Kategoriarkiv: Retro

Post Post Pop

Tiden går og i aften vil det være et år siden Iggy Pop påbegyndte sit livs nok bedste europæiske tour, da ialfald i nyere tid. Efter marts-albummet Post Pop Depression var konceptet lagt således, at den efterfølgende tour – først i Nordamerika, derefter i Europa – skulle centreres omkring det nye album, samt de to Iggy Pop-milepæle, der i tilgang efter eget udsagn havde inspireret dets co-sangskriver Josh Homme, nemlig Berlin-pladerne The Idiot og Lust for Life, begge fra 1977. 4. maj blev der lagt ud på Cirkus i Stockholm, aftenen efter var det Falkoner i København, to dage efter Tempodrom i Berlin, så fulgte Hamburg, Amsterdam, Royal Albert Hall i London og slutteligt den gamle biograf Le Grand Rex i Berlin. Denne side var så heldig at være med til Berlin-aftenen og har sjældent oplevet noget så livsbekræftende godt. Heldigvis findes touren foreviget på det tredobbelte livealbum fra London-showet, som netop blev udsendt omkring Record Store Day, dog i limiteret oplag, så hold ikke på hestene – det er en fremragende optagelse. Og Iggy Pop nu?! På lørdag er han i Europa igen, til et enkelt show på musik/motorcykelfestivalen Motor Circus i spanske Jerez, med et langt mere ordinært band, og en setliste man ikke på samme måde vil dø for som den sidste forår. Her ‘Lust For Life’ i en optagelse fra BBC’s Later, der blev besøgt lige op til aftenen i Royal Albert Hall…

Her den urokkeligt faste drøm af en setliste fra sidste forår:

Lust for Life
Sister Midnight
American Valhalla
Sixteen
In the Lobby
Some Weird Sin
Funtime
Tonight
Sunday
German Days
Mass Production
Nightclubbing
Gardenia
The Passenger
China Girl
+ + +
Break Into Your Heart
Fall in Love With Me
Repo Man
Baby
Chocolate Drops
Paraguay
Success

The strange and Important sound of the synthesizer…

Saint Etienne’s Sarah Cracknell runder 50 i dag. Så herfra et tillykke, sendt afsted mod trioens glitrende London på lyden af ‘Over The Border’, seneste Etienne-albums hovedsang, der fortæller den store historie, at vokse op i og med britisk popkultur i 70’erne/start-80’erne. Om det er Sarah’s egen fortælling her, eller muligvis hendes Etienne-medsammensvorne Bob Stanley og Pete Wiggs’ skal ikke kunne siges, men tidsåndens detalje og popmusikkens altafgørende betydning i de formative år rammes lige på kornet. Sarah Cracknell synger der, fra sin ungdoms musikbesættelse i alle muligheders land, tankerne frem til den dag langt borte bag al støjen, hvor hun er blevet gift, har fået børn, og hun funderer undrende, om Marc Bolan stadig da vil være lige så vigtig i hendes liv. Vi kender desværre godt svaret.

For de der ikke kender til Saint Etienne og måske har lyst til at udforske bandet mere, her en top-10 over deres bedste sange, vi oprindeligt bragte på siden for små ni år siden:

01. You’re In A Bad Way (single, 1993)
02. Avenue (single, 1992)
03. He’s On The Phone (single, 1995)
04. Pale Movie (single, 1994)
05. Heart Failed (fra Sound Of Water, 2000)
06. Who Do You Think You Are (single, 1993)
07. Amateur (fra Finisterre, 2002)
08. This Is Radio Etienne (fra Foxbase Alpha, 1991)
09. Burnt Out Car (fra Continental, 1997)
10. Shower Scene (fra Finisterre, 2002)

Your hair was beautiful

Blondie’s nye comeback-single ‘Fun’ er næsten for fresh og upbeat til en grå mandag i februar. Men så alligevel, hvis Debbie Harry kan springe enhver konventionel tidsramme som her, hvor hun alt andet end lige IKKE ligner sin 71-årige alder, kan vi vel også. ‘Fun’ med sit store, velgørende, ‘Atomic’-reminiscerende, retro-discoomkvæd har netop fået levende billeder at gå på. Og de går en mandag her…

Arven fra Big Star

I disse dage bliver jeg pludselig igen og igen mindet om The Replacements og alle deres gode sange. Det slægtskab, Paul Westerberg følte med Alex Chilton og Big Star, blev mere og mere tydeligt med årene. Tim skulle oprindelig have været produceret af Chilton, der selv dukker op på Pleased To Meet Me – produceret af Jim Dickinson (som producerede Big Star’s Third/Sister Lovers) og indspillet på Big Stars gamle hjemmebane, Ardent Studios i Memphis.

Ved den specielle skæbnens ironi blev det som bekendt ikke The Replacements, der løb med succesen. I årene efter The Replacements blev det andre Big Star-inspirerede bands, der løb med succesen. På et af mine besøg i USA i 1990’erne fortalte en af mine gode amerikanske venner mig om – The Gin Blossoms, hvis debutalbum New Miserable Experience (også indspillet i Ardent Studios) var højt på hitlisterne og som hun holdt meget af. The Gin Blossoms var meget tydeligt inspireret af Big Star og også af The Replacements (det sagde bandets medlemmer da også ofte selv), og de var da også et meget kompetent power pop-band, uden dog at være bare tilnærmelsesvis så originale som nogen af deres forbilleder. Pudsigt nok sagde The Replacements ikke min ven noget (jeg er dog sikker på, at hun er blevet klogere!).

Her er et hit med The Gin Blossoms; New Miserable Experience blev solgt i mere end to millioner eksemplarer, hvilket er mere end The Replacements’ samlede salgstal i bandets levetid.

Verden er nogle gange underlig.

 

Sange om at mødes igen

Fremragende duet med Iggy Pop og Françoise Hardy over den velkendte jazz-standard ‘I’ll Be Seing You’. Ved dog hvorfor denne videos medfølgende billeder fokuserer på Françoise og…Jacques Dutronc.

‘I’ll Be Seeing You’ er skrevet til Broadway-musicalen The Right Way, men blev først et hit under krigen i 1944, da Bing Crosby’s version strøg til tops. Melodien er af Sammy Fain, og Irving Kahal har skrevet ordene, som er så overlegent enkle men forfinet gode, de fortjener at blive vist sort på hvidt her:

I’LL BE SEEING YOU

I’ll be seeing you
In all the old familiar places
That this heart of mine embraces
All day and through
In that small cafe
The park across the way
The children’s carousel
The chestnut trees
The wishing well

I’ll be seeing you
In every lovely summer’s day
In everything that’s night and day
I’ll always think of you that way

I’ll find you in the morning sun
And when the night is new
I’ll be looking at the moon
But I’ll be seeing you

© Sammy Fain/Irving Kahal

Et knust fransk hjerte

Fransk pop kunne et og andet i 1967, hvorfra Françoise Hardy lever ‘Voilà’, favoritsinglen med hende her, helt ud. Françoise elsker ham stadig, men hun er nu med en anden. Og hun står der foran ham, altid den samme, og ville så gerne kunne give udtryk for, det er ham hun elsker, men nej. Og er han tilfreds med tingenes stilstand?! Banalt men stort. Havde Phil Spector været franskmand, ville han formodentlig have lavet europæisk popmusik så anderledes skælvende som denne…

Revolver – 50 år senere

Revolver

Jeg holder meget af The Beatles, og fra A Hard Day’s Night og frem satte de egentlig ikke en fod forkert. Skal jeg pege på et album, der er min yndling, må det dog være Revolver – 35 minutter fyldt med nogle af de bedste popsange, der nogensinde er skrevet: “And Your Bird Can Sing”, “Here, There and Everywhere”, “She Said She Said”,  “Eleanor Rigby” osv. osv. På denne dag for 50 år kom dette album, på et tidspunkt hvor The Beatles befinder sig midt mellem den tidligere, enkle rock med afsæt i Merseybeat og de store soniske eksperimenter fra Sgt. Pepper og frem. Det er omkring denne tid, de holder op med at give koncerter og bliver den første rockgruppe, der først og fremmest spiller i studiet. De mere mørke temaer – resignation, ensomhed og tanker om døden –begynder at dukke frem i gruppens mere og mere nuancerede tekstunivers.

Det er også på denne tid, partnerskabet mellem Lennon og McCartney så småt glider i baggrunden, mens George Harrison til gengæld begynder at markere sig som sangskriver. Fire år senere er venner blevet uvenner. Men musikken er der endnu. Revolver er en af populærmusikkens største klassikere. Lyt!

This is the All For One

SR

‘All For One’, den nye The Stone Roses-single, Manchester-bandets første nye musik siden 1994, havde torsdag aften premiere på engelsk radio, og blev straks gjort tilgængelig på Spotify. Så hvordan kommer man tilbage efter hele 22 år? Stone Roses udfører tricket ved skråsikkert at lyde som Status Quo der leger Stone Roses. En munter shuffle hopper afsted på et John Squire-lydende guitarrif, hvorpå Ian Brown chanter de dybe ord ‘all for one, one for all / if we all join hands we’ll make a wall’,  og på samme nyhippie-autopilot også noget med ‘one family’. Senere kommer en insisterende guitarsolo, der nok er ment progressiv, men umiddelbart fremstår mere som støvet museumsgenstand end vejen frem. Med ‘All For One’ er The Stone Roses tilbage. Måske helt tilbage i 1971.

Endnu en blå mandag

Ja, mandagene har vist sig brutale i det nye år. På årets anden af slagsen landede chokmeddelelsen om David Bowie’s død, og i går, på en naturligvis mindre skala, proklamerede Kent den opløsning, de vil bruge de kommende ni måneder på at markere. Selv ville de færreste vel have valgt at sælge en opløsning på så langstrakt en bane. Mener, nyt album og ny tour, helt fint, men at hele den sidste gang nogensinde-ting skal ligge som en tonstung dyne af bittersød forgængelighed over alt, de fire Kent-medlemmer gør sammen fra nu af og helt til 17. december, ligner udefra kollektivt selvpineri. Her er meget apropos det med de mandage Orkestra Obsolete med deres nye version af New Order’s ‘Blue Monday’…

Når lyset brænder ud og alt bliver stille

Hvis man spørger mig, vil jeg sige at to største sangerinder i dansk rytmisk musik i det 20. århundrede er Annisette og Grethe Ingmann. Annisette har vi heldigvis stadig, men det er underligt at tænke på at jeg nu er ældre end Grethe Ingmann nåede at blive.  Her er hendes udgave af “Masser af succes”. Da jeg først hørte denne fortolkning, var jeg ikke sikker på hvad jeg skulle synes – jeg holdt jo også meget af Gasolin’. Men i Grethe Ingmanns udgave er der et vemod, som jeg først senere opdagede og forstod.

Amerikanske tårepersere…

…kan være både overdrevent sukrede og überfantastiske samtidig. Specielt hvis de er undfanget i entertainment-USA i slut-50’erne/60’erne/start-70’erne. Tænk f.eks. Jimmy Webb og Glen Campbell’s ‘Galveston’, Dean Martin’s ‘Welcome To My World’, Faron Young’s ‘It’s Four In The Morning’, Charlie Rich’s ‘I’ve Lost My Heart To You’, Townes Van Zandt’s ‘I’ll Be Here In The Morning’, Ray Peterson’s ‘The Wonder Of You’, The Big O’s ‘It’s Over’, den slags utilslørede hjertekælvinger. Som også den her, Bob Lind’s ‘Drifter’s Sunrise’…