Kategoriarkiv: Roskilde 2012

A Case For Shame

Hvis man læser denne blog, ved man måske at jeg er meget begejstret for canadiske Cold Specks’ debutalbum I Predict A Graceful Expulsion, endda så begejstret at albummet var nummet 1 på min årsliste sidste år. Hendes/deres koncert på Roskilde i 2012 var også rigtig vellykket. Nu er der omsider nyt fra Cold Specks – dog kun i form af en gæsteoptræden på et nummer med Moby. Jeg er sent ude her; nummeret kom for et par måneder siden. Man kan hente MP3’en her.

Jeg vil ikke lægge skjul på at det er Cold Specks’ medvirken, der gør nummeret interessant for mig. Mobys udglattende produktion siger mig ikke så meget.

Afsked med Roskilde 2012 – ankomst til Roskilde 2013

Jeg er nu ankommet til Roskilde-festivalen årgang 2013. Programmet er pr. definition aldrig dårligt. Hovednavnene er de sikre valg for mange; dem er der måske ikke så mange af i år (og nej, jeg skal ikke høre Volbeat). Men til gengæld er der alle de andre navne – både dem jeg kender og dem jeg stifter bekendtskab med for første gang. Det er alt det, der gør Roskilde-festivalen værd at vende tilbage til. Tilmed skulle er denne gang være en chance for at undgå mudderbad og efterårsvejr. Der er en pæn chance for at der kommer flere indlæg fra mig i de kommende dage.

En af sidste års positive overraskelser for mig var engelske Clock Opera med deres lidt OMD-lydende synthpop. Her er den meget gribende video til deres “Once And For All”. Den unge mand med fuldskæg og avis er forresten sangeren fra Clock Opera.

Roskilde: De kom, de så, de bloggede…

Tak til Bloggers By Choice for årets vel bedste og mest i øjenhøjde underholdende Roskilde-dækning. Ingen ’seen it all’-journalister sendt ud for at sætte sig selv i kontrastfyldt scene og igen igen tage letsarkastisk gonzo-puls på ‘den der Roskilde-ånd’. Istedet blot musikpassionerede mænd med alle antenner ude, mod på oplevelsen og batteri på afsenderknapperne. Iorden. Indtag og nyd bloggen her.

PS – Nu vi taler Roskilde, så streamer DR iøvrigt I Got You On Tape’s koncert fra tidligt fredag aften på Arena lige her.

Roskilde: Springsteen

I har læst anmeldelserne og de lyver ikke. Bortset altså fra Treo’s i EB, men han skal også spille op til sin rolle som musikmiljøets’s Sørine Gotfredsen. Koncerten på Orange Scene? Fantastisk. Intet mindre. Springsteen’s lysende aftener som den i går får alle andre artister til at fremstå……….ubetydelige? 😉

No Surrender
Badlands
Two Hearts
We Take Care Of Our Own
Wrecking Ball
Death to My Hometown
My City of Ruins
Spirit in the Night
The E Street Shuffle (with The Roots)
Jack of All Trades
Trapped
Because the Night
Working on the Highway
Shackled and Drawn
Waitin’ on a Sunny Day
The River
The Rising
Out in the Street
Land of Hope and Dreams
+ + +
We Are Alive
Born in the U.S.A.
Born to Run
Glory Days
Dancing in the Dark
Tenth Avenue Freeze-Out
Twist and Shout

Tal om overskud: talte 6 aktive tambourinespillere + 1 koklokkeudøver på scenen allerede i ‘No Surrender’.

Roskilde: The Low Anthem

20120707-174702.jpg

Jeg tror, det bliver en rigtig folk/roots-dag i dag. Pastorinden er nu også med. Det er også det øvrige publikums dag, og det mærker vi tydeligt. I Arena-teltet snakkede publikum løs, mens Alison Krauss & Union Station spillede i baggrunden på Arena-scenen. I Pavillion-teltet snakkede publikum, og nogle klappede også i takt og hujede til The Low Anthems stille numre. Heldigvis var mange af sangene lavmælte og inderlige, så de entusiastiske festivalgæster ikke behøvede at skrige sig hæse for at blive hørt. For hørt, det blev de. Da “Boeing 737” blev spillet, var der en kort distraktion, men bagefter var alt igen som før.

Roskilde: Punch Brothers

20120707-004550.jpg

Endnu et lidt anderledes bud på countrymusik – og så dog langt mere traditionelt end Hank Williams d. 3. Punch Brothers spiller bluegrass og er virtuoser på deres respektive instrumenter. Forbindelsen til folkemusikken fra Irland og Skotland er i denne genre meget tydelig. (Nogle ville her fejlagtigt begynde at fable om De Gyldne Løver.)

Det usædvanlige ved Punch Brothers er dels, at de er fra New York (dvs. de er ikke ligefrem hillbillies, dels
at de i de numre, de selv har skrevet, i deres tonesprog også trækker på nyere former for sangskrivning og tonesprog, især rock, men også jazz. Dette sidste viste sig ved nogle ambitiøse sololøb undervejs – hvoraf et brat slog over i en uptempo-udgave af Gillian Welch’s “Back In Time” (fra Soul Journey, af Stereo Studios ansatte betegnet som en souludgivelse.) Punch Brothers kunne ikke slippe af sted med det, de gør, og få telttaget til at løfte sig af begejstring, hvis ikke de samtidig var helt hjemme i den bluegrass-tradition, de ofte overskrider. Og hjemme i bluegrass, dét er de.

Et spændende bekendtskab.

Roskilde: Elektro Guzzi

20120706-212657.jpg

Utroligt, men sandt: Elektro Guzzi fra Østrig spiller særdeles dansabel, hypnotisk trance med beats og dyb, dyb bas uden nogen elektroniske instrumenter. Besætning: guitar, bas og trommer. Måske har vi her en udvej for rockbands, der sidder fast i et kedeligt udtryk. Hvem ringer til Big Fat Snake?

Roskilde: The Vaccines

20120706-203043.jpg

Nå dem? Det er da dem med “Post-breakup Sex”. Så er stilen ligesom lagt. Ungt band med et temmelig ubekymret univers og iørefaldende melodier til. The Vaccines er et sted på britisk pop-rocks store brede, kompetente midtbane. Ikke så meget involveret i angrebet, men heller ikke udpræget i defensiven. Men som sangeren siger mellem to numre: “This is fun”.

Roskilde: The Cult

20120706-195400.jpg

Jeg kunne (og kan) faktisk vældig godt lide Electric fra 1987, og efterfølgeren Sonic Temple var såmænd hæderlig. Det var dengang, der var for mange blodfattige skokiggere og jeg begyndte at se mig om for alvor. Siden glemte jeg The Cult. Der var så meget andet, der var lige så spændende eller mere.

Dagens koncert blander gamle numre med numre fra det nye album, og det lykkes på de præmisser, The Cult bygger på – en traditionel hård rock/metal med en underliggende indianerromantik, ret beset ikke mere reaktionært end hvad landsmændene i The Cure leverede i går. Spade med stort S, rock med stort Å. De nye numre falder ikke igennem, The Cult faktisk heller ikke. Men der er så meget andet, der er lige så spændende eller mere

Roskilde: Hank 3

20120706-190837.jpg

Hank Williams d. 3 gør vel egentlig det samme, som D:A:D prøvede i starten af deres karriere – nemlig at blande hård rock/metal og country. Men i modsætning til D:A:D kan Hank faktisk lide country og kan finde ud af at spille det. Adel forpligter; farfar var den rigtige Hank Williams.

Denne kunst, nemlig at være flydende på to så helt forskellige musikalske sprog og at forsøge at integrere dem og samtidig holde dem adskilt, kender jeg fra Bad Brains. Først er der pedal steel og fiol. Derefter er der dobbeltpedal og growl.

Den store fare er, at countrydelen kan fremstå lidt tongue-in-cheek, og dette undslipper Hank da heller ikke helt. Men et interessant bekendtskab, i hvert fald i en livesammenhæng.