Kategoriarkiv: Retro

Can’t Hardly Wait

The Replacements var aldrig glade for at lave musikvideoer, og de første af slagsen virkede mest som om de var lavet under protest. Der er et bokssæt med Pleased To Meet Me fra 1987 lige på trapperne fra Rhino, og i den anledning er der lavet en musikvideo til “Can’t Hardly Wait”, den trodsigt triumferende sang, der runder albummet af. Jeg holder meget af sangen, men er videoen god? Jeg ved det ikke rigtig.

The Replacements som film?

Den amerikanske filminstruktør Josh Boone har planer om at lave en film om The Replacements. Manuskriptet foreligger, og rollerne er besat. Nat Wolfe skal spille Paul Westerberg, og Owen Teague skal have rollen som Tommy Stinson.

Manuskriptet til den kommende film er baseret Trouble Boys, Bob Mehrs bog om The Replacements. Den har jeg læst, men jeg må indrømme, at den ikke fik mig til at synes bedre om dem – tværtimod. Det var tydeligt, at Westerberg, Stinson og andre andre gik både hinanden og de fleste andre på nerverne og ofte var dybt uudholdelige. Nogle gange griber jeg mig selv i at tænke, at netop denne gruppe ville stå sig bedst ved kun at blive husket for deres sange – som var usædvanligt gode. Fordi The Replacements aldrig blev nær så kendte som mange af deres samtidige, vil filmatiseringen nemt ende med endegyldigt at cementere billedet af dem som usympatiske.

Skal jeg se filmen? Det skal jeg vel.

Hvad er livet?

Det er underligt og nærmest naturstridigt at denne fuldendte popsang af George Harrison ikke fandt nåde hos de andre medlemmer af The Beatles (nok især Lennon og McCartney, der var blevet lidt for godt vant til at det var dem, der leverede de gode sange), men måtte vente til det tredobbelte solo-debutalbum All Things Must Pass. Det er så til gengæld også et brag af et album.

Det er også underligt at tænke på, at Let It Be efter Beatles-standarder var et mindre vellykket album efter at den senere så berygtede Phil Spector havde haft fingrene i det, men at Lennon og Harrison begge lod samme mand producere deres første soloalbum. Plastic Ono Band har en enkel produktion, mens All Things Must Pass tydeligt lyder af Spector. Og Ringo Starr spiller med begge steder (omend ikke på “What Is Life?”).

Snart var det forbi

I disse dage genbesøger jeg The Jam, som nogle vil have opdaget.

De to sidste singler med trioen fra London var forunderligt melankolske på hver deres måde. Den sidste single var “Beat Surrender”, den næstsidste var “The Bitterest Pill (I Ever Had To Swallow)”. Forunderligt at Paul Weller kun fem år efter “In The City” i 1982 var havnet netop på det sted, hvor den ulykkelige kærlighed råder.

I den bedste sendetid

Jeg nåede desværre aldrig at opleve en koncert med The Jam. Siden har jeg været til koncert med Paul Weller, men uagtet mandens store kvaliteter, var det alligevel ikke helt det samme. Der ligger alt muligt derude på YouTube, og i denne uge har jeg omsider fundet den koncertoptagelse med The Jam fra dansk fjernsyn, som jeg husker så godt.

Et glimt ind i hvor gode The Jam var, fik jeg ved at se koncertoptagelsen fra TV-Byen fra foråret 1982 i de sidste få måneder af min tid på matematisk-fysisk gren. Det var dengang, hvor The Jam for alvor havde ladet sig inspirere af soulmusikken uden at de dog havde sagt farvel til rockfundamentet eller var blevet så polerede, som The Style Council senere blev. Deres sidste album, The Gift, var lige kommet med sange som “Precious” og “A Town Called Malice”, der da også var på sætlisten i i TV-byen.

Jeg så The Jam på min mors farve-tv og blev behørigt imponeret den fredag aften i april. Det bliver jeg stadig, når jeg ser ovenstående lille koncert på YouTube.

Verdens ældste pladeforretning

I skrivende stund er jeg på Malta. Det hævdes, at verdens ældste pladeforretning findes i Valletta. Butikken, Anthony D’Amato, påstår det i al fald gerne selv. Udenfor hænger et stort, gammelt skilt med His Master’s Voice og billedet af hunden med tragtgrammofonen.

Det var forunderligt nostalgisk at se en velassorteret forretning med hyldevis af cd’er, dvd’er, blu-ray-skiver og lp’er. Ikke mindst det klassiske udvalg var godt. For ikke engang 10 år siden var den slags hverdag. Jeg kunne ikke bestemme mig til hvad jeg ville købe, men jeg har sat mig for at købe ét eller andet, som jeg har lyst til at lytte til på den gode diskafspiller derhjemme. Den kan spille både cd’er, dvd’er og blu-ray-skiver, så det udsætter min beslutning yderligere.

Inde i butikken kunne man høre et typisk eksempel på en samtale på Malta:

– Don’t worry!

– < noget på maltesisk >

– Grazie.

– Thank you.

Real Good Looking Boy

Det er ikke så tit, vi nævner The Who herinde. Men her er en gribende udgave af “Real Good Looking Boy”, det ene af to nye numre fra opsamlingsalbummet Then And Now fra 2004. Det er en koncertoptagelse, hvor man for én gangs skyld ser Daltrey spille guitar, og hvor nærbillederne afslører at Townshend er tydeligt bevæget og hvor det er som om han genopdager noget af venskabet. Bemærk også Elvis-citatet undervejs. Sangen er faktisk en hyldest til manden fra Tupelo.

Roger Daltrey og Pete Townshend er selvfølgelig blot ét af mange musikalske makkerpar, der begyndte som nære venner (eller søskende!), men endte med at have et kompliceret forhold til hinanden. Ligesom Lennon og McCartney, Strummer og Jones, Simon og Garfunkel, Jeff Tweedy og Jay Farrar, Don og Phil Everly, Neil og Tim Finn, Barry og Robin Gibb, John og Tom Fogerty, Ray og Dave Davies, Liam og Noel Gallagher, – og talrige andre. Trist, at det så tit er endt sådan.

Skyway

Kilde: City of Minneapolis Archives

Jeg er som bekendt ret glad for The Replacements’ musik, og en af deres fineste sange er “Skyway”, der er næstsidste nummer på Pleased To Meet Me fra 1987. Først for nylig tog jeg mig sammen til at slå op, hvad ordet egentlig dækker over – og det er en samling af overdækkede gangbroer mellem højhuse i Minneapolis, hvor Paul Westerberg og de andre boede. Billedet viser, hvordan der ser ud inde i en skyway.

(Er der egentlig andet end højhuse i amerikanske storbyer?)

African Head charge

Jeg har aldrig nævnt African Head Charge her, men i dag sker det. Helt tilbage for 30 år siden var jeg rigtig glad for deres album Songs of Praise. Det udkom som deres andre tidlige udgivelser på Adrian Sherwoods pladeselskab On-U Sound. Siden tabte jeg dem af syne. Men de findes stadig, og her er en liveoptagelse med dem fra 2017.

Tidens fylde

Jeg sad og så dette klip med det hæderkronede skotske powerpop-ensemble The BMX Bandits, da tanken slog ned i mig: De er blevet gamle. Men så så jeg efter: Duglas T. Stewart er født samme år som denne blogs forfattere og er endda nogle måneder yngre end dem. Det er ikke kun BMX Bandits, der bliver ældre og mærker tidens fylde.

Men sangen er stadig en klassiker.

Los Estranguladores

Kulturel appropriation? Det var det ikke i 2012, da The Stranglers-forsangeren Hugh Cornwell sang for på denne godt sete mexicanificering af sit gamle bands ‘Golden Brown’-hit, men i dag er der måske faktisk nogen et sted, som ville råbe vagt i gevær. En god sang er ‘Golden Brown’ ialfald, det viser denne besynderlige version, som dog skriger på de mariachi-trompeter, der aldrig kommer…

Dead man’s pop

En YouTube-spilleliste med hele Dead Man’s Pop.

Så er Dead Man’s Pop udkommet, 30 år efter Don’t Tell A Soul, det næstsidste album med The Replacements ,så dagens lys. Jeg hørte først sent om The Replacements, for deres albumudgivelser var ikke nemme at opdrive, og første (og eneste) album, jeg kunne få fat i, var netop Don’t Tell A Soul med et års forsinkelse. Dengang i 1990 kunne jeg sagtens høre, at sangene var gode, men produktionen var glat og “firseragtig” (som vi senere kaldte det). Var det virkelig så godt et band, som nogle gik og sagde? Faktisk var skurken vel den dengang så flittigt benyttede Chris Lord-Alge, der ofte blev hidkaldt for at lave det endelige mix og var i specialist i netop at forsyne datidens pop/rock/hvad det nu hedder-indspilninger med en glat og “radiovenlig” overflade. Men da jeg fik arbejdet mig baglæns gennem The Replacements’ bagkatalog, fik jeg efterhånden et noget mere dækkende billede af hvad denne gruppe med de delvist nordiske aner stod for.

Dead Man’s Pop kan man høre et nyt mix af Don’t Tell A Soul, der skyldes produceren Matt Wallace, og det lyder hverken glat eller firseragtigt. Der er også en masse outtakes, bl.a. nogle numre med Tom Waits som gæst og en liveoptagelse af en hel koncert. Noget af den har tidligere været tilgængelig på ep’en Inconcerated, men nu er det hele omsider tilgængeligt.

Ric ocasek er død

Jeg stod op her mandag morgen til den triste nyhed om at Ric Ocasek er fundet død i sin lejlighed i New York. Han blev enten 70 eller 75 år – det er der faktisk usikkerhed om.

Ud over årene i The Cars og med solokarriere husker mange af os Ocasek som producer for navne som Bad Brains, Bad Religion, Suicide, Weezer og Nada Surf.

På en dag som denne er The Cars’ største hit, “Drive”, et passende valg.

De blå fly

Der var engang et engelsk band, der hed The Blue Aeroplanes. Jeg så dem på Edinburgh Playhouse i efteråret 1988, hvor de udgjorde opvarmning for selveste R.E.M. Det var dengang, hvor Berry, Buck, Mills og Stipe stadig ikke var et større navn, end de snildt kunne give koncert i et stort teater.

The Blue Aeroplanes havde en vokalist, Gerard Langley, der ofte mere talte end sang (hvem sagde Lou Reed?) og et polsk medlem, Wojtek Dmochowski, der hverken spillede eller sang, men derimod lavede en slags fortolkende dans til koncerterne. Var det godt? Jeg ved det ikke rigtig, men det var i al fald specielt, og jeg lagde da mærke til dem.

Surprise for Joe

Fordi det i dag er Joe Strummer’s fødselsdag, og nu han, som kan ses her nedenunder, er i New York City, har man fået selveste Dean Martin fløjet ind fra Californien, for personligt at synge en af Strummer’s favoritsange, ‘Little Ole Wine Drinker Me’, for ham. Ja, alt kan lade sig gøre, når man er feteret forsanger i The Clash…