Kategoriarkiv: Svensk

Vid ett middagsbord bland folk, i en tunnelbanevagn, då saknar jag dej…

Nu troede du nok her efter forleden, at være sluppet for mere Ulf Lundell. Men nej, så nådig er skæbnen ikke, for på hans iøvrigt noget ujævne Vinterland (2000) er der endnu en bevægende fortælling, som fortjener opmærksomhed. En sang hvor det ikke er Stockholm’s udstødte sjæle, men istedet Lundell’s eget forpinte hjerte, som ligger ham på sinde. På ‘Jag Saknar Dej’ sætter de musikalsk opbyggende vers scenen filmisk op som Lundell kan; et Stockholm i frost, hvor både løftes op af havnen før isen vil komme og skrue dem ned, hvor parkerne brænder som ild af kulden, hvor himlen over Västerbron står gasblå koldt. I det bidende Stockholm går Lundell hvileløst, sjælefrysende rundt og påmindes overalt om en kærlighed, der ikke længere er hans. Broerne op til sangens omkvæd falder skæbnesvangert dramatiske og slår en tone an som aldrig kan ringe lykkeligt ud. Og der kommer så hans direkte tale til den, der er et ukendt sted derude i byens labyrint og altså ikke længere med ham. Han ønsker nu, at de aldrig havde mødtes, for han er efter afskeden som død for livet, finder ingen glæde i noget, længes heller ikke længere efter at de igen skulle være sammen. Men savner dog i sit indre alligevel i en grad så intenst, at det hele synes ved at briste. Imens spiller musikken sig bag ham op til noget, der kun kunne være et raseri, hvis ikke den samtidig var så…øm. Det lyder kulørt, absolut, men i praksis er det forførende stærkt iscenesat. Hør selv…

Årets albumudgivelser (sådan da)

Der bliver desværre heller ikke nogen samtale om årets albumudgivelser i år. Jens skriver

Har kigget på Uncut og Mojo’s årslister. Jeg kan simpelthen ikke finde plader til en top-10 i år. Hvis du er heldigere stedt, kan du så ikke lave en større ting med dine favoritter fra i år?

Jeg er åbenbart heldigere stedt. Her er mine bud.

Mod alteret i Maria…

Luciadagen i dag er en svensk tradition, som denne onsdag leder tanker hen på en sang, Ulf Lundell begik i 2000 på sit album Vinterland. I ‘Altaret på Maria’ beskriver Lundell to tabte skæbner på bunden af livet i Stockholm. Den ene en slidt tiggerkvinde ved indgangen til et Konsum-supermarked, den anden en forhutlet hjemløs mand, der prædiker sort for døve øren nede i T-banan. I omkvædet drejer Lundell vinklen og erkender, at ingen som ser dem vil kunne forestille sig, de begge engang var små børn, der strålende og med levende lys gik syngende i Luciaoptog mod alteret i Maria (en af de store kirker på Söder). I sangens klimaks mod slut har Lundell så – han kan ikke lade være med den slags moraler – et december-drømmesyn, hvor de to hjælpeløse livsofre løftes op af et mægtigt, varmt lys og svæver ind gennem himmerigets port. Det lyder kulørt, absolut, men i praksis er det forførende stærkt iscenesat af ham. Hør selv…

Joakim Berg er tilbage

Kent’s centralstation Joakim Berg er nu officielt i vælten som medlem af trioen Dead People, der udgiver debutalbum 11. november. Sangerinden kender vi også på forhånd, Anne Ternheim, som nok mest er værdsat her for sin rørende klare klaverversion af Broder Daniel’s ‘Shoreline’. Her følger Dead People-singlen ‘The River’, der er blevet sendt afsted i dag.

Den usynlige mand

Der er ikke ligefrem blevet skudt med store missiler i pladeselskabslanceringen af Kent-centralen Joakim Berg’s nye comeback-album. Helt sikkert efter ordre fra Berg selv, der tydeligvis ønsker at forblive i den anonymitetens bagrund, opløsningen af Kent signalerede indgangen til. Men musikken klarer sig heldigvis fint uden, således også på denne nye lyrics video, der netop er blevet officielt udsendt til et af albummets mange formfuldendte popnumre…

Den svenske invasion

Thåström i accelererende storform på vej mod Danmark, nyheden i går om den så længe forsvundne Kent-frontmand Joakim Berg’s nye soloalbum, og i dag denne nye single med Håkan Hellström; Sverige dominerer lige nu. Og hvordan er så Håkan-singlen med den svensktop-tunge titel ‘Jag Vill Bara Va Med Dej’? Professionel hitmusik i shiny retro-lyd a la Alex Cameron, kunne vel egentlig være sunget af hvem som helst. Ret behageligt, men også ret forglemmeligt ligegyldigt, hvad god popmusik netop aldrig er…

Thåström synger Sverige

En gammel vise med ord fra 1930 af den svenske digter Nils Ferlin, det var hvad Thåström spillede med The Hellacopters i et quizprogram på svensk TV fredag aften. Skal siges både musik og levering gav velgørende modvægt til en nærmest eksalteret quiz-stemning i TV-studiet…

…Barnet det skådar i drömmarnas brus
hur en ängel med lyktor går runt våra hus
och ensam i kvällen den sena
jag slåss med en smäktande vals
och jag är ganska mager om ben’a
tillika om armar och hals…

Sangen er ikke ny for Thåström. Da Imperiet i 1985 indspillede deres i Sverige så højt elskede Bellman/Taube-single ‘Märk Hur Vår Skugga’ / ‘Balladen Om Briggen Blue Bird Av Hull’, gav de også Ferlin’s ‘En Valsmelodi’ et skud. Den blev aldrig udsendt, men har dog alligevel fundet vej til YouTube i en ‘korrigeret’ version. Interessant at høre Thåström’s så anderledes tolkning 36 år tidligere…

E for Ebba Grön

Thåström synger en sang om at fryse ihjel, måske relevant en bidende kold dag som i dag. Det gør han med sit gamle punkband fra forstæderne i det sydlige Stockholm. ‘800 Grader’ er iøvrigt åbningsnummer på Kärlek & Uppror (1981), Ebba Grön’s andet og klart bedste album. I aften kl. 20. kan Thåström efter tre års tilbagetrukket liv atter opleves på en scene, når han i SVT1’s På Spåret gæstesynger et nummer med programmets husband The Hellacopters som backing.

Albums fra året der svandt

Så blev det igen tid til en samtale om et tungtvejende emne. I kan se hvad denne blogs forfattere talte om på en søndag i december på den side, der er vores aktuelle feature. Hvor på listen ligger Megan Thee Stallion mon? Det må I læse jer frem til.

Der er ikke meget, der går den rette vej for tiden, men mon ikke virksomheden bag Zoom undgår afskedigelser?

Og nå ja, – glædelig jul!

Teater og Dybde

Det tog mig ikke lang tid at blive rigtig glad for I solnedgången med Mando Diao. Her er en live-udgave af “Sorgen”.

Det er helt tydeligt, at Mando Diao på svensk er et helt andet ensemble end Mando Diao på engelsk, og jeg ved godt, hvem jeg foretrækker. Sangeren Björn Dixgård siger i et interview med Sydsvenskan at

Allt får ju en djupare innebörd när man framför det på sitt modersmål. Det måste jag ändå säga. Att sjunga på engelska gillar vi ju uppenbarligen också men…det är liksom mer teater i det.

Det er en meget ærlig udtalelse, som jeg ønsker at flere ville turde komme med. Hvis en dansk musiker konsekvent sang på tysk for et dansk publikum, ville mange sikkert spørge hvorfor mon – men dette spørgsmål kommer aldrig, når der bliver sunget på engelsk.

Won’t get fooled again?

Sveriges kolostørste popstjerne Håkan Hellström er berygtet for, som en anden skamløs mestertyv at låne en-til-en med arme og ben fra hele den moderne musikhistorie. Men dagens fokuspunkt her, Pete Townshend, har han vel endnu ikke været på rov hos? Well, nu har han, for i fredags udkom Håkan’s nye album, hvis åbningsnummer er bygget på guitarriffet fra The Who’s ærketypiske ‘Baba O’Riley’ fra 1971. Døm herunder selv i sangens nye promovideo, der som hele albummet Rampljus Vol. 1 fremstår fattigt på mål, bevægelse eller nogen hørbar nødvendighed. Ærgelige ord om en mand, der kæmpede sig helt til tops på netop entusiasme, rå friskhed og en utæmmet vitalitet. Det gør derfor ondt i dette klip, at se en ikke længere ung Håkan, iklædt et blåt lirekassekostume med to triste rejer på ryggen, sætte sig bag trommer på det Nya Ullevi, der efterhånden mest af alt ligner hans drømmes succesfængsel, og sætte pligtskyldigt igang med de fire minutters gøgleri, der kulminerer i en danseduel med en fucking computeranimeret abe. Håkan Hellström er tydeligvis blevet voksen, og hans erfarne, her ensomme øjne bedrager den iscenesatte ubekymrethed. Man kunne tro, en så enorm succes som hans måtte afføde den ultimative kunstneriske frihed, men som både høres og ses, er det desværre alt andet end tilfældet. Håkan er fanget i sit eget enorme popstjernespil, og ingen sværm af imiterede Michael Jackson-moves vil kunne danse ham fri. Tværtimod.