Det er ikke ligefrem noget at fejre, men dog markere, at det i dag er præcis ti år siden Håkan Hellström sidst udsendte et album med kvalitet. Da Du Gamla, Du Fria udkom 26. august 2016 var dens afsender allerede blevet svensk Nya Ullevi-superstjerne, men hørt nu var der endnu den søgen i musikken og tagen sig selv alvorligt som artist, der siden synes gået helt tabt i det umuligt store show-cirkus af en karriere. Hvilket illustreres af denne livefremførsel på svensk TV fra dengang af pladens lyse åbningsnummer. Læg mærke til, Hellström for ti år siden endnu ikke gemmer sig bag cirkushat, bag stok, bag for eksalteret publikumskontakt, bag endeløse Michael Jackson-trin, men istedet bare som en voksen sanger lægger indsats, fokus og sjæl i sin, ja, sang. Og bandet? Hvor de denne sommer atter har været klædt ud som en flok farveblinde børn til fastelavn, kommer de her – ligesom sangeren – anderledes værdigt i deres eget voksentøj. Man skulle tro så meget succes var en sikker billet til kunstnerisk frihed, men virkeligheden i GBG har desværre vist det modsatte. Du Gamla, Du Fria er den bittersøde afsked med det sidste af det frie…
Kategoriarkiv: Vokseværk
Liverpool explodes
Ovenpå Teardrop Explodes-karakteren Gary Dwyer’s død søndag er det blevet aktuelt med denne dokumentar fra 1995 om Liverpool’s blomstrende postpunk-scene omkring klubben Eric’s i Matthew Street. BBC-dokumentaren har som medvirkende Liverpool-fænomener som Echo & The Bunnymen, The Teardrop Explodes, Wah!, Big in Japan, OMD, The Crucial Three, The Mystery Girls, Nightmares in Wax, Dead or Alive, Frankie Goes To Hollywood, Erics, John Peel, Pete Wylie, Ian McCulloch, Jayne Casey, Pete Burns, Bill Drummond, Ian Broudie, Budgie, Dave Balfe, Gary Dwyer, Andy McCluskey, Will Sergeant, Paul Rutherford, Brian Nash, etc…
The Cure på Orange
The Cure spiller på Roskilde i aften, 41 år og to dage efter deres første danske optræden i 1985, som var på Orange samme sted. Men hvorfor skulle der gå så lang tid inden de kom forbi Danmark? Svaret er enkelt; The Cure var simpelthen for upopulære her på de første hovedværker – Seventeen Seconds (1980), Faith (1981) og Pornography (1982) – til at deres europæiske turnéer svingede forbi København. En koncert i Saltlageret på Gammel Kongevej blev faktisk sat op som en del af deres Faith-tour i slut-maj 1981 – mit eget postpunk-band fra Viborg (Næste Uges TV) skulle endda spille support – men det hele blev desværre aflyst få uger før. Hvorfor? Der var solgt under 40 billetter. Så der røg chancen for at opleve Robert Smith, Simon Gallup og Lol Tolhurst på tæt hold. De to førstnævnte er endnu med, når bandet i aften kl. 22 går på foran en helt sikkert tætpakket dyrskueplads. Ja, det går op og ned i showbiz. Her er singleudgaven af ‘Fascination Street’ fra Disintegration (1989). Forleden i Dublin var der pludselig hele syv numre fra det album på setlisten…
Det er (næsten, men kun næsten) gratis
Hvert år betaler Jens og jeg et lille, men nu efterhånden firecifret beløb for at dette websted kan være der, sådan som den har været det i nu 21 år. Hvis I kigger her forbi og følger med i hvad vi skriver, må I meget gerne give et lille bidrag til den fortsatte drift. Kig over i menuspalten for at se, hvor I kan betale.
På forhånd tak!
Uden Pastoren i Schöneberg
Det er 8. januar 1977 på bøssebaren Neues Ufer på Haupstraße i Schöneberg og hvilken stimmung! Iggy Pop, Romy Haag og David Bowie ses her blandt andre vestberlinere, samlet for at fejre Bowie’s – men helt sikkert også den unge Pastor Webmaster’s 13-års – fødselsdag. Pastoren selv kan ikke være tilstede denne lørdag; måske han er til badminton i en sportshal flere hundrede kilometer væk i Nordjylland, måske han aldrig fik sparet lommepenge nok sammen til togbilletten ned over Hamborg og over til venstre, måske den invitation bare aldrig dukkede op? Men stille nu, David Bowie, som bliver 30, vil synge en sang for og fra fremtiden, ikke mindst for dagens danske fødselar, som vi også herfra vil hviske et stille “tillykke” med på vejen…
For alt der skal komme
Også her rinder 2025 ud. Mange tak for året der kom, blev sit eget og gik. LS Society, Joe Public, Pastor Webmaster og jeg ønsker jer alt det bedste. Godt nytår!
Sandinista 45!
Sangeren rabler en masse sange af sig. Guitaristen tager mikrofonen på en håndfuld tracks. Bassisten synger for på et nummer. Trommeslageren har også et. Sangerens busker-ven, den violinspillende Tymon Dogg fra deres fælles besætterdage i London, synger en sang. Dennes små børn er også med i studiet og har et gammelt nummer, hvor de synger for med deres lyse stemmer. Måske billedet tegner sig her af det gigantiske musikalske kludetæppe The Clash’s tredobbelte album Sandinista! – der blev udsendt i dag for 45 år siden – er. Nogle stærke regulære sange, og så en masse (!) løse jams/stileksperimenter, der tilsammen udgør en meget uoverskuelig, dog generelt også sært varm, charmerende rodebutik. Et state of mind-album, hvor den afstukne kurs med konsekvens hele tiden ændres; verdens mest rastløse jukebox. Naturligvis havde albummet vundet i fokus ved at blive stærkt nedbarberet. Fo regulært markante sange, der ville have klaret sig med på en normal Clash-plade? ‘The Magnificent Seven’, ‘Something About England’, ‘Rebel Waltz’, ‘Somebody Got Murdered’, ‘Up On Heaven’, ‘One More Time’, The Equals-coverversionen ‘Police On My Back’, ‘The Equaliser’, ‘The Call Up’, ‘Washington Bullets’, ‘Charlie Don’t Surf’ og vel ‘Street Parade’, altså ungefähr kun 12 ud af de 36 tracks på de seks pladesider. Men nej, stædigheden vandt og dét er vel også smukt i en branche, der elleve ud af ti gange skærer hjørner, optimerer og tager den slagne, velbevandrede vej. Den kender vi kun for godt. Så tillykke til eventyrlystne og alt-for-meget-på-en-gang-insisterende Sandinista! i dag.
Art of the cover, cover of the art
Må have en post her om det spanske fænomen Rosalia’s nye album Lux, så om ikke andet et af årets mest tilfredsstillende æstetiske pladecovers kan pryde denne blog. Lux udkommer netop nu til så superlative anmeldelser, albummet muligvis kan blive en gamechanger indenfor global mainstream-pop. En popmusik der på Lux er klædeligt melodisk tro mod sine spansk-europæiske rødder og aldrig forfalder til det amerikanske R&B-game, flertallet af hendes kollegaer blandt tidens superstjerner spiller. Lux er et overvældende sansebombardement, hvis rastløse musikalske effektjagt ofte skyder tankerne i retning af grandiøs, semiklassisk filmmusik til nutidens Hollywood-blockbusters. Tænk ‘Bohemian Rhapsody’ på Lady Gaga-amfetamin. Eller storslåede arier sunget af Maria Callas for længe siden på et mægtigt teater i Milano. 1000 strygere spillere dramatisk op, kor flænser luften bag Rosalia’s hyperadrætte og altid passionerede stemme. Alt er i spil og kan vendes på hovedet i næste sekund. Redefinerer man så den brede musik her, eller sættes barren så ambitionsmæssigt højt, tidens pop-slam vil fortsætte med at flyde ufortrødent videre under den? Når Rosalia rammer den helt rette melodi – og det sker – er der rørende øjeblikke med hende i centrum foran al staffage og de ekstravagante kulisser i sangenes dybe rum. Men det er svært ikke at blive udmattet af 49 minutters så koncentreret intensitet med konstant skiftende temperament. Lux er umiddelbart som markør en imponerende distanceblænder. Måske endda det utålmodige, aldrig hvilende album også kan meget mere end det, men det er nok for tidligt at sige endnu.
Life moves so fast…
Der bliver arbejdet hårdt på postpunk-fabrikken. Simple Minds udsender den hvalpede debut Life in a Day i 1978, sin langt mere bevendte Reel to Reel Cacaphony i 1979, et decideret kunstnerisk gennembrud i form af Empires And Dance i 1980, samt den ambitiøst afsøgende dobbelt-udgivelse Sons And Fascination/Sister Feelings Call i 1981. Så kunne man tro batterierne var tømt, men nej, 17. september 1982 tændes det anderledes varme lys af ungdoms sommer som er mesteralbummet New Gold Dream (81-82-83-84). Her en af pladens sange optaget samme efterår, hvor Jim Kerr i bevægelse og udtryk for en kort sæson i den nye bølge indtager rollen som dens førsteelsker…
På vej
7. august 1981: Europa som puls og æstetisk rejse – en bevidst modernistisk antitese til den traditionelle amerikanske rock-tradition – på Simple Minds’ syvende single, paradoksalt nok iøvrigt med tekstligt udgangspunkt i bandets første besøg i netop USA. ‘Love Song’, en forløber for Sons and Fascination/Sister Feelings Call lige om hjørnet, slet ikke ulig ‘I Travel’ fra året før, der også mixer et insisterende discobeat med kølige postpunk-synths. Promo-videoen er stadig seværdig; unge mænd med kollektivt selvværd på vej mod at blive voksne, gives det bedre?
Vejen Hjem Fra Rocknroll
Skal hilse alle de, der aldrig har prøvet at blive genfødt efter døden, og sige at det er en fantastisk oplevelse. Sådan var dette første soloalbum for mig efter LS Mark I var gået helt i baglås og kørt i grøften. Tog med et nyt knivskarpt hold til Berlin og indspillede på Schlesische Straße i Kreuzberg. Dagene var lange, nætterne var høje, sangene flød frit. Proces og musik indeholdt alle de sunde elementer, som på det tidspunkt var ganske forsvundet i det andet band. I dag for 20 år siden udkom Vejen Hjem Fra Rocknroll.
Det brænder i Hollywood
Og det er i dag præcis 20 år siden vi tog til Berlin for dagen efter at påbegynde indspilningerne til følgende ‘Hollywood’ og de to håndfulde andre sange, der i forsommeren skulle udkomme som Vejen Hjem Fra Rocknroll. Det var første gang uden for Love Shop’s på det tidspunkt så snærende rammer, og føltes derfor som en decideret befrielse at være med så nye, topdygtige og entusiastiske kræfter som Nikolaj Nørlund, Rune Kjeldsen, Nicolai Munch-Hansen, Jakob Hoyer og LS’s egen Mikkel Damgaard. Der var koldt i Mauerstadt, vi havde et par lejligheder i Kreuzberg – Nørlunds og min lå i Graefestraße – så vi var tæt på studiet Tritonus i Schlessische Straße, tæt ved Oberbaumbrücke. Dagene i Berlin var ens, dagene i Berlin var lange: Stå tidligt op, gå i bidende frost til studio, indspille intenst fra formiddag til sen aften, få noget at spise og så ramme barerne – husker mest Il Casolare, Cake Club, Wiener Blut, Die Ankerklause – for at få kolde fyraftensøl, andres musik og luft. Albummet der kom ud af Berlin-trippet, de videre dub-sessions i Black Tornado på Refshaleøen i København, samt mixningen i Tambourine i Malmö City, betyder noget særligt her, da det var den helt rigtige vej videre frem fra et sted, der ikke længere var farbart, hverken musikalsk eller menneskeligt. Og lige nu brænder Hollywood.
Idolplakat 77
Ikke fra tyske BRAVO, men fra engelske Sounds. 1. januar 1977 udkommer det ugentlige musikmagasin med et nyt boyband på sin forside. Den håbefulde trio er så frisk fra fad, at der endnu skal gå 11 uger inden debutsinglen ‘White Riot ser dagens lys…
Alt forandres, intet forandres
Nytårsdag 1977 åbner punkklubben The Roxy i Neal Street i London’s Covent Garden med en aften, hvor The Clash og Johnny Thunders’ The Heartbreakers er på plakaten. Den begivenhed samt det mere overordnede samfundsskifte mellem gammelt og nyt er rammen om denne Julien Temple-doku med fokus på The Clash, der først blev vist på BBC4 d. 1. januar for ti år siden i dag…
En dag er du pludselig 45
Et stort tillykke til Parallel Lines, det tredje album med Blondie, der takket være en ambitiøst sat Mike Chapman-produktion og to håndfulde skarptskårne popsange, transporterede Lower East Side, NYC-bandet fra niche-charmerende new wave til ankomsthallen for superstjerner. En dejlig og givende plade den dag i dag. Parallel Lines blev udsendt 23. september 1978. Købte selv albummet med hjem fra Lehmann Radio & TV i Viborg få dage efter. Har været sammen lige siden.