Kategoriarkiv: Musik

Warren Ellis-Bad Seeds 1-0

På dagen hvor Nick Cave & The Bad Seeds’ Ghosteen udsendes fysisk på vinyl og CD, her en flaskepost fuld af længsel efter det Bad Seeds, der på det nye album ligger så annihileret, at selv coverets stort anlagte gatefold-foto kun er med Cave himself og Warren Ellis. Selve The Bad Seeds, i mange år scenens vel mest dynamisk spillende rockorkester, er hverken at høre eller se, selvom navnet dog står på coveret af det tekst-veloplagte men musikalsk så sært udsvingsløse – som i medicineret-lydende – udspil. The Bad Seeds, fra da musikken stod svøbt i drama og melodierne kom ildevarslende underskønne, here’s to you!

Døde helte dør aldrig

Og da slet ikke Leonard Cohen. Hør blot hans nye single, ‘Happens To The Heart’, der netop er blevet udsendt i dag. Helt som om han findes et sted derude i verden, og lige nu synger til os derfra. Hvem end der er musikalsk ansvarlig for disse nye post mortem-sange med Cohen – formodentlig er det hans søn, Adam – gør til nu et djævelsk godt stykke arbejde. For musikken har præcis den melodiske sødme og det sagte vemod af levet liv, man kun forbandt med Mesteren selv, da han gik iblandt os.

Søndag med Mesteren

I går var det 85 år siden Leonard Cohen kom til verden i Quebec, ovre i Canada. Læste i august den nylige bog om norske Marianne Ihlen og hendes forhold til Cohen. Bogen er ikke stor litteratur, men en interessant og detaljefyldt beskrivelse af den meget anderledes og fjerne tid i starten 60’erne, hvor de to mødte hinanden på den græske ø Hydra. Cohen var ung, urealiseret og ifølge egne ord altid først og fremmest på vej videre mod den karriere som sig selv, der en dag skulle bringe ham til alle os andre. Forholdet var med andre ord dømt til at mislykkes. Her en helt ny Cohen-sang, udsendt i denne uge. ‘The Goal’ er forløber for et nyt album med optagelser lavet i hans sidste tid, siden færdiggjort af sønnen Adam Cohen sammen med et hold af farens faste musikere. Er det godt? Dette minut og 13 sekunders sammenstød af Cohen’s stemme og sødmefulde akkorder er fantastisk. Som om den savnede mester taler sin sandhedsstemme til os lige her og nu. Hvilket vel kun giver god mening. Døde helte dør aldrig.

England kunne

En gavmild dag at gå i pladebutikker, 16. september 1985. Hvor mange er mon klar over, at disse to så forskellige men gennemført fornemme plader – henholdsvis en yderst inspireret tiende single og et karrieretoppende, mesterligt album – begge blev udgivet og først kunne købes netop den dag?!

Dagens 40-års…

Nej, desværre ikke Deborah Harry der runder de 40 i dag, men derimod en af hendes og Blondie’s allerskarpeste new wave-singler, Eat to the Beat-forløberen ‘Dreaming’, der udkom på denne heldige dato i 1979. Præsentationen på britiske Top of the Pops fejler heller ikke noget…

Drømmeland…?

Nej, det altid frygtsomme øjeblik, hvor man for første gang skal høre en spritny Pet Shop Boys-single. I de hæsblæsende 80’ere var den slags ikke noget at frygte, tværtom var forventningen spændt til det yderste. Og som oftest med stor glæde til følge. Men ak, formkurven skulle dykke fælt, PSB-singlerne mistede for ofte troen på sig selv, kom uden den oprindelige eufori og naturlige fødselsret til verdens centrum, kunne lyde som Neil Tennant-skrevne under dyne og med varmedunk på dunkle, influenzasvage aftener i London, så affældigt svage fremstod de uheldigste af dem. Her er så ‘Dreamland’, endnu et nyt single-udbrudsforsøg – featuring Years & Years – fra skyggen af fordoms storhed.

Lana Del Fucking Rey!

Sandelig om ikke Lana Del Rey på fredagens nye album, Norman Fucking Rockwell!, hæver sig langt over den formkrise og idemæssige indelukkethed, der syntes skinne igennem det meste af seneste udspil, Lust for Life (2017). Ikke blot er de lunkne, kommercielt orienterede gæsteoptrædender fra det album – hvor ASAP Rocky, The Weeknd, Sean Lennon og Stevie Nicks dukkede unødigt op – lagt på hylden. Nej, kursen er overordnet omlagt, nu fjernt fra gængs hitlistepop, til fordel for et mere nøgent og følsomt stemningsoverlegent set sange, der rækker fra svimmel Ultraviolence-klasse til indtrængende, indimellem nærmest soft-psykedeliske forløb. Et stort ansvar for det positive skift må kunne lægges på Del Rey’s skift af musikalsk modspil. Væk er hendes tidligere sparringspartner, musikfabrikken (!) Rick Nowels, afløst istedet af man of the moment Jack Antonoff, der de seneste år har gjort stor amerikansk karriere (ligeledes som co-songwriter og producer) for så stærkt sangprofilerede nye kvinder som Taylor Swift, St. Vincent og Lorde. Det skift har melodisk givet Lana Del Rey’s nye, ofte klaverbårne sange skarpere profil, samt afstedkommet en frygtløs produktion ind i det stemningsfortabende. Ja, nyd blot som eksempel de sidste 6-7 mindblowing minutter af det her følgende track, ‘Venice Bitch’, der vel næppe lyder som musik fra nogensinde før. Og albummets sangfortællinger? Denne gang lever den altid så sikre stilist Del Rey’s sangord ikke på en streng diæt af Hollywood-kitsch, men kommer nærmest konceptuelt stærke, som de personlige sansninger, reminiscenser og levende billeder af en verden på vej mod opløsning, de synes at være. Norman Fucking Rockwell! er en modig vinder.

PS – Først på vinyludgavens store cover vi her bemærker, at bakkerne på hele den californske kystlinje inde bag Lana står i frådende flammer og undergang…!

Małomiasteczkowy

Den for flere år siden tidligere polske X Factor-vinder – i Danmark forsvinder den slags dressurheste gerne som dug for solen – Dawid Podsiadlo fik sig sidste år et gigantisk hit i sit hjemland med dette fint rastløse poptrack. Den majestætisk lydende sangtitel ‘Malomiasteczkowy’ oversættes vistnok til dansk som ‘provinsiel’. Sangens protagonist besynger de små byer, der fostrer store drømme, og ender i sangen med at ville flytte bort fra sin storby – Warszawa mon? – så dens kynisme, overfladiske spejling og strålende hårdhed ikke skal gå i arv til hans børn. I omkvæddet gentages linierne ‘jeg kører til dig alene igen / jeg kører til dig’. Banalt, helt sikkert, men ikke uden effekt til den energiske og sørgmodigt håbefulde melodi…

It’s the end of the world and Lana knows it…

…I miss New York and I miss the music / Me and my friends‚ we miss rock ‘n’ roll / I want shit to feel just like it used to / When‚ baby, I was doing nothing the most of all / The culture is lit and if this is it, I had a ball / I guess that I’m burned out after all / I’m wasted / Don’t leave‚ I just need a wake-up call / I’m facing the greatest / The greatest loss of them all / The culture is lit and I had a ball / I guess that I’m burned out after all / If this is it, I’m signing off / Miss doing nothing, the most of all / Hawaii just missed that fireball / L.A. is in flames‚ it’s getting hot / Kanye West is blond and gone / “Life on Mars” ain’t just a song / Oh, the livestream’s almost on…