En 1978-reportage på CBS’ 60 Minutes Special Report om New York City’s Studio 54 og den da allestedsnærværende disco-craze…
Discoalderen
Svar
Kategoriarkiv: Musik
En mumlen i hjertet
Jens nævnte Back Into The Woods på sin album-top-10. Her er “Murmur In The Heart”, en af de ni sange fra albummet af og med Ed Harcourt. Så enkelt kan det gøres.
Purple, Yellow, Red & Blue
Jeg er først for nylig blevet opmærksom på Portugal. The Man. Ja, det hedder dette amerikanske band faktisk. Hvis man synes at denne sang giver mindelser om Broken Bells eller det sidste album med Sparklehorse, er det ikke så underligt. Albummet Evil Friends fra i år er produceret af Brian Burton (“Danger Mouse”), der er den ene halvdel af Broken Bells og var producer på Dark Night Of The Soul.
Portugal. The Man (beklager det underlige punktum; det er ikke min idé) er bestemt ikke et nyt band – Evil Friends er faktisk gruppens ottende album siden 2006. I vore dage må en sådan udgivelsesaktivitet siges at være usædvanlig.
Man kan høre hele albummet på Soundcloud. Start med “Modern Jesus”, “Atomic Man” og “Holy Roller” – eller titelnummeret, som alle er herunder.
Det der med teksterne
Will Sheff, der er sangeren og sangskriveren i Okkervil River, gav i går brugerne på Reddit mulighed for at stille spørgsmål. Her er et godt citat fra et af Sheffs svar – der er meget andet, der også er værd at læse:
I do think lyrics (and, generally, songwriting, which is not just about lyrics) are basically not in fashion right now. I think people are interested in vibe and production and their sort of stance and angle right now. It’s kind of anemic time all over Western culture, feels like to me. I’m not sure why. I think life is really scary right now and when people are scared they become more conservative. They don’t want to sit down and talk about whether or not their children are going to inhabit a nightmare apocalyptic hell future; they want to talk about spring break. You could see it in in the great depression where all anyone wanted to do was go to the movies and watch big expensive musical productions with a lot of dance numbers. And yeah, I think there’s a really lazy trend in indie rock right now where people feel like being really vague and borderline meaningless is somehow brave and avant-garde lyrically, and no one’s really calling them on the fact that they’re not putting anything on the table and basically aren’t trying that hard. That said, music is about more than lyrics, and if your lyrics are cool but your music is boring I tend to not be all that impressed. And music SHOULD be allowed to be fun. You have to strike a balance.
Jeg er ikke uenig. Ord forpligter, og derfor siger vi ofte ikke det, vi burde sige.
Med Ol’ Blue Eyes på arbejde
Frank Sinatra indspiller ‘It Was A Very Good Year’ i 1965…
Stand By Me
“Stand By Me” af Ben E. King (skrevet af King selv sammen med Leiber og Stoller) er en af de allersmukkeste amerikanske pop-indspilninger, jeg kender. Tiden går langsommere, når jeg hører Ben E. Kings udgave med det enkle, men uforglemmelige kontrabas-riff, og når strygerne sætter ind inden sidste vers kommer gåsehuden snigende. “Stand By Me” er på én og samme tid en kærlighedssang og en slags salme.
Selv ikke en mester som John Lennon (endsige Scott Walker, der også har indspillet sangen med The Walker Brothers) rammer plet med sin udgave af samme sang. I The Guardian er der artikel om hvordan Ben E. Kings oprindelige udgave blev til.
I artiklen siger Ben E. King selv:
It was 1960, but in my vocal I think you can hear something of my earlier times when I’d sing in subway halls for the echo, and perform doo-wop on street corners. But I had a lot of influences, too – singers like Sam Cooke, Brook Benton and Roy Hamilton. The song’s success lay in the way Leiber and Stoller took chances, though, borrowing from symphonic scores, and we had a brilliant string arranger in Stan Applebaum.
Der er en stor verden
5. august her på siden handler til nu om dansk udlængsel. Pastoren’s post før med Mogens Wieth’s ‘Mandalay’ trigger straks dette indlæg, hvor Osvald Helmuth drages mod skibene i havnen og deres løfte om en verden derude…
En engel i tågen
Her er et uomgængeligt og knugende nummer med Angel Haze. Cleaning Out My Closet er og er så alligevel slet, slet ikke er en cover-udgave af Eminems nummer af samme navn. Ligesom Eminem er hun fra Detroit, men her hører ligheden op. En kvindelig rapper, der her bruger musikken til at tale ud om det seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn, og om at finde ind til sin seksuelle identitet som biseksuel.
Angel Haze kommer til Roskilde Festival i år. Hende skal jeg se.
Også tillykke fra Pastoren
Lad os nu se dagens fødselar selv. Stemmen er helt ikke, hvad den har været – men alligevel en mere end hæderlig live-udgave af et af Brian Wilsons mange musikalske højdepunkter.
Top-10 i Abba
Jeg fik min første og eneste Abba-single – ‘Waterloo’/'Watch Out’ – på min 10-års-fødselsdag, samme dag nogle kammerater og jeg i benovelse over det hårde distortede guitarriff på netop ‘Watch Out’ blev enige om at starte et band ved navn Hot Music…!
Drømmen om det band blev aldrig til noget, hvilket sikkert var godt det samme, for de andre var kun vilde med Sweet eller Deep Purple, hvor jeg var langt mest til Sparks, som ville noget helt andet. Iøvrigt havde ingen af os hverken instrumenter eller en tone i livet.
Abba derimod kværnede ufortrødent videre og herskede snart hele landet. 6-årige piger som 80+årige lillahårede damer gik i Abba The Movie-t-shirts, og den nutrasweetsøde svenskerpop blev spillet overalt. Selv på det dengang så klinisk musikfri statsfjernsyn, den eneste kanal vi kunne tage ovre i Midtjylland.
Med årene gik Abba’s musik i to retninger. Den ene – reprænseteret af numre som ‘Fernando’, ‘Chiquitita’, ‘Put On Your White Sombrero’, ‘Thank You For The Music’ – var af den konstruerede og let-teatralske rædsel, der i dag danner rygrad i musicalgenren. Den anden var Abba’s givende satsning udi at skrive voksne, modne sange om tab og kærligheds-breakdown, det til musik i en storslået europæisk poptradition.
Der er således verdner til forskel fra ungdomsidentifikationen i ‘When I Kissed The Teacher’ og “dancing queen / young and sweet / only seventeen” (begge ’76), til 1981′s ‘Slipping Through My Fingers’, hvor en mor begræder sit skridende tab af kontakt og drømme med en hurtigt voksende datter, eller ‘When All Is Said And Done’s nøgternt livserfarne “in our lives we have walked some strange and lonely treks / slightly worn but dignified and not too old for sex”…!
Og det er den musik, ikke the dreaded musical-Abba, der vejer tungest på min top-10 i favoritsange med dem…
01. When All Is Said And Done
02. Lay All Your Love On Me
03. The Winner Takes It All
04. Dancing Queen
05. Slipping Through My Fingers
06. The Day Before You Came
07. Knowing Me, Knowing You
08. Gimme! Gimme! Gimme! (A Man Afer Midnight)
09. One Of Us
10. My Love, My Life
Drømmer Elvis Presley står på scenen på Hilton International i Vegas og synger en indfølt, svajende cover af ‘My Love, My Life’. Lyder fantastisk. Den er som skrevet til hans 70′ere…
Den morgen Mikkel D og jeg fløj til Stockholm for mastering på Love Shop’s Frelsens Hær, gik der kun små to timer fra vi landede i Arlanda, til jeg stod i et studiekøkken og åbnede en cola ved siden af ABBA’s Benny Andersson – mere svensk bliver det vel ikke. Et tip om Benny? Han kører en grå, kompakt Porsche-stationcar…!
Ravi Shankar
Jeg kan læse at Ravi Shankar døde i går i en alder af 92. En af de banebrydende skikkelser i det 20. århundredes musik er ikke mere. Nej, Ravi Shankar var ikke et rocknroll-navn, selv om han også en overgang spillede på rockfestivaler (bl.a. Woodstock). Men han var sammen med sit ensemble de første verdensstjerner fra den tredje verden, et årti før Bob Marley. Mange forbinder Ravi Shankar med The Beatles, fordi han blev ven med George Harrison. Og formodentlig hjalp denne forbindelse også med at introducere Europa og Nordamerika til indisk musik før den livlige (men også meget overfladiske) bhangra og hvad der ellers kom ud af “Bollywood” kom til at dominere manges billede af hvad indisk musik er. For mange er netop citaren vel stadig synonym med indisk musik.
Men Ravi Shankar var en kendt musiker i sit hjemland længe før de fire fra Liverpool fik deres første instrumenter. Og så skrev han musikken til Satyajit Rays Apu-trilogi (nogle af de bedste film fra det 20. århundrede, spørger man mig – se dem! og nej, der er ingen biljagter eller 3D).
Jeg oplevede Ravi Shankar for 22 år siden til festivalen i Edinburgh i en helt fyldt Usher Hall. Og bagefter fik jeg hans autograf og fik hilst på manden.
(For en sikkerheds skyld: den Shankar, der åbner Echo & The Bunnymens legendariske “The Cutter”, er ikke Ravi Shankar, men den tamilske violinist Lakshminarayana Shankar.)
Introducing…Kirstine Stubbe Teglbjærg
En drøm om Berlin
Og her er det den afdøde tyske filminstruktør Rainer Werner Fassbinder’s drøm der vises. Hans Berlin Alexanderplatz fra 1980 står som en af de mest suverænt givende serier, der nogensinde er blevet sendt på dansk TV. Mindes BT og/eller Ekstra Bladet lavede en underskriftindsamling – eller var det endda en demonstration? – for at stoppe den gribende fortælling undervejs, da man mente det var for skandaløst mørke og utydelige billeder (!) at sende ud på nationalt TV…! Anyways, her møder seriens hovedperson Franz Biberkopf, der vil det gode men så ofte skal trækkes ned i mørket, sin Mietze, der først bliver hans store kærlighed, siden hans skæbne…
Abba er tilbage?
Nej, ikke helt, men lidt. The year of the comebacks fortsætter med nyheden om, at Agnetha Fältskogg – Abba’s lyshårede, som var gift med Björn Ulveaus – til maj udsender albummet A, det første fra hende i ni år. Her nedenunder en singleforløber derfra, men først en anbefaling om at dyrke Abba’s sidste album The Visitor (1981), en af de bedste skilsmisseplader ever i popmusik. Skrevet af fyrene, sunget af pigerne, fra de to par som imens var ved at gå fra hinanden. At tænke sig man i den situation forfatter sange som ‘One Of Us Is Crying’ og ‘When All Is Said And Done’ til ens kommende ex at synge – vildt. Og her kommer Agnetha’s nye omkvæd så…
Årets albums 2012
Så har denne blogs forfattere atter haft en kaminpassiar. Resultatet er vores snak om årets udgivelser i 2012.
Hvis denne blogs læsere har lyst til at bidrage med deres bud, så skriv et bud som kommentar. Ulykkens gudinde vil ved nytårstid udtrække en tilfældig person, der vil få sendt noget hjemmebrændt.
R.I.P. Andy Williams
Ubetaleligt ?
Jens har gjort det. Jeg har gjort. Vi har købt bøger og musik via Amazon. Deres udbud er nogenlunde stort, ja vel faktisk enormt. Den bog, jeg selv har skrevet (og som endnu ikke er filmatiseret), kan købes via Amazon. Jeg har købt jule- og fødselsdagsgaver til min søster i Manchester via Amazon.
Det er derfor ikke overraskende, at jeg i denne uge kan læse i The Guardian at Amazon alene i Storbritannien tjente 3 milliarder pund i 2011. Hver fjerde bog på det britiske marked købes hos Amazon.
Samtidig kan jeg læse, hvordan det går stadig værre for traditionsrige boghandlerkæder i Storbritannien og USA. Waterstones, hvor jeg ofte slog et sving forbi, da jeg boede i Edinburgh for to årtier siden, har det ikke godt. Og den engang enorme kæde Borders, der ligesom Waterstones havde afdelinger på begge sider af Atlanten, er gået konkurs.
Online-handelen ændrer forretningslivet. Men pengene fosser samtidig ud af samfundsøkonomien. Amazon betaler nemlig ikke så meget som én penny i skat i Storbritannien, thi Amazon hører meget bekvemt hjemme i Luxembourg. På den anden side har Amazon fået over 10 millioner i statstilskud til at åbne et nyt distributionscenter i Dunfermline.
Amazon giver os det, vi helst vil have. Og så alligevel.
The Killing Type
Dette bør være hittet fra Theatre Is Evil, det aktuelle og helt crowdfundede album med Amanda Palmer. Fru Palmer (hun er gift med Neil Gaiman, forfatteren bag bl.a. Sandman og Coraline) er blevet god til at promovere sig selv via nettet – hvor mange musikere har deres egen app? Amanda Palmer har sådan én. Hun er heller ikke bange for at smide kludene, opdager man.
Det ville nok ikke være til at bære, hvis ikke det var fordi Theatre Is Evil faktisk rummer nogle gode sange, der ofte leder tankerne hen på den småhysteriske new wave fra for 30 år siden – bl.a. Lene Lovich og Siouxsie and The Banshees. Hent albummet gratis på http://www.amandapalmer.net, hvis I kan få jer til det (ellers kan man vælge, hvad man vil betale).
På besøg hos John Peel
26.000 lp’er, 40.000 singler og mange tusinde cd’er. Så stor var den legendariske og savnede BBC-studieværts private samling – og hans radioprogrammer mere end antydede, at der blev plads til lidt af hvert. Der er nu oprettet et websted, der gør det muligt at få indblik i en del af John Peels enorme samling. Besøg http://www.johnpeelcentreforcreativearts.co.uk.
Garbage er tilbage
I går spekulerede jeg over, hvad der var blevet af Shirley Manson, Butch Vig & Co. Jeg kan nu se, at Garbage er tilbage efter en lang pause og optræder på Northside-festivalen i Århus (undskyld, Aarhus) til sommer. Nummeret ovenfor er en lille popklassiker og et fint eksempel på det, man kalder en ostinato. (Nej, der er ikke ost i Nato…) Tænk at der allerede er gået sytten år siden det album kom.