Kategoriarkiv: Vokseværk

Vintermørket i Ukraine

Den ukrainske forfatter Jurij Andrukhovitj skriver i Information:

Lidt under fire år inde i sin regeringsperiode har Janukovitjs regime øget spændingerne i det ukrainske samfund i en sådan grad, at et point of no return er nået. Hvad værre er: Regimet har malet sig i op et hjørne, hvor det ikke ser andre muligheder end at holde fast i magten i al overskuelig fremtid og med alle nødvendige midler. Det er tvunget til at øge undertrykkelsen, for alternativet er, at det risikerer at udsætte sig selv for et omfattende retsopgør med vidtrækkende og fatale konsekvenser for regimet selv og dets støtter. Omfanget af, hvad det har stjålet og tilranet sig, trodser alle forestillinger om, hvad menneskelig griskhed formår.

Den lange vej

Layout 1

Om en måned er det otte år siden denne blog startede, præcis samtidig med at Vejen Hjem Fra Rocknroll blev udsendt. I dag har vi så rundet vores post nummer 5000 her på siden. Og de mange indlæg har til nu afstedkommet 21.623 kommentarer. Godt gået, y’all!

Fortiden er ikke, hvad den var

I aften skal jeg og resten af husstanden til en havefest for beboerne på den vej, hvor vi bor. Det plejer at være rigtig hyggeligt, men én ting får mig altid til at føle mig underligt malplaceret. De andre, hvoraf mange er på min alder eller lidt yngre, begynder på et tidspunkt at tale om de koncerter, de har været til – med “de gode gamle navne” fra 1980’erne eller tidligere. Der bliver hurtigt en stiltiende konsensus om at musikken var meget bedre i gamle dage. Denne holdning oplever jeg mere og mere, jo ældre jeg bliver. Vi ender også tit med at sige noget lignende her på bloggen, glade som vi er på Elvis Presley, The Beatles, The Clash, Bruce Springsteen osv. osv. Men vi prøver også at fortælle om det nye, der sker derude på musikscenen.

Henrik Marstal har et debatindlæg i Politiken, der rammer hovedet på sømmet.

“Musikken var meget bedre før i tiden”, har det gennem en god uges tid lydt igen og igen på diverse sociale medier og andre steder. Udsagnet er affødt af den spanske, meget omtalte undersøgelse Measuring the Evolution of Contemporary Western Popular Music, der for nylig ramte offentligheden. I min blog fra sidste uge kritiserede jeg undersøgelsen som værende temmelig problematisk, fordi den søgte at påvise hvordan musikken i de seneste årtier er blevet stadig mindre kompleks. Men den gjorde det ud fra nogle parametre, der ikke yder populærmusikken retfærdighed generelt.

Mange lyttere har – resultaterne uantastet – dog med stor konsekvens benyttet undersøgelsen som anledning til at hævde, at musikken i dag og i de senere år i det hele taget er blevet dårligere, mere overfladisk og mindre relevant. Går man disse mennesker på klingen, giver de forskellige svar på hvornår musikkens kvalitet begyndte at svigte.

Som nævnt anfører mange midten af 1970’erne. Andre, lidt yngre lyttere, strækker sig helt op til tiden omkring 1990 og tager måske lige akkurat Nirvanas korte storhedsperiode med. Endnu yngre lyttere tager dele af 1990’ernes kitschede dancemusik med og sætter skellet ved år 2000. Men fælles for dem er den opfattelse, at musikken bare var bedre før i tiden, og at alt hvad der er sket siden kan udtrykkes med det ene ord: forfladigelse.

Min egen hypotese er, at vi synes bedst om den musik, der har præget os. Typisk skete det i en periode, hvor der skete en masse i vores liv og hvor vi havde tid og overskud til at lytte til musikken. Det var en periode, hvor musikken blev opdaget sammen med andre og dukkede op i festlige sammenhænge. Nye indtryk var spændende og udfordrende og var med til at forme os. Typisk var det ungdommen, der var disse dannende år. Siden er de fleste af os (nok også jeg selv) blevet magelige i varierende grad.

Min grandfætter, der er en nogenlunde kendt pladeproducer, replicerer meget forudsigeligt til Marstals indlæg dette:

Nej, Marstal, du har ikke ret! Uanset din fine statistik. Slut tresserne bød på et helt enormt antal skelsættende, nyskabende og idag klassiske albums. Hendrix, Beatles, Stones, Doors, Dylan, Donovan, Velvet Underground, Jefferson Airplane, Neil Young, Crosby Stills Nash and Young, Cream, Them, Kinks, Simon and Garfunkel, Vanilla Fudge, Beach Boys, Tim Buckley, Phil Ochs, Small Faces, Link Wray, Steppeulvene, Dissing, Beefeaters, Burnin Red Ivanho, Serge Gainsbourg, Procul Harum, og mange flere lavede deres bedste i løbet af de år og de står stadig som milepæle højt hævet over terrænet som pejlepunkter for eftertiden. Og så har vi ikke taget hul på 70.erne. Selvfølgelig har der også været lavet vigtige albums senere, men ikke i så koncentrerede mængder. Og selvfølgelig var scenen dengang koncentreret om sin samtid, den havde, næsten, ingen fortid.

Ak ja. Således bekræfter min slægtning faktisk Henrik Marstals pointe.

Måske skulle jeg i virkeligheden tage noget af det musik, jeg hører, med i aften (vi plejer faktisk ikke at høre musik). Jeg tror faktisk, at de andre i min gade vil synes om f.eks. The Walkmen og Cold Specks og måske også om en hel del af det andet nye/nyere musik, jeg (og Jens) skriver om her.

Verdens største omkvæd…

…findes på ‘Through The Looking Glass’, næstsidste sang – og hvilken fantastisk en – på The Hoople (1973), sidste album med Mott The Hoople (ja, bandet Michael Stipe namechecker i første linie på R.E.M.’s ‘Man On The Moon': ‘Mott The Hoople and the game of life, yeah, yeah, yeah, yeah’). Billederne her, fra den tjekkiske film Baron Von Münchausen (1961), spiller forbløffende godt med på en næsten Smashing Pumpkins-videoagtig måde. Tjek selv…

Lad rockismen vise vej

musik

Der er ikke noget bedre end The Clash. Se, det var rigtig rock. Og der er ikke noget bedre end The Jam. Se, det var rigtig rock. Og der er ikke noget bedre end Bruce Springsteen. Se, det er rigtig rock. Og der var ikke noget bedre end The Beatles. Se, det var rigtig rock. Og Patti Smith og Janis Joplin og Grace Slick og Debbie Harry var nu også gode. Se, det var rigtige sangerinder. Og der er ikke noget bedre end Pink Floyd og AC/DC og Van Halen og Rolling Stones og Metallica og Nirvana og Pearl Jam og Ramones og Queen og Grateful Dead og Tool og U2 og Red Hot Chili Peppers og R.E.M. og Rammstein og Green Day. For det er rigtig rock. Ikke som alle de der damer som Beyoncé og Britney og Rige Hanne og Lady Gaga og Madonna, der godt nok alle har meget lidt tøj på, men bare indspiller et præprogrammeret popnummer, som produceren har skrevet. Og heller ikke som alle de underlige afroamerikanere, der bare står og bander og svovler hen over et beat. Det er jo knap nok musik. Det står godt nok skidt til nu om dage!

I sidste uge var jeg til en rund fødselsdag i København. Jeg kom til at sidde over for en mand på min egen alder, og han ville gerne tale om musik. Han sagde at han interesserede sig meget for musik fra 1960’erne og 1970’erne. Jeg spurgte om han kunne lide The Clash – de var jo først og fremmest et halvfjerdserband. Men nej, det var alligevel for langt henne i 1970’erne til ham. Hvad så med Big Star? De var da fra starten af samme årti. Nej, dem kendte han ikke (omend det foresvævede ham at Alex Chilton havde været med i The Box Tops). Men han værdsatte da Rolling Stones og The Beatles.

– Det bliver sværere og sværere at finde noget ny musik at høre, sagde han let opgivende.
– Tværtimod, sagde jeg. Der har aldrig været så meget ny musik så nemt tilgængelig som nu.

Når jeg af og til læser med på Quora kan jeg høre de samme klagesange om hvor meget dårlig musik der er nu om dage. Næ, i gamle dage var der god musik til. Og det var rigtig rock. Og så er der ellers en masse spørgsmål om guitarsoloer og den slags.

Men i den periode, hvor “Smells Like Teen Spirit” på helt ukarakteristisk vis hærgede hitlisterne, var denne sang stort set ene om at repræsentere rocken, for slet ikke at tale om den tungere del af genren. De andre store hits fra denne tid var – “Rush Rush” med Paula Abdul og “Baby Baby” med Amy Grant. Ja ja.

Jeg ved ikke rigtig, hvad der er værst – er det “rockismens” insisteren på rocken som den ægteste musikgenre og selverklærede over al den elendelige popmusik eller “anti-rockismen”, der tager afstand fra rockmusikken og erklærer rocken for død. I stedet for rocken skal så typisk træde hiphoppen eller den elektroniske musik i en eller anden afskygning.

Nitsuh Abebe skrev sidste år et nogenlunde interessant indlæg på Pitchfork om “rockismen” og reaktionerne på den. Som han bemærkede, er der jo andre former for snæversyn, der ikke pådrager sig samme grad af forargelse. Der er mennesker, der kun vil lytte til roots reggae eller black metal, men dem ryster vi ikke på hovedet af på samme måde som vi ryster på hovedet af dem, der hænger fast i den syngende formningslærer ved navn Eric Clapton.

Og i situationen, hvor vi oplever musik, er vi altid snæversynede. Når jeg hører noget musik, jeg rigtig godt kan lide, bliver alle andre genrer momentant ligegyldige.

Problemet er vel snarere at man ikke vil erkende sit snæversyn og ikke vil se, ar det begrænser udsynet. Jeg er jo også selv en rockist af værste skuffe; det meste af den musik jeg lytter til (som ikke er klassisk musik) er en form for rock. Men forhåbentlig er jeg en god rockist som godt tør lytte til andre genrer også.

Til den runde fødselsdag sad der i øvrigt en anden person ved mit bord, som jeg bagefter indledte en samtale med. Det var en dame, der proklamerede at hun fik kvalme ved lugten af og tanken om øl. Også dét blev en lidt udfordrende samtale.

En dårlig forretning?

Den britiske dokumentarist Louis Theroux (som vi herhjemme nok bedst kender fra programmer sent om aftenen på DR2) har en artikel i The Guardian, som nu bringes på Information. Den handler på overfladen om porno, men dens budskab er langt mere generelt.

Pornobranchen har været en væsentlig aktør i den teknologiske udvikling. Det var udbuddet af pornofilm, der endte med at favorisere VHS-formatet for videobånd over det teknisk overlegne Betamax. Det var pornobranchen, der gjorde online-betaling og streaming udbredt. PC World har en liste med disse og en række yderligere tilfælde, hvor pornoforbruget har påvirket den teknologiske udvikling (nogle af dem som spam er særdeles tvivlsomme fornøjelser). Men nu ser det ud som om pornobranchen har været så meget foregangsmand, at den også som den første branche inden for underholdningsindustrien er ved at bukke under for den udbredte adgang til materiale, som fildeling gør mulig.

Louis Theroux skriver dette som sin konklusion:

Gør den stigmatisering, der er forbundet med porno, det okay at stjæle porno? Bag det spørgsmål lurer et langt større dilemma, som alle medier i stigende grad må konfrontere: Hvordan skal det lade sig gøre at opretholde en branche, der sikrer en visse minimumsstandarder for sine produkter – det være sig journalistik, musik, mainstream- eller pornofilm – når flere og flere forbrugere vænner sig til at downloade indhold ganske gratis? I pornoens verden foreligger der nu allerede et svar: Det kan ikke lade sig gøre.

Dette må også give musikbranchen noget yderligere at tænke over. Mange (også mange af dem, der bruger denne blog) har downloadet musik uden at betale. På denne blog har vi streamet YouTube-videoer, hvor ophavsretslige forhold er uklare. At en praksis er udbredt, gør den selvfølgelig ikke legitim i sig selv. Et mere jordnært argument for at gøre noget, er at musikbranchen ellers vil ende med at gå til grunde.

I lang tid har man talt om en anden forretningsmodel, der tilgodeser musikerne i en verden hvor udbredelse af digitalt indhold er blevet normen, men reelt er der ikke sket ret meget. En streaming-tjeneste som Spotify er blevet udråbt til et godt initiativ, men musikerne tjener forsvindende lidt på Spotify. En anden mulighed er en udvidelse af biblioteksmodellen med dens honorar for udlån – dette er BibZoom et eksempel på.

Gustav Fröding genopdaget

 

Det är tomt, det är bränt, jag vill lägga mig ned
invid sjön för att höra hans tal
om det gamla, som gått, medan tiden led,
om det gamla i Alsterns dal.

Och sitt sorgsna och sorlande svar han slår,
men så svagt, som det blott vore drömt:
“Det är kastat för vind sedan tjugu år,
det är dött och begravet och glömt.

(fra Strövtag i hembygden)

Det svenske band Mando Diao og deres lidt fersk-anonyme engelsksprogede garagerock har aldrig sagt mig noget (og nej, de lyder slet ikke som Manu Chao). Men så opdager jeg pludselig deres album Infruset, der udkom her i efteråret 2012. Og det er helt, helt anderledes. Som titlen antyder, er albummet på svensk og teksterne er intet ringere end digte af en af de største svenske digtere, Gustaf Fröding (1860-1911). Musikken er indfølt, der er piano og strygere og en svensk visetone med dens mange nuancer dukker frem. Jeg kommer til at tænke på Lundell og måske også lidt på de rolige øjeblikke hos Thåström. Og det er selvfølgelig en ros.

Det er som at opleve et helt andet band. Svensk er sådan et dejligt sangbart sprog i de rette hænder; det er tilfældet hos Fröding. Hans ord er smukke og vemodige.

Nørlund sprang ud som den fremragende dansksprogede sangskriver han er (ja, her på bloggen er vi nepotister) med Michael Strunges digte som fødselshjælper. Måske er det noget lignende, vi nu oplever i Sverige?

Uafhængigt

20120220-191602.jpg

I The Guardian kan man læse om den seneste succes for de uafhængige pladeselskaber, nemlig Adele, der udkommer på XL. Det er interessant, at det nu for alvor er pladeselskaber uden for “de fire stores” rækker, der markerer sig. Tænk også på, hvordan Jens og siden Love Shop først fandt ro, da de kom til A:Larm/Playground. Om der er optræk til en ny forretningsmodel for musikmarkedet er derimod uklart for mig, og uanset Adeles kvaliteter (for alt andet lige er hun en dygtig sangerinde) er der slet ikke klart, hvad “indie” egentlig er og om den slags overhovedet kan siges at være en genrebetegnelse (det synes jeg ikke selv det er).

Hvor mange…?

Har været lidt bekymrede for bloggen her, da kommentarer til nye indlæg efterhånden er blevet decimeret. Var dét en indikation for at kun de få kommer forbi, eller bare et signal om ændret adfærd hos netbrugere som sådan, der måske nu får de fleste behov for at kommunikere behørigt dækket andetsteds? Vi har fået en tæller på sagen, og den peger på det sidste. Tælleren har i dag rundet 114.000 besøg siden slut-november, og de seneste par uger har der været mere end 2.500 hits pr. dag. Om ikke andet, så er det positive tal for at siden ikke er så hemmelig som vi frygtede. Tak for det!

Tillykke til Paul Westerberg

20111231-104741.jpg

Jens har ønsket et godt nytår, og jeg vil bare supplere med at ønske tillykke til Paul Westerberg, sanger og sangskriver fra The Replacements og sidenhen 20 års lidt ujævn tid som solist. I dag bliver han 52.

Og hvad er der egentlig blevet af denne dygtige sangskriver med de fjerne svenske aner? Han holder tydeligvis lav profil; man kan læse lidt mere på en sædvanligvis velunderrettet halvofficiel fanside.

Ron og Lars og de andre

I dag siger Søren Pind i Information:

Elvis Presley – ingen over ingen ved siden af The King.

Og nej, jeg tror ikke på guilt by association. Jeg plejer altid at nævne Elvis og Bowie og Bassey, men i år vil jeg på denne dag nævne mine lidt mindre kendte trillingebrødre Ron Sexsmith og Lars Top-Galia, der dog nok ikke har lyst til at bytte hverken tøj eller guitar.