Hør Popular Problems

I næste uge fejrer Leonard Cohen sin 80-års fødselsdag med at udsende nyt album. Popular Problems er titlen på den plade, der via The Guardian i England allerede kan streames lige nu lige her. Og lad os så for øvrigt ikke tale om albummets artwork, hvis stilistiske finesse og æstetik så nemt med gru kan få en at mindes midtjyske ugeavisers reklameside-layout fra vel omkring 1980…

6882d97e-1

This woman’s work

KB

Sig ikke vi ikke kan favne bredt her på siden. Ovenpå to indlæg med afsæt i New York City’s The Ramones kommer her setlisten fra Hammersmith Apollo i aftes, hvor fænomenet Kate Bush gav sin første koncert i godt 35 år…

Lily
Hounds of Love
Joanni
Top of the City
Running Up That Hill
King of the Mountain
(The Ninth Wave)
And Dream of Sheep
Under Ice
Waking the Witch
Watching You Without Me
Jig of Life
Hello Earth
The Morning Fog
(A Sky of Honey)
Prelude
Prologue
An Architect’s Dream
The Painter’s Link
Sunset
Aerial Tal
Somewhere in Between
Tawny Moon
Nocturn
Aerial
+ + +
Among Angels
Cloudbusting

Song for Five & Six

En af de interessante musikere, jeg først i år er blevet opmærksom på, er canadiske Owen Pallett. Jeg har hørt hans album In Conflict fra i år en hel del. Ud over at have en karriere som sanger og sangskriver har den klassisk skolede Owen Pallett hjulpet ganske mange andre med at arrangere deres musik for større ensembler. Det er blandt andet ham, der står bag strygerarrangementerne på The Age Of The Understatement med The Last Shadow Puppets og hjalp Arcade Fire med The Suburbs.

Skyernes tale

Mange læsere af denne blog vil vide at Rune Kjeldsen var guitarist på Jens’ tre soloalbums – og forhåbentlig ved man også at Rune har spillet guitar hos bl.a. Kira & The Kindred Spirits, Nikolaj Nørlund og Savage Rose. I denne måned udkommer han med sit første soloalbum i eget navn, Cloud Talk, og her lader han den akustiske guitar tale og tale sagte. Ovenfor er en meditativ stemning fra albummet, der også har en overraskende smuk udgave af Carl Nielsens gamle melodi til “Solen er så rød, mor”. Se mere på Runes eget websted.

Purple, Yellow, Red & Blue

Jeg er først for nylig blevet opmærksom på Portugal. The Man. Ja, det hedder dette amerikanske band faktisk. Hvis man synes at denne sang giver mindelser om Broken Bells eller det sidste album med Sparklehorse, er det ikke så underligt. Albummet Evil Friends fra i år er produceret af Brian Burton (“Danger Mouse”), der er den ene halvdel af Broken Bells og var producer på Dark Night Of The Soul.

Portugal. The Man (beklager det underlige punktum; det er ikke min idé) er bestemt ikke et nyt band – Evil Friends er faktisk gruppens ottende album siden 2006. I vore dage må en sådan udgivelsesaktivitet siges at være usædvanlig.

Man kan høre hele albummet på Soundcloud. Start med “Modern Jesus”, “Atomic Man” og “Holy Roller” – eller titelnummeret, som alle er herunder.

Top-10 i Abba

6a00d83451741c69e201156f2d48bb970b-640wi

Jeg fik min første og eneste Abba-single – ‘Waterloo’/’Watch Out’ – på min 10-års-fødselsdag, samme dag nogle kammerater og jeg i benovelse over det hårde distortede guitarriff på netop ‘Watch Out’ blev enige om at starte et band ved navn Hot Music…!

Drømmen om det band blev aldrig til noget, hvilket sikkert var godt det samme, for de andre var kun vilde med Sweet eller Deep Purple, hvor jeg var langt mest til Sparks, som ville noget helt andet. Iøvrigt havde ingen af os hverken instrumenter eller en tone i livet.

Abba derimod kværnede ufortrødent videre og herskede snart hele landet. 6-årige piger som 80+årige lillahårede damer gik i Abba The Movie-t-shirts, og den nutrasweetsøde svenskerpop blev spillet overalt. Selv på det dengang så klinisk musikfri statsfjernsyn, den eneste kanal vi kunne tage ovre i Midtjylland.

Med årene gik Abba’s musik i to retninger. Den ene – reprænseteret af numre som ‘Fernando’, ‘Chiquitita’, ‘Put On Your White Sombrero’, ‘Thank You For The Music’ – var af den konstruerede og let-teatralske rædsel, der i dag danner rygrad i musicalgenren. Den anden var Abba’s givende satsning udi at skrive voksne, modne sange om tab og kærligheds-breakdown, det til musik i en storslået europæisk poptradition.

Der er således verdner til forskel fra ungdomsidentifikationen i ‘When I Kissed The Teacher’ og “dancing queen / young and sweet / only seventeen” (begge ’76), til 1981’s ‘Slipping Through My Fingers’, hvor en mor begræder sit skridende tab af kontakt og drømme med en hurtigt voksende datter, eller ‘When All Is Said And Done’s nøgternt livserfarne “in our lives we have walked some strange and lonely treks / slightly worn but dignified and not too old for sex”…!

Og det er den musik, ikke the dreaded musical-Abba, der vejer tungest på min top-10 i favoritsange med dem…

01. When All Is Said And Done
02. Lay All Your Love On Me
03. The Winner Takes It All
04. Dancing Queen
05. Slipping Through My Fingers
06. The Day Before You Came
07. Knowing Me, Knowing You
08. Gimme! Gimme! Gimme! (A Man Afer Midnight)
09. One Of Us
10. My Love, My Life

Drømmer Elvis Presley står på scenen på Hilton International i Vegas og synger en indfølt, svajende cover af ‘My Love, My Life’. Lyder fantastisk. Den er som skrevet til hans 70’ere…

Den morgen Mikkel D og jeg fløj til Stockholm for mastering på Love Shop’s Frelsens Hær, gik der kun små to timer fra vi landede i Arlanda, til jeg stod i et studiekøkken og åbnede en cola ved siden af ABBA’s Benny Andersson – mere svensk bliver det vel ikke. Et tip om Benny? Han kører en grå, kompakt Porsche-stationcar…!

En engel i tågen

Her er et uomgængeligt og knugende nummer med Angel Haze. Cleaning Out My Closet er og er så alligevel slet, slet ikke er en cover-udgave af Eminems nummer af samme navn. Ligesom Eminem er hun fra Detroit, men her hører ligheden op. En kvindelig rapper, der her bruger musikken til at tale ud om det seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn, og om at finde ind til sin seksuelle identitet som biseksuel.

Angel Haze kommer til Roskilde Festival i år. Hende skal jeg se.

Det der med teksterne

Will Sheff, der er sangeren og sangskriveren i Okkervil River, gav i går brugerne på Reddit mulighed for at stille spørgsmål. Her er et godt citat fra et af Sheffs svar – der er meget andet, der også er værd at læse:

I do think lyrics (and, generally, songwriting, which is not just about lyrics) are basically not in fashion right now. I think people are interested in vibe and production and their sort of stance and angle right now. It’s kind of anemic time all over Western culture, feels like to me. I’m not sure why. I think life is really scary right now and when people are scared they become more conservative. They don’t want to sit down and talk about whether or not their children are going to inhabit a nightmare apocalyptic hell future; they want to talk about spring break. You could see it in in the great depression where all anyone wanted to do was go to the movies and watch big expensive musical productions with a lot of dance numbers. And yeah, I think there’s a really lazy trend in indie rock right now where people feel like being really vague and borderline meaningless is somehow brave and avant-garde lyrically, and no one’s really calling them on the fact that they’re not putting anything on the table and basically aren’t trying that hard. That said, music is about more than lyrics, and if your lyrics are cool but your music is boring I tend to not be all that impressed. And music SHOULD be allowed to be fun. You have to strike a balance.

Jeg er ikke uenig. Ord forpligter, og derfor siger vi ofte ikke det, vi burde sige.

Ravi Shankar

Jeg kan læse at Ravi Shankar døde i går i en alder af 92. En af de banebrydende skikkelser i det 20. århundredes musik er ikke mere. Nej, Ravi Shankar var ikke et rocknroll-navn, selv om han også en overgang spillede på rockfestivaler (bl.a. Woodstock). Men han var sammen med sit ensemble de første verdensstjerner fra den tredje verden, et årti før Bob Marley. Mange forbinder Ravi Shankar med The Beatles, fordi han blev ven med George Harrison. Og formodentlig hjalp denne forbindelse også med at introducere Europa og Nordamerika til indisk musik før den livlige (men også meget overfladiske) bhangra og hvad der ellers kom ud af “Bollywood” kom til at dominere manges billede af hvad indisk musik er. For mange er netop citaren vel stadig synonym med indisk musik.

Men Ravi Shankar var en kendt musiker i sit hjemland længe før de fire fra Liverpool fik deres første instrumenter. Og så skrev han musikken til Satyajit Rays Apu-trilogi (nogle af de bedste film fra det 20. århundrede, spørger man mig – se dem! og nej, der er ingen biljagter eller 3D).

Jeg oplevede Ravi Shankar for 22 år siden til festivalen i Edinburgh i en helt fyldt Usher Hall. Og bagefter fik jeg hans autograf og fik hilst på manden.

(For en sikkerheds skyld: den Shankar, der åbner Echo & The Bunnymens legendariske “The Cutter”, er ikke Ravi Shankar, men den tamilske violinist Lakshminarayana Shankar.)

Stand By Me

“Stand By Me” af Ben E. King (skrevet af King selv sammen med Leiber og Stoller) er en af de allersmukkeste amerikanske pop-indspilninger, jeg kender. Tiden går langsommere, når jeg hører Ben E. Kings udgave med det enkle, men uforglemmelige kontrabas-riff, og når strygerne sætter ind inden sidste vers kommer gåsehuden snigende. “Stand By Me” er på én og samme tid en kærlighedssang og en slags salme.

Selv ikke en mester som John Lennon (endsige Scott Walker, der også har indspillet sangen med The Walker Brothers) rammer plet med sin udgave af samme sang. I The Guardian er der artikel om hvordan Ben E. Kings oprindelige udgave blev til.

I artiklen siger Ben E. King selv:

It was 1960, but in my vocal I think you can hear something of my earlier times when I’d sing in subway halls for the echo, and perform doo-wop on street corners. But I had a lot of influences, too – singers like Sam Cooke, Brook Benton and Roy Hamilton. The song’s success lay in the way Leiber and Stoller took chances, though, borrowing from symphonic scores, and we had a brilliant string arranger in Stan Applebaum.

Der er en stor verden

5. august her på siden handler til nu om dansk udlængsel. Pastoren’s post før med Mogens Wieth’s ‘Mandalay’ trigger straks dette indlæg, hvor Osvald Helmuth drages mod skibene i havnen og deres løfte om en verden derude…