Kategoriarkiv: Musik

Løgnere

Et album, jeg ofte lytter til i disse uger, er Gregory Alan Isakov with the Colorado Symphony, der kom tidligere i år. Her møder folk/country/hvad det nu hedder-sangeren Gregory Alan Isakov Satans samlede sovsekander i skikkelse af Colorady Symphony og resultatet er nogle gange overrumplende og som oftest rigtig smukt.

Jeg var vældig glad for hans album The Weatherman fra 2013. Det nye album består af nye udgaver af sange fra isakovs tidligere albums – plus en ny sang, “Liars”. Lyt til den her; slutningen er… nå ja, nærmest majestætisk. Symfoniorkestre kan noget, som intet elektronisk eller elektrisk musikinstrument kan efterligne.

Endnu en blå mandag

Ja, mandagene har vist sig brutale i det nye år. På årets anden af slagsen landede chokmeddelelsen om David Bowie’s død, og i går, på en naturligvis mindre skala, proklamerede Kent den opløsning, de vil bruge de kommende ni måneder på at markere. Selv ville de færreste vel have valgt at sælge en opløsning på så langstrakt en bane. Mener, nyt album og ny tour, helt fint, men at hele den sidste gang nogensinde-ting skal ligge som en tonstung dyne af bittersød forgængelighed over alt, de fire Kent-medlemmer gør sammen fra nu af og helt til 17. december, ligner udefra kollektivt selvpineri. Her er meget apropos det med de mandage Orkestra Obsolete med deres nye version af New Order’s ‘Blue Monday’…

Bowie remembered…sort of

Der var Grammy-uddeling i nat i Staples Center, Los Angeles, California. Sjældent har listen over de nominerede indenfor de genrer vi her følger vel været så blodfattige at beskue, derfor så meget større en kontrast at en mand af David Bowie’s uafrystelige format blev mindet. Over seks minutter fik Lady Gaga og hendes til lejligheden sammensatte band – inkluderende Chic-legenden, guitar-esset og Let’s Dance-produceren Nile Rodgers – til deres hæsblæsende hyldest, arrangeret/koreograferet i fuldblods amerikansk stil, uden nogen dvælen eller de store musikalske hensyn til de enkelte sanges velbefindende; ‘Space Oddity’, ‘Changes’, ‘Ziggy Stardust’, ‘Suffragette City’, ‘Rebel, Rebel’, ‘Fashion’, ‘Fame’, ‘Under Pressure’, ‘Let’s Dance’ og ‘Heroes’ racede det Las Vegas-musical-speedede hold igennem, anført af topprofessionelle Gaga, der i denne paradespurt aldrig tilnærmelsesvis nåede de følelsmæssige højder, hun sidste weekend fremviste, da hun omfavnede den amerikanske nationalmelodi før USA’s Super Bowl. Her følger lyd og levende billeder fra i nat. Sikker på at Lady Gaga kunne have brugt sine seks minutter bedre istedet på en state-of-the-art-gribende version af ‘Lazarus’, men nej, ikke i USA, og da slet ikke til en Grammy-uddeling; The show must go on.

Opdateret: Efter en dag, hvor ros og hype synes at være reaktionsnormen omkring Gaga’s optræden, kommer The Guardian endelig på banen med nogle vise og nødvendigt kritiske ord nu sidst på eftermiddagen. Maura Johnson skriver her bl.a.:

“…While she (Lady Gaga) kept up ably – say what you will about her flights of fancy, the woman has keen pop instincts and a strong voice – and it was gratifying to see Rodgers up there smiling and strutting after his own dealings with cancer, there was something slightly dissatisfying about the whole thing. Cutting down the sprawling catalog of Bowie is no mean feat, of course, but having so many selections only represent the classic-rock-canon-approved slice of the man’s work seemed reductive; there was more to Bowie’s appeal than face paint and flashy jumpsuits, as any of the eulogies that have poured forth since his death on 10 January could have shown.

Bowie’s constant pushing toward the edge – toward the ridiculous, the sublime, the otherworldly – deserved more of an homage than hasty costume switcheroos and zips through choruses. A Gaga performance of, say, Five Years or even the Blackstar closing statement I Can’t Give Everything Away might have stopped the show, honoring Bowie’s artistry and the way he kept going, working on his art even under shifting critical winds, until the very end.”

En juletradition

Så blev det den tid igen. Det er lillejuleaften, og Jens og jeg har holdt en passiar om årets albumudgivelser fra 2015. I kan læse den her – den er den aktuelle feature.

Da vil I kunne få overraskende svar på væsentlige spørgsmål som f.eks.

  • Er det mig, der er så glad for Lana Del Rey, at jeg opsøgte hende i en tøjbutik i New York?
  • Er det Jens, der har hilst på 3 amerikanske countrysangere i år?
  • Er jeg stadig så glad for Blur, at jeg bliver holdt vågen af at lytte til deres musik?
  • Er Jens overbevist om at Julia Holter er den nye Joe Strummer?

The Voice

I dag for 100 år siden kom Frank Sinatra til verden i Hoboken, New Jersey. Her en amerikansk TV-optræden, der emmer af vanlig stilsikker Sinatra-klasse, fra 1965, da han kun var omkring de 50. It was a very good year…

I denne verden vil jeg ikke være trist

gasparyan

I dag fik jeg I Will Not Be Sad In This World/Moon Shines At Night med den armenske duduk-musiker Djivan Gasparyan. Der er tale om en remastered genudsendelse af to gamle albums fra 1980’erne. Det er meget svært ikke at tænke på arbejdstitlen for det album, som blev til Vejen hjem til rocknroll. Der er ingen forbindelse til Jens’ første soloalbum og heller ikke nogen forbindelse til rocknroll. Det skulle måske være, at Djivan Gasparyan dukker op på soundtracket til Martin Scorceses film The Last Temptation of Christ, som er komponeret af Peter Gabriel.

Jeg ved at også Brian Eno er meget fascineret af Djivan Gasparyans musik og kalder den for den mest sjælfulde musik, han nogensinde har hørt. Efter sigende skulle titlen I Will Not Be Sad In This World skyldes netop Eno og være en reaktion på det voldsomme jordskælv i Armenien i 1988.

En duduk er et armensk træblæseinstrument i familie med oboen, men lyden minder mere om en saxofon (der faktisk også klassificeres som et træblæseinstrument) og om en alt-fløjte. På de to albums, jeg nu har fået fat i (det ene havde jeg allerede, da det oprindelig udkom), står instrumentet alene og skaber en helt særlig på én gang melankolsk og venlig stemning. Perfekt til tænksomme aftener – en rigtig novemberplade af den gode slags.

Herunder er et nummer at starte med.

Indtryk fra “Before The Dawn”

IMG_3845-0.JPG

IMG_3838-0.JPG

Så blev det omsider tid til at gå til koncert. Jeg havde været nødt til at købe en såkaldt hospitality-pakke, der inkluderede et gourmetmåltid og et koncertprogram. Så inden koncerten mødte jeg andre koncertgængere; de kom fra henholdsvis Tyskland og England. Vi fik talt en masse om hvor svært det havde været at få billetter, om Kate Bush og hendes musik – og om fodbold. Jeg indrømmede at Tyskland er en stor fodboldnation, og tyskerne (den ene var nu faktisk en irer bosat i Tyskland, opdagede jeg) fortalte om deres fascination af det danske landshold i 1992.

Vi aftalte at se om vi kunne ses igen på en bestemt pub i nærheden bagefter. Nu var det tid til at gå over til Eventim Apollo; teateret er smukt og gammelt – det er tydeligt at der er en masse traditioner forbundet med det.

Kl. 19.45 kom bandet på scenen og sidst af alle Kate Bush selv – til en nærmest øredøvende jubel. Koncerten startede som en traditionel koncert, og vi fik en række numre der viser en umiddelbar og nogle gange også lidt soulpræget side af Kate Bush – ikke mindst hittene “Hounds of Love” og “Running Up That Hill” og Joanni fra Aerial. Denne del af koncerten viste med stor tydelighed at Kates stemme stadig er stor og smuk. Kate selv er også stadig smuk og karismatisk; i en alder af 56 har hun fået en anderledes og i ordets bedste forstand moderlig udstråling. Ligesom to andre sangerinder med baggrund i hippie-tiden, nemlig Patti Smith og vores egen Anisette, var Kate Bush barfodet til denne koncert. Kate takker sit band som hun kalder shit hot — og det er de. Med er David Rhodes, den fænomenale bassist John Giblin og hele to tromneslagere, den ene den legendariske Omar Hakim.

Efter den første afdeling skiftede koncerten pludselig helt gear; en stor portion konfetti blev skudt ud i salen. Oppe på balkonen var det ikke muligt for mig at få fat i et stykke – en af tyskerne havde fortalt mig at de var meget eftertragtede!

Nu fulgte en afdeling som bedst kan beskrives som en teaterkoncert – en overrumplende gennemført fortolkning af hele den del af Hounds Of Love-albummet, der hedder The Ninth Wave. Denne cyklus af sange om en skibbruden kvinde, der kæmper for ikke at dø, er en slags modstykke til de første, mere hitorienterede sange på albummet – og samtidig en del af Kate Bush’s værk som jeg ikke nemt kunne se visualiseret. Men det lykkes at fortælle historien. Den irsk inspirerede “Jig Of Life” var ligesom den indledende, tindrende smukke pianoballade “And Dream Of Sheep” højdepunkter både på albummet og til denne koncert. Det visuelle udtryk var en gennemført blanding af lyseffekter, film, dans og teater. Her så vi for første gang Kate Bush’s søn Albert i en talerolle.

Slutningen på denne del af koncerten var den smukke “The Morning Fog”, hvor alle var på scenen og Kate Bush brugte sangen til at takke musikere og dansere og (ikke mindst) Albert. Også publikum fik en stor tak fra hende; det var tydeligt at også denne aften (dette var koncert nummer 16 i serien) var en god oplevelse for hende.

Efter pausen blev det tid til endnu en teaterkoncert-afdeling, nu med sangene fra disk 2 af Aerial fra 2005. Denne del er en hyldest til naturen og døgnets gang; jeg er dog ikke helt så fortrolig med den lange suite som jeg er med The Ninth Wave.

Her var der igen smuk brug af dans, dukketeater (en trædukke i barnestørrelse, der forestiller en dukke som billedkunstnere bruger) og film. Albert har rollen som kunstmaler, og på et tidspunkt får han endda sunget sin egen sang (eller er der min hans mors komposition?) mens han maner månen frem. Han er en solid ung sanger, men ikke på højde med sin mor.

Til sidst i denne del af koncerten har alle musikere og dansere fået fuglemasker på! Nu kommer finalen på Aerial hvor guitarist David Rhodes og Kate Bush får en slags danse-dialog ud af afslutningen – der ender med at et stort træ tilsyneladende bliver hamret igennem flyglet!

Nu er koncerten næsten færdig, men et medlem af crew, Steve Taylor, har fødselsdag i dag, så Kate får alle til at være med til at synge Happy birthday to you til ham. Igen takker Kate publikum.

De sidste to numre er en sang fra 50 Words for Snow med Kate alene ved flyglet og ikke mindst “Cloudbusting”, hvor hele bandet er tilbage og alle i salen har rejst sig og synger med.

I Danmark har vi set mange teaterkoncerter, men dette var kunstneren selv der stod for fortolkningen – og så var det som bekendt ikke hvemsomhelst!

Efter en så overvældende koncertoplevelse må jeg stå lidt udenfor og føle mig almindelig igen.
Jeg ser en af dem, jeg spiste sammen med, og vi følges ned til pubben. Her møder vi tyskerne fra før – og et par fra Amsterdam. Manden så Kate Bush tilbage i 1979, og hans hustru giver mig et stykke konfetti fra koncerten. På det står et citat fra Tennysons digt The Ninth Wave.

Hør Popular Problems

I næste uge fejrer Leonard Cohen sin 80-års fødselsdag med at udsende nyt album. Popular Problems er titlen på den plade, der via The Guardian i England allerede kan streames lige nu lige her. Og lad os så for øvrigt ikke tale om albummets artwork, hvis stilistiske finesse og æstetik så nemt med gru kan få en at mindes midtjyske ugeavisers reklameside-layout fra vel omkring 1980…

6882d97e-1

This woman’s work

KB

Sig ikke vi ikke kan favne bredt her på siden. Ovenpå to indlæg med afsæt i New York City’s The Ramones kommer her setlisten fra Hammersmith Apollo i aftes, hvor fænomenet Kate Bush gav sin første koncert i godt 35 år…

Lily
Hounds of Love
Joanni
Top of the City
Running Up That Hill
King of the Mountain
(The Ninth Wave)
And Dream of Sheep
Under Ice
Waking the Witch
Watching You Without Me
Jig of Life
Hello Earth
The Morning Fog
(A Sky of Honey)
Prelude
Prologue
An Architect’s Dream
The Painter’s Link
Sunset
Aerial Tal
Somewhere in Between
Tawny Moon
Nocturn
Aerial
+ + +
Among Angels
Cloudbusting

Song for Five & Six

En af de interessante musikere, jeg først i år er blevet opmærksom på, er canadiske Owen Pallett. Jeg har hørt hans album In Conflict fra i år en hel del. Ud over at have en karriere som sanger og sangskriver har den klassisk skolede Owen Pallett hjulpet ganske mange andre med at arrangere deres musik for større ensembler. Det er blandt andet ham, der står bag strygerarrangementerne på The Age Of The Understatement med The Last Shadow Puppets og hjalp Arcade Fire med The Suburbs.

Skyernes tale

Mange læsere af denne blog vil vide at Rune Kjeldsen var guitarist på Jens’ tre soloalbums – og forhåbentlig ved man også at Rune har spillet guitar hos bl.a. Kira & The Kindred Spirits, Nikolaj Nørlund og Savage Rose. I denne måned udkommer han med sit første soloalbum i eget navn, Cloud Talk, og her lader han den akustiske guitar tale og tale sagte. Ovenfor er en meditativ stemning fra albummet, der også har en overraskende smuk udgave af Carl Nielsens gamle melodi til “Solen er så rød, mor”. Se mere på Runes eget websted.