Klasse fornægter sig aldrig. 1965 er et stort år i popmusik. The Marvelettes fra hitfabrikken Tamla i Detroit, Michigan på spil igen…
Kategoriarkiv: Musik
Cold Specks efter stilheden
For snart en del år siden (nemlig i 2012) udnævnte jeg her på bloggen I Predict A Graceful Expulsion med canadiske Cold Specks til årets albumudgivelse. Siden kom der to albums (Neuroplasticity fra 2014 og Fool’s Paradise fra 2017) der ikke var helt så overbevisende, og derefter var Ladan Hussein, som hun egentlig hedder, stille. Årsagen har desværre været længere indlæggelser med det, man oprindelig troede var skizofreni. Jeg må beskæmmet indrømme, at jeg simpelthen havde glemt hende.
For nylig opdagede jeg så ved et tilfælde, at hun sidste år havde udsendt sit fjerde album, Light for the Midnight, og det er særdeles vellykket. Sangskrivningen er god, og Ladan Husseins vokal er som sædvanlig noget helt særligt. Adrian Utley fra Portishead har været med til at producere, og Owen Pallett, der også har samarbejdet med Arcade Fire, har været med til at arrangere Satans sovsekande. Underligt nok har jeg kun set ganske på anmeldelser af denne tilsyneladende temmelig oversete udgivelse.
Det er svært helt at genrebestemme Cold Specks. Nogle har sammenlignet hende med Tracy Chapman og Billie Holiday, men det er en doven sammenligning, synes jeg – den bunder mest i at de alle tre har afrikansk baggrund. Der er soul i Cold Specks (ligesom Love Shop laver soul), men der er også folk og blues og regulær pop. Prøv bare at lytte til det sidste nummer på albummet, “Closer”, som ikke giver mindelser om Joy Division, men nok snarere sender os ud på en støvet forårsmark.
Vi vil altid have Berlin
Hvilken kommunikativ finesse og elektronisk elegance i dette versionerede stykke musik, hvor franske Zaho de Sargazan synger femte og sidste sæson af Babylon Berlin, der også snart kommer på dansk TV, ind. Vi befinder os her i Berlin i det herrens år 1933…
Velkommen tilbage, Morten
For hvem end der på et tidspunkt er blevet henført af A-ha og da ikke mindst sanger Morten Harket’s blændende formidling af en skandinavisk popsang, er det – ovenpå nyheden for et års tid siden fra ham om alvorlig sygdom – decideret rørende ud af intet at høre ham på denne comeback-single, der udkommer i dag. Den kvindelige stemme på den lyse sang tilhører hans datter, Tomine Harket, der også selv har en syngende karriere indenfor musik…
Dirty laundry
Pet Shop Boys udgiver nyt elektronisk track med Ruslands leder i centrum…
Tag mig hjem nu, Gustav Winckler…
Det er en skam tekstoversættelsen ikke er bedre og mere løfterig på denne danske version af ‘Will The Circle Be Unbroken’. For Gustav Winckler synger så mesterligt sangen om livets cirkel helt op og hjem. Nørrebro-croonerens egen løbebane blev sluttet syd for Viborg en frostkold januarnat i 1979, da hans blå Mercedes i glat føre kørte af vejen ikke langt fra Thorning…
Parallelle liv
Siden bragte først denne post 8. september. Prematurt, viser det sig nu. For Blondie’s tredje album blev udsendt den dato i USA, men først 23. september her i Europa. Beklager vi ikke har mere styr på vores stof., Her sendes de kulørte raketter afsted mod himlen igen…
Blondie’s store gennembrud, den neon-smeltende og stilikoniske Parallel Lines udkommer 8.september 1978. Efter Blondie (1976) og Plastic Letters (1977), som begge er produceret af 60’erpop-vibestærke Richard Gottehrer, har NYC-bandets tredje album den helt anderledes stramt perfektionistiske og ambitiøse engelske hitmester Mike Chapman siddende på magten bag lydpulten. Med hans klare fingeraftryk udover ti selvskrevne sange og to covers bliver Parallel Lines pejlemærket for, hvordan det lyder når punkgenerationen med succes går helhjertet ind på popmusik. ‘Picture This’ er den første af hele seks singler, der bliver udsendt fra albummet. Husker promovideoens betagende enkelhed her fra Jørgen De Mylius’ Eldorado’ på DR, hvor den vistnok endda bliver præsenteret som punk rock; ja, det er en anden tid. Men 48 år i dag, stort tillykke!
…I will give you my finest hour
The one I spent watching you shower…
Den sidste turné
Saint Etienne stopper i år efter kun lidt over tre årtier. Det var der en god (og lidt vemodig) artikel om i The Irish Times i lørdags.
Vi har tit rost den engelske trio her på på bloggen. Nogen ville måske indvende, at vore dages popmusik lyder temmelig meget anderledes end hvad Bob Stanley, Sarah Cracknell og Pete Wiggs frembragte. Men egentlig gør det ikke noget. Deres sange, hvor det vemodige og det finurlige ofte stod side om side på iørefaldende vis, var og er noget særligt. Og hvor havde f.eks. The Cardigans været uden Saint Etienne?
Jeg har kun været til én koncert med Saint Etienne; det var på Roskilde-festivalen i 2000. Stemningen på scenen og blandt publikum var god, og jeg husker, at det faktisk var en dejlig koncert, Men da jeg og min gode ven Per kom ud fra teltet, var alt forandret efter en afbrudt koncert med Pearl Jam.
Everybody’s got to learn sometimes
Havde det stramt i 1980 med de stille vers på engelske The Korgis’ hitsingle ‘Everybody’s Got To Learn Sometimes’. Klaver-akkorderne stod sært udvaskede på den vestamerikanske singer-songwritermåde fra før punk. Og sangordenes banalitet lød som fra samme historiske kompost. Og så var den endda den meget voksne violinsolo i C-stykket. Men altså, omkvædet, det var tæt på uimodståeligt med sin molløftende og svimlende vemodige Prophet 5-tsunami, specielt som det udviklede sig hen mod slutningen af sangen, hvor trommer var faldet ind, vokal ud og både synths samt Solina-strings bare blev skruet op og op i mixet. En vildt forførende musik. Faldt over singlen forleden og må tilstå nu, det var en stor fejl dengang at afskrive sangen på baggrund af de vers, der funktionelt lægger så underspillet perfekt op til den store forløsning. Ja, alle skal blive klogere på et tidspunkt, som titlen siger det. Her tog det så 46 år…
At drømme er gratis
Denne Blondie-single kommer helt sikkert ind på en top-10 over personlige favorit-7″ere ever her. ‘Dreaming’, forløbersingle for Eat to the Beat, blev udsendt 14. september 1979. Om så det skyldes Clem Burke’s dynamit-eksplosive trommespil eller Debbie Harry’s isbjergssmeltende stemmebevægelse i front, har verden som sådan aldrig været den samme siden. Her Blondie på BBC’s Top of the Pops i England, hvor sangen nåede næstøverst op på singlehitlisten…
Fransk Stranglers-drøm
Tror man kender det hele, for alt er jo allerede opdaget, udlevet og registreret. Men så kommer der heldigvis en sang eller en plade ud af ingenting og fortæller en helt anden historie. Denne uge har således ved et tilfælde bragt et album op til overfladen, hvis eksistens på ingen måde var kendt her. The Stranglers’ fransk/engelske bassist Jean-Jacques Burnel udsender i 1988 det fransksprogede soloalbum Un Jour Parfait, hvor han i tæt samarbejde med Stranglers-keyboardmaestro Dave Greenfield giver en række eftertænksomme sange i et mellemeuropæisk moltoneleje, der her bringer stærke mindelser om The Stranglers’ med tiden så positivt voksende elektroniske 1983-popalbum Feline. Jean-Jacques’ mørke tale-vokal kaster i sit franske sprog tillige en direkte forbindelse til Serge Gainsbourg’s senere værker. Er det forkert at anbefale en plade, man kun netop har hørt og anskaffet sig? Isåfald beklager vi herfra.
Solen i den vänstra
I netop disse dage for to år siden udsendte Thåström forløbersinglen for sit hidtil seneste album. Den nænsomt førende musik i ‘Solen I Den Vänstra’ var den nær perfekte at gribe om og lade sig følge ud til efteråret af. De Thåström-afhængige er nu på det sværeste sted i kredsløbet omkring ham; så lang tid siden senest og dog så uvist længe endnu før kontakten reetableres gennem (forhåbentlig) ny musik…
Precious kid…
Foråret 1987, lige udenfor Aarhus. Sent en aften er Hilmer Hassig, Lars Hug og jeg på vej i taxi i retning Mols, hvor Kliche-trommeslager Anders Brill har annonceret en lille fest i sit kolonihavehus. Taxiens radio spiller ‘Don’t Get Me Wrong’, Hug kan hvert et ord og gør den omme på forsædet straks til en Hug-sang med sin skarpe jodlen. Og hvorfor nu den historie? Fordi det er nemt at glemme hvor store The Pretenders var dengang, hvor markant og vigtig en stemme i tiden bandleader, sanger og sangskriver Chrissie Hynde var. Pretenders’ debutalbum i januar 1980 var straks en hit-sensation fra den nye bølge, for her var vel en engelsk – Hynde var emigreret til Storbritannien fra Akron, Ohio for at komme hjem til rocknroll – pendant til amerikanske Blondie, datidens store new wave-smagende popband. Skarptskårne sange af klassisk snit med attitudestærke omkvæd, spillet af et skarpt band og ført an af en stærk, kvindelig stemme, der hverken i lyd eller frasering lød som nogen anden. Debuten er den dag i dag stadig et fremragende vitalt album og klart bandets bedste, for hurtigt mistede Pretenders, trukket ned af London’s hårde stoffer, musikalsk klarsyn. To af fire medlemmer døde af drugs i 1982-83 og herefter var det mere som singlehit-band Pretenders gjorde sig gældende. Disse ord for at markere Chrissie Hynde fylder 75 i dag. Her er hun med Pretenders på BBC’s Top Of The Pops i 1979 med den nær-perfekte andensingle ‘Kid’…
Gainsbourg til en ny tid
Serge Gainsbourg’s 1973-klassiske ‘Je Suis Venue Te Dire Que Je M’en Vais’, den om at Gainsbourg er kommet for at sige han går, udsat i 1981 for den belgiske new wave-duo Jo Lemaire + Flouze’s kølige synth-take. Den franske nationalsanger var efter sigende selv meget betaget af denne version…
Iceblink Luck
Kvinden der sang så fjernt overjordisk, hun ikke behøvede at lave sangtekster af forståelige ord eller titler til dem der gav nogen egentlig mening, fylder 63 i dag. Elizabeth Fraser kom ned med Cocteau Twins fra Grangemouth i Skotland. Først lød hendes og guitarist/producer Robin Guthrie’s band som seriøse Siouxsie and the Banshees-tilhængere med en trommemaskine, men snart og siden var de da helt deres egne. Her en promovideo fra Heaven or Las Vegas (1990)…