Kategoriarkiv: Vokseværk

Hvid old-school hip hop?

Blondie_-_Autoamerican

Blondie’s femte album Autoamerican, der udkom i november 1980, var en mærkelig skizofren affære. Her begyndte man for første gang at ane slitage og kreativ splittelse i den popmaskine, der havde leveret så strømlinet perfekt på blockbuster-pladerne Parallel Lines (1978) og Eat to the Beat (1979). Autoamerican strakte sig således over et utal af genrestiløvelser, snarere end blot at levere de killerpophits, bandet havde opnået verdensberømmelse på. Allermest bizart på albummet var nok nummeret ‘Rapture’, der startede med noget så Blondie-atypisk som et groove, Debbie Harry sang et par kølige vers henover. Det ventede dræberomkvæd kom aldrig som ventet fra den kant, istedet begyndte Harry at…rappe. Det lød dengang IMHO umiddelbart 100% forkert, nok ikke mindst fordi den tidlige hip hop/rap endnu ikke var kommet op fra NYC-undergrunden og havde gjort sig bekendt gennem de hvide radiostationer i Europa. Så det med at snakke rytmisk henover et beat lød sgu umiddelbart for akavet. At Debbie Harry sine mange kvaliteter tiltrods heller ikke ligefrem er den mest funky vokalist fik ikke forsøget til at glide mere naturligt ned. Tjek selv her…

Så var der straks mere bid måneden efter, da The Clash udsendte deres Sandinista!. Først under indspilningerne på i New York City, havde guitarist Mick Jones været i Brooklyn, hvor han i en sort pladebutik havde hørt og købt 12’ere med Grandmaster Flash og Sugarhill Gang. Jones havde også købt sig en boombox, som han konstant gik rundt med og spillede hiphop-kassetter på, hvilket indtjente ham øgenavnet Whack Attack i Clash-lejren. Hvad vigtigere var lod han sig inspirere af den nye tilgang og kom op med frisk musik, der tog udgangspunkt i denne nye musikalske Mick Jones-kærlighed. Deriblandt Sandinista!’s åbningsnummer ‘The Magnificent Seven’, ligesom ‘The Rapture’ baseret på en simpel rytmisk baslinie – iøvrigt spillet af Noman Watt-Roy (Ian Dury & The Blockheads), der var med idet Paul Simonon var optaget andetsteds – med steady trommebeat og korte rytmiske overlæg af guitar/keyboards. Det tilsat Joe Strummer’s freeflow-rablende take på hip-hop, som han kaster sig ud i med en helt anden mangel på fysisk berøringsangst end Debbie Harry, gør ‘The Magnificent Seven’ til et anderledes prægtigt og besjælet crossover-nummer…

Det blev 1981, Grandmaster Flash & The Furious Five blev nu spillet på BBC, ‘Rapture’ udkom på single og blev et større hit, og den nye amerikanske subgenre – der vel dog havde haft sit første regulære verdenshit allerede i efteråret 1979 via The Sugarhill Gang’s ‘Rappers Delight’ – begyndte at kunne høres flere og flere steder i hvid popmusik. Tjek her 12’er-versionen af Soft Cell’s anden single ‘Bedsitter’ fra november 1981; Omkring 3:40 giver Marc Almond sit personlige bud på genren. Det er slet ikke rap i klassisk forstand, men inspirationen er til at tage at føle på. Resultatet er meget britisk, meget simpelt og unægteligt charmerende…

The Last Testament

tumblr_nk6pd9cEeQ1qa3j35o1_1280

Man udsender ikke plader i december. Deres nye tilstedeværelse overses og drukner så nemt i julehandlens hektik og fokusering på det allermest bredt populære. Og iøvrigt er det svært at arbejde seriøst med pladeselskaber, medier og tourvirksomhed i en måned, hvor den normale rytme i den grad er punkteret af højtidens snarlige komme. Intet af dette hindrede dog The Clash i 14. december 1979 at udsende dbl-albummet London Calling. Her et lille kvarters YouTube-doku om tilblivelsen af den plade, der om nogen kunstnerisk placerer The Only Band That Matters som – undskyld mig! – det største britiske band ever…

Lyst til mere? Her er London Calling’s 65 minutter og syv sekunders musik. Som sådan faktisk over ti minutter kortere end f.eks. Arcade Fire’s seneste værk, der i CD-alderen ikke blev udsendt som værende et dbl-album. Men sådan er der så meget. Enjoy!

London Calling 00:06
Brand New Cadillac
03:24
Jimmy Jazz
05:34
Hateful
09:28
Rudie Can’t Fail
12:14
Spanish Bombs
15:45
The Right Profile
19:06
Lost in the Supermarket
23:00
Clampdown
26:47
Guns Of Brixton
30:39
Wrong’Em Boyo
33:47
Death Or Glory
36:58
Koka Kola
40:54
The Card Cheat
42:42
Lover’s Rock
46:33
Four Horsemen
50:36
I’m Not Down
53:32
Revolution Rock
56:40
Train in Vain
1:02:15

clash-pennie-smith

Tillykke, Sandinista!

The_Clash_-_Sandinista!

The Clash’s spraglede triple-album Sandinista! blev udsendt i dag for 35 år siden. Hør det ufokuserede men yderst givende overflødighedshorn af en stilforvirret og grænseløs plade herunder. Som altid superspændende at forstille sig, hvad The Only Band That Matters kunne have udrettet med de mange optagelser fra især New York City, men også Kingston, London og Manchester, havde man istedet satset på et mere koncentreret format som enkelt eller dbl-album…

Idolplakat

4563

Billedet af denne ærkeamerikanske loner-heltetype ses nok bedst til lyden af videoklippet nedenfor, et outtake fra Bruce Springsteen’s  nye The Ties That Bind: The River Collection-box, der begavede december sidste fredag. ‘Cindy’ her skulle have været med på den enkeltalbum-version af The River, som Springsteen først havde indleveret færdig master på til pladeselskab, men i 11. time ombestemte sig omkring og droppede, da han mente der var brug for et mere komplekst udtryk til dette album, end de oprindelige kun 10 sange ville kunne give. Så tilbage i studiet de næste mange måneder, hvor der blev indspillet en masse flere nye af de sange, han på det tidspunkt nærmest rystede ud af ærmet. Resultatet blev det kendte dbl-album, uden både ‘Loose Ends’ og ‘Cindy’, der ellers begge havde siddet fornemt og sikkert på den første version…

Imens i Kazakhstan…

10430220-31udlkas1jpg

Vildt modig er den dansker der tør lade sig skyde op i det fjerneste stykke østblok-metal på billedet her. Tænk at leve for en skønne dag at blive astronaut, og så ende med en regulær opsending, ikke fra drømmenes og raket-mytologiens Cape Canaveral, men istedet fra…Kasakhstan. Lidt som at brænde for en gigantisk Shea Stadium-rockstjernetilværelse og så ende i Rusland’s største Beatles-kopiband, er det ikke? Tidligt onsdag morgen er der nedtælling.

Sang til astronaut Mogensen

Den første danske astronaut sendes snart ud i rummet. 2. september skydes Andreas Mogensen op fra Kasakhstan med kurs mod et 10-dages ophold på Den Internationale Rumstation, 386 km. over Jorden. Her et fint stykke vintage 1982-postpunk fra det belgiske Les Disques du Crèpescule/Factory-band The Names med held & lykke og Godspeed…

300 meter

2015-06-23 21.09.38

Det er ikke tit vi skriver om miljøpolitik her. Men i dag vil vi gøre en undtagelse, for både Jens og jeg er bekymrede og vrede over dette.

I 1937 vedtog Folketinget at der ikke må være bebyggelse på de danske strande indtil 100 meter fra vandet; i 1999 blev denne strandbeskyttelselseslinje udvidet til 300 meter. Der er derudover er i gældende lovgivning en såkaldt kystnærhedszone, der bestemmer, hvor og hvordan der kan bygges i en bræmme 300 meter til 3000 meter fra kysten. Men i december 2014 vedtog den nu forhenværende regering sammen med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti en “forsøgsordning” der skal kunne ændre på dette.

Tidligere  i år udtalte Venstres landdistriktordfører Thomas Danielsen at det burde være helt op til kommunerne, om der skulle være en kystnærhedszone.  Der er som nævnt ovenfor allerede lavet huller i bestemmelserne om strandbeskyttelseslinjen, og med den nuværende sammensætning af Folketinget ser det ud til at der er frit løb mod mål, så det nu uden videre vil kunne lade sig gøre at bygge på de danske strande og dermed ødelægge dem. Det er intet mindre end en skændsel.

Skriv under på Danmarks Naturfredningsforenings protest på http://300meter.dk.

I wanna be me!

Ifølge de engelske avisers mindeord i dag blev Steve Strange – som utallige andre på den tid – inspireret og ændret af mødet med punk. 14 december 1976 spillede Sex Pistols på deres tumultøse Anarchy In The U.K. Tour i den walisiske lilleby Caerphilly’s Castle Cinema og blandt godt hundrede tilstedeværende var den 18-årige waliser Steven John Harrington. Johnny Rotten og co. – The Clash, The Damned, samt Johnny Thunders & The Heartbreakers var også på plakaten – gjorde så voldsomt et indtryk på unge Steven, han besluttede sig for at rejse mod et helt andet liv i lysende London, hvor han, gennem sit nye venskab med Pistols-bassist Glen Matlock, fik arbejde for Pistols-manager Malcolm McLaren og ændrede navn til det mindre grå Steve Strange. The rest is history…

Vintermørket i Ukraine

Den ukrainske forfatter Jurij Andrukhovitj skriver i Information:

Lidt under fire år inde i sin regeringsperiode har Janukovitjs regime øget spændingerne i det ukrainske samfund i en sådan grad, at et point of no return er nået. Hvad værre er: Regimet har malet sig i op et hjørne, hvor det ikke ser andre muligheder end at holde fast i magten i al overskuelig fremtid og med alle nødvendige midler. Det er tvunget til at øge undertrykkelsen, for alternativet er, at det risikerer at udsætte sig selv for et omfattende retsopgør med vidtrækkende og fatale konsekvenser for regimet selv og dets støtter. Omfanget af, hvad det har stjålet og tilranet sig, trodser alle forestillinger om, hvad menneskelig griskhed formår.

Verdens største omkvæd…

…findes på ‘Through The Looking Glass’, næstsidste sang – og hvilken fantastisk en – på The Hoople (1973), sidste album med Mott The Hoople (ja, bandet Michael Stipe namechecker i første linie på R.E.M.’s ‘Man On The Moon’: ‘Mott The Hoople and the game of life, yeah, yeah, yeah, yeah’). Billederne her, fra den tjekkiske film Baron Von Münchausen (1961), spiller forbløffende godt med på en næsten Smashing Pumpkins-videoagtig måde. Tjek selv…

Lad rockismen vise vej

musik

Der er ikke noget bedre end The Clash. Se, det var rigtig rock. Og der er ikke noget bedre end The Jam. Se, det var rigtig rock. Og der er ikke noget bedre end Bruce Springsteen. Se, det er rigtig rock. Og der var ikke noget bedre end The Beatles. Se, det var rigtig rock. Og Patti Smith og Janis Joplin og Grace Slick og Debbie Harry var nu også gode. Se, det var rigtige sangerinder. Og der er ikke noget bedre end Pink Floyd og AC/DC og Van Halen og Rolling Stones og Metallica og Nirvana og Pearl Jam og Ramones og Queen og Grateful Dead og Tool og U2 og Red Hot Chili Peppers og R.E.M. og Rammstein og Green Day. For det er rigtig rock. Ikke som alle de der damer som Beyoncé og Britney og Rige Hanne og Lady Gaga og Madonna, der godt nok alle har meget lidt tøj på, men bare indspiller et præprogrammeret popnummer, som produceren har skrevet. Og heller ikke som alle de underlige afroamerikanere, der bare står og bander og svovler hen over et beat. Det er jo knap nok musik. Det står godt nok skidt til nu om dage!

I sidste uge var jeg til en rund fødselsdag i København. Jeg kom til at sidde over for en mand på min egen alder, og han ville gerne tale om musik. Han sagde at han interesserede sig meget for musik fra 1960’erne og 1970’erne. Jeg spurgte om han kunne lide The Clash – de var jo først og fremmest et halvfjerdserband. Men nej, det var alligevel for langt henne i 1970’erne til ham. Hvad så med Big Star? De var da fra starten af samme årti. Nej, dem kendte han ikke (omend det foresvævede ham at Alex Chilton havde været med i The Box Tops). Men han værdsatte da Rolling Stones og The Beatles.

– Det bliver sværere og sværere at finde noget ny musik at høre, sagde han let opgivende.
– Tværtimod, sagde jeg. Der har aldrig været så meget ny musik så nemt tilgængelig som nu.

Når jeg af og til læser med på Quora kan jeg høre de samme klagesange om hvor meget dårlig musik der er nu om dage. Næ, i gamle dage var der god musik til. Og det var rigtig rock. Og så er der ellers en masse spørgsmål om guitarsoloer og den slags.

Men i den periode, hvor “Smells Like Teen Spirit” på helt ukarakteristisk vis hærgede hitlisterne, var denne sang stort set ene om at repræsentere rocken, for slet ikke at tale om den tungere del af genren. De andre store hits fra denne tid var – “Rush Rush” med Paula Abdul og “Baby Baby” med Amy Grant. Ja ja.

Jeg ved ikke rigtig, hvad der er værst – er det “rockismens” insisteren på rocken som den ægteste musikgenre og selverklærede over al den elendelige popmusik eller “anti-rockismen”, der tager afstand fra rockmusikken og erklærer rocken for død. I stedet for rocken skal så typisk træde hiphoppen eller den elektroniske musik i en eller anden afskygning.

Nitsuh Abebe skrev sidste år et nogenlunde interessant indlæg på Pitchfork om “rockismen” og reaktionerne på den. Som han bemærkede, er der jo andre former for snæversyn, der ikke pådrager sig samme grad af forargelse. Der er mennesker, der kun vil lytte til roots reggae eller black metal, men dem ryster vi ikke på hovedet af på samme måde som vi ryster på hovedet af dem, der hænger fast i den syngende formningslærer ved navn Eric Clapton.

Og i situationen, hvor vi oplever musik, er vi altid snæversynede. Når jeg hører noget musik, jeg rigtig godt kan lide, bliver alle andre genrer momentant ligegyldige.

Problemet er vel snarere at man ikke vil erkende sit snæversyn og ikke vil se, ar det begrænser udsynet. Jeg er jo også selv en rockist af værste skuffe; det meste af den musik jeg lytter til (som ikke er klassisk musik) er en form for rock. Men forhåbentlig er jeg en god rockist som godt tør lytte til andre genrer også.

Til den runde fødselsdag sad der i øvrigt en anden person ved mit bord, som jeg bagefter indledte en samtale med. Det var en dame, der proklamerede at hun fik kvalme ved lugten af og tanken om øl. Også dét blev en lidt udfordrende samtale.