En ny lyric-video til en af profilerne blandt de ti tracks på Joakim Berg’s aktuelle album. Endnu en sang til noget vidunderligt og lovende der var, men som forsvandt. Ramte Berg sender ofte på netop den feeling, som han da også mestrer til perfektion; de bittersøde beskrivelser af udspillede scener, uskyldens flygtige sæson, de usagte ord, erkendelsen at det nu er for sent…
Kategoriarkiv: Musik
River of no return
Hvem bedre til at synge den amerikanske drøm om fjerlette Marilyn Monroe på dagen i dag, den forlængst tabte Hollywood-dronnings 100-års dag, end Lana Del Rey? Father John Misty har skrevet denne sang så djævelsk elegant, at den blaserte kynisme der oftest synes kernen af hans begavede sjæl, her hverken høres eller bemærkes. Sikke en kærlighedsaffære USA havde sig med Monroe, hvis uforklarlige unge død i sensommeren 1962 efterlod et kollektivt uskyldstab, der skulle blive fuldbyrdet året efter med mordet i Dallas, Texas på John F. Kennedy.
Endnu en sang her, men i modsætning til den ovenover, som kun på billedsiden har direkte relevans til Monroe, så køber Some Bizarre-synthbandet b-Movie fra England ind på hendes skæbne på denne lidt billige, men egentlig ret fine 1981-single…
Mesteren af det der forsvandt
Joakim Berg udsender andet soloalbum i dag. Ligesom udfaldet var første gang er det en topprofessionelt skrevet, arrangeret og udført samling tyste popsange, der alle som en synes at synge i mol på et vedvarende savn af, hvad der blev af dem vi engang var og skulle blive til, dem som forsvandt da verden kom op i fart og fik for travlt til at spilde sin tid på drøm. Tabt ungdom set med erfaringens kyniske øjne kan være et farligt sentimentalt brændstof, men som tekstforfatter er Joakim Berg naturligvis begavet nok til, at lade sine sange om det forgange bebo af lyslevende sansninger og udspillede livsscener i et nutidsforførende Stockholm klædt i årstider. Bliver det hele for pænt og sirligt undervejs? Ja, hvis det er Joakim Berg’s gamle band man kommer for at høre. Men er det fair atter at dømme ham på dem? Manden er et andet sted i livet nu, musikken på Framtiden Som Aldrig Blev Av afspejler det trofast. Og så er der dog minimum to sange, hvis luksuriøse melodikvalitet alligevel ikke kan lade være med at sende hjertet behageligt smertende tilbage til Vapen & Ammunition (2002) fra dengang, egentlig en ret Berg’sk bevægelse. Hør nu f.eks. bare det svimle pop-chorus her på ‘Nyårsdag’…
He started The Jam
The Jam’s Paul Weller bliver 68 i dag. Hvem skulle have troet, at den såkaldte Godfather en skønne dag, langt videre og væk fra de billige sorte jakkesæt i Carnaby Street og larmen fra punkscenernes turbulens, skulle kunne indsynge en så indfølt version som denne af en Bee Gees-sang? Paul Weller’s musikalske betydning i England er svær at forstå her, hvor hverken The Jam, hans Style Council eller egne soloplader er blevet vidt udbredt. Det er de til gengæld på De Britiske Øer, hvor det er svært at tilbringe en aften på en pub uden på et tidspunkt at få en af hans bittersøde, ofte kradse sange ud over højtalerne…
In memoriam
The Associates’ Alan Rankine ville være fyldt 68 i dag. Her er han (og The Cure’s Robert Smith) på kontinentalt TV for længe siden. Må ikke glemme de der lyste…
Rock Music
Fra Spot i Aarhus sidste weekend forlød det fra flere tilstedeværende branchefolk, at ‘bandformatet’ synes på vej tilbage, altså ny musik lavet af ikke bare keyboards, men også med levende trommer, bas og elektrisk guitar. Er det mon Aphaca der allerede sætter sine spor? Og her kommer trendstyrende Charli xcx med sin nye single ‘Rock Music’, der ligeledes åbner døren op til en fortid, som efterhånden ret længe har været lukket, og ved hjælp af nogle stærkt karikerede guitarriff-samples, samt en tekst, der også bekender sig til rockmusikkens skammekrogs-verden, antyder at noget rører på sig i tidsånden. Men hvad mon? I det kun to minutter lange nummer siger omkvædet det måske/måske ikke: “I think the dance floor is dead / So now we’re making rock music...”.
Grå mandag, blå mandag
New Order, der kommer fra en by der kender mere til gråt end de fleste byer gør det, beder om tilladelse til at male denne blå. Den her 12″er med dem udkom i marts 1983 med samme unikke, sensationelle fornemmelse af teknologisk gennembrud og fremtid som også var tilstede, da man først hørte Kraftwerk eller Donna Summer/Giorgio Moroder’s ‘I Feel Love’…
Torch
Soft Cell’s efterfølger på single til ‘Say Hello, Wave Goodbye’ bliver udsendt 7. maj 1982. ‘Torch’ kommer med et for duoen lidt atypisk positivt lys i sin musik, tegnet ikke mindst af både den fabulerende trompet og Cindy Ecstacy’s fjerlette kor. Her den enkle promo-video; hvor står de alle tre unge og endnu forholdsvis uskyldige. Det skal snart ændre sig…
Livet er for de stærke?
Lana Del Rey synger en af Father John Misty’s absolut bedre sange her. Hendes tilstedeværelse i og levering af FJM’s ‘Buddy’s Rendezvous’ tager hans kroniske kynisme ud og erstatter det tabte med den længselsfulde amerikanske sorg, ingen i disse år mestrer som Del Rey. Læg dertil denne uoffcielle fan-videos udsøgte levende billeder af Marilyn Monroe’s Hollywood-verden og ikke et øje er tørt. Ialfald ikke her…
Ocean Rain
4. maj 1984 udsender Echo and the Bunnymen luksuriøst luftige Ocean Rain, bandets fjerde album, med den tilsatte reklametekst “the greatest record ever made“. Voldsomme ord om et album indspillet i Paris og Liverpool, men trods en enkelt gevaldig forbier – ‘Thorn Of Crowns’ – blandt de ni tracks, så er det virkelig en speciel og en specielt dejlig samling sange, tegnet af sit fjerlette trommespil og gennemgående lyse arrangementer…
Flytta isbergen, vattna svärmorstungan, ta med soporna ut…
Nedtælling til Thåström’s dobbelte livealbum, der udkommer nu fredag. I aftes var der lytteparty på Debaser i Stockholm, hvor der blandt de godt 100 tilstedeværende – Thåström selv var der ikke – blev trukket lod om en yderst limiteret 7″er-promosingle med to af livenumrene, samt nogle signerede copies af selve pladen. Her en version fra YouTube af den sang der ligger som nummer 4 på side 1. Tre dage til…
Jimmy Destri, Blondie
Jimmy Destri, Blondie’s keyboardspiller og pretty boy fra de gyldne new wave-år, tager dagens fødselsdag. Her en af de mange besjælede popsange han har leveret til bandet, denne fra den modigt eksperimenterende Autoamerican (1980), et album der er vokset med tiden…
Einstürzende består
Lige nu denne onsdag middag fejrer Einstürzende Neubauten sin 46 års dag i dag med en fri webcastet Facebook-koncert fra hovedkvarteret i Berlin. Det industrielle bands første optræden uden Alexander von Hacke manifesteres med introduktion af en ny (kvindelig) bassist. Verden ændrer sig også i EN.
By The Time I Get To Phoenix
Da vi havde Nick Cave lige her igår på den nye Flea-version af ‘Wichita Lineman’ syntes det som et vildt match at høre Cave synge en af Jimmy Webb’s knuste hjertesange fra sen-60’ernes amerikanske hitlister. Først i dag rammer tanken, det jo slet ikke er første gang han gør netop det. Her Cave’s – og vintage Bad Seeds’ – lydhøre fortolkning af ‘By The Time I Get To Phoenix’, ligeledes en suverænt ført breakup-fortælling af Jimmy Webb (oprindeligt også sunget til tops af Glen Campbell), som var med på Nick Cave and the Bad Seeds’ skelsættende coveralbum ‘Kicking Against the Pricks (1986)…
Wichita Lineman
En af flere store, tårevædede klassikere i amerikansk popmusik af sangskriveren Jimmy Webb. Originalen fra 1968 er med Glen Campbell, men siden er den enkle historie om den ensomme mand oppe i højspændingsledningerne også blevet givet af R.E.M. blandt utallige andre. Her er det for nu aldrig hvilende Nick Cave der synger den som gæstesolist på RHCP-bassisten Fleas’s nye album Honora, der udgives i dag…
…And I need you more than want you
And I want you for all time
And the Wichita lineman
Is still on the line…