Kategoriarkiv: Roskilde 2012

Roskilde: The Low Anthem

20120707-174702.jpg

Jeg tror, det bliver en rigtig folk/roots-dag i dag. Pastorinden er nu også med. Det er også det øvrige publikums dag, og det mærker vi tydeligt. I Arena-teltet snakkede publikum løs, mens Alison Krauss & Union Station spillede i baggrunden på Arena-scenen. I Pavillion-teltet snakkede publikum, og nogle klappede også i takt og hujede til The Low Anthems stille numre. Heldigvis var mange af sangene lavmælte og inderlige, så de entusiastiske festivalgæster ikke behøvede at skrige sig hæse for at blive hørt. For hørt, det blev de. Da “Boeing 737” blev spillet, var der en kort distraktion, men bagefter var alt igen som før.

Roskilde: Hank 3

20120706-190837.jpg

Hank Williams d. 3 gør vel egentlig det samme, som D:A:D prøvede i starten af deres karriere – nemlig at blande hård rock/metal og country. Men i modsætning til D:A:D kan Hank faktisk lide country og kan finde ud af at spille det. Adel forpligter; farfar var den rigtige Hank Williams.

Denne kunst, nemlig at være flydende på to så helt forskellige musikalske sprog og at forsøge at integrere dem og samtidig holde dem adskilt, kender jeg fra Bad Brains. Først er der pedal steel og fiol. Derefter er der dobbeltpedal og growl.

Den store fare er, at countrydelen kan fremstå lidt tongue-in-cheek, og dette undslipper Hank da heller ikke helt. Men et interessant bekendtskab, i hvert fald i en livesammenhæng.

Roskilde: Janelle Monáe og de andre

20120706-014858.jpg

20120706-014820.jpg

20120706-014740.jpg

Aftenen sluttede med en konflikt for mit vedkommende: Skulle jeg høre Modeselektor, Perfume Genius eller Janelle Monáe? Jeg valgte – alle tre.

De tre musiknavne udtrykker hver deres bud på en kropslighed i musikken.

Modeselektor – to tredjedele af tyske Moderat (som jeg har skrevet om på bloggen for snart længe siden) – begyndte et forudprogrammeret og typisk snedigt og effektivt sæt på Apollo-scenen, bedre kendt som Det Oppustelige Græskar. Alle dansede med.

Jeg måtte dog gå efter forholdsvis kort tid for at nå ned til Perfume Genius, der er klart i familie med chillwave-navne som især Youth Lagoon, uden dog at være særligt elektroniske. Følsomme og gribende pianoballader fra en bleg ung amerikaner. Og en rigtig vellykket coverversion af Neil Youngs “Helpless”. Men stemningen… Hvis bare publikum dog ville lære at tie stille!

Også denne gang måtte jeg gå før tiden for at nå frem til Janelle Monáe i det stuvende fyldte Arena. Jeg havnede i kødranden uden om teltet og kunne fornemme, at en særdeles god koncert var under opsejling. Men det kneb mest høre musikken. Hvis bare publikum dog ville lære at tie stille!

Til sidst førte “naturlig afgang” mig længere ind i teltet, og jeg kunne nu både se og høre musikeren ordentligt. Hvor The Shins og Perfurme Genius spiller deres sange, så publikum er tilfredse, kan Janelle Monáe og band gøre publikum ellevilde.

Monáe laver soulmusik med tydelig inspiration fra James Brown og Jackson Five (vi fik en forrygende version af “I Want You Back”), men der er også Cameo, new save og rocknroll med i ligningen. Og der danses! Og males – Janelle malede et billede på et opspændt lærred undervejs. Og der er guitarsoloer fra en inspireret guitarist. Og der er en masse call-response med publikum, som Janelle snart har i sin hule hånd. Et langt ekstranummer bliver det til, og til allersidst kommer alle på scenen blot for at præsentere sig én efter én. En ung fyr i publikum, der har fødselsdag, hives op på scenen og får Janelles maleri som gave.

Det er 100% showmanship, og vi elsker det (The Cure har som modsætning slet intet showmanship) – og vi elsker Janelle og hendes band. Det er tydeligt, at de holder af at spille Roskilde for andet år i træk.

Afsked med Roskilde 2012 – ankomst til Roskilde 2013

Jeg er nu ankommet til Roskilde-festivalen årgang 2013. Programmet er pr. definition aldrig dårligt. Hovednavnene er de sikre valg for mange; dem er der måske ikke så mange af i år (og nej, jeg skal ikke høre Volbeat). Men til gengæld er der alle de andre navne – både dem jeg kender og dem jeg stifter bekendtskab med for første gang. Det er alt det, der gør Roskilde-festivalen værd at vende tilbage til. Tilmed skulle er denne gang være en chance for at undgå mudderbad og efterårsvejr. Der er en pæn chance for at der kommer flere indlæg fra mig i de kommende dage.

En af sidste års positive overraskelser for mig var engelske Clock Opera med deres lidt OMD-lydende synthpop. Her er den meget gribende video til deres “Once And For All”. Den unge mand med fuldskæg og avis er forresten sangeren fra Clock Opera.

Roskilde: Punch Brothers

20120707-004550.jpg

Endnu et lidt anderledes bud på countrymusik – og så dog langt mere traditionelt end Hank Williams d. 3. Punch Brothers spiller bluegrass og er virtuoser på deres respektive instrumenter. Forbindelsen til folkemusikken fra Irland og Skotland er i denne genre meget tydelig. (Nogle ville her fejlagtigt begynde at fable om De Gyldne Løver.)

Det usædvanlige ved Punch Brothers er dels, at de er fra New York (dvs. de er ikke ligefrem hillbillies, dels
at de i de numre, de selv har skrevet, i deres tonesprog også trækker på nyere former for sangskrivning og tonesprog, især rock, men også jazz. Dette sidste viste sig ved nogle ambitiøse sololøb undervejs – hvoraf et brat slog over i en uptempo-udgave af Gillian Welch’s “Back In Time” (fra Soul Journey, af Stereo Studios ansatte betegnet som en souludgivelse.) Punch Brothers kunne ikke slippe af sted med det, de gør, og få telttaget til at løfte sig af begejstring, hvis ikke de samtidig var helt hjemme i den bluegrass-tradition, de ofte overskrider. Og hjemme i bluegrass, dét er de.

Et spændende bekendtskab.

Roskilde: The Cure

20120705-213024.jpg

Yesterday I got so old that I thought that I could die.

Man kan ikke løbe fra sin ungdom, men af og til har man lidt lyst til det. The Cures sange fejler ikke noget, Disintegration er et fremragende album (bare spørg drengene fra South Park) og Robert Smith & Co. har spillet det hele vældig mange gange før, og de er bestemt kompetente på en (orange) scene. Desværre er The Cure ikke et af de musiknavne, der ældes med ynde, og det er som om hele selvoptagethedens fest ikke fænger så meget i dag.

A Case For Shame

Hvis man læser denne blog, ved man måske at jeg er meget begejstret for canadiske Cold Specks’ debutalbum I Predict A Graceful Expulsion, endda så begejstret at albummet var nummet 1 på min årsliste sidste år. Hendes/deres koncert på Roskilde i 2012 var også rigtig vellykket. Nu er der omsider nyt fra Cold Specks – dog kun i form af en gæsteoptræden på et nummer med Moby. Jeg er sent ude her; nummeret kom for et par måneder siden. Man kan hente MP3’en her.

Jeg vil ikke lægge skjul på at det er Cold Specks’ medvirken, der gør nummeret interessant for mig. Mobys udglattende produktion siger mig ikke så meget.

Roskilde: The Cult

20120706-195400.jpg

Jeg kunne (og kan) faktisk vældig godt lide Electric fra 1987, og efterfølgeren Sonic Temple var såmænd hæderlig. Det var dengang, der var for mange blodfattige skokiggere og jeg begyndte at se mig om for alvor. Siden glemte jeg The Cult. Der var så meget andet, der var lige så spændende eller mere.

Dagens koncert blander gamle numre med numre fra det nye album, og det lykkes på de præmisser, The Cult bygger på – en traditionel hård rock/metal med en underliggende indianerromantik, ret beset ikke mere reaktionært end hvad landsmændene i The Cure leverede i går. Spade med stort S, rock med stort Å. De nye numre falder ikke igennem, The Cult faktisk heller ikke. Men der er så meget andet, der er lige så spændende eller mere

Roskilde: Gossip

20120706-183104.jpg

Så blev det gummistøvletid.

Først kl. 17.10 var jeg på festivalen o gik således glip af de første numre med Gossip. De fleste ved, at Gossip balancerer et sted mellem rock og disco og at deres sangerinde Beth Ditto er en trivelig dame. Live lægger man mærke til deres lidt kiksede visuelle udtryk. Beth Ditto er måske mere snakkesalig, end det behøves men det mere end kompenseres der for af hendes vokal.

Det nye album, A Joyful Noise toner rent popflag, men liveudgaven af bandet står klart ved sin rockbaggrund. Dette er potentiel festmusik, men en regntung lørdag eftermiddag med det sædvanlige snakkesalige publikum var det desværre en svær opgave at løfte. Nå, da hittene “Standing In The Way Of Control” og “Heavy Cross” dukkede op til sidst, kunne publikum uden for pitten omsider også koncentrere sig, og Beth kvitterede med at kravle ned og give forreste række en krammer. It ain’t over till the fat lady sings.

Roskilde: Clock Opera

20120705-194308.jpg

Britiske Clock Opera kender jeg ikke meget til. Johnny Marr har talt pænt om denne kvartet i spraglede skjorter. Og hvad er det så for noget? En lidt kantet, men samtidig dansabel keyboard/percussion-drevet sound med new wave-rødder. Nogle af sangene er pænt iørefaldende – og hvad var det, de mindede mig om? Til sidst gik det op for mig: det var såmænd Heaven 17 og OMD. Så det er ikke helt skidt, slet ikke. Bør udforskes nærmere.