(Foto: https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0/)
I dag fylder Paul Westerberg 65 år. Han har i al stilfærdighed trukket sig ganske og aldeles fra musikverdenen, og i dag er kun hans gamle makker fra The Replacements, Tommy Stinson (set i baggrunden ovenfor), stadig udøvende musiker. Tak for sangene og tillykke, Paul!
Så blev det den tid igen. Her er vores liste over albums, vi lyttede til i året, der svinder og snart bliver “sidste år”.
Slim Dunlap, der var guitarist i The Replacements, døde i går. Han blev 73. Slim Dunlap efterfulgte Bob Stinson, der i 1986 blev bedt om at forlade det turbulente band (hvor også Bobs bror, Tommy, var med). Som de andre medlemmer fik han en solokarriere, der dog desværre sluttede brat, da han i 2012 fik et alvorligt slagtilfælde. Slim kom aldrig til at spille igen. De andre genforenede The Replacements og indspillede Songs for Slim-EP’en med det mål at skaffe penge til at betale pleje- og hospitalsregninger. Sådan er sundhedsvæsenet (eller mangelen på samme) i USA.
Der er ikke så mange klip, hvor Slim Dunlap er med, men her er han med resten af The Replacements.
Egentlig hed Slim Dunlap faktisk Robert Dunlap – så den ene Bob blev erstattet af en anden Bob.
Selveste Bruce Springsteen sagde i 2014
Slim Dunlap is fantastic. He was a part of The Replacements and he made two fabulous rock records that were just really, deeply soulful and beautiful,…I hope I get a chance to cut one of his songs because he’s, it’s just, this stuff, check out the two Slim Dunlap records because they’re just so beautiful, they’re just beautiful rock ‘n’ roll records. I found them to be deeply touching and emotional.
I dag er det præcis 50 år siden Nick Drake døde, kun 26 år gammel. Det var en radioudsendelse med Gorm Henrik Rasmussen i 1983, der første gang gjorde mig opmærksom på Nick Drakes korte liv og fascinerende værk.
Jens har ofte nævnt The Saints fra Brisbane – tidlige pionerer inden for dét, man snart begyndte at kalde for punk.
Nu bliver deres debutalbum I’m Stranded genudsendt, og The Saints er blevet gendannet – men ude den oprindelige forsanger og det eneste gennemgående medlem Chris Bailey, der døde i 2022. Mark Arm fra Mudhoney er ny vokalist, og sammen med Ed Kuepper og Ivor Hay er også Mick Harvey (fra The Bad Seeds) og Peter Oxley (fra Sunnyboys).
Herunder er Wikipedias oversigt over de 37 (!!!) mennesker, der har været medlemmer af The Saints i årenes løb. De havde sågar flere medlemmer med nordisk baggrund (bl.a. Martin Bjerregaard fra Psyched Up Janis), og Marty Willson-Piper fra The Church var faktisk også med en overgang,
I dag fandt jeg ved et tilfælde mit eksemplar af So Much For The City af og med det irske ensemble The Thrills. Da albummet udkom for 21 år siden troede mange, at de ville blive det næste store musiknavn fra Irland; de blev rost af R.E.M. og var opvarmning for The Rolling Stones. Men få år senere var The Thrills glemt. Deres sidste koncert spillede de i 2007 i Australien på et spillested med plads til 700 mennesker. Hvad blev der mon af dem?
Jeg fandt en artikel fra 2003 fra The Independent om The Thrills. Det er ikke klart, hvad der er årsagen til deres tur ud i glemslen – måske var de bare for “pæne”? So Much For The City er umiskendeligt blød rock og lyder mere amerikansk end irsk, men jeg synes stadig at albummet er værd at høre.
Her er en forsinket note om Cat Powers koncert i DRs koncerthus i København den 31. august, hvor Chan Marshall (som hun jo rigtigt hedder) fortolkede Bob Dylan. Sætlisten var præcis den samme som på hendes album fra sidste år. Og dén er identisk med sætlisten fra Bob Dylans koncert i Manchester i 1966 – ét sæt med stille, akustiske numre efterfulgt af et sæt med et rock-ensemble af den slags, Bob senere blev vant til at optræde med.
Dette var min første koncert med Cat Power, og jeg har kunnet læse mig til hvordan hun gennem årene har været præget af psykisk sårbarhed og sceneskræk. Foran Chan Marshall stod et nodestativ med teksterne til alle sangene og et bord med flasker med vand, et krus te (eller kaffe) og nogle små håndklæder og servietter. Meget af det er formodentlig forsøg på at håndtere netop denne sceneskræk. Det er selvfølgelig ikke rationelt – hun har sunget disse sange masser af gange – men angst er aldrig rationel. Jeg forstod ikke helt hendes ønske om at gå med høje stilethæle – ofte virkede de mest til at være til besvær, og til sidst smed hun da også skoene en overgang. Samtidig med at udtrykket blev mere rocket, fornemmede jeg tydeligt, at hun begyndte at hvile i sig selv på scenen.
Var det så godt? Ja og ja. Når koncerten var bedst, var det sublimt. Bandet fra koncertens anden halvdel er særdeles tight og Chan Marshall synger jo dejligt. Hun har sådan en udtryksfuld vokal, som man på engelsk ville kalde husky, og den er i høj grad det, der gør disse Dylan-fortolkninger til noget særligt. Ligesom Bob (og vel også fordi hun har sunget disse sange så ofte) går Chan Marshall ofte i gang med at bygge om på sangene i det små med andre fraseringer. Nogle gange sidder det i skabet, andre gange ikke helt.
Nu er det min tur til at skrive om forgangne tiders rockmusik, og som så ofte før vender jeg tilbage til The Replacements. Denne sang kom ikke med på Pleased To Meet Me, men er at finde på bokssæt-udgivelsen, hvor der er en hel skive med demoer. En lille musikquiz er på sin plads: Hvordan adskiller denne sang sig fra de sange, der faktisk kom med på albummet?
Jeg var der, og Pastorinden (som faktisk er født i Odense) var der også.
Det var faktisk slet ikke dårligt. Aftenens tre timer lange koncert var ganske meget bedre end koncerten i Parken i sin tid, hvor Bruce sloges med en forkølelse.
Bandet var oplagt og lever op til sin egen mytologi om at være en stor musikalsk amerikansk familie. Der var klar overvægt af numre fra Born to Run frem til og med Born in the USA. “Backstreets” var med og “My love won’t let you down”, som kun er tilgængelig på Tracks var der faktisk også. “The E Street Shuffle” kom også – det var tydeligt at netop dén sang ikke var så kendt af publikum. Vi fik også “Trapped”, en b-side (en coverversion af en Jimmy Cliff-sang) som jeg kun har hørt live én gang før, og det var tilbage i 1985. Så vidt jeg kunne se var denne sang opfyldelsen af et ønske fra en tilskuer på første række.
Det kunne have været dejligt at høre “Drive All Night” eller “Out In The Street”, og der var da også tilskuere med skilte med disse sangtitler på, men lige præcis The River var der ikke så meget fra.
I dag er det 76 år siden Nick Drake blev født i Yangon i Myanmark. I november i år er det 50 år siden, han blev fundet død i sine forældres hus i Tanworth in Arden. Som det er tilfældet med så mange tidligt afsluttede karrierer i musikkens verden bliver Nick Drakes liv, værk og alt tidlige bortgang endevendt igen og igen – vel i vores fælles søgen efter at finde bare lidt mere nyt og i vores fælles længsel efter de nye udgivelser, der i sagens natur aldrig kan se dagens lys. Også jeg er skyldig i det. Men de tre albums, Nick Drake nåede at indspille, kan sagtens stå alene.
Her er en af de smukkeste sange, han nåede at skrive (det siger ikke så lidt, spørger man mig). På sådan en juniaften får den en særlig mening.
Og det er John Cale, der spiller med og er med at give “Northern Sky” en særlig magi. I Richard Morton Jacks definitive biografi om Nick Drake, Nick Drake: A life, kan man læse om mødet mellem Drake og Cale, disse to meget forskellige, men dog åndeligt beslægtede musikalske genier.
Nu er der en rockumentary om Redd Kross, der har eksisteret i 45 år nu, og altid med brødrene MacDonald som den faste kerne. Filmen hedder Born Innocent. Utroligt, at der tilsyneladende findes ét eksempel på brødre, der laver musik sammen uden at ende med at blive sure på hinanden. (Radiohead kunne være et andet eksempel, men måske er der en grund til at de to Greenwood-brødre ikke samarbejder i The Smile?). Også lidt utroligt, at Redd Kross blev dannet, før London Calling udkom.
Redd Kross er (sammen med bl.a. The Posies) blandt powerpoppens fædre, og deres kærlighed til The Beatles er altid tydelig. Det ser og hører man også på dette nye nummer. I næste måned kommer der et nyt album med dem (Redd Kross, altså) og det hedder bare Redd Kross. Om det er et godt eller et dårligt tegn at en gruppe opkalder et album efter sig selv, ved jeg ikke. Da The Beatles udsendte The Beatles (det hvide album), gik der kun to år, og var det slut med The Beatles.
Et billede fra 1961, til en koncert i Aldershot, sydvest for London. 18 mennesker dukkede op. Musikerne kom fra Nordengland, og dette var deres første optræden så langt sydpå, så langt fra Liverpool.
Nu kommer der et posthumt album, hvor kendte nulevende sangere synger duet med Glen Campbell – lidt på samme måde som Natalie Cole sang duetter med sin afdøde far. Det er en underlig øvelse, synes jeg.
Og så kan jeg se, hvem der er med. Den usympatiske Eric Clapton, der gennem en menneskealder har forklædt sig som syngende formningslærer, men reelt bare er en ikke-rehabiliteret racist og konspirationsteoretiker, er med. Til gengæld er manden, der skrev “Ghost On The Canvas” til Glen Campbell, nemlig Paul Westerberg, ikke med. Jeg håber at fraværet simpelthen skyldes at Paul Westerberg i al stilfærdighed har trukket sig tilbage som sanger og sangskriver, sådan som jeg længe har fornemmet.
(Paul Westerberg er til gengæld med i den oprindelige musikvideo til sangen – prøv at lede efter den på YouTube.)
En af de lidt oversete sange med Prince (synes jeg) er hans “I Could Never Take The Place Of Your Man” fra Sign O’ The Times, der udkom i 1987 – samme år som The Replacements udsendte Pleased To Meet Me. Både Prince og The Replacements kom som bekendt fra Minneapolis, og hvis man læser Bob Mehrs Trouble Boys og interviews med Paul Westerberg, vil man opdage at disse temmelig forskellige bysbørn faktisk kendte hinanden. The Replacements indspillede endda i Prince’s Paisley Park-studie.
Det særligt interessante er, at “I Could Never Take The Place Of Your Man” både på tekst- og melodisiden lyder umiskendeligt som noget, Paul Westerberg sagtens selv kunne have skrevet.
Var Prince så inspireret af Paul Westerberg? Næppe – for der er faktisk en indspilning med Prince selv fra helt tilbage i 1979.
I dag opdagede jeg så, at The Replacements kendte “I Could Never Take The Place Of Your Man” og faktisk lavede en vellykket cover-udgave af den. Hør bare ovenfor.