Jeg havde en lang overgang en opfattelse af Lou Reed som sindbilledet på den humørsyge og negative amerikaner. Og ja, han var en sammensat herre; det har Jens tit nævnt her. Min fornemmelse er, at en af grundene til at Lou var så sur og besværlig som yngre, var at han ikke var særlig tolerant over for hvad han opfattede som middelmådighed og forstillelse.

Men i de rette sammenhænge var Lou Reed en anden. Jeg husker især et dejligt interview med Elvis Costello, hvor stemningen er god og afslappet. Costello og Reed har stor respekt for hinanden, og det fører noget godt med sig gennem hele samtalen. Og Lou Reed holdt altid af helt umiddelbare herrer som Dion DiMucci (der blev hans gode ven) og Sam Moore.

Jeg tror også, det var godt at Lou Reed mødte den alt andet end middelmådige Laurie Anderson. Hans hustru betød mere for ham, end man skulle tro, og jeg vil mene, at det modnede ham sent i livet.

Så kommer jeg til at tænke på “Street Hassle”, hvor Bruce Springsteen dukker op (helt ukrediteret) 9 minutter inde i titelsangen.

Simple Minds var også glade for Lou Reed – og indspillede en udgave af ovenstående nummer på deres første kedelige bulder-album, Sparkle In The Rain. Nogle år senere dukkede Lou Reed selv op på “This Is Your Land” (2 minutter og 10 sekunder inde).

Og så var der jo også Metallica, der indspillede et helt album med ham. Langt fra alle forstod, hvad de ville. Det var formodentlig at komme væk fra bulder-musikken og et andet sted hen. Lou Reed blev en slags faderskikkelse for Lars Ulrich og de andre.

Dette nummer fra Lulu, “Junior Dad”, er næsten lige så langt som “Street Hassle”, og jeg kan godt lide det – overraskende på en god måde er det.

For nylig blev Minneapolis sørgeligt kendt rundt omkring på grund af ICEs brutale fremfærd. Men denne by i USA har også haft en musikscene, der har i 1980’erne gav os The Replacements, Husker Dü, Soul Asylum og selvfølgelig også Prince himself. Og ovre i den mere country-prægede afdeling har der været The Jayhawks med Gary Louris og Mark Olson. Et helt tredje medlem af The Jayhawks var en lang overgang Kraig Johnson, der også var med i Run Westy Run sammen med sine brødre Kirk og Kyle. Derudover har han været med i Golden Smog.

Først for ganske nylig har jeg fået taget mig sammen til at lytte til Run Westy Run. Deres første album var produceret af Steve Fjelstad, der var producer for Husker Dü, og deres tredje album var produceret af selveste Peter Buck. Men Run Westy Run minder ikke om hverken Husker Dü eller R.E.M. De minder egentlig heller ikke om The Jayhawks. Run Westy Run har aldrig været i opløsning, men de har holdt nogle endog meget lange pauser.

Det er svært at finde gode live-optagelser med Run Westy Run, for de vil uvægerligt give den umiddelbare, naive beskuer et indtryk af at vi har at gøre med en samling ældre mænd i kikset tøj, der spiller tøfrock og bruger koklokke. Men så enkel er sandheden selvfølgelig ikke. En del af Run Westy Runs sange er gode, og ikke mindst Kraig Johnson er en særdeles kompetent herre (der er grunde til at han var med i The Jayhawks og Golden Smog!) . Prøv at lytte til f.eks. “Milkyway’s Mainframe” eller den sang, der er herover.

I år kom der et bokssæt med Let It Be, der i denne sammenhæng er det fjerde album med The Replacements. Hvis man spørger mig, er det på dette album, der omsider kommer styr på deres musikalske udtryk. Første nummer på Let It Be er “I Will Dare”, der i sig selv er en klassiker og et stærkt eksempel på hvad Paul Westerberg formåede som sangskriver.

The Replacements holdt ikke af musikvideoer (og i det hele taget ikke af musikbranchens bud på hvordan musik skulle promoveres), og deres første af slagsen var mest anti-videoer.

Men her er en video til “I Will Dare”, der blev til i forbindelse med bokssættet. Hvor mange referencer til andre sange og til bandets historie kan I finde? (Der er en hel del undervejs.)

Også denne 8. december er det tid til at mindes John Lennon. Denne sang er evigt aktuel.

I dag rejste jeg hjem fra Stockport efter et besøg hos min søster og hendes familie. Ved stationen var der opsat en mindeplade (som endda havde form som en plade!) til minde om hin aften i april 1970. hvor David Bowie var nødt til at sove på perronen. Han havde ikke nået det sidste tog tilbage mod London efter at have givet en akustisk koncert, som nogle skoleelever havde arrangeret (formodentlig til ære for denne blogs anden forfatter, der dagen forinden var fyldt seks år).

Nogle gange kan man ramme rigtigt én gang, og bagefter ved man ikke rigtig hvorfor det gik så godt. Man prøver igen, men rammer bare ved siden af igen og igen. Sådan var det vel med Simple Minds. De kunne aldrig genskabe magien fra New Gold Dream og fortabte sig i velment, men næsten altid ligegyldig stadion-bulder i metermål. Jens har ofte begrædt det her på bloggen, og jeg er også ærgerlig over at det endte sådan for dem. For New Gold Dream er et usædvanligt dejligt album fra den tid.

Der er selvfølgelig også mange andre musiknavne, der kun havde ét rigtig vellykket album i sig (hvem sagde The Stone Roses?), så der er ret beset ingen grund til at være specielt hårde ved Simple Minds. Og efterhånden er det gået op for mig, at Jim Kerr og Charlie Burchill med tiden indså, at de havde lavet noget særligt med New Gold Dream.

I 1998 forsøgte Kerr og Burchill at samle noget af holdet fra dengang i 1982. Derek Forbes og Brian McGee og Mel Gaynor var tilbage, og det samme var producer Peter Walsh. McGee kom ikke med på Néapolis, det album, der kom ud af anstrengelserne. Gaynor blev til gengæld taget til nåde og var med igen for en stund. Det var måske ikke så godt, for min fornemmelse er at bulder-tendenserne bl.a. skyldtes ham.

Her er “War Babies” fra Néapolis dengang i 1998. Det er godt at høre Derek Forbes’ enkle og melodiøse basspil igen, men det er tydeligt at Kerr og Burchill helt har glemt at holde igen og at Peter Walsh ikke kunne tæmme lydbilledet. Det var netop dét, de kunne på New Gold Dream – lade være med at buldre igennem. Less is more. Men det havde de desværre glemt 16 år senere.