Kategoriarkiv: Musik

Saturday Boy

Gives der meget mere forårsagtigt end en catchy Saint Etienne-single? Her den spritnye ‘Saturday Boy’, hvis akkordskelet næsten kun kan høres som en uforbeholden kærlighedserklæring til Pet Shop Boys…

Lento E Largo: Tranquillissimo

For snart en del år siden lyttede jeg rigtig meget til Henryk Górecki’s 3. symfoni fra 1976 i en smuk indspilning med Dawn Upshaw, David Zinman og London Sinfonietta. Jeg prøvede siden at finde ind til andre af Góreckis værker, men ingen af dem har bevæget mig som den 3. symfoni, der har undertitlen Symphony of Sorrowful Songs (på engelsk).

Nu er der så kommet en live-optagelse af samme symfoni i en udgave med Polens Nationale Radiosymfoniorkester. Dirigent er selveste Krzysztof Penderecki (ham med Trenodi for Hiroshimas ofre og mange, senere og noget mere tilgængelige værker) , og solisten er – Beth Gibbons fra Portishead. Hun har som bekendt ikke klassisk baggrund, hendes vokal er mere hæs og sårbar end Upshaws og hun har egentlig heller ikke så godt styr på sit vibrato. Og så synger hun jo på polsk. Trods alle disse tilsyneladende forhindringer virker det også og alligevel. Hermed anbefalet.

(Start med at lytte til 2. sats, hvis I ikke kender denne symfoni.)

Mandag, Beirut…

Det er mandag, en frisk uge begynder i højt solskin. Fra amerikanske Beirut er en ny single ude, hvor trompeter gjalder, længselsfulde akkorder kalder, og livet leves næsten som den gang Beirut debuterede, og vi lyttede ikke så lidt til dem…

First love never dies

Det er mandag, begyndelsen af foråret 2019. Langt væk i New York City, byen der aldrig sover, er der endnu nat. Blondie er tilbage på Manhattan, hvor det hele begyndte for så mange år siden. Debbie Harry’s ansigt har med alderen fået en hårdhed, man aldrig så komme. Men stemmen i kurverne på hendes bands lyse popmusik er stadig så varm, den kan smelte neon…

Lady!

Lady Gaga fylder 33 i dag. Her hendes state of the art-popsang fra 2009, et mesterværk af skarphed og smuk antiæstetik, vi her aldrig får nok af. Med svagt men levende håb om at flere musikalske håndkantslag af samme klasse må komme fra hende, hvis en dag mæt af at lege superstjerne…

Thank you for the music

At blande musik til sit humør er vel ligesom at mixe cocktails. Nogle sammensætninger fungerer bare ikke, mens andre passer perfekt, og nærmest bliver en større sum end dets ingredienser tør love. Denne lørdag middag har budt på et overraskende perfekt 1-2-stød her; The Gun Club’s übervitalistiske 2’er Miami (1982) afløst af ABBA’s svanesang af et mesterværk, skilsmissealbummet The Visitors (1981). Sikker på at salig Jeffrey Lee Pierce – der qua sit formandsskab af Blondie’s amerikanske fanklub må have sat pris på hjerteramt popmusik – ville være stolt af at høre sin sitrende sult i Gun Club-sang efterfulgt af Björn og Benny’s hjemsøgte længselsakkorder i nordisk mol, udlevet af deres to nyskilte ekskoner. Her ABBA’s ‘Slipping Through My Fingers’ i sin eneste liveopførsel nogensinde, på The Dick Cavett Show i 1981…

Fri os fra det onde, PSB

Det med velmenende protestsange er heller ikke nemt i 2019. Trods helt sikkert gode intentioner viser Pet Shop Boys på dagens nye singleudspil hvor galt det kan gå, når satirevinklen, som var det en anden skolekomedie eller revy der skulle lægge scene til, benyttes. Det var det desværre bare ikke. PSB kan være så meget skarpere end dette, når politisk morale ikke med løftet pegefinger presses ned i hvert eneste firkantet konkrete og komplet ulyriske sangord. Neil Tennant er alt for begavet til det her.

Hands and feet, please!

Har Depeche Mode nogensinde været bedre, end da de 5. februar 1990 udsendte singlen ‘Enjoy The Silence’, forløber til Violator, der skulle komme ikke længe efter?! ‘Enjoy The Silence’ er den perfekt opbyggede, udførte og producerede popsang, der passer som hånd i handske til bandets elegant-kontante, her endnu Alan Wilder-designede elektrolyd og til forsanger Dave Gahan’s maskulinitet af en skridsikker stemme. Og ingen version af sangen er vel mere vellykket end Francois Kevorkian’s såkaldte Hands And Feet Mix på den blå – ja, der er også en gul og en sort – 12-inch-single, hvor dens elektrolækre særpræg bliver dyrket og fremelsket, så det næsten ikke er til at bære. På den positive måde altså.

Once I had a love…

Et studie i stil, musikalsk overskud og udstråling. For præcis 40 år siden i disse dage ramte Blondie den engelske singlehitlistes øverste plads med ‘Heart Of Glass’. Nummeret var længe før fremkommet som en intern bandjoke, et uforpligtende pisstake i øvelokalet på den da omsiggribende disco. I hænderne på Parallel Lines-producer Mike Chapmann blev ‘Heart Of Glass’ noget langt mere brugbart. Her Blondie’s samtidige og new wave-ikoniske Top of the Pops-optræden på BBC…

Technique 30

New Order’s skelsættende Ibiza-album Technique har mistet sin første ungdom og bliver 30 år i dag. Efterfølgeren til den mis-mixede rodebutik Brotherhood (1986) lød da den udkom som intet andet i New Order’s historie, det skulle i produktionsmæssig lethed måske lige være den da forrige års mestersingle ‘True Faith’ / ‘1963’. Coveret er et fornemt Peter Saville-artwork, en digitaliseret modernisering af klassisk kunst, naturligvis uden hverken titel eller bandnavn på; overlegne var Saville/New Order af princip når de lancerede nye plader. De kraftige farver på coveret går igen på pladens indhold, der står som et endegyldigt albumfarvel til det New Order, der bygger på Joy Division’s musikalske ruiner. Technique er – trods sin vinterudgivelses omsigliggende kulde – vibrerende lyd af sommer, lys og vitalitet, som eksemplificeret her på en Top of the Pops-fremførelse af albummets heftige 1. single…

Introducing…JUGGS!

Los Angeles-duoen JUGGS udsender deres første – og den anden – single på Alan McGee’s nye pladeselskab Creation23. ‘Super Cool Time’ har en aura af tidlig Pet Shop Boys over sig, noget ufærdigt og friskt. Umuligt at sige om bandet forsvinder og aldrig bliver hørt igen, eller om der er flere fuldtræffere i kanonen, men for nu er det her helt fint; en summerfeel-single sidst i januar…

Leonard Cohen 1968

I 1968 har den 33-årige Leonard Cohen endnu kun udsendt sit debutalbum Songs of Leonard Cohen, da han besøger England, og der d. 9. juli indspiller en håndfuld sange til BBC-radioprogrammet Top Gear, der har John Peel som vært. To sange fra debuten (‘Hey, That’s No Way To Say Goodbye’ + ‘So Long, Marianne’), to fra næste års Song from a Room (‘Bird On A Wire’ + ‘You Know Who I Am), samt ‘Dress Rehearsal Rag’ fra 1971-albummet Songs of Love and Hate er hvad synges gavmildt ud. Bemærkelsesværdigt hvor færdigudviklet i form og udtryk den nyudklækkede canadiske sanger allerede fremstår her…