Lana Del Rey synger Andrew Lloyd Webber. Nye ‘You Must Love Me’ kommer fra musicalen Evita, og er således tidligere blevet sunget af Madonna. Her oplever vi indimellem Lana Del Rey som stående ved den klassiske ABBA-skillevej, hvor den ene rute fører mod pop-paradis, den anden ned i musical-helvede. Her er det vej nummer to Lana vælger med sikker hånd. Pænt, nydeligt, korrekt, ferniseret, ligegyldigt, sterilt. Hun kan så meget bedre.
Kategoriarkiv: Musik
Hvorfor?
Les deux étoiles de Paris
Et billede fra L’Alhambra i Paris, 1960: Fra venstre til højre er det Serge Gainsbourg, hans pianist og arrangør Alain Goraguer, Jacques Brel, samt Brel’s arrangør, den senere så velrenommerede filmkomponist, jazzpianist og dirigent Michel Legrand.
Kate Bush, Japan, 1978
Deutsche Grammophon præsenterer…Jarvis Cocker
Det klassiske tyske pladeselskab udsender fredag albummet Room 29, et samarbejde mellem den canadisk/franske pianist Chilly Gonzales og så altså Pulp’s egen Jarvis Cocker, hvorpå de to opridser imaginære Hollywooderindringer med udgangspunkt i filmbyens engang så stjernebesøgte Hotel Chateau de Marmont. Her en smagsprøve på det semiklassiske værk…
Velkommen!
Året begynder med en sang, der først blev hørt i Berlin i 1928. Denne version af Brecht/Weill’s ‘Pirate Jenny’ er dog fra filmen Die Dreigroschenoper, der først havde premiere tre år efter. Lotte Lenya synger dramaet om det fremmede skib med de otte sejl og 50 kanoner…
Come fly with me
Sunderland’s Brian Clough gør klar til at høre Frank Sinatra.
Farvel, Georgios Panayiotou
Jeg var vel aldrig så dybt inde i George Michaels værk – dengang for tre årtier syntes jeg, at han var alt for idolagtig og glat. Men at han var en gennemmusikalsk popvokalist og sangskriver, det kunne selv jeg høre, og med tiden fik jeg meget større respekt for ham.
Skønt han havde stemmen og musikaliteten og udseendet med sig, og skønt han oprindelig virkede som indbegrebet af det glamourøse popstjerneliv, blev det efterhånden tydeligt, at George Michael havde store indre dæmoner at slås med og at det ofte var dem, der tyngede hans karriere. Og juledag 2016 ville hjertet så ikke mere.
Årets albumudgivelser 2016
Igen i år giver denne blog en oversigt over albums, vi hver især har lyttet i det år, der nu snart er forbi. Denne gang har juletravlheden sat sit præg på foretagendet; Jens og jeg har skrevet hver for sig.
Vores albumlister kan I se her. Mon Jens nævner Håkan Hellström og Peter Doherty? Mon der er nogen country-udgivelser, der har fundet nåde for mit døve øre? Og kan jeg mon sige noget pænt om Okkervil River? Og hvem af os er det, der nævner Lana Del Rey.?
Benny’s svenske popdrøm
Mødte ham en morgen tilfældigt i køkkenet i et masteringstudio i Vasastan, Stockholm. Stod et øjeblik der, bare os, men jeg kunne ikke sige et ord. Han tog sig en kop kaffe, noget blødt svensk brød, et par småkager. Jeg prøvede at finde et par naturlige ord, men nej. Senere på dagen bemærkede jeg hans bil der holdt udenfor på Odéngatan, en grå Porsche Cayenne Turbo, en moderne muskelbil, der mest ligner en stationcar på EPO. I dag fylder ABBA’s Benny Andersson 70 år. Stort tillykke hans vej, og tak først for den ‘Waterloo’-single, der skabte fest på min 10-års, da jeg og en håndfuld klassekammerater spillede på tennisketchere til den da så bastant rockende b-side ‘Watch Out’ og besluttede at starte et band ved navn Hot Music. Det blev desværre ved planerne, men det var en smuk drøm den eftermiddag. Benny og ABBA blev siden hvermandseje i slut-70’erne. De var større end giga. Der var TV-specials med dem i TV og på gågaden i Viborg så man både 6-årige piger og pensionister i det massefremstillede ABBA-merch, man i de pre-merchtider alligevel kunne købe allevegne. Jeg hørte dem ikke da, selvom singlen ‘Dancing Queen’ trængte ind og igennem som det perfekt dragende længselsfulde pop-/discohit det er. Det var først på afskeds- og skilsmissepladen The Visitors, og de singler der lå omkring den, jeg blev trukket ind igen, meget mod min vilje. At Benny og Björn blev skilt og skrev om at stå alene tilbage i sange som ‘When All Is Said And Done’ og ‘One Of Us’, som de så nærmest sadistisk fik deres kommende eks-koner til at synge, syntes ret vildt. At musikken dertil ikke længere var hverken ubekymret rengøringspop eller musicallydende flødeskumsnumre med spanske tyrenavne i titlen, men nu fuld af nordisk heartbreak og melodisk vemod, gjorde The Visitors svær at komme udenom. Som jeg gerne ville. Den morgen i Stockholm, så mange år efter, følte jeg instinktivt behov for at fortælle Benny, han havde gjort en stor forskel, selv for mig, en utilpasset punkrotte fra de ydre provinser i Danmark. Men det føltes for anmasende, for påtrængende. Så jeg må gøre det her, på vores blog istedet. Mange tak for den store musik, Benny – long may you run!
Løgnere
Et album, jeg ofte lytter til i disse uger, er Gregory Alan Isakov with the Colorado Symphony, der kom tidligere i år. Her møder folk/country/hvad det nu hedder-sangeren Gregory Alan Isakov Satans samlede sovsekander i skikkelse af Colorady Symphony og resultatet er nogle gange overrumplende og som oftest rigtig smukt.
Jeg var vældig glad for hans album The Weatherman fra 2013. Det nye album består af nye udgaver af sange fra isakovs tidligere albums – plus en ny sang, “Liars”. Lyt til den her; slutningen er… nå ja, nærmest majestætisk. Symfoniorkestre kan noget, som intet elektronisk eller elektrisk musikinstrument kan efterligne.
Endnu en blå mandag
Ja, mandagene har vist sig brutale i det nye år. På årets anden af slagsen landede chokmeddelelsen om David Bowie’s død, og i går, på en naturligvis mindre skala, proklamerede Kent den opløsning, de vil bruge de kommende ni måneder på at markere. Selv ville de færreste vel have valgt at sælge en opløsning på så langstrakt en bane. Mener, nyt album og ny tour, helt fint, men at hele den sidste gang nogensinde-ting skal ligge som en tonstung dyne af bittersød forgængelighed over alt, de fire Kent-medlemmer gør sammen fra nu af og helt til 17. december, ligner udefra kollektivt selvpineri. Her er meget apropos det med de mandage Orkestra Obsolete med deres nye version af New Order’s ‘Blue Monday’…
Bowie remembered…sort of
Der var Grammy-uddeling i nat i Staples Center, Los Angeles, California. Sjældent har listen over de nominerede indenfor de genrer vi her følger vel været så blodfattige at beskue, derfor så meget større en kontrast at en mand af David Bowie’s uafrystelige format blev mindet. Over seks minutter fik Lady Gaga og hendes til lejligheden sammensatte band – inkluderende Chic-legenden, guitar-esset og Let’s Dance-produceren Nile Rodgers – til deres hæsblæsende hyldest, arrangeret/koreograferet i fuldblods amerikansk stil, uden nogen dvælen eller de store musikalske hensyn til de enkelte sanges velbefindende; ‘Space Oddity’, ‘Changes’, ‘Ziggy Stardust’, ‘Suffragette City’, ‘Rebel, Rebel’, ‘Fashion’, ‘Fame’, ‘Under Pressure’, ‘Let’s Dance’ og ‘Heroes’ racede det Las Vegas-musical-speedede hold igennem, anført af topprofessionelle Gaga, der i denne paradespurt aldrig tilnærmelsesvis nåede de følelsmæssige højder, hun sidste weekend fremviste, da hun omfavnede den amerikanske nationalmelodi før USA’s Super Bowl. Her følger lyd og levende billeder fra i nat. Sikker på at Lady Gaga kunne have brugt sine seks minutter bedre istedet på en state-of-the-art-gribende version af ‘Lazarus’, men nej, ikke i USA, og da slet ikke til en Grammy-uddeling; The show must go on.
Opdateret: Efter en dag, hvor ros og hype synes at være reaktionsnormen omkring Gaga’s optræden, kommer The Guardian endelig på banen med nogle vise og nødvendigt kritiske ord nu sidst på eftermiddagen. Maura Johnson skriver her bl.a.:
“…While she (Lady Gaga) kept up ably – say what you will about her flights of fancy, the woman has keen pop instincts and a strong voice – and it was gratifying to see Rodgers up there smiling and strutting after his own dealings with cancer, there was something slightly dissatisfying about the whole thing. Cutting down the sprawling catalog of Bowie is no mean feat, of course, but having so many selections only represent the classic-rock-canon-approved slice of the man’s work seemed reductive; there was more to Bowie’s appeal than face paint and flashy jumpsuits, as any of the eulogies that have poured forth since his death on 10 January could have shown.
Bowie’s constant pushing toward the edge – toward the ridiculous, the sublime, the otherworldly – deserved more of an homage than hasty costume switcheroos and zips through choruses. A Gaga performance of, say, Five Years or even the Blackstar closing statement I Can’t Give Everything Away might have stopped the show, honoring Bowie’s artistry and the way he kept going, working on his art even under shifting critical winds, until the very end.”
Hjerternes fest til angreb!
Frank Sinatra, Pastoren og jeg sender varme ønsker ud til jer alle om en glædelig hjerternes fest – enjoy!
En juletradition
Så blev det den tid igen. Det er lillejuleaften, og Jens og jeg har holdt en passiar om årets albumudgivelser fra 2015. I kan læse den her – den er den aktuelle feature.
Da vil I kunne få overraskende svar på væsentlige spørgsmål som f.eks.
- Er det mig, der er så glad for Lana Del Rey, at jeg opsøgte hende i en tøjbutik i New York?
- Er det Jens, der har hilst på 3 amerikanske countrysangere i år?
- Er jeg stadig så glad for Blur, at jeg bliver holdt vågen af at lytte til deres musik?
- Er Jens overbevist om at Julia Holter er den nye Joe Strummer?
The Voice
I dag for 100 år siden kom Frank Sinatra til verden i Hoboken, New Jersey. Her en amerikansk TV-optræden, der emmer af vanlig stilsikker Sinatra-klasse, fra 1965, da han kun var omkring de 50. It was a very good year…