Kategoriarkiv: Musik

Got to keep on moving or I’ll die…

Roxy Music-maestro Bryan Ferry fylder 78 i dag. Her er han solo i 1985, hvor hans state of the art-album Boys and Girls sætter høj standard for hvordan pop som æstetisk øvelse og kunstform skal lyde i dette moderne årti. Hør f.eks. bare Lars Hug’s Kysser Himlen Farvel (1987), der to år senere i Danmark drager åbenlys fordel af tricks og greb fra netop dette album. ‘Don’t Stop The Dance’ er såvidt huskes anden single – efter ‘Slave To Love’ – fra albummet. Ferry synger her om at strejfe gennem en ødelagt verden, om øjeblikkets lokkende liv, om bevægelse for ikke at dø. Ord der passer perfekt ind i de hedonistiske 1980’ere, men som også går fint i takt med Bryan Ferry selv, der stadig i dag bevæger sig så formfuldendt køligt gennem tid i sin musik…

En dag er du pludselig 45

Et stort tillykke til Parallel Lines, det tredje album med Blondie, der takket være en ambitiøst sat Mike Chapman-produktion og to håndfulde skarptskårne popsange, transporterede Lower East Side, NYC-bandet fra niche-charmerende new wave til ankomsthallen for superstjerner. En dejlig og givende plade den dag i dag. Parallel Lines blev udsendt 23. september 1978. Købte selv albummet med hjem fra Lehmann Radio & TV i Viborg få dage efter. Har været sammen lige siden.

Kunsten at drømme

1978-albummet Parallel Lines har gjort det lille New York City-band Blondie til usandsynlige verdensstjerner. 14. september 1979 udsendes førstesinglen til opfølgeren Eat to the Beat, der skal udkomme 14 dage efter. Blondie’s ‘Dreaming’ er så længselsfuldt berusende en popsingle som nogen nogensinde har udsendt…

Introducing…Mareux!

Mareux er det kunstneriske dæknavn for synth-musikeren Aryan Ashtiani fra Los Angeles. Lovers From The Past er debutalbummet fra i år, her repræsenteret af sit titelnummer. Sammenligningen er sikkert ikke fair, men mens der til nu forgæves ventes på nyt fra TR/ST, så kan denne natlige californske darkwave måske gøre lidt af tricket…

Af en anden verden

Hvor kom den lyd fra der var Cocteau Twins? Ja, officielt fra skotske Grangemouth, men sangerinde extraordinaire Liz Fraser lød mere som fra langt ude i rummet, med sit unikke vægtløse tonesprog og nogle besynderlige tekster, der ofte var mere selvopfunden lyd end af et egentligt sprog. Cocteau Twins kom først postpunket, men hurtigt fandt trioen, ført stilistisk an af guitar-es/producer Robin Guthrie, sin egen soft-distortede og drømmende sound, der aldrig nogensinde krydsede rockmusikkens gængse hovedveje. Dags dato i 1990 singleudsendtes ‘Iceblink Luck’ som forløber for september-albummet Heaven or Las Vegas, et af Cocteau Twins’ allerbedste. Svært slet ikke at tænke på Kate Bush, der i en dog musikalsk helt anderledes verden kan noget af det samme, når man bortføres af Liz Frazier’s særegent tværgående musikalitet…

Vini Reilly forsvandt

En af de helt store guitarister på postpunkscenen er Vini Reilly, der med sit Manchester-band The Durutti Column udsendte noget af sin tids fineste og mest usædvanlige musik på Factory Records. Men det er nu mange år siden der er kommet nyt fra ham. Historier om psykisk sygdom og hjemløshed har været i frit omløb. Dagens The Guardian tager sagen i egen hånd og opsøger Reilly, som de fleste måske udelukkende har hørt via hans tydelige medvirken på Morrissey’s solodebut Viva Hate (1988). Og ja, skulle Johnny Marr endelig erstattes, så var Vini Reilly netop den lokale kapacitet der kunne gøre det. Guardian’s artikel kan læses på dette link, Reilly’s mageløse musik høres herunder…

True Faith/1963

20. juli 1987: New Order følger op på den 1986-storhed som er den single-remixede version af ‘Bizarre Love Triangle’ med singlen ‘True Faith’, der er skrevet og indspillet sammen med producer Stephen Hague. Tre uger efter optræder NO med det nye store hit på programmet Roxy…

‘True Faith’ står virkelig stærkt i sangskrivning som produktion, og den NO-topform høres også på B-siden, hvor ‘1963’ åbenbarer sig. Det nummer kunne også nemt have været en single i eget navn…

Da Serge G mødte Jane B

Ovenpå den triste nyhed i går om Jane Birkin’s bortgang bliver vi lige hængende dér. Havde ikke forventet så overvældende en reaktion som nu viste sig i de mange anerkendende kærlighedserklæringer i engelske og franske medier, samt af mere privat karakter på Facebook, Insta og Twitter; hun var fortjent overalt i går. Og her igen med en sang fra det øjeblik i 1968, hvor hun møder og bliver stormfuldt forelsket i Serge Gainsbourg. Det sker på settet af filmen Slogan, hvor de to spiller overfor hinanden og til dens soundtrack duet-indspiller denne typisk udfordrende Gainsbourg-sang, hvor det i Jane Birkin’s vers står meget klart, et cool band som Blonde Redhead også står i gæld både til hende og til ham…