Ikke bare en vild plade at lytte til, men også en æstetisk nydelse at se på, det sidste ikke mindst takket være fotograf/designer Anton Corbijn. Depeche Mode’s state of the art-mesterplade Violator blev udsendt 19 marts 1990, altså i dag for 35 år siden.
Tag ham for hvad han er blevet til, men Göteborg’s Håkan Hellström fortsætter på dagens nye single ‘Sweethearts’ – der består af hele 12 vers uden omkvæd! – den uventede kunstneriske genfødsel, der kickstartede med 3-sangs-EP’en Go För Glory i januar. Det i sig selv er opløftende på en episk sang, hvis enkle melodiske repetition og traditionelle akkompagnement bliver til en underliggende styrke som fortællingen om livets årstider skrider frem …
For to år siden udsendte den overlevende The Go-Betweens-sanger Robert Forster en playback-promovideo, der fandt ham syngende sin da nye single under madtilberedning i sit køkken hjemme i australske Brisbane. Idéen fungerede overraskende godt, for sangen udstrålede en eftertænksomhedens alvor og glødende hengivenhed, der stod i klædelig kontrast til de så hverdagsagtige omgivelser i dagslyset.
Denne uge har Forster genbrugt dette videokoncept identisk på sin nye single og album-titelforløber ‘Strawberries’, samt endda taget sin tyske kæreste Karin Bäumler med både i køkkenet og som duetpartner på sangen. Men denne gang er resultatet desværre langt mindre vellykket, da sangens swingpjattede karakter tilsat videooptagelsens hyggehumor bliver alt for meget i rammerne af det lille køkken i Queensland, der pludselig opleves decideret klaustrofobisk.
Måske det bare er mig, der helst vil have min Robert Forster serveret knastør og mørkeblåt observerende. Og det der voksne-der-leger-komedie-trip, det er Jonathan Richmann iøvrigt bare langt bedre til…
I dag for 70 år siden blev Nina Hagen født af kunstnerforældre i østberlinske Friedrichshain. Her er hun – før sceneskiftet til Vesttyskland i 1976 og en kulørt karriere med et meget teatralsk afsæt i punk – med en anderledes folkelig schlager på østtysk TV i 1974 sammen med DDR-bandet Automobil. Der er sandelig løbet en del vand i åen siden da. Hvor mange ved mon, at Nina Hagen’s gevaldige stemme høres på fodboldhymnen ‘Eisern Union’ hver gang Bundesliga-klubben Union Berlin kommer ud til kamp på sit stadion i skoven i Köpenick? Og hvor mange er klar over, at hun i nogle år i starten af nullerne var dansk gift og havde hjemme i Folehaven i København?
Norske Sivert Høyem, stemmen fra Madrugada, har for to uger siden, til sin egen nærmest Raveonettes-lydende backing, indspillet denne version af Lana Del Rey’s ‘Born To Die’, altid en stærk sang uanset hvad…
Musikvideoen er indspillet ved Union City Dock i New Jersey på den opsigtsvækkende adresse Frank Sinatra Drive 901 i Hoboken. Sangen er fra Blondie’s fjerde album Eat to the Beat (1980), hvor den indre bandkemi for alvor begynder at knage efter for meget travlhed i lang tid. Alligevel lykkes det at begå en stilistisk spraglet, men på alle måder berusende og markant state of the art-opfølger til gennembrudskometen Parallel Lines fra efteråret før. ‘Union City Blue’ er som opfølger til ‘Dreaming’ albummets anden single, dets egentlige – og logiske – kæmpehit ‘Atomic’ bliver af uforklarlige grunde først udsendt som fjerdevalg. Musikken til svævende ‘Union City Blue’ er lidt atypisk for Blondie begået af bandets engelske bassist Nigel Harrison. Klassisk amerikansk popmusik med et slående ansigt…
Seks år her tirsdag siden Talk Talk’s Mark Hollis forlod denne verden, hvilket næsten fortjener en sang fra hans hånd som markeringsfakkel. Dette langsomt, majestætiske udfoldende deepcut fra Talk Talk’s kreative hovedværk The Colour of Spring optræder også på den very best-opsamling, der genudsendes om et par uger…
Dagens fødselsdag tilhører Kate Bush’s single ‘Hounds Of Love’, der blev udsendt dags dato i 1986. Albummet af samme titel var udkommet efteråret før til stor opmærksomhed og dette var nu tredje single taget derfra. Optagelsen her er fra The Brit Awards i London to uger før singlens udgivelse, hvor Bush stod nomineret i tre kategorier, men tabte Årets Kvindelige Artist til Annie Lennox, Årets Album til Phil Collins’ No Jacket Required og Årets Single til Tears For Fears’ ‘Everybody Wants To Rule The World’. Og hun var ovenikøbet ikke engang selv blandt de fem nominerede til Årets Producer (vinder Dave Stewart) for sin state of the art-produktion på albummet. Fuck award-shows.
Dagens nye nummer fra parisiske Minuit Machine. Endorfin-belønning bliver først uddelt i omkvædet…
Et andet 7″er-fund blandt et par håndfulde i Göteborg i går var en single med et ellers forglemmeligt vesttysk europopband, der i 1985 bevægede sig i samme sehnsucht-farvand som Sandra og hendes producer/kæreste Michael Cretu. Kan ikke lade være med at forestille mig, hvor stærkt denne sang ville lyde med hendes Saarbrücken-stemme på istedet. Få timer efter dette guilty pleasue-køb sang Thåström i Scandinavium iøvrigt netop sin sang med “Sandra sjöng ‘Maria Magdalena / det passar alltid så perfekt här'”, ja, alting hænger sammen. ‘Pis-disco’ er iøvrigt det ord Thåström har påhæftet Sandra og denne genre…
Anden weekend på Thåström-touren. Identisk setliste, men den nye guitarist Christian Kjellvander falder nu virkelig på plads, en svensk klasse-pendant til Hilmer Hassig eller Rune Kjeldsen, som giver Thåström’s dynamiske band en helt ny dimension at operere med. Mange højdepunkter over de to timer, da ikke mindst denne sang fra den mægtige og med årene stadigt voksende Den Morronen (2015), der af hovedpersonen selv – Thåström har aldrig snakket så meget på scenen som lige nu! – i Linköping’s ishockey-katedral Saab Arena blev præsenteret som “verdens bedste sang”. Måske han simpelthen bare har ret…
Hvilken glæde det er at støde ind i gamle Blondie-tracks rundt omkring. Fra de to første pladers Shangri-Las-dyrkende uskyldighed over hit-orkanøjet Parallel Lines (1978) til de – hørt nu – forbløffende eksperimenterende Eat to the Beat (1979) og Autoamerican (1980) er der klasse, kraft og variation hele vejen igennem. Her er det punkede ‘Living In The Real World’ fra Eat to the Beat, på et travlt tidspunkt da Blondie var blevet klodens vel største nye popband og vel egentlig ikke burde larme eller afsøge hjørner længere, men det gjorde man beundringsværdigt nok ufortrødent alligevel. Sikkert derfor står NYC-bandet og deres albums så vitalt forfriskende i dag. ‘Living In The Real World’ blev aldrig udgivet som selvstændig single, men er med som B-side på ‘Union City Blue’-singlen…
Har opsøgt Marianne Faithfull ovenpå hendes triste bortgang. En plade jeg ikke havde hørt i noget tid var hendes særegne samarbejde med David Lynch’s huskomponist Angelo Badalamenti, 1995-albummet A Secret Life, der blev til efter Faithfull var faldet for hans score-musik til Twin Peaks. På det album sænker Badalamenti paraderne en smule og konkretiserer sine mørklagte klangflader, dog hænger der stadig tungt efterårsrusk og filmiske scenarier over sangenes mol-stemning, som ligger stærkt til Faithfull’s sprukne seen-it-all-stemme. Her albummets nok mest ligefremme omkvæd, tilsat levende billeder fra 1969-dramaet The Girl on a Motorcycle, hvor den dengang endnu London-usårlige Faithfull spillede overfor Alain Delon…
Så trist med Marianne Faithfull, der også meldes død her i Uppsala. Pastoren mindedes hende i går med en post; jeg vil nu her gøre det samme med en stor sang Nick Cave skrev til hende på et tidspunkt, hvor Nick Cave ellers ikke længere skrev den slags klassiske sange til sine egne plader. Marianne Faithfull dukkede først op i mit liv med pladen Broken English (1979), et stålsat comeback hvis der nogensiden var et. Og det var den kæntrede stemmes sørgmodige men lyslevende og fremtidige musik jeg holdt af, ikke hendes mange lyse, blege popforsøg fra 1960’ernes Swinging London. Men London swinger ikke mere, og Marianne Faithfull er gået bort. Må hun hvile i fred.
Marianne Faithfull kom frem i 1960’erne, men tiden med bl.a. The Rolling Stones endte i en grim tid med heroinmisbrug. Ved indgangen til 1980’erne fik hun sit comeback med Broken English og blev senere også en kompetent skuespiller.
Marianne døjede med helbredet gennem mange år. I 2020 fik hun COVID-19, og man troede ikke at hun ville overleve, svækket som hun var. Men også her var hun den store overlever og udgav sit 21. album, She Walks in Beauty, et år senere. I dag ville kroppen så ikke mere. Æret være hendes minde.