Speaking of The Mop Tops: Den nyere musikhistories mest forhadte person?! John Lennon’s store kærlighed Yoko Ono vil nok altid være at finde i en universel top-10. Ikke pga. hendes ofte bevidst skingre kunstmusik, som kan være svær nok at lytte på, men fordi hun var personen, hvis indflydelse effektivt skilte Lennon fra sammenholdet i The Beatles, og derfor står som en bredt anerkendt katalysator for det gigapopulære Liverpool-bands deroute og opløsning. Trods sin voksne alder på 85 år er Ono i dag stadig aktiv i sit virke, der til oktober komplimenteres af det nye album Warzone. Her titelnummeret fra værket, der iøvrigt indeholder Yoko Ono’s nyindspilning af Lennon’s ‘Imagine’…

Et billede fra L’Alhambra i Paris, 1960: Fra venstre til højre er det Serge Gainsbourg, hans pianist og arrangør Alain Goraguer, Jacques Brel, samt Brel’s arrangør, den senere så velrenommerede filmkomponist, jazzpianist og dirigent Michel Legrand.

Det klassiske tyske pladeselskab udsender fredag albummet Room 29, et samarbejde mellem den canadisk/franske pianist Chilly Gonzales og så altså Pulp’s egen Jarvis Cocker, hvorpå de to opridser imaginære Hollywooderindringer med udgangspunkt i filmbyens engang så stjernebesøgte Hotel Chateau de Marmont. Her en smagsprøve på det semiklassiske værk…

Året begynder med en sang, der først blev hørt i Berlin i 1928. Denne version af Brecht/Weill’s ‘Pirate Jenny’ er dog fra filmen Die Dreigroschenoper, der først havde premiere tre år efter. Lotte Lenya synger dramaet om det fremmede skib med de otte sejl og 50 kanoner…

Mødte ham en morgen tilfældigt i køkkenet i et masteringstudio i Vasastan, Stockholm. Stod et øjeblik der, bare os, men jeg kunne ikke sige et ord. Han tog sig en kop kaffe, noget blødt svensk brød, et par småkager. Jeg prøvede at finde et par naturlige ord, men nej. Senere på dagen bemærkede jeg hans bil der holdt udenfor på Odéngatan, en grå Porsche Cayenne Turbo, en moderne muskelbil, der mest ligner en stationcar på EPO. I dag fylder ABBA’s Benny Andersson 70 år. Stort tillykke hans vej, og tak først for den ‘Waterloo’-single, der skabte fest på min 10-års, da jeg og en håndfuld klassekammerater spillede på tennisketchere til den da så bastant rockende b-side ‘Watch Out’ og besluttede at starte et band ved navn Hot Music. Det blev desværre ved planerne, men det var en smuk drøm den eftermiddag. Benny og ABBA blev siden hvermandseje i slut-70’erne. De var større end giga. Der var TV-specials med dem i TV og på gågaden i Viborg så man både 6-årige piger og pensionister i det massefremstillede ABBA-merch, man i de pre-merchtider alligevel kunne købe allevegne. Jeg hørte dem ikke da, selvom singlen ‘Dancing Queen’ trængte ind og igennem som det perfekt dragende længselsfulde pop-/discohit det er. Det var først på afskeds- og skilsmissepladen The Visitors, og de singler der lå omkring den, jeg blev trukket ind igen, meget mod min vilje. At Benny og Björn blev skilt og skrev om at stå alene tilbage i sange som ‘When All Is Said And Done’ og ‘One Of Us’, som de så nærmest sadistisk fik deres kommende eks-koner til at synge, syntes ret vildt. At musikken dertil ikke længere var hverken ubekymret rengøringspop eller musicallydende flødeskumsnumre med spanske tyrenavne i titlen, men nu fuld af nordisk heartbreak og melodisk vemod, gjorde The Visitors svær at komme udenom. Som jeg gerne ville. Den morgen i Stockholm, så mange år efter, følte jeg instinktivt behov for at fortælle Benny, han havde gjort en stor forskel, selv for mig, en utilpasset punkrotte fra de ydre provinser i Danmark. Men det føltes for anmasende, for påtrængende. Så jeg må gøre det her, på vores blog istedet. Mange tak for den store musik, Benny – long may you run!

Et album, jeg ofte lytter til i disse uger, er Gregory Alan Isakov with the Colorado Symphony, der kom tidligere i år. Her møder folk/country/hvad det nu hedder-sangeren Gregory Alan Isakov Satans samlede sovsekander i skikkelse af Colorady Symphony og resultatet er nogle gange overrumplende og som oftest rigtig smukt.

Jeg var vældig glad for hans album The Weatherman fra 2013. Det nye album består af nye udgaver af sange fra isakovs tidligere albums – plus en ny sang, “Liars”. Lyt til den her; slutningen er… nå ja, nærmest majestætisk. Symfoniorkestre kan noget, som intet elektronisk eller elektrisk musikinstrument kan efterligne.