BBC har en liste med rockgrupper fra USA, der ikke fik den anerkendelse, de fortjener/fortjente. Interessant nok er listen at finde på et sted, hvor man ellers læser om klassisk musik!
På listen er der bl.a. The Walkmen og Uncle Tupelo, to ensembler, jeg sætter meget højt. Der er også 1980’ernes Wire Train, der ikke helt var i samme størrelsesklasse som de to førnævnte (spørger man mig), men som godt kunne have fået mere anerkendelse. Ovenfor er en sang med dem.
Der var faktisk også engang et band, der kaldte sig The New Order. Det blev dannet af Ron Asheton efter The Stooges gik i opløsning, og der var ikke så meget som skyggen af en synthesizer eller en sequencer indblandet. The New Order var rock med stort Å, ikke så langt fra The Stooges’ enkle proto-punk-udtryk (eller MC5 for den sags skyld).
The New Order var sammen fra 1975 til 1976, og så var det også slut med dem. Sandy Pearlman, der producerede Give ‘Em Enough Rope (The Clash’s svære toer), var en overgang faktisk også producer for The New Order. Noget egentligt album blev det aldrig til, men nogle tidlige demoer blev udsendt som udgivelsen Declaration of War. Ude på streaming-tjenesterne kan man finde en opsamling, der bare hedder The New Order.
Inden endnu en påskesøndag er omme, skal vi have denne smukke forårssang om datoen i dag fra The Colour of Spring, der udkom i 1986. Den firserlyd, der plagede It’s My Life, er helt væk. The Colour of Spring er det spændende sted, hvor Mark Hollis og Tim Friese-Greene stadig skriver sange, men er på vej ind i et ganske særligt, i mere end én forstand tidløst lydunivers, der slår igennem på den mindst lige så mesterlige Spirit of Eden. De sidste tre albums med Talk Talk lever et sted, som ingen andre rigtig har formået at bebo på samme overbevisende måde.
Lou Reed var selv interviewer ved to lejligheder i sit liv. Den ene gang i 1990, hvor han interviewede Vaclav Havel, der på tidspunkt var nyvalgt præsident for det daværende Tjekkoslovakiet. Så vidt jeg kan se, er interviewet desværre kun tilgængeligt fra et gammelt nummer af bladet Musician og i Reeds bog Between Thought and Expression.
Vaclav Havel var en præsident af en slags, som man ikke ser i Østeuropa (eller i Europa i det hele taget) mere. Han havde været systemkritiker under det sovjetisk kontrollerede regime, men han var i særdeleshed også en meget anerkendt forfatter. Inden den sovjetiske invasion i 1968 besøgte Vaclav Havel New York og hørte Velvet Underground dér. Han blev glad for White Light/White Heat.
En del musikere fra Tjekkoslovakiet var inspireret af Velvet Underground, bl.a. bandet The Plastic People of the Universe fra videoen ovenover. Deres sanger og rytmeguitarist indtil 1973 var Paul Wilson, der var fra Canada. Han blev deporteret i 1977. Rock’n’roll var ikke noget, regimet brød sig om. Den fredelige revolution i Tjekkoslovakiet blev på engelsk kendt som The Velvet Revolution. Måske var det ikke et tilfælde.
Havel var i øvrigt også glad for Frank Zappa; ham gjorde han til Tjekkoslovakiets kultur-ambassadør. Læs mere f.eks. her.
Det er ikke mange mennesker, der har været venner med både ham, der skrev “Runaround Sue”, og ham, der fik lufthavnen i Prag opkaldt efter sig (den hedder ikke “Dion DiMucci Airport”).
Jeg havde en lang overgang en opfattelse af Lou Reed som sindbilledet på den humørsyge og negative amerikaner. Og ja, han var en sammensat herre; det har Jens tit nævnt her. Min fornemmelse er, at en af grundene til at Lou var så sur og besværlig som yngre, var at han ikke var særlig tolerant over for hvad han opfattede som middelmådighed og forstillelse.
Men i de rette sammenhænge var Lou Reed en anden. Jeg husker især et dejligt interview med Elvis Costello, hvor stemningen er god og afslappet. Costello og Reed har stor respekt for hinanden, og det fører noget godt med sig gennem hele samtalen. Og Lou Reed holdt altid af helt umiddelbare herrer som Dion DiMucci (der blev hans gode ven) og Sam Moore.
Jeg tror også, det var godt at Lou Reed mødte den alt andet end middelmådige Laurie Anderson. Hans hustru betød mere for ham, end man skulle tro, og jeg vil mene, at det modnede ham sent i livet.
Så kommer jeg til at tænke på “Street Hassle”, hvor Bruce Springsteen dukker op (helt ukrediteret) 9 minutter inde i titelsangen.
Simple Minds var også glade for Lou Reed – og indspillede en udgave af ovenstående nummer på deres første kedelige bulder-album, Sparkle In The Rain. Nogle år senere dukkede Lou Reed selv op på “This Is Your Land” (2 minutter og 10 sekunder inde).
Og så var der jo også Metallica, der indspillede et helt album med ham. Langt fra alle forstod, hvad de ville. Det var formodentlig at komme væk fra bulder-musikken og et andet sted hen. Lou Reed blev en slags faderskikkelse for Lars Ulrich og de andre.
Dette nummer fra Lulu, “Junior Dad”, er næsten lige så langt som “Street Hassle”, og jeg kan godt lide det – overraskende på en god måde er det.
For nylig blev Minneapolis sørgeligt kendt rundt omkring på grund af ICEs brutale fremfærd. Men denne by i USA har også haft en musikscene, der har i 1980’erne gav os The Replacements, Husker Dü, Soul Asylum og selvfølgelig også Prince himself. Og ovre i den mere country-prægede afdeling har der været The Jayhawks med Gary Louris og Mark Olson. Et helt tredje medlem af The Jayhawks var en lang overgang Kraig Johnson, der også var med i Run Westy Run sammen med sine brødre Kirk og Kyle. Derudover har han været med i Golden Smog.
Først for ganske nylig har jeg fået taget mig sammen til at lytte til Run Westy Run. Deres første album var produceret af Steve Fjelstad, der var producer for Husker Dü, og deres tredje album var produceret af selveste Peter Buck. Men Run Westy Run minder ikke om hverken Husker Dü eller R.E.M. De minder egentlig heller ikke om The Jayhawks. Run Westy Run har aldrig været i opløsning, men de har holdt nogle endog meget lange pauser.
Det er svært at finde gode live-optagelser med Run Westy Run, for de vil uvægerligt give den umiddelbare, naive beskuer et indtryk af at vi har at gøre med en samling ældre mænd i kikset tøj, der spiller tøfrock og bruger koklokke. Men så enkel er sandheden selvfølgelig ikke. En del af Run Westy Runs sange er gode, og ikke mindst Kraig Johnson er en særdeles kompetent herre (der er grunde til at han var med i The Jayhawks og Golden Smog!) . Prøv at lytte til f.eks. “Milkyway’s Mainframe” eller den sang, der er herover.
Om en uge er der premiere på EPiC: Elvis Presley in Concert af den australske instruktør Baz Luhrmann. Den er på sin vis en opfølger til hans spillefilm om Elvis fra 2022. EPiC: Elvis Presley in Concert vandt en pris ved den internationale filmfestival i Toronto i september 2025, så helt dårlig er den næppe.
Når jeg ser traileren bliver jeg glad for at se, hvor godt det hele ser ud til at fungere. Luhrmann og hans filmhold har tydeligvis gjort meget for at skabe en film med gode billeder og lige så god lyd, og det kan jeg da også læse mig til at de har. Men jeg tænker også på, at jeg selv har haft en underlig, doven fordom om at Elvis var tyk og træt, da han kom til Las Vegas. Men det var han jo ikke endnu; tværtimod vidner traileren om at der stadig var liv og energi i ham dengang sidst i 1960’erne. Han var omsider sluppet væk fra de film, han egentlig længe havde været træt af. På den måde gør det egentlig historien om hans sidste år endnu mere tragisk.
Nu er vi nået frem til 1986 og til endnu en liste fra landsbyens stemme (i New York). På denne liste er der 16 albums, jeg selv erhvervede mig.
Her er albumlisten fra Village Voice (der trods sit navn var en ugeavis fra New York) og dens Pazz & Jop-liste over albumudgivelser fra 1978. Måske er dette en beskrivelse af denne blogs musikalske præferencer i ét billede?!?
Ud over Elvis Presley og David Bowie er jeg så heldig at dele fødselsdag med Shirley Bassey. I dag fylder hun 89. Her er hun med en sang, hendes landsmænd The Manic Street Preachers skrev til hende i sin tid. Sangen lyder på én gang som noget, den walisiske trio selv kunne have indspillet (nok med en lidt anden tekst), og noget, der hører hjemme hos James Bond.
Jeg nævnte i en kommentar til Jens, at Martin Hannett var glad for dub reggae og at man kunne høre det i hans produktioner. Men også Joy Division/New Order lyttede til reggae, selv om man måske ikke skulle have troet det. Her er New Order med deres bud på Keith Hudsons “Turn the heater on” fra 1975.
I år kom der et bokssæt med Let It Be, der i denne sammenhæng er det fjerde album med The Replacements. Hvis man spørger mig, er det på dette album, der omsider kommer styr på deres musikalske udtryk. Første nummer på Let It Be er “I Will Dare”, der i sig selv er en klassiker og et stærkt eksempel på hvad Paul Westerberg formåede som sangskriver.
The Replacements holdt ikke af musikvideoer (og i det hele taget ikke af musikbranchens bud på hvordan musik skulle promoveres), og deres første af slagsen var mest anti-videoer.
Men her er en video til “I Will Dare”, der blev til i forbindelse med bokssættet. Hvor mange referencer til andre sange og til bandets historie kan I finde? (Der er en hel del undervejs.)
Joe Ely døde i går; han blev 78. For nogle er det måske lidt overraskende at denne dygtige countrymusiker fra Texas havde en tæt forbindelse til et ikke helt ukendt engelsk band, der ofte bliver nævnt her.
Joe Ely mødte The Clash i London; de udviklede stor respekt for hinanden og turnerede sammen. På ¡Sandinista! finder man da også linjen “Well there ain’t no better blend than Joe Ely and his Texas Men” (i sangen “If Music Could Talk”).
Jeg købte for mange år siden live-albummet Live Shots, der består af koncertoptagelser fra turneen lige efter London Calling. Det er et godt sted at starte.
Trænger vi ikke til noget country efterhånden? Eller hvad med noget new wave?
Nu kan I i al fald læse en uprioriteret liste over albums, jeg har lyttet til i året, der snart vil være “sidste år”. Læs mere her – det er vores nye feature. Denne blogs anden forfatter har allerede skrevet om sit bud på årets album, der i hans tilfælde udkom i 1979. Men måske kommer han også med en bemærkning eller to.
Også denne 8. december er det tid til at mindes John Lennon. Denne sang er evigt aktuel.