Mandag var det årsdagen for at New Order i 1989 udsendte Technique, den skarpe opfølger til anderledes rodede Brotherhood tre år tidligere. Indimellem de to var kommet singlen ‘True Faith/1963’, hvor New Order havde genfundet den popformlens skarphed, der tidligere i årtiet havde været bandets adelsmærke. Technique er grundindspillet på Ibiza, som på det tidspunkt var blevet en berygtet magnet for hedonister med hang til elektronisk acid-musik og drugs. Det høres tydeligt på albummet, det vel sidste rigtigt betydningsfulde fra Manchester-bandet…
Barett Strong, en af de fremgangsrige Motown-sangskrivere der ikke var Holland-Dozier-Holland, er gået bort. Vi ærer ham naturligvis her, ikke med hans så kendte ‘Papa Was A Rolling Stone’ eller ‘War’, men istedet med den ‘I Heard It Through The Grapevine’, han i 1967 skrev sammen med Norman Whitfield, her i den fænomenalt gode 1979-version med The Slits, jeg selv hørte på John Peel før Marvin Gaye-hitversionen fra ’68. Fra smooth farvet Detroit-pop til kantet hvid London-feministpunk i sang og musik, så har man gjort en forskel i verden – tak for det, Barett Strong!
Den tyskfødte performancekunstner og kontratenor Klaus Nomi, der som del af New York City’s kunstscene i 1983 var en af de første kendte ofre for den dengang helt nye sygdom AIDS, ville kunne være blevet 79 i dag. Her et klassisk nummer med ham, som ikke mindst Morrissey har været med til at udbrede ved ofte at have det på PA-playlisten før sine koncerter. “Remember me / remember me…”, trygler Nomi karakteristisk dramatisk på sin cover af denne Purcell-arie fra 1689 (!), og det gør vi så lige her, tryllebundet af hans iskolde, smukke musik…
Alle medlemmer i Glasgow-bandet Altered Images var i 1980 medlemmer af Siouxsie and the Banshees’ fanklub, så naturligvis var det en support-tour i Storbrittanien for Banshees på deres Kaleidoscope-tour samme år, som førte til en John Peel-session på BBC, der igen – via Peel’s åbenlyse forelskelse i dem (nærmere præciseret forsangerinden) – førte til en stor pladekontrakt. Førstesinglen ‘Dead Pop Stars’ (produceret af Banshees-bassist Steve Severin) blev ikke bemærket af mange udenfor indieland, men følgende singler som ‘Happy Birthday’ og ‘I Could Be Happy’ gjorde for et par år Altered Images til regulære popstjerner i Storbritannien. ‘Dead Pop Stars’ er dog øjeblikket for Altered Images, hvor det hele smelter sammen og giver mening. Clare Grogan’s besynderligt hikstende lillepigestemme fungerer langt bedre i denne kantede postpunk-ramme end på de senere pophits, hvor dens selvbevidste charme-koketteri meget hurtigt bliver belastende. Nogle bands ud af postpunken var som født til at stråle på en enkelt sang og så aldrig igen. Dette er Altered Images’ gyldne tre minutter og 20 sekunder i den forstand…
Berlin-baserede Julian Winding hæver synth-barren og brillerer med ‘Undead is the New Read’, dette spritnye og dunkeltsmukke elektroniske storby-track til Nicolas Winding Refn’s aktuelle Netflix-serie Copenhagen Cowboy…
En trist nyhed fra Skotland: Ofte har denne side sendt kærlighed afsted i retning af Dundee-duoen The Associates, der fra 1979 og tre år frem frem udsendte noget af det mest ekstravagant eventyrlystne, vildt euforiske og udfordrende popmusik vel nogensinde. Sanger Billy Mackenzie tog sit liv i januar 1997, i dag meldes bandets musikalske ankermand Alan Rankine død i en alder af 64 år. Her en af The Associates’ mange eksperimenterende 1981-singler, der fremviser hvilken høj musikalsk sfære de selvoplærte Bowie-graduates Mackenzie og Rankine sammen bevægede sig ubesværet i…
Fordi verden har brug for det. Nordengelske The Human League bringer 1981-lyden af ‘The Sound Of The Crowd’, deres måske bedste single. Joanne og Susan er lige blevet talentspejdet fra dansegulvet af The Crazy Daisy Nightclub i Sheffield og har endnu ikke sluppet deres handbag-moves derfra. Det første klip herunder er det mest umodståelige, men det næste bringer HELE nummeret, inkl. det ultrakølige instrumental-chorus mod slutningen – enjoy!
Fordi den moderne verden har brug for det. Britiske The Fallout Club udsendte denne single, en af bandets kun tre i en kortlivet ikke-karriere, i oktober 1981. Den lød som af en anden og bedre verden dengang, hvilket faktisk også – sikkert af andre grunde – er tilfældet i dag. TFC-keyboardspiller/sangskriver/producer Thomas Dolby skulle snart få succes andetsteds; dels som artist i eget navn, dels som producer, ikke mindst for Newcastle-bandet Prefab Sprout. Forunderlige ‘Wonderlust’ havde fortjent sig at blive et hit. Dét skete aldrig…
Men ikke med den sædvanlige sort/hvide video, istedet The Pogues og Kirsty MacColl på Top of the Pops dengang. Og som der står i en kommentar nedenunder: “As far as I’m concerned…. Christmas would truly be dead without Shane and this gem !!!”. Hvilket vel på det nærmeste er sandt. Kirsty fokuseret på sin performance her, en som altid ramt Shane på sit tyggegummi…
Er vi ikke ret nede ovenpå den uventede nyhed om Terry Hall’s alt for tidlige bortgang? Jo, vi er. Så her endnu en sang, der giver ham i levende live. Kan man forestille sig denne ofte så mismodige The Specials-sanger, den måske mest engelske af alle engelske stemmer, placeret i et synligt priviligeret kærlighedsdrama på Den Franske Riviera, syngende en luftig popsang af så europæisk snit, den næsten lyder som Jarvis Cocker og Pulp fra deres bedste tid, præcis samtidig? Det er virkeligheden på denne single fra Hall’s soloalbum Home (1994)…
PS – Var det underbevidsthedshukommelse det med Jarvis Cocker og Pulp her ovenfor, eller bare ren tilfældighed? Ser ialfald nu, at netop Pulp har lavet et samtidigt remix af ‘Forever J’. Poetic justice…
Som undskyldning for at kunne sætte spotlight på et par af The Pogues’ så vidunderligt cinematiske sange har siden her den seneste uge fulgt med i king-Pogue Shane Macgowan’s hospitalsindlæggelse (vistnok for en infektion). Han er nu ude igen, ovenstående billede taget hjemme i går. Her endnu en af bandets grandiøse klassikere af sin tid, 1989-singlen ‘Misty Morning, Albert Bridge’, der med sit brede musikalske vingefang og fortabt-romantiske narrativ burde have været et smash, men peakede i forbløffende ubemærkethed som #41 på singlehitlisten i UK. Utaknemmelighed er England’s løn…
