En sen augustdag i Berlin sidste år, hvor en tung hedebølge gjorde byens dagtimer ubekvemme at være i, tog jeg S-bahntoget til Grunewald for at finde og besøge den kirkegård langt ude i skoven, hvor Nico ligger begravet. Stedet, der tidligere i folkemunde har været kendt som Der Selbstmörder-Friedhof, er ikke nemt at finde, men tilsidst stod jeg der, alene på en forfalden og tilvokset kirkegård blandt ramponerede kors og vildtvoksende grøn natur. Fandt med lidt mere besvær Nico’s gravsten, hun ligger der sammen med sin mor, hvor små billeder af hende, lysestager, tingeltangel og personlige breve lå foran på jorden som vidnesbyrd om andres besøg. Middagshedens summende sværme af frokostsultne skovmyg gjorde enhver stilstand ved graven til en kamp, så forlod Nico og fandt istedet gennem skovens dybe stille ned mod floden Havel til en forfriskende dukkert. I dag er det 36 år siden Nico døde på Ibiza. Her er hendes debutsingle med folk-pop, fra før New York City blev hjembyen og dens musik hendes…