Nu troede du nok her efter forleden, at være sluppet for mere Ulf Lundell. Men nej, så nådig er skæbnen ikke, for på hans iøvrigt noget ujævne Vinterland (2000) er der endnu en bevægende fortælling, som fortjener opmærksomhed. En sang hvor det ikke er Stockholm’s udstødte sjæle, men istedet Lundell’s eget forpinte hjerte, som ligger ham på sinde. På ‘Jag Saknar Dej’ sætter de musikalsk opbyggende vers scenen filmisk op som Lundell kan; et Stockholm i frost, hvor både løftes op af havnen før isen vil komme og skrue dem ned, hvor parkerne brænder som ild af kulden, hvor himlen over Västerbron står gasblå koldt. I det bidende Stockholm går Lundell hvileløst, sjælefrysende rundt og påmindes overalt om en kærlighed, der ikke længere er hans. Broerne op til sangens omkvæd falder skæbnesvangert dramatiske og slår en tone an som aldrig kan ringe lykkeligt ud. Og der kommer så hans direkte tale til den, der er et ukendt sted derude i byens labyrint og altså ikke længere med ham. Han ønsker nu, at de aldrig havde mødtes, for han er efter afskeden som død for livet, finder ingen glæde i noget, længes heller ikke længere efter at de igen skulle være sammen. Men savner dog i sit indre alligevel i en grad så intenst, at det hele synes ved at briste. Imens spiller musikken sig bag ham op til noget, der kun kunne være et raseri, hvis ikke den samtidig var så…øm. Det lyder kulørt, absolut, men i praksis er det forførende stærkt iscenesat. Hør selv…