Der er bands til enhver årstid. Et der høres meget her om sommeren er Lower East Side’s Blondie, hvis neonsmeltende new wave er tilpas kølig til at lindre selv de varmeste dage og nætter. I sin første periode – altså den de er kendte og berømte for – udsendte Blondie seks albums. To af dem er lovende gode, tre decideret mesterlige, mens det sidste skilsmissealbum halter mærkbart efter. Tredjealbummet Parallel Lines (1978) blev det store gennembrud og kastede ikke mindre end seks singler af sig. At ‘11.59’ ikke var en af dem er meget svært at forstå. Keyboardspiller Jimmy Destri’s sang har alt det drama, heartbreak og melodiske schwung en klassisk stærk popsang ofte er gjort af. Her playbacker Debbie Harry og co. ‘11.59’ under et besøg i efteråret 1978 på hollandske Toppop…
Lidt forundret over ikke før at have hørt den her fra marts 1964 med Sylvie Vartan. Filmsangen ‘La Plus Belle Pour Aller Danser’ holdt førstepladsen på den franske hitliste i 11 uger. Videoens forbløffende tekniske kvalitet må skyldes en blanding af dens filmbaggrund og så vel den efterhånden allestedsnærværende AI-tryllestav. Også først nu det rammer her, at Saint Etienne’s single ‘Sylvie’ kun kan være en hommage til Vartan….
I fredags udsendte The Durutti Column – AKA guitar-esset Vini Reilly – sit første album i over 14 år. Der har i mellemtiden været både fysisk og psykisk sygdom, samt hjemløshed for Reilly, dette forfinede fyrtårn blandt engelske guitarister og stemningsmusikskabere, så at der nu er en ny plade synes nærmest et mirakel. Og hvordan er den så? Hvis du bedst kan lide din Durutti Column helt let og junilys dog vemodsramt bør nye Renascent ikke skuffe. Her ‘Your Shadow At Morning’, albummets andet track, der først bare er løs lyd, men så samler sig og går til verdens blødeste angreb…
I Paris går en mand i slutningen af juli rundt med svær hovedpine. Han klager til sine bekendte over smerterne, men når aldrig til lægen. En nabo aner uråd, alarmerer gendarmerne og den specielt fra Drive-soundtracket kendte elektromusikker Kavinsky findes død i sin lejlighed, kun 51 år gammel.
Til Shane MacGowans send-off i Tipperary i december for to år siden er der to musikalske optrædender som bagefter står levende tilbage. Den ene er Nick Cave’s grådkvalte version af ‘Rainy Night In Soho’, den anden den irske sanger Glen Hansard’s take på ‘Fairytale Of New York’, hvor Hansard lægger vægt til, hvorfor han betragtes som en af Irlands store stemmer. Det gør Hansard desværre ikke længere, for i går nat klokken 04.30 er han i en forstad til Dublin involveret i en soloulykke på sin motorcykel. Den 56-årige sanger erklæres livløs ved ankomsten til hospitalet. Her synger han for Shane den decemberdag i 2023…
Udover sin profil som soloartist var Hansard også forsanger i Dublin-bandet The Frames. Her en liveoptagelse med dem, hvor man kan høre ham med egen musik…
Vi har brug for ny musik. Kan ikke udelukkende leve af lyde fra i går. Derfor bør man altid være lidt taknemmelig, når der er en ny sang, et netop udsendt album eller en råfrisk artist, der taler til en. Fordi livet også har brug for at blive spejlet i her og nu. Herunder er Charli xcx’s nye single ‘Camera’. Kan jeg lide den? Måske, arbejder på det netop i dette øjeblik. Men hendes forrige om at vende dansegulvet ryggen og dyrke rocknroll, den kunne et eller andet, både i indhold og musik. Den credit i banken indløser hun lige her…
Billeder fra Cimitiére Père Lachaise, besøgt på denne solskinsdag i juli 2026. Her førte gåturen til besøg ved Edith Piaf, Frédéric Chopin, Anna Karina, Mano Solo, Claude Chabrol, Marie Trintignant, Miguel Ángel Asturias og Jim Morrison. Og til alle mindesmærkerne for folkedrabene i Bosnien, Rwanda og i de nazistiske koncentrationslejre. Gribende, men vigtigt. I denne verden vil jeg ikke være trist.
Barndomshelte burde aldrig dø. Ham her var min første. Dyrkede Kevin Keegan intenst mens han var i Liverpool. Købte Shoot! Magazine hver eneste onsdag for at læse den ugentlige spalte i hans navn, han helt sikkert aldrig selv skrev. Samlede på billeder, både sort/hvid og farve. Hørte hans kampe med Liverpool på engelsk radio. Så ham i TV når det endelig kunne lade sig gøre. Efterspillede kampe med ham alene på gruspladsen ude foran mine forældres hus. Han var der hele tiden. Men fra i dag er han der slet ikke mere. Helte burde aldrig dø.
Efter Liverpool tog Keegan – i bedste The Beatles-stil – nogle år i Hamburg. Det var der han i 1979 indspillede og udsendte denne single, skrevet/produceret til ham af Chris Norman/Pete Spencer fra Smokie. Da var jeg selv forlængst videre, men lige i dag føles det alligevel ikke helt sådan. Hvis en så banal plastik-popsang kan ramme en nu, så bør der vist strammes gevaldigt op…
De depressive Cure-år lå i bagspejlet. Nu var der istedet catchy popsingler og energiske omkvæd, alle kunne synge med på. Dags dato i 1985 udkom singlen ‘Inbetween Days’ som forløber for Head on the Door. Det var det år hvor New Order pludselig lød som The Cure og The Cure samtidig lånte tricks fra New Order, hvad denne single da også ved første afspilning gav indtryk af. Her en liveudgave dengang fra et TV-show somewhere…
Vi startede denne 14. juli med det nyforelskede par Jane og Serge i sommerlige Paris . Men siden da har Frankrig i aften tabt semifinalen ved VM i fodbold. Så nu slutter vi den franske nationaldag her i 1973 med vinter i St. Tropez. Væk er ubekymrede smil, fjern er tilværelsens ulidelige lethed. Her synger Serge til sin kommende ekskone, at han er kommet for at sige han går. På de levende billeder ser det ud som om hun godt ved, det en dag kommer til at ske. Men der er syv år til endnu…
Frankrig er naturligvis også kendt for sine mange store forfattere. En af dem er Marguerite Duras, hvis koloniale opvækst i Fransk Indokina (nu Vietnam) er et gennemgående tema i hendes fortællinger om længsel, erindring og ensomhed. Her er det Skids-forsanger Richard Jobson som på en otte-minutters seng af klaver teatralsk men også mindeværdigt gribende fortolker hendes filmatiserede skuespil India Song…
Denne måske absolutte favorit med Françoise Hardy har været postet på siden før, men fortjener et genhør, idet sangen kun findes som skyggespor på EP’en med centrale ‘Voila’ fra 1967 og som sådan står skammeligt overset. Når denne brise først spiller på grammofonen, så forestiller vi os gerne, at Mademoiselle Hardy i 1967 havde taget Amerika-damperen fra Le Havre til New York og der havde fået drejet hovedet på Andy Warhol i en grad, så hans opfindelse Nico var blevet droppet som sangerinde til The Velvet Underground, der istedet ville have lydt præcis sådan her featuring Françoise…
Findes der noget bedre fransk end at følge den stormende forelskelse, der var Serge Gainsbourg og Jane Birkin’s, op ad Champs Elysses mod Triumfbuen i en åben Renault 4?
Og Pet Shop Boys? Er ‘Being Boring’ måske deres ultimative sang, denne så bittersøde og elegant udformede fortælling om unge liv på vej, håbets energi og altings flygtighed? At promovideoens dyrt reklame-æstetiske billeder (af den amerikanske fotograf Bruce Weber) giver det helt rigtige kontrapunkt til sangens sug af savn, gør kun godt endnu bedre. Denne PSB-sang fortjener vel egentlig at blive oplevet mindst én gang om året. Udkom i 1990 i november, men har vel egentlig altid haft skrevet sommer ud over sig. Nærmer sig at være 36 år gammel, wow!
Tror det var Pet Shop Boys der først talte om dette franske hit som slående repræsentant for alt det gode på den tid – det var 1986-87 – i europæisk synth-pop. Og ‘Voyage Voyage’ er da også et virkelig heldigt nummer, både i stærk melodisk profil og kontant men stemningsførende produktion. Vi hørte aldrig mere fra Desireless, men nogle gange kan bare ét nummer også være helt perfekt. Her optræder hun playback med det på vesttyske Peter’s Pop Show…
Hvis en sang er god og sangeren kan transmittere sjæl, behøver den ikke nødvendigvis andet end en afplukket banjo samt stemme. Herover er det således 16 Horsepower’s David Eugene Edwards der tager en uudgivet Bob Dylan-sang og positivt får den til at gløde af indre liv.
16 Horsepower indspiller også som band ‘Nobody ‘Cept You’ til Secret South (2000), Denver, Colorado-bandets tredjealbum. Med band-arrangement og en regulær produktion bliver det pludselig en helt anden sang, et helt andet udtryk. Men hvad står stærkest? Døm selv…
