Vi har vel aldrig haft James Chance and the Contortions musik her på siden, men da Chance døde i går i New York City fortjener han et kip med flaget. Lånte den genredannende opsamlingsplade No New York (1978) på Viborg Centralbibliotek, da jeg kun var 14-15 år gammel. Dens fire NYC-bands radikale afvisning af gængs rockmusik-opbygning/tradition var helt ekstremt at lytte på da, og de folk der faldt for pladens tonesprog og psykotiske temperament endte formodentlig meget hurtigt ude i avantgarde-jazz. Mange af os andre kravlede tilbage til rocknroll-brudstykkernes dog genkendelige tryghed, men glemte aldrig lyden/førsteindtrykket af hverken Lydia Lunch’s band Teenage Jesus and the Jerks eller nu James Chance, der ikke bare skreg sit hjerte ud, men også spillede sin saxofon, så det sortnede for øjnene. Her er han på et af Contortions-numrene fra No New York, som altid for ham/dem helt uden hjælp af kunstige sødemidler…