Kategoriarkiv: Musik

DP < PSB < ?

Den amerikanske showbiz-person Paul Williams synger yderst egenartet på dette Daft Punk-nummer fra nu fem år gamle Random Acces Memories, men alt andet – voksen og gennemmusikalsk Broadway-kompositorisk tone i det opbyggende versstykke, balearic disco, euro-bliss, synth-temaer – lyder hørt herfra som nok verdens mest gennemførte Pet Shop Boys-tribute ever. Eller er ‘Touch’ mon snarere blot en hyldest til de PSB-inspirationskilder, Neil Tennant og Chris Lowe selv har givet gavmildt plads til i deres egen elektromusik…

Muligvis iørefaldende pop

Her er “Boyfriend”, et nummer med den australske gruppe  Confidence Man. Det er et på én gang iørefaldende og underligt irriterende nummer. Confidence Man er i øvrigt fra Brisbane, dvs. fra samme by som Robert Forster og salig Grant MacLennan. Men her hører al lighed op.

MTV VMA 2018

Der var MTV-awards i nat i New York’s Radio City Music Hall. Hvis ikke denne new pop/R&B-liste af awardvindere kan få en til at føle sig endda meget voksen, hvad kan så?!

Video of the Year:

Camila Cabello – “Havana” [ft. Young Thug]

Best Collaboration:

Jennifer Lopez – “Dinero” [ft. DJ Khaled & Cardi B]

Best New Artist:

Cardi B

Artist of the Year:

Camila Cabello

Best Latin Video:

J Balvin – “Mi Gente” [ft. Willy William]

Song of the Year:

Post Malone – “rockstar” [ft. 21 Savage]

Best Pop Video:

Ariana Grande – “No Tears Left to Cry”

Best Hip Hop Video:

Nicki Minaj – “Chun-Li”

Push Artist of the Year:

Hayley Kiyoko

Song of Summer:

Cardi B / Bad Bunny / J Balvin: “I Like It”

Michael Jackson Video Vanguard Award:

Jennifer Lopez

Best Dance Video:

Avicii ft. Rita Ora – “Lonely Together”

Best Rock Video:

Imagine Dragons – “Whatever It Takes”

Video With a Message:

Childish Gambino – “This Is America”

Best Cinematography:

The Carters – “APES**T”

Best Direction:

Childish Gambino – “This Is America”

Best Art Direction:

The Carters – “APES**T”

Best Visual Effects:

Kendrick Lamar & SZA – “All The Stars”

Best Choreography:

Childish Gambino – “This Is America”

Best Editing:

N.E.R.D – “Lemon” [ft. Rihanna]

Hun slog Beatles ihjel?

Speaking of The Mop Tops: Den nyere musikhistories mest forhadte person?! John Lennon’s store kærlighed Yoko Ono vil nok altid være at finde i en universel top-10. Ikke pga. hendes ofte bevidst skingre kunstmusik, som kan være svær nok at lytte på, men fordi hun var personen, hvis indflydelse effektivt skilte Lennon fra sammenholdet i The Beatles, og derfor står som en bredt anerkendt katalysator for det gigapopulære Liverpool-bands deroute og opløsning. Trods sin voksne alder på 85 år er Ono i dag stadig aktiv i sit virke, der til oktober komplimenteres af det nye album Warzone. Her titelnummeret fra værket, der iøvrigt indeholder Yoko Ono’s nyindspilning af Lennon’s ‘Imagine’…

Hvorfor?

Lana Del Rey synger Andrew Lloyd Webber. Nye ‘You Must Love Me’ kommer fra musicalen Evita, og er således tidligere blevet sunget af Madonna. Her oplever vi indimellem Lana Del Rey som stående ved den klassiske ABBA-skillevej, hvor den ene rute fører mod pop-paradis, den anden ned i musical-helvede. Her er det vej nummer to Lana vælger med sikker hånd. Pænt, nydeligt, korrekt, ferniseret, ligegyldigt, sterilt. Hun kan så meget bedre.

Velkommen!

Året begynder med en sang, der først blev hørt i Berlin i 1928. Denne version af Brecht/Weill’s ‘Pirate Jenny’ er dog fra filmen Die Dreigroschenoper, der først havde premiere tre år efter. Lotte Lenya synger dramaet om det fremmede skib med de otte sejl og 50 kanoner…

Farvel, Georgios Panayiotou

Jeg var vel aldrig så dybt inde i George Michaels værk – dengang for tre årtier syntes jeg, at han var alt for idolagtig og glat. Men at han var en gennemmusikalsk popvokalist og sangskriver, det kunne selv jeg høre, og med tiden fik jeg meget større respekt for ham.

Skønt han havde stemmen og musikaliteten og udseendet med sig, og skønt han oprindelig virkede som indbegrebet af det glamourøse popstjerneliv,  blev det efterhånden tydeligt, at George Michael havde store indre dæmoner at slås med og at det ofte var dem, der tyngede hans karriere. Og juledag 2016 ville hjertet så ikke mere.

Årets albumudgivelser 2016

Igen i år giver denne blog en oversigt over albums, vi hver især har lyttet i det år, der nu snart er forbi. Denne gang har juletravlheden sat sit præg på foretagendet; Jens og jeg har skrevet hver for sig.

Vores albumlister kan I se her. Mon Jens nævner Håkan Hellström og Peter Doherty? Mon der er nogen country-udgivelser, der har fundet nåde for mit døve øre? Og kan jeg mon sige noget pænt om Okkervil River? Og hvem af os er det, der nævner Lana Del Rey.?

Benny’s svenske popdrøm

Mødte ham en morgen tilfældigt i køkkenet i et masteringstudio i Vasastan, Stockholm. Stod et øjeblik der, bare os, men jeg kunne ikke sige et ord. Han tog sig en kop kaffe, noget blødt svensk brød, et par småkager. Jeg prøvede at finde et par naturlige ord, men nej. Senere på dagen bemærkede jeg hans bil der holdt udenfor på Odéngatan, en grå Porsche Cayenne Turbo, en moderne muskelbil, der mest ligner en stationcar på EPO. I dag fylder ABBA’s Benny Andersson 70 år. Stort tillykke hans vej, og tak først for den ‘Waterloo’-single, der skabte fest på min 10-års, da jeg og en håndfuld klassekammerater spillede på tennisketchere til den da så bastant rockende b-side ‘Watch Out’ og besluttede at starte et band ved navn Hot Music. Det blev desværre ved planerne, men det var en smuk drøm den eftermiddag. Benny og ABBA blev siden hvermandseje i slut-70’erne. De var større end giga. Der var TV-specials med dem i TV og på gågaden i Viborg så man både 6-årige piger og pensionister i det massefremstillede ABBA-merch, man i de pre-merchtider alligevel kunne købe allevegne. Jeg hørte dem ikke da, selvom singlen ‘Dancing Queen’ trængte ind og igennem som det perfekt dragende længselsfulde pop-/discohit det er. Det var først på afskeds- og skilsmissepladen The Visitors, og de singler der lå omkring den, jeg blev trukket ind igen, meget mod min vilje. At Benny og Björn blev skilt og skrev om at stå alene tilbage i sange som ‘When All Is Said And Done’ og ‘One Of Us’, som de så nærmest sadistisk fik deres kommende eks-koner til at synge, syntes ret vildt. At musikken dertil ikke længere var hverken ubekymret rengøringspop eller musicallydende flødeskumsnumre med spanske tyrenavne i titlen, men nu fuld af nordisk heartbreak og melodisk vemod, gjorde The Visitors svær at komme udenom. Som jeg gerne ville. Den morgen i Stockholm, så mange år efter, følte jeg instinktivt behov for at fortælle Benny, han havde gjort en stor forskel, selv for mig, en utilpasset punkrotte fra de ydre provinser i Danmark. Men det føltes for anmasende, for påtrængende. Så jeg må gøre det her, på vores blog istedet. Mange tak for den store musik, Benny – long may you run!

Løgnere

Et album, jeg ofte lytter til i disse uger, er Gregory Alan Isakov with the Colorado Symphony, der kom tidligere i år. Her møder folk/country/hvad det nu hedder-sangeren Gregory Alan Isakov Satans samlede sovsekander i skikkelse af Colorady Symphony og resultatet er nogle gange overrumplende og som oftest rigtig smukt.

Jeg var vældig glad for hans album The Weatherman fra 2013. Det nye album består af nye udgaver af sange fra isakovs tidligere albums – plus en ny sang, “Liars”. Lyt til den her; slutningen er… nå ja, nærmest majestætisk. Symfoniorkestre kan noget, som intet elektronisk eller elektrisk musikinstrument kan efterligne.