt en form for systemkritik, der ellers ikke var mulig for dem under apartheid.

Et af de numre, jeg især husker, er “Cause” fra Coming from Reality, der blev indspillet i 1970 i London. Første gang, jeg hørte dette nummer, tænkte jeg at det mindede mig om “Hazey Jane II” fra Bryter Layter, som Nick Drake, indspillede – også i London, også i 1970. Det er ikke det eneste sted, man aner et musikalsk slægtskab . Om Rodriguez kendte til Drake, ved jeg ikke.

I går døde Sisto Rodriguez, 81 år gammel.

Nu kan man høre det

I dag kom nyheden:

The Replacements are revisiting their 1985 major label debut Tim with Tim: Let It Bleed Edition, a deluxe reissue arriving September 22nd.

En af skiverne er et nyt mix som skyldes Ed Stasium. Der er frigivet ét nummer derfra, og jeg er særdeles positivt overrasket. “Left Of The Dial” lyder helt anderledes fyldigt og godt end det oprindelige mix som skyldtes Tommy Erdelyi, der havde nedsat hørelse fra årene med The Ramones. Instrumenterne træder tydeligt frem nu (man kan bl.a. omsider høre Tommy Stinsons bas ordentligt), og det er en glæde at genhøre dette klassiske rocknummer fra 1980’erne igen.

Millie – og Nick Drake

Mit sidste Nick Drake-relaterede indlæg i denne omgang handler også om overraskende cover-versioner af hans sange. Æren af at være den første, der indspiller en sang af Nick Drake, tilfalder såmænd Millie Small – bedre kendt som “Little Millie”, der storhittede med “My Boy Lollipop” i 1964. I 1970 kom hendes udgave af “Mayfair”. Millie Small var på dét tidspunkt på pladeselskabet Trojan, men tidligere havde hun været ved Island Records, som på den tid var et vigtigt pladeselskab både inden for reggae og folk. Nick Drake havde også havde sin pladekontrakt dér, og en fælles ven var selskabets chef Chris Blackwell. Denne udgave af “Mayfair” er arrangeret af Robert Kirby, som var Nick Drakes studiekammerat fra Cambridge og stod bag arrangementerne på Five Leaves Left og Bryder Later. Men her er sangen blevet til et stykke reggae. Jeg ved ikke, hvad Nick Drake syntes om den.

Singlen havde som B-side Millies egen “Enoch Power”, en utilsløret satire rettet mod den racistiske engelske politiker Enoch Powell. “Mayfair/Enoch Power” blev lanceret med nøgenbilleder af Millie i Mayfair, der var en daværende engelsk pendant til Playboy!

Herunder er Nick Drakes egen udgave af “Mayfair”. Den kom ikke med på Five Leaves Left, og selv om den ikke ligefrem er reggae, ville den næppe heller have passet ind der med sin London-romantiske tone, der egentlig minder mere om Ray Davies eller de helt tidlige sange af David Bowie.