Leonard Cohen har fødselsdag i dag. Han ville være fyldt 87. Her er han i januar 1968 sammen med folkesangeren Julie Felix. De havde lært hinanden at kende år tidligere på græske Hydra. Det her er Cohen’s første optræden på britisk TV…
Kategoriarkiv: Musik
Right on, Sisters!
Hvilket forløsende omkvæd, hvor der ovenpå den knasende popstøj katedralstort messes ‘come on….fuck off!’; Københavnske Prisma, med de to fynske søstre Frida og Sirid Møl Kristensen i fokus, går i udbrud på vejen frem med dette stolte åbningstrack fra deres aktuelle EP Inside Out...
Introducing…Hamish Hawk!
For de af os der slet ikke kan med Morrissey mere, men dog længes efter det frydefulde klassisk-popmelodiske sug, han angreb verden med i forrige årtusinde. Helt sikkert en stor uret mod Edinburgh’s Hamish Hawk at trække hans nye sang ind i en så snæver skygge, men således falder associationerne altså umiddelbart, når man først hører denne iøvrigt uforbeholdent dejlige single, forløber for albummet Heavy Elevator, der udsendes om halvanden uge. ‘The Mauritian Badminton Doubles Champion, 1973’ må være ugens mest bemærkelsesværdige sangtitel…
The day before you came back
Fortiden vender tilbage forklædt som dystopisk fremtid; ABBA er blevet gendannet. Det sker visuelt uventet i noget der ligner sci-fi-tøj a la DDR. Fordi vi ikke har oplevet dem sammen i så mange årtier, så fremstår det som, de fire med uhyggelig effekt er blevet sminket meget ældre og sært farveløse. Med ABBA’s pludselige genkomst, kan vi måske så alle få de mere uskyldige personer, vi sikkert løgnagtigt husker os selv som dengang, tilbage igen? For det er vel det håb, der skal læses i den enorme begejstring, nyheden i aftes afstedkom verden over. Men hvordan med selve musikken? De to nye, uhm, sange bærer umiddelbart den rigtige sound, men tyder mest på, det er musical-ABBA – den side af bandet der udsendte musikalske rædselsscenarier a la ‘Thank You For The Music’, ‘Fernando’ og ‘Chiquitita’ – som er tilbage, ikke det fremragende poporkester med overlegent svungne melodier, veldresserede synths og dryppende svensk melankoli, som vinkede farvel fra singlen ‘The Day Before You Came’ og skilsmissealbummet over dem alle, The Visitors (1981). Og de kommende gigashows i en dertil specialbygget hal i London? Hologrammerne der skal optræde som ABBA fortæller os ultimativt, at de fire ikke længere selv gider komme til deres egne koncerter. Men hvorfor skulle vi andre så? Måske skulle man sit eget hologram afsted og suge indtryk fra den bizarre seance.
PS – Ser først nedenstående pressebillede nu. Hvorfor skal ABBA som avatarer/hologrammer ikke være deres egen alder? Den nye musik er jo tydeligvis i al sin gammeldags musikalske tyngde lavet af ikke-unge mennesker. At den fremføres af de fire mindst 40 år yngre fantasimonstre herunder giver ingen mening. Har ABBA virkelig ikke troet, deres eget publikum ville købe idéen om dem selv som ældre? Det er defensivt dårligt set. Havde givet dem både styrke og identifikationsspejling, at turde fremstå sårbare.
Evig ungdom
Har altid haft et blødt punkt for ‘Big In Japan’-tyskerne Alphaville’s andet hit ‘Forever Young’. Åbenbart er jeg ikke den eneste med den svaghed, for på sin nye cover-EP Aisles giver amerikanske Angel Olsen sit loyale bud på, hvordan den sang også kan leveres…
Bye-Bye, love
I denne weekend mistede verden den sidste af de to The Everly Brothers, da Don Everly fulgte lillebror Phil’s himmelfart syv år tidligere og gik bort i Nashville, Tennessee. Her de to sammen på den af deres sange, hvor deres så ensklingende stemmer måske lyder allerbedst sammen. ‘Bowling Green’ er navnet på den tredjestørste by i Kentucky, The Bluegrass State, hvor Don blev født i 1937, men altså også på en The Everly Brothers-single fra 1967. Svært i Europa helt at forstå, hvor store de to brødre sammen var i USA med hits som ‘Bye-Bye Love’, ‘Wake Up, Little Susie’ og ‘All I Have To Do Is Dream’, liggende solidt et kridhvidt sted mellem den første rocknroll og 60’ernes hitlistepop. Lad iøvrigt ikke denne sangs kærlige nik til samtidige The Byrds’ bløde amerikanske sound gå ubemærket hen. Don Everly RIP!
Kan kometer synge?
Spørg Kraftwerk og svaret bliver et ubetinget ‘ja’…
You better not mess with Major Tom…
David Bowie’s ‘Ashes To Ashes’ (se posten herunder) bliver udsendt i august 1980, i Storbritannien endda med tre forskellige frontcovers (har selv det øverste her). Køber man fra første oplag, så gemmer der sig inde i coveret et frimærke-ark med ni af de små kolorerede Bowie-portrætter, der bruges til ramme omkring selv coverbilledet, samt på singlecoverets bagside…
When I was a child running in the night…
Og et let forsinket tillykke til Kate Bush, der blev 63 i går, her hørt gennem The Church’s fine cover af hendes ‘Hounds of Love’…
Kunsten at danse alene
Sange fra i går, som dukker tilfældigt op ud af intet, medbringende erindringsbilleder fra dengang, men i bedste fald – som her – også en vitalitet, der kan løfte nuet. Det lå i kortene, at Robyn aldrig skulle lave et mere rent europopnummer end dette, for så ufejlbarligt, rent og klart stod/står ‘Dancing On My Own’. Hun spillede dengang med præcis dette band-set-up af to trommeslagere og to synth-spillere i det Tap 1 som lå, hvor Carlsberg Byen nu skyder op, en aften af de mindeværdige. Hør her hvor stærkt dens højdepunkt står i dag…
G-l-o-r-i-a
En hed lørdag nat i juli på den nye Angel Olsen-single, hvis synthbølger og David Lynch-svimle levering sender skamløse kys op fra 1980’erne.
Debbie Harry 76
På en lang linje af klassiske amerikanske popgrupper er Blondie et af de absolutte højdepunkter. Her er Lower East Side, NYC-bandet i deres første tyske TV-optræden i januar 1978, et halvt år før verdensgennembruddet med Parallel Lines og de store popsingler derfra. Frontlys Debbie Harry fylder 76 år i dag…
Jubilæum: What’s Going On
Det andet legendariske album, der fylder 50 år i dette forår, er et af det albums, jeg holder allermest af – What’s Going On af og med Marvin Gaye. Ligesom London Calling og Born to Run og Revolver og Low (og en håndfuld andre udgivelser på min private pladesamlings personlige parnas) er What’s Going On et album, det altid er værd at vende tilbage til.
Her er Marvin Gaye på den anden side af de mere poppede single-hits (der også er gode, omend på en anden måde) og er på mange måder på højden af sin kreativitet. Det er samtidig sørgeligt, at teksterne med deres kritik af ulighed, krig og ødelæggelse af naturen stadig er lige så aktuelle som dengang i 1971. Ligesom Love Shop og Jens solo er dette soulmusik i ordets egentligste forstand.
Schlager-Weltmeister
En slutrunde starter for alvor først den dag, det tyske landshold spiller sin første kamp. Således også med dette EM, hvor et nu i flere år uvant slingrende Die Mannschaft i aften i München har en svært stor mundfuld ved navn Frankrig foran sig. Den seneste tid har der været ikke så lidt snak om de bedste slutrundesange gennem årene. For at undgå gentagelsen af ‘den med New Order’ så herfra istedet en, jeg ti år gammel købte på 7’er-single i Vesttyskland. Kaiser Franz, Der Bomber & co serverer fra 1974 en dræberschlager, der med ubesværet lethed spiser Alphabeat til morgenmad. Breakfast for champions? Ja, naturligvis skulle vesttyskerne blive Weltmeister ovenpå den her velsmurte maskine af en sang. Ikke engang smukke Johan Cruyff’s flyvende hollændere kunne stoppe dette sort/hvide-tog…
Like I used to…
Havde han skrevet og sunget denne nye duet fra Sharon Van Etten og Angel Olsen, ville dette være den bedste Bruce Springsteen-sang siden ialfald 1987. Det er det så ikke. The sisters are doin’ it for themselves, og de gør det upåklageligt…