Kategoriarkiv: Musik

Lyden af hendes stemme er et brev fra 1978

The Dandy Warhols udsendte ny single fredag. Det har de ofte gjort uden nogen reaktion fra denne side, men denne fortjener næsten en. Ikke fordi den lidt sært hviskede sang i et 90’er-dovent luntetempo gør noget stort væsen af sig, men fordi Blondie’s Debbie Harry på få sekunder med sin uforlignelige klang, der nuomdage i sig selv er et kald fra en tabt 70’er-tid, da hendes cool NYC-band var den moderne lyd af verdens bedste popmusik, lyser Dandy Warhol-stykket op så det står som lysende neon…

Introducing…Chopper!

Oplevede københavnske Chopper spille support sidste år, da Lawrence fra Felt gæstede Vanløses Alice med sit nye band Mozart Estate, der over tre kvarter nåede at blive alt for endimensionelt sjove til deres eget bedste. Modsat ville Chopper heldigvis kun alvor den aften med en storladent elektro-skærende post-popmusik, der positivt osede af en nærmest Bowie-dekadent fortabelse og kæntrende storbynætter i apotekernes tegn. Derfor synes det helt efter bogen, at Chopper nu i fredags har udsendt denne neon-blødende single med titlen ‘Living For The Night’. Bliv da for guds skyld hængende til 1:16, for da flashes for første gang et af de vel mest slagkraftige omkvæd, der vil blive udsendt på denne planet i år…

Når musikken er et digt

Upåagtede And Also The Trees, der efterhånden har en voksen historie bag sig, udsender i dag nyt album. Her en smagsprøve fra englændernes Mother-of-Pearl-Moon, der på dette afsøgende klip lyder som om de holder meget af det, Tindersticks engang lovede. Vi er et stykke fra gængs rockmusik her; man kunne vælge at tage det som en befrielse…

Vampire sonday

Har fra dag 1 haft svært ved at finde ud Vampire Weekend. For NYC-bandets pertentligt dygtige arrangementer i ofte nærmest übersterile lydbilleder kan ofte afføde en klaustrofobisk udbrydertrang, men omvendt så er der indimellem nogle decideret underskønne melodiske forløb, samt en sjælden intim betragterevne hos sangskriver Ezra Koenig. Fredag udsendte Vampire Weekend hele to singler som forløber til albummet Only God Was Above Us, der udgives 5. april. Her er den første af dem, der netop bærer en af den slags sødmefulde melodier, næsten kun Koenig kan skrive. Produktionen af den konventionelle sang er en vild rollercoaster, hvor alt synes tilladt, kedeligt er det virkelig ikke. Tilsæt en klassisk, yderst musikalsk klippet New York City-stemningsvideo og de følgende fire minutter vil ikke være spildt på nogen som helst…

Disco onsdag

Denne formiddag har Pet Shop Boys udgivet singlen ‘Loneliness’, samt løftet slør for det nye PSB-album Nevertheless, der udkommer til april. Tennant/Lowe og svenske ABBA har jo den særegenhed tilfælles, at deres hver for sig forfinede musik udgår fra det meget smalle ingenmandsland mellem skamløs popmusik og forfinet musical-schmaltz. Det er med lettelse man konstaterer, nye ‘Loneliness’ helhjertet bekender sig til førstnævnte genre…

Glen Campbell efter døden

Nu kommer der et posthumt album, hvor kendte nulevende sangere synger duet med Glen Campbell – lidt på samme måde som Natalie Cole sang duetter med sin afdøde far. Det er en underlig øvelse, synes jeg.

Og så kan jeg se, hvem der er med. Den usympatiske Eric Clapton, der gennem en menneskealder har forklædt sig som syngende formningslærer, men reelt bare er en ikke-rehabiliteret racist og konspirationsteoretiker, er med. Til gengæld er manden, der skrev “Ghost On The Canvas” til Glen Campbell, nemlig Paul Westerberg, ikke med. Jeg håber at fraværet simpelthen skyldes at Paul Westerberg i al stilfærdighed har trukket sig tilbage som sanger og sangskriver, sådan som jeg længe har fornemmet.

(Paul Westerberg er til gengæld med i den oprindelige musikvideo til sangen – prøv at lede efter den på YouTube.)

Før det moderne gennembrud

Soft Cell’s kradse debutsingle, nogle måneder før efterfølgeren ‘Tainted Love’ i sommeren 1981 gør Leeds-duoen til regulære popstjerner, peger måske ikke ligefrem i retningen af en fremtid i Smash Hits og på Top of the Pops for de to, men heftig er den ialfald. Og i omkvædets ‘hi dear, bye dear’ findes jo allerede tegningen til titlen ‘Say Hello, Wave Goodbye’…

Mary Weiss RIP!

Det gør os ondt at høre forsanger Mary Weiss fra Queens, NYC’s The Shangri-Las, der vel er den bedste klassiske amerikanske girl group fra 60’erne, kun for alvor rivaliseret af The Ronettes, er gået bort, 75 år gammel. Her skal hun også høres i hovedrollen på den mesterligt iscenesatte ‘I Can Never Go Home Anymore’…

Such a shame

Ja, det er en skam med stærke bands, der ikke rigtigt bliver værdsat i deres eget hjemland. England er ellers en nation som i den grad lever sin egen musik ud, men alligevel er der ting som falder igennem. Som f.eks. Depeche Mode, der aldrig er blevet taget helt alvorligt i Storbritannien på samme massive facon, de er det i Europa, ligeså Nordamerika. Eller dem det drejer som om i denne post, nemlig Mark Hollis’ Talk Talk, der trods enorm popularitet i det kontinentale Europa til sammenligning har levet en skyggetilværelse i hjemlandet. Tag nu deres to 1984-hitsingler ‘It’s My Life’ og ‘Such A Shame’, der skabte bandets medvind hos os. De to nåede ikke engang blandt top-45 på den engelske single-hitliste. Var det mon så fordi briterne ikke har sans for – eller sætter pris på – den nærmest triumferende (europæiske) melankoli begge disse numre bød så skamløst på? Selv må vi da her tilstå stort hjerterum for dem begge. Specielt ‘It’s My Life’ er sådan en 7″er, der til enhver tid vil komme med på en desert island disc-liste. I dag er det 40 år siden ‘It’s My Life’ blev udsendt som forløbersingle til albummet af samme navn. Vi markerer den runde Talk Talk-dag med at tage en vild playback-afspilning fra et italiensk TV-show samme år. Musik kan.

Og nu tænker du nok, hey, Talk Talk er godt nok skudt af der, men de kan garanteret ikke spille i virkeligheden. Men sådan er det ikke, og der findes bevismateriale. For her er vi i 1986, Talk Talk er i Montreux, Schweiz, kun godt en måned før de gæster Valby Parken sammen med New Order og Depeche Mode…

Party fears

Vi sender det nye års post-stafet på denne blog helt sobert afsted med en stemme, mange af os aldrig vil glemme. The Associates kom fra skotske Dundee, men lavede en grænseløs popmusik, der indimellem næsten kunne lyde som fra en anden planet. Og i Billy Mackenzie havde de en sanger med et vitalt rastløst temperament som sin vokale styrepind…

Sange der får dig til at tænke på jul, men som ikke er julesange

Soft Cell-sanger Marc Almond har netop genudgivet sit album Tenement Symphony (1991), der hørt herfra står som det stærkeste blandt hans mange soloudgivelser. I flere år i starten af 90’erne lånte jeg det i den endnu dengang så prangende musikafdeling på Centralbiblioteket i Viborg, når jeg var hjemme hos mine forældre i slutningen af december. Nok derfor har hele albummet – der er mest bredt kendt for sin hitsingle ‘The Days Of Pearly Spencer’ – for mig en klang af netop denne tid på året. At dets produktion så gør brug af en sand armé af isnende (men vel-arrangerede) synthesizers gør nok ikke associationen svagere. Her et af albummets veltimede følelsesangreb, der typisk Almond ruller stolt afsted med både indestængt drama og storladen pop-forløsning…

Sange der får dig til at tænke på jul, men som ikke er julesange

Såvidt huskes var det Pet Shop Boys’ version af Elvis Presley’s ‘Always On My Mind’ som holdt The Pogues’ ‘Fairytale In In New York’ (vel måske den eneste regulære julesang der kun fortjener at blive knuselsket) fra førstepladsen på den engelsk e hitliste i julen 1987. PSB havde haft et stærkt år, og det lød som om manbevidst iklædte Elvis-sangen det helt samme effektive karosseri af brede synths og bankende sequencers, der havde gjort ‘It’s A Sin’ til så voldsomt et hit henover sommeren, så nej, det kunne næsten ikke gå galt. Her optræder Neil og Chris 1. juledag på BBC’s Top of the Pops med deres nummer et. Smart state of the art-1987-grafik på scene-computeren…

Vid ett middagsbord bland folk, i en tunnelbanevagn, då saknar jag dej…

Nu troede du nok her efter forleden, at være sluppet for mere Ulf Lundell. Men nej, så nådig er skæbnen ikke, for på hans iøvrigt noget ujævne Vinterland (2000) er der endnu en bevægende fortælling, som fortjener opmærksomhed. En sang hvor det ikke er Stockholm’s udstødte sjæle, men istedet Lundell’s eget forpinte hjerte, som ligger ham på sinde. På ‘Jag Saknar Dej’ sætter de musikalsk opbyggende vers scenen filmisk op som Lundell kan; et Stockholm i frost, hvor både løftes op af havnen før isen vil komme og skrue dem ned, hvor parkerne brænder som ild af kulden, hvor himlen over Västerbron står gasblå koldt. I det bidende Stockholm går Lundell hvileløst, sjælefrysende rundt og påmindes overalt om en kærlighed, der ikke længere er hans. Broerne op til sangens omkvæd falder skæbnesvangert dramatiske og slår en tone an som aldrig kan ringe lykkeligt ud. Og der kommer så hans direkte tale til den, der er et ukendt sted derude i byens labyrint og altså ikke længere med ham. Han ønsker nu, at de aldrig havde mødtes, for han er efter afskeden som død for livet, finder ingen glæde i noget, længes heller ikke længere efter at de igen skulle være sammen. Men savner dog i sit indre alligevel i en grad så intenst, at det hele synes ved at briste. Imens spiller musikken sig bag ham op til noget, der kun kunne være et raseri, hvis ikke den samtidig var så…øm. Det lyder kulørt, absolut, men i praksis er det forførende stærkt iscenesat. Hør selv…