Kategoriarkiv: Musik

Winckler synger Håkan

Åh, hvem som blev ramt af den første svenske Håkan Hellström-tsunamibølge husker ikke hans cover-EP, Luften Bor I Mina Steg, der udkom 21. januar 2002, som en slags tænkepause/trædesten mellem den da halvandet år gamle, helt uventede popularitets-eufori af en vidunderlig debut, Känn Ingen Sorg För Mig Göteborg, og hvad siden skulle komme efter, da Håkan lige havde genfundet balancen som landskendt popstjerne med ry for at gå i sømandstøj, stjæle teenagehjerter og kunne synge falsk? Det gør vores egen, anderledes tonesikre Gustav Winckler på forkant i 1970, da han med Betrand Bechs orkester indspiller sin så fine danske version af EP’ens allerbedste sang, åbningssporet ‘Visa Vid Vindens Ängar’…

The Velvets & Françoise?

Et forsinket tillykke til Françoise Hardy med de 76, hun fyldte i går. Til markering et af de absolutte favoritnumre med hende, vist tidligere her beskrevet som lyden af 1967, hvis Nico aldrig var kommet til New York City, og Andy Warhol istedet havde headhuntet franske Mademoiselle Hardy til at synge foran The Velvet Underground, med den anderledes sødme det formodentlig havde afstedkommet…

Knef synger Weill/Brecht

1969: På vesttysk TV optræder landets store diva, Hildegard Knef, med Kurt Weill og Bertolt Brecht’s klassiske ‘Seeräuber Jenny’ fra Die Dreigroschenoper (1931). En teatralsk meget svær sang at yde retfærdighed, da ikke mindst med Lotte Lenya’s original i tankerne. Men belevne Knef, der virkelig kan noget med at spytte tyske gloser dramatisk ud af sin mund, ejer indlevelsesperfekt, angrebsivrigt og stolt historien om hotelstuepigens blodige revanche denne vesttyske aften, det endda foran et sprællevende bigband, som har iklædt ‘Seeräuber Jenny’ et vel tidsmoderne bigband-arrangement…

Dagens 36-års…

16. januar 1984 følger Manchester-sensationen The Smiths op på ‘This Charming Man’ med bandets tredje single, den næsten ligeså livlige ‘What Difference Does It Make’. Morrissey & co går med denne single for første gang ind på den britiske hitlistes top-20, ikke mindst takket være denne frisky optræden på BBC’s Top of the Pops. Der er her kun en måned til debutalbummet skal udsendes, og England synes klar til blive forandret for altid…

Art of the cover

Nej, dette er ikke et kassettebånd, men omslaget til en ny opsamling, der præsenterer udvalgte klassikere fra funk- og fusionsscenen i Somalia’ mellem 1972 og 1991. Blandt de mange utvivlsomt eksotiske perler faldet øjet her umiddelbart på Omar Shooli’s ‘Hab isli’, Mukhtar Ramadan Iidi’s ‘Check Up Your Head’ og Iftin Band’s ‘Il Ooy Anega’. Diversitet!

Finding thrills

En af årets første albumudgivelser i dag er Seeking Thrills, det andet album fra den engelske sangerinde og sangskriver Georgia (datter af en af de to lydingeniører fra London-elektronikerne Leftfield). Hvis det kan leve bare nogenlunde op til følgende førstesingles høje standard, bør Georgia ikke have meget at bekymre sig om…

This is pop?

På norske VG har forfatteren/musikeren Ole-Martin Ihle i dag en kronik om, hvad han ser som popmusikkens forfald i disse år. Om hvordan langt det meste på hitlisterne og i radioen lyder næsten helt ens, om at tidsalderen da musikere havde nogen anden agenda end at skrive næste store hit endegyldigt er forbi. Og om hvordan moderne hits ikke er skrevet af en eller to personer sammen, men som oftest er resultatet af et musikbranche-indsutrialiseret samlebåndsarbejde. ‘Bluesen var skaperen. Hiphop ble ødeleggeren’, konkluderer Ihle efter sin anskueliggørelse af, hvor slemt det står til i moderne maninstream-musik i dag. Sande ord eller naturlig letbitter distance fra en ikke længre helt ung mand (Ihle er 41)? Under alle omstændigheder en interessant diskussion, ikke mindst med rockmusikkens død som tidsændrende talerør in mente. Læs hele kronikken her.

In the still of the night…

Hovednummeret i Martin Scorcese’s nye The Irishman, som vi omtalte her i går, er The Five Satins’ 1956-klassiske ‘In The Still Of The Night’, hvorfra det retro-moderne USA i 1950’erne positivt skyder frem for nethinden. Nyd TV-klippets samtidige danserutiner indenfor doo-wop-boybands. Og jo, vildt at der egentlig altid har eksisteret boybands. Måske endnu vildere, de engang havde så regulært gode sange at fremføre. Arkiver denne under ‘soul light’…

Coney Island Baby

Fra Queens til Bronx, hvorfra The Excellents udsender to singler i start-60’erne. Ovre i Brooklyn samtidig er Lou Reed’s første store musikalske kærlighed netop doo-wop-genren, så mon ikke hans sjældent Reed-romantiske ‘Coney Island Baby’-sang og album fra 1975 skal ses som et kys tilbage til The Excellents’ single her fra 1962, da Lou Reed er 20 år ?!

Doo be do…

Vi fortsætter ufortrødent forrige indlægs doo-wop-tema. Randy & the Rainbows dannes i 1962 i New York City-bydelen Queens, som siden også skal fostre Forest Hills’ The Ramones. Året efter udsendes denne sang, verden i dag først og fremmest kender via den coverversion et andet New York City-band, Lower East Side’s Blondie, i foråret 1978 får sit brede gennembrud med i England, Holland og Belgien…

endnu et år går på hæld

Så oprandt atter dagen, hvor I kan Iæse vor kaminpassiar om årets albumudgivelser, nu i 2019-udgaven. Er jeg lige så positiv om Lana del Etellerandets udgydelser som jeg plejer? Nævner jeg countrymusik? Forbigår Jens The Clash i tavshed? Er der nogen albums, vi begge nævner? Hvor mange af de albums, I kan se ovenfor, nævner vi? Der er kun én måde at finde ud af det på.

Musikbranchen og klimakrisen

I denne uge kan man i Nature læse en artikel af syv ledende klimaforskere, der meget direkte siger, at det er sidste udkald for menneskeheden lige nu. Vi er nødt til at gøre en hel masse helt anderledes, hvis vi skal undgå katastrofale ændringer af vores livsbetingelser.

Det betyder også noget for musikkens verden. Vi ved nemlig kun alt for godt, at store koncertbegivenheder også er en stor miljøbelastning. Det gælder ikke mindst de store festivaler, hvor mange musiknavne kommer fra viden om og et stort publikum kommer rejsende fra nær og sommetider også fjern for at være med.

Tidligere i år skrev mere end 200 store musiknavne (fra Radiohead til Robyn) under på initiativet Music Declares Emergency, som Fay Wilson fra The Savages står bag.

Robert del Naja fra Massive Attack skriver nu i The Guardian, at gruppen har planer at lade Tyndall Centre for Climate Change Research undersøge de tre områder, der især skaber CO2-udledning i turnésammenhæng: transport af musikere og udstyr, transport af publikum og selve koncertstedet. Resultaterne af analysen vil de dele med andre turnerede kunstnere, agenter og festivalarrangører med det mål at få reduceret udledningerne så hurtigt og så meget som muligt.

Jeg har også for nylig kunnet læse, at Coldplay vil helt holde op med at turnere for at fjerne denne miljøbelastning. Det er beundringsværdigt, også fordi jeg synes at Coldplay i forvejen er så kedelige – undskyld til alle Coldplay-fans derude.

Hele den store omlægning er en udfordring for musikbranchen af flere grunde. En af dem er selvfølgelig, at store forandringer er svære og at mange af os vil være tilbøjelige til instinktivt at stritte imod – vi ved, hvad vi har, men ikke hvad vi får. En anden er, at vi i det seneste årti har set et skift væk fra køb af indspillet musik i fysisk form. Mange musikere har set turnévirksomhed med salg af billetter, merchandise mm. som en nødvendig erstatning for det faldende salg af plader mm. Men nu går det så formodentlig heller ikke mere. Der skal igen ske et skift i forretningsmodellen for musik, nu væk fra verdensturneerne og de enorme musikbegivenheder.

Del Naja skriver

Given the current polarised social atmosphere, uplifting and unifying cultural events are arguably more important now than ever, and no one would want to see them postponed or even cancelled. The challenge therefore is to avoid more pledges, promises and greenwashing headlines and instead embrace seismic change.

Standardargumentet imod forandringer er naturligvis, at musikbranchen bidrager mindre til klimaforandringerne end så meget andet. Men det gælder enhver menneskelig aktivitet, at summen af de andre aktiviteter altid bidrager mere. Så det er desværre ikke andet end en sovepude.

Amsterdam

Aften falder på lige nu, og regnen pisker ned over Amsterdam, hvor bloggen er tilstede, ikke mindst for at kunne opleve canadiske TR/ST i aften. Da Holland ikke har bidraget med voldsomt stort til den nyere verdensmusik, bringer vi istedet her en uomgængelig belgier, hvis sang om denne hollandske storby står bøjet i menneskets forgængelighed og armod. Jacques Brel udsendte ‘Amsterdam’ i 1964 på sit livealbum fra Olympia i Paris, hvor han med sit dramatiske talent og så fortællende sange var blevet stjerne på omgangshøjde med Serge Gainsbourg. ‘Amsterdam’ kom langt længere ud da Scott Walker i 1968 lavede en loyal engelsk version på sit debutalbum som soloartist. Så langt at en ung David Bowie hørte med i London, og siden indspillede sin version, en single-b-side til ‘Sorrow’ i 1973. Så bevægende en sang i melodi og ord er ‘Amsterdam’, hvor regnen lige nu pisser ned, som Jacques Brel i sangen græder over de utro kvinder…