Kategoriarkiv: Musik

Arven fra Kent

Hans liv blev sikkert bedre af ikke at skulle være artist, men manges liv blev værre af, han ikke længere ville være det. De kan ånde lettet op i dag, hvor den tidligere Kent-frontmand Joakim Berg, der forsvandt for seks år siden ned i sit bands pertentligt selvskabte gravmonument, debuterer som soloartist. De seneste to uger, siden nyheden om genopstandelsen rejste sig, har budt på tre bittesmå atmosfæriske videos, der ikke gav indtryk af, om et ætsende savn efter flere Kent-udsøgte sangspejl kunne blive indfriet. Det ved vi fra i dag, at det rent faktisk bliver.

Albummet Jeg Fortsätter Glömma byder på 11 musikalske versioner af Joakim Berg’s bittersøde længsel efter – og arbejde med – den uskyld, der forsvandt med voksenliv, travlhed, tid der rev med sig. Ordene i albummets sange er forskellige, men fornemmelsen, at det er et identisk omdrejningspunkt de alle har, den samme fortælling de sværmer omkring, er umulig at slippe. Ligeså med selve sangenes musik, der i melodisk kurs, tempo, instrumentering og temperament står hinanden meget nær. Den gennemførte homogenitet kunne skabe et tomgangstrist album, men nej, dertil er Berg’s melodiske talent for vidunderligt forfinet og hans elegante tekster for filmisk sanselige.

Der er ikke mange musikalske kanter her, ingen himmelkæntrende Sami Sirviö-guitarer, ingen uptempo Kent-knytnæveslag, til gengæld en fuldbyrdet samling sange, der hviler i eget univers. Der er tydeligvis ikke mere Joakim Berg skal bevise overfor verden, ingen fronter der skal markeres, nej, musikken her står jo nærmest – bortset fra sin sikkert arbejdsskaderamte brug af autotune – helt uden for sin tumultariske samtid. Som Berg undervejs i pop-oasen ‘Aniara’ befriet selv udtrykker det: ‘Det är nån annans tur att stå på barrikaden / Jag är sikker på att kidsen klarar av det’. Her følger dog et andet Jag Fortsätter Glömma-track, der ligeledes bærer arven fra det sene, melodisk voksne Kent videre på fornemmeste vis…

Og Sandra sang…

Kalenderen fortæller, Sandra kunne fejre 60 tyske år i går. Den fortæller også, at Thåström i aften synger om hende i Den Grå Hal på Christiania. Sådan hænger tingene sammen og giver en tiltrængt antydning af logisk orden i denne verden af kaos. Personligt er vi her helt sikkert endnu mere til opfølgeren ‘In The Heat Of The Night’, en melankolsk banger Thåström formodentlig ligeledes vil betegne som ‘pisdisco’, men det er Sandra’s euro-smash af en debutsingle, han dog synger om på ‘Stora Langa Gatan’, så derfor…

…Och brandkåren kom, ambulanserna kom
Och sopgubbarna gick och sopgubbarna försvann
Magnifikt sa jag, det passar så perfekt här
Det passar så perfekt här
Och Sandra sjöng Maria Magdalena
Sandra sjöng Maria Magdalena…

Den svenske invasion

Thåström i accelererende storform på vej mod Danmark, nyheden i går om den så længe forsvundne Kent-frontmand Joakim Berg’s nye soloalbum, og i dag denne nye single med Håkan Hellström; Sverige dominerer lige nu. Og hvordan er så Håkan-singlen med den svensktop-tunge titel ‘Jag Vill Bara Va Med Dej’? Professionel hitmusik i shiny retro-lyd a la Alex Cameron, kunne vel egentlig være sunget af hvem som helst. Ret behageligt, men også ret forglemmeligt ligegyldigt, hvad god popmusik netop aldrig er…

A letter once composed…

Har et par overnatninger i Göteborg, hvor jeg – muligvis i skuffelse over den nye Arcade Fire, der alligevel slet ikke kan genfinde den tabte form fra The Suburbs – i dag mest med singler for øje raidede nogle af byens fine pladebutikker omkring Masthugget og Majorna. Genfandt og købte (blandt meget andet) Depeche Mode’s lille fine debutsingle ‘Dreaming Of Me’. Nok allermest fordi jeg har savnet at høre ‘Ice Machine’, dens ‘Photographic’-lignende B-side…

Modness

Suggs fra Madness og Paul Weller har netop denne uge overraskende udsendt en snappy popsingle, de to sammen har lavet. Musikken lyder mest af vintage-Madness, men vokalen og nogle meget britisklydende horn blæser en frisk vind, der kommer fra The Jam…

Fade away and radiate…

Blondie fotograferet i London’s 02 Arena tirsdag aften, undervejs på bandets britiske tour, der bærer titlen Against The Odds. Og ja, hvem skulle have troet, men her er de igen i Europa, endda med fremragende deep cuts på en ellers hit-pakket setliste som f.eks. ‘X Offender’, ‘Fade Away And Radiate’ og ‘Shayla’. Bandleader Chris Stein har meldt fra i sidste øjeblik pga. sygdom, så udover Debbie Harry er det fra det oprindelige band kun tromme-es Clem Burke som er med. Et andet velkendt ansigt kigger dog frem bag designer-scenetøjet i bekymrende MGP-farver på billedet herover. Og jo, det er Sex Pistols-legende Glen Matlock, som spiller bass-guitaren på denne tour, der i aften byder på mere tidløs popmusik i sydengelske Brighton. Man skulle næsten være der.

Jane & Serge

Birkin og Gainsbourg på Berwick Street i Soho, 1977. Hvis man skulle undre sig over den høje musikalske kvalitet på Serge Gainsbourg’s plader, så har den en årsag. SG indspillede gerne sine sange i London med engelsk orkesterleder og ditto musikere. Derfor lyder hans musik aldrig af fransk plastik-rocknroll. Pubben i baggrunden ligger der endnu, selvom resten af gaden/kvarteret er forandret til nær ukendelighed.

Sadness is her boyfriend

Mandag begynder med en ny atmosfærisk Lykke Li-single, en forløber for maj-albummet EYEYE. At dømme udfra denne sang og tidligere udsendte ‘No Hotel’ er LL færdig med sin meget produktionscremede R&B-flirt, der lå som en svært uigennemtrængelig fernis henover hele seneste So Sad So Sexy (2018). Siden her oplevede Lykke Li en aften i Berlin det efterår, hvor en stærk stolt optræden viste, at albummets sange som sådan egentlig ikke fejlede nogetsomhelst. Nu er der så nye på vej…

Soft Shop Boys?

Pet Shop Boys og Soft Cell har i fællesskab i dag udsendt denne single, hvis hookline tydeligvis kommer fra førstnævnte, hvorimod produktionen tydeligvis tilhører start-90’erne. Pet Shop Boys lavede engang stor britisk musik popmusik. Den står let genkendelig i dette Marc Almond-anførte ekko…

Lyden af i morgen fra i går

Der er et før og et efter i så meget epokegørende historieskrivning, således også i popmusik. 7. marts 1983 udsender New Order en single, der skal blive den mest solgte 12’er-maxi nogensinde, med et nummer, som stadig i dag lyses op indefra af fremtid, helt som f.eks. også Donna Summer/Giorgio Moroder’s ‘I Feel Love’ fra 1977 formår det. En state of the art-klassiker der ved sin udgivelse lover for alt det gode, der skal, må og bør komme efter…

Imens i en tourbus…

På en grim torsdag med uvejr på vej over Nordeuropa kan der her findes trøst i den forestilling, at Leonard Cohen lige nu som altid kører derude et sted på vejene, afsted i en rummelig tourbus med smil på mund og en cigaret i hånd, harmoniserende på ‘Memories’ sammen med sin flok af rejsende i musikalsk lindring. Der er håb endnu…

Associates synger Bowie

27. april 1979 udsender David Bowie Lodger-forløbersinglen ‘Boys Keep Swinging’. I oktober samme år debuterer Dundee’s The Associates med en selvfinancieret debutsingle, der som A-side har en anderledes cover af selvsamme nummer, klædt på med stift beat og bleg antirocksminke. At Billy MacKenzie kan synge helt utroligt og er stærkt informeret af netop Bowie, det hersker der allerede på denne single ingen tvivl om. Men siden demonstrerer Associates, at de med lethed selv kan skrive masser af stærkt profilerede sange, så hvorfor dette mærkværdige første træk, dømt til obskuritet?

Kendis for livet

De er der ikke længere, Kent fra Eskilstuna. De unge mænd der flyttede til Stockholm for at blive Sveriges største band, vandt hele kongeriget, men også tydeligvis betalte en høj indbyrdes pris, gik i 2016 i nøje planlagt opløsning. Den og bandets derfor sidste vemodige år sammen kom der året efter en stærk dokumentar ud af. Dens to timer og 20 minutter ligger på forunderlig vis til fri afbenyttelse lige her. Et lidt sørgmodigt men også opløftende blik på historien om Kent. Og befriende ovenpå den sidste uges debat herhjemme om et populært dansktop-orkester og dets dybt ensomme fans, at kunne gå ombord i sådan en doku om et band med musik, man rent faktisk kan føle noget for…