Kategoriarkiv: Retro

Bill Berry synger!

Bill Berry fra R.E.M. har én soloudgivelse, nemlig en single fra 1989 udgivet under pseudonymet 13111 (som kan læses som “Bill”). På a-siden er en bevidst corny country-sang, “My Bible is the Latest TV Guide”, som han selv har skrevet. På b-siden er der en coverversion af en sang oprindelig indspillet af gruppen New Colony Six tilbage i 1968. Den får I her.

Et forsinket tillykke

I forgårs, på den sidste dag af 2022, fyldte Paul Westerberg 63. Så vidt jeg kan læse mig til, har han trukket sig helt tilbage nu. Hvis han skriver sange, skriver han dem til sig selv. Hans gamle makker Tommy Stinson er stadig aktiv.

The Replacements brugte en stor del af deres tid sammen på at spænde ben for sig selv og fornærme andre – og mange andre har spekuleret på hvorfor. Ikke desto mindre kom der mange mindeværdige sange fra denne gruppe (hvor hele tre af medlemmerne havde nordiske aner), selvfølgelig ikke mindst fra Westerberg, og her er én af dem.

I kviksandet

I’m living in a silent film
Portraying Himmler’s sacred realm
Of dream reality
I’m frightened by the total goal
Drawing to the ragged hole
And I ain’t got the power anymore

I’m tethered to the logic of Homo Sapiens
Can’t take my eyes from the great salvation
Of bullshit faith
If I don’t explain what you ought to know
You can tell me all about it on the next Bardo
I’m sinking in the quicksand of my thoughts
And I ain’t got the power anymore

“Quicksand” fra Hunky Dory er en af de mange sange fra David Bowies hånd, jeg sætter højt. I denne underlige tid, hvor det er så nemt at føle personlig afmagt og tvivl på alt, ikke mindst på én selv, på en klode fyldt med despotiske ledere og trusler om undergang, er sangen forunderligt aktuel. Her er en live-udgave fra 1997 med Bowies fortræffelige band, hvor han har den ovenud fortræffelige Gail Ann Dorsey ved sin side.

Tillykke, Paul!

Photo by  Y2kcrazyjoker4 licensed under the Creative Commons Attribution-Share Alike 2.0 Generic license.

Paul McCartney, en af det 20. århundredes største sangskrivere, fylder 80 i dag. Hans betydning for popmusik (i genrens bredeste forstand) er enorm, og hans store bagkatalog vidner om en enorm produktivitet og kreativitet, på egen hånd og (ikke mindst) sammen med resten af The Beatles. Tillykke til manden fra Liverpool herfra!

60 dage

Det er ikke tit, vi præsenterer jer for pop-punk med ikke-vestlig baggrund. Men i dagens anledning (og den er fængslende) kommer her 60 Days med det japanske band The Piggies – ikke at forveksle med The Peggies fra Kawasaki. The Piggies gik fra hinanden tilbage i 2001, men medlemmerne dannede et nyt band, Fabulousplanes.

Nation of Language

For nylig skrev Jens om OMD (Orchestral Maneouvres in the Dark), det gamle orkester fra Merseyside og deres enkle lyd med analoge synther og basguitar.

Her, fyrre år senere, findes der tydeligvis stadig musikere, der lader sig inspirere af OMD. Dagens sang er med den amerikanske trio Nation of Language. “This Fractured Mind” er august 2021, men det skulle man egentlig ikke tro. Det nye album med Nation of Language hedder (lidt ironisk) A Way Forward og udkom i sidste uge. Resultatet er vellykket på sin egen måde.

Jubilæum: Blue

I dette forår er der to legendariske albums, der kan fejre 50 års jubilæum. I går er det præcis 50 år siden, Blue af og med Joni Mitchell udkom. Jeg har desværre ikke særlig stort kendskab til Joni Mitchells værk, men hendes blå album holder jeg temmelig meget af.

Phil Spector er død

Sådan vil nogle gerne huske ham. Fra Rock and Roll hall of Fame after party… 6. marts, 2000 N.Y.C. Foto: John Mathew Smith. ( Creative Commons Attribution-Share Alike 2.0 Generic)

Han var en skidt person. Beretningerne om hvordan han truede Leonard Cohen med en pistol under indspilningen af Death of A Ladies’ Man, om den underlige indspilning af End of The Century med The Ramones og om hans behandling af sin daværende hustru Ronnie er vidnesbyrd om en psykisk ustabil mand, der var særdeles ubehagelig at være i nærheden af. Under sin tilbagetrukne periode sidst i 1960’ere holdt han efter sigende Ronnie indespærret i deres hus, og hun sagde, at han også gemte hendes sko for at forhindre at hun gik udenfor. Den 13. april 2009 blev Phil Spector kendt skyldig i mord på skuespilleren Lana Clarkson. I denne weekend døde han af COVID-19, stadig under afsoning.

Samtidig er det Phil Spector, der producerede nogle album, jeg sætter højt, ikke mindst de første soloalbums med John Lennon (især Plastic Ono Band) og George Harrison (det uforlignelige All Things Must Pass) og julealbummet A Christmas Gift For You. I sandhed et blandet eftermæle.

Eventide

Jens holder af Low, og det gør jeg også. Noget af det, jeg forbinder med dette album, er den usædvanlige måde, lilletrommen lyder på – “bagvendt” og en anelse syntetisk, men så alligevel ikke. Prøv at lytte til f.eks. trommeintroen til “Sound and Vision”. Det, vi hører, er en effekt, der skyldes en Eventide Harmonizer, en tidlig pitch shifter, som Tony Visconti var blevet rigtig glad for.

Visconti siger i et interview med Uncut fra 1999 dette:

UNCUT: Is it true that, when David asked what your Eventide Harmonizer did, you blurted “It messes with the fabric of time!”? How revolutionary do you think that sound was you created? And its influence in later years? 

VISCONTI: I must’ve been quoted in a family magazine. I actually said, “It fucks with the fabric of time,” much to the delight of David and Brian, who were on a conference call with me at the time. It was a radical sound, especially on the drums.

Dengang var det en udfordring at kunne ændre tonehøjden uden at ændre hastigheden. I dag er den slags lige som så meget andet, der engang var store kasser, bare et lille stykke software.

Albums fra året der svandt

Så blev det igen tid til en samtale om et tungtvejende emne. I kan se hvad denne blogs forfattere talte om på en søndag i december på den side, der er vores aktuelle feature. Hvor på listen ligger Megan Thee Stallion mon? Det må I læse jer frem til.

Der er ikke meget, der går den rette vej for tiden, men mon ikke virksomheden bag Zoom undgår afskedigelser?

Og nå ja, – glædelig jul!

Pleased To Meet Me

I dag ankom et længe ventet bokssæt fra Rhino med posten. Det gamle album fra 1987, hvor The Replacements var reduceret til en trio, har en spilletid på 33 minutter, men ingen af sangene er overflødige. Det hele slutter på smukkeste vis med “Skyway” og “Can’t Hardly Wait”.

Bokssættet har naturligvis en spilletid på noget over 33 minutter, thi det består af tre cd’er og en lp. CD’erne rummer en remastered udgave af det oprindelige album plus B-sider fra singlerne, demoer fra Blackberry Way-studiet og det oprindelige Rough Mix. LP’en er Rough Mix. Og så er der et fyldigt hæfte skrevet af Bob Mehr (forfatteren til Trouble Boys, den definitive Replacements-biografi) med bidrag fra bl.a. Stinson og Westerberg og producer Jim Dickinson. Dette er en værdig opfølger til Dead Man’s Pop, bokssættet bag den lidt undervurderede Don’t Tell A Soul.

The Gin Blossoms

Jeg havde en god ven i USA, som jeg besøgte et par gange først i 1990’erne. Vi snakkede tit om musik, og hun lyttede til meget af det samme som jeg lyttede til dengang. Underligt nok kendte hun ikke The Replacements eller Big Star, men til gengæld var hun rigtig glad for albummet New Miserable Experience med The Gin Blossoms. Dét album blev solgt i omkring fem millioner eksemplarer – det er omkring fire og en halv million flere eksemplarer end der er solgt af The Replacements’ albumudgivelser. Verden er underlig og ikke helt retfærdig.

Det ironiske er, at netop Big Star og The Replacements var The Gin Blossoms’ store forbilleder. New Miserable Experience blev endda indspillet i Ardent Studios i Memphis, hvor begge disse forbilleder indspillede nogle af deres mest berømmede albums. Sangskriveren bag “Hey Jealousy”, guitaristen Doug Hopkins, led en Bob Stinson-agtig skæbne. Hans misbrugsproblemer gjorde, at han blev smidt ud at The Gin Blossoms. Men hans bittersøde sange beholdt bandet, og de blev deres største hits. Da New Miserable Experience udkom, havde Doug Hopkins slået sig selv ihjel. Verden er underlig og ikke helt retfærdig.

Her, otteogtyve år senere, genhører jeg The Gin Blossoms. Deres musik er ikke på højde med hvad Alex Chilton eller Paul Westerberg har præsteret, selv om det bestemt er solidt håndværk, men det er nok heller ikke realistisk at forlange.