I dag for 42 år siden udsendte Liverpool’s Echo and the Bunnymen denne uforskammet majestætiske single…
“…Fate
Up against your will
Through the thick and thin
He will wait until
You give yourself to him…”
Tirsdagsklassiker
Kategoriarkiv: Musik
Hello Spaceboy
David Bowie’s udstråling og performance på Top of the Pops for næsten præcis 30 år siden får straks hans kollaboratører i Pet Shop Boys til at blegne og blive to grå mus. Der er vist kun ét ord for den slags; karisma. Og hvad kan man sige om David Bowie og Brian Eno’s nummer? Det kom med energi som en frisk brise, men stor langtidsholdbarhed var ikke dets fremmeste styrke, hverken i melodi eller nu dette hitsøgende lyddesign af PSB til endnu et kapitel i den fortsatte historie om Bowie-karakteren Major Tom…
Goodbye Spaceboy
BBC6 markerede også 10-årsdagen for Bowie’s bortgang forleden. Her en halv times udsendelse hvor Pet Shop Boys’ Neil Tennant bl.a. fortæller om sin opvækst med og sit forhold til ham, 70’erne i London, Bowie’s musik, hans seksualitets betydning, glam og PSB’s senere Bowie-samarbejde på ‘Hello Spaceboy’. Velartikulerede Tennant, naturligvis en glimrende fortæller, gør det her til god radio.
Still ill
Morrissey er begyndt dette år med at aflyse sine første to shows på den amerikanske koncertrække, der skal genrejse det efterhånden noget ramponerede ry efter nu senest den aflyste sydamerikanske tour i efteråret. Men Manchester’s egen Mussolini har også gjort noget uvant denne fredag, nemlig udsendt ny musik i form af denne single, forløber for et nyt album på Sire der udsendes slut-februar. Stemmen lyder upåklageligt i disse år, det er ingen hemmelighed, men sangskrivning, ord, produktion; der bydes på rædselstomme kalorier hele vejen rundt. Kan disse tre minutter være Morrissey’s første AI-musik?
Tillykke, Ron!
Og nu vi alligevel er i gang med at hylde mine med-fødselarer, må vi ikke glemme Ron Sexsmith, der faktisk både deler fødselsdag og fødselsår med mig. Ligesom Elvis og David er min canadiske tvilling Ron en god mand, og jeg ville ønske, han ikke så så trist ud så tit.
Tillykke med de 89, Shirley
Ud over Elvis Presley og David Bowie er jeg så heldig at dele fødselsdag med Shirley Bassey. I dag fylder hun 89. Her er hun med en sang, hendes landsmænd The Manic Street Preachers skrev til hende i sin tid. Sangen lyder på én gang som noget, den walisiske trio selv kunne have indspillet (nok med en lidt anden tekst), og noget, der hører hjemme hos James Bond.
Da fremtiden var ung
Den kortlivede franske elektroduo The Droids (Fabrice Cuitad og Yves Hayat) besøger i 1977 italiensk TV og optræder der – flankeret af space-danserinde Chantal Dardenne – med deres single ‘The Force’. Året efter er nummeret med på bandets eneste album Star Peace – titlen afledt af Star Wars – og så er det forbi, et hurtigt elektrisk stød. ‘The Force’ giver i sin samtid fuld honnør til både Kraftwerk og Giorgio Moroder ovre i Vesttyskland. Godt tyve år senere høres det, at Daft Punk må have lyttet med i Paris…
Her apropos den engelske 1976-punker og musikjournalist Jon Savage’s ord om den tids discomusik, der oftest blev hængt ud som det laveste af det lave:
Forget all the Disco Sucks bollocks, this was where the creativity was. Many of the qualities of Disco that were so derided were mirror images of those qualities that were celebrated in Punk: an annihilating insistence on sex as opposed to puritan disgust; a delight in a technology as opposed to a Luddite reliance on the standard Rock group format; acceptance of mass production as opposed to individuality. It was the difference between 1984and Brave New World: between a totalitarian nightmare or a dystopia accomplished through seduction. […] Disco’s stateless, relentlessly technological focus lent itself to space/alien fantasies which are a very good way for minorities to express and deflect alienation: if you’re weird, it’s because you’re from another world. And this world cannot touch you.
VinterTvo6
Sneen falder denne frostaften. Hvis Kent troede det kun var 2002, det skulle handle om for denne sang, så tog de grueligt fejl. Nutiden bliver så uvirkelig, når den pludselig er fjern fortid. Men musikken spiller videre og kan bringe det forgangne nyt liv. Her igennem en af Kent’s sidste optagelser som guitardomineret rockband. Naturligvis skal Sami Sirviö nævnes i den forbindelse, da også forbi bare lyden af hans navn bringer finske vintre med tilfrosne søer og elve frem, hvilket har plus-relevans en bidende kold aften i start-januar…
Skinheads med feeling
Michael Stipe indsang en version af ‘Greenfields’ for mere end tyve år siden, vistnok til støtte for et miljøprojekt. Herover en ret fantastisk video med den version med The Brothers Four, som gjorde sangen til et amerikansk hit i 1960.
Er du LykkeLi nu?
Forleden hørte vi her David Lynch med Lykke Li som forsangerinde på hans musikalske yndlingsbesættelse af skæbnesvanger amerikansk uskyldspop fra forgangne tider. Her er den svenske torch singer i eget navn med en af de ni sange fra I Never Learn (2014), hendes hidtil måske mest vellykkede album…
BB RIP!
Brigitte Bardot skal ikke huskes her for det hun blev, men langt snarere for hvad hun var; et ungt europæisk symbol på den sorgløse epoke af tidlig popkultur. Og jo, så var hun samtidig selveste Serge Gainsbourg’s muse, før Jane Birkin gjorde sin entré i Paris. Hør nu bare her…
De slap stjernerne fri
Der er altid mere. Følg vejens sving og der kommer nye strækninger. Og ligeledes leder sange uværgeligt videre til andre sange. Lyden på den bløde cover af ‘Please, Please, Please, Let Me Get What I Want’ her i går kastede således tanker hen mod Prefab Sprout fra Newcastle. Deres hyperrengjorte lyd og raffinerede musikalske træk smider ofte de, uhm, mere simple af os ryttere af hesten, men selv kan jeg dog tælle seks-syv sange, hvor Paddy McAloon’s udsøgte lektie ikke sender i grøften, men i stedet leder mod himlen.
Således denne sang, hvis udsøgte univers igen igen må have stemplet Prefab Sprout som de største outsidere i Newcastle’s så anderledes kantede og ligefremme gader. Vi er så langt fra genren punk som tænkes kan her, og alligevel bliver det svært at forestille sig andet mere modigt og punket end netop Prefab Sprout’s insisteren på det helt forfinede sarte i en hård by som Newcastle…
Please, please, please…
Måske denne optagelse er mere passende i stemning og lyd til dagen i dag. Engelske The Dream Academy, et designerblødt neo-hippieband hvis vist eneste gevinst var denne single, løfter en The Smiths-sang op og gør den Simon & Garfunkel-billedskøn, så stjernerne tindrer…
Hjerternes fest
En glædelig hjerternes fest fra Pastor Webmaster og jeg til jer alle. Kunne have valgt den før spillede ‘Fairytale Of New York’ som musikalsk ledsagelse, men i år må De Gyldne Løver med irsk blod i hjertet vige for det stive hvide beat fra Nordengland med en sang, der har placering i LS-folklore. Desuden var det netop PSB’s version af ‘Always On My Mind’, der i julen 1987 holdt den verdens bedste julesang med The Pogues fra førstepladsen på den engelske singlehitliste. Og sådan kan skæbnen være så lunefuld, selv ved juletid. Spørg bare den lille pige med svovlstikkerne om dét. Måske det er hende Neil Tennant her synger ud til fra Top of the Pops’ varme studier i White City, London…
Antony Price RIP!
Bryan Ferry har i går delt denne TV-reportage fra 1986 om det engelske modeunikum Antony Price, Ferry/Roxy Music’s tøjdesigner, art director og coverstylist, der døde forleden i London…